8 minute read
Læs mere side
from Tabu
Foto: Vibeke Johansson
”Jeg drømmer om, at mine børn får den mormor, der dukker uanmeldt op fyldt med kærlighed”
Tomme flasker, spiritusånde, løgne og turbulente parforhold rev Idas mor væk fra hende. Men på Sydgården fik den lille pige i Ida sin mor tilbage. Sammen med en terapeut på Sydgården har de endelig fået ryddet op i kassen med dårlige minder, tapet den til og sat den væk. Nu er mor og datter klar til at skabe nye minder sammen.
Af: Kristine Buske
Ida står i opgangens kælder med ryggen til sin mor, Mette, som hun har fået besked på. De har lige været i supermarkedet for at købe en pakke Underberg, og Ida, der ikke er mere end ni år gammel, hører, hvordan hendes mor bunder de små plastikflasker. En efter en. Flaskerne bliver gemt væk nede i kælderen, inden Mette putter en mentollakrids i munden. Nu skal Ida gå hen og lugte til hendes ånde, sådan som hun altid plejer. Det er blevet deres rutine. For Idas far må ikke vide, at Mette har drukket alkohol. Ellers bliver han sur. Og det kan hverken Ida eller Mette lide. Selvom de begge ved, at han opdager det alligevel. Om aftenen sidder Ida på sit værelse med lukket dør. Hun kan høre sin far råbe inde i stuen. Hun har lært, at det ikke nytter noget at gå ind og blande sig. Selvom hun har lyst til at råbe: ”Stop, du gør mor ked af det.” Men det vil kun gøre situationen værre. Så hun bliver inde på værelset og lader sin mor tage sit eget skrald. Ida kunne holde sig for ørerne eller tage et headset på. Alligevel piner hun sig selv med at høre, hvad der sker. Hun hører skældsordene. Hvert og et. Og hun hører tumulten og ting, der bliver kastet med, og som går i stykker. Hun hører sin mors skrækslagende røst. Hvad far gør ved mor, ved hun ikke. Men hun ved, at det er noget, der gør ondt. Både udenpå og indeni. – Jeg har altid tvunget mig selv til at lytte, selvom det har knust mig. Jeg ville jo bare gerne passe på min mor, siger Ida.
Folkeskolens dømmende blikke
Gennem hele Idas barndom er der mange dage, der ser sådan ud. Mor og far skændes ofte, og mor drikker for at flygte fra problemerne. Ida må leve med svedige håndflader og bortforklaringer, når hendes veninder er på besøg, og de sætter sig på den store sæk med bamser, hvor der pludselig gemmer sig en hård flaske alkohol blandt de bløde teddybjørne. Og hun må undvige de dømmende blikke, når hun gang på gang kommer for sent i skole og kan se ind ad de små vinduer til klasseværelset. Nogle gange er det, fordi mor ikke kan komme op til tiden. Andre gange har far været sur ved morgenbordet og kastet med pålægget. Når hun træder ind i klasselokalet, har hun det, som om de andre har ventet på at se hendes flove ansigt. Men mellem de mange flasker og hemmeligheder er der også stunder, hvor Ida og hendes mor griner, som kun en mor og datter kan grine med hinanden. Omkring syvende klasse går Idas forældre fra hinanden. Der bliver taget en beslutning om, at Idas far får forældremyndigheden. Ida bor mest hos sin farmor og farfar, og hun ser kun sin mor en sjælden gang i mellem. Desværre hjælper det ikke på Mettes misbrug at komme væk fra Idas far. Hun ender i et nyt turbulent forhold, og misbruget bliver kun værre og værre. Både alkohol, hash og hårde stoffer bliver hendes hverdag. Mens det bliver Idas hverdag at tage telefonen og berolige sin mor, når hun igen igen er dybt ulykkelig. – Jeg har trøstet min mor langt flere gange, end hun har trøstet mig, fortæller Ida.
En chokbølge af skuffelse
En dag sker der noget, der bliver dråben, som får alle Idas følelser til at flyde over. Ida sidder med sin far og en socialrådgiver, der fortæller, at Idas far og mor for et stykke tid siden er kommet alvorligt op at slås. Ida selv så dem forlade skadestuen helt forslåede. Hun så morens to blå øjne. Men hun købte søforklaringerne om, at forældrene var faldet ned ad trapperne. Nu får hun at vide, at hendes far har jagtet hendes mor rundt i området foran opgangen. At han i en stærk rus af alkohol har banket hende. Beskeden føles som elektricitet, der fylder hele Idas krop. Hun sidder bare. Kan hverken tale, kigge eller bevæge sig. – Jeg havde jo set, hvor slemt det var, og da jeg nu fik at vide, at de havde løjet over for mig, følte jeg mig så dum. Kort tid efter gik jeg ned med stress og fokuserede kun på at overleve min folkeskole, fortæller Ida. Da Ida bliver ældre, kommer hun ind i et opslidende mønster, hvor hun skifter mellem at lægge moren på is og tage kontakt til hende igen. Hun bruger mere tid på at bekymre sig om sin mor end om at være teenager. – Det var jo min mor. Jeg kunne ikke slippe hende, siger Ida.
Tillykke med fødselsdagen, mor
Årene går, og Ida får mindre og mindre kontakt til sine forældre. Hun er flyttet fra barndomsbyen på Sjælland til Jylland, har fået en sød kæreste og har netop afsluttet sin behandling hos TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere). For arrene fra barndommen har sat sig dybt, og de går nogle gange
”Vores beboere har mange svære følelser og ofte traumer med i bagagen, og når de ikke længere har misbruget som deres skjold, skal de til at lære at håndtere de ting.”
Susanne Dahl, Sydgaarden
ud over parforholdet. Ida er udadreagerende, starter skænderier, lader dem eskalere og vender så ryggen til, fordi hun ikke kan overskue det. Ida lider også af angst og kan slet ikke håndtere at komme for sent, fordi det minder hende om de dømmende blikke fra folkeskolen. Det er nu et år siden, Ida sidst har set sin mor. Et godt år, hvor hun endelig har kunnet lægge hende helt på hylden. Men hun savner hende. Da Mette har fødselsdag, beslutter Ida at sende hende en besked og ønske hende tillykke. – Jeg var så nervøs for at sende den besked. Men min mor svarede hurtigt tilbage, og det var en voksen besked, jeg aldrig har set fra hende før. Jeg kunne altid se på hendes SMS’er, når hun havde drukket, men nu lød hun pludselig moden, og som en mor skal. Det gjorde mig stolt. Vi aftalte, at jeg skulle komme og besøge hende på Sydgården, hvor hun var kommet i behandling, ikke langt fra hvor jeg bor, fortæller Ida.
Et kram, der dufter af mor
Da Ida og hendes kæreste kører ind på Sydgården, og hun gennem bilruden ser sin mor stå der og vente, bryder hun pludselig sammen. Selvom hun har lovet sig selv ikke at græde. Et løfte, hun plejer at kunne holde. Blomsterne, Ida har med, bliver hurtigt smidt til siden. For nu skal mor og datter have det kram, de begge har længtes efter i årevis. Et kram, der ikke lugter af alkohol. Men dufter af mor. – Det var den lille pige inden i mig, der endelig fik lov at se sin mor. Jeg følte, jeg havde fået frarøvet hende, og nu fik jeg hende tilbage. På Sydgården er det muligt at få en pårørendesamtale med en terapeut. Det tilbud takker Ida og Mette ja til. Ida får lov til at sige alt det, hun ikke før har fået sagt. Hun fortæller, hvor vred og ked af det hun har været. – For første gang sad min mor bare og lyttede og tog alt det, jeg sagde, ind. Hun sagde undskyld, og jeg kunne høre, at hun mente det. Det var en snak, vi har haft brug for i mange år. Det føltes som at sætte låg på en gammel kasse, tape den til og gemme den væk. For vi skulle ikke bruge den mere.
Nye minder i sigte
I dag er Ida 20 år gammel, og Mette og Ida kan grine sammen igen, som da Ida var en lille pige. Mette er er ædru og er netop blevet udskrevet fra Sydgården. Hun har fået en midlertidig lejlighed i Jylland og kigger efter en fast bolig tæt på Ida. Noget, som både mor og datter ser frem til. – Jeg drømmer om, at min mor bliver den mormor, der dukker uanmeldt op til kaffe med hjemmebagt kage og masser af kærlighed. Jeg har ikke selv haft en mormor, og det har været min største drøm, at når jeg får børn, så kan jeg give dem en mormor. Det tror jeg endelig på nu, at mine fremtidige børn kan få, siger Ida og tilføjer: – Selvom jeg i dag har mange men og psykiske ar, så er der altid en måde at komme videre på. Man må for guds skyld ikke holde det inde, man skal bede om hjælp til sine problemer.
Hvem er Sydgården?
Sydgården er et døgnbehandlingscenter, der hjælper mennesker med at finde en vej ud af misbrug. Hos Sydgården ved man også, at misbruget ikke kun går ud over den, der indtager rusmidler. Det går også udover de pårørende, der bliver medmisbrugere. Derfor tilbyder døgnbehandlingscenteret beboerne en samtale med deres nærmeste pårørende og en terapeut.
