Vinterfugle - læseprøve

Foto Henrik Ekman

Lars Jonsson är konstnär, författare och ornitolog med ett tiotal böcker bakom sig. Hans utställningar på Prins Eugens Waldemarsudde 2002 och 2012 tillhör museets mest besökta genom tiderna.

Han har en bred internationell publik och hans konst visas regelbundet i Europa och USA. Han bor i Hamra på södra Gotland där han också driver ett museum.

V IN TER F UGLE

Lars Jonsson skildrar i denna bok våra vanligaste, och några mindre vanliga, fåglar som vintertid besöker fågelbord. Med hjälp av fantastiska akvareller och personliga iakttagelser förvandlas det enkla och vardagliga till något unikt.

Lars Jonsson

Till fågelbordet utanför fönstret kommer talgoxarna i skytteltrafik och hämtar solrosfrön, pilfinkarna sitter lugnt och tuggar hampfrön och sprätter bort ratade korn som tacksamt plockas upp av gulsparvarna på marken.

Grönfinkarna sitter på frö­automatens pinnar och bearbetar systematiskt det ena solrosfröet efter det andra. Ett par blåmesar klänger i talgbollarna. En vanlig vinterdag vid fågelbordet. Skeenden och bilder som upprepas men som alla har något att berätta.

Lars Jonsson

ISBN 978-87-11-54397-9

9 788711 543979

Vinterfugle_smuds.indd 1

V IN TERF UGLE lindhardt og ringhof 28/04/16 14.02

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 2

12/05/16 12.35

Lars Jonsson

vinterfugle PÃ¥ dansk ved Lars Thomas

LINDHARDT OG RINGHOF

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 3

12/05/16 12.35

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 4

12/05/16 12.35

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 5

12/05/16 12.35

indhold Forord 11 Indledning 13 AGERHØNE 29 FASAN 32 SPURVEHØG 39 DUEHØG 44 MUSVÅGE 51 TAMDUE 55 RINGDUE 63 HULDUE 71 TYRKERDUE 75 STOR FLAGSPÆTTE 79 LILLE FLAGSPÆTTE 86 GRØNSPÆTTE 91 GRÅSPÆTTE 97 SORTSPÆTTE 101 SILKEHALE 107 JERNSPURV 114

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 6

GÆRDESMUTTE 117 RØDHALS 119 SOLSORT 125 SJAGGER 132 VINDROSSEL 138 MUNK 140 FUGLEKONGE 143 HALEMEJSE 145 BLÅMEJSE 149 MUSVIT 156 SORTMEJSE 168 TOPMEJSE 173 SUMPMEJSE 176 FYRREMEJSE 182 LAPMEJSE 190

12/05/16 12.35

TRÆLØBER 192 SPÆTMEJSE 195 SKOVSKADE 201 LAVSKRIGE 205 HUSSKADE 209 NØDDEKRIGE 213 ALLIKE 219 RÅGE 223 KRAGE 228 RAVN 237 STÆR 243 GRÅSPURV 249 SKOVSPURV 257 BOGFINKE 261 KVÆKERFINKE 267

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 7

GRØNIRISK 273 STILLIDS 285 GRØNSISKEN 289 TORNIRISK 295 BJERGIRISK 296 GRÅSISKEN 299 HVIDSISKEN 304 KROGNÆB 306 DOMPAP 313 KERNEBIDER 320 SNESPURV 328 GULSPURV 331 BOMLÆRKE 336 Litteratur 339 Register 340

12/05/16 12.35

foror d Jeg har tidligere arbejdet intensivt med felthåndbøger og sy­ stematisk arbejdet mig gennem alle Europas fuglearter. Fem bind opdelt i biotoper eller naturgeografiske områder i 70’erne blev sat sammen til en bestemmelseshåndbog i 80’erne. Jeg husker, men valg­ te at glemme, hvor tungt det kan blive, når sådan et arbejde er ved at være slut, deadline nærmer sig, og der kun mangler nogle få detaljer.

Detaljer, som viser sig at blive til en mindre afhandling.

I denne bog var det tanken, at jeg skulle beskrive oplevelser med fuglearter, som nemt kunne ses fra mit ateliervindue i vinterhalvåret.

En let lille bog om et fåtal arter med billeder, som jeg havde skitse­ ret helt spontant. Det begyndte med grønirisken. Det var interessen for, og studiet af, de forskellige men helt almindelige grønirisker, der satte mig i gang. Jeg ville vise variationen i de enkelte individers ud­ tryk og farver. Efter et par år med studier og malerier af grønirisker begyndte jeg at fornemme en struktur for, hvordan arbejdet skulle gøres. Problemet var, at der manglede otteoghalvtreds arter, som alle fortjente den samme opmærksomhed, som alle havde lige få mange interessante forskelle og udtryk, som jeg mente var værd at vise frem – og tiden gik. Nogle dage før den planlagte trykning var jeg plud­ selig blevet opslugt af sjaggerne, som lige var ankommet nordfra, så nye ansigter, nye karakterer, som også skulle med. Det er et mirakel, at bogen overhovedet blev færdig.

Jeg vil først og fremmest takke min kone, Ragnhild, for hendes forståelse og tålmodighed, når jeg som nu er forsvundet helt ind i et længere projekt. Også tak til Martin, Annika og Pontus på forlaget for jeres tålmodighed og jeres bløde afgrænsning af slutresultatet.

Lars Jonsson Hamra, 11. november 2015

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 11

12/05/16 12.35

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 12

12/05/16 12.35

indledning LUCIADAGEN 13. DECEMBER 2012. De seneste dage er snedækket vokset stille og roligt, og nu ligger der omkring tyve centimeter sne over landskabet. Det var fem minusgrader i nat, og det virker, som om termometeret har tænkt sig at standse et godt stykke under nul. Him­ len er blygrå, og ifølge morgenens vejrudsigt kan der komme lidt sne østfra i dagens løb. Jeg beslutter mig for at tage overtræksbukserne på, fordi vejen ned til havet ikke er ryddet efter Lennart Ödmans gård.

Det får pulsen godt i vejret, hvis man vil ned til strandengene.

Nu tænker jeg på vinterfugle og landskabet på det sydlige Gotland.

Landskabet er vindomsust og grafisk. Lyset orker ikke rigtigt at kom­ me frem, og jeg betragter sneen og prøver at sammenligne med, hvor­ dan en hvid overflade ville se ud i marts eller april. Det er sådan noget, malere altid sysler med – hvor hvid er hvid egentlig?

Hvide marker og enge kantet af buskede rækker af slåen, tjørn og enkelte vilde æbler. Sneen ligger på grenene. Det er kun op mod top­ pen, at den svage vind har børstet grenene fri. I vores lasede kaprifoli­ umbusk sidder en lille bande gråspurve og spekulerer på, hvad dagen kan bringe. Jeg lagde nogle hampefrø ud på muren i går, men dem, der ikke er blevet spist, er sneet til nu. Gråspurve i en vinterbusk er for­ mentlig det, jeg selv opfatter som det mest vinterlige af alle hverdags­ agtige fuglescenerier. En god begyndelse. I går gik jeg ind på Svensk Ornitologisk Forenings hjemmeside og fandt sidste års top-30-liste over vinterfugle i haven. Foreningen opfordrer alle svenskere til at ind­ sende, hvilke fugle de ser ved deres foderbræt den sidste weekend i januar. Der er blevet talt op ved 19.000 foderbrætter, og alle de forskel­ lige arter og deres antal er blevet sammenstillet til en national liste over de mest almindelige fugle ved foderautomater og fedtkugler over hele

13

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 13

12/05/16 12.35

Sverige. Det kunne være et godt udgangspunkt for, hvilke fugle jeg burde have med i denne bog. Men jeg prøver at være lidt personlig og tager nogle arter med, som jeg selv godt kan lide, og som jeg forbinder med vinteren.

Musvitten er øverst på listen hvert eneste år. Det er den mest ud­ bredte af alle foderbrætsfugle. Det skyldes først og fremmest, at den er almindelig og vidt udbredt, men måske også, fordi den ikke har noget imod at besøge en enlig fedtkugle eller en lille automat med solsikke­ frø, der hænger uden for et vindue eller på en altan. De øvrige pladser i toppen går til skovspurv, grønirisk, gulspurv, blåmejse og solsort. Deres indbyrdes placering har dog ændret sig meget, siden tællingerne be­ gyndte i 2006. Blandt de 30 øverste finder man dog alle de arter, som man typisk forbinder med vinterens foderbræt: spætmejse, dompap, gråspurv, grønsisken og så videre.

Når jeg går rundt om laderne og ud på vejen, sidder der fem stillid­ ser i nogle tørre cikorier i vejkanten. Jeg bliver lidt glad, dels fordi de dukker op lige nu, og dels fordi det minder mig om, at arten også er med på listen, men lige uden for de øverste tyve.

Når man generelt tænker på vinterfugle, er det i høj grad arter, som overvintrer i Norden, og som har tilpasset sig snerige og kolde vin­ tre, såsom lavskrige, ravn, tjur, kongeørn, fyrremejse og natugle. Der er også flere vandfugle, som er gode til at overvintre, så længe der er åbent vand. Man møder ofte arter som gråand, stor skallesluger, hættemåge og sølvmåge, hvis man går en vintertur langs kysten. Jeg har dog med vilje valgt alle svømmefugle fra, selvom både gråand, stormmåge, hæt­ temåge og til og med sølvmåge af og til dukker op ved foderbrætter.

I mange byer er der organiserede fodringer i damme i parker, som i isvintre holdes åbne af vandpumper. Der kan man finde en skøn blan­ ding af ænder, måger, kragefugle og spurve. Der findes selvfølgelig in­ gen fast liste over, hvilke fugle der kan tænkes at dukke op ved foder, som mennesker har lagt ud. Jeg har i det store hele taget de 60 første arter på listerne over fugle, som er dukket op i svenskeres haver om vinteren, og har fjernet de arter, som har svømmehud, hvilket vil sige ænder og måger. Så har jeg sat agerhøne på, en art, som ikke er med på nogle af listerne. Her på det sydlige Gotland er den stadig ret alminde­ lig, og hvis det bliver sne og koldt, og frem for alt hård frost, så kommer den gerne ind i haver, der grænser op til åbne marker. Den trives godt

14

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 14

INDLEDNING

12/05/16 12.35

omkring aktive gårde, og jeg har selv haft agerhøns ved min foderplads mange gange.

Jeg fodrer selv fuglene regelmæssigt ved mit atelier en kilometers vej fra, hvor vi bor. Det er en ombygget lade til en gård, der blev taget ud af brug allerede i slutningen af 50’erne. Den ligger ved siden af en tilvokset lund med forskellige løvtræer. Uden for vinduet til atelieret har jeg flere store egetræer, en stor lind, flere områder med hassel og en række forskellige løvtræer som løn, ask, birk og et enormt slåen­ buskads. Det hele grænser op til en åben afgræsset mark, hvor tjørn, slåen og nogle enebær danner baggrund mod havet, der kan ses nogle hundrede meter nede mod sydøst. På gårdspladsen, hvor jeg kører ind til atelieret, er der et tilgroet område med forskellige kulturplanter, et gammelt gråpæretræ, syrener, kirsebær, æbletræer og blommer, der til­ sammen danner en mur af vegetation ind mod naboen, der kun bor her om sommeren.

Mine forudsætninger for at fodre fugle er antagelig noget anderle­ des end de fleste andres. Jeg befinder mig på en typisk trækvej mellem de forskellige arters yngleområder i det nordøstlige Sverige, Finland og Rusland, og overvintringsområderne mod sydvest, det sydlige Sverige og Vesteuropa. Vi kalder de fem sydligste sogn på Gotland for Stors­ udret, et område, der tilsammen danner en halvø, der er 25 km lang og 10 km på det bredeste sted. Midt på halvøen er der et sammenhængen­ de skovområde af fyr og forskellige løvtræer, men landskabet, hvor jeg befinder mig, er et udpræget kulturlandskab med marker, græsnings­ områder og enkelte lunde. Lunden med atelieret ligger ret isoleret fra den centrale skov, og en art som sortmejse har aldrig fundet herhen.

Da jeg ikke så sjældent også har ringduer og hulduer i lunden ved siden af atelieret, de yngler her begge to, bliver det også et interessant sted for rovfugle. Listen over jagende fugle, der er blevet lokket til min foderplads, det vil sige har vist interesse for mine duer, spurve, skov­ mus og så videre, er ganske lang. Kongeørn, duehøg, spurvehøg, blå kærhøg, vandrefalk, musvåge, skovhornugle og stor tornskade. Jeg har valgt at medtage tre arter rovfugle, hvoraf spurvehøgen er den mest oplagte, men duehøg og musvåge er faktisk også med på listen over de tres arter, der er blevet registreret i forbindelse med vinterfugletæl­ lingerne. Jeg selv lægger ofte trafikdræbte kaniner og harer og større stykke svinehud ud for at lokke modeller til, jeg kan male. Jeg har rent

INDLEDNING

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 15

15

12/05/16 12.35

faktisk haft både ravn og kongeørn på foderet kun omkring 70 meter fra atelieret. Ravnen er ellers en af de fugle, som jeg tror kun er blevet lokket til foderpladser beregnet på rovfugle. Måske besøger de almin­ delige foderpladser, men det kan også dreje sig om en råge, der er ble­ vet fejlbestemt. Ved at have ravnen med i bogen bliver præsentation af kragefugle også komplet, og det føles altid godt. Snespurv, hvidsisken og bjergirisk har alle sammen navne, der leder tanken hen på vinter og kulde, og derfor virker det naturligt at have dem med i en bog om vinterfugle, selvom de er usædvanlige gæster ved foderbrættet. Da det så viste sig, at de i hvert fald nogle år rent faktisk kommer med på listen over vinterfugle i haven, var sagen klar. Snespurve har jeg set ved foder­ pladser i Lapland om foråret, og nogle gange sker det andre steder, at bjergirisker dukker op ved foderbrætter.

Jeg har valgt ikke at tale så meget om, hvordan man fodrer fugle, eller hvilke frøtyper og automater der er de bedste. Det er der rigeligt med litteratur om allerede. Min interesse og fokus ligger på fuglene i sig selv, hvordan de ser ud og optræder og deres normale adfærd om vinteren. Som kunstner er jeg naturligvis fikseret på deres udseende og deres farvemønstre, noget, der kommer helt af sig selv, når jeg med pensel og farver hele tiden prøver at fortolke, hvad jeg ser.

Under arbejdet med denne bog er en række allerede erhvervede indsigter blevet uddybet. En af disse er, at mine egne kundskaber om flere almindelige fugle er mangelfuld. For at kunne male en fugl er jeg nødt til på en eller anden måde at få et forhold til arten og knytte den sammen med et specifikt tilfælde eller flere. Man kunne kalde det for inspiration. Hvornår tegnede jeg sidst en gråspætte, eller hvornår så jeg sidst en nøddekrige? Det er først, når jeg skal male en flyvende skov­ skade, at jeg virkelig begynder at tænke over, hvordan de egentlig ser ud, selvom jeg allerede tror, at jeg ved det. Når jeg derefter begynder at betragte dem under deres oldenudflugter om efteråret, indser jeg, hvor stor forskel der er på flugten henholdsvis til og fra skoven. På tilbagetu­ ren er flugten tung og flaksende, og kursen lidt ustadig. På vejen ud er den lige, og vingeslagene er om ikke klippende, så alligevel meget let­ tere og kraftfulde. Når jeg skal bogstavere kragens lyde, den allesteds­ nærværende skratten, beslutter jeg mig for at stille mig ud i gården en tidlig efterårsmorgen med notesbogen. Så åbenbarer der sig en verden, som jeg stort set ikke har tænkt over. Områdets krager kommunikerer

16

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 16

INDLEDNING

12/05/16 12.35

tilsyneladende med hinanden, korte meddelelser, hvor det er, som om de twitter om, hvordan de har det, og hvad der skal ske i dagens løb.

Der er masser af fotografier på nettet og utallige bøger, som beskriver mange af de arter, jeg behandler. Men når jeg skal afbilde en specifik art, er jeg nødt til at finde en egen oplevelse, der sætter gang i processen.

Jeg har brug for et tydeligt visuelt billede, som gør, at jeg kan tolke mine egne eller andres fotografier. Det er ikke nok at sammensætte en mid­ delværdi af flere fotografier. Jeg er nødt til at have lavet min egen skitse, der bliver den skabelon, som jeg kan bygge detaljerne på. Skitsen er nøglen til oplevelsen, og i sidste ende er det netop min egen oplevelse, som jeg vil formidle. Nogle gange tror jeg, at jeg har haft en kunstne­ risk ornitologisk forbindelse med en speciel art, men så er den på en eller anden måde ebbet ud eller er blevet utydelig, og så er jeg nødt til at tage kontakt igen, finde den igen. Sumpmejsen, som jeg kendte ud og ind fra min opvækst som teenager på Södertörn, føltes, som om den var blevet helt udraderet, eller ikke tilstrækkeligt levende, og derfor gik maleriet helt i stå, uanset hvor mange fotografier jeg fandt frem.

Det overraskede mig ikke specielt, at der var huller i min viden om arter, der ikke findes i min hverdag her på det sydlige Gotland. Det var en del af planen, at jeg skulle finde nogle af disse fastlandsarter som topmejse, fyrremejse og sumpmejse. Det var mere overraskende, at jeg i løbet af arbejdet også indså, at selv de arter, jeg ser til daglig, kan byde på overraskelser og give ny viden.

I de senere år har jeg mange gange tænkt over, hvor sjovt jeg stadig synes det er efter alle disse år bare at se på fuglene. Jeg håber, at jeg kan formidle den glæde og den spænding, jeg finder i bare at betragte selv de mest almindelige arter. Hvor mange tanker og spørgsmål der kommer frem om både deres udseende og deres biologi. Det gælder dog i lige så høj grad spørgsmål om mig selv, mit indre, og hvad der er vigtigt for mig. Jeg drives af et stærkt behov for at komme tæt på, at kunne forstå og tolke det, jeg ser, og derefter give udtryk for det i maling og tegning.

Jo mere man betragter en fugl, jo flere spørgsmål dukker der op.

Björn von Rosen sagde i sin bog Om naturtrohet och andre funderingar om konst at for at se det usynlige, skal man betragte det synlige meget nøje. Hvis man betragter det almindelige tilstrækkeligt længe, så frem­ står hverdagen og de enkle ting omkring os som noget unikt. Det er den følelse, som jeg gerne vil formidle med denne bog.

INDLEDNING

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 17

17

12/05/16 12.35

Før vinteren Efteråret er et relativt begreb for de fleste. Det begynder, når vi synes sommeren er ved at være slut. Ganske enkelt den dag, hvor sommer­ fornemmelsen er væk. Som regel kan vi mærke, hvor det er på vej hen allerede i august, når aftenerne begynder at blive mørke og duggen falder på græsset. Jeg plejer som regel at tænke på efterår, når den før­ ste klare septemberluft giver sig til kende, når varmeudstrålingen om natten sænker temperaturen med flere grader, og alting virker mere sprødt, når man er udenfor. Det første kald fra en rødhals, et »huit tick-tick« fra en rastende rødstjert i haven eller en ny grå fluesnapper, der sidder i gråpæretræet, alt sammen små fjerede tegn på, at efter­ året er kommet. Det kan stadig være august, men man kan mærke inden i sig, at den første frost allerede har indfundet sig oppe mod nord. Nu er det ikke kun sangerne, der er begyndt at trække sydpå, også de første drosler er begyndt på deres rejse.

September, der ifølge almanakken er den første officielle efter­ årsmåned, kan rent meteorologisk betragtes som en sommermåned nede mod syd, på samme måde som vinteren ofte kommer allerede i oktober i Lapland. Der er flere definitioner på efterår, men ifølge det svenske meteorologiske institut starter efteråret på den første af fem dage i træk, som har en middeltemperatur på under ti grader celsius.

Det er et ganske godt sigtemærke for fugle, som især lever af insekter, for mængden af insekter falder hurtigt, når efteråret indfinder sig. I Kiruna i Nordsverige sker det omkring midten af august, så på det tidspunkt har de fleste løvsangere og brogede fluesnappere forladt skovene i Norrland. Der kommer sikkert stadig milde dage i nord med flyvende insekter, men evolutionen har sørget for at udforme en adfærd, som sikrer de tropetrækkende småfugles overlevelse. For nogle arter som havesanger og munk er der plads til, at de kan vente et stykke tid og gå over til at spise bær på de dage, hvor efteråret gør sit indtog for alvor. For frøædende fugle som finker og spurve er efteråret dog høsttid. Når bær og frøstande er modnet på træer og urter i løbet af eftersommeren, er der dækket op, og forrådene er ofte nok til at holde hele vinteren igennem. Allerede i maj kan man se tornirisker dissekere mælkebøtternes lukkede tophuer for at få fat i de knap nok modne frø, og siden følger de blomsternes frøsætning og modning sommeren igennem.

18

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 18

INDLEDNING

12/05/16 12.35

Mejsetog Alle, som går tur i skoven sidst på sommeren og ind på efteråret, plejer at mærke stilheden helt inde på livet, følelsen af tomhed eller manglen på liv bliver ofte meget tydelig, når man har forsommerens lydbillede i frisk erindring. Mejser, træløbere, spætmejser og fuglekonger ple­ jer allerede ved højsommertid at samle sig i små grupper, også kaldet mejsetog, der flyver rundt i det lokale område. Hvis man får øje på sådan et mejsetog, kan træerne omkring en pludselig komme til live med små lokkelyde og skramlen i grenene. Disse mejsetog har en ty­ delig struktur og består dels af fugle, der kan bevæge sig i grupper over store områder, og dels af fugle, der er meget stationære, men som hægter sig på et tog, når det passerer igennem deres territorium. I nåle- og blandet skov kan sådanne mejsetog bestå af fyrremejse, top­ mejse, fuglekonge, træløbere og musvitter. I mange lunde og løvskovs­ partier omkring bebyggelser er det som regel musvit og blåmejse, der udgør kernegruppen med en spætmejse eller to som livlig deltager.

Til at begynde med er løvsangere og fluesnappere ofte en del af dis­ se tilsyneladende tilfældigt omkringfarende flokke. For de arter, som bliver på stedet vinteren over, skal man dog nok snarere kalde det for en patruljering, eftersom de både undersøger, søger føde og bevog­ ter deres område eller territorium. Fugle med forskellige fødekrav og forskellige planer for vinteren samles naturligt på høreafstand af hin­ anden efter afslutningen af yngletiden. En sådan gruppe kan rumme nogle musvitter og blåmejser, der senere trækker ind mod bebyggelser, nogle skovlevende mejser, som har planer om at blive på stedet hele livet, en træløber og et par lokale spætmejser, måske en stor flagspætte.

Fugle kan udnytte hinandens syn og hørelse i forhold til en truende

INDLEDNING

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 19

19

12/05/16 12.35

fare. Det er ikke sjældent at se skovskader omkring mejsetog. Måske er det mejserne, som tiltrækkes til skovskaderne som vogtere og be­ skyttelse. Den helt store fordel ved at leve i grupper er bevogtningen.

Hvis nogen ser silhuetten af en spurvehøg eller opdager en spurveug­ le, bliver alle opmærksomme på faren med det samme.

Vinterforråd Forudsætningen for at kunne overvintre er naturligvis den tilgænge­ lige føde. For de mest hårdføre som skovhøns og en del af finkerne kan træernes nåle og knopper være et tilstrækkeligt stort fødegrund­ lag til, at de kan blive i skoven. Andre arter opbygger forråd af efter­ årets høst og er derefter i stand til at udnytte dem i forbindelse med vinterens magre dage. Spætmejse, skovskade og mange af mejserne er netop af den type, der samler i lade inden vinteren. Laden er dog i deres tilfælde skoven med dens jordstruktur og træerne, der er fyldt med gemmesteder. Om sommeren og om efteråret kan mejser fylde barkrevner, grenkløfter, mellemrum mellem nåle og huller i kogler og laver med ikke kun frø, mens også et forråd af insekter, som de så kan udnytte i løbet af vinteren. Et eneste stort grantræ indeholder formentlig flere millioner små godbidder af spiselig animalsk føde i form af insekter og edderkopper, som er gået i vinterdvale. Små dyr, der enten er kommet frem af egen drift, eller som er blevet stoppet derind af en eller anden mejse. Nogle af dem dækker deres gemme­ steder til med et stykke lav.

Hvis man tager en grangren eller en anden rådden gren med ind om vinteren og sætter en lampe ned over den, vil man blive overra­ sket over, hvor mange smådyr der bliver vækket af deres vintersøvn og vågner til live. Mens nøddekrigerne kan huske, hvor de har gemt hver eneste af deres hasselnødder, så er det ikke sikkert, at alfaparret af fyrremejser har styr på hver enkelt del, men kun ved, på hvilken specifik del af træet, i hvilken højde og på hvilket afsnit af grenene de har gemt føden. Så forsvarer de og søger føde i dette område vinteren igennem og finder på den måde det, de selv har gemt.

Og så er der selvfølgelig naturlige fødekilder hele vinteren for nogle arter. Der, hvor jeg bor, vokser der godt med asketræer, og hvis frøsætningen er god, kan man godt fornemme, at flere forskellige

20

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 20

INDLEDNING

12/05/16 12.35

arter som dompap, musvit og blåmejse har spisekammeret fuldt. Frø­ standene sidder tilbage hele vinteren, og selvom sneen lægger sig dybt, kan de godt komme til deres frø. Lønnens frø falder derimod altid ned på jorden, så de er kun lettilgængelige, så længe jorden er fri for sne, eller der kun ligger et tyndt lag. En vigtig fødekilde for skovlevende arter er frø fra fyr og gran. Sortmejse, korsnæb, stor flag­ spætte og grønsisken er alle arter, som er afhængige af disse frø, men også bogfinker spiser nedfaldne granfrø om foråret i nordlige områ­ der. De fleste finker foretrækker energirige frø fra blomster og træer, men hvis der er mangel på dem, som der ofte er sidst på vinteren, kan de gå over til at spise knopper på buske og træer.

Standfugle og strejffugle Flere af de arter, som behandles i denne bog, er ægte standfugle, der tilbringer hele deres liv i det område, hvor de har etableret sig som voksne. Andre arter, som vi ofte opfatter som rene standfugle, fore­ tager i virkeligheden omfattende træk om efteråret fra de nordligste dele af Norden. Det gælder dompap, solsort og spurvehøg. Flere af de arter, som går over til at spise bær, for eksempel silkehale, drosler, rødhals og munk, kan blive tilbage i længere tid, hvis der er en god forsyning af bær. Arter, som delvist overvintrer, men som bevæger sig rundt over store områder om vinteren, og hvis trækbevægelser i det store hele styres af fødetilgangen og vejret, blev tidligere kaldt for strejffugle. Fugle som gråsisken og kvækerfinke forlader deres yng­ leområder mod nord, men kan blive tilbage i store mængder i det sydlige Skandinavien, hvis der er tilstrækkeligt med føde. Deres vin­ terudbredelse er meget skiftende. Nogle vintre ser man dem i store tal i et bestemt område, og vinteren efter er de helt væk. Egentlig kan man vel godt kalde vores bedst kendte vinterfugl, musvitten, for en delvis strejffugl. Om sommeren opgiver den sit eget territorium og strejfer omkring i området med artsfæller. Hvis den finder en god næringskilde, en bøgelund, et egekrat eller en granplantage med en god frøsætning, så bliver den i området og etablerer sig. Men det kan lige så godt være en have, hvor nogen regelmæssigt fodrer fuglene.

En del arter som gærdesmutte og fuglekonge er om vinteren af­ hængige af overvintrende edderkopper og insektpupper, og de tager

INDLEDNING

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 21

21

12/05/16 12.35

ofte chancen, det vil sige prøver at overvintre i håb om en mild vinter.

Det er en strategi, der godt kan betale sig, hvis vi får en række milde vintre, men som også kan gå frygteligt galt, hvis vinterkulden bliver langvarig. Gærdesmutten leder efter bytte i sprækker og gemmeste­ der i grenris, nåle, grene og visne stande af blomster, og de får pro­ blemer, hvis sneen begraver eller dækker den slags små spisekamre i længere tid. Fuglekonger leder på samme måde efter insekter og edderkopper i grenværket i gran- og fyrretræer.

Fældning og aldersbestemmelse Efter afslutningen på ynglesæsonen gennemløber de fleste fugle et dragtskifte, en fældning af fjerene. Hver enkelt art har et tydeligt fæld­ ningsmønster, et generelt tidsforløb, men det kan variere rent tidsmæs­ sigt efter ydre omstændigheder, og det er i alle tilfælde vigtigt at have friske fjer, før vinterhalvåret begynder. Det er normalt for voksne, eller adulte, fugle, at alle deres fjer skiftes ud, en såkaldt komplet fældning.

Blandt spurvefuglene skifter mange årsunger, eller juvenile, kun fje­ rene på kroppen og hovedet samt de mindre vingedækfjer og beholder hale- og svingfjerene, en såkaldt partiel fældning. Hos nogle få arter, såsom stær og gråspurv, gennemgår årsungerne også en komplet fæld­ ning og bliver derefter stort set umulige at genkende som ungfugle.

Ungfugle, som gennemløber en partiel fældning, kan også skifte alle eller nogle af de større dækfjer. Hos en del arter, såsom grønirisken, som måske har tre kuld, kommer det sidste kuld unger ligesom for­ ældrene sent i gang med fældningen og bliver derfor måske ikke klar før et stykke ind i oktober. Andre, som klækkes tidligt på sæsonen, har mere tid til fældningen, og de kan måske også skifte en eller et par af de inderste armsvingfjer, tertiærerne, og endda de centrale halefjer.

Hos rovfugle skifter ungerne aldrig nogen af deres ungefjer, lige ef­ ter de er blevet flyvefærdige, men venter til det følgende forår og har derfor deres unge fjerdragt den første vinter. Det er typisk for mange finker, at sommerdragten eller yngledragten fremkommer ved såkaldt bræmmefældning. Det indebærer, at de fjer, som vokser ud om efter­ året, har en ydre bræmme, der dækker de mere farvestrålende dele.

Hen mod foråret er disse ofte brune og lysbeige bræmmer blevet så svage, at de knækker eller slides af, så de underliggende sorte og mere

22

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 22

INDLEDNING

12/05/16 12.35

isse pande nakke skulderfjer strube

ryg

bryst mellemste dækfjer bug flanke

tøjle øredækfjer kind

undergump grønirisk, gammel han bagryg overgump overhaledækfjer halefjer

vinge hos gammel han armsvingfjer store armdækfjer tertiærer alula (tommelvinge/lillevinge)

håndsvingfjer

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 23

hånddækfjer

vinge hos ung grøniriskhun med slidte tertiærer

12/05/16 12.35

vingestudier af grønsisken nyudvoksede dækfjer juvenile

nye fjer med sortere basis

ung hun

store dækfjer tilsvarende farvet

ung han gammel han

ufældede juvenile dækfjer lysere brun/sepia

den lyse yderbræmme på tertiærerne totonet med grågrøn skygge

gammel ung ufældede juvenile, kortere

bred, grønlig med mørk hvid skygge

gulhvid/hvid

strålende farvetoner bliver blottet. Kvækerfinker og bogfinker klæder sig i en dragt, som får dem til at smelte sammen med tørre blade og vis­ ne blomster, og gulspurvenes farver dækkes delvist af toner, de har lånt fra vissent græs. Der er dog ikke den store forskel på efterår og forår hos mejser og dompapper. De er rent ensartet farvet hele året igennem.

Man kan som regel kende ungfugle på, at der er forskel i sliddet og farvemønsteret mellem ungefjerene og de nye »voksne« fjer, der er vok­ set frem på grund af den partielle fældning. Som oftest kræver det dog, at man ser fuglene på meget nært hold, og for dem, som fotograferer, er det nemmest at se på et forstørret billede. Det kan jo være sjovt at vide, om solsorten eller grønsiskenen er en ung eller gammel fugl.

Kort Kortene i denne bog skal give et omtrentligt billede af, hvor det er sandsynligt eller snarere muligt at se en bestemt art om vinteren ved

24

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 24

INDLEDNING

12/05/16 12.35

et foderbræt. Det er betydeligt sværere at angive et præcist billede af en arts vinterudbredelse end dens yngleudbredelse. For dem, som fodrer mellem oktober og april, vil artslisten, selv i det nordligste Sverige, desuden blive forøget med flere tilfældigt forbipasserende arter som kvækerfinke, jernspurv og rødhals.

For Sverige har jeg har brugt data fra Artportalen, som drives af Sveriges Landbrugsuniversitet i Uppsala. For de øvrige nordiske lande er kilderne Norsk Vinterfugleatlas og Fuglenes Danmark. For Finland mangler der en samlet oversigt over vinterudbredelsen, så jeg har dels brugt The Finnish Bird Ringing Atlas Vol. II og dels andre kilder. Man kan søge efter rapporter om arter efter bestemte søge­ kriterier. Jeg har søgt efter iagttagelser fra december til februar i åre­ ne 2010 til 2015. Rapporterne omhandler generelle iagttagelser, ikke specifikt ved foderpladser. Det viser sig så, at mange normalt træk­ kende spurvefugle kan ses i enkelte eksemplarer over store områder, og så kan de rent teoretisk dukke op ved foderbrætter. Jernspurven er en sådan art, som på den måde har en stor vinterudbredelse, men som rent faktisk er meget sjælden uden for de sydlige dele af områ­ det. En art som gråspurven kan generelt optræde ved bebyggelser i hele Skandinavien, men den kan sagtens være en super sjældenhed i et lille isoleret samfund i skoven. Hulduer og ringduer er arter, som kan vende tilbage til områder helt op i Mellemsverige allerede i februar, men som sjældent er egentlige overvintrende i de nordlige dele af området. Andre arter kan blive til langt ind i december efter et mildt efterår, men de kan måske alligevel ikke overleve hele vin­ teren.

Der er mange forklaringer på, at kortene ikke altid afspejler en normal forekomst i vintermånederne, og de skal derfor mere ses som en vejledning. De overdriver forekomsterne for flere normalt trækkende arter, men de passer bedre for de almindeligst forekom­ mende arter ved foderbrætter. I artsbeskrivelserne har jeg prøvet at give et mere retvisende billede af deres egentlige status om vinteren.

Jeg skal dog også blankt erkende, at kortene er et grafisk element i bogen, eftersom jeg selv er barnligt begejstret for kort, og specielt håndtegnede. Bestandsangivelserne stammer fra flere forskellige kilder.

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 25

12/05/16 12.35

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 26

12/05/16 12.35

fa sa n

Phasanius colchicus

Fasanen er indført til Europa fra bestande, der stammer fra forskellige steder i Asien, fra Kaukasus til Kina. De første forsøg på at udsætte fasanen i Skandinavien skete midt i 1500-tallet, men det var først i slutningen af 1800-tallet, at fuglen for alvor fik et ordent­ ligt fodfæste i Danmark og det sydlige Sverige. Inden for artens na­ turlige udbredelsesområde findes der et stort antal forskellige racer og farvevarianter. De mest almindeligt forekommende fugle udviser en blanding af karakterer fra forskellige racer. Den race, der har givet arten dens videnskabelige navn, nominatracen colchicus, hvis nærme­ ste naturlige ynglested er Transkaukasien, mangler halsring og har en mere sammenhængende farveskala med orange og rødbrune toner.

Racen fra Kina, torquatus, har en smuk, blågrå farve bagest på ryggen og på de forreste vingedækfjer. Skandinaviske fugle har ofte en hvid halsring, men har sjældent en tydelig blågrå farvetone. Nogle gange ser man mørke farvevarianter hos racen tenebrosus, hvor mørkeblåt og grønt erstatter de orange og rødlilla. Denne farvevariant stammer også fra Kina.

Hunnerne er betydeligt mindre end hannerne og ser generelt brun-beige ud, men udviser en meget smuk ornamentering, der gi­ ver mig mere inspiration som maler end de prangende hanner. Den mørke blågrønne fase modsvares hos hunnerne med en mere mørkt rødbrun eller kastanjebrun bundfarve. Hannernes eksponerede røde hudlapper i hovedet varierer i årets løb og også mellem individerne alt efter deres kondition og status.

Fasaner er i lange tider blevet udsat som jagtvildt, og det sker sta­ dig på mange store godser. I Skotland er de nogle steder så alminde­ lige, at de nærmest virker som tamhøns, og i Sverige ville bestanden

32

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 32

12/05/16 12.35

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 33

12/05/16 12.35

fjerstudier af tenebrosus-hane

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 34

12/05/16 12.35

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 35

12/05/16 12.35

muligvis efterhånden forsvinde efter gentagne kolde vintre, hvis ikke der hele tiden blev udsat nye fugle. Fasanen findes i landbrugsom­ råder, i åbne områder og på marker ved skovkanter og kratområder, og gerne tæt på vådområder med siv. De besøger gerne foderpladser og fodres aktivt på godser, hvor fasanjagt drives som en økonomisk forretning. Selv har jeg i perioder besøg af fasaner på min foderplads, der ligger tæt på en lund med forskellige løvtræer.

De overnatter ligesom høns på pinde, det vil sige en gren oppe i et træ, men helst i et tæt slåenkrat eller i en granplantage, hvor de er beskyttet mod duehøgen, der er deres hovedfjende. Hvis ræven kom­ mer, flyver de med det samme op på en gren.

Indtrængende kurtisering De år, hvor jeg har haft fasaner omkring mit atelier, har jeg moret mig meget over hannernes kurtisering af hunnerne. Hanen fremviser hele sin overside ved at vinkle kroppen mod hunnen og brede den ud, så den danner et tæppe af alle farvetoner og mønstre. Halen foldes også ud som en vifte. Hannen stiller sig også hele tiden i vejen for hunnen, som om han vil tvinge hende til at se på pragten, lidt ligesom en ualmindelig påtrængende sælger. Først på foråret virker hunnen fuldstændigt uinteresseret i hannens opvartning og fortsætter med at spise, men jeg går ud fra, at jo længere vi kommer hen på foråret, jo mere synes hun, at han trods alt er ganske pæn. Revirkaldet, eller spillet, udføres gerne fra en lille forhøjning i terrænet. Så rejser han­ nen sig op og udbryder et gennemtrængende, hæst »tje-veck« efter­ fulgt af en voldsom basken med vingerne. At fasaner og andre hønse­ fugle har udviklet ekstreme fjertegninger og former, er jo ikke kun et udtryk for hunnernes interesse for almindelig pragt. Jo mere ekstrem hale eller farvetegning en han har, jo større evne til at overleve må han formodes at have, og det er ofte et tegn på, at hannen har det, der skal til for at give afkommet den rigtige arvemasse.

Hunnerne er derimod ekstremt kryptiske i mønsteret, og når de ruger mellem tørt græs, blomster og grene, opdager man, at deres fjerdragt har et tydeligt formål. Det miljø, som jeg ser mine fasaner i, minder formentlig om de løvskove, som arten stammer fra. Når hun­ nen går igennem et krat, er hun som opslugt af sin baggrund.

36

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 36

fasan

12/05/16 12.35

Hvis man undersøger hunnens enkelte fjer på nært hold, er de yderst avancerede og smagfuldt sammensatte, men om det bare er et ekko af hannens farvetegninger, eller om det giver en yderligere di­ mension i fuglenes sociale liv, kan man ikke svare på. Et mindre am­ bitiøst mønster ville formentlig fungere lige så godt som camouflage.

Som tegner af fugles bevægelser og former er jeg fascineret af hun­ nernes opbygning af ansigtsformer. Der hvor hannen for det meste virker overpyntet, har hunnen skabt et antal skulpturelle elementer, som former øjenposer, kindpakker, øjenbryn og forskellige strøg af fjerrækker, som om de er opbygget af strenge af rullet ler. Når hove­ det vinkles og bøjes ned mod jorden, får disse former forskellige ud­ tryk alt efter perspektivet. Det giver ansigtet meget karakter, men det er meget frustrerende at gengive, fordi det er nemt at gøre det forkert.

DK_Vinterfugle_COED_NEW_CAPTIONS.indd 37

12/05/16 12.35

V IN TER F UGLE

Foto Henrik Ekman

Den svenske billedkunstner, forfatter og ornitolog Lars Jonsson (f. 1952) er en af verdens mest betydningsfulde fuglemalere og fuglekendere. Han har skrevet og illustreret en lang række bøger og har udstillet i både USA og Europa.

Hans separatudstilling »Mellem Himmel og Jord« (2008) med oliemalerier og akvareller blev vist flere steder i Danmark – bl.a. på Kastrupgård.

Kunstneren og ornitologen Lars Jonsson skildrer i tekst og billeder de fugle, som besøger haven og foderbrættet om vinteren – både de almindeligt kendte arter og de mere sjældne gæster. Med sine fantastiske akvareller og personlige iagttagelser formidler han sine oplevelser – de pudsige træk ved fuglenes opførsel og det eventyrlige farvespil i en fjerdragt.

Lars Jonsson

Musvitten flyver i fast rutefart frem og tilbage til foder­brættet uden for vinduet og henter solsikkefrø, skovspurvene sidder stille og roligt og spiser hampefrø, mens de spreder kasserede frø omkring sig, som gulspurvene taknemmeligt samler op nede på jorden.

Grøniriskerne sidder på foder­automatens pinde og bearbejder systematisk det ene solsikkefrø efter det andet.

Et par blåmejser gynger i fedtkuglerne.

Lars Jonsson

ISBN 978-87-11-54397-9

9 788711 543979

lindhardtogringhof.dk

V IN TERF UGLE lindhardt og ringhof