FAGLIGT STOF
48
Øjenkomplikationer hos fynske type 1 diabetikere gennem 35 år
Af Jakob Grauslund, læge, ph.d.-studerende
Indledning Det skønnes, at knap 230.000 danskere i dag lider af diabetes – et tal der forventes fordoblet i løbet af de næste tyve år. Den store synder er danskernes ændrede livsstil med usund kost, overvægt og manglende motion. Disse omstændigheder kan ofte lede til type 2 diabetes, som udgør 90% af alle diabetestilfælde. Da type 1 diabetikere generelt er yngre og har færre følgesygdomme end type 2 diabetikere, er det oftest lettere at følge disse patienter i langtidsundersøgelser, hvilket netop er en disciplin vi i Danmark mestrer på grund af vores mange registre, der bevirker, at vi i undersøgelsesøjemed har mulighed for at følge patienterne i mange år, selv hvis de flytter eller skifter navn. Øjet – det udsatte organ Den høje blodsukkerkoncentration ved diabetes skader kroppens mikrovaskulatur, hvilket især har betydning for øjnene, som er det organ, der oftest rammes af diabetiske komplikationer. Især nethinden er sæde for diabetiske forandringer (retinopati). De vigtigste risikofaktorer for udviklingen af retinopati er dårlig regulering af blodsukker og blodtryk samt især lang diabetesvarighed. Initialt ses non-proliferativ retinopati, som hyppigst viser sig som små blødninger i nethinden (BILLEDE 1), men senere kan tilstanden udvikle sig, og synet kan komme i fare. Man skelner mellem to typer af synstruende nethindeforandringer. Ved proliferativ retinopati (BILLEDE 2) dannes nye kar på nethinden, og ved maculopati (BILLEDE
3) ophobes væske i området nær macula, hvor øjet har sit skarpsyn. Proliferativ retinopati kan medføre synstab, da de nydannede kar er skrøbelige og kan give ophav til blødninger eller nethindeløsning, og ligeledes kan maculopati svække synet pga. forstyrrelse af de tætsiddende sanseceller i macula. For at sikre diabetespatienter det bedst mulige syn er det vigtigt med regelmæssige øjenundersøgelser og – såfremt der fremkommer synstruende nethindeforandringer – at forebygge synstab med laserbehandling.
Billede 1. Let non-proliferativ retinopati med spredte små blødninger (mikroaneurismer).
Billede 2. Proliferativ retinopati med karnydannelse fra papillen.
Billede 3. Diabetisk maculopati med væskeansamling omgivet af hårde ekssudater ved macula.
Verdens længste øjenundersøgelse af type 1 diabetikere Siden 1973 har vi fulgt alle 727 type 1 diabetikere, der boede på Fyn på daværende tidspunkt. Det er en fordel, at undersøgelsen er populationsbaseret, da mange undersøgelser udelukkende inkluderer patienter, som i forvejen er kendt i sygehusregi. Herved risikerer man, at overestimere det undersøgte, da det er kendt, at sygehuspatienter generelt har en højere komplikationsrate. Vores patienter blev undersøgt i 1981, og vi har nu foretaget en opfølgende undersøgelse af de patienter, som fortsat er i live og bosiddende i Danmark. Ud af de 315 overlevende patienter har 255 i det forløbne år deltaget i en undersøgelse på Øjenafdelingen på Odense Universitetshospital. Det er ved undersøgelsen påvist, at 97% af patienterne har udviklet retinopati, hvoraf de 52% har udviklet synstruende komplikationer og er derfor blevet laserbehandlet på mindst et øje. 45% har non-proliferativ retinopati på et eller begge øjne, og kun 3% af alle patienter har helt undgået øjenforandringer efter mindst 35 års sygdom. Mange blinde Trods laserbehandling er 7,5% af patienterne blevet blinde siden 1981. Det er især de patienter, der allerede havde synstruende komplikationer i 1981, der efterfølgende har mistet synet. Således blev 14% og 16% af patienter med hhv. proliferativ retinopati og maculopati blinde, og patienter, der både havde proliferativ retinopati og maculopati i 1981, havde næsten 9 gange så stor risiko for at blive blinde som patienter, der var øjenraske på daværende tidspunkt. Endvidere havde værdien af langtidsblodsukkeret (HbA1c) betydning for den efterfølgende risiko for blindhed, som steg 69% for hver procent stigning i HbA1c. Den største risiko for blindhed optræder mellem 20 og 40 års diabetesvarighed, hvor 73% af de patienter, der