2 minute read

Nyt fra Estvad-Rønbjerg Forsamlingshus

Af Anne Mette Frandsen

Siden sidst:

Advertisement

Café-aften med egnsspil

Fredag 24. marts holdt vi igen café-aften. Vi havde fornøjelsen af et gensyn med et egnsspil, som oprindeligt havde premiere her i Rønbjerg i 1995. Svend Laustsen, der var forfatter til stykket, var en af de forventningsfulde fremmødte. Han bød velkommen og gav en fin introduktion til stykket. Vi skruede tiden tilbage til Rønbjerg anno 1864. Den lokale præst havde mere end almindeligt svært ved at møde ædruelig op i kirken til kirketid. Det generede degnen, som ytrede sin utilfredshed i kirken. Sagen blev taget op i Holstebro; præsten blev afskediget, men fik sin pension. Degnen blev vurderet uegnet til at undervise egnens børn og blev også afskediget, dog uden et gyldent håndtryk.

Flere af de lokale, lysende skuespil-talenter var mødt op til et gensyn. Tak til Svend og de lokale stjerner for den fine præs(en)tation.

Efter det lokal-kulturelle indslag var der dækket op til et kaffebord. Hele bestyrelsen havde fundet deres allerbedste opskrifter frem og serverede hjemmebagte lækkerier til enhver smag.

Generalforsamling

Onsdag d. 22. februar afholdt vi ordinær generalforsamling i forsamlingshuset. Formand Else Pedersen bød velkommen og vi indledte traditionen tro med en sang fra højskolesangbogen. Kasserer Lisa Henriksen foreslog: ”Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter…” – Og så var scenen sat til både beretning og gennemgang af regnskabet:

I februar 22 blev forsamlingsforbuddet pga. covid-19 endelig ophævet og åbnede op for mulighed for udlejning af forsamlingshuset. I juni fik vi slebet og lakeret gulvet i den store sal og renset tæpper i den lille sal og gang. Vi har også fået ændret hovedindgangen til huset, så adgangsforhold er blevet lettere for både barnevogne, gangbesværede og kørestolsbrugere. Der er lagt nye fliser og lavet nye holdere til æresport og flagallé. Vi har fået nye stole – mange har allerede kommenteret den fantastiske sidde-komfort. Mange anlægsudgifter og bekostninger til anskaffelser.

Der har været god aktivitet med udlejning af forsamlingshuset i forår 22. Herefter lagde inflation og energikrise en dæmper på selskabslivet og der var længere mellem udlejningerne i efteråret. Færre indtægter og større udgifter betød, at revisorerne måtte godkende et regnskab med røde tal.

To medlemmer af bestyrelsen ønskede af forskellige årsager ikke genvalg. Da der ikke umiddelbart var forslag til nye bestyrelsesmedlemmer, måtte vi indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling

Onsdag d. 29. marts. Vi havde udsendt en indkaldelse, hvor vi beskrev, at det er vigtigt for driften af vores forsamlingshus, at vi har en fuldtallig bestyrelse. Alternativet kunne være, at det blev nødvendigt at afvikle/lukke vores forsamlingshus. Heldigvis trådte et par gæve kvinder til; Helle Birch – der allerede har lagt et stort arbejde i forsamlingshuset og Mette Kjærulff, Bærs og reddede situationen. Vi byder jer velkommen i bestyrelsen og glæder os rigtig meget til samarbejdet. På bestyrelsesmøde d. 27. april konstituerede den nye bestyrelse sig:

Formand og udlejning: Else Pedersen

Næstformand: Helle Birch

Sekretær: Tina Simonsen

Kasserer: Lisa Henriksen (udenfor bestyrelsen).

Tusind mange tak til altid ihærdige og hjælpsomme Frederik Thomsen og Jette Hjelm/Jens Peder Poulsen. Sidstnævnte har dog lovet at fortsætte som suppleant og træde til med en hjælpende hånd når og hvis det måtte knibe. Rigtig mange tak for jeres indsats.

Kommende arrangementer: Raske dage

Estvad-Rønbjerg Forsamlingshus regner igen med at deltage med et spændende – men foreløbigt hemmeligt – indslag/ arrangement når Raske Dage igen løber af stablen i uge 44. Meget mere senere. Men I kan godt begynde at glæde jer til velsmag og hyggeligt samvær.

This article is from: