jeg har mødt i klubben, gennem alle de fantastiske mennesker, som har haft sin gang i klubben, dem har jeg taget med og de er blevet en del af mig. Om det har været trænere, holdledere, holdkammerater eller andre, så er det summen af det hele. Nu endte jeg så på Superligaholdet, ikke som spiller, men som træner. Om det er Bjarne Kantos skyld, at det kun blev til Danmarksserie og ikke Superliga, må stå hen i det uvisse. Og så alligevel ikke, for jeg var spinkel, langsom, middelmådig teknisk. Det er ikke den optimale pakke for en topspiller. Bjarne lærte mig trodsalt at holde bredden som back, hvilket indimellem resulterede i, at jeg kom stolt ud til pausen med kridt på støvlerne. Jeg havde holdt bredden, lige præcist som han havde sagt og kunne fremvise beviset. Men Bjarne var god af sig. Han var også træner for min brors hold. Jeg husker svagt, at jeg brød tudende sammen på parkeringspladsen, da storbror Lars skulle til LKBCup, og jeg ikke skulle. Bjarne forbarmede sig over mig, og jeg endte med at spille med de store drenge.
Af andre ting jeg husker og som er printet ind på nethinden er AaB Cup, med indmarch på den nuværende opvisningsbane. Eller nærmere bestemt cricketbanen, som den oprindeligt var. Måske det er sporene efter de mange Cricket kampe, at banen nu for tredje gang er blevet gravet op. I øvrigt et fantastisk miljø omkring cafeteriet, som i tidernes morgen indimellem var fyldt med netop cricketspillerne, der havde gang i en af deres timelange kampe. Selvsamme cafeteria har lagt ryg til et utal af seniorfester. Her slog både herre og dameafdelingen ofte festerne sammen, om det var opstartsfest, afslutningsfest eller Den gyldne Støvle. Der blev skejet ud, og det er ikke så lidt væggene i den nederste del af cafeteriet ville kunne fortælle, hvis det var muligt. Måske godt det ikke kan lade sig gøre. Men godt for de mange fester med både herrer og damer, for det var her jeg mødte Merle. Hun tørnede ud for damerne, da de var i 3F ligaen for første gang. Vi er nu gift og har 3 dejlige børn.