Sig det med farver! - om Montana og farvernes uendelighed Af LISBETH BONDE Kan man forestille sig en verden uden farver? En verden i udelukkende grå, sorte og hvide nuancer, sådan som den tonede frem på skærmen i fjernsynets barndom? Nej, vel? Farver giver energi, og en verden uden ville fattes liv. Selv den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916), som ellers er kendt for sin gråtoneskala og sit liv i skyggen, brugte et rigt spektrum af farver, hvis man kigger ordentligt efter: Han blandede violet, umbre, okker, violet og rød og gul i sine grå toner, hvilket forlener dem med en tilbageholdt energi og en skøn timbre. ”Former og farver tager fat i os. De tager fat i arkitekturen og i os mennesker. De bliver et tilbud om noget andet. En udsmykning eller en farvesætning er en generøs gestus, ligesom et maleri er en generøs gestus…På sin vis er farver nogle banale størrelser, men de kan noget i forhold til hinanden…I sin enkleste form er farver uendelige størrelser,” siger maleren Malene Landgreen (f. 1962), hvis palet har ændret sig mærkbart, efter at hun for to år siden bosatte sig i Berlin. I den tyske hovedstad har hun oplevet et andet lys med en deraf følgende helt ny farvevirkelighed. 1) Malene Landgreen har udført mange rumudsmykninger og har ofte gjort brug af stærke farver, både når hun maler, og når hun udtrykker sig vha. fx glas. Hendes in situ projekter, som det hedder, når kunstneren arbejder med permanente, stedsspecifikke værker, der forholder sig til arkitekturen og den kulturelle kontekst, kan ses rundt omkring i Danmark, bl.a. i Aalborg Lufthavn og i DRbyen. Landgreen beriger disse ellers lidt grå og anonyme offentlige rum med sin farvede, arabeskagtige ’kalligrafi’ og abstrakte formfigurer og giver dem karakter og liv. I 2007 skabte hun en funktionel væginstallation vha. Montanas reolmoduler i overvejende komplementærkontraster. Installationen indgik i udstillingen ’Eventyrskabe’, som blev vist på Kunsthallen Brandts i 2007 sammen med 6 andre kunstneres innovative og ganske overraskende installationer, dannet udelukkende af Montanas moduler. Som så ofte før viste kunstnerne her nye veje. Derfor arbejder Montana sammen med dem, for i kunstnernes håndtering bliver Montanas farvede moduler et endeløst mulighedsfelt. Billedhuggeren Bjørn Nørgaard (f. 1947) gik endda så vidt som til at opbløde Montanas firkantede moduler til organisk svungne former i hans reol med titlen ’Hist hvor vejen slår en bugt.’ For at udføre reolen anvendte han Montanas eget produktionsapparat. Ved gentagne lejligheder havde han besøgt Peter J. Lassens Montana-fabrik og fundet arbejdsmiljøet dér sundt og luftigt. Ud fra devisen om altid at søge nye kunstneriske græsgange og uprøvede arbejdsmetoder skabte han en reol, der slangede sig igennem rummet i en bugtende bevægelse. Den rejste sig fra jorden fra 4 cm i det første modul til 456 cm i det sidste og bestod af ubehandlede MDF-plader. Reolens rum blev fyldt op med gips, for ”folk skal tænke selv i stedet for at lade sig styre af bøgerne,” sagde Bjørn
Nørgård. Kun manglen på fantasi og frækhed sætter grænser for de visuelle muligheder, som ligger i Montanas modulsystem - nu med indbygget utopi. De fleste kender glæden ved at entre et rum med en smuk farvesætning og med møbler, der passer dertil, for i et sådant rum er der en særlig timbre og ambiance. Her har øjet noget smukt at ’græsse af.’ Den danske kunstprofessor Poul Gernes (1925-96) var en mester i at skabe sådanne rum vha. farver. Han farvesatte bl.a. det nedslidte Ordrup Gymnasium, så vægge og paneler fik liv og ’mæle’ med det resultat, at gennemsnitskarakteren steg et karakterpoint! Som Goethe sagde: ”Geni består af 99 % transpiration og 1 % inspiration!” Ergo skal der arbejdes for resultaterne, og man arbejder bedst i inspirerende rammer. Når farverne derimod klinger falsk og råber til hinanden, fordufter trivslen med deraf følgende nedadgående knæk i produktivitetskurven. I løbet af de seneste 20-30 år, hvor reproduktionsteknikkerne er blevet stadig mere effektive og billige, er farvernes tilstedeværelse i de offentlige rum vokset i en grad, så vi risikerer at blive immune over for meddelelserne. Vi ser farvebilleder på billboards og reklamestandere, på plakatsøjler, på busser og tog og i butiksvinduerne. Som regel i dekorative og appelerende signalfarver. Det er et massivt bombardement af vores visuelle sanser, der fordrer, at man omgås farver med følsomhed, hvis man vil vinde gehør. Montana har forstået at vinde gehør, bl.a. ved at finde samarbejdspartnere i kunstens verden. ”Farver er kommunikation,” siger multikunstneren Per Arnoldi (f. 1941). Med sine karakteristiske tre primærfarver maler han gerne på kæmpemæssige formater i form af bygninger, skabt af den britiske arkitekt Norman Foster, når han ikke betjener sig af lærredets mere beskedne formater. I Arnoldis håndtering fremmer farver rumorienteringen i bygninger og skaber miljø. Farver stimulerer mennesker, hvad enten de arbejder, socialiserer eller vegeterer. Men farver er subjektive, så man skal gerere sig med omtanke, når man farver bygninger eller for den sags skyld maler sine vægge og møblerer sit hjem, hvilket vi alle har tumlet med. Den tyske billedkunstner og farveteoretiker Johannes Itten (1888-1967), der bl.a. var tilknyttet den berømte Bauhaus Skole i Weimar (1919-23), fandt frem til begrebet subjektive farveklange, dvs. at individer opfatter harmoniske farveklange forskelligt. Han påviste, at farver påvirker vores mentale tilstand, om vi vedkender os det eller ej. Som personer har vi også nogle iboende farver, som vi udstråler, og som regel klæder de farver os bedst, som matcher til denne vores personlige farveudstråling. Hvad er farver? Men hvad er farver egentlig? Farver er vanskelige at definere, eftersom de både er materielle og immaterielle og abstrakte og konkrete - og altså ikke sådan at få hold på. Billedkunsten har i århundreder været optaget af farvernes rum- og stemningsskabende virkning. Kort fortalt er farver lys, som reflekteres tilbage på forskellige bølgelængder fra de mange konkrete overflader og strukturer i vores
omgivelser. Hver enkelt farve har nogle særlige egenskaber og ændrer sig, alt efter de farver den optræder sammen med. En farve kan virke varm sammen med én farve og kold sammen med en anden. Der er ingen grænser for farver. De findes i et uendeligt antal, toner og nuancer. Denne uendelighed har Montana omsat med lige dele fokus på formmæssig fleksibilitet - idet man kan opdele de mange forskellige kassemoduler på både den vandrette og den lodrette led - og på farvemæssig fleksiblitet, idet der tale om en uendelighed af farvekombinationer, der tager udgangspunkt i Montanas syv farver: natural, graphic, grace, exellence, friendly, authentic og attitude. Disse farver gradueres, så vi er oppe på 42 farver, foruden de mange farver, der fremkommer i genbrugsplast og i de naturlige trænuancer fra lys bøg til mørkbejdset træ. Med grundmoduler i de syv grundfarver og med gradueringer inden for hver enkelt farve kan man faktisk som en anden kunstner farvesætte sin bolig eller sin arbejdsplads, så den får et helt unikt præg. ”Making room for personality,” lyder Montanas slogan. Den første, som undersøgte farverne systematisk, var den engelske fysiker og astronom Isaac Newton (1642-1727), der i 1676 foretog et eksperiment med at lade sollys passere gennem et trekantet prisme og ramme en hvid skærm. Det viste sig, at lysstrålen blev spaltet i en vifte af alle regnbuens farver - i rødt, orange, gult, grønt, mørkeblåt, lyseblåt og violet, altså spektralfarverne. Derefter lod han farverne passere gennem en samlelinse til en anden skærm. Her samledes farverne ejendommeligt nok i det hvide sollys. Newtons farveeksperiment blev fulgt op af flere andre teoretikere, herunder den romantiske polyhistor Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), der satte sig for at påvise, at farver er andet og mere end fysiske love, usynlige molekyler og bølgelængder. I sin 1000 sider lange farvelære, som han indtil sin død anså for at være lige så vigtig som sin roman Faust selv om han brillerede som datidens ubetingede litterære geni i Tyskland forsøgte han at skabe en syntese mellem farvernes fysiske egenskaber og menneskets fysiologiske og psykologiske reaktioner på dem 2). Goethe betragtede blåt og gult som grundfarver. Disse to farver repræsenterede henholdsvis fravær og mørke og nærhed og varme. I 1793 udviklede han en seksdelt farvecirkel, som man stadig bruger i dag. Til forskel fra Newton opfattede Goethe farverne som overgangen mellem lys og mørke. Newton havde med sit prismeforsøg defineret mørke som fravær af lys og farve som en opsplitning af lyset i ovenfor omtalte vifte, hvorimod Goethe som den sande romantiker, han var, definerede mørket som en gyldig kvalitet ligesom lyset, og farverne som en overgang mellem de to yderpoler.
Johannes Itten viderebearbejdede bl.a. Newtons og Goethes farvelære og fandt frem til syv kontraster, hvormed man i præcise termer kan beskrive farvernes kvalitet. Disse kontraster er at finde overalt, også i Montanas farvede moduler, og man kan med Ittens kontrastlære i hånden kombinere sig frem til et utal af kontrastmuligheder. Om farvernes naturlove skrev Itten, at de ”stråler i regnbuen.... Sort med dets dybe mørke er nødvendigt for at give den rette dimension til farvetonernes lyskraft. Hvidts lyse strålekraft er nødvendig for at give farverne deres materielle kraft. Mellem sort og hvidt pulserer farvernes synlige verden. Så længe farverne er bundet til motivernes verden, kan vi se dem og forstå deres lovmæssigheder. Deres inderste væsen forbliver skjult for vores forstand og kan kun fattes intuitivt. Derfor kan regler og love kun være skilte på vejen til skabelsen af et kunstværk i farver,”3) Farverne i kunsthistorien – nogle nedslag Som billedkunstner, kunstpædagog og designer tog Johannes Itten naturligt nok afsæt i kunsthistorien og uddybede sin viden om farven ved at studere kunstnernes brug af farver til alle tider. Lad os her følge ham i nogle nedslag, for det er faktisk en interessant historie, som har afgørende indflydelse på vores farveopfattelse i dag - og dermed også på Montanas industrielle farveudvalg, der er vandbaseret og miljørigtigt. Man ved, at både ægypterne og de gamle grækere benyttede stærke farver i deres polykrome skulpturer og bygningsværker - og møbler. Udstillingen ClassiColor på Ny Carlsberg Glyptotek i 2004 var en overbevisende demonstration af de gamle grækeres kærlighed til farverne. I mange århundreder antog man, at skulpturerne og bygningsværkerne havde været stort set farveløse, idet tidens tand havde gnavet farverne væk fra den blege og ofte fragmenterede marmor. Ny teknologi har imidlertid gjort det muligt at identificere rester af farvepigmenter, så man kan rekonstruere bemalingen præcist. Omtalte udstilling, der bestod af bemalede gipsafstøbninger af skulpturer af den antikke verdens guder, levendegjorde i den grad skulpturerne, så de fremstod med en helt ny vitalitet i alle farvenuancer – også forsølvede og forgyldte skulpturer indgik. I den tidlige middelalders Ravenna i Italien kunne man udtrykke sig detaljeret og med en rigdom af farvenuancer vha. mosaikker. Den danske kunstoffentlighed kunne nyde godt af denne overleverede tradition for ypperligt kunsthåndværk, da Erik A. Frandsen på udstillingen ’The Real.Unnaturalism’ i Ny Carlsberg Glyptotek i 2007 ’viste billeder, der var dannet af mosaikstifter med motiver af noget så prosaisk og moderne som snapshots af amerikanske mærkevarer og ikoner - fra Disney til Marlboro. Der var en tusindfoldig farverigdom i mosaikkerne, som Frandsen havde ladet fremstille i Pietrasanta. I det opaliserede glas kommer lyset indefra, og der er 28.000 forskellige, lysende farvenuancer at vælge imellem. Fx har guld 14 nuancer, så man kan faktisk ’male’ med mosaik. Også i dag, viste Frandsen.
Hvis vi foretager et spring frem til 19. og 20. århundrede til impressionisterne, ser vi, at de foretog vidtgående farveeksperimenter med afsæt i studier af sollyset. De blev klar over, at genstandenes farver ændrer sig alt efter tiden på dagen. Claude Monet (1840-1926) tog et nyt lærred i brug for hver time, når han malede ’plein air’, dvs. friluftsmaleri, fordi solens gang på himlen ændrede motivets farver. Postimpressionisten Paul Cézanne (1839-1906) førte billedkunstens brug af farver videre - i begyndelsen i al diskretion og isolation. Senere blev han den moderne malerkunsts mest beundrede faderskikkelse. Han tildelte elementer i forgrunden samme valør som dem i baggrunden, ligesom han anvendte parallelle, ganske tydelige penselstrøg, der danner et mønster af små farvefelter – samt blå skygger. Hermed gav han motivet volumen, samtidig med at han gjorde op med opfattelsen af maleriet som et vindue ud mod verden, som man havde kendt fra renæssancen og frem, eftersom man tydeligt kan se, at hans billeder er malede, dvs. konstruerede. Alligevel får hans maleriske metode motivet til at fremstå virkeligere end et fotografi, fordi farverne får det til at fremstå tredimensionelt. Den noget senere fauvist Henri Matisse (1869-1954) arbejdede med strålende, ekspressive farver i en subjektiv symfoni. Ikke mindst i hans vidt berømte maleri fra 1905 af Madame Matisse - også kaldet ’Den grønne stribe’ - en studie i komplementærkontrasterne grøn og rød, hvor han malede en grøn skygge ned gennem hendes ansigt – var vidtgående. Dette maleriet tilhører Statens Museum for Kunst, som Montana indgik en sponsoraftale med i 2008. Hos Matisse sprængtes det naturlige forlæg for alvor. Op gennem det 20. århundrede har kunstnerne eksperimenteret videre både med den figurative kunst og med den abstrakte. Alt synes i dag tilladt i kunsten – ikke mindst hvad angår farverne - hvilket man kan forvisse sig om, hvis man følger yngre danske kunstnere som Bodil Nielsen, Milena Bonifacini, Malene Bach, Michael Mørk, Nils Erik Gjerdevik foruden nævnte Malene Landgreen, der alle leger med farvens muligheder. Uden billedkunstnernes vidtgående eksperimenter ville vi næppe vove os ud i de dristige farvekombinationer, vi benytter i dag. Farverne på Island Fotografierne i denne bog bringer os til Island. Når man kører rundt i det vidtstrakte landskab på den glødende ø og undervejs lutrer legemet i mælkeblåt lagunevand, drikker af smeltevandet fra gletsjerne, beundrer de skulpturelle, mangefarvede klippeformationer inde i landet og ude i det barske Nordatlanten og kører igennem endeløse, golde vidder med lava, bliver man klar over, i hvor høj grad mange nordiske kunstnere har hentet næring i øens dramatiske natur. Således genfindes high tech naturromantikeren Eliassons multimedia installation ’Beauty’ in natura ved det dramatiske vandfald Gullfoss - hvis man er så heldig at besøge det en solskinsdag, hvor regnbuer danser i tågedisen fra vandkaskaderne - for ikke at glemme hans fire vandfald ’City Waterfalls’, der bruste i sommeren 2008 i East River, New York. Troede man, at Island var et goldt land i dæmpede jordfarver, skal man tro om igen. Som det fremgår af bogens smukke fotos, er Islands farvepragt frapperende: Klipperne vibrerer i alle jordfarver, jorden gløder, græsset lyser grønt om sommeren, mens det allestedsnærværende hav skifter farve i takt med vejrets luner. Landet har en vidunderlig norrøn palet med et utal af farvetoner, ikke mindst hvad angår den i første omgang lidt
undselige flora. Farverne går også igen i landets flag, hvis blå farve henviser til havet omkring Island, den røde farve til den glødende lava, mens den hvide farve symboliserer øens store gletsjere. Også den islandske hest har en for heste ganske usædvanlig farvepragt. Hvor man håndhæver nogle nærmest racistiske avlsprincipper, hvad angår hestenes farver i resten af verden, er tolerancen over for den islandske hests lød langt større. Sortbrogede heste, brunskimlede, rubinrøde heste, palominofarvede (lysebrune), røde, sorte og brune heste dukker op som små indianerheste i den islandske natur. Diversiteten er stor, ligesom i Montanas farvemoduler. Smukke farver er rendyrket idealisme og et godt bud på, hvad livet kan være, når det er allerbedst. Islands våbenskjold Islands våbenskjold er, sammen med flaget, symbolet på den selvstændige republik 1) Citeret efter artiklen ’Reservater for farver,’ i magasinet ’DeFarver’ nr. 59 efterår 2008 2) Jfr. Henrik Boëtius, Marie Louise Lauridsen og Marie Louise Lefèvres film og bog: Lyset, mørket og farverne - et indblik i Goethes farvelære, Kbh. 1996, Multivers 3) Johannes Itten: Farvekunstens elementer, Borgen 1977, p. 94
Lisbeth Bonde er cand.mag. og kunstskribent ved Weekendavisen. Hun har senest udgivet bøgerne SOLO om maleren Peter Martensen (2006), Manual til dansk samtidskunst (2006 sammen med Mette Sandbye), antologien Hvorfor kunst? redigeret sammen med Maria Fabricius Hansen (red.) og Dårlige nerver (2007) om maleren Lars Nørgård.
PAGE
PAGE 1