CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS 25. SEPTEMBER 2025 KL. 19.00
BIZET & WIDOR
ODENSE INTERNATIONALE ORGELFESTIVAL
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Nathanel Iselin
Solist: Christian Schmitt, orgel
ODENSE
Camillo Schumann: Sonate no. 3 i c-mol op. 29 (1872 - 1946)
I Allegro ma non troppo
Varighed: ca. 8 min.
Leoš Janáček: Orgelsolo - fra Glagolitic Mass (1854 - 1928)
Varighed: ca. 3 min.
INTERNATIONALE ORGELFESTIVAL
Charles Marie
Widor:
Orgelsymfoni nr 6, op. 42
I Allegro maestoso - Adagio - Allegro (1844 - 1937) vivace
II Andante
III Finale - Allegro - Vivace - Andante
Varighed: ca. 25 min.
P A U S E - ca. 20 min.
Georges Bizet: L´Arlesienne Suite nr. 2 (1838 - 1875)
I Pastorale
II Intermezzo
III Menuet
IV Farandole
Varighed: ca. 18 min. ODENSE INTERNATIONALE ORGELFESTIVAL
Instrumenternes dronning viser sig fra sin mest alsidige side i aften, hvor vi både i tid og geografi skal vidt omkring – fra eksplosionen af ny orgellyd i Paris i 1870’erne over en tysk Bach-arvtager i 1906 til tjekkisk fædrelandskærlighed i 1920’erne. Og så vender vi tilbage til Paris i 1870’erne, nu uden orgel, og runder aftenen af med Bizets umådeligt farverige L’Arlésienne-suite nr. 2.
CAMILLO SCHUMANN:
SONATE FOR ORGEL NR. 3, OP. 29 – 1. SATS
Tyske Camillo Schumann blev født ved Elbens bredder i byen Königstein i 1876 som en del af en stor musikerslægt – både faderen og adskillige af Camillos elleve søskende ernærede sig som musikere og komponister – men har trods det bemærkelsesværdige navnesammenfald ingen familieforbindelse til sin store forgænger Robert Schumann. Fra barnsben sørgede Camillos far for at gøre ham til multiinstrumentalist, og som ung mand blev han uddannet ved konservatorierne i både Dresden, Leipzig og Berlin. I Berlin fungerede han som organistvikar i flere af byens større kirker, hvilket banede vejen for, at han i 1896 blev ansat på fuld tid som organist i Eisenachs Georgenkirche og byens middelalderborg Wartburgs kapel. Eisenach er som bekendt byen, hvor J.S. Bach blev født (og døbt i Georgenkirche), så det var ikke noget lille ansvar at føre orglets ubestridte mesters tunge, musikalske arv ind i et nyt århundrede. Men dette gjorde Camillo Schumann – med titel af Großherzoglich Sächsischer Musicdirektor und Hoforganist – via hyppige koncerter med særligt fokus på at lade Bachs musik leve videre i hans fødeby, indtil han i 1914 flyttede østpå til den mindre by Bad Gottleuba i nærheden af Dresden, hvor han blev boende til sin død i 1946.
Fra Camillo Schumanns hånd skal vi høre den til lejligheden passende grandiose og højtidelige, men også alvorstunge og dramatiske 1. sats fra hans orgelsonate nr. 3 i c-mol. Den stammer fra 1906 – altså årene i Eisenach. Og man skal ikke have et specielt indgående kendskab til Bachs musik for at høre inspirationen fra den gamle fugamester titte frem blandt det senromantiske tonesprog.
L. JANÁČEK:
ORGELSOLO FRA GLAGOLITISK MESSE
Herfra bevæger vi os i en helt anden retning, når vi skal høre orgelsoloen fra tjekkiske Leoš Janáčeks patriotiske hyldest til den slaviske kultur, Glagolitisk messe fra 1926-27 – altså henimod slutningen af Janáčeks liv. Værkets titel leder tankerne hen på religiøs musik, og messen er da også løseligt struktureret ligesom satserne i en katolsk messe – Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei – blot med kyrilliske titler i stedet for de gængse latinske. Det glagolitiske alfabet var det alfabet af græsk oprindelse, som de tidlige, slaviske oversættelser af Bibelen blev skrevet på. Men på trods af at have tilbragt store dele af sin barndom i et kloster, fungeret som korleder og organist i over tyve år og grundlagt en orgelskole (nu konservatorium) i Brno, var Janáček ateist og i bedste fald tvetydig
i sit forhold til den katolske tro. Da en anmelder efter uropførelsen formastede sig til at skrive, at ”den aldrende mester, en dybt from mand, har komponeret denne messe ud fra en lidenskabelig overbevisning om, at hans livsværk ville være ufuldstændigt uden et musikalsk udtryk for hans forhold til Gud”, replicerede den 73-årige Janáček med et postkort til anmelderen, hvorpå der kun stod fire ord: ”Hverken aldrende eller from!”.
Og Glagolitisk messe er da også, med landsmanden og forfatteren Milan Kunderas ord, ”mere orgie end messe”. En kærlighedserklæring til slavisk sprog og kultur og et værk i en kategori helt for sig. Herfra skal vi høre den berømte orgelsolo, som er messens næstsidste sats. Da Janáček skrev Glagolitisk messe, havde hans tonesprog flyttet sig markant fra det senromantiske til en dybt original, moderne stil, der var influeret af hans mangeårige arbejde med at studere den slaviske folkemusik (det er berømmeligt meget svært at synge Janáčeks operaer og korværker på andet end originalsproget, fordi hans musik er så uløseligt bundet op på det tjekkiske sprog). Og hvad vi skal lytte efter i den tre minutter lange orgelsolo er kun ungdommelig vitalitet, måske de eksplosive følelser for den næsten 40 år yngre muse Kamila Stösslová og en erfaren orgelvirtuos’ dybt personlige livtag med liv, død, tro og kærlighed.
CHARLES-MARIE WIDOR:
SYMFONI NR. 6 I G-MOL
Franske Charles-Marie Widor er for den brede offentlighed her til lands bedst kendt som én af afdøde Prins Henriks yndlingskomponister. Høj og lav vil genkende den virtuose toccata fra Widors orgelsymfoni nr. 5, som det daværende tronfølgerpar gjorde til royal bryllupstradition, da den blev spillet som postludium ved deres vielse i 1967. Og Widor har om nogen fortjent at være gået over i historien som én af de første, tanken falder på, når emnet er orgelmusik. I sin lange levetid – han døde som 93-årig i 1937 – ernærede han sig primært som én af alle tiders bedste organister. Den store broderpart af sit voksenliv tilbragte han som organist i Paris’ tredjestørste kirke, Saint-Sulpice. Her kunne han nyde et professionelt liv bag manualer og pedaler på den berømte orgelbygger Aristide Cavaillé-Colls magnum opus, det imponerende instrument, som han havde ombygget og genskabt efter sin egen vision i 1862. (Det var også et orgel af Cavaillé-Coll, som gik fri af flammerne, men led frygtelige vandskader ved branden i Paris’ NotreDame-katedral i 2019. Orglet er nu lykkeligvis nyrestaureret og genindviet). Sideløbende med sin lange organistkarriere underviste Widor i orgel og komposition ved konservatoriet i Paris, han var berejst og berømt og nåede først at gifte sig som 76-årig. Og i dag er hans jordiske rester meget passende begravet i krypten under Saint-Sulpice.
Widors 6. symfoni for orgel så dagens lys for første gang i 1878 i skikkelse af en symfoni for soloorgel. Dem havde Widor skrevet fem andre af allerede,
og man hæfter sig selvfølgelig umiddelbart ved det usædvanlige i, at Widor brugte betegnelsen ”symfoni” om et værk for kun ét instrument. Det gjorde han i sin egenskab af spydspids i den fornyelse af fransk orgelmusik, som bl.a. blev faciliteret af Cavaillé-Colls orgeldesign, der i dramatisk grad udvidede instrumentets klangfarve og dynamiske muligheder. Hermed kunne Widor skrive ”symfonisk” for orgel – og det skulle han gøre i i alt ti storladne orgelsymfonier.
I 1882 fik han så den idé at omarrangere sin femsatsede 6. symfoni for soloorgel til den tresatsede Symphonie pour orgue et orchestre, som vi skal høre i aften. Og heri fik vi altså et værk, der både i sin originale form er tænkt som en symfonisk én-organists-tour de force OG har det fulde symfoniorkester i ryggen. Symfonien er nu i tre satser, hvoraf ydersatserne er direkte baseret på hhv. førstesatsen og finalen fra den oprindelige orgelsymfoni. I første sats lader Widor orgelstemmen være helt uforandret, blot nu med orkestrets udtryksfulde og dynamiske ’power’ som markant tilføjelse. Finalen følger samme fremgangsmåde, nu med en noget omarbejdet orgelstemme. Og midtersatsen er noget af en gåde i og med, at Widor her har valgt at orkestrere den pastorale andensats fra sin orgelsymfoni nr. 2 i stedet for nr. 6’s ligeledes langsomme adagio. Hvorfor han traf dette valg, er aldrig blevet klarlagt – men vi kan imødese en dårende
dejlig, fredfyldt midtersats orkestreret udelukkende for orgel og strygere, og dermed i markant kontrast til de bombastiske ydersatser.
G. BIZET: L’ARLÉSIENNE, SUITE NR. 2
Vi runder aftenen af i fineste stil med fransk romantik af Georges Bizet – manden med musikhistoriens sorteste uheld. Han var egentlig registreret som Alexandre César Léopold i det lokale register over nyfødte – hans mor, Aimée Marie Louise Léopoldine Josephine Delsarte Bizet, havde måske haft besvær med at bestemme sig...?! Men halvandet år senere blev han døbt Georges, og dette navn skulle hænge ved resten af hans liv. Og det var sådan set ikke, fordi Bizet ikke opnåede succeser i sit alt for korte liv: Han var vidunderbarn, slægtede tydeligvis sin musikbegavede mor på, og allerede som niårig blev han sendt på konservatoriet. 18 år gammel vandt han det prestigefyldte stipendiat Prix de Rome, han var en fremragende pianist, og karrieren så på alle måder lovende ud. Men hans værker havde svært ved at slå an i det parisiske musikmiljø, og i en rum tid tjente Bizet til dagen og vejen ved at transskribere og orkestrere andres musik. Selv den senere så skattede opera fra 1863, Perlefiskerne, fik en lunken modtagelse af publikum og decideret fjendtlige anmeldelser (eneste glade anmelder var Hector Berlioz – som altid var glad for at indtage det ledige standpunkt). Og dødsstødet til Bizets held kom, da han i 1875 havde haft premiere på Carmen, tog anmeldertæskene og publikums ligegyldighed med stoisk ro, indstillede sig på ”et sikkert og håbløst flop!” – og så nåede at dø af et hjertetilfælde på sin seksårs bryllupsdag, 36 år gammel, inden operahistoriens største succes var en realitet.
Nuvel: Én af de positive landvindinger i Bizets alt for korte liv er hans musik fra 1872 til Alphonse Daudets skuespil over novellen L'Arlésienne, trykt i romanen med den for fynboer ufrivilligt komiske titel Breve fra min mølle. På bedste Bizet-maner var premieren på skuespillet, der indeholdt 27 stykker musik for kor og orkester af varierende længde, godt nok en dundrende fiasko, og skuespillet i sin helhed bliver snart sagt aldrig opført mere. Men de to suiter, som blev arrangeret som koncertsalsmusik ud fra teaterpartituret, har nu i 150 år befundet sig blandt Bizets mest populære værker. Suite nr. 2, som vi skal høre i aften, blev sammensat af Bizets ven Ernest Guiraud og udkom i 1879, altså fire år efter komponistens død – så heller ikke den fornøjelse skulle han have. Men vi kan i eftertiden glæde os til en stemningsfuld pastorale, et lyrisk intermezzo (med en bombastisk indledning), en ”carmensk” duet mellem harpe og fløjte i menuetten – og så den afsluttende, først statelige og siden rekordfyrige farandole: en provençalsk kædedans, hvor udfordringen bliver ikke at springe op og danse med, når tamburinen giver los. Der skulle hermed være garanti for, at vi går hjem fra orgelfestival med ægte sydlandske gnister i fodtøjet.
Programnote af Katrine Nordland
MEDVIRKENDE
Nathanaël Iselin, dirigent
Nathanaël Iselin er fransk, men bor og arbejder ekstensivt i de nordiske lande. Han fungerer som gæstedirigent både her i Odense og ved Aarhus Symfoniorkester, Finlands Radiosymfoniorkester, Norges Kringkastingsorkestret, Sinfóníuhljómsveit i Island og Folkoperaen i Stockholm. I 2021 vandt han første- og specialprisen ved den 8. internationale Jorma Panula-dirigentkonkurrence i Finland, og han har dirigeret orkestre som Orchestre National de France, Singapore Symphony Orchestra og Hollands Philharmonisch Orkest. I marts 2023 dirigerede han London Symphony Orchestra som en del af Donatella Flick Conducting Competition. Han har også dirigeret Opera Hedelands produktioner af Carmen og Rigoletto, hvilket også gav ham mulighed for at indspille Peter Heises opera Drot og Marsk
Nathanaël Iselin er oprindeligt slagtøjsspiller, men har tillige har studeret orkesterledelse ved fire prestigefyldte musikuniversiteter i Europa: Sibelius Akademiet i Helsinki, Conservatoire National Supérieur de Musique i Paris, Hochschule der Künste i Zürich og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her har han modtaget undervisning af anerkendte dirigenter som Iván Fischer, Mariss Jansons, Fabio Luisi, Susanna Mälkki, Sakari Oramo, Michael Schønwandt, Giordano Bellincampi, Alexander Vedernikov og Jaap van Zweden.
Christian Schmitt, orgel
Tyske Christian Schmitt er én af vor tids mest efterspurgte koncertorganister og har f.eks. været inviteret solist hos Berliner Filharmonikerne, Salzburg Festspillene, Elbphilharmonie i Hamborg, Leipzigs Symfoniorkester, Lucerne Festival, Mozarteum Salzburg, Musikverein i Wien, Tonhalle Zurich, Gewandhaus i Leipzig, Kölns Radiosymfoniorkester samt engagementer i Rusland, Kina, Japan og Canada. I 2013 vandt han den prestigefyldte ECHO Award netop for en indspilning af Widors orgelsymfonier – heriblandt den sjette. Schmitt er førsteorganist hos Bambergs Symfoniorkester og kunstnerisk ansvarlig for stedets orgelkoncertrækker. Han er uddannet i kirkemusik, musikvidenskab og katolsk teologi ved konservatoriet i Saarbrücken i Tyskland og studerede sidenhen orgel under James David Christie i Boston og Daniel Roth i Paris. Ved siden af sin koncertvirksomhed sidder han i juryen for utallige orgelkonkurrencer og fungerer som konsulent, når gamle orgler skal restaureres. Hans store passion er det vidtspændende, romantiske orgelrepertoire, men hans kunstneriske spektrum rækker langt ud over dette – f.eks. følger han nøje den udvikling, hans instrument har gennemgået gennem århundreder, og begår sig også i det moderne repertoire.
KONCERT, SÅ VIL DU HELT
SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE...
PLANETERNE & STAR WARS
30. & 31. OKTOBER - KL. 19.00
Gustav Holsts Planeterne er et symfonisk hovedværk, som det kræver betydelige, instrumentale muskler at realisere. Til koncerten kan du også opleve musik fra Star Wars-filmene af John Williams.
SPØRG OM ALT – HOS OS
7. NOVEMBER – KL. 19.00
En koncert, der både besvarer spørgsmål om musikken for dem, der ikke er vant til at komme i koncertsalen, og minder stampublikummet om, hvorfor vi elsker klassisk musik. Med veloplagte svar fra P2’s Jens Cornelius og Malene Wichmann.
ALPESYMFONIEN
27. NOVEMBER – KL. 19.00
Pierre Bleuses sidste koncert hos OS i år er med Richard Strauss’ kæmpestore, orkestrale svanesang, den spektakulære naturhyldest Alpesymfonien, som vi spiller sammen med Copenhagen Phil. Og så byder vi på Max Bruchs universelt elskede violinkoncert nr. 1..
