i allerhøjeste grad en pjaltet tater – åh ja, mørkhåret og flot og ikke til at stole på, selv om Isobel lod til at gøre det. Problemet med at gå ud fra, at tjenestefolk var usynlige og kun vaktes til live, når der var brug for det, var, at ingen gjorde sig det besvær at holde hemmeligheder fra den lavere klasse. Alt, hvad herskaberne vidste i det ene øjeblik, så tjenestefolkene en ære i at vide i det næste. Lady Dilberne vendte atter opmærksomheden mod gaveindpakningen. Minnie spekulerede på, hvad Adela i Yatbury Præstegård mon ville få? En eller anden kjole eller slag, forestillede hun sig. Hun fik et glimt af noget, der lignede dybrød velour og nogle meget kostbart udseende brysselerkniplinger, idet det blev foldet ned i en æske. Minnie hjalp med at lægge ærmerne pænt og nydeligt. Det lå ikke til lady Isobel at spare penge, når det gjaldt tøj, selv ikke til fattige slægtninge. Da æsken havde fået brunt papir og snor om – snoren var grøn, hvilket så lidt festligt ud og var en lille smule dyrere – virkede den stadigvæk noget hverdagsagtig, så Minnie pyntede på den ved at klistre en stribe af de kulørte klistermærkerensdyr på, som hendes mor havde sendt over til hende i en pakke. Isobel fortrak ansigtet let, da hun så dem. Men nu fortrak Isobel ansigtet ved ikke så få ting.
27082-indhold.indd 21
10/07/13 07.50