Men en lørdag formiddag i begyndelsen af december 1983 dumper kuverten også ind ad brevsprækken på Haraldsgade 27 i Viby ved Århus. Her bor pladeselskabet Genlyd, og på kontoret sidder direktøren Jesper Bay sammen med forsanger Peter A.G. og guitarist Per Frost fra Gnags over en kop kaffe. Der dumper mange demobånd ind ad brevsprækken i løbet af sådan en uge, men de sætter alligevel kassettebåndet i afspilleren. Og efter kort tid spidser alle ører – det lyder overhovedet ikke som hoveddelen af de andre håbefulde bands. ”Peter havde udtalt, at det, syntes han, var modigt. For den type tekster og det udtryk var ikke lige det, der lå i tiden. Og Per er jo en stener, og han havde bare sagt, at ’hold kæft, det er sgu da soul, mand!’, og Bay havde så tænkt, at det skal vi sgu da lave.” ”Der tonede et par numre frem, som vi ikke havde hørt magen til. Vi besluttede os spontant for at finde ud af, hvem han var. Allerede næste dag fik jeg fat på Thomas og fik stablet et møde på benene,” fortæller Jesper Bay. Bay synes, det lyder som ”Blue Eyed Soul” (altså hvid soul som datidens stjerner Robert Palmer, Paul Young og Annie Lennox). ”Hans musik flyttede sig fra den funk, som Elevatordrengene stod for. Men med det band kunne vi ikke se, at det var det selvstændige udtryk, der prægede billedet. Fedt partyband, men for tæt på forbillederne,” forklarer Bay. Man kan fodre svin med funkbands i Århus og København på det tidspunkt. Thomas og Claes får tildelt ”hultid” – dvs. de må komme og indspille i pauserne mellem Genlyds andre pladeprojekter. Efter et halvt års arbejde, hvor projektet hele tiden må rykke sig for andre projekter, kan Thomas og Claes præsentere en maxisingle for Genlyd. Og den vender pladeselskabet tommelfingeren ned til. ”For mig var det selvfølgelig et slag i ansigtet, men på den Tommy Boy
115333_TH_indhold.indd 25
25
20/07/15 14.52