Der opstod et vældigt røre oppe i den klare himmel over dem. Krager fra elmetræerne var ved at drille en rovfugl, hvis tilstedeværelse irriterede dem. Havefuglene skreg op i sympati. Musvågen undslap sine plageånder og fløj derfra med lutter elegance og ynde. Der faldt ro over haven. En lillebitte studsmus landede med et svagt bump i græsset for fødderne af Adela. Den var blød og varm og tilsyneladende umærket af næb eller kløer. »Du skal ikke røre ved den,« sagde Ivy. »Den er død. Musvågen tabte den.« Adela bøjede sig og strøg det lille kræs lodne ryg. Den åbnede øjnene og pilede ud i den vinterlige bundvegetation. »Du blev smittet med et eller andet i det kloster,« sagde Ivy, »som man helst ikke skal smittes med. Jeg skal sent glemme, hvordan din finger lægtes, som det ikke burde være sket.« »Det var en af Guds små skabninger,« sagde Adela, »og den var bare stiv af skræk. Du skal ikke skifte emne. Hvordan kan nogen ikke være bedre, end man kan forvente?« Men Ivy snøftede bare hånligt og gik tilbage til huset for at sætte kålen til frokost over. Klokken var kun ti om morgenen, men Elise ville gerne have, at de grønne blade blev kogt i tre timer eller så, at vandet blev skiftet tre gange i løbet af kogningen, så man kunne slippe af med den gift, der måtte være, og at den grødagtige masse blev lagt mellem to bakker for at presse væsken ud af den, blev sat til tørre og holdt varm, og den resulterende grønne grønsagskage blev skåret ud i kvadrater inden serveringen. På denne måde var det sikkert at spise kål. Ivy spekulerede på, om Hoffet antog ekstra personale til kroningen. Det gjorde de muligvis nok, men det var ikke sandsynligt, at det ville være sådan nogle som hende. Hun tvivlede på, at ’god til at koge kål’, ville blive betragtet som den helt store færdighed. Man ville være nødt til at kende nogle betydningsfulde folk bare for at få lov til at skrubbe et gulv, som Dronningen gik på med sine juvelbesatte tøfler, klirrende med diamanter og perler.
27082-indhold.indd 27
10/07/13 07.50