OPTIKEREN 1 . 2008
s t o f F a g l i g t
18
Ørerne kan se Vi kan lære at se med ørerne. Nyt eksperiment viser, at hjernen er overraskende fleksibel og at vores sanser ikke er så klart adskilt, som vi sædvanligvis tror.
Af Jan Skøt “Vores ydre sanseorganer er meget forskellige, men den måde hjernen bearbejder vores sansninger på, ser ud til at være omtrent den samme uanset typen af sanseindtryk.” Petra Störig, professor i eksperimentel biopsykologi. Sæt et kamera på hovedet af en person, der ikke kan se. Tag billedet fra kameraet og lav det om til et kvadrat af punkter, hvor de enkelte punkter får en lyd efter, hvor de er placeret og hvad indholdet af punktet er. Send lyden ind i ørerne på folk, der er blinde eller bare har bind for øjnene, og så kan de lære at se med lydene. Langt fra så godt, som vi kan med vores øjne, men alligevel med en forbløffende evne til at skelne forskellige objekter. Eksperimentet er foretaget af en gruppe ledet af Petra Störig, der er professor i eksperimentel biopsykologi ved universitetet i Düsseldorf. Formålet var dels at se om konverteringen af billede til lyd kunne bruges som hjælpemiddel for blinde og dels at undersøge, hvordan hjernen bearbejder synsindtryk, hvis de kommer ind ad ørerne. Se med alt muligt Der har været en lang række af forsøg på at lære mennesker at se med andre sanser end synet for eksempel ved at lave en matrix af små stave, der “printer“ et billede på ryggen eller på tungen. Der er også mere indgribende forsøg på at forbinde kameraer direkte til synsnerverne eller indoperere elektroniske nethinder i folks øjne.
Men hvis man leder efter en måde at afhjælpe synsmangel med ikke-operative indgreb, så mener Petra Störig, at hørelsen er den indlysende kandidat: “Hørelsen er i forvejen godt udstyret til at skelne fine detaljer. Det gør vi for eksempel når vi lytter til stemmer. Desuden er det en distancesans, som også har et vist begreb om rumlighed.” Selvom syn og hørelse er meget forskellige, så har de mere til fælles end de har med gruppen af nærsanser smag, lugt og følelse. Et kamera og to højttalere Ved eksperimentet anvendtes udstyr udviklet af Peter Meijer, et af medlemmerne af forskergruppen som i flere år har arbejdet på et praktisk projekt med hjælpemidler til blinde. Det er en slags stor hovedtelefon, hvor der ovenpå sidder et videokamera. Den centrale del af udstyret er software, der konverterer videobilledet til lyd. Det er et ret simpelt program, som inddeler billedet i en matrix på 64x64 felter med 16 gråtoner. Derefter generer det en lyd for hvert felt. Lyden scanner henover billedets punkter i hurtig rækkefølge, så resultatet er en to sekunder lang lydserie, der umiddelbart ligner støj. Hver lyds placering i stereoperspektivet definerer billedpunktets placering i forhold til højre og venstre. Tonehøjden giver punktets placering over horisonten, mens lydstyrken definerer lysstyrke af punktet. Så en lys prik i nederste højre hjørne giver altså en høj baslyd udelukkende i højre kanal. (Programmet findes til fri download på Internettet og kan
bruges på en Windows pc med webkamera. Se link fra Ingeniørens website, hvor der også kan høres eksempler på lydbilleder). Tre uger uden at se noget Eksperimentet varede tre uger og omfattede fire personer. To havde øjnene dækket i hele perioden, mens to andre var seende, så de bagefter kunne sammenligne lydbilledet med det visuelle billede. Denne opdeling skulle undersøge, om det visuelle indtryk hjalp med at fortolke lydbilledet fra hovedtelefonerne. I hver gruppe havde den ene person mulighed for at bruge udstyret hele tiden, mens den anden kun havde adgang til det i forsøgssituationen - det vil sige nogle få timer hver uge. Formålet med denne opdeling var at undersøge, hvilken form for træning, der var mest effektiv - kunne en massiv ustruktureret træning give væsentlige ændringer? De “så” temmelig godt Forsøgspersonerne viste sig at kunne tolke simple geometriske figurer alene ud fra forklaringen om, hvordan systemet virkede. I første forsøgsrunde lykkedes det dem i omkring tredive procent af tilfældene at beskrive figurer som trekanter og firkanter korrekt. Interessant nok blev de ikke bedre til at genkende geometriske objekter i løbet af forsøget. Komplekse objekter som billeder af en potteplante eller en handske gav forsøgspersonerne langt større problemer i starten. De fik under fem procent rigtige svar - lidt bedre end de ville kunne opnå med simpelt gætteri. I løbet af de tre uger blev de til