Støberihallerne ebog

Støberihallerne i Præstø

Støberihallerne i Præstø

Udgivet af Realdania By & Byg

Støberihallerne Præstø

ISBN: 978-87-85318-12-1

Tekst: Historiker Louise Karlskov Skyggebjerg

Redaktion og tekst: Realdania By & Byg

Layout & tryk: OAB–Tryk ApS

Fotos

Alle fotos, inkl. omslag: Kurt Rodahl Hoppe – med undtagelse af følgende: Præstø Lokalhistoriske arkiv: Side 14, 18, 22, 28, 34, 35, 43, 44, 46, (undtagen lille foto i midten og foto nederst tv.), 47, 70 th.

Privat eje: Side 12

Klimadatastyrelsen, Kort over Præstø Bygrunde 1860-1870: Side 15

Statens Museum for Kunst, P.S. Krøyer, 1885: Side 20-21

Sylvest Jensen foto / Det Kgl. Bibliotek: Side 36

Nationalmuseet, Danmark, fotograf ukendt: Side 32, 38

Realdania By & Byg: Side 11, 16, 17, 23, 50-51, 54, 56 th., 65, 73, 76 nederst og midtfor øverst Fotograf Metzy Jovel: Side 88, 89 (undtagen foto nederst midten)

Dengang fremstillingen af støbejern skabte helt nye muligheder

Dengang 14-årige Viggo var lærling i jernstøberiet i Præstø

Forord

Ved første øjekast gør de gamle støberihaller midt i

Præstø ikke meget væsen af sig. En portåbning midt på handelsgaden, Adelgade, udgør indgangen til det historiske industrianlæg, som stod færdigbygget i slutningen af 1800-tallet.

Engang var der over hele landet mange af sådanne industrianlæg, som lå centralt i byernes midte. I dag er de fleste forsvundet, ombygget til ukendelighed eller flyttet uden for byen. Men ikke i Præstø.

Her har jernstøberiets bygninger overlevet, og i dag udgør de et sjældent intakt og sammenhængende eksempel på de mange bynære industrivirksomheder, som i løbet af 1800-tallets industrialisering var med til at bane vejen for det moderne danske samfund.

Mange af industrivirksomhederne havde adresse i byens baggårde – også de lokale jernstøberier, som reparerede og fremstillede alt, hvad byen og oplandet havde brug for, lige fra landbrugsredskaber og smedejernsvinduer til komfurer og stegepander.

Præstø Jernstøberi var en af disse virksomheder.

Den blev grundlagt i 1849 et andet sted i byen, men flyttede siden til Adelgade, hvor industrianlægget i sin nuværende form med produktionshaller, værkførerbygning og magasinbygning slog portene op i 1898.

Hallerne blev opført med datidens karakteristiske savtakkede fabrikstag, hvor vinduerne i den ene tagflade sikrede lys ned i de mørke haller, og hvor taget

inde i hallerne blev båret af støbejernssøjler med sirligt udsmykkede søjlehoveder.

I dag udgør fabrikstaget et stærkt symbol på en bygningstype fra industrialiseringens storhedstid, mens søjlerne indenfor står som et velbevaret udtryk for datidens arkitekturstil, historicismen. Stilen hyldede dekoration og udsmykning, hvilket også ses på bygningernes murværk, som er udført med fine mønstermuringer omkring døre og vinduer.

I 2020 købte Realdania By & Byg støberihallerne og de øvrige bygninger og iværksatte en omfattende restaurering og transformation. Hele anlægget er genskabt og bevaret, men indrettet til at rumme helt andre funktioner end for 100 år siden.

Som ramme om byens fællesskaber og aktiviteter udgør de historiske bygninger i dag et indbydende bymiljø og en levende fortælling om et vigtigt kapitel i Præstøs og Danmarks historie. Restaureringen og transformationen viser samtidig, hvordan vores fælles bygningsarv kan fremmes gennem bevaring, forandring og udvikling.

Støberihallerne i Præstø indgår i Realdania By & Bygs samling af ca. 70 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er med til at fremme den levende bygningskultur.

Realdania By & Byg Juni 2025

Støberihallerne i Præstø

Da jernstøberiet åbnede

Adelgade midten af 1800-tallet, lå virksomheden udkanten af byen; dag ligger den midt i centrum.

Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik, som stod færdigbygget i sin nuværende form i slutningen af 1800-tallet, består af flere bygninger, bygget på forskellige tidspunkter og med forskellige formål. Forhuset ud til byens hovedgade, Adelgade, og nogle af sidehusene blev opført i 1885, mens de fem produktionshaller med støberi og maskinfabrik og med den savtakkede tagkonstruktion stod færdige i 1898.

Ejendommen har i sin levetid skiftet ejere mange gange, men fungerede som samlet industrianlæg frem til omkring 1930, inklusive også en værkførerbygning med bl.a. bolig, kontor og lager samt en magasinbygning, hvor der gennem tiden har været både vaskehus, karlekammer, stald og lager.

Fra 1939 og 60 år frem fungerede selve hallerne som automobilværksted, mens der var bilhandel i de øvrige bygninger. Sidenhen fik forskellige brugere adgang til dele af bygningerne, mens andre bygninger stod tomme.

I 2020 købte Realdania By & Byg det samlede anlæg og gennemførte de efterfølgende tre år en omfattende restaurering, som har fastholdt og genskabt bygningernes arkitektoniske og funktionelle udtryk og autenticitet, og også en gennemgribende transformation, som har gjort det muligt for bygningernes nye lejer, Vordingborg Kommune, at anvende det samlede anlæg til gavn for hele byen og som et fællesskabets hus.

I det følgende kapitel giver historiker Louise Karlskov Skyggebjerg en beskrivelse af, hvordan jernstøberiet i Præstø tog sin begyndelse, og hvordan virksomheden den dag i dag står som et billede på industrialiseringen af Danmark i 1800-tallet.

En hverdagshistorie

Af historiker Louise Karlskov Skyggebjerg

Historiske steder og bygninger kan være værd at bevare, fordi de er særlige og unikke. Men de kan også bevares, fordi de repræsenterer det almindelige.

Det sidste er tilfældet med Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik – en virksomhed, som ikke adskilte sig væsentligt fra de hundredvis af andre jernstøberier, der var en af grundpillerne i industrialiseringen af Danmark i 1800-tallet.

Historien om jernstøberiet i Præstø er en klassisk fortælling om det lokale jernstøberi i en mindre provinsby og om en virksomhed i samme families eje i generationer.

Selvom jernstøberiet i en periode var byens største industrivirksomhed, så var støberiet på landsplan langt fra blandt landets førende. Tværtimod tilhørte jernstøberiet i Præstø det store antal industrivirksomheder, som i takt med Danmarks industrialisering, landbrugets mekanisering og dagligdagens forandring var med til at bane vejen for det moderne danske samfund.

Historien om Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik er med andre ord en hverdagshistorie om en virksomhed, der forsynede især det lokale område med nogle af de produkter, der var behov for i slutningen af 1800-tallet, hvor landbruget stadig dominerede,

og samfundet bevægede sig mod større og større industrialisering.

Ligesom landets øvrige jernstøberier servicerede

Præstøs jernstøberi det omgivende landbrug med maskiner, redskaber og reparationer, og de forsynede gader og stræder med vandrør, kloakdæksler, gadelygter og bænke.

Det var også jernstøberiet, som bidrog til, at huse blev udstyret med trapper, balkoner, gelændere, gitre og vinduer af støbejern, og at familierne fik nyt inventar og husgeråd til hjemmet i form af kakkelovne, brændekomfurer, centralvarmekedler af støbejern, gryder, potter og pander.

Den gamle støbejernsplade (foto th.), som blev fundet under restaureringen, er støbt med navnet ”Hans C. Petersen” og bynavnet ”Præstø”.

Det gamle brevpapir fra Hans C. Petersens “Jernstöberi & Kjedelsmedie” viser, hvordan industrianlægget engang har set ud, og hvad der blev produceret.

Jernstøber Petersen i Præstø I slutningen af 1840’erne grundlagde hjulmand Christopher Petersen (1803-1875) et jernstøberi i den østlige ende af Adelgade, parallelt med Tubæk Å og ikke langt fra byens gamle centrum omkring kirken. Ved folketællingen i 1850 kaldte han sig derfor jernstøber og ikke som tidligere hjulmand.

På det tidspunkt boede familien Petersen på matrikel 57, som i nogle arkiver står angivet som beliggende på nordsiden af Adelgade, mens den andre steder kaldes Veirmøllestræde, der senere skiftede navn til Jomfrustræde. Ud over Christopher, hans hustru og fem børn i alderen 1-20 år boede der på adressen en jernstøbersvend, to smedesvende, en bødkersvend, to lærlinge, en soldat, en husjomfru, en tjenestekarl og en tjenestepige. Med andre ord fik virksomhedens svende, som det dengang var almindeligt, kost og logi hos deres arbejdsgiver.

Bødkersvenden kan være et udtryk for, at Petersen ikke helt havde forladt sit gamle fag som hjulmager.

De to fag – hjulmager og jernstøber – kan virke som fjernt fra hinanden, men en vigtig del af arbejdet med støbejern var fremstillingen af støbeforme i træ.

Da der var industritælling i 1855, hvor virksomheder blev spurgt, hvad de producerede, oplyste Petersen, at der på det syv år gamle jernstøberi årligt blev produceret 100 kakkelovne, 31 komfurer, 80 plove, 40 rensemaskiner, to hestemøller samt støbe-

jern til yderligere 25 hestemøller, 14 bageovne, 56 tagvinduer og 8 gravkors. Dertil kom bl.a. harver, hesteriver og privat maskingods.

Petersen havde da seks ansatte, der typisk om efteråret blev suppleret med nogle ekstra svende og daglejere. Af maskiner havde han bl.a. en savmølle samt slibe- og blæsemaskine. Som drivkraft benyttede han endnu ikke dampkraft, men vindenergi, der siden blev udskiftet med heste, som trak ovnens blæsemaskine. Senere gik han over til dampkraft. Hestegange var dengang en helt almindelig måde at få energi til maskiner på, og hestegange var netop et af de produkter, der blev fremstillet på jernstøberiet i Præstø, også efter år 1900, hvor stål begyndte at vinde frem på bekostning af støbe- og smedejern.

Jernstøberiet flytter til Adelgade 18

Allerede i 1844 havde C. Petersen købt matrikel 7, i dag Adelgade 18, som en byggegrund. Ti år senere oplyste en brandtaksation, at der på grunden lå et forhus, en sidebygning, en halvtagsbygning og en brønd. Altså endnu ikke et jernstøberi. Det ser ud til, at det først var i 1857, at jernstøberiet flyttede ud på Præstø Vesterbro, altså den vestlige ende af Adelgade, der dengang lå i et sumpet område uden for byen. Det var helt almindeligt at placere brandfarlige virksomheder som jernstøberier uden for bymidten. Men som det skete i mange andre

Foto fra 1930’erne af Tubæk Å med støberihallerne i baggrunden og portrætfoto fra ca. 1880 af jernstøber Hans Christopher Petersen.

købstæder, voksede også byen Præstø, så udkantsvirksomhederne efterhånden kom til at ligge inde i byen. Fra endnu en brandtaksation i 1867 findes en beskrivelse af bygningerne, som de så ud på det tidspunkt. Taksationen viser, at der på matrikel 7 nu var et forhus ca. 19 meter langt og 7,5 meter bredt opført i bindingsværk med tegltag og kvist. Derudover var der to sidebygninger, hvor der bl.a. var lade i den ene, og et par skure, hvor der også var lokum.

Mest interessant er beskrivelsen af baghuset, der rummede selve støberiet. Det var i to etager, 17 meter langt og ca. 12,5 meter bredt. Det var et grundmuret hus af kridtsten med tegltag. Stueetagen var indrettet med “Jernstøberi og Smedeværksted med Opgang til

2nd Etage, der er indrettet til Maskinværksted, Folkekammer og Kulrum”.

Ved folketællingen i 1870 blev området, hvor Petersen havde etableret sit nye jernstøberi, stadig omtalt som Vesterbro, og her boede han nu i forhuset sammen med sin hustru, tre voksne børn og syv ansatte, hvoraf de fleste arbejdede for ham som svende. Også de to voksne sønner arbejdede i virksomheden. Ved fabrikstællingen året efter angav han, at han havde syv fastansatte svende og to lærlinge.

Hvornår Christopher Petersen anskaffede en dampmaskine vides ikke, men maskinen var der, da hans søn, Hans Christopher Petersen (1849-1929) overtog jernstøberiet ved sin fars død i 1875.

Kortet viser jernstøberiets placering et godt stykke fra Præstø bymidte. Området hed dengang Vesterbro. Senere skiftede gaden navn til Adelgade.

Præstø

Præstø, som oprindeligt blev anlagt på en ø med bro til fastlandet, hørte i den tidlige middelalder under Skovkloster i Næstved. I 1353 overgik

Præstø til kongemagten, og i 1403 fik byen første gang købstadsprivilegier. I disse år blev byen anløbet af mange hanseatiske skibe og havde stor handel på det skånske sildemarked. Langt ind i 1500-tallet bevarede byen en god handel med især oplandsbønderne.

I 1600-tallet blev byen ramt af stormflod, flere store brande og svenskernes belejring, og i slutningen af 1700-tallet var Præstø en lille, fattig by med ca. 400 indbyggere. Men i begyndelsen af 1800-tal-

let vendte udviklingen, og driftige handelsmænd og håndværkere etablerede sig. Broen til fastlandet blev afløst af en dæmning, og en ny bro mod sydøst stod færdig i 1819. I 1828 blev havnen anlagt.

Efter de mange trafikale forbedringer i begyndelsen af 1800-tallet begyndte den industrielle udvikling at gøre sit indtog med nye fabrikker og industrivirksomheder, bl.a. Præstø Mejeri, Aarsleffs Apotek med produktion af Esprit de Valdemar og chokolade, flere brændevinsbrænderier, bomuldsvæveri, et bogtrykkeri, Antoni-bryggeriet og skibsbyggeri samt Præstø Jernstøberi. I 1900 kom jernbanen til Præstø med en linje til Næstved.

Bygningerne anno 1875

Der findes en ganske præcis beskrivelse af, hvordan bygningerne så ud, da Hans C. Petersen overtog dem. Brandtaksatorerne kiggede nemlig forbi i august 1875, da Petersen junior forsikrede bygningerne mod sprængningsskade.

På det tidspunkt lå der et forhus, der var ca. 19 meter langt, 7,5 meter dybt og 2,5 meter højt. Det var bygget i egebindingsværk, muret med brændte sten og med tagsten som tagbelægning.

De originale jernrammevinduer er bevaret og repareret, og til den øvrige genopbygning og til reparationer er der brugt genbrugsmaterialer såsom tømmer og mursten.

Indvendigt var der fire malede og tapetserede værelser, en gennemkørselsport, et magasin til støbegods og en trappe til loftet. Overalt var der gipslofter og bræddegulve, undtagen i den brolagte port. Bygningen havde også en kvist på fire fag med to værelser.

Forhuset var sammenbygget med en muret sidebygning med tegltag, der også var ca. 19 meter lang. I denne bygning var der et værelse, spisekammer, køkken, vaskehus, gang og forstue samt hestestald. I den østlige side af grunden var der en anden sidebygning af cirka samme længde, men noget dybere og indrettet til lade, lo og hestestald. Endelig var der det allerede beskrevne baghus, et maskinhus med skifertag og en dampskorsten ca. 16,5 meter høj og 1½ meter bred.

Af dampmaskiner var der på det tidspunkt to højtryksdampmaskiner, én på 1½ hk og én på 4 hk, placeret i henholdsvis baghuset og maskinhuset. Sidstnævnte rummede også den vigtige blæser, der var nødvendig for at få ovnens temperatur tilstrækkeligt højt op.

Billedet er fra begyndelsen af 1900-tallet med støberiejer Hans C. Petersen stående på trappen.

Køb af nabobygningen

De oprindelige bygninger blev dog hurtigt for små og utidssvarende, og Hans C. Petersen købte derfor naboejendommen, så han nu både ejede farens gamle matrikel 7 og matrikel 8, dvs. Adelgade 18-20. Derefter gik han i gang med diverse ombygninger, og matriklen fik den størrelse, den har i dag.

I 1885 blev det østlige sidehus, som nu lå midt på den store grund, revet ned, og ved en ny brandtaksation i september 1886 var der sket store ændringer.

Forhuset på matrikel 7 var nu et grundmuret hus i to etager med tegltag indrettet til beboelse og butik. I stueetagen var der gennemkørselsport, butik, lagerrum med spejlglasruder, kontor, entré og trappegang.

Førstesalen var indrettet med seks værelser, spisekammer og fadebur, køkken, entré og to trapper. Forhuset på matrikel 8 var uændret.

Det vestlige sidehus på matrikel 7 var indrettet til gang, rullestue, vaskehus, karlekammer og pakhus, mens et nyt sidehus på matrikel 8, opført i grundmur med tegltag og med hvælvet loft mellem jernbjælker, var indrettet med lagerrum, værksted, hestestald, vognremise og modelhus. I værkstedet og vognremisen var der betongulv.

Der var også bygget et baghus på matrikel 8, som var bygget op til jernstøberibygningen på matrikel 7 og sat i forbindelse med denne. Det nye baghus var indrettet til værksted.

Forhuset mod gaden er bygget i 1885 og kvadrepudset, dvs. med store, firkantede felter, der giver bygningen tyngde og pondus. Den øverste del af huset er i blank mur.

Dengang hver en by og hver en købstad havde eget jernstøberi

Sammen med jernstøberier over hele landet og hundredvis af andre industrivirksomheder udgjorde jernstøberiet i Præstø en betydende del af rygraden i industrialiseringen af Danmark. Hvor der i 1820 blot var otte små jernstøberier og maskinfabrikker i landet, så begyndte jernstøberierne for alvor at brede sig i takt med mekaniseringen af landbruget i midten af 1800-tallet.

I sin bog om “Danmarks industrielle Forhold” skrev ingeniøren Viggo Rothe i 1843 om jernstøberierne, der havde bredt sig i provinserne og derved “ere blevne af overordenlig Vigtighed ej alene ved at bidrage til at gjøre Anvendelsen af Støbegods til husbrug almindelig, men ogsaa navnlig, fordi de udbrede Brugen af Støbegods til Agerdyrkningsredskaber, der derved vinde i Godhed, hvorved disse anlæg have en stor indirecte Indflydelse paa Danmarks vigtigste Erhvervsgreen.”

Alt fra dampkedler til symaskiner

De mange jernstøberier og maskinfabrikker fremstillede bl.a. dampmaskiner, dampkedler, gasmaskiner, møllerimaskiner, teglværksmaskiner, bogtrykkerpresser, symaskiner, bryggerimaskiner og landbrugsmaskiner samt kakkelovne og udstyr til hjemmet.

Selv om de danske virksomheder ikke kunne måle sig med de største udenlandske, så var der alligevel betydende virksomheder imellem som f.eks. B&W i København og M.P. Allerup i Odense.

Hvor disse meget store virksomheder kunne påtage sig langt de fleste former for jernstøbning og maskinarbejder, så oparbejdede andre store jernstøberier og maskinfabrikker samt en række mindre fabrikker rundt i landet i stedet en specialproduktion, som de med større eller mindre held også solgte uden for lokalområdet.

Endelig var der en lang række små maskinværksteder, der især levede af reparationsarbejder. Næsten hver provinsby havde mindst én virksomhed, som kombinerede produktion af almindeligt støbegods med fabrikation af forskellige maskiner. Som regel med størst fokus på det ene eller det andet.

Fordobling af medarbejdere

Antallet af danske jernstøberier og maskinfabrikker voksede fra 111 virksomheder i 1872 til 193 i 1897. Antallet af arbejdere blev næsten fordoblet i samme periode fra godt 4.000 til knap 8.000. Samtidig steg det antal hestekræfter, som fabrikkernes kraftmaskiner kunne levere, fra knap 500 hk til godt 2.000 hk.

Efter århundredeskiftet voksede de danske jernstøberier og maskinfabrikker fortsat, samtidig med at der skete en stigende specialisering. Branchen blev spredt i særlige industrigrene som ovnstøberier, motorfabrikker, landbrugsmaskinfabrikker osv. Der var dog stadig en underskov af mindre virksomheder, som levede af reparationer og forefaldende arbejde.

Maleriet af Burmeister

og Wains jernstøberi

København er malet

1885 af Peder Severin

Krøyer. Olie på lærred, 144 x194 cm.

Præstø Jernstøberi var 1880’erne en af Præstø’s førende industrivirksomheder, og 1887 deltog jernstøberiet i et håndværkeroptog gennem byen.

Præstøs største industrivirksomhed I 1885 blev der udgivet en statistik over dansk provinsindustri med oplysninger om også de mange jernstøberier, der nu lå i de danske provinsbyer.

Om jernstøberiet i Præstø hed det, at der var tale om jernstøberi og maskinfabrikation, og at virksomheden benyttede dampkraft. Virksomheden havde tre drejebænke, tre boremaskiner, tre slibemaskiner og én polermaskine foruden en 6 hk dampmaskine. De 20 ansatte – udelukkende mænd – fremstillede maskiner og støbegods. Den årlige udgift til arbejdsløn var 10.000 kr., hvilket var den højeste blandt virksomhederne i Præstø.

Ud over jernstøberiet i Præstø var der i statistikken nævnt to bogtrykkerier, et bryggeri i forbindelse med et savskæreri, et farveri, et garveri og en tobaksfabrik.

Kun bryggeriet havde ligesom jernstøberiet en dampmaskine, men den var til gengæld på 16 hk. De øvrige virksomheder havde angivet, at de havde 1-7 medarbejdere, så støberiet var langt den største virksomhed i byen og også den ældste. I alt havde byens industrielle anlæg ansat 44 mænd og tre kvinder.

Til sammenligning var en industritælling i 1855 nået frem til, at der i Præstø var et bådebyggeri, et bryggeri, et brændevinsbrænderi, en chokoladefabrik, et jernstøberi og en mølle. Ingen af virksomhederne havde dengang mere end seks fastansatte medarbejdere, og kun brændevinsbrænderiet brugte dampkraft, mens jernstøberiet stadig brugte vindkraft. Næsten 100 år senere, i 1948, var der i Præstø købstad 79 håndværks- og industrivirksomheder med i alt 287 beskæftigede og 212 hk maskinkraft.

Den gamle støbejernsovn i værkførerbygningen er et typisk produkt fra datidens jernstøberier. Ovnen er dag istandsat. De tre små billeder viser de historiske byggematerialer: tagpap, tømmer og jernvinduer.

Den store ombygning i 1898

I 1898 begyndte den helt store ombygning af jernstøberiet i Adelgade i Præstø. Den gamle kalkstensbygning blev revet ned, og de shedtagsbygninger, som i dag er sat i stand, blev bygget.

Der findes ret præcise beskrivelser af, hvordan den nye bygning var konstrueret, for den 24. oktober 1898 kom taksatorerne igen forbi for at inspicere om- og nybygningerne. Forhusene på matrikel 7 og 8 var uforandrede, mens sidehuset mod vest var ombygget, så det nu delvist var i to etager med tegltag over den del af bygningen, der var på én etage, og tagpap over de to etager. Denne bygning var indrettet til rullestue, vaskehus, karlekammer, støbegodslager og koksloft. Derudover var der mod syd opført en tilbygning, der blev brugt til vejning af jern til smelteovnen.

I stedet for det gamle baghus var der nu i begge matriklers fulde længde bygget et nyt baghus, der var 34 meter langt, 22,5 meter dybt og knap 4 meter højt. Det var ifølge beskrivelsen en muret bygning med fem shedtage belagt dels med tagpap, dels med glas på jernsprosser og med kobberskotrender mellem shedtagene. Taget var opført som et traditionelt tagværk af tømmer og hvilede på dekorative støbejernssøjler. I virkeligheden havde kun de fire haller det karakteristiske skrå shedtag, mens hallen i midten havde en symmetrisk tagkonstruktion.

Bygningen var indrettet til jernstøberi, så der var ingen lofter, men direkte kig til tagkonstruktionen, og der var lergulv overalt. De seks rum indeholdt tørreovn, kedelsmedje, maskinværksted, snedkerværksted, rensestue og modelkammer.

I modsætning til den tidligere jernstøberibygning var der tale om en bygning i én etage med store gulvarealer. Det lettede materialetransporten i bygningen og gav plads til de mange pladskrævende støberiprodukter og til fremstilling af sandforme og bearbejdning af produkterne ved hjælp af drejebænke og andre redskaber. Via shedtagskonstruktionen kom der også dagslys ind gennem de højtsiddende vinduer. Ulempen ved bygningstypen var dog behovet for en større byggegrund og et forøget tab ved overførsel af energi. Arbejdsmaskinerne blev nemlig stadig trukket ved hjælp af remtræk af én stor damp- eller dieselmotor i stedet for af hver sin motor, sådan som det senere blev almindeligt.

I sin bog om arbejdets bygninger har arkitekt Jørgen Sestoft om sådanne fladebygninger med shedtag beskrevet, at de umiddelbart syntes “at være en mere tiltalende arbejdsplads end den ældre etagehustype, som i mange tilfælde måtte forekomme trang og skummel. Til minussiden hørte, at maskinstøj var vanskelig at bekæmpe i de store sammenhængende enheder, foruden psykologiske faktorer som de stærkt begrænsede muligheder for at se ud på omgivelserne”.

Kvisten værkførerbygningens tagetage med luge og hejseværk viser, hvordan loftsrummet engang har været brugt til opbevaring.

Senere ombygninger

I 1898 var der ud over det nye jernstøberi i baggården i Adelgade også bygget en ny muret bygning med jernbjælker, tagpap, hvælvet loft og betongulv, indrettet med to rum til hhv. maskinhus og kedelhus. Bygningen, der var sammenbygget med shedtagsbygningen, indeholdt også den høje dampskorsten. Fire år senere, i 1902, viste en ny brandtaksation, at en del af shedtagsbygningen var blevet forlænget, så jernstøberiet nu var 30 meter dybt i cirka to femtedele af dets samlede længde, dvs. at hal 1 og hal 2 nu var længere end de tre andre haller.

I 1916 havde der igen været så store ombygninger, at taksationsfolkene kiggede forbi. Baghuset med jernstøberiet lignede meget sig selv i forhold til den tidligere beskrivelse, men der blev nu også nævnt et maskinrum samt et kontor i forbindelse med maskinværkstedet. Der var også blevet lagt betongulv i modelkammeret. I forhold til de tidligere beskrivel-

ser var der desuden kommet to store spejlglasruder i det østligste forhus, og der var bygget et ekstra lille baghus indrettet til havestue. Det blev desuden nævnt, at der i det vestlige forhus og i dets sidehus var indlagt vand og gas.

I ugebladet “Illustreret Tidende” blev bygningerne i 1917 afbilledet og beskrevet som “en moderne Fabriksbygning med Shedtage, solide rummelige Lagerbygninger, moderne Værktøjsmaskiner”. Maskinerne “forbedredes stadigt, Støberiet blev udrustet med Løbekraner, moderne Tørreovn for “Kerner«, Smelteovnen var naturligvis nu en moderne Kupolovn”. Artiklens forfatter noterede sig, at fabrikken nu spændte “over ca. 4.000 Kvadratmeter, med sine nye Bygninger, med godt et halv Hundrede Arbejdere, ny installeret Dieselmotor”, og beskrev den som “en meget leveringsdygtig Maskinfabrik med Jernstøberi, værdig til sin Plads i den moderne Jernindustri.”

På facaden ind mod gården blev der i sin tid anvendt de dengang fine maskinfremstillede røde mursten. På bagsiden ned mod åen blev der anvendt de gule og dengang billigere håndstrøgne mursten.

Produkterne fra jernstøberiet

At det sydsjællandske jernstøberi repræsenterede den moderne jernindustri, betød bl.a., at nogle af dets produkter var med på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling fra maj til oktober 1888.

Det var en stor begivenhed i København med næsten 1,4 millioner besøgende fra nær og fjern. Målet med udstillingen var at vise alverden, hvad virksomheder i Norden kunne præstere. Udstillingen skulle således vise alt det nyeste inden for landbrug og industri, men også meget andet lige fra husflid og ballonopstigning til elektriske gadelamper.

Jernstøberiet var ikke alene om at repræsentere

Præstø på udstillingen i 1888. Listen over belønnede udstillere fra byen viser netop lidt om udstillingens bredde. Fru Hages Husflidsskole fik for eksempel medalje for særdeles veludførte træskærerarbejder i almuestil til brug som dekoration på møbler.

Sydsjællands Planteskole fik medalje for en smuk samling nåletræer og veldyrkede og godt udviklede roser, mens apoteker Aarsleff måtte nøjes med hædrende omtale for sit toiletvand (Esprit de Valdemar).

Hædrende omtale fik også Hans C. Petersen for den hestegang, som jernstøberiet udstillede i sektionen med landbrugsmaskiner.

Tæt forbundet til landbruget

At jernstøberiet udstillede i landbrugssektionen viser, hvor tæt forbundet jernstøberierne dengang

var til landbruget. Jernstøberiet fra Præstø havde desuden produkter udstillet i sektionen for mejeri, som i 1888 var en branche i voldsom udvikling med oprettelse af mange nye andelsmejerier. Alene i 1888 blev der oprettet 248 nye andelsmejerier, og i alt var der på det tidspunkt over 900 mejerier i Danmark.

Via en københavnsk fabrikant

I mejerisektionen havde jernstøberiet udstillet et kærneværk til heste- og dampkraft, der kunne købes for 150 kr. og en ostepresse til 70 kr. Eller rettere: Det var ikke støberiet selv, der udstillede disse produkter. Det var den københavnske fabrikant H. E. Winkel, der som en del af et bredere sortiment fremviste og solgte produkterne fra Præstø. Det var også Winkel, der udstillede hestegangen fra Præstø. Den kunne erhverves for 165 kr., mens en plov fra støberiet kostede 28 kr. Derudover fremviste Winkel en sæddækker fra Præstø Jernstøberi samt en hyppeplov, en hesterive, en tærskemaskine med halmryster, en kaste- og rensemaskine, en hakkelsesmaskine og en ringtromle.

Så selv om jernstøberiet i Præstø var stort i lokal sammenhæng – i en periode endda byens største arbejdsplads – og ganske fint repræsenteret på den store udstilling, var virksomheden dog på ingen måde blandt de store og vigtigste aktører på sit felt.

Annonce for kakkelovne fra Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik, fra ‘Præstø Avis’, 1880.

Tærskeværker og meget andet til landbruget

Et kig i de lokale aviser giver et yderligere indblik i, hvad der i disse år blev fremstillet på jernstøberiet i Præstø.

I foråret 1899 reklamerede Hans C. Petersen i “Næstved Tidende” meget passende for årstiden med bl.a. såmaskiner og radrensere, men også med andre landbrugsredskaber såsom plove og med jernpumper og jernvinduer i alle størrelser. Hvad der var fremstillet på fabrikken selv, og hvad der var af andres fabrikat, fremgik dog ikke.

I 1905 indeholdt en annonce i “Næstved Tidende” rosende omtale af støberiets patenterede selvrensende tærskeværk. Anbefalingen var skrevet af forstanderen på Høng Landbrugsskole, der var overrasket over tærskeværkets arbejdsevne, som – i den model, han havde fået leveret – blev trukket af fire heste. Hans rosende omtale sluttede med: “Værket arbejder i et og alt til min fulde Tilfredshed; det burde blot ind i mange flere Landbrug, og vi kan spare den dyre Dampkraft”. Det var altså ikke alle, der foretrak dampmaskinernes kræfter frem for hestekræfter.

Samme år indrykkede jernstøberiet i “Næstved Tidende” endnu en annonce, denne gang om reparationer af høstmaskiner. I annoncen hed det bl.a., at “D’Hrr. Landmænd, som ønsker Deres Slaa- og Mejemaskiner samt Selvbindere omhygge-

ligt istandsatte, kan faa dette Arbejde udført bedst og billigst nu i Foraaret af dygtige Montører på Jernstøberiet i Præstø”.

Lokale jernstøberier som det i Præstø levede altså ikke kun af at sælge nye varer af eget og andres fabrikat – lige fra kraftmaskiner, især dampmaskiner og hestegange, til vind- og vandmøller, gasmaskiner, petroleums- og elmotorer. De levede i høj grad også af store og små reparationsopgaver. Af datidens aviser fremgår det tillige, at Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik bød sig til ved forskellige licitationer på produkter som jernmaster til Nyborg Stadsingeniør og støbejernsvinduer til Kjøbenhavns Belysningsvæsen.

Selv om virksomheden ikke vandt disse licitationer, tyder det på, at Hans C. Petersen fulgte med tiden. I artiklen fra 1917 i “Illustreret Tidende” stod der om tiden efter 1875, hvor han havde overtaget jernstøberiet efter sin far: “I de følgende Aar tog Jernindustrien et stort Opsving og H. C. Petersen forstod tilfulde at følge med. Foruden Landbrugsmaskiner blev Mejerianlæg en Specialitet”.

Alt i alt blev der på Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik fremstillet produkter, som det omgivende landbrugssamfund havde brug for. Under første verdenskrig, hvor der var brændselsmangel, blev der også fremstillet et indfyringsapparat til lokomobiler og dampkedler, så der kunne benyttes lettere brændselsmaterialer som avner, kvas, gran, tørvestumper o.l.

Før restaureringen gik gang, var der frit udsyn til den gamle tagkonstruktion en af hallerne.

Dengang fremstillingen af støbejern skabte helt nye muligheder

For jernstøberiet i Præstø og for alle de andre af datidens mange jernstøberier var særligt én maskine afgørende for forarbejdningen af støbejern, nemlig den blæser, som skulle sikre, at ovnens temperatur kom så højt op, at jernet under smeltningen kunne optage en del af brændslets kulstof.

Kulstoffet bevirkede dels, at jernet blev så tyndtflydende, at det kunne hældes i støbeforme, dels at det størknede støbejern opnåede den store tryk- og trækstyrke i modsætning til det mindre kulstofrige smedejern.

Siden jernalderen

Jern er blevet fremstillet siden jernalderen, hvor det blev skabt ved at bringe forskellige af naturens jernforekomster til glødning ved hjælp af trækul. Det var dog først i middelalderen, at det ved hjælp af vandkraftdrevne blæsebælge for alvor lykkedes at skaffe luft og dermed varme nok til, at jernet smeltede. Hvad der for alvor banede vejen for en langt mere effektiv og billigere fremstilling af støbegods, var opfindelsen i slutningen af 1700-tallet af den såkaldte kupolovn; en skaktovn, der blev påfyldt øverst fra siden med råjern, returjern og koks og tappedes forneden ud i en støbeske. Jernets sammensætning justeredes ved at tilsætte stålskrot og jernlegeringer, og derudover blev der tilsat kalksten for at danne en letsmeltende slagge.

Støbejern som byggemateriale

I slutningen af 1700-tallet dukkede støbejern op som byggemateriale, først og fremmest til fabrikkerne i den brandfarlige engelske tekstilindustri, hvor støbejern var særdeles velegnet til søjler og etageadskillelser, fordi jernet bevarer sin formstabilitet og styrke helt op til temperaturer omkring 1.200 grader. De efterfølgende år bredte anvendelsen af støbejern sig med hastige skridt, og fra midten af 1800-tallet sås støbejern nærmest overalt i byggeriet i form af søjler, bjælker, dragere, trapper, gangbroer, gallerier osv. og i form af præfabrikerede bygningselementer, der bl.a. blev anvendt i tidens nye jernbanestationer, pakhuse og industribygninger.

Kendte bygninger med støbejern Konstruktionen med støbejernssøjler i stil med shedtagsbygningen i Præstø blev bl.a. brugt i et bomuldsvæveri i Ribe fra 1850 og i modelværkstedet på M. P. Allerups Jernstøberi i Odense i 1854. Støbejern blev også anvendt i bl.a. universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København og i bygninger som væksthuset i Botanisk Have, Hotel d’Angleterres palmehave og kuplen på Ny Carlsberg Glyptotek. Berømte udenlandske støbejernsbyggerier er f.eks. Chrystal Palace i London, bygget til verdensudstillingen i 1851, og Eiffeltårnet, bygget til verdensudstillingen i Paris i 1889.

Billedet, som ikke er fra Præstø, men fra Barrit Jernstøberi 1950’erne viser, hvordan der blev tappet flydende støbejern fra en kupolovn ned en støbeske; en såkaldt tomandsske.

En blandet landhandel

Fra årtierne omkring århundredeskiftet er der på Rigsarkivet bevaret dokumenter, der giver et indblik i de mangfoldige opgaver og produkter, der blev arbejdet med på jernstøberiet i Præstø – ud over salg af de almindeligste landbrugsredskaber.

Der blev f.eks. fremstillet en del hestegange og arbejdet med at opsætte og istandsætte centrifugeanlæg, og derudover blev der udført mange specialopgaver som f.eks. et stort komfur til en lokal hotelejer; en dejæltemaskine til Havnemøllen i Præstø og et

tilbud til det lokale vejvæsen på fornyelse af tromlen på amtets store vejtromle.

Der blev desuden leveret dampkedler til bl.a.

Beldringe Kirke og udført arbejde for det lokale gasværk. Til jernbanen blev der fabrikeret en lokomotivdrejeskive og en vandrensningsbeholder, mens en gårdejer havde brug for en vindmotor.

En anden havde brug for et støbt årstal, en brygger for en bryggerkedel, en fattiggård for en jernklokke, en husmand for en kakkelovn, og i Roholte

Sogneråd havde de brug for to maskiner til olden-

borredræbning. Begge blev leveret tilbage efter endt brug.

Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik istandsatte også pumpen i kostalden på en gård og fødepumpen til et lokomobil, dvs. en transportabel dampmaskine, ligesom der blev solgt ildfaste sten til Præstø Fattiggård samt kakkelovne, gravgelændere, vinduer, gryder og pander til diverse kunder og meget, meget mere.

Alt i alt var der tale om lidt af en blandet landhandel, hvor kunderne fik løst de opgaver, de havde brug for at få løst, og som de havde en klar forventning

om, at deres lokale jernstøberi og maskinfabrik kunne påtage sig.

Jernstøberiet i Præstø satsede også på udvikling af egne produkter såsom plove, tærskeværker og en petroleumsmotor, men forblev en alsidig og lokal virksomhed, der kunne påtage sig alskens specialopgaver og ikke mindst reparationer. En egentlig specialisering eller en decideret seriefabrikation tyder det ikke på, at virksomheden i Præstø kom ud i. Til gengæld solgte den produkter fra andre danske jernstøberier, der havde specialiseret sig i f.eks. kakkelovne.

Foto fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor bl.a. en såmaskine er udstillet foran forhuset i Adelgade.

Foto fra ca. 1920 med udstilling af plove foran Adelgade nr. 20.

Jernstøberiet i 1900-tallet

Luftfoto af Adelgade omkring 1936-39, hvor støberibygningerne var taget i brug som automobilværksted, og gården derfor var fyldt med biler, ligesom skorstenen var revet ned.

I 1917 kunne “Næstved Tidende” berette, at Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik var blevet solgt. Fabrikant Hans C. Petersen havde solgt virksomheden til sin søn, teknikumingeniør Vallentin Palm.

Et par år forinden havde Vallentin, der var maskinkonstruktør, og hans storebror Holger, der var værkfører, fået prokura til virksomheden, der da blev kaldt et støberi, maskin- og motorfabrik. Men nu havde Vallentin altså købt firmaet alene. Købesummen for bygninger, maskiner og andet inventar var 120.000 kr., hvilket svarer til omkring 4,5 mio. kr. i dag. Hans C. Petersen lånte i forbindelse med købet sønnen 25.000 kr. mod pant i ejendommen.

Konkurs og tvangsauktion

Det gik dog ikke så strålende som ved det forrige generationsskifte. I januar 1921 kunne en række aviser fortælle, at Vallentin Palm havde anmodet om konkurs. Maskinfabrikken havde da cirka 35 ansatte, og efter konkursen blev den faste ejendom tilhørende boet solgt på tvangsauktion for 68.500 kr., hvilket svarer til knap 1,9 mio. kr. i dag. Selv boets høns blev solgt.

Hvad der præcis førte til konkursen, er svært at vide i dag, men lærlingen Viggo Lund Nielsen, som i 1917 stod i lære hos Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik, gav i sine erindringer denne forklaring: “Da jeg kom i lære, var maskinfabrikken ikke, hvad den hav-

de været. Den gamle jernstøbers søn, som havde taget navneforandring til Palm, var ingeniør og forstod sig ikke som faderen på at handle med landmændene.”

Det var dog næppe hele forklaringen. Første verdenskrig havde været i gang længe, og også i det neutrale Danmark skabte krigen problemer. Jernstøberiets primære kunder var landbruget, og det var i krise. Dén krise huskede Viggo også, og i sine erindringer skrev han: “Sommeren 1917 faldt der næsten ingen regn, og på grund af krigen var der heller ikke kunstgødning, så det blev et misvækstår. Landmændene måtte aflevere den smule korn, de høstede, til Kornnævnet, og det betød, at de ikke havde korn nok til at fede en gris op til eget forbrug. Hestene skulle jo også have mad, ellers gik det hele i stå. Man forsøgte at fede en gris op med kartofler, men den blev ikke videre fed.”

Større beløb til gode

Af papirerne fra den endelige opgørelse efter Palms konkurs fremgår det i øvrigt, at der blandt dem med privilegerede krav var to støbemestre, seks formere, tre maskinarbejdere, otte arbejdsmænd, en lagermand, en motorpasser, en jerndrejer, tre maskinforbundtere og to montører. Dertil kom seks lærlinge og en bogholderske. Det siger lidt om, hvordan arbejdsstyrken var sammensat. Især værkføreren og støbemester Juhl, som senere blev lejer, havde større beløb til gode.

Dengang 14-årige Viggo var lærling i jernstøberiet i Præstø

“Hele ugen arbejdede formerne (som var specialarbejdere) med at lave forme af sand i store jernkasser. Hver lørdag blev der støbt, så støbegodset var nogenlunde svalt til mandag morgen og kunne tages ud af kasserne.

Vi læredrenge måtte være med i støberiet, når der blev støbt. Vores opgave var at holde slaggen tilbage.

Det svømmede oven på det flydende jern, når jernet blev hældt i formene. Slaggen måtte ikke komme med i formene.

Til det formål fik vi drenge udleveret en jernstang på ca. to meter, som havde et påsvejset stykke fladjern i den yderste ende. Dette stykke skulle vi holde ned i det flydende jern. Når formen var fyldt, blev der råbt: “Gas i gulvet!” eller “Gas i låget!” Vi skulle så med omtalte jernstang, hvor fladjernstykket var blevet glødende af det smeltede støbejern, omgående tænde den udstrømmende gas. Ellers blev der ikke til at være i støberiet.

Smeltet støbejern er ca. 1.300 grader varmt og meget tyndtflydende. Det udstråler kraftig varme og lys og har det med at sprutte og sprøjte, hvis det bliver spildt selv fra en ringe højde.

Når blæseren havde kørt nogen tid, og der var tilstrækkeligt med smeltet jern forneden i ovnen, kunne støbningen begynde. Støbemesteren prikkede den lerklods, som lod det flydende jern strømme ud, løs. Mandskabet stod parat med tomands støbeskeer, som de fik fyldt med smeltet jern, bar omkring og

hældte i formene. Det var kun de mindste genstande, der blev støbt på den måde. Større ting blev støbt fra render i gulvet eller kranskeen, som kørte på en skinne under loftet.

Alt var vel organiseret og forløb, som det skulle. Dog skete det, at støbemesteren havde vanskeligheder med at få en ny lerklods anbragt og få stoppet tilstrømningen af flydende jern, som så strømmede ud på gulvet og spruttede og skabte sig. Når alle forme var fyldt, var der en ulidelig varme og røg i støberiet. Så var det bare med at komme ud i den friske luft. […] Oppe på lageret stod flere brugte tærskeværker, som jeg blev sat til at gøre rene, så de kunne blive malet. Det var ikke noget behageligt job. Gammel olie, avner og masser af støv. Så jeg maste på for at få det overstået. Da jeg meddelte rette vedkommende, at nu var tærskeværkerne klar til maling, sagde han: – så kan du gå op og gøre det hele om igen. Herefter tog jeg den lidt med ro. Men der var bare så forbandet koldt og ensomt deroppe.”

Viggo Lund Nielsens erindringer fra Præstø Jernstøberi i 1917, hvor han som 14-årig og netop konfirmeret havde indgået en kontrakt om fire måneders prøvetid som smedelærling hos Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik. Arbejdstiden var fra seks morgen til seks aften, og dertil kom cykelturen fra Mern, hvor Viggo boede. Han blev kun på jernstøberiet i de fire måneder, prøvetiden varede.

Billedet, som ikke er fra Præstø, men fra Barrit Jernstøberi 1950’erne viser, hvordan støbning med en kranske i sin tid foregik.

Farvel til familien Petersen

Efter konkursen fik Hans C. Petersen et såkaldt fogedudlægsskøde på bygningerne Adelgade 18-20.

Med andre ord købte han sit jernstøberi tilbage på tvangsauktion, og i maj 1921 meddelte Hans C. Petersen via en annonce i “Næstved Tidende”, at han efter overtagelsen af Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik havde bortforpagtet støberiet til B. Juhl

Isoleringen på hallernes tagflader er lagt udvendigt, så hallernes indre dag har næsten samme loftshøjde og volumen som oprindeligt. Af hensyn til akustik og brand er der monteret Troldtekt-plader på loftet.

og Jensen og maskinværkstedet til Ivan H. Nissen og Damslund. De ville fortsætte virksomheden som førhen.

Af en lejekontrakt fremgår det, at der bag navnene

B. Juhl og Jensen gemte sig støbemester Johan Juhl, hans bror, former Peter Juhl, samt svogeren former

Alfred Jensen. Det var altså tidligere ansatte, der nu lejede sig ind og drev støberiet videre. Ud over jernstøberiet havde de også lejet tørreovnen, modelsamlingen, rensehuset, den gamle kedelsmedje, pladsen i gårdens højre side, koksloftet ved smelteovnen, oplagspladsen i haven til formekasser, alle formekasserne, formemaskiner, kraner, smelteovn med blæser, vægtjern samt alt øvrigt til støberiet hørende materiel. Desuden omfattede lejemålet et kontorlokale i forhuset med én kakkelovn. Når det gjaldt drivkraft til blæseren, fremgik det af lejekontrakten, at denne måtte søges erhvervet ved at indgå en aftale med den eventuelle lejer af maskinværkstedet. For hele herligheden skulle der betales

5.000 kr. i årlig leje. Lejekontrakten indeholdt desuden en lang og detaljeret liste over de mange lejede formekasser, løbekranen, svingkranen, kulmøllen, kranske osv.

Bygningen skiftede dog hurtigt ejer igen. I juni 1923 skrev “Næstved Tidende”, at Hans C. Petersen, der boede i København, havde sat Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik til salg med tilhørende driftsmateriel og modelsamling. Fem måneder senere, den 1. november 1923, var det således maskinkonstruktør Otto Andreas Christiansen, som overtog jernstøberiet og bygningerne Adelgade 18-20 og herefter navngav virksomheden “Præstø Maskinfabrik ved O.A. Christiansen”; et navn, som i 1925 blev ændret til “Præstø Jærnstøberi og Maskinfabrik ved O.A. Christiansen”.

For Hans C. Petersen blev der tale om alle gode gange tre. Den 26. november 1925 bragte “Næstved Tidende” igen en artikel om virksomheden. Avisen kunne fortælle, at støberiet igen havde været under hammeren ved en tvangsauktion på rådhuset. Ved denne auktion havde “Ejendommens tidligere Ejer, Fabrikant H. C. Petersen, [været] højstbydende med 65,000 Kr., for hvilket Bud han som ufyldestgjort Panthaver fik Ejendommen udlagt.”

For tredje gang ejede Hans C. Petersen altså virksomheden, som han dog straks prøvede at komme af med igen. Få måneder senere, i februar 1926, blev der i avisen annonceret med, at Præstø Jernstøberi

og Maskinfabrik med alt tilbehør og tidssvarende

lokaler var til salg på rimelige vilkår. Petersen kom dog ikke af med bygningerne, og da han døde tre år senere, i 1929, arvede hans enke, Bodil Marie Petersen, ejendommen. Hun solgte den hurtigt videre for 74.000 kr. Fra 1930 var Adelgade 18-20 således ikke længere ejet af familien Petersen.

Biler i Adelgade

De følgende år skiftede ejendommen Adelgade 1820 ejere endnu et par gange, inden den i 1939 blev købt af Carl Andersen, og igen fik skiltet over porten ny ordlyd: “Carl Andersens Automobilværksted”. En epoke var dermed slut. Der blev nu ikke længere støbt jern i shedtagsbygningen ned mod åen, men i stedet solgt og repareret brugte biler. Ti år senere, i 1949, solgte Carl Andersen bygningerne videre til en anden bilforhandler, E. H. Rasmussen.

Nu var der ud mod gaden ikke længere en herretøjsforretning, sådan som der havde været omkring 1930, men i stedet et showroom for biler og et udstillingsvindue, der i 1964 blev kraftigt udvidet med et nyt forhus med biludstilling. At det netop var bilhandel og autoværksted, som i disse år rykkede ind i Præstø bymidte, er nok ikke helt tilfældigt. På samme måde som Christopher Petersen med åbningen af sit første jernstøberi i 1849 var en del af en større samfundsudvikling, så var også Carl An-

I 1939 var det endegyldigt slut med jernstøberi i Adelgade. Bygningerne fik ny ejer, ”Carl Andersens Automobilværksted”, og hallerne blev der indrettet værksted.

Ti år senere rykkede en ny automobilforhandler ind: E. H. Rasmussen.

Byens jernstøberi

1849 Jernstøberiet grundlægges af Christopher Petersen i den østlige ende af Adelgade.

1857 Jernstøberiet flytter til Præstø Vesterbro: Adelgade nr. 18

1875 Sønnen Hans Christopher Petersen (1849-1929) overtager jernstøberiet

1884 Hans C. Petersen køber naboejendommen, så han nu ejer Adelgade 18-20.

Forskellige ombygninger sættes i gang

1898 En tidligere kalkstensbygning rives ned, og de nuværende shedtagsbygninger opføres

sikre dagslys ned de dybe haller. Fotoet er fra 1930’erne.

1917 Hans C. Petersen sælger virksomheden til sin søn, teknikumingeniør Vallentin Palm

1921 Virksomheden går konkurs, og Hans C. Petersen køber den tilbage

1923 Virksomheden sælges til maskinkonstruktør Otto Andreas Christiansen

1925 Virksomheden sættes på tvangsauktion, og Hans C. Petersen køber den endnu engang tilbage

1929 Hans C. Petersen dør, og hans enke sælger ejendommen

1930- Forskellige ejere

1939 Carl Andersen køber ejendomme, og der indrettes automobilværksted

1949 Carl Andersen sælger ejendommen til automobilforhandler, E. H. Rasmussen, som frem til 2000 driver bilhandel og autoværksted

2000- Forskellige ejere/brugere

2020 Realdania By & Byg køber ejendommen

dersens nyåbnede automobilværksted 90 år senere, i 1939, udtryk for en generel samfundsudvikling. Netop i mellemkrigstiden bredte bilen sig nemlig for alvor i Danmark.

I Kraks Vejviser havde Carl Andersen allerede fra 1926 stået opført under ’Automobilreparation’ i Præstø. I samme rubrik stod også fra 1925 ’Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik’, dog med et andet telefonnummer end Carl Andersens og i 1925 med tilføjelsen “ved O. A. Christiansen”. Med andre ord ser det ud til, at der var gang i automobilreparation på jernstøberiet, før Carl Andersen rykkede ind, og mens der stadig var jernstøberi. Det var ikke så mærkeligt, for i de år reklamerede flere andre jernstøbe-

rier, også i lokalområdet, med automobilstøbegods. Der var altså en sammenhæng mellem de to fag. Antallet af biler fortsatte med at stige, og ved årsskiftet 1953-54 var der i Præstø registreret 85 personbiler, 5 drosker, 7 rutebiler og 69 vare- og lastbiler. Dertil kom et antal motorcykler. Med det voksende antal biler var der også brug for mere benzin, så E. H. Rasmussen nøjedes ikke med at sælge og reparere biler, men etablerede også en benzintank med en nedgravet 6.000 liters benzintank. Desværre findes ingen viden om, hvor mange af bilerne i Præstø, der var købt i Adelgade 18-20, eller hvor mange der tankede benzin eller benyttede værkstedet. E. H. Rasmussens bilværksted lå der frem til årtusindeskiftet.

Også for automobilværkstedets mekanikere var det savtakkede fabrikstag med til at

Bilhandel i Støberihallerne

Bilforhandler Ejner Rasmussen (th.) og sønnen Otto Rasmussen ved firmaets 25-års jubilæum 1974.

Den gamle reol, hvor der inden restaureringen var en lem med kig ind til hallerne.

Foto fra tiden mellem 1939 og 1949.

Automobilforhandler med agenturet General Motors, 1979.

Jernstøberiet

Mod Adelgade ligger forhuset nr. 18 fra 1885 (med erhverv i stueetagen og boliger ovenover) og forhuset nr. 20, der blev indrettet med udstillingsvinduer til biler i 1964.

I gården ligger to sidehuse:

Mod vest et halvtagshus – en magsinbygning – opført i 1885 med bl.a. vaskehus og karlekammer. Mod øst et toetagers hus, kaldet værkførerbygningen, opført i 1886 til hestestald, værksted og remise. Her blev der i 1920’erne indrettet en lejlighed på førstesal og senere indrettet kontor i stueetagen til autoværkstedet.

De fem haller udgør ejendommens baghus. Hallerne blev opført i 1898. I 1902 blev hal 1 og hal 2 forlænget. I midten ligger hal 3 med saddeltag og mod vest ligger hal 4 og 5, som i dag er helt og delvist genopført.

Bag hallerne er et lille haverum ned mod Tubæk Å.

En restaurering og transformation

værkførerbygningen er det miderste vindue på førstesal placeret, hvor der engang var en portåbning, hvilket kan ses af det murede og bevarede stik oven over vinduet.

Af Realdania By & Byg Da borgerne i Præstø for 130 år siden gik tur gennem byens centrum, var det ikke kun butikker og handelsdrivende, som de mødte på deres vej. Midt i byen lå dengang også flere fabrikker og industrivirksomheder, som producerede alt fra brændevin og tobak til bøger og skibe. En af disse virksomheder var Præstø Jernstøberi.

Dengang var jernstøberiet et sted, som kun de færreste havde adgang til, og selv om virksomheden i en periode var byens største arbejdsplads, var de store støberihaller alene forbeholdt byens og lokalområdets smede, maskinarbejdere, jernstøbersvende, daglejere osv. Her bag portene i Adelgade knoklede de i støj, støv og sod fra de koksfyrede ovne med at fremstille alskens redskaber og maskiner af råjern og skrot.

I dag er de historiske støberihaller ikke længere forbeholdt et fåtal. Omdannet til bibliotek, borgerservice og lokalarkiv er de historiske bygninger blevet et nyt midtpunkt, hvor byens borgere kan komme, og hvor kultur- og foreningslivet kan samles til fællesskaber og aktiviteter.

For at gøre denne nye anvendelse mulig er bygningerne ikke alene restaureret; de er også transformeret. I nogle af bygningerne er funktionen i dag

en helt anden end for 100 år siden. De historiske rammer er bevaret, men de er omdannet til at kunne rumme en række helt nye og tidssvarende aktiviteter, som hver for sig og tilsammen er med til at sikre hele industrianlæggets eksistens på et langsigtet og økonomisk bæredygtigt grundlag.

Alternativet til en transformation havde måske været, at de historiske bygninger fortsat ville stå ubrugte hen, forfalde og måske i sidste ende blive revet ned. Dermed ville et lille stykke danmarkshistorie være forsvundet. Både hver for sig og tilsammen rummer jernstøberiets forskelligartede bygninger nemlig en unik fortælling om et stykke dansk industribyggeri fra 1800-tallet.

I det følgende kapitel fortæller arkitekt og projektleder Anders Brüel fra Realdania By & Byg om restaureringen og transformation, som han sammen med sin kollega, bygningskonstruktør Casper Clement Nielsen, har stået i spidsen for.

En forståelse af bygningernes historie

Når opgaven lyder at restaurere og transformere et stykke bygningsarv af både lokal og national betydning, handler det ikke alene om at udforme tegninger og beregninger, indgå aftaler med håndværkere og lægge planer for nedrivning og genopbygning. Det handler i lige så høj grad om at forstå bygningerne og deres historie.

Og uagtet, at en stor del af jernstøberiets bygninger skulle transformeres og forvandles til en helt ny anvendelse, var det afgørende for os, at vores planer tog udgangspunkt i de fysiske spor og i den historie og den atmosfære, som bygningerne rummer.

Udstyret med kamera og skitseblok og med alle sanser åbne gik vi derfor ad flere omgange på opdagelse i de gamle bygninger i Præstø for at iagttage og registrere hvert et rum, hver en belægning, hver en søjle og stolpe, hvert et farvelag osv., og selv om bygningerne ved første øjekast nogle steder lignede en ruin, så gav de mange års forladthed, forfald og slitage alligevel bygningerne og hallerne et næsten magisk præg: råt og tomt og spøgelsesagtigt, men også dragende. Undervejs på vores opdagelsesture fik vi følgeskab af håndværkere, ingeniører, geoteknikere og folk fra den lokale bevaringsforening, og først da bygningernes historie og tilstand var helt inde under huden på os, kunne vi begynde at se opgaven for os og se mulighederne og potentialerne.

Opgaven med at transformere støberihallerne og de øvrige bygninger har handlet om at nytænke brugen af bygningerne uden at tilsidesætte de arkitekto-

niske værdier, uden at fjerne de stedbundne potentialer, som i generationer har gjort ejendommen til en værdsat Præstø-lokation, og uden at eliminere den patina, som rummer så meget liv.

Ikke to transformationer eller restaureringer er ens. Det handler hver gang om at finde de gode løsninger, som passer til den konkrete ejendom og til det lokalsamfund, som den er en del af – også i Præstø og i byens historiske støberihaller.

En brugsbygning

At forholde sig respektfuldt til den konkrete ejendom og dens oprindelige formål og funktion er ganske afgørende. I tilfældet støberihallerne var der ingen tvivl om formål og funktion: Hallerne blev i sin tid opført som rå industribygninger, der skulle danne ramme om konkret industrielt indhold, nemlig støbning af jern, og dermed også skulle opføres og indrettes med henblik på en lang række praktiske funktioner og opgaver. Selve bygningens udseende og visuelle fremtoning har været sekundær. Æstetikken er kommet i anden række, og alligevel har der flere steder sneget sig æstetiske elementer og detaljer ind, og set med nutidens

Den oprindelige tag konstruktion er bevaret og genskabt.

øjne er der ganske megen æstetik i de historiske industrihaller.

Men for datidens bygherre har støberihallerne først og fremmest været brugsbygninger, som skulle rumme ovne, støbeskeer, blæsebælge, værksted osv. Bygningerne skulle være robuste og solide, og når de efterfølgende skulle vedligeholdes, tilbygges og ombygges, var det først og fremmest med funktion for øje.

Denne funktionsbestemte tilgang opdagede vi flere eksempler på, da vi begyndte at arbejde med bygningerne og fjerne de nyere bygningsdele og materialer, som var kommet til gennem tiden. Så kunne vi pludselig se, hvor der oprindeligt havde været døre og vinduer, som sidenhen var blevet lukket eller flyttet, afhængig af, hvad der engang har været brug for, men uden at sløre eller pynte på ombygningen.

En balancegang

Det er ud fra denne forståelse af bygningerne og deres fortælling, at enhver restaurering og transformation tager sit afsæt. Det er i de mange små og store spor, at den store historie om tidligere tiders bygningskultur skal formidles: De oprindelige vinduer med kun ét lag glas, de gamle støbejernssøjler, som fik et strejf af æstetisk i kraft af de pyntede søjlehoveder, og det karakteristiske savtakkede tag, som var så typisk for datidens industribygninger.

I vores udgangspunkt har vi bestræbt os på, at jernstøberiets forskelligartede bygninger efter endt transformation stadig skulle stå tydeligt med hver deres individuelle udtryk og karakter. Det betyder, at selve industrihallerne stadig står med deres rå og industrielle udtryk og boligen i værkførerbygningen med dens mere hjemlige stemning.

Det er samtidig denne bygningsforståelse og -fortælling, som vi under hele istandsættelsen konstant har skullet balancere med bygningernes tilstand – som efter mange års forladthed og indtrængende vand var meget ringe – og også balancere med bygningernes nye moderne formål og nye funktioner.

Bygningsreglementet

Hertil kom øvelsen med at balancere vores ønsker med selve bygningsreglementet. Dén balanceakt blev ikke nødvendigvis lettere af, at der var tale om en transformation.

Når bygninger skifter funktion – som tilfældet med støberihallerne i Præstø: fra kolde industrihaller til varme bibliotekssale – kræver det nemlig en byggetilladelse efter det aktuelle bygningsreglement. Det betyder, at bygningerne vurderes på linje med nye bygninger, og dermed træder også automatisk en række regler i kraft, som knytter sig til de nye funktioner, for eksempel regler om brandsikkerhed, tilgængelighed, isolering, dagslys osv.

Tidens industribygninger

Sammen med andre af datidens industribygninger indskriver støberihallerne i Præstø sig i industrialiseringens storhedstid. Fra 1830’erne og i årtierne frem blev der opført et væld af industrivirksomheder ikke mindst jernstøberier, som fremstillede alt fra kakkelovne og gryder til landbrugsredskaber og industrimaskiner.

Jernstøberierne spredte sig ud over hele landet, også til Præstø, hvor støberiets placering i et område, der dengang lå i udkanten af byen, tæt ved åen, givetvis har været praktisk i forhold til transport af varer, praktisk i forhold til vandets muligheder for køling og i forhold til den brandfare, som var forbundet med støberiets store ovne og levende ild.

Forandrede byer og landskabet

I takt med industrialiseringen forandrede byerne og landskabet sig med en voldsom kraft, først og fremmest fordi der blev bygget fabrikker – og mange af dem: småskala-industri i de fleste danske købstæder og store fabriksanlæg anlagt omkring de større byer og havne.

I kølvandet på industrialiseringen fulgte også opførelsen af stationsbygninger, pakhuse og lagerhuse samt mejerier og slagterier, og med udbredelsen af elektricitet blev der opført et væld af elektricitetsværker landet over. Arbejdskraftens tilstrøming til byerne skabte desuden behov for boligbyggerier, og åbne marker blev erstattet af tætbefolkede byområder.

De første industrier

Selv om industrialiseringen først for alvor tog fart i løbet af 1800-tallet, så var der faktisk allerede i 1600- og 1700-tallet blevet etableret de første spæde industrier i Danmark i form af klædefabrikker og tekstilproduktion, ofte omtalt som manufakturer.

Disse manufakturer var egentlig håndværksproduktion i stor skala og indrettet i byernes etagebygninger, såkaldte etagefabrikker, der ikke altid var opført til formålet.

I takt med nye produktionsmetoder og nye produktionsanlæg, ofte med kemiske eller mekaniske processer, blev disse etagefabrikker efterhånden afløst af såkaldte fladebygninger i ét plan med bedre plads og bedre lysforhold. Disse flade bygninger var langt mere velegnede til fabrikation og transport af store materialer ind og ud af bygningen og til tunge, grove og stærkt vibrerende maskiner, og fladebygningernes placering inde i byerne gjorde det let at skaffe mandskab.

Netop denne udvikling var også Præstø Jernstøberi en del af. Da virksomheden i 1857 flyttede til Adelgade nr. 18, blev der opført en toetagers bygning i kridtsten som ramme om støbejernsproduktionen. Nogle år senere fik støberiet tilført dampkraft og dermed en 16 meter høj skorsten, og godt 40 år senere var tiden moden til en helt ny type industribyggeri i Adelgade 18-20.

Shedtag

En af de stærke arkitektoniske værdier ved støberihallerne i Præstø er det savtakkede fabrikstag med de skrå tagflader og de store grove jernrammevinduer, som i sin tid sikrede dagslys ned i de lange mørke haller med nøgne vægge og rå gulve. Der var ingen tvivl om, at vi skulle bevare shedtaget, som har navn efter det engelske ord ’shed’, der betyder værkstedshal eller skur.

Tagkonstruktionen er ganske enkelt definerende for selve bygningernes typologi og for fortællingen om datidens industribygninger. Konstruktionen er en afgørende del af bygningernes visuelle udtryk, og derfor var der heller ingen tvivl om, at taget skulle bevares på hal 1, 2 og 3 og genskabes på de to haller længst mod vest (hal 4 og hal 5), som stort set var styrtet sammen, da vi købte anlægget.

Nedtagning, gennemgang og genskabelse af tagkonstruktionen over de fem haller har været en

af transformationens helt afgørende faser, og som noget af det første i processen blev alt den uoriginale tagbelægning i form af asbestholdige bølgeeternitplader fjernet og kørt til deponi og bortskaffelse. I takt med, at bølgeeternitpladerne blev fjernet, kom tidligere tiders beklædning til syne, nemlig tagpap med fine, tynde lister. Denne tagbeklædning er i dag genskabt.

På et tidspunkt længe før vi overtog ejendommen, var vinduerne i de lodrette tagflader blevet lukket med tagplader, men hele ideen med det savtakkede shedtag er netop, at der i den østvendte side af hver savtak er monteret vinduer, så lyset kan strømme ned i de dybe, brede og mørke produktionshaller. For os var der derfor ingen tvivl om, at der igen skulle vinduer i, ligesom vi selvfølgelig ville bevare de originale jernrammevinduer, som havde overlevet andre steder i det historiske industrianlæg: i magasinbygningen og i værkførerbygningen på førstesal.

Det tidligere havehus på bagsiden af hallerne er fjernet og erstattet af en stor terrasse.

Under restaureringen blev der på bagsiden af hallerne fundet spor af både hvid og gul kalk. dag er den gule farve genskabt.

Billeder af hal 3 før restaureringen, hvor der var både værkstedsgrav og indmuret olietank fra dengang, bygningerne fungerede som autoværksted.

Vinduer og tømmer

Det historiske shedtag gav dog nogle udfordringer.

For det første skulle vi søge om dispensation i forhold til områdets lokalplan, som indeholder krav om symmetriske saddeltage med en taghældning på 40-50 grader, men her blev der givet dispensation til støberihallernes asymmetriske shedtage.

For det andet skulle vi finde en løsning i forhold til brandsmitte og brandsikring.

Risikoen for brandsmitte skyldtes, at den ene række vinduer ligger for tæt på naboskel. Det kunne ikke løses bygningsmæssigt, medmindre vi opgav vinduer i tagfladen, og det ønskede vi ikke – hverken i forhold til bevaringsværdierne eller lysindtaget.

Men takket være naboens velvilje blev problemet løst. Vi købte byggeretten til en 2,5 meter bred bræmme på nabogrunden og fik efter aftale med ejeren tinglyst, at naboen i al fremtid ikke må bygge

her. På den måde fik vi sikret tilstrækkelig afstand mellem bygningerne på de to matrikler, så brandsmitte ikke kan forekomme.

Under genskabelsen af hallernes tagkonstruktion har vi i de haller, hvor den oprindelige konstruktion var bevaret (hal 1, 2 og 3) anvendt så meget af det gamle tømmer som muligt og kun erstattet med nyt dér, hvor tømmeret var ødelagt i begge bjælkeender. I de haller, som havde stået uden tag siden 1980’erne, har vi opført helt nye shedtage med nye spær og lægter, men identisk med de oprindelige proportioner.

Isoleringen på tagfladerne er lagt udvendigt. Isoleringen har forhøjet taget en smule, men har til gengæld gjort, at industrihallernes indre står næsten som oprindeligt med samme loftshøjde og volumen som for over 100 år siden. Af hensyn til akustik og brand er der monteret Troldtekt-plader på loftet.

De turkisgrønne støbejernssøjler er de oprindelige. Der blev under restaureringen fundet alt ni originale fritstående søjler.

Konstruktioner og søjler

Sammen med shedtaget er også industrihallernes søjlekonstruktion en væsentlig del af ejendommens fortælling og arkitektoniske værdier. Da vi gik i gang med at undersøge bygningerne, viste det sig, at det ikke var de langsgående skillevægge i kridtsten, som bar vægten fra det enorme shedtag. Taget hvilede alene på jernsøjlerne, som i tråd med tidens arkitektur var blevet pyntet med meget dekorative søjlehoveder.

Vi opdagede, at der i kridtstensvæggene også gemte sig søjler. De solide jernsøjler har altså fungeret som en form for korset eller skelet, der har båret tagkonstruktionen.

Langt de fleste af de bærende søjler var stadig intakte. Kun få steder har vi suppleret med nye søjler, som vi har ladet forblive nye og moderne i deres udtryk for på den måde at vise hallernes udviklingshistorie og fortsætte den funktionsbestemte fortælling – helt som oprindeligt, hvor jernstøberiets ejer

ikke forsøgte at skjule eller pynte på de bygningsændringer, som kom til med tiden. Alle søjler er i dag beskyttet med brandmaling.

Men inden vi nåede så langt, var der også her nogle udfordringer, som skulle løses, nemlig selve godkendelsen af den historiske søjlekonstruktion og ikke mindst funderingen. Eftersom bygningen skulle transformeres, og dermed vurderes efter det aktuelle bygningsreglement, skulle de gamle konstruktioner i princippet leve op til samme krav, som gælder for nybyggeri.

I første omgang overvejede vi at opføre en helt ny bærende konstruktion inde i hallerne, en form for ekstra korset, som skulle supplere de gamle søjler. Denne løsning afstedkom dog en række nye udfordringer, idet en ny konstruktion ville kræve enten en ny fundering eller pilotering – udført efter nutidige standarder og krav – eller en understøbning af de oprindelige fundamenter. Ingen af løsningerne var hensigtsmæssige.

Selvom støberihallerne blev opført som rå industribygninger, blev de alligevel tilført lidt pynt, bl.a. fine mønstre på søjlehovederne.

Tidens arkitektur

I støberihallerne i Præstø er de turkisgrønne støbejernssøjler i de lange fabrikshaller en lige så karakteristisk del af bygningerne som det savtakkede shedtag.

Ud over søjlernes praktiske funktion – at de bærer taget over hallerne – så har de også en dekorativ funktion med deres farve og sirlige udsmykning og dermed en klar forbindelse til datidens arkitektur.

På samme måde som shedtaget er et symbol på industriens bygningstyper, så er søjlerne et udtryk for tidens herskende arkitekturstil, historicismen, der udsprang af 1700-tallets oplysningstid og interesse for fortiden og eksisterede fra ca. 1820’erne og frem til omkring år 1900.

Dekorationer og ornamenter

I navnet historicisme ligger stilartens udgangspunkt og inspirationskilde, nemlig selve historien og tidligere tiders arkitektur. Arkitekterne inkorporerede former og kendetegn fra tidligere stilarter og brugte dem som dekorative elementer på nye bygninger som f.eks. et rundbuet vindue, en kamtakket gavl eller en spidsbuet døråbning.

De historiske referencer kom også til udtryk i de byggematerialer, der blev opfattet som typisk for den danske historie: granit, tømmer og fremfor alt mursten. Facaderne skulle ikke længere være pudsede, men stå i blank mur, dvs. uden overfladebehandling, så alle de murede detaljer trådte frem, og generelt

blev der lagt stor vægt på gedigne og traditionelle materialer og godt håndværk – også i Præstøs jernstøberi, hvor støberihallernes facade i tråd med historicismens ornamenterede stil blev opført i blank mur med brændte fuger, gesimser og friser.

Bygningshierarki

Murværket i støberihallerne afspejler desuden et hierarki. Gavlfacaderne mod gården er opført i blank mur af røde teglsten, der er så karakteristisk for dansk arkitektur, og de asymmetriske gavle er under taget afsluttet af en muret frise, mens en kort muret gesims markerer facadens opdeling i en øvre og nedre del.

Kalkfugerne blev i sin tid trukket med et varmt rendejern og fremstod på den måde ’brændte’, hvilket var en tidskrævende og dermed også mere kostbar proces. De øvrige facader mod naboerne og ned mod åen blev opført i de mindre fine og mindre kostbare gule mursten, og disse facader blev efterfølgende pudset og kalket.

Ejendommens fornemste bygning var naturligvis forhuset mod gaden. Her er facadens nederste del kvadrepudset, dvs. opført med store, firkantede felter, som giver bygningen en vis tyngde og pondus, mens den øverste del er i blank mur. Hele huset er opført i de fine røde mursten ligesom den bagvedliggende værkførerbygning og magasinbygning.

Fundament og gulve

forbindelse med restaureringen er der støbt nyt gulv og lagt både isolering og gulvvarme. Betongulvet er en erstatning for et ældre betongulv.

Svaret på, om støberihallernes historiske søjlekonstruktion og den 130 år gamle fundering stadig var forsvarlig, kom via en geoteknisk inspektion af stedets jordbundsforhold. Denne inspektion afslørede nemlig, at der i slutningen af 1800-tallet, da støberihallerne blev opført, har været et godt kendskab til stedets bløde jord med hele ti meter til fast bund. Det viste sig, at hallerne dengang blev opført med fundamenter, der ikke går ret dybt ned, kun omkring 60 cm, men til gengæld står på brede plader. Anbefalingen var derfor, at vi ikke skulle røre ved funderingen eller iværksætte ny pilotering. Efter 130 år var det geoteknikernes og ingeniørernes overbevisning, at bygningerne havde sat sig og fundet deres leje, og dermed var fundamentet – helt bogstaveligt – lagt til, at vi kunne gå i gang med taget, murværket og gulvbelægningen.

Der er lagt nye betongulve i alle hallerne. Vi havde først tænkt at beholde de gamle gulve, men for at sikre den nødvendige isolering og samtidig skaffe en ensartet varmekilde besluttede vi at forny gulvene. Samtidig løste vi et interessant problem, som vi fra begyndelsen ikke havde tænkt over: Shedtagene har den indbyggede ulempe, at der mellem de enkelte tage er nogle meget lange skotrender, som har det med at blive utætte. Dét var håndværkerne for 130 år siden godt klar over, og derfor byggede de bevidst hallerne skævt, så de hælder ca. 35 cm fra nord mod syd, og vandet kan løbe væk. Denne hældning var intet problem, dengang hallerne fungerede som jernstøberi, men en moderne kontorstol vil begynde at trille af sig selv. De nye gulve er stadig skæve for at ramme døråbningerne nogenlunde, men i dag er der kun tale om ca. 20 cm., som ikke fornemmes i praksis.

Den midterste hal har altid været delt op mindre rum til bl.a. kontor. dag er der indsat en reversibel rødbrun ‘kasse’ til toiletter, teknikrum og andet praktisk.

Lokale kridtsten og mursten

I takt med, at vi fik fjernet forskellige uoriginale bygningsdele, dukkede der ny viden op, bl.a. i værkførerbygningen, hvor vi i forbindelse med fjernelse af en væg regnede med, at vi skulle i gang med etablere en ny jerndrager for at understøtte etagedækket. Det var dog ikke nødvendigt. Det viste sig nemlig, at der allerede var en jerndrager; den havde bare været skjult af en væg, der var kommet til på et senere tidspunkt.

Også murværket blev vi undervejs klogere på. Fra vores første møde med ejendommen var vi klar over, at selve produktionsbygningen, altså hallerne, var opført dels i kalksten, dels i tegl.

På facaden ind mod gården, der er hallernes ansigt udadtil, og dér hvor kunder og besøgende i sin tid ankom, stod den øverste del af facaden i blank mur med de dengang fine maskinfremstillede røde

mursten med brændte fuger. På et senere tidspunkt er den nederste del af facaden blevet pudset og malet, desværre med en hård cementpuds.

Vi havde håbet på at fremdrage det oprindelige murværk, men cementpudsen var så hård, at murstenene var blevet ødelagt. Derfor har vi erstattet cementpudsen med en kalkpuds, som efterfølgende er blevet kalket, og samtidig har vi genskabt de brændte fuger på de to gavle, som var forsvundet foran hal 4 og 5.

På bygningens bagside, altså ud mod haven og ned mod åen, blev der i sin tid anvendt den gule og dengang billigere håndstrøgne mursten, som herefter blev kalket. Vi fandt spor af både hvid og gul kalk og har i dag genskabt den gule farve.

Til skillevæggene inde i hallerne blev der i sin tid anvendt det dengang billigste og lettest tilgængelige byggemateriale, nemlig de lokale kridtsten, hentet

På bygningernes facader mod gården blev kalkfugerne sin tid trukket med et varmt rendejern, så de fremstod som ’brændte fuger’ - en tidskrævende og kostbar proces, der fik facaden til at fremstå finere end de øvrige facader. De brændte fuger er i dag genskabt.

Bygningerne rummer flere spor efter tidligere døre og vinduer. Sporene vidner om, hvordan bygningerne løbende er blevet tilpasset støbejernsproduktionen, når der var behov.

Langt de fleste af de gamle sten er blevet renset og genbrugt. Afrensningen er foregået ganske simpelt ved at trække hver mursten et par gange over en stålrist.

fra det nærliggende Faxe Kalkbrud. I dag er disse sten næsten uopdrivelige, og vi har derfor genbrugt alt, hvad vi kunne.

Genbrug

Da vi ved, at den første støberibygning på matriklen – som siden blev nedrevet – var opført i kridtsten, gætter vi på, at nogle af de kridtsten, der i slutningen af 1800-tallet blev brugt til at opføre de indre vægge i støberihallerne, stammer fra denne tidligere bygning.

Når vi i dag har genbrugt så meget som muligt, er der derfor reelt tale om genbrug af genbrug. Som supplement har vi købt et restlager af kridtsten hos den lokale bevaringsforening.

Ydermurene omkring hal 4 og 5 stod nogenlunde intakte, da vi kom til. Men eftersom de havde stået uden tag i omkring fyrre år, var de meget opfugtede. Vi var derfor nødt til at pille murværket halvvejs ned og mure det op igen. Vi genbrugte de fleste af de gamle sten, som dog forinden skulle afrenses for mørtelrester.

Afrensningen er foregået helt uden maskiner, ganske simpelt ved at trække hver mursten et par gange over en stålrist, og heldigvis blev stenene i sin tid muret med kalkmørtel, som let lader sig afrense. Til reparation af værkførerbygningen og til genopførelse af gavlen ud mod gårdspladsen på hal nummer 5 har vi derudover indkøbt ca. 400 genbrugsmursten.

Tidens byggematerialer

De fine turkisgrønne søjler i snorlige rækker ned gennem de rå støberihaller i Præstø er ikke unikke.

De har ikke de små forskelligheder, som præger naturmaterialer, eller de individuelle særkender, som præger produkter, der er skabt i hånden. Søjlerne er helt ens, og ensartetheden er deres adelsmærke.

I al deres dekorative enkelhed vidner de nemlig om en tid, hvor nye produktionsmetoder gjorde det muligt at fremstille nye byggematerialer og sætte dem i masseproduktion, og hvor nye transportmuligheder gjorde det nemmere og billigere at importere helt nye byggematerialer til Danmark.

Med industriproduktion og massefremstilling blev det med andre ord muligt via et katalog at bestille gelændere, gitre, altaner, gesimser, stuk osv., og på den måde kunne en bygherre forskønne de mange etageboliger, jernbanestationer og elektricitetsværker, som fulgte i kølvandet på industrialiseringen.

Sammen med støbejernssøjlerne er også støberihallernes facade af røde mursten og det sorte tagpap et udtryk for, hvordan byggeriet i Danmark omkring år 1900 var trådt ind i en ny tidsalder.

Fremtiden var kommet til Præstø

Da støberihallerne stod funklende nye i 1898, var shedtaget belagt med to typer af tag. Den korte, lodrette flade omkring vinduerne var belagt med skifer – som var et af tidens nye, importerede byggemate-

rialer – mens den lange tagflade var belagt med det dengang relativt nye produkt, tagpap, som besad to efterspurgte egenskaber: holdbarhed og vandtæthed.

Også murstenene til de lange haller var i slutningen af 1800-tallet noget af det nyeste indenfor byggematerialer. For selv om mursten var kommet til Danmark allerede i middelalderen, så var stenen helt frem til midten af 1800-tallet et kostbart byggemateriale, som blev fremstillet i hånden ved hjælp af forme af træ, ler eller gips, og derfor var forbeholdt Danmarks velhavere.

I 1860’erne blev de første teglværker bygget, og herefter begyndte en industriel produktion af maskinsten. I 1896 blev der indført en såkaldt normalsten, som standardiserede størrelsen.

De velkendte kridtsten

Side om side med de industrifremstillede mursten blev der i støberihallerne også anvendt byggematerialer, som havde været brugt i århundreder, og som lokalområdet selv kunne tilvejebringe, nemlig de lokale kridtsten, som siden middelalderen var blevet brugt som byggemateriale.

Brydningen af kridtsten startede i begyndelsen af 1200-tallet i kalkbrud øst for Faxe by. I 1600-tallet blev der suppleret med kalkbrænding, og fra 1860’erne blev der produceret kalksten på industriel, basis; i 1884 blev Aktieselskabet Faxe Kalkbrud dannet.

Øverst:

De tre små billeder er fra lejligheden på 1. sal værkførerbygningen.

Nederst: magasinbygningen og værkførerbygningen var bevaret de oprindelige etagedæk form af hvælvede lofter mellem jernbjælker. De hvælvede lofter er restaureret.

Værkførerbygningen

Den toetagers værkførerbygning med bolig på første sal blev omkring 1960 – hvor hele ejendommen fungerede som autoværksted og bilhandel – indrettet til kontor og butik. Et kig på facaden afslører meget om bygningens forskellige livsfaser.

På førstesal afslører de fire vinduer med trærammer til højre, at her ligger boligen, mens jernrammevinduer ved siden af afslører, at der givetvis her har været rum, som de ansatte på støberiet kunne bruge. I stueetagen er vinduerne på et tidspunkt, formodentligt i 1960’erne, blevet udskiftet til de nuværende større og vandrette vinduer; det ene med et skilt med teksten ’Reservedele’. De gamle jern- og trævinduer er bevaret og istandsat, og det samme er 1960’er-vinduerne.

At også bygningens døre gennem tiden er blevet flyttet, viser sig i de aftegninger på facaden, som både dengang og i dag stadig står tydelige. Den lille kvist i tagetagen med luge og hejsebjælke afspejler desuden, at bygningens loftsrum engang har været brugt til opbevaring, og da vi fik løsnet tagbelægningen, fandt vi også her rester af tidligere tiders tagpap, som i dag er genskabt.

Da vi overtog ejendommen, var der i bygningens stueetage stadig mange spor efter autoværkstedet, bl.a. nedhængte lofter, finérvægge, små kontorrum, en skranke, en stor gammel reol til reservedele og en lille lem med kig ind til værkstedet. Reolen og ’Reservede-

le’-skiltet har vi bevaret som en del af fortællingen om bygningens funktionsændring gennem tiden.

Hvælvede lofter med jernbjælker

Derimod har vi fjernet de skillevægge, som var blevet sat op gennem tiden, ligesom vi har fjernet alle laminatgulve og nedhængte loftsplader, så rummene nu står i deres oprindelige, rå udgave. Bag loftspladerne fandt vi de originale hvælvede lofter, dvs. murede rundbuede lofter mellem jernbjælker, som var en typisk del af datidens nye byggeteknik og brug af jern. Hvælvene omtales ofte som monierhvælv, opkaldt efter den franske gartner Joseph Monier, som i 1860’erne udførte de første forsøg med jernindlæg i beton og i 1867 fik patent på beholdere fremstillet af cementmørtel armeret med jerntråde. Siden anvendte han princippet til fliser og rør og til ingeniørmæssige konstruktioner som gulve, sveller, buer og broer.

Også på førstesalen, hvor der var bolig, har vi fjernet skillevægge, så rummene og ruminddelingen i dag står meget rå og åbne, og derudover har vi udskiftet en ekstremt stejl trappe med en ny.

Af de få spor, der var tilbage i boligen, har vi bevaret stuens brændeovn og det gamle køkken med et klassisk køkkentapet sandsynligvis fra 1930’erne, og derudover har vi naturligvis bevaret lejlighedens trægulve og fyldningsdøre. Rummene er i dag malet i farver, der var fremherskende i slutningen af 1800-tallet.

Magasinbygningen, som havde stået ubrugt mange år, var hårdt medtaget på især den ene gavl, der dag er genopbygget med genbrugsmursten.

Magasinbygningen

Den toetagers og blot fire meter dybe magasinbygning – der i sin tid blev brugt som lager og toiletbygning, men også har rummet både vaskehus, karlekammer og stald – stod i det indre meget slidt, men nogenlunde intakt, da vi overtog ejendommen, og stadig med de oprindelige jernvinduer bevaret i overetagen. Alle uoriginale materialer og bygningsdele er i dag fjernet, og etageadskillelsen – der lige-

som i værkførerbygningen var opbygget som muret monierhvælv – er restaureret.

Udvendig var bygningen til gengæld ekstremt medtaget og totalt indhyllet i en klatreplante, og hele den sydlige gavl var næsten faldet sammen. Den er nu genopbygget, og på taget er lagt en belægning af tagpap. De gamle jernrammevinduer er bevaret, mens underetagens vinduer er fornyet med vinduer udformet som værkførerbygningens 1960’er-vinduer.

I værkførerbygningen er vinduerne, som sad bygningen ved overtagelsen, bevaret: Træ- og jernvinduer på 1. sal og store 1960’ervinduer stueplan.

Fra de gamle fabrikshaller er der udgang til en stor terrasse, hvorfra der er udsigt ned mod Tubæk Å.

Haven

Set oppefra er det tydeligt, hvordan vinduerne østsiden af det savtakkede fabrikstag har givet lys ned i de mørke haller.

I haven bagved hallerne har vi fjernet et lille havehus i bindingsværk, som formentligt blev opført omkring 1916, men som var i så dårlig stand, at det ikke stod til at redde. I stedet har vi i niveau med gulvet inde i bygningen nu anlagt en stor terrasse, som dels kan benyttes af bibliotekets brugere, dels kan fungere som højvandssikring.

Fra terrassen anlægges en gangbro hen over græsarealet, hvor vi har bevaret et stort og meget

smukt fyrretræ, og på sigt vil kommunen hen over åen etablere en fodgængerbro, der giver adgang til et offentligt parkeringsanlæg på den anden side af Tubæk Å.

Dermed vil både haven og gangbroen bidrage til at forlænge byens rum og genskabe et af Præstøs særkender: De små slipper og de små passager, som findes flere steder og binder byen sammen på kryds og tværs. Den lille slippe mellem hal nr. 5 og nabogrunden har vi naturligvis også bevaret.

Restaurering af Støberihallerne 2021-2025

LCA – et kompas i restaureringen

Når Realdania By & Byg restaurerer og transformerer historiske ejendomme, er målet ikke blot at bevare arkitektoniske og kulturelle værdier, men også at integrere løsninger, der reducerer klimaaftrykket.

Livscyklusvurdering (LCA) er blevet et centralt værktøj i denne proces, fordi metoden kan give svar på, hvilke restaureringsløsninger der bedst kan betale sig i klimaregnskabet over en betragtningsperiode på 50 år.

Et eksempel kan være en ældre bygning med originale vinduer. Hvis man sætter forsatsruder uden på de gamle vinduer, vil man kunne spare en mængde CO2, fordi varmeforbruget bliver lavere de næste 50 år. Besparelsen kan måske blive endnu større, hvis man udskifter de gamle vinduer med tre-lags termovinduer. Men hvad kan bedst ’betale sig’ i forhold til den mængde CO2, det koster at fremstille og bortskaffe de ekstra vinduer? Det kan man få svar på ved at arbejde med Livscyklusvurdering (LCA) i restaureringsprocesser.

Genbrug betaler sig i CO2-regnskabet

Et konkret eksempel på anvendelsen af LCA i restaureringen af støberihallerne er genbrug af de eksisterende mursten. Ved omhyggeligt at nedtage, rense og genanvende murstenene frem for at producere nye eller transportere gamle mursten fra en anden byggeplads, er der opnået en betydelig CO2-besparelse.

En almindelig rød mursten koster i omegnen af 700 gram CO2 i fremstilling, mens en genbrugsmursten, som er maskinelt renset og transporteret, koster ca. 11 gram CO2 i fremstilling.

I tilfældet med hal nr. 5 – som var helt faldet sammen, da Realdania By & Byg købte støberihallerne –så har der hverken været behov for maskiner til afrensning af gammel puds eller lastbiler til transport.

Derfor er CO2-prisen pr. sten reelt 0 gram CO2.

Når en genbrugsmursten er så CO2-’billig’ sammenlignet med en ny, skyldes det, at LCA-regnskabet arbejder med en betragtningsperiode på 50 år.

Derfor er en genbrugssten ’neutral’, når den bruges for anden gang, idet CO2-’prisen’ for produktion og bortskaffelse hører til CO2-regnskabet på den første bygning, som stenen blev brugt i.

Energieffektivisering

For at forbedre bygningens energieffektivitet er støberihallerne blevet tilsluttet det lokale fjernvarmenet.

Fjernvarme er ofte en mere bæredygtig opvarmningsform end individuelle varmekilder, især når den baseres på vedvarende energikilder eller overskudsvarme.

Derudover er der blevet installeret forsatsruder på de eksisterende vinduer – en løsning, der dels bevarer bygningens oprindelige æstetik, dels forbedrer isoleringen og reducerer varmetabet, hvilket giver et lavere energiforbrug og dermed mindre CO2-udledning.

Fjernvarmeejendommenes gennemsnitlige CO2-udledning for hhv. restaureringer, transformationer og reference nybyg

Når ejendommen har været i drift i et år, vil Realdania By & Byg kunne indtaste energiforbruget i LCA-loggen og dermed få et fuldt overblik over dens CO2-forbrug.

De historiske huse i konkurrence med nybyg

For at kunne sammenligne forbruget fra de historiske huse med forbruget fra nybyggeri på et fair grundlag har Realdania By & Byg kun medtaget de historiske ejendomme, hvor der er fjernvarme, og sammenlignet deres LCA med LCA for standard nybyg.

Her kan man se, at de historiske ejendomme med fjernvarme generelt klarer sig lidt bedre end nybyg

på en betragtningsperiode på 50 år. Årsagen er, at der bruges færre materialer til produktion ved en restaurering/transformation end ved et nybyggeri.

Flere af de historiske ejendomme, der indgår i diagrammet, har været i drift i mere end 15 år, og når man kigger tilbage, var fjernvarme for få år siden langt fra lige så klimavenligt, som det er i dag. Heroverfor dækker ’reference nybyg’ over ejendomme, der tages i brug i 2025 – med lavenergi fjernvarme fra dag ét.

Derfor forventes de kommende restaureringer, der fra dag ét kan varmes op med moderne fjernvarme, at klare sig endnu bedre, set i forhold til nybyg.

Gennemsnitlig CO2udledning ved restaurering, transformation og nybyggeri for fjernvarmeejendomme.

Bortska else

Nedrivning

Nybyg 2025 Transformation, Realdania By & Byg gennemsnit

Restaurering, Realdania By & Byg gennemsnit

The Foundries in Præstø – an industrial facility from the late 1800s

In a courtyard just off the high street in the southern Zealand town of Præstø lies a historic and now extensively restored and transformed industrial site: the town’s old iron foundries. Over a century ago, the five large production halls bustled with the manufacture and repair of everything needed in the town and surrounding countryside – from agricultural tools and cast-iron window frames to stoves and frying pans.

Paving the way for modern society

At first glance, the old foundries draw little attention. A simple gateway in the middle of the high street leads to the site, which today stands as a significant architectural testament to the late 1800s, a time when industrialization was accelerating and paving the way for modern Danish society.

Once, such industrial facilities were found in towns all over Denmark, centrally located and integrated into the urban fabric. Today, most have disappeared, been altered beyond recognition, or relocated to the outskirts. But not so in Præstø. Here, the iron foundries have survived as a rare,

intact, and cohesive industrial complex dating from the 19th century.

Restoration and transformation

In 2021, Realdania By & Byg acquired the foundries, which had fallen into serious disrepair, and initiated a comprehensive restoration and transformation. The project revived the architectural character and functional identity of the site while preserving its raw authenticity. Historic materials were reused wherever possible, and many of the physical traces and stories embedded in the site – central to generations of local life – were carefully retained.

Through this transformation, the foundries are now prepared to serve entirely new functions. As home to the town’s library, citizen service centre, and local history archive, the buildings are continuing the story of an important chapter in both Præstø’s and Denmark’s past. At the same time, they offer a compelling example of how shared architectural heritage can be promoted through preservation, adaptation, and thoughtful development.

Industrial architecture of the ara

The iron foundries in Præstø are a classic product of Denmark’s mid-19th-century industrialization, when small-scale factories emerged across the country. Many were located in backyards of town centres just like Præstø’s foundries, which were originally established in 1849 elsewhere in town, but moved to Adelgade in 1898. There, the present-day complex with its production halls, foreman’s house, and warehouse took shape.

The production halls feature the distinctive saw-tooth profile of the era, designed to let daylight stream into the otherwise dark interiors. Inside, the

roofs are supported by cast-iron columns with finely decorated capitals. The columns and brickwork –particularly around doors and windows – reflect the historicist style of the time, which embraced ornamentation even in utilitarian buildings. Today, the foundries are part of Realdania By & Byg’s collection of some 70 historic properties that collectively represent 500 years of Danish building culture. Each property helps bring that culture to life – and shows how architectural heritage can be strengthened through preservation, reinvention, and ongoing use.

Åbent hus i Støberihallerne

26. april 2025

Lørdag den 26. april 2025 markerede Realdania By & Byg færdiggørelsen af støberihallerne med åbent hus for offenligtheden.

Udvalgt litteratur og kilder

Bertelsen, Harald: De danske jernstøberier. Et katalog over de danske jernstøberier igennem tiderne. Holstebro: Holstebro Museums Forlag 2005.

Gelardi, Th. (red.): Automobilets historie og dets mænd, bind 3. København: Alfred Jørgensens Forlag 1938.

Harnow, Henrik: Danmarks industrielle miljøer. Odense: Syddansk Universitetsforlag 2011.

Hyldtoft, Ole: Teknologiske forandringer i dansk industri 1870-1896. Odense: Odense Universitetsforlag 1996.

Hyldtoft, Ole og Hans Chr. Johansen: Teknologiske forandringer i dansk industri 1896-1972. Odense: Syddansk Universitetsforlag 2005.

Nielsen, Viggo Lund: Små og store dramaer i hverdagen som lærling. Historisk Samfund for Præstø amt, Årbog 2000, s. 33-43.

Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik. Illustreret Tidende nr. 38, 24. juni 1917.

Rothe, Viggo. Danmarks industrielle Forhold, betragtede nærmest med Hensyn til Spørgsmaalet om Afslutning

af Told- og Handelsforeninger med Nabostaterne (bind 1). København: C. A. Reitzels Forlag 1843.

Schmitto, Fritz (red.): Automobilets historie. København: Chr. Erichsens Forlag 1938.

Sestoft, Jørgen: Arbejdets bygninger. København: Gyldendal 1979.

Skyggebjerg, Louise Karlskov: Industri på udstilling. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2017.

Arkiver

Rigsarkivet: Arkivalier fra Præstø Jernstøberi og Maskinfabrik, brandtaksationer, folketællinger, fabrikstællinger, skøder m.v.

Præstø Lokalhistoriske arkiv: Arkivalier fra Hans Chr. Petersens Jernstøberi og Maskinfabrik

Ejendomsarkivet (https://public.filarkiv.dk/)

Desuden digitaliserede fotos, bøger og artikler fra www.tekniskkulturarv.dk, mediestream, arkiv.dk, historiskekort.dk og ing.dk/danmarkshistorie.

Bygninger er en del af vores kulturarv. Et håndgribeligt levn, som vores forfædre har givet videre, og som vi er forpligtet til at værne om.

Realdania By & Byg udvikler eksperimenterende nybyggeri og bydele og bevarer historiske ejendomme gennem filantropiske investeringer og aktivt ejerskab.

Vi opbygger og formidler en samling af gode eksempler på arkitektur og byggestil over hele landet og formidler viden og løsninger fra alle projekterne.

Læs mere på www.realdaniabyogbyg.dk