Tema: Det maritime vadehav
SEvert S Karen af Mandø losser på vaden i 1943. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg.
Cathrine, og i de følgende år anvendtes skibet til sejlads med gods og varer i den nordligste del af Vadehavet. Fra Esbjerg havn forsynede skibet primært Nordby og i mindre omfang Janderup, Ho og Tarphage. Lasterne bestod typisk af brændsel, byggematerialer og foder. En oversigt over Ane Cathrines laster i perioden 1887-94 viser, at everten langt overvejende transporterede kul, koks, tømmer, brædder, mursten, korn og halm fra Esbjerg til Fanø og til lokaliteterne ved Ho Bugt. Fra Ane Cathrine og andre everter, som var aktive i denne sidste epoke af evertsejladsens historie, kender vi til nogle af rutinerne og de mandskabsmæssige opgaver på everterne. Besætningen på de små fragtskibe var minimal og bestod som hovedregel blot af en skipper og en dreng, dvs. en skibsfører og et ungt besætningsmedlem, som kunne gå til hånde med alle forefaldende opgaver. Sejlads i Vadehavet krævede et stort lokalkendskab, og ved hjælp af landkending og en pejlestage til at måle vanddybden kunne en erfaren skipper altid finde vej gennem de lokale dyb og sejlrender. Sejladsen indrettedes efter tidevandet, og man søgte at sejle med strømmen og dermed nå frem til sit bestemmelsessted inden vandskiftet, hvor strømmen vender og løber i modsat retning. Evertsejlads 24
SEvert S Ane Cathrine omkring 1967, før museets restaurering af fartøjet. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg.
har formentlig for mange vadehavsdrenge udgjort den første hyre i et langt liv til søs, og fartøjerne kan på den måde have haft betydning som en slags ”kravlegård” for kommende søfolk. Forholdene om bord var ydmyge, og man forstår godt, at det op i 1900-tallet tyndede ud blandt de aktive everter i området. Fartøjstypen blev efterhånden overflødiggjort af moderne infrastruktur, herunder havne, jernbaner, lastbiler samt ikke mindst den regelmæssige færgedrift, som efterhånden forbandt de fleste øer i Danmark med fastlandet. Det er værd at bemærke, at et fartøj som Ane Cathrine således allerede var lidt af en anakronisme, da den blev leveret fra Abrahamsens værft i 1887. På det tidspunkt var Esbjerg havn i vækst, jernbaner, færger og snart også automobiler forbandt byer med hinanden, og dermed var evertsejladsens tilpasning til Vadehavets særlige naturforhold ikke længere livsvigtig for beboerne på øerne. Således kan man følge everternes laster op gennem den første halvdel af 1900-tallet og se, at konkurrencen på transportområdet efterhånden kun efterlod de mest marginale laster til everterne. Stykgods var overtaget af færgerne, og selv om everterne stadig fragtede tørv, hø og halm samt eksempelvis muslingeskaller fra vadehavsbankerne
til kalkovnen i Varde, blev der færre og færre laster for everter. En undtagelse var everten Karen, som forsynede Mandø med daglige fornødenheder helt op til efter Anden Verdenskrig. Ane Cathrine blev motoriseret i 1919, men måtte også opgive rollen som ”Vadehavets varevogn” i mellemkrigsårene. De sidste år som erhvervsfartøj blev Ane Cathrine brugt som muslingeskraber i Vadehavet. I 1967 blev den efterhånden firs år gamle evert overtaget af det nyoprettede Fiskeriog Søfartsmuseum i Esbjerg, som overtog ansvaret for bevaringen af det nu nedslidte fartøj. Vadehavsfiskeri Ved siden af den særlige form for søtransport i Vadehavet har naturforholdene i området gennem tiderne også givet befolkningen rige muligheder for fiskeri. Økonomisk og teknologisk må man skelne mellem to former for fiskeri i og fra Vadehavet, ”indenskærsfiskeriet” og havfiskeriet. Hvor indenskærsfiskeriet inde i tidevandsområdet var præget af stor opfindsomhed på redskabssiden, var fiskeriet længere til havs med kroge og langliner uden tvivl det økonomisk vigtigste fiskeri. Ved Ho Bugt kendes det havgående fiskeri helt fra fiskerlejet Sønderside i 1500-1600-tallet til