tiden. Engageret, stille, enspænder, anspændt. Fireogfyrre, uregerlige krøller under en voksende måne, et venligt, fortættet og forsømt ansigt, flakkende øjne bag briller med billigt guldstel. Vidste aldrig, hvordan han selv så ud, og var også ligeglad. Den seneste uge havde han på det nærmeste levet i den samme krøllede jakke, der ikke passede til bukserne. Han havde det allerbedst, når han beskæftigede sig med de mikroskopiske detaljer i borgerrepræsentationens papirarbejde eller lavede politiske studehandler i røgfyldte lokaler. En gang imellem rullede han sin kontorstol væk fra bordet og trillede hen i et stille hjørne for at tage sin insulinpen frem, trække skjorten op af bukselinningen og stikke sprøjten i sin flommede, hvide mave. Så rullede han ind i diskussionen igen og genoptog sin plads uden på noget tidspunkt at have tabt tråden. Rie Skovgaard, den politiske rådgiver, lod altid som ingenting. Hartmanns tanker vandrede bort fra Webers opremsning af dagens aftaler. I et kort øjeblik blev han revet ud af den politiske verden. Toogtredive med et kantet og intenst ansigt, mere flot end smuk. Stridbar, skarp, altid elegant. I dag var hun iført en stramtsiddende, grøn buksedragt. Dyr. Hendes mørke hår var som taget fra fotoet på Hartmanns skrivebord. Jackie Kennedy anno 1963, langt og bugtet ind mod hendes slanke hals, tilsyneladende skødesløst, skønt der aldrig strittede så meget som en lok i den forkerte retning. Præsidentfruens begravelsesfrisure, kaldte Weber den, men kun bag hendes ryg. Sådan havde Rie Skovgaard ikke set ud fra begyndelsen. Morten Weber var søn af århusianske skolelærere. Skovgaards far var en indflydelsesrig folketingspolitiker. Før hun begyndte hos De Liberale, var hun account executive på et reklamebureau i København, der havde hovedsæde i New York. Nu solgte hun ham, hans image, hans idéer på stort set samme måde, som hun før havde markedsført livsforsikringer og supermarkedskæder. Et atypisk hold, til tider besværligt. Misundte hun Weber? At han var tyve år ældre i gårde end hende og havde arbejdet sig op gennem De Liberales partisekretariat, at han var manden i kulisserne, mens Hartmanns pæne smil og behagelige facon skaffede omtale og vælgere? Rie Skovgaard var en nytilkommer uden tid til ideologi, på jagt efter muligheder. “Valgmødet klokken tolv. Vi skal have plakater på skolen,” sagde hun i et roligt, tydeligt og professionelt tonefald. “Vi skal bruge ...” “Der er sørget for det,” svarede Weber og viftede med fingrene ad computeren. Det var en gråvejrsdag. Kontoret vendte ud mod Hotel Palace. Om aftenen kastede hotellets blå neonskilt et sælsomt lys i rummet. “Jeg sendte en bil derud i morges.” Hun foldede sine spinkle arme over brystet. “Du tænker da også på alt, Morten.” “Det er jeg nødt til.” “Hvad skal det betyde?” “Bremer.” Weber mumlede navnet, som om det var et kraftudtryk. “Det var ikke tilfældigt, han kom til at sidde på byen.” Hartmann meldte sig ind i samtalen igen. 23
Forbrydelsen.indd 23
17/04/12 16.42