5
at finde ud af, hvordan hun gjorde. Om hun var født med det eller om hun havde tillært sig det. For bekymringer er en stor del af mit liv. Jeg kæmper meget med dem. Jeg er vokset op i en familie, hvor der var masser at bekymre sig om. Der sidder en katastrofeangst i baghovedet på mig, at nu går noget nok galt.”
Ellen ville ikke bekymre sig ”Vi var af sted i Alaska og jeg så, hvordan hun tog tingene ind og hvordan hun duftede til alting og snakkede med alle mennesker. Hun var for eksempel ikke var spor bange for at flyve eller bange for at køre, når det var glat. Hun bekymrede sig ikke. Senere fandt jeg ud af, at det i virkeligheden var en jernhård disciplin, der havde ført hende til at kunne det. For hun havde haft rigtigt mange bekymringer i løbet af sit liv. Men hun havde haft en god opvækst og havde ikke haft noget at bekymre sig om som barn. Hendes forældre havde givet en rigtig god ballast og været gode til ikke at involvere hende. Det gør vi hele tiden i dag. Vi involverer vores børn i alting: Finanskrisen, det store jordskælv i Haiti og sådan noget. Vi tror, vores børn kan kapere meget mere, end de i virkeligheden kan. De skal holdes bekymringsfrie. Og det havde Ellen været. Hun fik ikke alle udenoms påvirkningerne med fjernsyn og radio. Hun voksede op foruden. Tænk at være vokset op under en verdenskrig, uden egentlig at kunne mærke, at den var der? Ellen voksede op uden bekymringer og senere har hun bare taget et jerngreb om tilværelsen og sagt: ’Jeg vil ikke bekymre mig’. Det er ligesom, når man træner. Man bliver bedre og bedre med disciplin,” siger Puk forklarende og fortsætter: ”Jeg traf en beslutning på et tidspunkt om, at nu ville jeg prøve det. Da jeg fik min søn, tænkte jeg på, hvad det var for en opgave, man har som forældre. Som tiden er gået, er det gået op for mig, at den opgave, jeg har med ham, er at bryde den onde cirkel. Jeg skal ikke give en nervøs mor videre, for sådan en har jeg haft. Så kan han blive nervøs og så kan han blive nervøs for at få nogle nervøse børn og så videre. Jeg skal pakke mine bekymringer væk.” Vi minder meget om hinanden Blev Ellen et spejl for dig? ”Ja, det gjorde hun. Og for første gang, tror jeg – nu skal jeg passe på at sige for første gang – kunne hun slippe sin rolle. Vi får jo alle sammen nogle roller og der var ikke nogen, der ikke troede, at Ellen ikke kunne klare alt. På en måde minder vi meget om hinanden. Ellen var meget stærk og jeg er også meget stærk. Der er ikke nogen, der tror, at jeg er skrøbelig, men det er jeg i virkeligheden. Men det var Ellen jo også eller det blev hun, for hun blev syg, mens jeg var sammen med hende. Og jeg var der lige op til hun døde. For første gang i sit liv var hun med på at bede om hjælp og lade nogen gøre noget for sig. Fordi jeg kom ind over. Jeg har ikke en historie med hende på 80 år, som andre hun kendte havde det.
Foto: Agnete Schlichtkrull, DR.
Skulle tage voksenansvar for tidligt ”Jeg ser mange ting, der går galt, for jeg får øje på det, før andre gør. Jeg forudser, at noget går galt, uden at det i andres øjne ser sådan ud. Jeg ser og suger alle indtryk til mig, når jeg går rundt et eller andet sted. Jeg afkoder lige hele Hovedbanen for eksempel eller jeg afkoder toget eller hvor jeg nu er. Jeg kan ikke lade være med at kigge mig omkring og se. De indtryk jeg får, de ansigter jeg møder, gør indtryk på mig. Alting går ind. Og så får jeg lyst til at handle.” ”Jeg er vokset op i en familie, hvor det var mig, der handlede og sørgede for, at ingenting gik galt, fordi mine forældre drak rigtig meget. Selv om jeg var den yngste, var det mig, der gjorde det alligevel. Så hvis ikke jeg ligesom tog handling på ting, så kunne der jo ske noget. Jeg skulle tage voksenansvar for tidligt. Og det har jeg taget med mig. Det har ikke gjort, at jeg ikke har kastet mig ud i mange udfordringer, men det har altid været lidt på trods i stedet for af lyst. Da jeg så mødte Ellen, så tænkte jeg: Hun gør tingene af lyst og ikke af trods. Hun gør bare det, hun har lyst til. Jeg vil også. Også mig. Hvordan gør hun?”
”Jeg kan godt lide, at folk har det godt,” siger Puk Elgård.
Hun havde aldrig tidligere bedt om hjælp. Hun havde rollen som en person, der kunne klare alt. Så er det svært at bede om hjælp. Men da hun blev så syg, som hun blev, var hun nødt til det og det var ikke så stort et nederlag for hende, at det så var mig, der sagde til hende: ’Nu vasker jeg dine gulve, nu handler jeg for dig, nu tager jeg til Hillerød og henter din medicin, nu gør vi det og det, nu ringer jeg til lægen’. Hvis det havde været en af hendes andre veninder, som hun havde kendt i 60 år og havde haft en anden rolle over for, havde det været noget andet. Jeg fik lov til at komme ind. Hun gav mig lov. Og det nød hun til sidst.” Fandt nøglen til det gode, man kan gøre, da Ellen skulle dø ”Jeg kan ikke løse det hele, men jeg vil gerne række ud. Jeg kunne have 20 mennesker boende hjemme hos mig, plus 50 katte og 14 ænder og 30 mus – det er blot ikke fysisk muligt. Men at være en god ven for sine nærmeste, det skal man være. Eller en god ven i hverdagen, når man møder nogen, det skal man også være. Den nærmeste kan være en man møder ved et tilfælde. Ligesom Ellen. Jeg fandt ud af, at jeg havde og fik den funktion i hendes liv, som jeg synes, er så vigtig – også i forhold til sygdom.” ”Både min mor og min far er døde, så jeg har to gange siddet ved et dødsleje af længere tid ad gangen, uden egentlig rigtigt at vide, hvad man stiller op i sådan en situation. Det er smadder svært. Min far døde i ’95 og min mor for få år siden. Jeg var helt vildt ung, da min far døde. Jeg var der, jeg sad der. Men det var først, da Ellen skulle dø, at jeg fandt nøglen til det gode, man kan gøre. Netop det jeg gjorde, mens jeg var i gang med at skrive bogen om Ellen.