Pro Musica - Mozart & Brahms - 21. maj 2024

Page 1

PRO MUSICA - MOZART & BRAHMS

21. MAJ 2024 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS

Wolfgang Amadeus Mozart: Strygekvartet nr. 17 i B-dur, ”Jagtkvartetten” (1756 - 1791)

I Allegro vivace assai

II Menuetto & Trio. Moderato

III Adagio

IV Allegro assai

Varighed: ca. 26 min.

Medvirkende: Stinus Christensen, violin; Jan Erik Schousboe, violin; Martin Jochimsen, bratsch; Johnatan Slaatto, cello

August Klughardt: Blæserkvintet, op. 79 (1847 - 1902)

I Allegro non troppo

II Allegro vivace

III Andante grazioso

IV Adagio - Allegro molto vivace

Varighed: ca. 22 min.

Medvirkende: Lucia Klonner, fløjte; Albrecht Krauß, obo; Ron Chen-Zion, klarinet; Niels Aamand Güntelberg, horn; Xanthe Arthurs, fagot

P A U S E - ca. 20 min

Johannes Brahms: Klavertrio i H-dur nr. 1, op. 8 (1833 - 1897)

I Allegro con moto - Allegro con brio

II Scherzo & Trio. Allegro molto - Più lento

III Adagio non troppo

IV Finale. Allegro molto agitato

Varighed: ca. 35 min.

Medvirkende: Ester Mielewczyk, violin; Mette Spang-Hanssen, cello; Ole Bartholin Kiilerich, klaver

Aftenens musik er en rundtur i udviklingen af lidt over 100 års tysksproget kammermusik.

Historien begynder med Mozart, wienerklassikkens ubestridte rockstjerne og enfant terrible: Feteret, i konstant pengenød og utroligt kreativ.

Selvom Mozart-familien var musikalsk, så Wolfgangs far, Leopold, skævt til sønnens karrierevalg og udsvævende liv. Mozart-sønnen fandt dog opbakning andre steder, blandt andet i sit lange og gode venskab med Haydn. På en tid hvor de fleste var Des med hinanden (især i den tysksprogede verden, hvor man holdt på formerne), fortæller flere kilder, at Mozart og Haydn, trods de 24 år der skilte dem ad, var dus.

Aftenens kvartet er et håndgribeligt bevis på venskabet: På Mozarts tid var det almindeligt, at man dedikerede kammermusikværker til adelige eller andre mæcener, der havde bestilt værket eller hjulpet komponisten på anden vis.

Sættet på seks kvartetter, som Jagtkvartetten er den del af, er dedikeret til Haydn – endda med en overstrømmende hilsen, hvor Mozart sammenligner sig selv med en far, der sender sine seks børn, altså kvartetterne, ud i verden og betror dem til en nær ven, Haydn. Han skriver blandt andet:

”Så sender jeg da mine seks sønner til dig. Tag venligt imod dem, og vær for dem en far, mentor og ven! Jeg bønfalder dig dog om at vise overbærenhed over for de små fejl, der er undsluppet en fars forudindtagede øje, og på trods heraf fortsætte dit gavmilde venskab med én, der værdsætter det så højt”.

Hilsenen har gennem tiden indbragt sættet på seks kvartetter øgenavnet ”Haydn-kvartetterne”.

Tilnavnet ”Jagtkvartetten” kom også først langt senere. Åbningsmotivet i førstesatsen leder tankerne hen på hornsignaler, mens førsteviolinens trillemotiv lidt senere kalder fugle frem på nethinden. Et jagttableau, er eftertiden altså blevet enig med sig selv om, endskønt det er uvist, om Mozart deltog i jagter eller havde den mindste fugl i tankerne, da han skrev kvartetten.

”FOR GUD OG SOM EN ÆRLIG MAND”

I begyndelsen af 1785, året efter at Jagtkvartetten var skrevet færdig, var Leopold Mozart på visit hos sønnen i Wien. Den altid skeptiske far beklagede sig i brevene hjem over Wolfgangs travle liv med komposition, arbejde og undervisning af elever. Men han var også med til en koncert, hvor blandt andet aftenens kvartet blev spillet.

Med til koncerten var også selveste Haydn, og Leopold fortæller i et brev, hvordan Haydn efter koncerten trykkede ham i hånden med ordene: ”Jeg siger Dem, for Gud, og som en ærlig mand, at Deres søn er den største komponist, jeg kender, både af navn og personligt. Han har smag og det allerdybeste kendskab til det at komponere”.

Haydn var komponisten over dem alle i sin tid, han underviste også unge, fremadstormende komponister (blandt andet, senere, en vis ung mand ved navn Ludwig von Beethoven!), så hans ord må have haft en vis vægt selv hos den ellers ubøjelige Mozart-far.

Wolfgang Mozarts og Haydns venskab varede indtil Mozarts død i 1791, syv år efter at han skrev Jagtkvartetten. Det er altså en relativt voksen Mozart, vi hører her, selvom enhver musikelsker kunne have ønsket sig, at han havde fået to-tre årtier mere at skrive musik i.

Jagtkvartetten er typisk wienerklassik, fyldt af elegance og charme, men for at forstå Haydns – og resten af den musikalske elites – entusiasme over værket, er det nødvendigt at forstå den tradition, Mozart kom fra.

Kvartetter i såkaldt ripieno-stil var typiske indtil midten af 1700-tallet. I dem er førsteviolinen solist, resten af kvartetten er reduceret til akkompagnement, lidt som hvis der var én hovedtaler og tre andre, der bare nikkede eller gentog, hvad den første sagde. Mozart valgte at lade alle fire stemmer bidrage ligeligt til samtalen, lyt blot til åbningen af sidste sats og de små spørgsmål-svar-sekvenser i den som den boblende, folketoneagtige musik.

Uanset om Mozart lod sig inspirere af jagtscener eller ej, er kvartetten typisk wienerklassik: Fuld af charme og elegance, men uden de helt store armbevægelser eller drama.

”MEN BLIVER DEN BEDRE?”

Dramaet kom senere, i romantikken, og især Brahms’ klavertrio er leveringsdygtig. Men først fortjener selve tilblivelsen af klavertrioen at blive belyst. Brahms skrev og udgav den som 21-årig, i 1854, men allerede kort efter udgivelsen var han i tvivl om værkets kvalitet. Over 30 år senere solgte musikforlaget, der havde udgivet den første version, rettigheder-

METTE SPANG-HANSSEN

NIELS AAMAND
GÜNTELBERG

ne videre, og Brahms greb chancen for at foretage de ændringer, som det kriblede i hans komponistfingre for at lave.

”Du kan ikke forestille dig, hvordan jeg har fordrevet tiden denne skønne sommer”, skrev han til Clara Schumann i 1888, ”Jeg har skrevet min trio i H-dur om. Den bliver ikke så trist som før, men bliver den bedre?”.

De største ændringer er i førstesatsen, men hele trioen er, som altid med Brahms, sprængfyldt af saft og kraft, selvom 56-årige Brahms ifølge eget udsagn skar noget af det ”ungdommelige overskud” væk, som han åbenbart mente, 21-årige Johannes havde haft for meget af.

Heldigvis lod han klaverets sjælfulde åbning og den kærlige duet med celloen i trioens begyndelse stå, så vi stadig kan nyde den.

Andensatsen fik lov at stå urørt, og tredjesatsen næsten ligeså.

Det er intet under, at trioen her til alle tider har tiltrukket kammermusikere – selv i fiktionens verden: Hvis dele af andensatsen klinger bekendt, er det fordi den bliver brugt i Matador.

Slutningen af midterdelen og overlægget til gentagelsen af åbningstemaet er så frydefuldt kontrastspækket, at det egner sig perfekt til formålet: Den triumferende slutning af satsens midterdel er underlægningsmusik, da seriens Romeo-og-Julie-par, Elisabeth Friis og Kristen Skjern, står i Elisabeths lejlighed. Brahms spiller fra grammofonen, Elisabeth er ved at rette an til natmad, efter at Kristen Skjern er kommet tilbage fra at samle våben op til modstandsbevægelsen.

”Den dér, den tager trioen fat i, når vi igen får tid”, siger Kristen Skjern. Alt ånder fred og ro, og Kristen forsikrer sin Elisabeth om, at ”til den tid kan vi alt”, da hun gør ophævelser over sværhedsgraden.

Få takter senere ringer telefonen, og allerede her fortæller musikken os, at der er fare på færde.

Det er trioens cellist, Dr. Hansen, der også har lagt kammermusikken på hylden for at gå til modstand mod værnemagten. Trioens fjerde medlem, den unge bankfuldmægtig, er blevet skudt af tyskerne ved sit pensionat, og til den spændingsfyldte gentagelse af åbningstemaet tager Kristen og Elisabeth hastigt afsked med hinanden, for han må selvfølgelig gå under jorden.

Det må simpelthen være en af dansk filmhistories mest vellykkede ægteskaber mellem musik og instruktion!

Tredjesatsen blev ikke ændret lige så meget som førstesatsen, men sikke et held, at Brahms fik lejlighed til at lave tilføjelser! Spids ører efter det ufatteligt smukke cellotema cirka halvvejs i satsen. Klaverets svar er så yndefuldt, at det tager pusten fra én, så nyd det! Begge er tilføjelser fra 1888-versionen og Brahms-poesi fra allerøverste hylde.

I sidste sats låner Brahms fra den ungarske musik til sit hovedtema, som stod hans hjerte nær livet igennem – tænk blot på hans herostratisk berømte ”Ungarsk Dans nr. 5”, som bliver brugt i Charlie Chaplins ”Diktatoren”! Hvis Brahms lod noget af ungdommens vildskab stå, så er det her, vi finder det, for Brahms lader et dur-værk slutte i mol med de højdramatiske udbrud, der også karakteriserer Brahms’ musik.

Knap så dramatisk går det for sig hos Klughardt, men det bliver hverken musiker eller musik mindre interessant af. Klughardt blev født i Köthen i 1854, fjorten år efter Brahms, i en periode hvor det klassiske musikliv i Tyskland og Østrig var ved at blive revet midt over. 21-årige August Klughardt fik arbejde som dirigent i Weimar, hvor også Liszt boede på det tidspunkt og fandt senere en mentor i Liszt, der også præsenterede ham for Wagner. Det har været en spændende tid at være ung komponist på: Wagner og Neudeutsche Schule forkastede symfonien, kvartetten og kvintetten som former og skrev i stedet tonedigte for de besætninger, der passede dem. De gik på strandhugst i litteraturen og billedkunsten efter inspiration og udvidede det klassiske tonesprog mere og mere. Over for dem stod blandt andet Brahms, der bekendte sig til de gamle stilformer, til symfonier og kammermusikværker med satser i genkendelig form.

Omkring 1880 havde denne nye form for musik vundet et vist fodfæste, men selvom Klughardt til at begynde med identificerede sig med Neudeutsche Schule og lærte meget af både Liszt og Wagner, drejer Klughardt i denne periode sin musik i en umiskendeligt konservativ retning.

Blæserkvintetten var færdig i 1901, et år efter at Schönbergs satte sidste taktstreg i sin eksperimenterende Verklärte Nacht, og uagtet at den musikalske grund så småt var ved at smuldre, står Klughardts kvintet altså med begge fødder plantet solidt i senromantiske muld.

Lyt blot til de første sekunder af første sats: Oboen og klarinetten åbner med et tema på fire takter, og fagotten tager over med anden del af temaet. Første og anden del af temaet gentages, igen med de lyse stemmer først og så fagotten. En klassisk åbning.

Klughardts konservativisme skyldes ikke uformåenhed. Tværtimod er han ferm til at vise instrumenternes individuelle klangfarver frem. Læg for eksempel mærke til tredjesatsen, hvor han lader obo og fagot åbne den rolige sats, for bagefter at lade klarinet og fløjte gentage motiverne.

August Klughardt døde som kun 54-årig, og læser man listen over hans værker, finder man ikke musikdramaer og tonedigte, men derimod symfonier og kammermusik i netop de former, han ellers havde forkastet som ung.

Kvintetten er i de senere år blevet hentet ud af sin ufortjente glemsel, og den er et godt eksempel på, at stil aldrig går af mode, selvom verden udenfor måske er videre til noget andet.

Programnote af Malena Rønnow

STÅLSAT KONSERVATIV KOMPONIST
EN
MEDVIRKENDE
Jan Erik Schousboe, violin Martin Jochimsen, bratsch Johnatan Slaatto, cello Stinus Christensen, violin Ole Bartholin Kiilerich, klaver Lucia Klonner, fløjte Albrecht Krauß, obo Ron Chen-Zion, klarinet Mette Spang-Hanssen, cello Niels Aamand Güntelberg, horn Xanthe Arthurs, fagot Ester Mielewczyk, violin
ODENSESYMFONI.DK
PARTNERSKABER
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.