Behandling med PARP-hæmmer bør tilbydes til flere

Medicinen niraparib, som har vist at kunne forlænge tiden mellem tilbagefald af æggestokkræft, er i Danmark kun godkendt til behandling hos kvinder med en bestemt genmutation. Det giver ulighed i behandlingen, mener formand for patientforening.

Af Christine Foss Henriksen, redaktør, Netdoktor.dk. Foto: iStockphoto.com

Foreningen KIU (Kræft i Underlivet) har mange fokusområder, men siden januar 2019 har der især været én ting, som har ligget formand Birthe Lemley på sinde: at få godkendt en bestemt slags medicin af typen PARP-hæmmere til en gruppe patienter, som i dag ikke bliver tilbudt behandlingen.

For snart to år siden godkendte Medicinrådet nemlig PARP-hæmmeren niraparib til behandling af æggestokkræft hos kvinder, som har BRCA-mutation, men ikke til kvinder uden denne mutation. Kvinderne uden BRCA-mutation udgør 70 procent af tilfældene af den mest udbredte type af æggestokkræft, såkaldt HGSC (High-grade serous carcinoma). Læs mere om PARP-hæmmere og BRCA i artiklen ’Behandlingen er kompleks, og patienten bør inddrages’

Effekt på kvinder både med og uden BRCA-mutation

Medicinen har ellers vist effekt på begge grupper af kvinder i forhold til at øge tiden til tilbagefald.

Netop tiden inden sygdommen vender tilbage, er afgørende for, hvilken behandling kvinden kan få.

“Hvis patienten skal gøre sig håb om igen at kunne få det meget effektive kemostof carboplatin, skal intervallet mellem tilbagefald være

på minimum 6 måneder. Uden behandling går der i gennemsnit 3,9 måned før tilbagefald. Behandling med niraparib øger tiden mellem tilbagefald med 5,4 måneder ud over de 3,9. Det giver patienten 9,3 måneder mellem tilbagefald, så patienten igen kan få virksom kemo,” forklarer Birthe Lemley.

Baggrunden for Medicinrådets beslutning

Medicinrådet vurderer lægemidler på baggrund af effekt, eksisterende behandling og pris.

For patienter med æggestokkræft uden BRCA-mutation vurderer Medicinrådet, “at der ikke er et rimeligt forhold mellem lægemidlets kliniske merværdi og omkostningerne ved behandling med niraparib sammenlignet med ingen behandling (placebo).”

Behandlingen vurderes af Amgros at koste mellem 700.000 og 900.000 per patient per år.

Kilde: Medicinrådet og Amgros

Problematisk grundlag for beslutning

Birthe Lemley finder baggrunden for rådets beslutning problematisk. Til kvinder med BRCA-mutation var der i forvejen en anden behandling at sammenligne effekt og pris med. Det er en anden PARP-hæmmer kaldet olaparib. Prisforskellen mellem olaparib og niraparib er ikke så stor, og derfor repræsenterer den nye behandling med niraparib ikke en stor ekstraudgift til disse kvinder. Men for kvinder uden BRCA-mutation, der ikke i forvejen bliver tilbudt behandling med en PARP-hæmmer, er der kun prisen på placebo (ingen behandling) at sammenligne med. Det giver et dårligt grundlag for sammenligning, mener Birthe Lemley.

Vores nabolande Sverige og Norge har godkendt behandling med niraparib til kvinder uden BRCA-mutation

Hun fremhæver desuden, at den årlige pris på 700.000-900.000 kroner per patient, som behandlingen vurderes at koste, kun bliver aktuel for den enkelte, såfremt kvinden reagerer positivt på behandlingen. Det ved man efter tre måneders behandling, hvor patienten scannes og får taget blodprøver.

Giver ulighed i behandling

Patienterne er bevidste om forskellen på, hvem der kan få PARP-hæmmeren, fortæller Birthe Lemley:

“Dem i de sene stadier ved jo godt, hvor det bærer hen. Og når de så bliver nægtet medicin i Danmark, som, de ved, kan være livsforlængende, så opstår der en enorm frustration og vrede over forskelsbehandlingen.” Hun fortsætter:

“Nu er der jo dem, der søger til udlandet for at få behandlingen. Det er dem, der har penge. De, der ingen penge har, kan ikke få behandlingen. Så bliver der jo ulighed. Enorm ulighed.”

Vores nabolande Sverige og Norge har godkendt behandling med niraparib til kvinder uden BRCA-mutation, og det samme har 11 andre europæiske lande.

Arbejder for at ændre Medicinrådets beslutning

Siden Medicinrådet traf sin beslutning, har Birthe Lemley, KIU og berørte patienter arbejdet for at ændre den:

“Jeg har sendt flere breve til Medicinrådet, vi har haft foretræde for Sundhedsudvalget, og nogle af patienterne har været på DR1. Jeg har været i radioen på P1 og har medvirket i mange artikler,” fortæller Birthe Lemley og siger:

”Det koster kvindeliv at nægte 70 procent af patientgruppen denne PARP-hæmmerbehandling.”