Jeg gik i klasse med min kusine. Hun havde en ven. Det var dig. Nej, det er dig. Det var min kusines skyld, at vi mødte hinanden. „Kommer du til festen hos Emma på fredag?“ spurgte min kusine. „Mig?“ „Ja, kommer du ikke?“ „Jeg er ikke inviteret.“ „Du kan følges med mig,“ sagde min kusine. „Nej, min mor bliver tosset.“ Jeg så på hende. Hun
10
havde ingen fregner. Det var kun mig i familien, der havde dem. Alle de små punktummer på huden. „Vi siger, vi tager til ekstra matematik,“ sagde min kusine så. „Om fredagen?“ „Min mor tror på det, hvis jeg siger, det er med dig.“ „Vi kan prøve,“ svarede jeg. Mit hjerte bankede hurtigere nu. „Hold nu op,“ sagde min kusine og skubbede kærligt til mig. „Jeg er altså ikke god til fester,“ mumlede jeg. „Vi følges derhen. Bare slap af.“ Min kusine gjorde mig modig. „Ja, ja,“ svarede jeg. Ja, ja.