/2010_4_5_afstandskorrektio

32 VINDER AF 3. PRISEN I ÅRETS OPTIMUS PRIS

AF REBEKKA SAKSAGER WILDENSKOV, METTE SKØTTAGAARD SIMONSEN, ANNE DISSING PEDERSEN OG TILDE GLAD.

Afstandskorrektionens indvirkning på nærforien

F

ormålet med dette projekt er at undersøge om prismerne, der opstår i brilleglas, når en afstandskorrektion, bruges på fuld tid og dermed også til nærarbejde, har indvirkning på nærforien.

Vi har arbejdet ud fra den hypotese, at der er en sammenhæng mellem brillestyrke (Rx) og nærfori.

Vi mener, at myope udvikler mere exofori, og hyperope udvikler mere esofori, og at jo højere den habituelle styrke er jo højere fori. Det er interessant at undersøge denne sammenhæng, da vi ved, at der opstår en prismeeffekt, når en afstands brillekorrektion bruges til nærarbejde. Når der fikseres på et nært objekt med en afstandsbrille udløses nærrefleksen. Øjnene konvergerer og glassenes centerdistance er dermed ikke længere tilsvarende pupildistancen (PD).

Når lyset fra et objekt rammer brilleglasset afbøjes lysstrålen mod prismets basis, hvilket nedsætter konvergenskravet for den myope.

Det modsatte gør sig gældende for den hyperope med pluskorrektion, hvor basis ud effekten øger konvergenskravet.

Vores hypotese er, at patientens visuelle system med tiden vil tilpasse sig situationen, og at den myope vil udvikle mere exofori, og den hyperope vil udvikle mere esofori.

For at finde ud af, om der er en sammenhæng, har vi foretaget en række undersøgelser.

Vores patienter er en gruppe prepresbyope fuldtids brille- og linsebrugere. Vi har målt patienternes nærfori i habituel situation med Thorringtons forimåling og derefter analyseret resultaterne ved hjælp af beskrivende statistik.

For udelukkende at vide, hvordan prismepåvirkningen har indflydelse på nærforien, er det nødvendigt at tage højde for den okulære akkommodation (OA).

Vi er klar over, at den okulære akkommodation spiller en rolle ved nærarbejde med en brillekorrektion og har taget det faktum med i vores betragtninger. Den okulære akkommodation gør, at en brillekorrigeret

myop skal akkommodere mindre end en hyperop eller emmetrop.

Det modsatte gør sig gældende for den hyperope, der skal akkommodere mere end den myope og emmetrope.

Prismevirkningen og den okulære akkommodation opstår udelukkende i forbindelse med en brillekorrektion, så vi vil ikke forvente en påvirkning af forierne hos kontaktlinsebrugerne. Kontaktlinsebrugerne fungerer derfor som en kontrolgruppe i vores projekt.

Undersøgelsen Vi har undersøgt 97 prepresbyope patienter i alderen 13-35 år. Ud af dem er 59 brillebrugere og 38 kontaktlinsebrugere. Patienternes styrker varierer fra -12,76 til +5,76 og

Strålegange for det myope og det hyperope øje ved læsning på 40 cm med afstandskorrektion.

Pilene markerer retningen øjet skal dreje for at lyset samles i macula.

33

nærforierne varierer fra 22 exo til 7 eso.

For at det er muligt at undersøge korrektionens indvirkning på forierne, har vi valgt udelukkende at bruge patienter med en fuldtidskorrektion. Vi har undersøgt både brilleog linsebrugere for at kunne sammenligne resultaterne.

Fordeling af nærforier ved de 73 myope og 21 hyperope brille- og kontaktlinsebrugere Før vi har målt nærforien på vores patienter, har vi foretaget en covertest for at udelukke skelere, og vi har målt akkommodationsbredden for at udelukke patienter med evt. akkommodations syndrom.

I vores statistik bruger vi den habituelle styrke på venstre øje, da maddoxglasset udelukker akkommodationsstimuli til højre øje. Ved alle astigmater har vi udregnet styrken i 180 grader, da der regnes på horisontale forier. Da vi udelukkende ønsker at finde prismevirkningens effekt på nærforien, er det nødvendigt at fratrække effekten af den okulære akkommodation.

Den okulære akkommodation beregnes med følgende formel Endvidere er det nødvendigt at kende AK/A forholdet, der sættes til 46/1D, som er normalen ifølge Morgan. AK/A forholdet bruges til beregning af

den okulære akkommodations effekt på nærforien.

Når effekten af den okulære akkommodation fratrækkes, vil en brillekorrigeret myop med exofori gå mere mod esofori og en myop med

esofori vil gå mere i eso retning.

Omvendt vil en brillekorrigeret hyperop med exofori gå mere mod exo og en hyperop med esofori gå mere i exo retning.

Vi kan ud fra vores målinger og

34 VINDER AF 3. PRISEN I ÅRETS OPTIMUS PRIS

statistik se, at der er en sammenhæng mellem brillekorrektion og nærfori. Det er statistisk signifikant, at de myope har mere exofori, og de hyperope har mere esofori, og at jo højere styrken er, jo højere fori.

Vores resultater indikerer samtidig, at det primært er prismevirkningens effekt, der har indflydelse på nærforien. Dette kan forklares, idet sammenhængen mellem fori og brillestyrke stadig er statistisk signifikant, efter effekten af den okulære akkommodation er fratrukket.

Vores resultater indikerer samtidig, at prismepåvirkningen alene har større indvirkning på nærforien end den okulære akkommodation. Det visuelle system tilpasser sig altså prismepåvirkningen, når brillekorrektionen bruges over længere tid.

Hos kontaktlinsebrugerne ses der som forventet ingen statistisk sammenhæng mellem styrke og fori.

Vi har opbygget vores hypotese og undersøgelse ud fra, at brillebrugerne udelukkende bruger briller, og kontaktlinsebrugerne udelukkende bruger kontaktlinser. Vi er dog klar over, at nogle af patienterne skifter mellem briller og linser.

Ved gentagelse af studiet kunne man med fordel udelukke patienter der skifter mellem de to korrektionsmuligheder.

For at følge udviklingen i patienternes tilvænning til prismevirkningen i deres afstandsbrille, kunne det være interessant at følge en større gruppe patienter, over en længere årrække. Patienterne skal som udgangspunkt være emmetrope. Re-

MYOPE

HYPEROPE

fraktion og fori måles regelmæssigt, så udviklingen kan følges og et eventuelt mønster iagttages. Ud fra vores undersøgelse vil forventningen til dette projekt være, at forien vil stige i takt med refraktionen.

Vores resultater indikerer, at den prismatiske effekt ved brug af en afstandskorrektion har en betydning for nærforien. Denne viden kan med fordel bruges i praksis.

Første gang, man skal korrigere en myop patient, kan korrektionstypen tages med i overvejelserne. Når man tildeler en brillekorrektion, påføres patienten en exofori. Udvikler denne patient høj myopi, og dermed høj exofori, vil et skift til kontaktlinsekorrektion senere hen højest sandsynligt give problemer. Havde man omvendt valgt at korrigere med kontaktlinser fra starten, ville et skift til briller ikke give problemer i forhold til konvergens og akkommodationskrav. Derimod vil andre aspekter som ændring af billedstørrelsen spille ind.

Ved brillekorrektion af hyperopi påføres en esofori. I praksis bør man overveje at give en kontaktlinsekorrektion, idet den stiller lavere krav til konvergens og akkommodation, især hvis patienten har nedsat akkommodationsbredde. Har man fra starten tildelt en brillekorrektion, kan et skift til kontaktlinser give problemer, da den hyperope ikke opnår forstørrelse i kontaktlinserne.

Projektet giver også anledning til overvejelser over, hvordan Morgans normer kan bruges i praksis.

På baggrund af vores fund mener vi, at det vil være relevant at tolke fori-

normerne anderledes hos patienter med høj myopi og høj hyperopi, da det i disse tilfælde synes at være mere sandsynligt, at der også findes en høj fori.

På Y-aksen angives en exofori med negativt fortegn og en esofori uden fortegn. Grafen er lavet over 56 patienter.

På Y-aksen angives en exofori med negativt fortegn og en esofori uden fortegn. Grafen er lavet over 38 patienter.

På Y-aksen angives en exofori med negativt fortegn og en esofori uden fortegn. Grafen er lavet over 56 patienter.