Den sene romantiks superhelte - 16. november 2017

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 16. NOVEMBER 2017 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

DEN SENE ROMANTIKS SUPERHELTE Odense Symfoniorkester Dirigent: Hans Graf Solister: Eugen Tichindeleanu, violin; Michaela Fukačová, cello Johannes Brahms: Dobbeltkoncert for violin og cello (1833 - 1897) I Allegro

II Andante III Vivace non troppo

Varighed: ca. 32 min.

PAUSE Anton Bruckner: (1824 - 1896)

Symfoni nr. 4, ”Den romantiske”

I II III IV

Varighed: ca. 1 time 10 min.

Bewegt, nicht zu schnell Andante quasi Allegretto Scherzo: Bewegt Finale: Bewegt, doch nicht zu schnell

I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium.

DEN SENE ROMANTIKS SUPERHELTE Hvis Bruckner var en superhelt, så vidste han det ikke selv. En superhelt ville næppe maltraktere sine egne værker pga. af velmenende venners råd, sådan som Bruckner vedblev at gøre hele livet igennem.

Alligevel er der noget umådeligt kraftfuldt og stærkt ved hans enorme lydkatedraler, der i flere tilfælde sagtens ville kunne bruges i en god Marvel-film. Og Brahms, der måske faktisk var lidt af en musikalsk superhelt, opførte sig ikke sådan over for kollegaen Bruckner, som han beskyldte for at komponere ”symfoniske kvælerslanger”. Men alligevel føles aftenens koncert lidt som et slag mellem superhelte fra konkurrerende universer: de stod på hver sin side af det, man kalder ”War of the Romantics”, i en tid hvor kompositionsmusik var en kampplads for både filosofi, samfundsanalyse og verdensopfattelse: Johannes Brahms stod med næsten alle de konservative, magtfulde kritikere på én side med holdninger om, at musik var musik i absolut forstand, og over for ham stod først og fremmest Wagner og Liszt, men altså også deres næsegruse beundrer Anton Bruckner, der ville bryde med formerne, sprænge rammerne for det mulige og rykke verden med deres musik. Historien har ikke afgjort striden, og den dag i dag kan musikkyndige ryge i totterne på hinanden, når de ytrer sig om enten Brahms eller Wagner m/ følge. Vi håber dog, at aftenens koncert kan forløbe uden håndgemæng trods det store kunstneriske spænd.

Sig det med blomster…

– eller med en overdådig dobbeltkoncert i tre satser.

Brahms valgte det sidste som en måde på igen at komme ind på livet af sin livslange ven og musikalske følgesvend og sparringspartner, violinvirtuosen Joseph Joachim, der havde lagt ham på is. Sagen var den, at Brahms havde taget parti for Joachims kone, sangerinden Amalie Schneeweiss, i den bitre strid, der var opstået, efter at Joachim havde beskyldt Amalie for at være ham utro med Brahms’ udgiver, Fritz Simrock. Således havde de to bedstevenner næsten

MICHAELA FUKAČOVÁ

ikke haft nogen kontakt i tre år, da Brahms i 1887 forsøgte, og lykkedes med, at knytte Joachim tættere til sig igen ved at skrive en koncert til ham og hans kvartetkollega, cellisten Robert Hausmann. Endnu en ”ren” violinkoncert tilegnet vennen ville nok have været for aggressivt et træk, så Brahms’ sidste orkestrale værk blev altså til den noget aparte størrelse: en koncert for violin OG cello, tilegnet ”Ham, som den er skrevet til”; så kan det ikke siges mere delikat.

Clara Schumann, Brahms’ livslange veninde og enke efter Robert, kaldte da også i sin dagbog værket for et ”forsoningsværk”.

Brahms har da heller ikke sparet på charmen: han har både indarbejdet en musikalsk udgave af Joachims personlige motto ”Frei aber einsam”, oversat til tonerne f-a-e (et hint til den hyldest-sonate, F-AE-sonaten, Schumann og Brahms skrev til Joachim 30 år tidligere), samt et citat fra Joachims yndlingsviolinkoncert af den nu næsten glemte italienske komponist G. B. Viotti. Og faktisk kan førstesatsens opbygning ses som en spejling af den udvikling i deres relation, som Brahms så for sig: i starten af 1. sats, efter et kort orkesterudbrud, taler celloen (Brahms?) alene, intenst og insisterende, men i sidste ende opgivende, resignerende. Et indsmigrende sidetema fra orkestret får dog violinen i tale, og de to påbegynder en samtale, der fører til en sammensmeltning af de to instrumenter til ét, når de i t. 46 optræder som et ”superstrengeinstrument”, der rækker helt fra violinens allerhøjeste register til celloens dybe C (en tillokkende akustisk mulighed i en tid inden elektroniske muligheder). Og herefter optræder de i alle tænkelige forskellige indbyrdes relationer: barnagtigt legesyge, kontrasterende, indsmigrende, diskussionslystne, venskabeligt konkurrerende, understøttende, harmoniserende, som unisonpartnere, og endda som en hel strygekvartet, når Brahms lader begge instrumenter spille dobbeltgreb. De imiterer hinanden, afslutter hinandens sætninger, akkompagnerer og understøtter hinanden – kort sagt alle de måder, som Brahms havde lyst til at omgås sin livslange ven på.

EUGEN TICHINDELEANU

Første sats er da også suverænt den længste og mest substantielle – der var meget, der skulle ud!

I andensatsen hører vi en skøn melodi spillet i unison til at starte med, og også her smelter solisterne sammen med og lægger sig oven på orkestret fremfor at ville skille sig ud i solistisk brillans. Tredje sats er en typisk Brahms-rondo med et ungarsk tilsnit, som sikkert skal tilskrives den enorme succes hans Ungarnske Danse havde haft kort forinden. Her fortsætter soloinstrumenterne deres idérige samtaler og -spil fra første sats, mens humøret får en tand op – stadig med solostemmerne som en integreret del af orkestersatsen. Og hermed kommer Brahms’ lidt upåagtede dobbeltkoncert (som da også i samtiden fik en særdeles kølig modtagelse og fik kritik for at være ”uden følelse”, ”fortænkt” og ”akademiseret”) til at bygge bro helt tilbage til Mozart, der i sine koncerter perfektionerede instrumentalkoncerten som et først og fremmest orkestralt værk og ikke som et medium for solostemmens brillans. Og således blev også ringen sluttet for Brahms’ orkestermusik, der startede med den første klaverkoncert og altså sluttede med denne fornemme forsoningsgave til en kær og savnet ven. Og med den gamle mesters suveræne klassiske satsteknikker i ørerne kan kontrasten næppe blive meget større til den sjælsvridende mastodont, der venter os efter pausen.

Outsideren Anton Bruckner var en meget mærkelig mand.

Efter at have tilbragt de første næsten 40 år af sit liv i nærheden af fødebyen Ansfelden i det nordlige Østrig, først som skolemester og siden som organist (med det erklærede mål at blive den bedste organist i verden), bragte mødet med Richard Wagners musik og siden Franz Liszt ham til storbyen Wien, hvor han var og forblev noget af en outsider. Udover en yderst veludviklet OCD, der tvang ham til at tælle alt og alle i sin nærhed (inkl. antal mursten og vinduer på meget store huse!), var han socialt handikappet og tilbragte livet i en følelse af evig underdanighed – fx tiltalte han konsekvent kollegaen Liszt som ”Deres Nåde”. Der var vitterligt nok at gøre grin med: han gik håbløst gammeldags og bondsk klædt, han blev livet igennem ved med at være tiltrukket af og fri til teenagepiger uden nogen form for held, han var besat af døden og havde et billede af sin afdøde mor stående i sit arbejdsrum, ligesom han opsøgte og fingererede Beethovens og Schuberts kranier. Det er måske derfor ikke så sært, at mange kolleger og kritikere i samtiden betragtede ham som lidt af et fjols, og han blev således heller aldrig accepteret i de finere kredse i Wiens musikliv.

Med sin usikre fremtoning blev han desuden offer for alt for mange velmenende råd om, hvordan hans musik burde lyde. Således eksisterer der et utal af udgaver af hans symfonier, og det har været en utaknemmelig opgave at få forsket sig frem til, hvad han oprindelig havde tænkt sig. Nu er der dog efterhånden ved at være konsensus omkring, hvilke udgaver vi betragter som 'ægte' Bruckner. Komponisten selv var

HANS GRAF

udmærket klar over, at det ville være svært at bevare originalpartiturerne for eftertiden, så han fik produceret en forseglet boks med de originale manuskripter som en slags forsikring mod velmenende 'venner'.

Dette blev dog heller ikke respekteret, og indholdet af den gik tabt, hvorfor musikologer siden har tilbragt mange timer med at løse ”The Bruckner Problem”: nemlig at forsøge at finde tilbage til symfoniernes oprindelige form og udtryk.

En af de ting, som alle disse mange ”venner” syntes, det var aldeles nødvendigt at ”hjælpe” den stakkels Bruckner med, var orkestreringen. Bruckner foretrækker at bruge orkestrets forskellige grupper separat, som blokke af ensartet lyd, fordi han først og fremmest tænker som en organist: orkestret bliver brugt som registre på et orgel, hvilket medfører såkaldt ”terassedynamik” som i barokken, altså store og pludselig spring i lydniveau, ligesom de enormt lange opbygninger også leder tankerne hen på orglets måde at producere sammenhængende lydforløb på - uden at ”trække vejret”. Dette var håbløst umoderne i Wien i slutningen af det 19. århundrede, hvor trenden var at bruge orkestret så varieret som muligt, så utroligt mange velmenende venner og elever har forsøgt at 'hjælpe' Bruckner med at orkestrere bedre og fik dermed i mange tilfælde ødelagt netop dét, der er Bruckners kendetegn.

Et andet aspekt, som samtiden havde svært ved at sluge, var Bruckners antipati for overgange i musikken: når han har sagt det, han vil sige med én temagruppe, skifter han som på en fjernbetjening til en ny slags musik, som han derefter behandler og så fremdeles. Det har fået mange kritikere gennem tiden til at påstå, at han mangler form, udvikling og overblik i sine kompositioner, men hvis man lytter uden forbehold og med koncentration i de store tidsspand, han bevæger sig over, så udkrystalliseres en meget klar fornemmelse af sammenhæng alligevel - den er bare overhovedet ikke som hos Beethoven eller Brahms.

Til gengæld er der i Bruckners storslåede klangverden noget helt unikt, nemlig en følelse af hjemløshed, et

ophør af tid og rum, blandet med det ekstremt hjemlige i de landlige temaer, der er som klippet ud af de østrigske bjerglandskabers idyl. Og giver man sig hen til hans lange forløb, hans kaskader af lyd og de sjæleskurrende akkorder, så venter der en symfonisk oplevelse af de helt store.

Første sats har den for Bruckner karakteristiske overjordiske klangverden, som straks sender mig på langfart ud i galaksen med solohornets simple, men geniale åbningstema. Og kontrasten til den landlige feel-good-stemning i sidetemaet kan næsten ikke være større. Alligevel efterlades man med det indtryk, at disse to forunderlige musikalske størrelser trods deres forskellighed MÅ passe sammen, og de hensætter os i en frydefuld undren og til tider næsten en slags trance i de knapt 19 minutter, som denne ene sats varer.

Den gående andante-sats er en opvisning i et langt musikalsk forløb. Hele satsen fornemmes som én lang bue, der uendeligt langsomt bevæger sig ubønhørligt mod det store klimaks i slutningen af satsen.

Det er musik, der næsten har en fysisk indvirkning med sin kontinuitet, og den store bue spændes til bristepunktet og udløses i et storslået klimaks, der via en 'skæv' hornsolo bringer satsen tilbage til udgangspunktet og rydder scenen til tredjesatsens vilde jagt.

For her i symfoniens hit-sats, scherzoen, præsenteres vi for en sand hvirvelvind af heste, hunde og ryttere, når den vilde jagt går over messinggruppen, der her virkelig får sved på panden. Som altid hos Bruckner veksles her også med en roligere, folkeligt klingende musik, og vi når næsten at blive helt vel til mode i denne blanding af jagtfanfare og blid afslapning.

Det får fjerdesatsen dog hurtigt gjort kål på: finalesatsen præges af en truende, trykket atmosfære og udbrud af voldsomhed, der næsten tager pusten fra lytteren; man kan mærke det tunge messing helt ned i maveregionen! Her viser Bruckner, at han selvfølgelig HAR overblik over sit enorme materiale, når han lader noter af Andante-satsen finde vej ind undervejs, ligesom jagtmotivet fra scherzoen kan fornemmes under overfladen. Til allersidst genforenes vi med det storslåede horntema fra 1. satsen, når han mod slutningen bygger en veritabel katedral af lyd, og den spøjse komponist, der i sin levetid var så ugleset af mange på parnasset, lader musikken tale med en urkraft, der virkelig er en superhelt værdig.

Programnote af Ole Bartholin Kiilerich MEDVIRKENDE Hans Graf, dirigent Hans Graf startede sin karriere med at spille violin og klaver. Fra Musikhochschule i Graz blev det dog dirigentstudiet og klaver han fik eksamenspapirer på.

Han fortsatte sine studier i Italien med Franco Ferrara og Sergui Celibadache og i Rusland med Arvid

Jansons. Graf er blevet tildelt chevalier de l'ordre de la legion d'honneur af den franske regering for at udbrede fransk musik rundt om i verden samt the Grand Decoration of Honour in Gold for tro tjeneste for Østrig. Han er også professor emeritus for orkesterdirigering på Universitat Mozarteum i Salzburg. Den fremtrædende østrigske dirigent Hans Graf er en af vor tids mest respekterede dirigenter og kendt for at favne et bredt repertoire.

Graf havde sin Carnegie Hall-debut med Houston Symphony i januar 2006 og vendte tilbage til Carnegie igen i marts 2007 og har siden været der adskillige gange.

Eugen Tichindeleanu, violin Koncertmester i Odense Symfoniorkester siden juni 2013. Eugen Tichindeleanu er født ind i en rumænsk musikerfamilie og debuterede som bare 8-årig med Bacau Symphony Orchestra. Han er uddannet på Musikakademiet i Bukarest, hvor han studerede hos Stefan Gheorghiu. I 2003 flyttede han til Paris, hvor han studerede på konservatoriet hos Gerard Poulet og Olivier Charlier. Han har også fulgt undervisning hos Mauricio Fuks, Pavel Vernikov og hos sin mentor Dmitry Sitkovestky. I perioden 2006-2008 blev han som koncertmester inviteret af symfoniorkestret i Granada, Spanien og i samme periode arbejdede han med Chamber Orchestra of Europe. Efter tre år hos Orchestre National du Capitole de Toulouse, har han arbejdet med London Philharmonic Orchestra og Sjællands Symfoniorkester. Ved siden af de symfoniske koncerter er Tichindeleanu en aktiv kammermusiker, bl.a. i Odense Symfoniorkesters Pro Musica koncerter.

Michaela Fukačová, cello Født og opvokset i et musikerhjem i Brno i Tjekkiet. Som 4-årig begyndte hun at spille klaver, men først som 13-årig blev hun grebet af celloen og vandt to år senere sin første pris ved Beethovenkonkurrencen i Tjekkiet. Efter studier ved Akademiet i Prag flyttede Michaela Fukačová i 1985 til Danmark, hvor hun forsatte sine studier i solistklassen hos professor Erling Bløndal Bengtsson på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I 1986 var hun prisvinder af den internationale TjajkovskijKonkurrence i Moskva. Samme år afsluttede hun sin uddannelse med en sensationel debut, som med ét slag gjorde hende til én af de mest efterspurgte solister i Danmark. Priser og udmærkelser fulgte i rask tempo. Et vendepunkt blev mødet med den legendariske cellist Mstislav Rostropovitj, som blev hendes musikalske mentor. Det internationale gennembrud kom i 1990, hvor Fukačová debuterede i Paris og i London. Siden har hun koncerteret i alle vesteuropæiske lande, i USA, Canada, Japan og Sydkorea. Fukačová er 1. solocellist i Odense Symfoniorkester.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen (orlov) Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen (orlov) Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Ivar Bremer Hauge ** Jevgenij Skuratovskij ** Emily Fowler ** Sigrun Edvaldsdottir ** Krystina Duchonova *** Iben Bøgvad Kejser *** Veronika Mojzesova *** Bianca-Alexandra Tarabega *** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Vakant Mads Haugsted ** Vivi Mark ** Ivaylo Dechkoff ** Karoliina Koivisto ** Mina Fagerlund Hosseini ** Alba Catalan *** Metia Pi Mørup Larsen *** Anna-Barbara Thomsen *** Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Veronika Lenartova ** Tomas Hanoucek *** Jakub Machacek *** Ance Lipste *** Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Mathias Fyhn *** Anna Tulissi *** Sophie Kalina Hildeshein *** Filippa Westerberg *** Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Patryk Strycharczyk ***

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant Kirstine Lassen ** Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Anne Sophie Broholt Jensen ** Trompet Per Morten Bye Vakant Henrik Hou Feddersen Kasper Knudsen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Christian Larsen ** Tuba Carl Boye Hansen Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Rune Schuster ** Nikolaj Petersen **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Praktikanter fra Syddansk Musikkonservatorium

ODENSESYMFONI.DK