Både i konventionelle og økologiske bananplantager vil du normalt se, at der er hængt poser hen over bananklaserne. En stor forskel er dog, at arbejderne i de konventionelle plantager har behandlet poserne med insektmidlet chlorpyrifos. Giften giver en seriøs risiko for skader på børn, hvis de udsættes for den i fostertilstanden eller som helt små.
SÅDAN DYRKER DE DINE BANANER Både konventionelle og økologiske bananer er resultatet af et lykkeligt møde mellem tropisk varme, masser af vand og hårdt arbejde. Men der er også store forskelle på de to slags bananer. De konventionelle møder masser af kemikalier, mens de økologiske avlere bruger chilipeber, hvidløg og andre plantemidler mod svampe og skadedyr. TEKST: PER HENRIK HANSEN
Næsten alle mennesker synes, at bananer er lækre. Det samme gør mange insekter og mikrosvampe. Og når de gnasker løs af selve bananerne eller af andre dele af planten, får mange bananer skader og bliver usælgelige – eller også reduceres høsten voldsomt. Konventionelle bananavlere forsvarer deres plantager med et stort sortiment af syntetiske pesticider. De bruger stoffer med navne som chlorpyrifos, imazalil, thiabendazol og adskillige andre. Stoffer, som Fødevarestyrelsen jævnligt finder rester af, når bananerne er kommet til Danmark. Nogle af pesticiderne trænger endda ind i bananens frugtkød, så du senere får den tvivlsomme fornøjelse at indtage dem sammen med bananen. BØRN I COSTA RICA I FARE Insektmidlet chlorpyrifos er særligt problematisk. Det og andre pesticider bruges til at behandle store plastposer, som arbejderne binder rundt om bananklaserne, mens de vokser. Ganske vist trænger chlorpyrifos ikke ind i frugtkødet, men en undersøgelse fra Mailman School of Public Health i New York har påvist en seriøs risiko for, at et barns mentale og motoriske udvikling lider skade, hvis det udsættes for chlorpyrifos i fostertilstanden eller som helt lille. Barnet vil også have større risiko 20 ØKOLOGI TÆT PÅ DIG
for at udvikle ADHD og få dårligere korttidshukommelse end jævnaldrende børn. Costa Rica er et af de lande, som mange konventionelle bananer i danske butikker kommer fra. Her har en international gruppe forskere undersøgt børn i et område med intensiv dyrkning af konventionelle bananer. Det videnskabelige tidsskrift Environmental Research fortalte i 2012, at over halvdelen af de undersøgte børn i Costa Rica havde en så stor mængde chlorpyrifos i deres urin, at det overskred, hvad der i USA betragtes som en kritisk mængde. Forskergruppen bag den videnskabelige artikel konkluderede: ”Vore resultater tyder på, at børn, der lever nær plantager med chlorpyrifos-behandlede poser, udsættes for chlorpyrifos-niveauer, som kan påvirke deres helbred. Tiltag til at begrænse påvirkningen fra chlorpyrifos vil formentlig forbedre børnenes helbred og miljøet i banandyrkende regioner”. Selve den måde, pesticiderne sprøjtes ud på i konventionelle plantager som i Costa Rica, har også været under kritik. I mindre plantager sker det med sprøjter, som bæres på ryggen og håndteres med hænderne. I større plantager er det almindeligt at køre med sprøjter efter traktorer eller endog at sprøjte fra en helikopter. Når giften falder som støvregn fra en heli-
kopter, kan det dårligt undgås, at en del af den føres bort med vinden og falder ned andre steder - for eksempel i landsbyer lige op til plantagerne og andre beboede områder. HVIDE POSER MOD SOLSKOLDNING Langt størstedelen af de økologiske bananer i danske butikker er dyrket i Den Dominikanske Republik. Også her binder arbejderne plastposer rundt om de voksende bananklaser, men poserne er ikke behandlet med kemikalier. De hvide poser beskytter i sig selv bananerne mod skadelige insekter og mod den stærke tropiske sol, som kan blive for brændende, selv for en hård øko-banan. Økologiske bananavlere må ikke bruge chlorpyrifos og andre syntetiske pesticider, og flere kontrolorganisationer sørger for, at de overholder forbuddet. I Den Dominikanske Republik udføres omtrent 90 procent af kontrollen af den tyske organisation BCS Öko-Garantie. Folkene herfra holder øje med, at de økologiske bananer lever op til EU’s regler for økologisk produktion. NATURMIDLER MOD SYGDOMME I stedet for syntetiske pesticider kan økologerne bruge naturmidler, som giver en vis beskyttelse mod grådige insekter, sygdomsfrem-