4 · Annoncetillæg · Sponsoreret indhold
Foto: Vibeke Johansson
”Jeg drømmer om, at mine børn får den mormor, der dukker uanmeldt op fyldt med kærlighed” Tomme flasker, spiritusånde, løgne og turbulente parforhold rev Idas mor væk fra hende. Men på Sydgården fik den lille pige i Ida sin mor tilbage. Sammen med en terapeut på Sydgården har de endelig fået ryddet op i kassen med dårlige minder, tapet den til og sat den væk. Nu er mor og datter klar til at skabe nye minder sammen.
Af: Kristine Buske Ida står i opgangens kælder med ryggen til sin mor, Mette, som hun har fået besked på. De har lige været i supermarkedet for at købe en pakke Underberg, og Ida, der ikke er mere end ni år gammel, hører, hvordan hendes mor bunder de små plastikflasker. En efter en. Flaskerne bliver gemt væk nede i kælderen, inden Mette putter en mentollakrids i munden. Nu skal Ida gå hen og lugte til hendes ånde, sådan som hun altid plejer. Det er blevet deres rutine. For Idas far må ikke vide, at Mette har drukket alkohol. Ellers bliver han sur. Og det kan hverken Ida eller Mette lide. Selvom de begge ved, at han opdager det alligevel. Om aftenen sidder Ida på sit værelse med lukket dør. Hun kan høre sin far råbe inde i stuen. Hun har lært, at det ikke nytter noget at gå ind og blande sig. Selvom hun har lyst til at råbe: ”Stop, du gør mor ked af det.” Men det vil kun gøre situationen værre. Så hun bliver inde på værelset og lader sin mor tage sit eget skrald. Ida kunne holde sig for ørerne eller tage et headset på. Alligevel piner hun sig selv med at høre, hvad der sker. Hun hører skældsordene. Hvert og et. Og hun hører tumulten og ting, der bliver kastet
med, og som går i stykker. Hun hører sin mors skrækslagende røst. Hvad far gør ved mor, ved hun ikke. Men hun ved, at det er noget, der gør ondt. Både udenpå og indeni. – Jeg har altid tvunget mig selv til at lytte, selvom det har knust mig. Jeg ville jo bare gerne passe på min mor, siger Ida. Folkeskolens dømmende blikke Gennem hele Idas barndom er der mange dage, der ser sådan ud. Mor og far skændes ofte, og mor drikker for at flygte fra problemerne. Ida må leve med svedige håndflader og bortforklaringer, når hendes veninder er på besøg, og de sætter sig på den store sæk med bamser, hvor der pludselig gemmer sig en hård flaske alkohol blandt de bløde teddybjørne. Og hun må undvige de dømmende blikke, når hun gang på gang kommer for sent i skole og kan se ind ad de små vinduer til klasseværelset. Nogle gange er det, fordi mor ikke kan komme op til tiden. Andre gange har far været sur ved morgenbordet og kastet med pålægget. Når hun træder ind i klasselokalet, har hun det, som om de andre har ventet på at se hendes flove ansigt. Men mellem de mange flasker og hemmeligheder er der også stunder, hvor Ida og hendes mor
griner, som kun en mor og datter kan grine med hinanden. Omkring syvende klasse går Idas forældre fra hinanden. Der bliver taget en beslutning om, at Idas far får forældremyndigheden. Ida bor mest hos sin farmor og farfar, og hun ser kun sin mor en sjælden gang i mellem. Desværre hjælper det ikke på Mettes misbrug at komme væk fra Idas far. Hun ender i et nyt turbulent forhold, og misbruget bliver kun værre og værre. Både alkohol, hash og hårde stoffer bliver hendes hverdag. Mens det bliver Idas hverdag at tage telefonen og berolige sin mor, når hun igen igen er dybt ulykkelig. – Jeg har trøstet min mor langt flere gange, end hun har trøstet mig, fortæller Ida. En chokbølge af skuffelse En dag sker der noget, der bliver dråben, som får alle Idas følelser til at flyde over. Ida sidder med sin far og en socialrådgiver, der fortæller, at Idas far og mor for et stykke tid siden er kommet alvorligt op at slås. Ida selv så dem forlade skadestuen helt forslåede. Hun så morens to blå øjne. Men hun købte søforklaringerne om, at forældrene var faldet ned ad trapperne. Nu
får hun at vide, at hendes far har jagtet hendes mor rundt i området foran opgangen. At han i en stærk rus af alkohol har banket hende. Beskeden føles som elektricitet, der fylder hele Idas krop. Hun sidder bare. Kan hverken tale, kigge eller bevæge sig. – Jeg havde jo set, hvor slemt det var, og da jeg nu fik at vide, at de havde løjet over for mig, følte jeg mig så dum. Kort tid efter gik jeg ned med stress og fokuserede kun på at overleve min folkeskole, fortæller Ida. Da Ida bliver ældre, kommer hun ind i et opslidende mønster, hvor hun skifter mellem at lægge moren på is og tage kontakt til hende igen. Hun bruger mere tid på at bekymre sig om sin mor end om at være teenager. – Det var jo min mor. Jeg kunne ikke slippe hende, siger Ida. Tillykke med fødselsdagen, mor Årene går, og Ida får mindre og mindre kontakt til sine forældre. Hun er flyttet fra barndomsbyen på Sjælland til Jylland, har fået en sød kæreste og har netop afsluttet sin behandling hos TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere). For arrene fra barndommen har sat sig dybt, og de går nogle gange
