Homo Deus - læseprøve

HVAD VIL FREMTIDEN BRINGE? Krig er forældet

Yuval Noah Harari

Du har større risiko for at begå selvmord end at dø i kamp

Hungersnød forsvinder Yuval Noah Harari University of Oxford og forelæser nu

Døden er bare et teknisk problem

på Hebrew University of Jerusalem med

Lighed er yt – men udødelighed er in

speciale i verdenshistorie. Hans forrige bog, Sapiens – En kort historie om menneskeheden, er udkommet på næsten 40 sprog og er blevet en international bestseller.

Yuval Noah Harari

Du har større risiko for at dø af overvægt end af sult

HOMO DEUS udforsker de projekter, drømme og mareridt, som vil forme det 21. århundrede – fra hvordan vi overvinder døden, til hvordan vi skaber kunstig intelligens. Bogen stiller det fundamentale spørgsmål: Hvor går mennesket hen herfra?

Og hvordan kan vi forsvare en skrøbelig verden mod vores egne destruktive kræfter? Dette er det næste stadie i menneskets evolution. Dette er Homo deus.

ISBN 978-87-11-56835-4

9 788711

Homo deus

har en ph.d. i historie fra

AF F O R FATT E R E N TI L B E S TS E LLE RE N S A P I E N S

En kort historie om i morgen

Homo deus En kort historie om i morgen

568354

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

SAPIENS viste os, hvor vi kom fra.

HOMO DEUS viser os, hvor vi er på vej hen. Yuval Noah Harari beskriver med sin sædvanlige kombination af videnskab, historie og filosofi en ikke så fjern fremtid, hvor vi går nye udfordringer i møde. ”Homo deus vil chokere dig.

Den vil underholde dig. Men først og fremmest vil den få dig til at tænke på en måde, du aldrig har gjort før.”

Daniel Kahneman, forfatter til bestselleren At tænke – hurtigt og langsomt

Yuval Noah Harari

HOMO DEUS En kort historie om i morgen PĂĽ dansk ved Joachim Wrang

Lindhardt og Ringhof

Homo deus En kort historie om i morgen er oversat af Joachim Wrang efter Homo Deus A Brief History of Tomorrow Copyright © 2015 Yuval Noah Harari Første gang udgivet på hebraisk i Israel af Kinneret Zmora-Bitan Dvir i 2015 Første gang udgivet på engelsk i Storbritannien af Harvill Secker, Random House, i 2016 Dansk udgave © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Jesper Blink Rasmussen efter originalomslag af Suzanne Dean med illustration af Stuart Daly Bogen er sat med Adobe Garamond Pro og Dante MT Std hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-56835-4 1. udgave, 1. oplag 2017 Kopiering må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Til min lærer S.N. Goenka (1924-2013), som kærligt lærte mig vigtige ting.

 Indhold

1 Menneskets nye dagsorden . . . . . . . . . . . . 9

Første del Homo sapiens erobrer verden 2 AntropocÌn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 3 Den menneskelige gnist . . . . . . . . . . . . . . 108 Anden del Homo sapiens giver verden mening 4 HistoriefortÌllerne . . . . . . . . . .

5 Det umage par . . . . . . . . . . . .

6 Den moderne pagt . . . . . . . . . .

7 Den humanistiske revolution . . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. 163 . 186 . 207 . 228

Tredje del Homo sapiens mister kontrollen 8 Tidsbomben i laboratoriet . . . .

9 Den store frakobling . . . . . . .

10 Bevidsthedens ocean . . . . . . .

11 Datareligionen . . . . . . . . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. . . .

. 287 . 312 . 358 . 374

. . . .

. . . .

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 405 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 435 Billedkilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 437 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 441

1. Kunstig befrugtning: beherskelse af skabelsesprocessen.

tidsbomben i labor atoriet 287

8 Tidsbomben i laboratoriet Verden er i dag domineret af den liberale pakke bestående af individualisme, menneskerettigheder, demokrati og det frie marked. Men det 21. århundredes videnskab underminerer grundlaget for den liberale orden. Eftersom videnskaben ikke beskæftiger sig med spørgsmål om værdier, kan videnskaben ikke bestemme, om liberale har ret, når de værdsætter frihed mere end lighed, eller når de sætter individet over kollektivet. Liberalismen er imidlertid – som enhver anden religion – ikke blot baseret på abstrakte etiske vurderinger, men også på faktuelle påstande, som menes at være sande. Men disse faktuelle påstande holder bare ikke, når de underkastes en streng videnskabelig undersøgelse.

Liberale værdsætter individuel frihed så højt, fordi de mener, at mennesker har en fri vilje. Ifølge liberalismen kan vælgere og forbrugers valg hverken forklares som deterministiske eller som tilfældige processer. Mennesker influeres selvfølgelig af ydre påvirkninger og tilfældige begivenheder, men når alt kommer til alt, kan vi alle vifte med frihedens magiske tryllestav og selv træffe vores valg. Dette er grunden til, at fortalere for liberalismen lægger så stor vægt på vælgere og forbrugere og beder os om at følge vores hjerte og gøre, hvad der føles godt. Det er vores frie vilje, som gennemsyrer universet med mening, og eftersom ingen andre end du selv kan vide, hvad du virkelig føler, eller forudsige dine valg, bør du ikke overlade varetagelsen af dine interesser og ønsker til nogen Big Brother.

Det er ikke en etisk vurdering at tillægge mennesker en fri vilje – det giver sig ud for at være en faktuel beskrivelse af verden. Selv om denne såkaldte faktuelle beskrivelse muligvis gav mening på John Locke, Jean-Jacques Rousseau og Thomas Jeffersons tid, passer den

288 homo deus

ikke så godt med de biologiske videnskabers seneste forskningsfund.

Misforholdet mellem påstanden om en fri vilje og moderne videnskab er elefanten i laboratoriet, som mange foretrækker ikke at se, når de stirrer i deres mikroskoper og foretager funktionelle MR-scanninger.1 I det 18. århundrede var Homo sapiens som en mystisk sort boks, hvis indre mekanismer lå hinsides vores fatteevne. Så når forskere og lærde spurgte, hvorfor en mand trak en kniv og stak en anden ihjel, ville et tilfredsstillende svar lyde: »Fordi han valgte at gøre det. Han brugte sin frie vilje til at vælge at myrde, hvilket er grunden til, at han er fuldt ud ansvarlig for sin forbrydelse.« I løbet af det seneste århundrede – efterhånden som videnskabsmændene formåede at åbne Sapiens’ sorte boks – fandt de hverken en sjæl, en fri vilje eller et jeg, men i stedet kun gener, hormoner og neuroner, som følger de samme fysiske og kemiske love, der styrer resten af virkeligheden. Når forskere i dag spørger, hvorfor en mand har trukket en kniv og stukket en anden ihjel, dur svaret: »Fordi han valgte at gøre det«, ikke. Genetikere og hjerneforskere kommer i stedet med et meget mere detaljeret svar: »Han gjorde det på grund af de og de elektrokemiske processer i hans hjerne, som var påvirket af en bestemt genetisk sammensætning, som igen afspejler ældgamle evolutionære pres kombineret med tilfældige mutationer.« De elektrokemiske processer i hjernen, som fører til mord, er enten deterministiske eller tilfældige eller en kombination af de to – men de er under ingen omstændigheder frie. Når et neuron for eksempel aktiverer en elektrisk ladning, kan dette enten være en deterministisk reaktion på ydre stimuli eller måske resultatet af en tilfældig hændelse som for eksempel det spontane henfald af et radioaktivt atom. Ingen af disse muligheder efterlader plads til en fri vilje. Beslutninger, der er truffet som følge af en kædereaktion af biokemiske hændelser, hvor hver hændelse er bestemt af en tidligere hændelse, er bestemt ikke frie.

Beslutninger, der er resultatet af tilfældige subatomare hændelser, er heller ikke frie – de er tilfældige. Og når tilfældige hændelser kombineres med deterministiske processer, får vi probabilistiske resultater, men heller ikke dette har noget med frihed at gøre.

Forestil dig, at vi bygger en robot, hvis processor er forbundet med en radioaktiv klump uran. Når robotten skal vælge mellem to muligheder – for eksempel at trykke på den højre knap eller den venstre

tidsbomben i labor atoriet 289

knap – tæller robotten antallet af uranatomer, der er henfaldet i løbet af det seneste minut. Hvis tallet er lige, trykker robotten på den højre knap. Hvis tallet er ulige, trykker den på den venstre knap. Vi kan aldrig være sikre på en sådan robots handlinger. Men ingen ville kalde denne anordning for »fri«, og vi ville ikke drømme om at lade den stemme til demokratiske valg eller stille den til ansvar for sine handlinger.

Så vidt vi kan bedømme ud fra videnskaben, har determinisme og tilfældighed delt hele kagen mellem sig og ikke efterladt så meget som en krumme til »frihed«. Det hellige ord »frihed« viser sig – ligesom ordet »sjæl« – at være et hult begreb tømt for enhver betydning. Den frie vilje eksisterer kun i de imaginære historier, vi mennesker har opfundet.

Det sidste søm i frihedens kiste leveres af evolutionsteorien. Ligesom evolutionsteorien ikke kan forenes med forestillingen om en evig sjæl, kan den ikke forenes med forestillingen om en fri vilje. For hvis mennesker er frie, hvordan kan den naturlige selektion så have formet dem? Ifølge evolutionsteorien afspejler alle de valg, som dyr træffer – om det så drejer sig om levesteder, mad eller mage – deres genetiske kode. Hvis et dyr – takket være sine egnede gener – vælger at spise en næringsrig svamp og parrer sig med sunde og frugtbare mager, videregives disse gener til den næste generation. Hvis et dyr – på grund af uegnede gener – vælger at spise giftige svampe og parre sig med anæmiske mager, udryddes disse gener. Hvis et dyr imidlertid »frit« vælger, hvad det spiser, og hvem det parrer sig med, har den naturlige selektion intet at arbejde med.

Når folk konfronteres med sådanne videnskabelige forklaringer, fejer de dem ofte til side og peger på, at de føler sig frie, og at de handler ud fra deres egne ønsker og beslutninger. Det er rigtigt nok. Mennesker handler ud fra deres ønsker og lyster. Hvis vi med »fri vilje« mener evnen til at handle ud fra egne ønsker – ja, så har mennesker en fri vilje, og det samme har chimpanser, hunde og papegøjer. Når Polly har lyst til en kiks, spiser Polly en kiks. Men det altafgørende spørgsmål er ikke, om papegøjer og mennesker kan handle ud fra deres inderste ønsker – spørgsmålet er, om de i udgangspunktet kan vælge deres ønsker.

Hvorfor har Polly lyst til en kiks og ikke en agurk? Hvorfor vælger jeg at dræbe min irriterende nabo i stedet for at vende den anden kind

290 homo deus

til? Hvorfor ønsker jeg så brændende at købe den røde bil og ikke den sorte? Hvorfor foretrækker jeg at stemme på de konservative i stedet for på socialdemokraterne? Jeg vælger ikke nogen af disse ønsker. Jeg føler et bestemt ønske vælde op i mig, fordi dette er den følelse, som skabes af de biokemiske processer i min hjerne. Disse processer kan være deterministisk bestemte eller tilfældige, men ikke frie.

Man vil måske indvende, at i det mindste hvad angår vigtige beslutninger såsom at myrde en nabo eller vælge en regering, afspejler mit valg ikke en momentan følelse, men en lang og velbegrundet overvejelse af tungtvejende argumenter. Jeg kan imidlertid følge mange forskellige tankerækker, hvoraf nogle vil få mig til at stemme på de konservative, mens andre vil få mig til at stemme på socialdemokraterne, mens endnu andre vil få mig til at stemme på et helt tredje parti eller blive hjemme på sofaen. Hvad er det, der får mig til at stige på ét »tanketog« og ikke et andet? På min hjernes hovedbanegård kan jeg være tvunget til at stige på et bestemt tog af tanker som følge af deterministiske processer, eller jeg kan hoppe på et tilfældigt tog. Men jeg vælger ikke »frit« at tænke de tanker, som får mig til at stemme på et parti og ikke et andet.

Dette er ikke blot hypoteser eller filosofiske spekulationer. I dag kan vi ved hjælp af hjernescannere forudsige menneskers ønsker og beslutninger, før de selv er bevidste om dem. I ét eksperiment placeres forsøgsdeltagerne i en stor hjernescanner og får en kontakt i hver hånd. De bedes om at trykke på en af de to kontakter, når de har lyst til det. Forskerne, der iagttager den neurale aktivitet i hjernen, kan forudsige, hvilken kontakt personen vil trykke på, i god tid før personen rent faktisk gør det, og endda før personen er bevidst om sin intention. Neurale hændelser i hjernen indikerer, at personens beslutning træffes mellem få hundrede millisekunder og nogle få sekunder, før personen er bevidst om dette valg.2 Beslutningen om at trykke på enten den højre eller venstre kontakt afspejler uden tvivl personens eget valg. Men det er ikke et frit valg.

Faktisk er vores tro på den frie vilje resultatet af en forfejlet logik. Når en biokemisk kædereaktion får mig til at ønske at trykke på den højre kontakt, føler jeg, at jeg virkelig gerne vil trykke på den højre kontakt. Og det er helt rigtigt. Jeg har virkelig lyst til at trykke på den.

Men heraf drager folk den forhastede konklusion, at hvis jeg ønsker

tidsbomben i labor atoriet 291

at trykke på den, vælger jeg at gøre det. Dette er selvfølgelig forkert.

Jeg vælger ikke mine ønsker og lyster. Jeg føler dem blot og handler i overensstemmelse hermed.

Mennesker fortsætter ikke desto mindre med at diskutere, om den frie vilje findes, hvilket skyldes, at selv videnskabsmænd alt for ofte fortsætter med at anvende forældede teologiske begreber. I århundreder diskuterede kristne, muslimske og jødiske teologer forholdet mellem sjælen og viljen. De antog, at hvert eneste menneske har en indre essens – sjælen – som er mit sande selv. De mente yderligere, at dette selv er i besiddelse af forskellige ønsker og lyster, ligesom det er i besiddelse af tøj, køretøjer og en bolig. Jeg vælger angiveligt mine ønsker på samme måde, som jeg vælger mit tøj, og min skæbne afgøres alt efter disse ønsker. Hvis jeg vælger gode ønsker, ender jeg i himlen, hvis jeg vælger dårlige ønsker, indløser jeg billet til helvede. I kølvandet på dette opstod spørgsmålet om, præcist hvordan jeg vælger mine ønsker. Hvorfor ønskede Eva for eksempel at spise den forbudte frugt, som slangen tilbød hende? Blev dette ønske påtvunget hende? Dukkede dette ønske op i hendes bevidsthed ved et tilfælde? Eller valgte hun det »frit«? Hvis hun ikke valgte det frit, hvorfor så straffe hende for det?

Men når først vi accepterer, at der ikke findes nogen sjæl, og at mennesker ikke har nogen indre essens kaldet et »selv«, giver det ikke længere mening at spørge: »Hvordan vælger selvet sine ønsker?« Det svarer lidt til at spørge en ungkarl: »Hvordan vælger din hustru sit tøj?« I virkeligheden er der kun en bevidsthedsstrøm, og ønsker opstår og forgår i denne strøm, men der er intet permanent selv, der ejer ønskerne, og derfor er det meningsløst at spørge, hvorvidt jeg vælger mine ønsker som følge af deterministiske processer, tilfældigt eller frit.

Det kan lyde ekstremt kompliceret, men det er overraskende let at teste denne ide. Næste gang en tanke dukker op i hovedet på dig, kan du stoppe op og spørge dig selv: »Hvorfor tænkte jeg denne specifikke tanke? Besluttede jeg for et minut siden at tænke denne tanke for så at tænke den? Eller opstod den blot uden nogen instruktion eller godkendelse fra min side? Hvis jeg virkelig er herre over mine tanker og beslutninger, kan jeg så beslutte overhovedet ikke at tænke på noget de næste 60 sekunder?« Prøv at se, om du kan, og se, hvad der sker.

292 homo deus

Det at drage den frie vilje i tvivl er ikke blot en filosofisk øvelse. Det har praktiske implikationer. Hvis organismer ikke har en fri vilje, indebærer det, at vi kan manipulere og endda kontrollere deres ønsker ved brug af medikamenter, genteknologi eller direkte stimulering af hjernen.

Hvis du ønsker at se filosofi i praksis, skal du besøge et robotrottelaboratorium. En robotrotte er en helt almindelig rotte med et tvist: Forskerne har indopereret elektroder i de centre af rottens hjerne, der har at gøre med sansning og belønning. Dette gør det muligt at styre rotten med en fjernbetjening. Efter korte træningssessioner har forskere formået ikke blot at få rotterne til at dreje til venstre eller højre, men også til at klatre op ad stiger, sniffe rundt i affaldsbunker og gøre ting, som rotter normalt ikke bryder sig om, som for eksempel at springe ud fra store højder. Militæret og erhvervslivet udviser stor interesse for robotrotterne, idet de håber, at de kan bruges til mange opgaver og i mange forskellige situationer. For eksempel kan robotrotter være med til at finde overlevende, der er fanget under sammenstyrtede bygninger, finde bomber og miner og kortlægge underjordiske tunneler og huler.

Dyrevelfærdsaktivister har udtrykt bekymring vedrørende den lidelse, som sådanne eksperimenter påfører rotterne. En af de førende robotrotteforskere, professor Sanjiv Talwar fra State University of New York, afviser disse bekymringer og argumenterer for, at rotterne rent faktisk nyder eksperimenterne. Som Talwar forklarer, arbejder rotterne trods alt »af lyst«, og når elektroderne stimulerer belønningscentrene i en rottes hjerne, »føler rotten nirvana«.3 Så vidt vi ved, føler rotten ikke, at andre kontrollerer den, og den føler ikke, at den tvinges til at gøre noget mod sin vilje. Når professor Talwar trykker på fjernbetjeningen, ønsker rotten at gå til venstre, og det er derfor, at den går til venstre. Når professoren trykker på en anden knap, ønsker rotten at klatre op ad en stige, og det er derfor, den klatrer op ad stigen. Rottens ønsker og lyster er trods alt ikke andet end et mønster af aktiverede neuroner. Hvad betyder det, om neuronerne er blevet aktiveret, fordi de er blevet stimuleret af andre neuroner eller af transplanterede elektroder, som er forbundet med professor Talwars fjernbetjening? Hvis man spurgte rotten, ville den – hvis den kunne tale – helt sikkert sige: »Selvfølgelig har jeg en fri vilje! Se, jeg

tidsbomben i labor atoriet 293

har lyst til at gå til venstre – og jeg går til venstre. Jeg har lyst til at klatre op ad en stige – og jeg klatrer op ad en stige. Beviser det ikke, at jeg har en fri vilje?« Eksperimenter udført på Homo sapiens indikerer, at mennesker i lighed med rotter kan manipuleres, og at det er muligt at skabe eller fjerne selv komplekse følelser som kærlighed, vrede, frygt og depression ved at stimulere de rigtige steder i menneskehjernen. Det amerikanske militær har for nylig indledt eksperimenter med at implantere computerchips i menneskers hjerner – håbet er, at man kan bruge denne metode til at behandle soldater, der lider af posttraumatisk stresslidelse.4 På Hadassah Hospital i Jerusalem har hospitalets læger stået i spidsen for en ny behandling af patienter, der lider af akut depression. De indopererer elektroder i patientens hjerne og slutter dem til en mikroskopisk computer, der indopereres i patientens bryst. På kommando fra computeren udsender elektroderne en svag elektrisk strøm, der lammer det område af hjernen, der er ansvarligt for depressionen. Behandlingen lykkes ikke altid, men i nogle tilfælde har patienter fortalt, at følelsen af at befinde sig i et sort hul, som har plaget dem store dele af deres liv, er forsvundet som ved et trylleslag.

En patient klagede flere måneder efter operationen over, at han havde fået et tilbagefald og igen led af en alvorlig depression. Lægerne undersøgte patienten og fandt kilden til problemet: Computerens batteri var løbet tør for strøm. De satte et nyt batteri i, og depressionen forsvandt som dug for solen.5 På grund af åbenlyse etiske begrænsninger indopererer forskere kun elektroder i menneskehjerner i helt særlige tilfælde. Således udføres de fleste relevante eksperimenter på mennesker ved hjælp af noninvasive hjelmlignende anordninger (teknisk kaldet for »transkraniel stimulering med jævnstrøm«). Hjelmen er udstyret med elektroder, som er sat fast på ydersiden af patientens hovedbund. Den producerer svage elektromagnetiske felter, som styres mod specifikke hjerneområder, hvorved udvalgte hjerneaktiviteter stimuleres eller hæmmes.

Det amerikanske militær eksperimenterer med sådanne hjelme i håbet om at øge soldaters koncentrations- og præstationsevne både under træning og på slagmarken. De primære eksperimenter udføres af Human Effectiveness Directorate, der ligger på luftvåbnets base i Ohio. Selv om resultaterne langtfra er entydige, og selv om hypen

294 homo deus

omkring transkraniel stimulering langt overgår, hvad de faktiske resultater kan bære, har flere studier vist, at metoden rent faktisk kan forbedre de kognitive færdigheder hos droneoperatører, flyveledere, finskytter og andet personel, hvis arbejde kræver, at de er meget koncentrerede i lange perioder ad gangen.6 Sally Adee, der er journalist for New Scientist, fik tilladelse til at besøge et træningsanlæg for finskytter og selv teste effekterne. Først trådte hun ind i en slagmarkssimulator uden at bære den transkranielle hjelm. Sally beskriver, hvordan hun blev grebet af frygt, da 20 maskerede mænd – med fastspændte selvmordsbomber og bevæbnet med rifler – kom stormende direkte mod hende. »For hver eneste, jeg formår at skyde,« skriver Sally, »dukker tre nye fjender op ud af det blå. Jeg skyder tydeligvis ikke hurtigt nok, og min panik og inkompetence får min riffel til konstant at gå i baglås«. Heldigvis for Sally var angriberne blot videobilleder, der var projiceret op på store skærme foran hende. Alligevel var hun så skuffet over sin dårlige præstation, at hun mest af alt havde lyst til at smide riflen fra sig og gå ud af simulatoren.

Men så fik hun hjelmen på hovedet. Hun fortæller, at hun ikke følte noget usædvanligt, bortset fra en mindre snurren og en underlig metallisk smag i munden. Hun begyndte at skyde igen, og nu ramte hun den ene virtuelle terrorist efter den anden, så koldblodigt og metodisk, som var hun en anden Rambo eller Clint Eastwood. »Mens 20 af dem løber mod mig med løftede geværer, kigger jeg roligt gennem sigtekornet, tager et dybt åndedrag og nedlægger den nærmeste, før jeg koncentreret vurderer mit næste mål. Efter hvad der føles som meget kort tid, hører jeg en stemme råbe: ‘Okay, det var det.’ Lyset bliver tændt i simulationsrummet ... I den pludselige stilhed midt i bunken af døde kroppe omkring mig forventede jeg, at der ville komme flere angribere mod mig, og jeg bliver en smule skuffet, da teamet begynder at fjerne mine elektroder. Jeg ser op og spekulerer på, om nogen har stillet uret fremad. På uforklarlig vis er der gået hele 20 minutter.

‘Hvor mange fik jeg?’ spørger jeg assistenten. Hun ser forundret på mig. ‘Dem alle sammen.’« Eksperimentet ændrede Sallys liv. I de følgende dage indså hun, at hun havde haft en »næsten spirituel oplevelse ... det, der definerede oplevelsen, var ikke følelsen af at være dygtigere eller at lære hurtigere:

tidsbomben i labor atoriet 295

Det, der fik jorden til at forsvinde under fødderne på mig, var, at for første gang i mit liv var al støjen i mit hoved helt væk ... Oplevelsen af en hjerne, der ikke tvivlede på sig selv, var en åbenbaring. Der var med ét denne utrolige stilhed i mit hoved ... Jeg håber, at du kan sætte dig ind i, at jeg i ugerne efter denne oplevelse allermest havde lyst til at vende tilbage og få elektroderne på igen. Jeg begyndte også at stille en hel masse spørgsmål. Hvem er jeg egentlig ud over de vrede, bitre gnomer, der befolker min bevidsthed og driver mig til nederlag, fordi jeg er for bange til at forsøge? Og hvor kom disse stemmer fra?«7 Nogle af disse stemmer gentager samfundets fordomme, andre er et ekko af vores personlige historie, mens endnu andre udtrykker vores genetiske arv. Tilsammen, siger Sally, skaber de en usynlig historie, som former vores bevidste beslutninger på måder, som vi sjældent forstår. Hvad ville der ske, hvis vi kunne omskrive vores indre monologer eller endda lejlighedsvist bringe dem helt til tavshed?8 I skrivende stund er brugen af transkranielle stimulatorer stadig kun i sin vorden, og det er uklart, om og hvornår transkraniel stimulering bliver en fuldt udviklet teknologi. Indtil videre kan stimulatorerne kun medføre forbedrede kognitive færdigheder i kortere perioder, og Sally Adees oplevelse, der varede 20 minutter, er måske ret usædvanlig (eller måske endda resultatet af den velkendte placeboeffekt). De fleste publicerede studier af transkranielle stimulatorer er baseret på meget små udvalg af forsøgspersoner, som opererer under særlige omstændigheder, og de langsigtede effekter og risici er fuldstændig uvisse. Hvis teknologien imidlertid videreudvikles, eller hvis der findes en anden metode til at manipulere hjernens elektriske mønstre, hvad vil det så betyde for menneskelige samfund og for mennesker?

Mennesker vil måske manipulere hjernens elektriske kredsløb, så de ikke blot bliver dygtigere til at nedskyde terrorister, men også bliver bedre til at opnå mere dagligdags liberale mål – nemlig at studere og arbejde mere effektivt, fordybe sig i spil og fritidsbeskæftigelser og være i stand til at fokusere på det, der interesserer dem ethvert givent øjeblik, hvad enten det måtte være matematik eller fodbold. Hvis og når sådanne manipulationer bliver rutine, vil forbrugeres angiveligt frie vilje imidlertid blive blot endnu et produkt, der kan købes. Du vil gerne kunne spille klaver, men når det er tid til at øve, foretræk-

296 homo deus

ker du måske at se fjernsyn? Det klarer vi nemt: Du skal bare tage en hjelm på, installere den rigtige software, hvorefter du slet ikke kan vente med at spille klaver.

Du vil måske indvende, at evnen til at få stemmerne i dit hoved til at tie eller forøge disse stemmers kraft rent faktisk vil styrke snarere end underminere din frie vilje. Som tingene er nu, formår du ofte ikke at indfri dine mest dyrebare og autentiske ønsker på grund af ydre distraktioner. Ved hjælp af opmærksomhedshjelmen og lignede apparater får du lettere ved at gøre forældre, præster, spindoktorer, reklamefolk og naboers udefrakommende stemmer tavse og fokusere på det, du ønsker. Som vi skal se, er forestillingen om, at du har ét og kun ét selv, og at du derfor kan skelne dine autentiske ønsker fra udefrakommende stemmer, imidlertid blot endnu en liberal myte, som den seneste videnskabelige forskning afliver.

Hvem er jeg?

Videnskaben underminerer ikke blot den liberale tro på en fri vilje, men også troen på individualisme. Liberale mener, at vi har ét udeleligt selv. At være et individ betyder, at jeg er in-dividuel. Ja, min krop består af omtrent 37 billioner celler,9 og hver eneste dag gennemgår min krop og min bevidsthed utallige permutationer og transformationer. Men hvis jeg virkelig er opmærksom og forsøger at komme i kontakt med mig selv, vil jeg dybt inde i mig selv finde en klar og autentisk stemme, som er mit sande selv, og som er kilden til al mening og autoritet i universet. For at liberalismen kan give mening, må jeg have ét – og kun ét – sandt selv, for hvis jeg havde mere end én autentisk stemme, hvordan ville jeg så vide, hvilken stemme jeg skulle lytte til i stemmeboksen, i supermarkedet og på ægteskabsmarkedet?

I løbet af de seneste få årtier er de biologiske videnskaber imidlertid nået frem til den konklusion, at denne liberale historie er ren mytologi. Det udelte, autentiske selv er lige så virkeligt som den evige sjæl, julemanden eller påskeharen. Hvis jeg kigger dybt ind i mig selv, opløses den tilsyneladende enhed, som jeg tager for givet, i en kakofoni af modstridende stemmer, hvoraf ingen er »mit sande selv«. Mennesker er ikke individer. De er »divider«.

Menneskehjernen består af to hjernehalvdele, som er forbundet af

tidsbomben i labor atoriet 297

et tykt neuralt kabel kaldet hjernebjælken. Hver hjernehalvdel kontrollerer den modsatte side af kroppen. Den højre hjernehalvdel styrer venstre side af kroppen, modtager data fra venstre side af synsfeltet og er ansvarlig for at bevæge venstre arm og ben – den venstre hjernehalvdel styrer højre side af kroppen. Det er grunden til, at mennesker, der har fået en hjerneblødning i højre hjernehalvdel, i nogle tilfælde ignorerer venstre side af deres krop (de reder kun håret på højre side af hovedet eller spiser kun maden på højre side af deres tallerken).10 Der er også følelsesmæssige og kognitive forskelle mellem de to hjernehalvdele, selv om forskellene langtfra er entydige. De fleste kognitive aktiviteter involverer begge hjernehalvdele, men ikke i samme omfang. For eksempel spiller venstre hjernehalvdel i de fleste tilfælde en vigtigere rolle i forbindelse med tale og logiske ræsonnementer, mens den højre hjernehalvdel er mere dominerende i forbindelse med bearbejdningen af rumlig information.

Mange gennembrud i forståelsen af forholdet mellem de to hjernehalvdele har været baseret på studier af epilepsipatienter. I alvorlige tilfælde af epilepsi begynder elektriske storme i den ene del af hjernen og spreder sig hurtigt til andre dele og udløser et meget voldsomt epileptisk anfald. Under sådanne anfald mister patienterne kontrollen over kroppen, og hyppige epileptiske anfald forhindrer dem derfor i at passe normale job eller i det hele taget føre et normalt liv. I midten af det 20. århundrede forsøgte læger i tilfælde, hvor alle andre behandlingsformer viste sig at være utilstrækkelige, at lindre problemet ved at overskære det tykke elektriske kabel, der forbinder de to hjernehalvdele, således at elektriske storme, der begynder i den ene hjernehalvdel, ikke kunne brede sig til den anden. Disse patienter var en guldmine af forbløffende data for hjerneforskerne.

Nogle af de mest bemærkelsesværdige studier af disse såkaldte splitbrain-patienter er blevet udført af professor Roger Wolcott Sperry, som i 1981 blev tildelt nobelprisen i fysiologi og medicin for sine banebrydende opdagelser, og af hans studerende, professor Michael S. Gazzaniga. De udførte blandt andet et studie af en dreng i teenagealderen.

Drengen blev spurgt, hvad han gerne ville være, når han blev voksen.

Han svarede: Arkitekt. Svaret blev leveret af hans venstre hjernehalvdel, som spiller en afgørende rolle i forbindelse med logiske ræsonnementer og tale. Men drengen havde et andet aktivt sprogcenter i højre

298 homo deus

hjernehalvdel, som ikke kunne kontrollere talesprog, men kunne stave ord ved hjælp af scrabblebrikker. Forskerne ville gerne vide, hvad højre hjernehalvdel ville svare. Så de lagde en række scrabblebrikker ud på et bord og skrev på et stykke papir: »Hvad vil du gerne være, når du bliver voksen?« De placerede papiret i udkanten af drengens venstre synsfelt. Data fra venstre del af synsfeltet bearbejdes i højre hjernehalvdel. Eftersom den højre hjernehalvdel ikke kunne bruge talesprog, sagde drengen ikke noget. Men hans venstre hånd begyndte at bevæge sig hurtigt hen over bordet, hvor han tog nogle brikker og lagde dem i denne rækkefølge: »motorsport«. Spooky.11 En lige så sælsom adfærd blev udvist af patienten W.J., en veteran fra Anden Verdenskrig. W.J.’s hænder blev kontrolleret af hver sin hjernehalvdel. Eftersom de to hjernehalvdele ikke var i kontakt med hinanden, skete det nogle gange, at hans højre hånd rakte ud for at åbne en dør, hvorefter hans venstre hånd blandede sig og smækkede døren i.

I et andet eksperiment viste Gazzaniga og hans team et billede af en hønsefod for en patients venstre hjernehalvdel – den side, der er ansvarlig for taleevnen – og viste samtidig højre hjernehalvdel et billede af et snedækket landskab. Da patienten, P.S., blev spurgt, hvad han så, svarede han: »En hønsefod.« Gazzaniga præsenterede dernæst P.S. for en række billedkort og bad ham om at pege på det, der bedst matchede det, han havde set. Patientens højre hånd (som blev kontrolleret af hans venstre hjernehalvdel) pegede på billedet af en høne, men samtidig rakte han sin venstre hånd frem og pegede på en sneskovl.

Gazzaniga stillede dernæst P.S. det indlysende spørgsmål: »Hvorfor pegede du både på hønen og skovlen«, hvortil P.S. svarede: »Åh, ser du, hønsefoden passer til hønen, og man har brug for en skovl til at muge ud i hønsehuset.«12 Hvad skete der lige her? Den venstre hjernehalvdel, som kontrollerer evnen til at tale, havde ingen data om snelandskabet og vidste derfor overhovedet ikke, hvorfor den venstre hånd pegede på skovlen.

Så den fandt blot på noget mere eller mindre troværdigt. Efter at have gentaget dette eksperiment mange gange konkluderede Gazzaniga, at den venstre hjernehalvdel ikke blot er sædet for vores taleevner, men også for en indre fortolker, som konstant forsøger at få livet til at give mening ved at bruge små spor til at opdigte plausible historier.

tidsbomben i labor atoriet 299

I et andet eksperiment blev den nonverbale højre hjernehalvdel forevist et pornografisk billede. Patienten reagerede ved at rødme og fnise. »Hvad så du?« spurgte forskerne drillende. »Intet, blot et lysglimt,« svarede den venstre hjernehalvdel, og patienten begyndte øjeblikkeligt at fnise, mens hun holdt sig for munden. »Hvorfor griner du?« spurgte de insisterende. Den rådvilde fortolker i venstre hjernehalvdel – som kæmpede for at finde på en rationel forklaring – svarede, at en af maskinerne i rummet så meget sjov ud.13 Det svarer lidt til den situation, der ville opstå, hvis CIA udfører et droneangreb i Pakistan, og det amerikanske udenrigsministerium ikke kender noget til angrebet. Når en journalist krydsforhører udenrigsministeriets embedsmænd om angrebet, finder de på en eller anden plausibel forklaring. I virkeligheden har spindoktorerne ingen anelse om, hvorfor angrebet er blevet udført, så de opdigter blot en historie. En lignende mekanisme anvendes af alle mennesker, ikke kun af split-brain-patienter. Igen og igen foretager mit eget private CIA sig ting uden mit udenrigsministeriums tilladelse eller viden, hvorefter mit udenrigsministerium finder på en historie, som sætter mig i det bedst mulige lys. Ret ofte bliver udenrigsministeriet selv overbevist om, at de rene fantasier, det har konstrueret, er sandheden.14 Lignende konklusioner er blevet draget af adfærdsøkonomer, som ønsker at vide, hvordan mennesker træffer økonomiske beslutninger. Eller mere præcist, hvem der tager disse beslutninger. Hvem beslutter sig for at købe en Toyota og ikke en Mercedes, at tage på ferie i Paris og ikke i Thailand og investere i sydkoreanske statsobligationer og ikke i aktier på Shanghais børs? De fleste eksperimenter tyder på, at der ikke findes noget udelt selv, som træffer disse beslutninger. De er snarere resultatet af en tovtrækning mellem forskellige og ofte modstridende indre instanser.

Et banebrydende eksperiment blev udført af Daniel Kahneman, som i 2002 blev tildelt nobelprisen i økonomi. Kahneman bad en gruppe frivillige forsøgspersoner om at deltage i et tredelt forsøg. I den »korte« del af eksperimentet sænkede de frivillige en hånd ned i en balje fyldt med 14 grader koldt vand, hvilket er ubehageligt, grænsende til det smertefulde. Efter 60 sekunder blev de bedt om at fjerne hånden. I den »lange« del af eksperimentet sænkede forsøgspersonerne

300 homo deus

deres anden hånd ned i en anden balje, hvis temperatur også var 14 grader. Men efter 60 sekunder blev der i al hemmelighed tilført vand til baljen, så temperaturen steg til 15 grader. 30 sekunder senere blev de bedt om at trække hånden op af vandet. Nogle deltagere gennemgik det »korte« delforsøg først, mens andre begyndte med det »lange«.

For alle deltagerne gjaldt det, at den tredje og vigtigste del af eksperimentet blev indledt nøjagtigt 7 minutter efter, at de to første dele af forsøget var overstået. Forsøgsdeltagerne fik at vide, at de skulle gentage et af de to delforsøg – og de måtte selv vælge hvilket. Hele 80 procent foretrak at gentage det »lange« eksperiment, idet de huskede det som mindre smertefuldt.

Eksperimentet med det kolde vand er så enkelt, men konsekvenserne af det ryster kernen i det liberale verdenssyn. Eksperimentet blotlægger nemlig eksistensen af mindst to forskellige selv i os: det oplevende selv og det fortællende selv. Det oplevende selv er vores faktiske bevidsthed, mens en situation udspiller sig. Det er indlysende, at den »lange« del af eksperimentet med det kolde vand var den værste.

Først oplever man 14 grader koldt vand i 60 sekunder, hvilket er lige så ubehageligt som det, man oplever i den »korte« del, hvorefter man må udholde yderligere 30 sekunder med den ene hånd nedsænket i 15 grader varmt vand, hvilket er marginalt mindre ubehageligt, men stadigvæk langtfra behageligt. For det oplevende selv kan tilføjelsen af en lettere ubehagelig oplevelse til en meget ubehagelig oplevelse umuligt gøre den samlede oplevelse mere indbydende.

Det oplevende selv husker imidlertid ingenting. Det fortæller ingen historier og konsulteres sjældent, når der skal træffes store beslutninger. Det er derimod en helt anden instans i os, som har monopol på at erindre, fortælle historier og træffe store beslutninger – det fortællende selv. Det fortællende selv er beslægtet med Gazzanigas fortolker i venstre hjernehalvdel. Det har travlt med at finde på historier om fortiden og lægge planer for fremtiden. Og ligesom journalister, digtere og politikere skyder det fortællende selv mange genveje. Det fortæller ikke alt og konstruerer normalt kun en historie på baggrund af toppunkter og slutresultatet. Værdien af hele oplevelsen bestemmes ved at udregne gennemsnittet af toppunkter og slutresultatet. Når det fortællende selv for eksempel evaluerer den korte del af eksperimentet med det kolde vand, udregner det gennemsnittet af den værste del

tidsbomben i labor atoriet 301

(vandet var meget koldt) og afslutningen (vandet var stadigvæk meget koldt) og konkluderer, at »vandet var meget koldt«. Det fortællende selv gør det samme med den lange del af eksperimentet. Det finder gennemsnittet af den værste del (vandet var meget koldt) og afslutningen (vandet var ikke helt så koldt) og konkluderer, at »vandet var lidt varmere«. Et afgørende element her er også, at det fortællende selv er blindt over for varighed, idet det ikke tillægger de to delforsøgs forskellige varighed nogen som helst betydning. Så når det har et valg mellem de to, foretrækker det at gentage den lange del, hvor »vandet var lidt varmere«.

Hver eneste gang det fortællende selv evaluerer vores oplevelser, ser det bort fra oplevelsens varighed og gør brug af »toppunkt-afslutningsreglen« – det husker kun toppunktet og afslutningen og vurderer hele oplevelsen ud fra gennemsnittet af de to elementer. Dette har vidtrækkende konsekvenser for mange konkrete beslutninger. Kahneman begyndte at undersøge det oplevende selv og det fortællende selv i begyndelsen af 1990’erne, da han sammen med Donald Redelmeier fra University of Toronto studerede patienter, der fik foretaget kikkertundersøgelser. Under kikkertundersøgelser indføres et lillebitte kamera i tarmen via anus med henblik på at diagnosticere forskellige tarmsygdomme. Det er en ret ubehagelig oplevelse. Lægerne ville gerne vide, hvordan de kunne udføre denne procedure på en måde, der var forbundet med mindst mulige smerter for patienterne. Skulle de udføre kikkertundersøgelsen så hurtigt som muligt og dermed påføre patienterne mere smerte i en kortere periode, eller skulle de gå langsommere og mere forsigtigt til værks?

For at besvare dette spørgsmål bad Kahneman og Redelmeier 154 patienter om en gang i minuttet at rapportere om deres smerteniveau under indgrebet. De brugte en skala, der gik fra 0 til 10, hvor 0 betød »ingen smerte overhovedet«, og 10 betød »uudholdelig smerte«.

Efter kikkertundersøgelsen var ovre, blev de bedt om at vurdere testens »samlede smerteniveau«, også på en skala fra 0 til 10. Vi kunne måske forvente, at vurderingen af det samlede smerteniveau afspejlede akkumuleringen af rapporterede smerteniveauer fra minut til minut, sådan at jo længere kikkertundersøgelsen varede, og jo mere smerte patienten oplevede, desto højere ville det samlede smerteniveau være.

Men de faktiske resultater fortalte en anden historie.

302 homo deus

Ligesom i eksperimentet med det kolde vand så deltagerne i deres vurdering af den samlede mængde smerte bort fra forsøgets varighed og fulgte i stedet toppunkt-afslutnings-reglen. Én kikkertundersøgelse varede 8 minutter, og på det værste tidspunkt rapporterede patienten om et smerteniveau på 8, og i undersøgelsens sidste minut rapporterede han en smerte på 7. Efter testen var overstået, vurderede denne patient det samlede smerteniveau til at være 7,5. En anden kikkertundersøgelse varede 24 minutter. Også her toppede smerten ved niveau 8, men i det allersidste minut af undersøgelsen rapporterede patienten om et smerteniveau på 1. Denne patient vurderede sit samlede smerteniveau til blot 4,5. Det forhold, at hans kikkertundersøgelse varede tre gange længere, og at han som følge heraf oplevede langt mere samlet smerte, påvirkede overhovedet ikke hans erindring om oplevelsen.

Det fortællende selv akkumulerer ikke oplevelser – det udregner gennemsnittet af dem.

Så hvad foretrækker patienterne: at gennemgå en kort og smertefuld kikkertundersøgelse eller en lang og mere forsigtigt udført undersøgelse? Der er ikke kun ét svar på dette spørgsmål, eftersom patienten har mindst to forskellige selv med hver deres interesser. Hvis man spørger det oplevende selv, vil det sandsynligvis foretrække en så kortvarig kikkertundersøgelse som muligt. Men hvis man spørger det fortællende selv, vil det foretrække en længere kikkertundersøgelse, fordi det kun husker gennemsnittet af den værste smerte og afslutningen. Fra det fortællende selvs perspektiv burde lægen faktisk bruge yderligere et par fuldstændig overflødige minutter ved undersøgelsens afslutning på at påføre patienten en minimal smerte, fordi det ville gøre den samlede erindring om indgrebet mindre traumatisk.15 Børnelæger kender også til dette trick. Det samme gør dyrlæger.

Mange har et glas med lækkerier på deres klinik og giver nogle få af disse til børnene (eller hundene) efter at have givet dem en smertefuld indsprøjtning eller efter en ubehagelig medicinsk undersøgelse.

Når det fortællende selv husker besøget hos lægen, vil de ti sekunders nydelse ved besøgets afslutning udviske mange minutters angst og smerte.

Evolutionen opdagede dette trick flere æoner før børnelægerne. Når man tænker på de uudholdelige pinsler, som mange kvinder gennemgår under en fødsel, skulle man tro, at ingen kvinde ved sine fulde fem

tidsbomben i labor atoriet 303

40. Et ikonisk billede af jomfru Maria­med Jesusbarnet. I de fleste kulturer skildres fødsler som en vidunderlig­oplevelse og ikke som et traume.

ville have lyst til nogensinde at gentage denne oplevelse. Efter fødslens afslutning og i de følgende dage udskiller hormonsystemet imidlertid kortisol og betaendorfiner, hvilket mindsker smerten og skaber en følelse af lettelse og undertiden endda af opstemthed. Derudover forvandler morens voksende kærlighed til barnet og anerkendelsen fra venner, familie, religiøse dogmer og nationalistisk propaganda en fødsel fra en smertefuld, traumatisk oplevelse til en positiv erindring.

Et studie udført ved Rabin Medical Center i Tel Aviv viste, at erindringen af en fødsel primært afspejlede toppunkterne og afslutningen, mens den samlede varighed næsten ikke havde nogen betydning.16 I en anden undersøgelse blev 2.428 svenske kvinder bedt om at fortælle om deres oplevelse af en fødsel to måneder efter fødslen. 90 procent svarede, at oplevelsen enten havde været positiv eller meget positiv. De havde ikke nødvendigvis glemt smerten – 28,5 procent beskrev deres smerter ved fødslen som de værste smerter, man kan forestille sig – men dette afholdt dem ikke fra at vurdere oplevelsen som positiv.

Det fortællende selv redigerer vores oplevelser med en skarp saks og en sort tusch. Det censurerer i det mindste nogle særligt rædselsfulde øjeblikke og lægger en historie med en lykkelig afslutning i arkivet.17 De fleste af de store valg i livet – valget af partner, karriere, bolig og ferierejser – foretages af vores fortællende selv. Forestil dig, at du kan vælge mellem to potentielle ferierejser. Du kan tage til Jamestown, Virginia, og besøge den historiske by fra kolonitiden – her blev den

304 homo deus

første engelske koloni på Nordamerikas fastland grundlagt i 1607.

Alternativt kan du gøre din drømmerejse nr. 1 til virkelighed – hvad enten det er at vandre i Alaska, solbade i Florida eller kaste dig ud i et løssluppent bakkanal af sex, stoffer og gambling i Las Vegas. Der er dog én særlig betingelse: Hvis du vælger din drømmeferie, skal du, lige før du går om bord på flyet, der skal flyve dig hjem igen, sluge en pille, der udsletter alle dine erindringer om denne ferie. Der, der sker i Vegas, vil i al evighed forblive i Vegas. Hvilken ferie vælger du? De fleste ville vælge Jamestown, eftersom de fleste giver kreditkortet til deres fortællende selv, som kun går op i historier og ikke har nogen som helst interesse i selv de mest fantastiske og utrolige oplevelser, hvis det ikke kan huske dem.

Når sandheden skal frem, er det oplevende selv og det fortællende selv ikke fuldstændig adskilte størrelser – de er snarere tæt forbundet med hinanden. Det fortællende selv bruger vores oplevelser som vigtige (men ikke de eneste) råmaterialer til sine historier. Disse historier former til gengæld det, som det oplevende selv rent faktisk føler. Vi oplever sult forskelligt, når vi faster under ramadanen, når vi faster forud for en lægeundersøgelse, og når vi ikke spiser noget, fordi vi ikke har nogen penge. De forskellige betydninger, som vores fortællende selv tilskriver sulten, skaber meget forskellige konkrete oplevelser.

Derudover er det oplevende selv ofte stærkt nok til at sabotere selv det fortællende selvs bedste planer. Jeg kan for eksempel have et nytårsforsæt om at gå på kur og tage i fitnesscentret hver dag. Sådanne store beslutninger er det fortællende selvs monopol. Men den følgende uge, når det er tid til at tage til fitness, tager det oplevende selv over.

Jeg har ikke rigtig lyst til at træne, og i stedet bestiller jeg pizza, lægger mig på sofaen og tænder for fjernsynet.

Ikke desto mindre identificerer de fleste mennesker sig med det fortællende selv. Når man siger »jeg«, mener man historien i sit hoved, ikke den løbende strøm af oplevelser, man har. Man identificerer sig med det indre system, som ud af livets vilde kaos skaber tilsyneladende logiske og sammenhængende historier. Det er lige meget, at plottet er fuldt af løgne og huller og omskrives igen og igen, så denne dags historie er i direkte modstrid med gårsdagens. Det vigtigste er, at man altid bevarer følelsen af, at man har én og kun én uforanderlig identitet fra fødsel til død (og muligvis endda hinsides døden). Dette

tidsbomben i labor atoriet 305

giver anledning til den problematiske liberale tro på, at jeg er et individ, og at jeg er i besiddelse af en klar og sammenhængende indre stemme, som giver hele universet mening.18

Livets mening Det fortællende selv er stjernen i Jorge Luis Borges’ historie »Et problem«.19 Historien handler om Don Quixote, helten i Miguel de Cervantes’ berømte roman. Don Quixote skaber en imaginær verden for sig selv, hvor han er en legendarisk ridder, der kæmper mod kæmper og redder adelsdamen Dulcinea del Toboso. I virkeligheden er Don Quixote den ældre herremand Alonso Quixano, den adelige Dulcinea er en simpel bondepige fra en nærliggende landsby, og kæmperne er vindmøller. Hvad ville der ske, spekulerer Borges, hvis Don Quixote på grund af sin overbevisning om, at disse fantasier er virkelighed, angriber og dræber en virkelig person? Borges stiller et grundlæggende spørgsmål vedrørende det menneskelige vilkår: Hvad sker der, når de historier, som vores fortællende selv konstruerer, fører til, at vi selv eller andre omkring os kommer alvorligt til skade? Der er tre muligheder, siger Borges.

En mulighed er, at der ikke sker så meget. Det rører slet ikke Don Quixote, at han har dræbt en mand i virkeligheden. Hans vrangforestillinger er så stærke, at han ikke kan erkende forskellen mellem at begå mord i virkeligheden og duellere med imaginære vindmøllekæmper. En anden mulighed er, at Don Quixote i det øjeblik, han tager en anden mands liv, bliver så forfærdet, at han bliver revet ud af sine vildfarelser. Don Quixote er her at ligne med en ung rekrut, som drager i krig i den tro, at det er ædelmodigt at dø for sit land, blot for at ende som fuldstændig desillusioneret efter at have oplevet krigens virkelighed.

Men der er også en tredje mulighed, som er langt mere kompleks og dybsindig. Så længe Don Quixote kæmpede mod imaginære kæmper, lod han bare som om. Efter at han rent faktisk dræber et andet menneske, vil han imidlertid klynge sig endnu stærkere til sine fantasier, fordi kun de kan give hans tragiske udåd mening. Det paradoksale er, at jo flere ofre vi yder for at få en imaginær historie til at hænge sammen, desto mere hårdnakket vil vi fastholde denne historie, fordi

306 homo deus

vi desperat ønsker at give disse ofre og den lidelse, vi har forårsaget, mening.

Inden for det politiske felt er dette kendt som »vores drenge døde ikke forgæves«-syndromet. I 1915 gik Italien ind i Første Verdenskrig på Ententemagternes side. Italiens erklærede mål var at »befri« Trento og Trieste – to »italienske« territorier, som Østrig-Ungarn »med urette« havde kontrollen over. Italienske politikere holdt intense taler i parlamentet, lovede en historisk oprejsning og en tilbagevenden til det antikke Roms storhed. Hundredtusindvis af italienske soldater drog til fronten med kampråbet: »For Trento og Trieste!« De troede, at det ville være en smal sag at erobre de to byer.

Det viste sig at være alt andet. Den østrig-ungarske hær havde etableret en stærk forsvarslinje langs floden Isonzo. Italienerne angreb de østrig-ungarske stillinger i ikke mindre end 11 blodige slag – undervejs trængte de højst nogle få kilometer frem, dog uden på noget tidspunkt at opnå et afgørende gennembrud. I de første slag mistede de 15.000 mand (tallet angiver det samlede tabstal, dvs. både døde, sårede og tilfangetagne). I det andet slag mistede de 40.000 mand. I det tredje slag mistede de 60.000 mand. Sådan fortsatte det i yderligere to forfærdelige år indtil det ellevte angreb. Så gik østrigerne endelig til modangreb, og i det tolvte slag, bedre kendt som Slaget ved Caporetto, tilføjede de italienerne et stort nederlag og pressede dem næsten helt tilbage til Venedig. Det glorværdige eventyr endte som et blodbad. Da krigen var slut, var næsten 700.000 italienske soldater blevet dræbt, og mere end 1 million såret.20 Efter at have tabt det første slag ved Isonzo havde de italienske politikere to valgmuligheder. De kunne have erkendt deres fejl og tilbudt Østrig-Ungarn en fredsaftale. Østrig-Ungarn havde intet udestående med Italien og ville med glæde have indgået fred, eftersom dobbeltmonarkiet samtidig kæmpede for sin overlevelse mod de meget stærkere russere. Men hvordan kunne politikerne sige til de flere tusinde døde italienske soldaters forældre, hustruer og børn: »Vi har desværre begået en stor fejl. Vi håber, at I vil tilgive os, men jeres Giovanni døde forgæves, og det samme gjorde jeres Marco.« Alternativt kunne de sige: »Giovanni og Marco var helte! De døde i kampen for, at Trieste kan blive italiensk, og vi vil sørge for, at de ikke døde forgæves. Vi vil fortsætte med at kæmpe, indtil sejren er vor!« Politikerne foretrak

tidsbomben i labor atoriet 307

41. Nogle få af ofrene fra slagene ved Isonzo. Ofrede de sig forgæves?

ikke overraskende den anden valgmulighed. Så de udkæmpede endnu et slag ved Isonzo, hvor tabstallet var 40.000 mand. Politikerne besluttede igen, at det ville være bedst at fortsætte kampen, for »vores drenge døde ikke forgæves«.

Man kan ikke blot klandre politikerne for at tænke på denne måde.

Masserne blev også ved med at støtte krigen. Og da Italien efter krigen ikke fik tilstået alle de territorier, som landet gjorde krav på, gav det italienske demokrati magten til Benito Mussolini og hans fascister, som lovede, at de ville sørge for ordentlig kompensation for alle de ofre, som italienerne havde ydet. Mens det er vanskeligt for en politiker at sige til forældre, at deres søn er død uden god grund, er det endnu mere smerteligt for forældre at sige dette til sig selv – og det er endnu hårdere for ofrene. En invalid soldat, som har fået amputeret begge ben, vil være mere tilbøjelig til at tænke: »Jeg ofrede mig for den evige italienske nations storhed!« end »Jeg mistede min ben, fordi jeg var dum nok til at tro på opportunistiske politikere«. Det er meget lettere at leve i en illusion, eftersom illusioner giver mening til lidelsen.

308 homo deus

Præster har kendt til dette princip i tusindvis af år. Det ligger til grund for utallige religiøse ceremonier og bud. Hvis man gerne vil have folk til at tro på imaginære entiteter såsom guder og nationer, bør man få dem til at ofre noget værdifuldt. Jo mere smertefuldt ofret er, desto mere overbeviste bliver de om den imaginære modtagers eksistens. En fattig bonde, der ofrer en værdifuld tyr til Jupiter, vil blive overbevist om, at Jupiter virkelig eksisterer, for hvordan kan han ellers forklare sin dumhed? Bonden vil ofre endnu en tyr og så endnu en og så en til, så han slipper for at indrømme, at alle de tidligere tyre er gået til spilde. Af nøjagtig samme grund gælder det, at hvis jeg har ofret et barn for den italienske nations skyld eller mine ben til den kommunistiske revolution, vil det normalt være nok til at gøre mig til overbevist italiensk nationalist eller glødende kommunist. For hvis italienske nationale myter eller kommunistisk propaganda er løgn, vil jeg være tvunget til at indrømme, at mit barns død eller min invaliditet har været fuldstændig meningsløs. Meget få mennesker har modet til at indrømme dette.

Den samme logik gør sig også gældende inden for den økonomiske sfære. I 1997 besluttede det skotske parlament at opføre en ny parlamentsbygning. Ifølge den oprindelige plan forventedes opførelsen at tage to år og koste 40 millioner pund. I virkeligheden var man fem år om at opføre bygningen, som endte med at koste over 400 millioner pund. Hver eneste gang entreprenørerne stødte på uforudsete vanskeligheder og udgifter, henvendte de sig til det skotske parlament og bad om mere tid og flere penge. Hver eneste gang det skete, sagde parlamentsmedlemmerne: »Vi har allerede brugt et tocifret antal millioner pund på dette, og vi vil blive udsat for massiv kritik, hvis vi stopper nu og ender med et delvist opført skelet af en bygning. Lad os bevilge yderligere 40 millioner pund.« Flere måneder senere skete det samme igen, og på det tidspunkt var presset for ikke at stå med en ufærdig bygning blevet endnu større. Og nogle få måneder senere gentog historien sig igen – og så videre, indtil de faktiske omkostninger var blevet ti gange højere end det oprindelige estimat.

Det er ikke kun offentlige myndigheder, der går i denne fælde. Private virksomheder bruger også millioner på fejlslagne projekter, mens privatpersoner klynger sig til dysfunktionelle ægteskaber og stillinger, der ingen veje fører. Det fortællende selv vil meget hellere lide i frem-

tidsbomben i labor atoriet 309

42. Den skotske parlamentsbygning. Vores pund døde ikke forgæves.

tiden end indrømme, at tidligere lidelser har været meningsløse. Hvis man på et tidspunkt endelig ønsker at erkende og rette op på tidligere fejltagelser, må det fortællende selv opfinde en eller anden drejning i plottet, der kan give disse fejltagelser en højere mening. For eksempel kan en pacifistisk krigsveteran sige til sig selv: »Ja, jeg mistede mine ben, fordi jeg begik en fejl. Men takket være denne fejltagelse indså jeg, at krig er et helvede, og jeg vil nu bruge resten af mit liv på at kæmpe fredens sag. Så min invaliditet har trods alt en vis positiv mening: Den har lært mig at sætte pris på freden.« A lt i alt er vi altså nødt til at erkende, at også selvet – i lighed med nationer, guder og penge – er en imaginær historie. Vi er hver især i besiddelse af et sofistikeret system, som kasserer de fleste af vores oplevelser og kun beholder nogle få udvalgte stikprøver, blander dem med scener fra film, vi har set, romaner, vi har læst, taler, vi har hørt, og dagdrømme, vi har hengivet os til, og ud af dette virvar skaber det en tilsyneladende sammenhængende historie om, hvem jeg er, hvor jeg kom fra, og hvor jeg er på vej hen. Denne historie fortæller mig, hvad jeg skal elske, hvem jeg skal hade, og hvad jeg skal foretage mig.

Denne historie kan endda motivere mig til at ofre mit liv, hvis det er det, plottet kræver. Vi har alle vores genre. Nogle menneskers liv er en tragedie, andre er deltagere i et aldrig afsluttet religiøst drama,

310 homo deus

nogle angriber livet, som var det en actionfilm, mens mange opfører sig, som om de var med i en komedie. Men i sidste ende er alle menneskers liv en historie.

Men hvad er så meningen med livet? Ifølge liberalismen kan vi ikke forvente, at en eller anden ydre instans tilvejebringer en færdiglavet mening. Hver eneste individuel vælger, forbruger og seer bør snarere bruge sin frie vilje til at skabe mening, ikke blot for sit eget liv, men for hele universet.

De biologiske videnskaber underminerer imidlertid grundlaget for liberalismen, idet videnskabelige resultater angiveligt viser, at det frie individ blot er en fiktiv fortælling, som er brygget sammen af en samling af biokemiske algoritmer. Hvert eneste øjeblik skaber hjernens biokemiske mekanismer et oplevelsesglimt, som med det samme forsvinder. Dernæst opstår der flere glimt, som igen forsvinder, og så videre og så videre – det ene hurtigt efter det andet. Disse flygtige oplevelser danner ikke tilsammen nogen vedvarende essens. Det fortællende selv forsøger at skabe orden i kaos ved at finde på en aldrig afsluttet historie, hvor hver af disse oplevelser har sin plads, og hvor hver oplevelse således har en vedvarende betydning. Men hvor overbevisende og fristende denne historie end forekommer at være, er den ren fiktion. Middelalderens korsriddere mente, at Gud og himlen gav deres liv mening, mens moderne liberale mener, at individuelle frie valg giver livet mening. De er alle ofre for selvbedrag og vrangforestillinger.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i at tvivle på den frie viljes og på individers eksistens. For mere end 2.000 år siden hævdede tænkere i Indien, Kina og Grækenland, at »det individuelle selv er en illusion«.

Men en sådan skepsis ændrer ikke rigtig historien, medmindre den konkret påvirker økonomi, politik og menneskers dagligdag. Mennesker er mestre i kognitiv dissonans, og vi tillader os selv at tro på én ting i laboratoriet og på en fuldstændig anden ting i retten eller i parlamentet. Ligesom kristendommen ikke forsvandt den dag, Darwin udgav Om arternes oprindelse, forsvinder liberalismen heller ikke, blot fordi videnskabsmænd har påvist, at frie individer ikke eksisterer.

Ja, selv Richard Dawkins, Steven Pinker og de andre forsvarere af den nye videnskabelige verdensopfattelse afviser at opgive liberalis-

tidsbomben i labor atoriet 311

men. Efter at have brugt hundredvis af lærde sider på at dekonstruere selvet og viljens frihed foretager de en række halsbrækkende intellektuelle saltomortaler, der på mirakuløs vis sørger for, at de igen lander på benene i det 18. århundrede, som om alle evolutionsbiologien og hjerneforskningens forbløffende opdagelser ikke har nogen som helst betydning for Locke, Rousseau og Jeffersons politiske ideer.

Så snart de kætterske videnskabelige indsigter omsættes til hverdagsteknologi, rutinemæssige aktiviteter og økonomiske strukturer, bliver det imidlertid i stigende grad vanskeligt at fortsætte dette dobbeltspil, og vi – eller vores efterkommere – vil sandsynligvis få brug for en helt ny pakke af religiøse overbevisninger og politiske institutioner. I begyndelsen af det tredje årtusinde er liberalismen ikke truet af den filosofiske forestilling: »Der findes ikke frie individer«, men snarere af konkrete teknologier. Vi vil meget snart have adgang til en lang række ekstremt nyttige apparater, redskaber og strukturer, som modsiger forestillingen om individuelle menneskers frie vilje. Vil demokratiet, det frie marked og menneskerettighederne overleve denne stormflod?

HVAD VIL FREMTIDEN BRINGE? Krig er forældet

Yuval Noah Harari

Du har større risiko for at begå selvmord end at dø i kamp

Hungersnød forsvinder Yuval Noah Harari University of Oxford og forelæser nu

Døden er bare et teknisk problem

på Hebrew University of Jerusalem med

Lighed er yt – men udødelighed er in

speciale i verdenshistorie. Hans forrige bog, Sapiens – En kort historie om menneskeheden, er udkommet på næsten 40 sprog og er blevet en international bestseller.

Yuval Noah Harari

Du har større risiko for at dø af overvægt end af sult

HOMO DEUS udforsker de projekter, drømme og mareridt, som vil forme det 21. århundrede – fra hvordan vi overvinder døden, til hvordan vi skaber kunstig intelligens. Bogen stiller det fundamentale spørgsmål: Hvor går mennesket hen herfra?

Og hvordan kan vi forsvare en skrøbelig verden mod vores egne destruktive kræfter? Dette er det næste stadie i menneskets evolution. Dette er Homo deus.

ISBN 978-87-11-56835-4

9 788711

Homo deus

har en ph.d. i historie fra

AF F O R FATT E R E N TI L B E S TS E LLE RE N S A P I E N S

En kort historie om i morgen

Homo deus En kort historie om i morgen

568354

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

SAPIENS viste os, hvor vi kom fra.

HOMO DEUS viser os, hvor vi er på vej hen. Yuval Noah Harari beskriver med sin sædvanlige kombination af videnskab, historie og filosofi en ikke så fjern fremtid, hvor vi går nye udfordringer i møde. ”Homo deus vil chokere dig.

Den vil underholde dig. Men først og fremmest vil den få dig til at tænke på en måde, du aldrig har gjort før.”

Daniel Kahneman, forfatter til bestselleren At tænke – hurtigt og langsomt