DA ØKOLOGIEN BLEV MÆRKBAR En ko på græs midt i København var blikfang, da danskerne for 25 år siden skulle lære det røde Ø-mærke at kende. Siden skulle økologerne gennem mange trængsler, før de kunne vinde danskernes hjerter. TEKST: PER HENRIK HANSEN
Forundrede københavnere spærrede øjnene op, da der 14. juni 1990 pludselig stod en ko på en lille, velfriseret græsplæne ved den mondæne restaurant Søpavillonen. Cyklister, biler, busser, knallerter og lastvogne brølede forbi på den stærkt trafikerede Gyldenløvesgade, mens koen gumlede på sit græs – en eksotisk kontrast til hverdagens maskine. Koen var en slags appetitvækker på et pressemøde. Økologiske og biodynamiske landmænd var kommet til byen for at fortælle om et nyt statsligt mærke, som garanterede for, at deres produkter var produceret med store hensyn til miljø og dyrevelfærd og uden brug af sprøjtegift. Og et landbrug, hvor køerne altid er på græs i sommerhalvåret. Kort sagt: Ø-mærket blev præsenteret for hovedstadens journalister – og dermed for danskerne. Faktisk var det røde Ø med kongekronen allerede nogle måneder gammelt, da pressemødet blev holdt. Lige før julen 1989 var mærket i al diskretion blevet officielt introduceret i en publikation fra Landbrugsministeriet - i dag identisk med Fødevareministeriet. MEGET FÅ KENDTE MÆRKET I januar 1990 – mens ekkoet af en knust mur mellem øst og vest stadig rungede ud over 10 ØKOLOGI - FORSKELLEN KAN MÆRKES
Europa – kom mærket for første gang på tryk. Nærmere bestemt i avisen Økologisk Jordbrug, udgivet af landsforeningen med samme navn. Men kun en mikroskopisk del af danskerne opdagede det røde Ø i månederne efter. Og endnu færre vidste, hvad mærket stod for. Ganske vist var øko-varer gennem nogle år blevet solgt i en del butikker, udstyret med et privat mærke fra Landsforeningen Økologisk Jordbrug eller biodynamikernes Demetermærke. Men kun små kredse af kunder i helsekostbutikker, kollektivister og andre med en passion for miljø, natur og sund mad havde et konkret kendskab til økologiske fødevarer. WANTED: GIFTFRIT LANDBRUG Alligevel var der en voksende opfattelse af, at det var gået for vidt med forurening af vandmiljøet, rester af sprøjtemidler i grundvandet og tvivlsomme fødevarer spækket med farvestoffer og konserveringsmidler. Debatten om landbruget og den lige lovligt kemiske produktion af fødevarer var også trængt ind på Christiansborg. Og det i en grad, så et næsten enigt Folketing i maj 1987 kunne vedtage verdens første lov om økologisk produktion. På nær Fremskridtspartiet stemte alle Folketingets partier for loven, som udstak
rammerne for den giftfri produktionsform og statens kontrol med den. TVIVLENDE ØKOLOGER I januar 1990 var alt klart til at præsentere det nye mærke og de bagved liggende økologiske principper for offentligheden. Hvis altså de økologiske landmænd ville det. - Mærket blev ikke mødt med den voldsomme begejstring hos alle økologiske og biodynamiske landmænd. Nogle så det som en utidig indblanding, at økologer og biodynamikere skulle kontrolleres af staten. Samtidig var statsreglerne for økologi ’slappere’ end foreningsreglerne i Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) og det biodynamiske Demeter-forbund, husker Henrik Platz. Han var i perioden 1990-93 projektleder i en informationskampagne for det nye mærke. Snart kom der dog så meget opbakning til det nye mærke, at fem foreninger for økologer, biodynamikere og det generelle landbrug gik sammen om den kampagne, som Henrik Platz og tre andre blev ansat til at gennemføre. Et af højdepunkterne i kampagnen var pressemødet på Søpavillonen i juni 1990. Journalister fra 14 aviser, fagblade og selv TV Avisen mødte frem, kiggede på den enlige ko på