PRO MUSICA - DYRENES KARNEVAL
13. MAJ 2025 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Guillaume Connesson: Jurassic Trip (f. 1970)
I Sumpet landskab
II Havjagt med plesiosauren
III Raptorangreb
IV Lille kødæder
V Lavtflyvende pterodactyler
VI Frokost med brontosaurussen
VII Tyrannosaurkamp
Varighed: ca. 16 min.
P A U S E - ca. 20 min
Camille Saint-Saëns: Dyrenes karneval (1835 - 1921)
I Introduktion og Løvens kongelige march
II Høner og haner
III Vildæsler
IV Skildpadder
V Elefanten
VI Kænguruer
VII Akvarium
VIII Personer med lange ører
IX Gøgen i skovtykningen
X Volière
XI Pianister
XII Fossiler
XIII Svanen
XIV Finale
Varighed: ca. 25 min.
Medvirkende: Ole Bartholin Kiilerich, klaver; Kristoffer Hyldig, klaver; Jonas Bonde-Nielsen, slagtøj; , Kasper Grøn, slagtøj, Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Rene Højlund Rasmussen, klarinet; Simona Bonfiglioli, violin; Mads Haugsted Hansen, violin; Katerina Jelinkova, bratsch; Mette Spang-Hanssen, cello; Andreas Hjorth Jessen, kontrabas
Oplæsning: Kristian Boland, skuespiller
Der skulle være en pæn chance for, at denne bliver én af de sjoveste koncerter, du kommer til at overvære i år. Så sjov, faktisk, at Saint-Saëns forbød udgivelsen af Dyrenes Karneval fra 1886 indtil efter sin død af skræk for, at værkets humoristiske natur skulle plette hans renommé som seriøs komponist. Og det havde han slet ikke behøvet. Ikke alene var samtlige tilhørere begejstrede ved de opførelser, som Dyrenes Karneval fik i Saint-Saëns’ levetid; i eftertiden er værket blevet et af komponistens allermest kendte og elskede. Det komiske ved musikken får selvfølgelig kun endnu mere gennemslagskraft og slidstyrke i og med, at de musikalske vittigheder er udarbejdet af en herre, der både har sit musikalske håndværk og sin kunstneriske inspiration solidt på plads. Og deri ligger styrken i de 14 satser, der hver beskriver et dyr – eller noget, der ligner: Lagkagekomik eller ej – det er simpelthen vidunderlig, inspireret, magisk musik.
Ind fra højre kommer så landsmanden Guillaume Connesson i 1998 og giver os et nyt værk om dyr: Jurassic Trip, som har den uimodståelige undertitel ”Syv forhistoriske miniaturer”. Hvem husker ikke fascinationen, vi alle sammen følte, da Spielberg i 90’erne lærte os ordet ”Jurassic” at kende? Og barnets frygtsomt-betagede forkærlighed for dinosaurer? Der er lagt op til en anden halvleg, hvor forhistoriske giganter og moderne musik tager bloddryppende livtag med hinanden.
C. SAINT-SAËNS: DYRENES KARNEVAL
Dyrenes Karneval lægger ud med en statelig introduktion, hvor tremoloer i klavererne svæver over et unisont tema i strygerne, som er pompøst og majestætisk, men samtidig mystikfyldt og ildevarslende nok til, at vi ikke helt ved, hvad der kommer. Og herpå introducerer en klaverfanfare den ”Løvens kongelige march”, som vil udgøre resten af satsen. Tonearten er den doriske kirketonart, som giver et let fremmedartet præg, og strygerne spiller den grandiose march i langsom unison, mens klavererne afbryder med et højtbeliggende kontrapunkt, åbne, rytmiserede akkorder som akkompagnement eller kromatiske op- og nedadløbende skalaer, som skal illustrere løvens brøl.
I ”Høner og haner” er vi ikke et sekund tvivl om, hvad strygere, klaver og klarinet foretager sig: De pikker korn! Den effekt opnås ved masser af gentagne ottendedelsnoder afbrudt af opadgående spring med små forslag. Herpå følger et halvt minut i selskab med æsler – og det er altså ikke den sløve, solophedede variant fra ferierne sydpå, der er tale om. Næh, dette er tibetanske vildæsler, som spæner op og ned ad klavererne i et halsbrækkende tempo, og vi kan være stensikre på, at satsen her på trods af sin beskedne længde vil efterlade vores pianister med sved på panden.
Efter denne hæsblæsende løbetur har vi brug for at puste ud og komme helt ned i hvilepuls – hvilket Saint-Saëns gør med skildpaddeudgaven af Offenbachs ”infernalske galop”! Det er altså det berømte can-can-tema fra operetten Orfeus i Underverdenen, vi har fat i her, og den musikalske vittighed er selvfølgelig, at Offenbachs letpåklædte og benspjættende danserinder nu er verdens sløveste skildpadder, med melodien beliggende dybt i strygerne, akkompagneret af klaveret.
musikanmeldere? Bagefter er vi i en rolig ”klaver-skov”, hvor en gentaget, nedadgående stor terts i klarinetten gør det let at genkende gøgen – og efterfølgende danner strygerne og klavererne en baggrund af forårsskov, mens fløjten får lov at gøre, hvad den måske gør allerbedst: Illudere fugle.
Pludselig lader det til, at et antal klaverelever er trængt ind i vores lille dyrerige, og Saint-Saëns (som selv var pianist og klaverlærer) lader sine to pianister øve sig på at spille skalaer – gerne, bemærker han i partituret, med vilje spillet som begyndere. Denne sats leder direkte over i ”Fossiler”, hvor komponisten fremmaner sin egen Danse macabre, nu bare i en langt mere munter udgave. Xylofonen lyder stadig som dansende skeletter, og Saint-Saëns inviterer velkendte melodier som Mozarts ”alfabetsang”, franske børnesange og en arie fra Rossinis Barberen i Sevilla med indenfor – sandsynligvis i deres egenskab af den tids musikalske ”fossiler”.
Den næstsidste sats er også den mest berømte og den eneste, som Saint-Saëns gik med til at udgive, mens han stadig var iblandt os: ”Svanen” glider i skikkelse af en solocello stateligt og elegant hen over vandet, illustreret af to klaverers vuggende akkompagnement. Det er rislende smukke knap tre minutter. Og tilbage står herefter kun finalen, som til gengæld sprudler af tempo og humor: Vi lægger ud med det samme tema, som indledte introduktionen, men så kommer der fart over feltet, når samtlige instrumenter tager del i den skala-, glissando- og trillefyldte hovedmelodi. Mange af temaerne fra de tidligere satser dukker op igen; løven, æslerne, hønsene og kænguruerne, inden værket slutter med en solid omgang brægen fra æslerne, for ligesom at understrege, at æslet ler sidst. Hvis nogen husker Disneys vidunderlige Fantasia 2000, så er dette musikken, som blev sat i billeder med en flok flamingoer, der sloges om en yo-yo!
G. CONNESSON: JURASSIC TRIP
Hvis vi bliver hos Disney et øjeblik, så vil mange også huske tegnefilmen over Stravinskijs ballet Le sacre du printemps, som var en del af den oprindelige Fantasia-film fra 1940. Til denne sekvens valgte Disney Stravinskijs musik til en historie
Foto: Allan Frost Jessing
om dinosaurer – fra jordens skabelse til de store fortidsdyrs uddøen. Og det er næppe helt skævt at have dette mentale billede i hovedet, når vi nu skal stifte bekendtskab med franske Guillaume Connessons syvsatsede kammersuite Jurassic Trip. Den er med vilje instrumenteret for den samme besætning som Dyrenes Karneval og er således en slags søsterværk – bortset fra, at vi nu har fat i det halve antal satser, men til gengæld langt større dyr!
Connesson angiver selv Stravinskij som én af sine inspirationskilder, og det hører vi ganske tydeligt i første sats, som har titlen ”Sumpet landskab”. Det var her, de forhistoriske krybdyr for millioner af år siden udviklede sig til at blive de dominerende dyr på land, til vands og i luften. De omfattede både rovdyr og planteædere, heriblandt de største dyr, som nogensinde har gået på landjorden. I ”Sumpet landskab” lægger en dyster bastone grunden for et stravinskijsk lydbillede, hvor strygere, klaver og især fløjten vha. den vibrerende flatterzunge-teknik skaber et æterisk og uudgrundeligt miljø.
I næste sats er vi på havjagt med plesiosauren, et havlevende, kødædende krybdyr, kaldet svaneøglen på grund af dens lange hals. I musikken er der tydelige vandplask i slagtøjet (kan gengives med en synthesizer), mens en strygekvintet lægger grunden for fløjtens og klarinettens tydeligt skrækslagne byttedyr. Og det bliver endnu mere intenst: Tredje sats er et raptorangreb! Raptorerne kender vi fra Jurassic Park som de ikke så store, men udspekulerede og dødelige rovdyr, der angriber i flok. Det illustrerer Connesson med et hektisk tempo og atonale klange i klaverer og strygere, mens klarinetten spiller en stacceret melodi, der løber ubesværet rundt over hele den musikalske tekstur. Dinosaurstørrelsen bliver endnu mindre i ”Lille kødæder”, som er en hyldest til Connessons landsmand og kollega, avantgarde-komponisten Pierre Boulez. Det er et minimalistisk, lille minut, hvor fløjte, klarinet og violin på umiskendeligt modernistisk vis viser de kødædende, små bæster ved næsten at bruge deres instrumenter som slagtøj og vise helt nye blæseteknikker.
I de næste to satser er vi i selskab med først de lavtflyvende pterodactyler – hvor fløjte, violiner og dertil indrettet slagtøj viser ud, hvordan verden kan have set ud fra flyveøgleperspektiv – og siden til frokost med brontosaurussen, den godmodige, kæmpestore planteæder, som måske kan tage os tilbage til stemningen i Saint-Saëns’ elefantsats. Her får cello, basklarinet og klaverer lov at skabe en fredfyldt og ufarlig stemning, mens vi tygger drøv med de store dyr. Og til finalens ”Tyrannosaurkamp” havde vi nok ikke engang behøvet Spielberg for at vide, at dinosauren med kælenavnet T-Rex var den største og mest frygtindgydende art i dinosaurfamilien. Her er vi tilskuere til en blodig kamp på liv og død mellem de kæmpestore fortidsrovdyr – musikalsk hovedsageligt illustreret i klaverer og slagtøj, men hele ensemblet bidrager til det drabelige slag. Og således kan vi gå hjem med en følelse af at have en musikalsk Tyrannosaurus Rex trampende efter os gennem Pro Musica-salen. Hvis det ikke er magi, ved jeg ikke, hvad der er.
Programnote af Katrine Nordland
Kristoffer Hyldig, klaver Jonas Bonde-Nielsen, slagtøj
Ragnhildur Josefsdottir, fløjte
Ole Bartholin Kiilerich, klaver
Rene Højlund Rasmussen, klarinet
Simona Bonfiglioli, violin Mads Haugsted Hansen, violin
Kasper Grøn, slagtøj
Kristian Boland, skuespiller
Katerina Jelinkova, bratsch
Mette Spang-Hanssen, cello
Andreas Hjorth Jessen, kontrabas
