PORTRÆT
INGEN SKODDER MELLEM GENRERNE Vi tegner et portræt af den nordjyske organist og korkomponist Peter Lindhardt Toft, som er kendt for sit samarbejde med komponisten og sangskriveren Jens Nielsen.
Tekst og foto: Filip Graugaard Esmarch
Tornby Kirkes orgel må stå model til lidt af hvert. Også på denne solrige septemberdag, hvor en sprudlende samba næsten formår at hensætte PO-bladets udsendte til Rio i karnevalsæsonen. Endnu er stykket hverken navngivet eller nedfældet på noder, men det er med succes afprøvet på konfirmanderne her i landsbyen syd for Hirtshals. Da tonerne klinger ud, svarer deres ophavsmand på sit eget retoriske spørgsmål: Kan man virkelig spille den slags musik på et kirkeorgel? ”Det er i hvert fald ikke mere mærkeligt end at spille samba på et klaver. I begge tilfælde er det jo en transformation af en musikstil, der egentlig forudsætter percussion og blæsere.” PO-organist Peter Lindhardt Toft spiller Bach-fuga og Toft-samba med lige stor indlevelse. I hans øjne har der aldrig eksisteret noget hierarki mellem ’klassisk og rytmisk’. Tager man til Tornby en søndag formiddag skal man dog ikke sætte næsen op efter en sambagudstjeneste. 356
”I den daglige gudstjeneste er den rytmiske musik til stede uden at tage billedet. Jeg er heller ikke den, der sidder under altergangen og laver sære jazzharmoniseringer,” siger Peter Toft, som ellers har spillet rigtig meget jazzklaver i sit 47-årige liv. Det er meget vigtigt for ham at have føling med mennesker. ”Hvis jeg vil reformere kirkegængerne, sådan at jeg siger ’nu skal de godt nok have noget samba allesammen’, så har jeg misforstået min opgave. Jeg må godt vise, at de rytmiske stilarter findes – det synes jeg egentlig, jeg skal. Men jeg skal ikke skabe en situation, hvor menigheden går ud ad døren og siger, ’vi må hellere finde et andet sted’.” At søge balancen mellem tradition og fornyelse kendetegner også Peter Toft som komponist. Han mener, at kirkemusikken er godt tjent med et historisk efterslæb. ”Kirken er nok nødt til at være et konservativt sted, for at vi kan genkende os selv og hinPO-bladet