1. SEKTORTÆKNINGSPARADIGMET – BEVARING OG UDVIKLING SOM MODSÆTNINGER
Sektortækningsparadigmet
Det første paradigme er det ældste. Da Danmark fik sin naturbeskyttelseslov (1917) og bygningsfredningslov (1918)10, var det for at sikre det, der var blevet udpeget, mod forandring. I dette paradigme bliver bevaring og udvikling set som hinandens modsætninger. Beslutninger om, hvad der må forandres, og hvad der skal bevares, bliver i dette paradigme taget af eksperter; restaureringsarkitekter, historikere, kunsthistorikere, konservatorer og andre, som kan opdele forskellige dele af de fysiske omgivelser i kategorier. Det kan for eksempel være arkitektoniske typer (kirker, slotte, herregårde osv.) eller stilarter og historiske perioder (middelalder, renæssance, barok osv.) eller naturtyper (strandeng, hede osv.). Beslutninger træffes ud fra, hvad eksperterne anser som umisteligt, ofte i en national sammenhæng.
” Beslutninger om, hvad der må
forandres, og hvad der skal bevares, bliver i dette paradigme taget af eksperter”
KØBENHAVNS UNIVERSITET 20
