”Hvor frygteligt!” sagde Marianne. ”Ser Lutze igennem fingre med det? Hvad betyder det?” Lutze var chef for politiet, SA – en ubehagelig mand, som hun for nylig havde mødt og ikke brød sig om. ”Det lader det til,” svarede Albrecht. De tilstedeværende flyttede på sig og udvekslede blikke. ”Det er det rene vanvid – Hitler er præcis den galning, vi havde mistanke om, at han var!” udbrød Hans, men der var ingen, som tog notits af ham. Han var en sød og tåbelig knægt. Der er tænkere, og der er aktører, havde Connie sagt på et tidspunkt. Hans er en aktør. Albrecht havde dog stejlet over denne skarpe opdeling – så sort-hvid, så forsimplet og nådesløs. Handling bør følge tanken, og tanken bør følge omhyggelige overvejelser. Men det var ikke Connies stil. Han var selv mere den handlende type, og selv om hans synspunkter var velovervejede og truffet på et oplyst grundlag, var de sjældent resultatet af dybe grublerier og altid absolutte. ”Det vil bringe skam over Tyskland i verdens øjne,” sagde Albrecht. Der lød en bølge af bekræftelse fra alle de andre. ”Og lidelse,” sagde Connie. ”Det betyder lidelse for mange, mange mennesker …” Der sænkede sig en tavshed over gruppen. Lyden af latter og toner fra harmonikaen trængte igennem de tykke, blyindfattede vinduer. ”Og det betyder, at fornuftige borgere må gribe til handling,” fortsatte Connie. ”Vi er ikke alle sammen mordere og forbrydere. Men det vil vi blive, hvis vi ikke forsøger at ændre på noget.” Det var en dristig udtalelse, næsten en udfordring, og Marianne kunne se den fremkalde forskellige reaktioner hos de tilstedeværende mænd. Hans nikkede dramatisk og fascineret. Eberhardt von Strallen, som tydeligvis ikke brød sig om den slags ubesindig
19
Kvinderne pa slottet.indd 19
06/04/17 2:20 pm