Magasinet Finans nr. 6/2018

Page 46

46

TRIVSEL

FINANS November 2018

Den ubekymrede Fjerner arbejdspladser de faktorer, som forhindrer medarbejderne i at komme i flow, så har man samtidig fat i en effektiv nøgle til stressforebyggelse, mener stressrådgiver Marianne Lassen Af Thomas Davidsen, freelancejournalist /Illustration: Morten Voigt

”Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre”, skriver Wikipedia. Det var psykologiprofessoren Mihaly Csikszentmihalyi, der i midten af 1970’erne præsenterede teorien om flowtilstanden, hvor indlæring og opgaveløsning foregår positivt fokuseret og fuldt koncentreret. Det er en tilstand, alle kan komme i, hvor man bliver mere effektiv, kan arbejde længere uden at blive træt og har meget nemmere adgang til kreativitet og gode idéer. I virksomheder er der ydermere den fordel ved at interessere sig for flow, at det er den modsatte tilstand af stress. Hvilket ifølge stressrådgiver Marianne Lassen betyder, at eliminerer man de faktorer, som forhindrer medarbejderne i at komme i flow, så har man samtidig fat i en effektiv nøgle til stressforebyggelse. ”Flow er den tilstand, man kan komme i, hvor man er ’høj’ på arbejde, og hvor man er tryg ved at kunne klare de udfordringer, man oplever. Man glemmer sig selv, og tiden flyver. Det er ikke en tilstand, det er muligt at befinde sig i hele tiden. Der er også behov for, at vi forholder os bevidst og overordnet til det, vi laver, når vi for eksempel skal skabe overblik over vores opgaver, er til møder eller søger hjælp hos en kollega. Men en virksomhed kan med fordel tilstræbe og tilskynde, at medarbejderne indimellem kan forsvinde ind i et ’ubekym-

ret rum’, hvor forudsætningerne for flow er til stede”, siger Marianne Lassen.

Udfordret og tryg Flow er ligesom stress en ”oppe at køre”-tilstand. For den enkelte medarbejder er det vigtigt at kunne kende forskel på den ønskværdige produktive flowtilstand og den menneskeligt nedbrydende og arbejdsmæssigt ineffektive stresstilstand, mener Marianne Lassen. ”I flowtilstanden kan man være udfordret og samtidig tryg. Man tror på, at man klarer skærene. I stresstilstanden opleves udfordringen som en belasting, der skaber bekymring og utryghed. Når vi er i flow, er vi nærværende og kan rumme at være til stede med dét, der er, så vi positivt og konstruktivt kan bruge det i vores arbejde. Når vi er i stresstilstanden, mister vi overblik og har kun fokus på at ’overleve’ på den korte bane. De to tilstande er så væsensforskellige, at man ikke kan gå lige fra den ene til den anden. Men mellem dem er der en normaltilstand af relativ ubekymrethed, hvorfra flowtilstanden kan opstå, hvis der er rum til det”, siger Marianne Lassen. Fire faktorer, der understøtter flow Der er fire ting, der skal være på plads, hvis et arbejdsmiljø skal forebygge stress og dermed være med til at understøtte flow, mener Marianne Lassen. 1. Rolleklarhed Hvis vi ikke meget præcist ved, hvilken rolle vi skal spille på arbejdet, så forhindrer det os i at forstå, hvordan vores arbejde passer ind i den større sammenhæng og dermed bliver meningsfuldt for os.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.