CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS
28. AUGUST 2025 KL. 19.00
MUSIKHISTORIEN
– MED MATHIAS HAMMER & MICHALA PETRI
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Eivind Gullberg Jensen
Solist: Michala Petri
Vært: Mathias Hammer
Antonio Vivaldi: De fire årstider, Efterår (1678 - 1741)
Varighed: ca. 9 min.
Felix Mendelssohn Oktet for strygere -Bartholdy:
I Allegro moderato ma con fuoco (1809 - 1847)
II Andante
III Scherzo
IV Presto
Varighed: ca. 32 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Carl Nielsen: Symfoni nr. 6, Sinfonia semplice (1865 - 1931)
I Tempo giusto - Allegro passionato
II Humoreske
III Proposta seria
IV Tema con variazioni
Varighed: ca. 31 min.
Ole Buck: Concerto Rosignolo - fløjtekoncert (f. 1945) (uropførelse)
Varighed: ca. 21 min.
En 300-, en 200- og en 100-års fødselar, og så et værk, der ser dagens lys for første gang i dag. Historiens vingesus vil blafre så intenst over aftenens koncert, at vi får tilbagestrøget pandehår. Og det i selskab med én af vores hjemlands få rigtige verdensstjerner: blokfløjtenisten Michala Petri, der om nogen har formået at favne hele musikhistorien igennem en karriere, som indtil videre har forløbet over svimlende seks årtier. Blokfløjten spiller en central rolle i musikken fra baroktiden, som dermed er kernerepertoire for aftenens solist. Og derudover har hun igennem mange år specialiseret sig i moderne kompositionsmusik og fået mange værker skrevet direkte til sig - heriblandt Ole Bucks blokfløjtekoncert, som får sin uropførelse i aften. Til at lede os igennem de 300 års musikhistorie og sætte aftenens fire værker i perspektiv skal vi møde dansk musiks svar på Wikipedia, Mathias Hammer, som vi kender som DR P2’s uovertrufne musikformidler og veloplagt holdkaptajn i DR2’s Den klassiske musikquiz.
A. VIVALDI: DE FIRE ÅRSTIDER, EFTERÅR
Vivaldis uafrystelige mesterværk De fire årstider er så verdensomspændende velkendt, at det næsten ikke kræver yderligere præsentation. Men i anledning af 300-året for koncerternes uropførelse er det selvfølgelig helt uomgængeligt at fejre den musikhistoriske milepæl med en jubilæumsopførelse – af oplagte, årstidsspecifikke grunde spiller vi i aften den af de fire koncerter, der handler om efteråret. Og så ’tweaker’ vi opførelsen i og med, at vi lader solostemmen, som oprindeligt er tiltænkt violinen, ligge i hænderne aftenens blokfløjtevirtuos, Michala Petri. Og dermed har vi altså en fløjteudgave af Vivaldis store efterårsklassiker i vente.
EIVIND GULLBERG JENSEN
”Den røde præst” Antonio Vivaldi udgav De fire årstider i 1725 som fire af en samling på tolv violinkoncerter med paraplytitlen Il cimento dell'armonia e dell'invenzione (”Kampen mellem harmoni og opfindsomhed”). Hver af de fire koncerter har en varighed på 10-15 minutter og beskriver på musikalsk vis en årstid: Foråret, sommeren, efteråret og vinteren. De fire årstider regnes for et af musikhistoriens tidligste eksempler på programmusik, altså musik, der beskriver andet og mere end sig selv – f.eks. et billede, et sted eller en konkret handling. I dette tilfælde har Vivaldi simpelthen udgivet koncerterne med hver sin sonet (et 14-linjers digt) tilknyttet, som hver især beskriver karakteristiske scenarier for årstidernes gang. For efterårets vedkommende skal vi i de to første satser lytte til hhv. bøndernes høstfestdans og efterfølgende lykkebringende søvn i efterårsnatten (der er et lunere fænomen i Italien end i Danmark), og i tredje sats jagthornet, hundenes glammen og hjorten, der bliver skudt og til sidst falder udmattet om og dør.
F. MENDELSSOHN: OKTET
Vores 200-års-fødselar er Felix Mendelssohns oktet for strygere opus 20, som han skrev i efteråret 1825, da han var 16 år gammel. Hjerteskærende nok er den skrevet som fødselsdagsgave til Mendelssohns syv år ældre ven og violinlærer Eduard Rietz, som var et lysende fyrtårn for unge Felix, men selv fik en trist skæbne og døde af tuberkulose, inden han fyldte 30. Og oktetten står i dag som et tidligt eksempel på et værk af vidunderbarnet Mendelssohn, der virkelig flytter grænser og skaber en helt ny genre: Den er et livskraftigt og sprudlende værk i egen ret og fordobler som noget nyt instrumenterne i strygekvartetten for at danne en oktet. Denne instrumentkombination var set før, men primært som to kvartetter, der spillede overfor hinanden. At integrere de otte strygere og specifikt bede dem om at spille ”i symfonisk stil” var en mendelssohnsk nyskabelse. Og så rækker Mendelssohn også både fremad mod programmusikken –3. satsen er inspireret af Goethes beskrivelse af heksesabbatten på Valborgsaften i Faust – og tilbage til barokken: Det skarpe øre vil i 4. sats opfange et citat fra Händels Messias’ berømte ”Halleluja”-kor, nemlig melodien til ordene ”And he shall reign forever and ever”.
Oktettens tilblivelse og succes gav den unge Mendelssohn den spæde erfaring og det gåpåmod, der året
efter førte til kompositionen af hans første mesterværk for fuldt symfoniorkester, nemlig ouverturen til yndlingsforfatteren Shakespeares En skærsommernatsdrøm
CARL NIELSEN: SYMFONI NR. 6
Sinfonia Semplice, ”simpel symfoni”, er det kælenavn, som Carl Nielsen for 100 år siden selv gav sin sjette og sidste symfoni. Han kaldte den også i breve til sin datter og svigersøn for ”elskværdig” og ”legende”, og vi kunne måske tilføje ”unik” og ”enigmatisk” – det sidste, fordi komponisten tilsyneladende ikke helt selv kunne lægge sig fast på, om der var tale om et programmatisk værk eller ej. Carl Nielsen arbejdede på symfonien omkring sin 60-års fødselsdag, og dens uropførelse blev den sidste af en lang række fejringskoncerter i anledning af den runde dag. Fødselaren havde i årene op til premieren haft flere hjertetilfælde og var blevet diagnosticeret med hjertekramper og beordret kurophold, hvile og ingen rygning! Men en rekonvalescens i Skagen i sommeren 1924, hvor han kom til kræfter og lærte at køre bil, mundede i december 1925 ud i færdiggørelsen af det særegne, dybt personlige og moderne værk, som blev hans sidste symfoni.
Vi skal indstille ørerne på en symfoni, som er ulig noget andet fra Carl Nielsens hånd. Den energiske førstesats og tredjesatsens fuga følger ganske vist de klassiske satsformer, men cykler faretruende rundt i tonearterne og holder lytteren på stikkerne fra start til slut. Som nævnt hævdede Carl Nielsen selv, at hans nye symfoni var udelukkende absolut musik – altså musik, der ikke ”handler om noget”, men eksisterer alene i kraft af sine egne, musikalske virkemidler. Men så udlagde han pludselig to dage før uropførelsen et detaljeret program for 2. satsens humoreske – og her skal vi næsten over i en verden, der smager af H.C. Andersens Kærestefolkene eller Pixars Toy Story: ”Humoresken begynder med, at de tre små Slaginstrumenter Klokkespillet, Trommen og Trianglen bliver enige om at vække de andre, større Instrumenter, som ligger og sover…”. Herpå følger en længere historie om, hvordan de vækkede instrumenter, piccoloen, klarinetterne, fagotterne og basunen (som kun spiller glissandoer), interagerer med de små fredsforstyrrere.
Den overordentligt usædvanligt instrumenterede humoreske er afgjort den sats, der i samtiden affødte en flok rundforvirrede anmeldere og fuldt forståelige sammenligninger med Stravinskij. Men også den 4. sats, en variationssats, indeholder det programmatiske aspekt, at den 9. variation ifølge Nielsen selv illustrerer døden (der jo om nogen havde spøgt i hans liv i de senere år). Hør selv, hvordan xylofonen rasler som skeletter, akkompagneret af tuba, trommer og triangel. Og så slutter symfonien på bombastisk vis af med en fanfare, der overvinder døden – og så lige en klassisk Carl Nielsen-spøg (måske?), når fagotterne får lov at holde tonen B, efter at alle andre er holdt op med at spille.
OLE BUCK: BLOKFLØJTEKONCERT
Kulminationen på koncerten bliver, når vi til sidst skal opleve musikhistorien ske for øjnene af os. Denne aften bliver første gang, et publikum hører en af dansk minimalismes bannerførere, Ole Bucks nye blokfløjtekoncert, Concerto Rosignolo, uropført med verdens ubestrideligt største blokfløjtevirtuos som solist. I Ole Buck har vi at gøre med en herre, der til alle tider har insisteret på at fastholde sin unikke, musikalske karakter. Hans stil er blevet betegnet som “ny enkelhed” eller “ny troskyldighed”, kendetegnet ved få toner, gentagelser og enkle, minimalistiske regler. Og dermed kan vi forvente helt nye klange, eksperimenter med orkestrets udtryksmuligheder og en solist, der til fulde er hjemme i det moderne univers, som hun og Ole Buck bebor sammen. Om koncerten skriver Ole selv:
Jeg har længe gerne villet skrive en koncert til Michala. Ikke bare en koncert, men KONCERTEN til Michala, som jeg har nævnt flere gange, når lejlighed bød sig. Mange af de stykker, jeg i tidens løb har skrevet til Michala, har været, om ikke
inspireret af, så dog påvirket af fuglesang. Ikke som et ønske om at imitere fugle, men mere som en underliggende, klanglig forestilling, der har farvet meget af det, jeg har skrevet. Således også i CONCERTO ROSIGNOLO: Efter, at jeg havde komponeret indledningen og spillet den for Michala, stod resten tindrende klart for mig: et afvekslende forløb, hvor jeg blev mere og mere forvandlet til en nattergal og lod mig rive med af de mange nye indfald, som bød sig til. Det lyder måske ikke af meget, men jeg har altid tilstræbt enkelhed og gennemsigtighed, og den særlige tone, som kendetegner Michalas spil, passer fint ind i dette koncept. Så alt i alt havde jeg denne fornemmelse: At musikken skrev sig selv, med en nattergal siddende på min pult og nikkende tilfreds: NETOP!
Musik, der skriver sig selv eller stadig høres efter i 300 år, er det unægtelig de færreste af os forundt at være kunstnerisk ophav til. Men en aften, hvor musikhistorien træder lysende frem for os med stjernespor hundredvis af år tilbage i tiden og frem til i dag – måske endda også med en lille pil fremad? – det burde være alle forundt.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Eivind Gullberg Jensen, dirigent
Eivind Gullberg Jensen har studeret ved Jorma Panula i Stockholm og ved Leopold Hager i Wien. Før han fandt sin interesse for dirigentfaget, studerede han violin og musikteori på Musikkonservatoriet i Trondheim. Gullberg Jensen har dirigeret en lang række orkestre, heriblandt Berliner Philharmonikerne, Oslo Filharmonien, Kungliga Filharmonikerna og Hamburger Symphoniker, og han har desuden samarbejdet med stribevis af internationale topsolister. Fra 2021 er han kunstnerisk leder af Bergen Nasjonale Opera og fra 2022 tillige chefdirigent for hollandske Noord Nederlands Orkest.
Gullberg Jensen har udover sit koncertvirke en stor passion for operaer; de sidste par år har han bl.a. dirigeret Lastens Vej, Den Flyvende Hollænder, Rusalka, Tryllefløjten, La Bohème og Tosca
Michala Petri, blokfløjte
Michala Petri har spillet blokfløjte, siden hun var tre, og blev allerede som teenager en af verdens førende blokfløjtevirtuoser. Hun har opført mere end 5000 koncerter på verdens førende festivaler og koncerthuse og nedbrudt grænserne for sit instrument både teknisk og repertoiremæssigt. Hun har blandt andet modtaget Leonie Sonnings Musikpris, Europa Musicale Soloist Prize, fire gange den tyske ECHO Klassik Award, og to gange er hun blevet valgt som Årets P2 Kunstner. Hun har indspillet mere end 80 album,
hvoraf flere har været Grammy-nomineret. Petris repertoire spænder over værker fra barokken, klassikken og romantikken og strækker sig ind i den helt moderne og improviserede musik. Tillige har hun hyppigt optrådt med musikere udenfor den klassiske musikscene: Palle Mikkelborg, Keith Jarrett, Carsten Dahl, Jesper Thilo, Niels Jørgen Steen og Benjamin Koppel. Det er bl.a. denne alsidighed, der ligger bag Michala Petris helt særlige appel som kunstner.
Mathias Hammer, konferencier
Mathias Hammer er uddannet pianist fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse i 2011 og viste sig hurtigt udover sit virke som musiker også at være en fremragende formidler af musik – både i radioen på DR P2, hvor han præsenterer DR Symfoniorkestrets Torsdagskoncerter og er vært på populære programmer som Sangbogen med Muff og Hammer og Hammers komponister, og på tv som holdkaptajn i Den Klassiske Musikquiz. Mathias Hammer formår at formidle musik med en lethed, et engagement, en humor og et overblik, så selv det mest velkendte stykke fremstår splinternyt i ens bevidsthed. Har man endnu ikke hørt hans fremragende podcasts om Niels W. Gade og Carl Nielsens symfonier, må man endelig ikke snyde sig selv for det (disse findes bl.a. i DR Lyd).
I FOYEREN HAR VI BESØG AF …
DR P2 har i dag slået lejr i vores foyer i forberedelse til koncerten SPØRG OM ALT den 7. november 2025 kl. 17.00. I dag er koncertens værter, P2’s journalister Malene Wichmann og Jens Cornelius, på jagt efter spørgsmål at besvare på dagen.
Hvad kendetegner en dygtig dirigent? Hvem bestemmer en koncerts program? Hvor mange prøver er der op til en koncert? Hvad er forskellen mellem romantik og klassik? Hvad er det, der gør Beethoven så enestående? Hvad vejer en tuba?
Alle spørgsmål er gangbare. Så hvis du har lyst, så gå forbi P2’s stand i foyeren og stil lige præcis det spørgsmål om klassisk musik, du gerne vil have svar på.
KONCERT, SÅ VIL DU HELT
SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE...
BLEUSE, BEETHOVEN & FAUST
11. SEPTEMBER – KL. 19.00
Med chefdirigent Pierre Bleuse i spidsen blænder vi op for Bartóks kontrastfyldte koncert for orkester. Og
så byder koncerten på en af den musikalske himmels superstjerner; violinvirtuosen Isabelle Faust, der spiller Beethovens vidunderlige violinkoncert.
PLANETERNE & STAR WARS
30. & 31. OKTOBER - KL. 19.00 Gustav Holsts Planeterne er et symfonisk hovedværk, som det kræver betydelige, instrumentale muskler at realisere. Til koncerten kan du også opleve musik fra Star Wars-filmene af John Williams.
SPØRG OM ALT – HOS OS
7. NOVEMBER – KL. 19.00
En koncert, der både besvarer spørgsmål om musikken for dem, der ikke er vant til at komme i koncertsalen, og minder stampublikummet om, hvorfor vi elsker klassisk musik. Med veloplagte svar fra P2’s Jens Cornelius og Malene Wichmann.
