Alpesymfonien

Odense Symfoniorkester & Copenhagen Phil

Dirigent: Pierre Bleuse

Solist: Selma Teilmann, violin

Max Bruch: Violinkoncert nr. 1 (1838 - 1920)

I Vorspiel: Allegro moderato

III

Adagio

Finale: Allegro energico

Varighed: ca. 25 min.

P A U S E - ca. 20 min.

Richard Strauss d.y.: Alpesymfonien, op. 64 (1864 - 1949)

Nacht / Nat

Sonnenaufgang / Solopgang

Der Anstieg / Opstigning

Eintritt in den Wald / Ind i skoven

Wanderung neben dem Bache / Vandring ved bækken

Am Wasserfall / Ved vandfaldet

Erscheinung / Drømmesyn

Auf blumige Wiesen / Blomstrende enge

Auf der Alm / Marker

Durch Dickicht und Gestrüpp auf Irrwegen / Gennem buskadset

Auf dem Gletscher / På gletscheren

Gefahrvolle Augenbliicke / Farligt øjeblik

Auf dem Gipfel / På toppen

Vision / Vision

Nebel steigen auf / Tågen ruller ind

Die Sonne verdüstert sich allmählich / Solen bliver langsomt mørkere

Elegie / Elegi

Stille vor dem Sturm / Stilhed før stormen

Gewitter und Sturm , Abstieg / Storm og torden, Nedgang

Sonnenuntergang / Solnedgang

Ausklang / Ekko

Nacht / Nat

Varighed: ca. 53 min.

I aften står to af romantikkens store værker side om side i et program, hvor følelserne ikke bare sidder uden på tøjet – de basker bogstaveligt talt rundt i salen og ud af instrumenterne.

Programmet er også en opvisning i større – størst, hvor vi behændigt springer første led over: Bruchs violinkoncert er et af romantikkens helt store hits (og til Bruchs store fortrydelse også Bruchs eneste), mens Strauss’ Alpesymfoni er en herlig, fin, mastodontisk kraftpræstation af et værk.

Der er sagt og skrevet så meget om Bruchs ærgrelse over den berømmelse, der tilfaldt hans første violinkoncert, at anekdoten efterhånden overskygger både komponist og værk.

Lad os derfor, for en ordens skyld, få den hurtigt af vejen: Bruch var 28, da hans første violinkoncert fik premiere i den form, vi kender den i dag. Den blev et kæmpe hit, og det ærgrede Bruch.

”Ingen er så dovne, dumme og sløve som tyske violinister”, skrev Bruch til sin forlægger, Fritz Simrock, mange år senere.

”Hver fjortende dag kommer nogen rendende, som vil spille den første violinkoncert. Nu er jeg simpelthen blevet uforskammet. Jeg siger: ”Jeg kan ikke holde ud at høre den koncert længere – har jeg måske kun skrevet den ene? Gå jeres vej og spil alle de andre, for de er lige så gode, hvis ikke bedre!”

Men violinkoncerten var ikke Bruchs eneste professionelle ærgrelse.

BRUCH ELLER LIREKASSE?

Alle husker den ene geniale fodboldspiller, der afgjorde et mesterskab, mens hans 11 kolleger og dem på udskiftningsbænken får lov at trisse ud i glemslen. I sin samtid var Bruch en både produktiv og fejret komponist. I eftertiden står han i skyggen af andre romantiske ikoner: Beethoven, Schumann og, især, Brahms. Det var, ved vi fra breve og dagbøger, også en kilde til ærgrelse for Bruch.

Der findes et hav af habile komponister, men når vi særligt husker Bach, er det fordi han udviklede fugaen til nye højder og perfektionerede senbarokkens stil. Når vi husker Mozart, er det fordi han tog de første spadestik til at videreudvikle den sonateform, som nærmest al wienerklassisk musik forholdt sig til. Når vi husker Beethoven, er det fordi han fornyede symfonien som genre.

Bruch var, med andre ord, for lidt pionér og for lidt fornyer til for alvor at have slået sit navn fast, selvom hans musik ikke fejler det ringeste.

Bruch og Brahms havde, så vidt vides, et godt, kollegialt forhold til hinanden, men også her levede Brahms op til sit ry for at være … noget svær at omgås.

Brahms og Bruch udvekslede flere udkast til værker eller færdige værker – således havde Brahms ifølge overleveringerne også haft Bruchs oratorium Arminius til gennemlæsning. Efter en middag kunne de to mænd høre en lirekasse spille ude på gaden, hvorefter Brahms prompte udbrød ”næh, hør, han har da fået en udgave af din Arminius!”

PIERRE BLEUSE

Bruch var dog også mand for at give igen: Efter at have dirigeret Brahms’ tredje symfoni bemærkede han, at ”vi andre ville blive hængt, hvis vi orkestrerede så elendigt”.

Alligevel er der nogle fællestræk mellem de to mænds værker.

JOACHIMS

KVALITETSSTEMPEL

Stamtavlen for store tyske, romantiske violinkoncerter forløber nogenlunde sådan her: Beethoven (1806), Mendelssohn (1845), Schumann (1853), Bruch (1868) og Brahms (1878). Fællesnævneren for de to sidste er, at begge blev uropført af den samme violinist, virtuosen Joseph Joachim, der nød ubestridt stjernestatus i sin samtid.

Joachim har enten spillet eller kendt til alle de ovennævnte værker, så når han kaldte Bruchs violinkoncert nr. 1 for ”den rigeste, mest forførende” af alle violinkoncerter, var det altså ikke i mangel af konkurrence.

En stor del af værkets charme ligger i Bruchs evne til at kontrastere og variere: Djævelsk svære passager? Lyt efter dobbeltgrebene i tredje sats. Lækre melodier? Åbningen af anden sats. Dansende, swingende festfyrværkeri, der (oh, helligbrøde!) næsten smager af brahmsiansk folkedans? Tredje sats. Lækre orkesterpassager? Første sats.

Før romantikken var der en ret skarp arbejdsdeling i koncerter for soloinstrument og orkester: Orkestret lagde et høfligt, diskret akkompagnement, mens solisten viste sit virtuose spil frem – nogle gange på bekostning af det melodiske.

Den første, der for alvor pillede ved den konvention, var Beethoven.

I sin violinkoncert holder Bruch på den oprindelige form (hurtig sats, langsom sats, hurtig sats), men er for længst ude over den før-romantiske måde at skrive på. Bruch er god til at kombinere soloviolinen med orkestrets farver, så lyt for eksempel ekstra godt efter lidt over halvvejs i tredje sats, hvor solostemmen gadedrengehopper derudad i et festfyrværkeri af toner til et akkompagnement af træblæsere.

Så selvom Bruch måske ryster på hovedet i det hinsides, er der rigelig grund til at hive hans violinkoncert frem af nodestakken én gang til. Undskyld, Max.

NY MUSIK TIL EN NY TID

Det er tænderskærende banalt at sige, at verden for 112 år siden så meget anderledes ud end verden i dag. Men for rigtigt at forstå Strauss’ Alpesymfoni er der et par ting ved verden anno 1913, som er nyttige at fundere over.

Punkt ét: I dag skriver medierne om trængsel på Mount Everest, og Naturstyrelsen lægger guides ud til Danmarks bedste vandrestier. Men for Strauss, der

selv var en ivrig vandrer, var bjergbestigning noget relativt nyt - en moderne sport, som passede godt til senromantikkens almindelige fascination af naturen.

Hvilket fører os videre til punkt to: I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet skete der så småt et skift i fokus fra den kristne religion, hvor mennesket var underlagt Guds planer med det, til en mere individualistisk tankegang, hvor mennesket i højere grad kunne forme sin egen skæbne.

I et 2025 med faldende dåbstal og adskillelse (næsten) mellem kirke og stat virker det lidt abstrakt, men i 1910’erne havde kirken kontrolleret de allerfleste aspekter af de allerfleste menneskers liv, så længe nogen kunne huske. Idéen om, at Vorherre og Bibelen ikke var en styrende kraft i tilværelsen, var altså temmelig radikal for et århundrede siden. På den måde er Alpesymfonien en slags musikalsk pendant til, dengang Luther hamrede sine 95 teser op på kirkedøren: Den bliver et manifest for en ny tankegang i en ny tid.

Men historien om Alpesymfonien begynder længere tilbage.

NATUREN OVER GUD

Som 14-årig, i 1878, var Strauss på bjergvandring, men for vild sammen med sine rejsekammerater. De endte, dyngvåde og kolde, med at søge ly for natten i en bondehytte. Da han kom hjem, skrev unge Strauss til sin ven og børne-komponist-kollega Ludwig Thuille om turen, og skrev, at han næste dag havde ”portrætteret hele ekspeditionen på klaver. Et kæmpe tonedigt, selvfølgelig, med hele molevitten a la Wagner”.

Desværre er unge Strauss’ molevit a la Wagner gået tabt! Vi ved altså ikke, hvor stor, om nogen, overensstemmelse, der er mellem den omtalte klaverskitse og Alpesymfonien, men lader man blikket glide ned over satsbetegnelserne, er det svært ikke at se paralleller mellem Alpesymfoniens endelige form og den idé, teenage-Strauss fortæller om i sit brev.

Årene mellem 1878 og 1911, hvor Strauss begyndte arbejdet på Alpesymfonien, lagde nye lag af betydning til værket:

”Det står klart for mig, at den tyske nation kun kan finde ny, kreativ energi ved at frigøre sig fra kristendommen. Jeg vil kalde min Alpesymfoni Antikrist, eftersom den repræsenterer: moralsk renselse gennem egen styrke, frigørelse gennem arbejde og tilbedelse af den evige, fantastiske Natur,” skrev Strauss i sin dagbog den dag i 1911, hvor han hørte, at Gustav Mahler var død.

Den opmærksomme Nietzsche-læser vil vide, at Antikrist er en reference til Nietzsches værk af samme navn. Nietzsches titel skal forstås bogstaveligt antikristeligt: I bogen argumenterer han imod kristendommen, som han mener fører til svaghed og skyld.

Strauss havde tidligere lånt titlen fra Nietzsches Also sprach Zarathustra til et tonedigt, og der er intet definitivt svar på, hvorfor Strauss forkastede idéen om Antikrist-titlen.

Et tonedigt om en dag tilbragt vandrende på bjerget, som samtidig er en musikalsk metafor for frigørelse fra kristendommen, altså. Men hvordan lyder sådan en?

FARVEN PÅ ET A

Det korte svar er, at den lyder højt. Alpesymfonien er et af Strauss’ sjældnest opførte værker, fordi det, ligesom Mahlers ottende symfoni, kræver en guds velsignelse af slagtøj, messing, orgel og ekstra musikere.

Alpesymfonien var Strauss’ sidste tonedigt, før han definitivt vendte sig mod operagenren, og værket er en magtdemonstration i nuancer, orkestrering, drama og effekter.

Satserne er en cyklus på 24 timer: Nat, Solopgang, Opstigning, Ind i skoven, Vandring ved bækken, Ved vandfaldet, Drømmesyn, Blomstrende enge, Marker, Gennem buskadset, På gletscheren, Farligt øjeblik, På toppen, Vision, Tågen ruller ind, Solen bliver langsomt mørkere, Elegi, Stilhed før stormen, Storm og torden, Nedgang, Solnedgang, Ekko og Nat.

Her har Strauss brug for alle ekstremer fra det helt sagte, når natten lægger sig, eller dagen lige knap titter frem, til kæmpestore messingdrøn, når solen endelig står op, eller når stormen smadrer ind over bjerget.

Strauss er også mester i farver. Et a spillet af en violingruppe kan nuanceres på mindst femten forskellige måder – så tænk på, hvor mange flere farver en tone eller et motiv kan antage, når det kan spilles af alt fra nogle få til et helt orkester på over 100 musikere med orgel og vindmaskine!

Satserne har ikke nogen tydelig adskillelse som en wienerklassisk symfoni eller en tidlig romantisk koncert for soloinstrument. Her hænger hele værket sammen fra begyndelsen til slutningen, og publikum må selv lytte sig til, hvor i fortællingen vi er.

Nogle steder, stormen og tordenen for eksempel, er åbenlyse, men ellers er det svært på skrift at give konkrete pejlemærker at lytte efter, fordi ”lyt efter obomotivet lige før stormen, cirka 40 minutter inde i værket” ville sabotere lytteoplevelsen.

Det er meget bedre at læne sig tilbage, nyde Strauss’ musikalske totalteater og lade sig rive med.

Rigtig god koncert.

Programnote af Malena Rønnow

MEDVIRKENDE

Pierre Bleuse, dirigent

Vores franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland. Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble Intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse. Pierre er en visionær energi-bombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati.

Jobbet som OS’ chefdirigent indebærer, at Pierre dirigerer seks-syv forskellige koncerter om året hos OS. Han er derfor uden sammenligning den dirigent, der er i huset flest gange på et år, og han kender derfor orkestret rigtig godt og ved, hvad der er vigtigt at arbejde med på både kortere og længere sigt.

Selma Teilmann, violin Selma Teilmann (f. 2006) begyndte at spille violin som femårig på Det Danske Suzuki Institut, hvor hun blev undervist af Dorte Nørgaard og Maria Podhaiska. Fra efteråret 2019 studerede hun hos nyligt afdøde Alexandre Zapolski, og sideløbende med sin uddannelse har hun deltaget i workshops og masterclasses i Polen, Belgien og Sverige. I 2019 modtog hun Jacob Gades ungdomstalentpris, og samme efterår vandt hun 1. pris i Rondo Internationale Ungdomskonkurrence. Året efter vandt hun guldmedalje i Den Klassiske Musikkonkurrence, og i 2021 fik hun førsteprisen i konkurrencen Øresunds Solist. Selma debuterede i 2023 med Tivoli Copenhagen Phil og har optrådt med topprofiler som Andreas Brantelid og Marianna Shirinyan. Hun er medlem af Zapolskistrygerne, med hvem hun flere gange har haft lejlighed til at optræde som solist.

Kulturpartner: Cervo Gruppen

KOMMENDE KONCERTER

JUL PÅ SLOTTET - RINGE

2. december 2025 - kl. 14.00 (udsolgt)

JUL PÅ SLOTTET - NØRRE AABY

3. december 2025 - kl. 14.00 (udsolgt)

JUL PÅ SLOTTET - NYBORG

4. december 2025 - kl. 14.00

JUL PÅ SLOTTET - ODENSE

5. december 2025 - kl. 14.00 (udsolgt)

ODENSE SYMFONI ORKESTERS JULESHOW

10. december 2025 - kl. 19.00

11. december 2025 - kl. 19.00

NØDDE KNÆKKEREN

19. december 2025 - kl. 19.00

20. december 2025 - kl. 15.00

NYTÅRS KONCERTER 2026

LOUISE FRIBO OG PREBEN KRISTENSEN

8. januar 2026 - kl. 19.00

9. januar 2026 - kl. 19.30 (udsolgt)

10. januar 2026 - kl. 15.00

13. januar 2026 - kl. 20.00 - (v. GV Ejby)

15. januar 2026 - kl. 19.00

16. januar 2026 - kl. 19.00

17. januar 2026 - kl. 15.00

BEETHOVENS 3. SYMFONI & KEJSERKONCERTEN

22. januar 2026 - kl. 19.00

HAYDN, BRAHMS & PROKOFJEV - PRO MUSICA

27. januar 2026 - kl. 19.00

TRO, HÅB OG KÆRLIGHED EN KONCERTTALK MED SVEND BRINKMANN

31. januar 2026 - kl. 15.00

KONCERT, SÅ VIL DU HELT

SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE...

BEETHOVENS 3. SYMFONI & KEJSERKONCERTEN

22. JANUAR 2026 – KL. 19.00

En hyldest til mesteren over dem alle Ludwig van Beethoven i hans heroiske mellemperiode. Her kan du opleve både hans banebrydende 3. symfoni med tilnavnet Eroica og den uforlignelige 5. klaverkoncert, kaldet Kejserkoncerten.

BRUCKNERS 4. SYMFONI

5. FEBRUAR 2026 – KL. 19.00

Er du til det store, symfoniske brus, så får du ikke et meget bedre tilbud end denne magiske lydmaskine, der hvirvler dig rundt i hele følelsesregistret: Antons Bruckners romantiske 4. symfoni, hvor de enorme lydkaskader går direkte i hjertekulen.

MAHLERS 3. – MED COPENHAGEN PHIL & OS

22. MAJ 2026 – KL. 19.00

Mahlers monumentale 3. symfoni, der spiller op mod 1 time og 45 minutter og kræver et orkester af næsten dobbelt størrelse, to kor og en mezzosopran. En altfavnende symfoni, der rummer det hele: universet, livet og kærligheden.

Foto: Rosa Frank

1. violin

Jon Gjesme

Teresa la Cour

Andreas Orlowitz

Aleksandra Halaczkiewicz

Joanna Maliebe Rasmussen

Harriet Wheeler

Robert Vadasz

Laura Aaberg Kærn

2. violin

Helene Munch-Andersen Bordonaro

Andrea Gyarfas

Ingegerd Deckert

Gabriel Coxner

Idinna Alsbirk Lützhøft

Cæcilie Holst Andersen

Anne Skærbæk

Alba Thilo Nielsen

Bratsch

Christian Bønnelykke

Charlotte Poulsen Kragh

Eva Katrine Dalsgaard

Clara Davodeau

Vincen Arneodo

Rasmus Nørby

Kathryn Ridley

Bernd Rinne

Cello

Mathias Beyer-Karlshøj

Julia Sompolinska-Hetman

Theodor Lyngstad

Wiebke Vestergaard

Kontrabas

Olle Davidsson

Stephen Buckley

Morten Mandel

Piotr Hetman

Koncerten bliver optaget til planlagt udsendelse på P2 koncerten 28/11

Fløjte

Marie Sophie Perez

Viveca Löfgren

Obo

Birgitte Lindum

Klarinet

Andrea Cano Batista (Es-klarinet)

Fagot

Sofia Obando

Signe Haugland

Horn

Jakob Keiding

Christian Vinther

Stephen Craigen

Otto Kenetti

David Palmquist

Trompet

Joris De Rijbel

Luke Dempsey

Sebastian Deleurang

Basun

Ole Vettle Johansen

Christian Schmiedescamp

Brian Santero von der Embse

Tuba Giovanni Giribardi

Pauke

Harry Teahan Benjamin Fox

Slagtøj Rico Sindberg

Harpe

Ysella Krantz

Koncerten er støttet af:

1. violin

Eugen Tichindeleanu

Erik Heide

Signe Madsen

Esther Mielewczyk *

Hana Kovacˇ

Stinus Christensen

Ulrike Kipp Christensen *

Valeria Stadnicki

Sofie Qvamme

Zhe Deng

Aisté Juodagalvyté **

Lada Fedorova **

2. violin

Simona Bonfiglioli

Jovana Vukušić *

Jan Erik Schousboe

Carl Sjöberg *

Stig Andersen (orlov)

Kathrin Kollecker *

Mads Haugsted

Veronika Krauß Mojzešová (orlov)

Katerina Jelinkova (orlov)

Stefan Enemærke Becker **

Lisa Marie Vogel **

Bratsch

Rafaell Altino *

Martin Jochimsen

Dorthe Byrialsen

Gertrud Ludwig

Dorota Kijewska

Christian Bønnelykke (orlov)

Victor Sørensen

Malte Bjerkø **

Cello

Jonathan Slaatto

Anna Dorothea Wolff

Chatarina Altino *

Michaela Fukacˇová *

Anna Pettersson

Mette Spang-Hanssen

Perrine Pacherie **

Magdalena Cristea **

Kontrabas

Peter Prehn *

Maria Frankel

Jens Krøgholt

Andreas Hjorth Jessen

Malte Schmidt-Hemmet **

Fløjte

Rune Most (orlov)

Ragnhildur Josefsdottir

Kristin Yr Jonsdottir **

Obo

Henrik Skotte

Albrecht Krauß

Pina Mohs (engelskhorn)

Klarinet

Svante Wik (orlov)

René Højlund Rasmussen

Kenneth Larsen (basklarinet) -

Tine Maj Kofoed Antonsen **

Fagot

Morten Østergaard

Xanthe Arthurs

Lars Mathiesen (kontrafagot) (orlov) -

Christina Andersen **

Horn

Tone Sundgård Anker

Niels Aamand Güntelberg

Nicolai Sell

Philip Sandholt Herup Andersen

Emmett Hartung **

Marte Rolfsen **

Ulrik Kofoed Antonsen **

Julie Solevad **

Trompet

Per Morten Bye

Victor Koch Jensen

Henrik Hou

Basun

Robert Holmsted

Lukas Winther Andersen

Tobias Larsen **

Basbasun

Alf Vestergaard Nielsen

Tuba

Carl Boye Hansen

Pauke

Thomas Georgi

Slagtøj

Jonas Bonde-Nielsen

Laurids Hvidtfeldt Madsen

Harpe

Alexandra Guiraud **

Klaver

Ole Bartholin Kiilerich

Orgel

Jesper Gram Petersen **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters

Instrumentfond

** Musikere i tidsbegrænsede stillinger