Dyrenes Karneval - Pro Musica - 13. maj 2025

PRO MUSICA - DYRENES KARNEVAL 13. MAJ 2025 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS Guillaume Connesson: (f. 1970)

Jurassic Trip I

II III IV V VI VII

Sumpet landskab Havjagt med plesiosauren Raptorangreb Lille kødæder Lavtflyvende pterodactyler Frokost med brontosaurussen Tyrannosaurkamp

Varighed: ca. 16 min.

P A U S E - ca. 20 min Camille Saint-Saëns: (1835 - 1921)

Dyrenes karneval I II III IV V VI VII VIII IX X XI XII XIII XIV

Introduktion og Løvens kongelige march Høner og haner Vildæsler Skildpadder Elefanten Kænguruer Akvarium Personer med lange ører Gøgen i skovtykningen Volière Pianister Fossiler Svanen Finale

Varighed: ca. 25 min.

Medvirkende: Ole Bartholin Kiilerich, klaver; Kristoffer Hyldig, klaver; Jonas Bonde-Nielsen, slagtøj; , Kasper Grøn, slagtøj, Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Rene Højlund Rasmussen, klarinet; Simona Bonfiglioli, violin; Mads Haugsted Hansen, violin; Katerina Jelinkova, bratsch; Mette Spang-Hanssen, cello; Andreas Hjorth Jessen, kontrabas Oplæsning: Kristian Boland, skuespiller

Der skulle være en pæn chance for, at denne bliver én af de sjoveste koncerter, du kommer til at overvære i år. Så sjov, faktisk, at Saint-Saëns forbød udgivelsen af Dyrenes Karneval fra 1886 indtil efter sin død af skræk for, at værkets humoristiske natur skulle plette hans renommé som seriøs komponist. Og det havde han slet ikke behøvet. Ikke alene var samtlige tilhørere begejstrede ved de opførelser, som Dyrenes Karneval fik i Saint-Saëns’ levetid; i eftertiden er værket blevet et af komponistens allermest kendte og elskede. Det komiske ved musikken får selvfølgelig kun endnu mere gennemslagskraft og slidstyrke i og med, at de musikalske vittigheder er udarbejdet af en herre, der både har sit musikalske håndværk og sin kunstneriske inspiration solidt på plads. Og deri ligger styrken i de 14 satser, der hver beskriver et dyr – eller noget, der ligner: Lagkagekomik eller ej – det er simpelthen vidunderlig, inspireret, magisk musik.

Ind fra højre kommer så landsmanden Guillaume Connesson i 1998 og giver os et nyt værk om dyr: Jurassic Trip, som har den uimodståelige undertitel ”Syv forhistoriske miniaturer”.

Hvem husker ikke fascinationen, vi alle sammen følte, da Spielberg i 90’erne lærte os ordet ”Jurassic” at kende? Og barnets frygtsomt-betagede forkærlighed for dinosaurer? Der er lagt op til en anden halvleg, hvor forhistoriske giganter og moderne musik tager bloddryppende livtag med hinanden.

C. SAINT-SAËNS: DYRENES KARNEVAL Dyrenes Karneval lægger ud med en statelig introduktion, hvor tremoloer i klavererne svæver over et unisont tema i strygerne, som er pompøst og majestætisk, men samtidig mystikfyldt og ildevarslende nok til, at vi ikke helt ved, hvad der kommer. Og herpå introducerer en klaverfanfare den ”Løvens kongelige march”, som vil udgøre resten af satsen.

Tonearten er den doriske kirketonart, som giver et let fremmedartet præg, og strygerne spiller den grandiose march i langsom unison, mens klavererne afbryder med et højtbeliggende kontrapunkt, åbne, rytmiserede akkorder som akkompagnement eller kromatiske op- og nedadløbende skalaer, som skal illustrere løvens brøl.

I ”Høner og haner” er vi ikke et sekund tvivl om, hvad strygere, klaver og klarinet foretager sig: De pikker korn! Den effekt opnås ved masser af gentagne ottendedelsnoder afbrudt af opadgående spring med små forslag. Herpå følger et halvt minut i selskab med æsler – og det er altså ikke den sløve, solophedede variant fra ferierne sydpå, der er tale om. Næh, dette er tibetanske vildæsler, som spæner op og ned ad klavererne i et halsbrækkende tempo, og vi kan være stensikre på, at satsen her på trods af sin beskedne længde vil efterlade vores pianister med sved på panden.

Efter denne hæsblæsende løbetur har vi brug for at puste ud og komme helt ned i hvilepuls – hvilket Saint-Saëns gør med skildpaddeudgaven af Offenbachs ”infernalske galop”! Det er altså det berømte can-can-tema fra operetten Orfeus i Underverdenen, vi har fat i her, og den musikalske vittighed er selvfølgelig, at Offenbachs letpåklædte og benspjættende danserinder nu er verdens sløveste skildpadder, med melodien beliggende dybt i strygerne, akkompagneret af klaveret.

I “Elefanten” akkompagnerer klaveret en langsom vals, mens en enlig kontrabas godmodigt traver sig igennem en ukompliceret melodi til illustration af elefantens tunge krop og langsommelige væsen. Saint-Saëns sætter trumf på sin karikatur ved at lade anden del af melodien hente fra hhv. Berlioz’ sylfidedans fra Fausts fordømmelse og scherzoen fra Mendelssohns En skærsommernatsdrøm. Disse temaer er i deres originalversioner spillet af hhv. træblæsere og violin og gør en dyd ud af at være lyse, lette, hurtige og finurligt uhåndgribelige. Udsat for orkestrets dybeste instrument og en adstadigt vuggende skridtgang er Saint-Saëns’ musikalske elefant både supernem at identificere og virkelig sjov.

Et hoppende, lille klaverintermezzo, hvor springende figurer med forslag illustrerer kænguruers ubekymrede hoppen omkring, munder ud i én af Dyrenes Karnevals mest berømte satser: Nu er vi i under vandet, hvor glinsende, tropiske fisk glider fredeligt rundt i et dunkelt oplyst akvarium. Til denne sats brugte Saint-Saëns en glasharmonika til at skabe den magiske undervandsstemning – dette instrument erstattes som regel i dag med et klokkespil. Og sammen med fløjten, strygerne og glissandi og arpeggi i klavererne er vi straks hensat til det mystisk-dragende akvariemiljø, hvor der er ingen adgang for mennesker.

Værkets korteste sats er ”Folk med lange ører”. Det lyder unægtelig, som om vi nu igen er i selskab med æsler, denne gang af den ubønhørligt brægende art. Spørgsmålet er, om de to violiners uafladelige skryden i virkeligheden er en drilsk sammenligning mellem æsler og JONAS BONDE-NIELSEN

musikanmeldere? Bagefter er vi i en rolig ”klaver-skov”, hvor en gentaget, nedadgående stor terts i klarinetten gør det let at genkende gøgen – og efterfølgende danner strygerne og klavererne en baggrund af forårsskov, mens fløjten får lov at gøre, hvad den måske gør allerbedst: Illudere fugle.

Pludselig lader det til, at et antal klaverelever er trængt ind i vores lille dyrerige, og Saint-Saëns (som selv var pianist og klaverlærer) lader sine to pianister øve sig på at spille skalaer – gerne, bemærker han i partituret, med vilje spillet som begyndere. Denne sats leder direkte over i ”Fossiler”, hvor komponisten fremmaner sin egen Danse macabre, nu bare i en langt mere munter udgave. Xylofonen lyder stadig som dansende skeletter, og Saint-Saëns inviterer velkendte melodier som Mozarts ”alfabetsang”, franske børnesange og en arie fra Rossinis Barberen i Sevilla med indenfor – sandsynligvis i deres egenskab af den tids musikalske ”fossiler”.

Foto: Allan Frost Jessing

Den næstsidste sats er også den mest berømte og den eneste, som Saint-Saëns gik med til at udgive, mens han stadig var iblandt os: ”Svanen” glider i skikkelse af en solocello stateligt og elegant hen over vandet, illustreret af to klaverers vuggende akkompagnement.

Det er rislende smukke knap tre minutter. Og tilbage står herefter kun finalen, som til gengæld sprudler af tempo og humor: Vi lægger ud med det samme tema, som indledte introduktionen, men så kommer der fart over feltet, når samtlige instrumenter tager del i den skala-, glissando- og trillefyldte hovedmelodi.

Mange af temaerne fra de tidligere satser dukker op igen; løven, æslerne, hønsene og kænguruerne, inden værket slutter med en solid omgang brægen fra æslerne, for ligesom at understrege, at æslet ler sidst. Hvis nogen husker Disneys vidunderlige Fantasia 2000, så er dette musikken, som blev sat i billeder med en flok flamingoer, der sloges om en yo-yo!

G. CONNESSON: JURASSIC TRIP Hvis vi bliver hos Disney et øjeblik, så vil mange også huske tegnefilmen over Stravinskijs ballet Le sacre du printemps, som var en del af den oprindelige Fantasia-film fra 1940.

Til denne sekvens valgte Disney Stravinskijs musik til en historie

RAGNHILDUR JOSEFSDOTTIR

om dinosaurer – fra jordens skabelse til de store fortidsdyrs uddøen. Og det er næppe helt skævt at have dette mentale billede i hovedet, når vi nu skal stifte bekendtskab med franske Guillaume Connessons syvsatsede kammersuite Jurassic Trip. Den er med vilje instrumenteret for den samme besætning som Dyrenes Karneval og er således en slags søsterværk – bortset fra, at vi nu har fat i det halve antal satser, men til gengæld langt større dyr!

Connesson angiver selv Stravinskij som én af sine inspirationskilder, og det hører vi ganske tydeligt i første sats, som har titlen ”Sumpet landskab”. Det var her, de forhistoriske krybdyr for millioner af år siden udviklede sig til at blive de dominerende dyr på land, til vands og i luften. De omfattede både rovdyr og planteædere, heriblandt de største dyr, som nogensinde har gået på landjorden. I ”Sumpet landskab” lægger en dyster bastone grunden for et stravinskijsk lydbillede, hvor strygere, klaver og især fløjten vha. den vibrerende flatterzunge-teknik skaber et æterisk og uudgrundeligt miljø.

I næste sats er vi på havjagt med plesiosauren, et havlevende, kødædende krybdyr, kaldet svaneøglen på grund af dens lange hals. I musikken er der tydelige vandplask i slagtøjet (kan gengives med en synthesizer), mens en strygekvintet lægger grunden for fløjtens og klarinettens tydeligt skrækslagne byttedyr. Og det bliver endnu mere intenst: Tredje sats er et raptorangreb! Raptorerne kender vi fra Jurassic Park som de ikke så store, men udspekulerede og dødelige rovdyr, der angriber i flok. Det illustrerer Connesson med et hektisk tempo og atonale klange i klaverer og strygere, mens klarinetten spiller en stacceret melodi, der løber ubesværet rundt over hele den musikalske tekstur. Dinosaurstørrelsen bliver endnu mindre i ”Lille kødæder”, som er en hyldest til Connessons landsmand og kollega, avantgarde-komponisten Pierre Boulez. Det er et minimalistisk, lille minut, hvor fløjte, klarinet og violin på umiskendeligt modernistisk vis viser de kødædende, små bæster ved næsten at bruge deres instrumenter som slagtøj og vise helt nye blæseteknikker.

I de næste to satser er vi i selskab med først de lavtflyvende pterodactyler – hvor fløjte, violiner og dertil indrettet slagtøj viser ud, hvordan verden kan have set ud fra flyveøgleperspektiv – og siden til frokost med brontosaurussen, den godmodige, kæmpestore planteæder, som måske kan tage os tilbage til stemningen i Saint-Saëns’ elefantsats. Her får cello, basklarinet og klaverer lov at skabe en fredfyldt og ufarlig stemning, mens vi tygger drøv med de store dyr. Og til finalens ”Tyrannosaurkamp” havde vi nok ikke engang behøvet Spielberg for at vide, at dinosauren med kælenavnet T-Rex var den største og mest frygtindgydende art i dinosaurfamilien. Her er vi tilskuere til en blodig kamp på liv og død mellem de kæmpestore fortidsrovdyr – musikalsk hovedsageligt illustreret i klaverer og slagtøj, men hele ensemblet bidrager til det drabelige slag. Og således kan vi gå hjem med en følelse af at have en musikalsk Tyrannosaurus Rex trampende efter os gennem Pro Musica-salen. Hvis det ikke er magi, ved jeg ikke, hvad der er.

Programnote af Katrine Nordland

MEDVIRKENDE

Ole Bartholin Kiilerich, klaver

Kristoffer Hyldig, klaver

Jonas Bonde-Nielsen, slagtøj

Kasper Grøn, slagtøj

Ragnhildur Josefsdottir, fløjte

Rene Højlund Rasmussen, klarinet

Simona Bonfiglioli, violin

Mads Haugsted Hansen, violin

Katerina Jelinkova, bratsch

Mette Spang-Hanssen, cello

Andreas Hjorth Jessen, kontrabas

Kristian Boland, skuespiller

Illustrationer til Jurrasic Trip: Adobe Firefly AI, Stock og Photoshop

HOVEDSPONSOR

PARTNERSKABER