FAGLIGT STOF
8
Foredrag som oplæg til Danmarks Optikerforenings generalforsamling:
Hvad optikeren skal, må og absolut ikke må I en brydningstid, hvor der for alvor er fokus på optikerens dobbeltrolle som sundhedsperson og forhandler af optik til korrektion af synet, kan det være svært at finde ud af lige præcis hvor grænserne går. Studierektor Svend-Erik Runberg fra Optikerhøjskolen i Randers har kigget nærmere på bekendtgørelserne og giver svarene.
Af Claus Suk Yong Jacobsen Optikerens uddannelse er baseret på Lov om Mellemlange Videregående Uddannelser og Bekendtgørelse om Uddannelse til Professionsbachelor i Optometri. Dertil kommer en række andre love om professionsbachelorer, om karaktergivning, om prøver og eksamener. Praktiserende optikere er undergivet autorisationen, som i dag ikke er en selvstændig autorisation for optikere. Lov om Autorisation af Sundhedspersoner og om Sundhedsfaglig virksomhed gælder alle sundhedspersoner, herunder optikere. Formålet med at uddanne optometrister er ifølge uddannelsesbekendtgørelsen, at ”kunne udføre, evaluere og dokumentere optometriske opgaver og synskorrektion indenfor anden behandling og sundhedspleje”. Bekendtgørelsen nævner også ”sygdomsforebyggelse”, rehabilitering” og ”faglig udvikling”, så de studerende derved opnår ”handlekompetence indenfor det optometriske professionsområde.” Det betyder, at nye optikere ikke bare skal kunne arbejde ude i de almindeligt kendte optikervirksomheder, men også være kvalificerede til ”international og national beskæftigelse i privat og offentlig virksomhed”, altså for eksempel ansættelse på øjenafdelingen på et hospital. Officielt hedder det ”patienter” Svend-Erik Runberg gav de fremmødte ved Danmarks Optikerforenings generalforsamling den 22. marts i år en
grundig gennemgang af love og bekendtgørelser i forbindelse med uddannelsesreformen for at klargøre formålet med og bredden i det sundhedsfaglige aspekt i moderne optikervirksomhed. Optikeren skal ifølge uddannelsesbekendtgørelsens formålsparagraf kunne ”udvikle, styrke, opretholde og genskabe optimal synsevne og synsrelateret funktionsevne med det formål med det formål at fremme sundhed og livskvalitet, samt forebygge synsnedsættelse og synstab.” Optikeren skal også være kvalificeret til at indgå i samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper. Spørgsmålet om brugen af ”patient” eller ”kunder” er et af de påtrængende emner. ”Det er noget, vi ofte diskuterer. Hvad hedder de mennesker, der kommer ind til os? Er det kunder, er det klienter eller er det patienter? Vi er en sundhedsuddannelse, og vi er en sundhedsprofession, og på lige linje med alle andre sundhedsprofessioner, så hedder vores kunder selvfølgelig patienter”, fastslog Svend-Erik Runberg med henvisning til officielle skrivelser, love og bekendtgørelser fra Sundhedsstyrelsen og Undervisningsministeriet, hvor der konsekvent bruges betegnelsen ”patienter”. ”Det er klart, at hvis en person kommer ind i butikken for at købe et par nye solbriller eller et etui til sine kontaktlinser, så er personen naturligvis en kunde”, sagde han dog videre. Grænsen er let at trække. I det øjeblik en opgave kræver, at optikeren fører journal i henhold til Lov om Journalføring, så er personen optikeren behandler en ”patient”. Hvad optikeren skal kunne Den nye autorisationslov fra 2006 afviger på nogle punkter fra den lov, mange optikere har modtaget sammen med deres autorisation. Lovens formål er ”at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser.” Indehaveren af autorisationen har ret til at anvende en bestemt titel, og for
optikere er der tale om to beskyttede titler, ”optiker” og ”kontaktlinseoptiker”. ”Det er det, det hedder. Man ser mange andre spændende udtryk som for eksempel autoriseret optometrist, men en autoriseret optometrist er altså en optiker. Man ser også nogen, som er autoriseret optiker, og det er også noget vrøvl, for man kan ikke være optiker, hvis ikke man er autoriseret”, fastslår Svend-Erik Runberg. Ifølge autorisationslovens stykke 3 har optikere også ret til at udøve en ” bestemt sundhedsfaglig virksomhed.” Optikervirksomhed omfatter ”synsbestemmelse med henblik på tilpasning, kontrol og udlevering af briller og andre individuelt udformede synshjælpemidler, dog ikke kontaktlinser.” Kun kontaktlinseoptikere må tilpasse kontaktlinser. Da det er optikerens kerneområde, skal alle optikere kunne udøve denne funktion korrekt i forhold til det kvalitetsniveau, som sundhedsvæsenet ønsker. ”Hvis vi stiller spørgsmålet: Hvad er det vi skal, så skal vi i hvert fald kunne udføre en tilfredsstillende synsbestemmelse og hvis vi er kontaktlinseoptikere skal vi kunne lave tilfredsstillende kontaktlinsetilpasninger”, siger Svend-Erik Runberg. Hvornår er optikeren samvittighedsfuld? En autoriseret sundhedsperson skal under udøvelse af sin virksomhed udvise ”omhu og samvittighedsfuldhed”. Optikere skal altså udføre en grundig refraktionsundersøgelse før kontaktlinsetilpasning, og de skal dertil udføre alle de supplerende undersøgelser, de finder nødvendige, herunder undersøgelse af ”synsfelt, kontrastfølsomhed, farvesyn m.m.”, hvis samvittigheden og pligten til omhu byder det. Hverken størrelsen på et honorar eller eventuel mangel på honorar kan forsvare, at optikere kan slække på kravene. At en service for eksempel er ydet gratis vil ikke frifinde en optiker i en eventuel sag om grov forsømmelighed. ”Vi må selv sørge for at få de penge hjem som gør, at vi kan leve op til de