JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Når mørket falder på, sidder jeg indimellem på den forblæste træterrasse med de cigaretter, det er meget længe siden, jeg har røget. Jeg puster røgen, man ikke kan se, ud i skumringen og hvisker til det skæve birketræ, som jeg ved står bag kompostbunken. Hvis jeg er heldig, kan jeg lige akkurat se bøgetræet, der står tættest på, og det vilde hindbærkrat, der står til højre for træets gamle, knudrede stamme, men for det meste går de i ét med det tiltagende mørke. Når jeg sidder der, hvisker jeg. Til regnormene, som jeg kun kan se, når jeg i dagslys stikker en greb i jorden og pludselig har fået det lille krybende væsen på gaflen. Til muldvarpen, som i børnebøger er så flink og godmodig, men som i virkeligheden bare skal dø, fordi den ikke kan leve under jorden uden at skabe rod oven over jorden. Til fuglene, der endnu ikke har forstået, at det snart er nat, til tjørnehækken, der muligvis står i blomst, til de gamle engelske roser og skvalderkålen, som jeg prøver at spise. Til brændenælderne, kejserkronen, pibeløgene og margueritterne. Alt det, jeg ikke kan se, men som jeg ved er der, hvisker jeg til, ligesom dyrene, der kommer frem om natten, rådyrene, uglen og ræven. Hvem kender navnene på alle de dyr, der kommer frem i mørket? Jeg gør ikke. Men jeg hvisker til dem, til frøene, der ligger i jorden, alle dem, jeg har lagt dér, som måske en dag vokser op 7