Søndag
Fem dage før Jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan holde øjnene åbne. Alligevel bliver han ved med at stirre på mig for at få et svar. – Er du der, Lisbeth? Mit hoved vil så gerne ned på puden igen, men nu puffer Didier til mig. – Du skal ikke sove mere nu. Kom ind i den nye rytme. Jeg nikker langsomt og trækker mig op at sidde. Jeg er mindst 80 år gammel oven på den flyvetur. – Mener du det? gentager han. – Jeg mener det. Didier trækker vejret dybt. – Så kom. Klæd dig på og kom. Jeg pakker tasken til den lille. Han rejser sig fra dobbeltsengen, som gynger under frigørelsen af hans vægt. Da han er forsvundet ud på badeværelset, lader jeg mig falde tungt ned på hovedpuden. Klokken er halv elleve om formiddagen, og jeg har sovet uroligt, siden vi tjekkede ind på lufthavnshotellet ved nitiden i går aftes. Min første nat i Californien i femten år har været fuld af drømme om kolde hænder, hvide rum med flisevægge og lyden af et grædende barn, som var så langt, langt væk, at jeg knap nok kunne høre det og under ingen omstændigheder nå derhen. Jo, jeg mener det her. Jeg har ikke noget alternativ. Med min fornuft ved jeg, at den forbandede nedtur, som begyndte i samme 22