Coolness, uendelighed og nærvær Samtaler om Malene Landgreens værk med kunsthistoriker Bente Scavenius, billedkunstner Lars Bent Petersen og med Malene Landgreen af Tine Nygaard
Til MATISSE & skaber Malene Landgreen et værk, der på sin vis er forskelligt fra, hvad hun før har arbejdet med. Malene Landgreen er maler og arbejder både med maleriets traditionelle former akrylmaling på lærred og akrylmaling på papir – med grafiske tryk, og så har hun efterhånden ganske mange, store stedsspecifikke værker bag sig. De stedspecifikke værker er bearbejdninger af rum med maleriets sprog som virkemiddel, primært farverne. Et eksempel er en produktionshal på en fabrik, hvor vægbeklædningselementer og gulve er farvesat, så helheden er én stor maleri-installation. Nogle vil kalde maleriinstallationerne for udsmykninger, her kalder jeg dem in situ-værker, der oversat fra latin betyder: værker til stedet.
Det er sådan et værk, Malene Landgreen skaber til udstillingen. Det, der gør hendes opgave anderledes, er, at stedet ikke blot er et rum. Det er et rum, hvor vi har besluttet, at også udstillingens ni værker af Henri Matisse skal hænge. Malene Landgreens opgave er derfor den komplekse at skabe et in situ-værk, der fungerer både i forhold til stedet og i forhold til Matisses værker, som er en del af netop dette sted. Rummet er stort, 175 kvm, og Matisses værker fylder fysisk ikke meget, men de er så stærke, at de oplevelsesmæssigt sagtens ville kunne fylde det.
¤
Jeg opfatter Malene Landgreens in situ-værker som konstruktioner i modsætning til hendes frie maleri. I konstruktionerne arbejder hun arkitektonisk, og rummene fungerer
først, når de bliver befolket med de farver og bevægelser, som rummets brugere bidrager med. I det frie maleri, som hun oftest udfolder på lærred og papir, er hendes bevægelser - hendes penselskrift - dét, der får farvefladerne til at leve.
Bente Scavenius beskriver in situ-værkerne på en anden måde. Bente Scavenius er kunsthistoriker og har foruden et stort kendskab til nutidens malere også en omfattende viden om fortidens malere, blandt andre Matisse.
Bente Scavenius taler om temperament. Hun ser et drama i Malene Landgreens værker, der bliver nærværende som rytmer og stemninger, der svinger med det menneskelige sind. Temperamentet oplever hun som sjælelige udtryk, der appellerer til den enkelte beskuer. Og temperamentet forsvinder ikke i in situ-værkerne. Bente Scavenius sammenligner det med den måde, vi oplever arkitektur på. Man kan fornemme et rums svingninger, og man bliver påvirket instinktivt af farver og proportioner, om man vil det eller ej. I in situ-værkerne bygger Malene Landgreen et teatralsk rum op og inviterer sit publikum indenfor. Det er et univers, som man bliver en del af, og derfor bliver man også tvunget til at forholde sig til det.
Senere taler jeg med Lars Bent Petersen om in situ-værkerne. Lars Bent Petersen er billedkunstner og afdelingsleder på det Fynske Kunstakademi.
Når Malene Landgreen skaber in situ-værker, tømmer hun rummet for kunst, siger han. Og det er positivt ment. Med kunsten mener Lars Bent Petersen den modernistiske kunst, som han forstår som en selv-refererende, kunstnerisk praksis. Modernistisk kunst kræver en særlig viden af sine beskuere og et særligt rum for at kunne blive oplevet. Fordi modernistisk kunst - som i Lars Bent Petersens optik er kunst fra 1900 til i dag - udvikler sig ved at forholde sig til og bryde med andre kunstværkers metoder og udtryk. Rammen for den modernistiske kunst har i mange år været besluttet som et
hvidt, kubisk rum, som er renset for udsagn, der kan forstyrre samtalen mellem beskueren og værkerne. Derfor kan det modernistiske projekt ikke fungere i det offentlige rum. Det offentlige rum er fyldt af mennesker, larm og aktivitet og kan ikke tilbyde den meditative og uforstyrrede stemning, som modernistisk kunst kræver. Malene Landgreens in situ-værker fungerer netop i det offentlige rum, fordi de ikke - som modernistisk kunst - er indlæg i den fortsatte diskussion af og i kunsten. Hendes in situværker er nærværende og folkelige.
¤
Lars Bent Petersen gik, ligesom Malene Landgreen, på Kunstakademiet i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Han fortæller, at tiden var vigtig for, hvordan Malene Landgreens har udviklet sit værk.
Da hun begyndte at male i begyndelsen af 90’erne var det et brud med det vilde maleri, som på det tidspunkt var helt dominerende i Danmark. Det var malere som Claus Carstensten, Peter Bonde og Erik A. Frandsen, der i deres værker fortsatte den særligt nordiske, ekspressive malestil, som også malere som Edvard Munch, Asger Jorn og Per Kirkeby er eksponenter for. Sådan fortolker kunsthistorien i hvert fald deres indsats. Da Malene Landgreen - og andre unge malere med hende - brød med det vilde maleri, brød hun således også med hele den ekspressive tradition, en tradition, der er så indgroet, at den nærmest er mytologien om, hvad dansk kunst er.
Det var også et brud med, hvilken rolle en kunstner har i forhold til sit værk. I de vilde eller ekspressive maleres værker er kunstnerne meget synlige, fordi de så tydeligt giver udtryk for hvem, de er, og hvordan de opfatter verden. Når vi betragter Malene Landgreens malerier, ser vi forgæves efter et aftryk af hendes
mening om andet end maleriet selv. Hun er til stede, men det er ikke hendes biografi, der fylder.
Lars Bent Petersen fortæller videre, at mange danske kunstnere i hans og Malene Landgreens generation vendte blikket mod USA for at undvige den melankolske, nordiske tone og denne traditions begrænsninger. Her fandt de en helt anden tradition, der på to punkter adskilte sig befriende fra den hjemlige.
For det første var det en tradition uden psykologi. For kunstnerne betød det, at de slap for, at det blev den biografiske, psykologiske læsning - historien om kunstneren bag værket - der afgjorde værkets kvalitet. Forbillederne var bl.a. de amerikanske abstrakte ekspressionister Barnett Newman, Morris Louis, Mark Rothko og Clyfford Still, der alle arbejdede med maleriet som en kombination af flade og maling. Enkelt, men ikke reflektionsløst. Det andet, den amerikanske tradition nemlig også kunne byde på, var anerkendelsen af, at en kunstner også er intellektuel. I de nordiske lande, mener Lars Bent Peterse, har vi tradition for at opfatte kunstneren som et handlingsorienteret, ekspressivt menneske, for hvem det teoretiske eller det intellektuelle er sekundært.
I USA, fortæller han videre, er den smerte, som er grundtonen i det nordiske, ekspressive maleri afløst af tro. Nordisk billedkunst er præget af tvivl i modsætning til den amerikanske. Men Malene Landgreen er ikke i tvivl. I hendes billeder er der næsten ikke noget. Der er baggrunde, farver og en minimal gestik. Gestik er her forstået som hendes synlige tilstedeværelse i værkerne i form af udtryksfulde penselstrøg. Den slags maleri – hvor der næsten ikke er noget – kan man kun lave, hvis man virkeligt tror på, at det producerer betydning. Lars Bent Petersen lægger tryk på virkeligt og definerer Malene Landgreens maleri som
en kombination af den coolness, tomhed og uendelighed, man finder hos de amerikanske, abstrakte ekspressionister og den gestik, man finder hos De Kooning.
Måske kan man tale om en mindst mulig gestik, foreslår Lars Bent Petersen, fordi der er plads til beskueren i maleriet. Men maleriet er ikke tomt, der er noget. Det er bare ikke ret meget. I et maleri af Jorn eller Kirkeby eksempelvis er der ingen plads til overs på lærredet. Kunstnerne har selv fyldt fladen ud. Helt ud. Malene Landgreen derimod, bibeholder hele det historiske korpus fra den abstrakte ekspressionisme. Malerierne handler om det, der ikke er der: det fraværende, eller det motiv, der ikke er der. Når motivet ikke er der, er der meget mere plads til beskueren. Maleriet bliver en katalysator for beskuerens historie og erfaring og kræver, at man involverer sin egen historiske erfaring og bevidsthed i det.
Lars Bent Petersen slutter af med at påpege, at Malene Landgreen i modsætning både til de amerikanske ekspressionister og til Munch, Jorn og de vilde 80’er-malere producerer et værk, der ligger i forlængelse af en meget maskulin tradition, uden at hun selv maler maskuline malerier. Det betyder, at den erfaringsramme, hun skaber for sine beskuere er radikalt anderledes og måske derfor føles mere nutidig.
¤
Bente Scavenius taler også om plads i Malene Landgreens værk og om tro. Men i stedet for at referere til de amerikanske, abstrakte ekspressionisters landvindinger i 1960’erne, refererer hun til en anden kunstretning fra 1960’erne, minimalismen. Malene Landgreen minimerer sit udtryk - det som Lars Bent Petersen kalder coolness og uendelighed - siger Bente Scavenius, og Malene Landgreen tør tro på, at det kan bære. Det kan det, mener hun, fordi Malene Landgreen på samme tid, som hun giver plads, også generøst og aldrig anonymt giver noget af sig selv, sit jeg – eller med Lars Bent
Petersens ord: sin gestik. Det inviterer til et meget personligt og følelsesfuldt møde mellem værk og beskuer. Bente Scavenius foretrækker kunst, hvor kunstnerens jeg er til stede. Hun vil gerne kunne mærke afsenderen, de underste strømførende lag. Det var de unge digtere Strunge og Co. - og de vilde malere i 1980’erne, der efter 60’ernes og 70’ernes politiserende og samfundsdebatterende kunst, bragte jeg’et tilbage i kunsten. Hos Malene Landgreen møder Bente Scavenius både kunstnerens jeg og den minimale enkelthed i udtrykket.
Men hvordan bliver der plads både til Matisse og Malene Landgreen i det samme rum? Man kan også spørge: Er det den samme plads, som Lars Bent Petersen og Bente Scavenius her taler om, der skal give rum til Matisses værker? Jeg tror det ikke, og det er også derfor, dette in situ-værk er anderledes end de andre. Forholdet mellem udstillingsrummet og Matisses værker er et nyt element, som Malene Landgreen bringer ind i sit arbejde. Hendes resultat kommer til at sige noget både om hende som maler og om hendes opfattelse af Matisse som maler.
I den model af in situ-værket, som står foran mig, kan jeg se, at hendes gestik i Lars Bent Petersens forståelse af ordet og det jeg, som Bente Scavenius’ taler om, fylder mere, end hun normalt lader det gøre i sine in situ-værker. Det virker som om, hun med sin penselføring kommunikerer direkte med Matisses værker. At hun giver dem modspil.
Hvad det modspil kan bestå i, har Bente Scavenius måske et bud på. Hun har som før nævnt et stort kendskab til begge kunstnere og ser både en række ligheder og forskelle.
Både Matisse og Landgreen formår at bruge farven til at udtrykke et temperament og til at skabe rumlige iscenesættelser i fladerne. Begge adskiller de farverne på lærredet, men Landgreen bruger blidere overgange end Matisse, fordi hun arbejder med transparens,
når hun bygger sine farveflader op af mange lag laserende maling.
Begge malere arbejder med at skabe nærvær og drama i billederne alene med farverne. Bente Scavenius fremhæver Matisses Interiør med violin, der viser os et rum uden personer. Men fraværet af personer er ligeså interessant, som havde der været personer, fordi Matisse formår at skabe nærvær i billedet med sin intense måde at bruge farverne på; i dette tilfælde maler ham det stærke sommerlys med dyb, varm sort. Hvor er så konflikten? Hvad er det for et drama, der drager beskueren ind? spørger Bente Scavenius. I Matisses værker ligger konflikten i det enkelte menneske, ofte i ham selv, og på den måde er han ekspressiv i sine værker. Hos Malene Landgreen ligger dramaet i det overskud, hun har i sin penselføring. Drama forstår Bente Scavenius her som vitalitet og spontanitet. For begge kunstneres værker gælder det, at forholdet mellem værk og beskuer beror på følelser.
¤
Malene Landgreen er både glad for og betænkelig ved at skulle skabe et in situ-værk til udstillingen. Hendes indledende overvejelser handler om, at hun enten kan vælge at skabe en nænsom baggrund for Matisses værker - en arkitektonisk tænkt konstruktion med mest mulig plads, både til publikum og til Matisses værker. Eller hun kan vælge at skrue op for sin gestik i forhold til, hvordan hun ellers ofte arbejder med sine in situprojekter. Hun vælger det sidste. Det er en instinktiv beslutning.
Modellen til udstillingen viser et in situ-værk med mange lag. Hun fortæller, at hun overvejer hvert af Matisses malerier. Hun oplever dem som værker med meget forskellig rækkevidde og fokuserer på at skabe et forløb, hvor hvert værk får lov at være interessant i sin egen ret. Hvert værk giver hun en kontekst ved at placere det i rummet eller give det en ny rumlighed i rummet. Endelig arbejder hun overordnet med rummets
mange proportioner og lag. Rummets helhed er det, der er hendes værk.
Når man ser ned i modellen er det de stærke farvefelter og et landskab af lave farvede podier, der først fanger opmærksomheden. Madame Matisse. Den grønne stribe, et portræt af Matisses hustru, hænger på en neonorangerød flade. Foran ligger et bredt, rektangulært podie, som er lys cadmiumrødt. Malene Landgreen fortæller, at hun i dette portræt ser Matisse vise os, hvor kraftfulde malerier kan være. Det røde rum, som hun kalder sin kontekst omkring værket, er en fortolket gentagelse af de røde rum, Matisse til stor forargelse for sin samtid gentagne gange malede, bl.a. i værkerne Det røde værelse fra 1908 og Stort interiør i rødt fra 1948. Det røde rum er i Malene Landgreens optik det optimale interiør for Madame Matisse. Samtidig siger hun, at selvom hun synes, det er et fantastisk smukt rum til værket, så kan andre jo mene det modsatte. Hun understreger, at hendes strategi i forhold til at skabe rum for Matisses værker, er at etablere en åben fremstilling, som kan sætte tingene i bevægelse i forhold til hinanden mere end at etablere en konkluderende fortælling.
Et in situ-værk forholder sig altid specifikt til det rum, det er skabt til. I dette rum er Matisses ni malerier også en del af stedet, og Malene Landgreen har forholdt sig til deres tilstedeværelse ved at observere sine egne efterbilleder af værkerne: de farver, proportioner og betydninger, der har været tilbage på hendes nethinde, når hun har forladt dem.
Det største tableau i udstillingsmodellen er rummet omkring Le Luxe, II. Foran værket ligger to organisk formede podier i lys rosa og sand. Podierne gentager nogle af formerne i Le Luxe, II. Det gør også flere af farvefelterne på væggen bag værket. Malene Landgreen fortæller, at hun føler, at hun bare må gentage formerne, fordi de er så appellerende. Hun oplever værket som en scenisk fremstilling, der afslører en flig af alle
mulige arketyper. For hende er det et verdensbillede: en kosmologi.
Omkring Madame Matisse. Den grønne stribe og Le Luxe, II er rummene ikke præget af Malene Landgreens gestik på anden måde end i penselføringens opbygning af farvefladerne. Men i rummet omkring De lyserøde løg træder hendes penselskrift tydeligt frem. På væggen bag billedet maler Malene Landgreen to forløb af meget brede penselstrøg, der møder hinanden. De to forløb i rosabeige og hudtoner giver associationer til det kvindelige, til krop, ornamentik, draperi og til den frugtbarhedssymbolik, som De lyserøde løg gemmer på.
Udstillingsrummets ene endevæg er in situ-værkets eksperiment. Malene Landgreens tanke er, at hun her vil give sit jeg frit løb og male essensen af det skønne i at sætte én farve sammen med en anden. Værket bliver en samlende kommentar til arbejdet med rummet, stedet og Matisses malerier. Jeg hører det, hun siger om eksperimentet, som en hyldest til Matisse og til deres fælles lystfyldte forhold til det at være maler.