Bent Isager-NIELSEN Hans Petter Hougen Niels Lynnerup
Efterforskerne En bog om ondskab og forbrydelse
Sådan fælder de Danmarks drabsmænd Lindhardt og Ringhof
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 72
12-07-2012 12:50:54
Kapitel 8
Uidentificerede lig
Det er altid lidt nervepirrende, når der ikke sker noget i løbet af de første par døgn, og selv om det var for tidligt til, at jeg for alvor begyndte at frygte, at vi aldrig fandt ud af, hvem kvinden fra bålet var, lå tanken naturligvis i baghovedet. Det er sjældent, at vi ikke får identificeret et lig, men det sker, og hver gang er det frustrerende og meget utilfredsstillende.
Vi har for eksempel en sag, som stadig spøger i Vestegnens
Politi. For nogle år siden fandt nogle børn et nedgravet lig i Vestskoven uden for Albertslund. Det var en mand uden nogen form for identifikation på sig. I første omgang troede vi af forskellige grunde, at han kunne være af asiatisk afstamning, men en fysiker lavede en såkaldt strontium-analyse – mere om det senere – og Niels Lynnerup vurderede, at han også kunne være af eskimoisk afstamning, for eksempel fra Grønland. Manden var meget lille, ikke mere end 160 centimeter. Han havde kun én tand i munden og en hjemmelavet tatovering på armen, hvor der stod “love.” Oplysninger om ham – blandt andet hans DNAprofil – har siden været igennem alle vores egne registre og via Interpol ude i verden. Vi har efterlyst ham alle mulige ste-
72
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 72
12-07-2012 12:50:54
der – og vi har stadig ikke nogen som helst anelse om, hvem han er. Hans DNA har ikke givet hits nogle steder, og der er ikke kommet brugbare henvendelser om hans identitet. Det hele bliver endnu mere mystisk af, at et mærke i hans underbukser, der heldigvis var nogenlunde intakte, viste, at de formentlig var købt i Polen. Så vi har altså en lillebitte mand med én tand i munden, en meget genkendelig tatovering, måske/måske ikke af grønlandsk eller kinesisk afstamning, iført tøj, der peger mod Polen, og vi aner ikke, hvem han er, eller hvordan han er havnet i et hul i skoven. Den slags er fagligt frustrerende. Retsmedicinerne kan heller ikke sige med sikkerhed, hvad han er død af. Det er ikke engang sikkert, at der er tale om et drab. Manden kan teoretisk set have været illegal arbejder og så have fået en blodprop eller været død af druk eller alle mulige andre mere eller mindre naturlige årsager. Så kan hans sjak have sagt: “Vi skal sgu ikke have myndighederne blandet ind i det her,” og så er de gået ud i skoven og har gravet ham ned.
Så er der tale om det, der hedder usømmelig omgang med
lig. Det er ikke verdens største forbrydelse, men man må selvfølgelig ikke behandle døde mennesker som affald, og der er en strafferamme på op til seks måneders fængsel. Uanset hvordan manden er havnet i det hul i skoven og hvilken forbrydelse, der eventuelt ligger bag, vil man som politimand dog altid gerne finde ud af, hvem han er. Men indtil videre har vi ingenting.
I sagen om det brændende lig havde vi heller ikke ret me-
get at gå ud fra. En kvinde, formentlig 25-35 år, men muligvis
73
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 73
12-07-2012 12:50:55
lidt ældre eller lidt yngre. Af mellemøstlig herkomst, sandsynligvis, født i Iran, Irak eller Tyrkiet. Det var det, vi havde. Jeg var ikke som sådan bekymret, men jeg var bestemt heller ikke overbevist om, at vi nok skulle finde ud af, hvem hun var – og lige så vigtigt: Hvem der havde slået hende ihjel. Mens vi undersøgte henvendelser fra hjælpsomme borgere, stoppede resten af efterforskningen selvfølgelig ikke. Efterhånden begyndte de supplerende oplysninger fra obduktionen at komme ind. Obduktionen af et lig er ikke kun det, man kan se med det blotte øje – det er blot det, der i fagsproget hedder den makroskopiske undersøgelse. Derefter følger hele den mikroskopiske undersøgelse. Hans Petter Hougen og hans folk tog prøver af alle den forkullede kvindes organer, lagde dem i små plastikkapsler, puttede dem i formalin og undersøgte dem så efter alle kunstens regler. Ved at undersøge organer kan man finde frem til en masse oplysninger, som måske kan være relevante: Om personen har indtaget store mængder alkohol, har lidt af en sygdom, har indtaget medicin eller er blevet forsøgt forgiftet. I en drabssag som denne vil man typisk også tage negleskrab fra offeret. Hvis offer og drabsmand har været i håndgemæng i forbindelse med drabet, kan man nogle gange finde gerningsmandens DNA under offerets fingernegle. I denne sag var hænderne desværre så forbrændte, at det ikke var muligt – ligesom det ikke kunne lade sig gøre at tage fingeraftryk.
Kriminalteknikerne fortsatte samtidig deres undersøgelser
på findstedet og forsøgte at identificere den brændbare væ-
74
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 74
12-07-2012 12:50:55
ske, der var blevet brugt. Hvis vi kunne finde ud af det, og vi oven i købet var heldige, at der var tale om noget andet og mere usædvanligt end benzin eller tændvæske, kunne det hjælpe os meget. Samtidig arbejdede teknikerne videre på hjulsporene, der var fundet i nærheden af bålet, og som de mente stammede fra en Toyota Hiace.
Der var hjulspor både til og fra stedet, og nogle gange kan
teknikerne ud fra hjulspors dybde sige noget om, hvorvidt et køretøj har forladt et sted med mindre vægt, end det kom med. Vi havde for eksempel på et tidspunkt en drabssag, hvor drabsmanden kørte af sted med en person på sin knallert, slog ham ihjel og kørte derfra. I den sag kunne teknikerne slå fast, at hans knallert fra lige præcis dette sted var kørt af sted med mindre vægt, og det hjalp os senere rigtig meget i forhold til at udpege gerningsstedet.
Omvendt har vi også haft en sag, hvor efterforskere knok-
lede rundt for at hitte rede i nogle hjulspor, der ligeledes stammede fra knallerter. Til sidst fandt de så ud af, at sporene stammede fra en flok sutter, der havde mødtes ude i en skov og delt to kasser bajere, som en af dem havde haft med på sin knallert. Han havde så skyldt en af de andre penge, så den anden var kørt af sted med de tomme flasker for at få panten. Det gav fuldstændigt mening i forhold til hjulsporene, da vi endelig fik opklaret hændelsesforløbet, men det var først efter, at vi havde brugt oceaner af tid på det. Der er rigtigt mange muligheder for at køre ud ad en forkert tangent i starten af en efterforskning, men der er ikke nogle genveje. Man er nødt til at forfølge alt.
75
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 75
12-07-2012 12:50:55
Efter en række yderligere undersøgelser kunne Niels Lynnerup bekræfte sin første antagelse: Der var tale om en kvinde, alderen passede, og hun var formentlig født i Mellemøsten – eller i hvert fald af forældre fra det område. Derfor undersøgte vi selvfølgelig vores registre over savnede personer, der matchede den beskrivelse. Hans Petter kunne på grund af ligets tilstand ikke fastslå drabstidspunktet helt præcist, men ud fra undersøgelser af de enkelte indre organer, der ikke var blevet forkullet, kunne han slå fast, at det ikke var lang tid inden afbrændingen. Som udgangspunkt ledte vi altså ikke efter nogen, der havde været forsvundet i årevis. Men selv om vi udvidede søgekriterierne til både ældre og yngre kvinder samt kvinder, der var meldt savnede for år tilbage, kunne vi ikke finde en efterlysning, der passede på vores oplysninger om liget. Efter nogle dage begyndte det selvfølgelig at snerpe til, og jeg frygtede, at vi kunne stå med en af de sager, hvor et menneskeliv var gået tabt, uden at nogen som helst kerede sig om det. Det kan virke underligt, at man i et så gennemreguleret samfund som det danske kan forsvinde, uden at nogen opdager det eller savner den forsvundne. Jeg fortalte tidligere om den nedgravede mand i skoven i Albertslund, men hvert år forsvinder der faktisk mange personer i Danmark, og i det tal kan der gemme sig flere sandheder. Langt de fleste af de forsvundne dukker op et par dage senere i god behold. Andre af dem har begået selvmord og bliver fundet senere, ligesom senildemente eller meget alkoholpåvirkede mennesker forsvin-
76
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 76
12-07-2012 12:50:55
der og fryser ihjel, falder i havnen eller lignende. Desuden er der selvfølgelig dem, der har forladt rotteræset og nu sidder på en sydhavsø og nyder livet med en drink. Personligt tror jeg, at det er et meget lille fåtal, selv om tanken er besnærende.
Tilbage er en lille rest af forsvundne mennesker, som vi al-
drig får en forklaring på, og for en politimand er der ikke langt til den ubehagelige tanke, at nogle af dem – måske – repræsenterer det perfekte mord. Enten fordi nogen har haft held til at slå et andet menneske ihjel og skaffe liget så effektivt af vejen, at det aldrig bliver fundet, eller fordi en person forsvinder, uden at nogen savner ham eller hende, så der aldrig går en efterforskning i gang. I dette tilfælde var efterforskningen i fuld gang, men så længe, vi ikke vidste, hvem offeret var, og der tilsyneladende ikke var nogen, der savnede hende, var der altid den nagende risiko for, at alle spor ville ende blindt. Som efterforsker gør man selvfølgelig alt, hvad der står i ens magt for at få hul på bylden, men jeg må også være ærlig og indrømme, at held og tilfældigheder en gang imellem er en ganske belejlig medspiller, når en sag ser ud til at køre i tomgang. Ikke sjældent har jeg arbejdet på sager, hvor vi på efterforskningsholdet bagefter måtte se hinanden i øjnene og sige: “Puha, der var vi heldige. Den sag blev kun opklaret på grund af tilfældigheder.”
For eksempel sagen om Hamit Demir, der var tyrkisk født,
men boede i Danmark. Han var hjemløs, narkoman, alkoholiker og skizofren. Han opholdt sig nogle gange på herberger og havde også været indlagt på et psykiatrisk hospital, men han havde nægtet at tage sin medicin og havde forladt stedet
77
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 77
12-07-2012 12:50:55
igen. Han havde familie i Danmark, men de havde ikke meget kontakt med ham, og når han ikke tog sin medicin, var han truende og ubehagelig. I det hele taget havde han ikke fast tilknytning til nogen eller noget, og da han en dag bare forsvandt fra jordens overflade, var der ingen, der tog sig af det. Hvis hans lig aldrig var dukket op, havde vi stået med risikoen for ‘det perfekte mord’. Men sådan gik det heldigvis ikke.
I februar 1999 var en kvinde og noget af hendes familie på
besøg i en haveforening i det midtsjællandske, fordi kvinden gerne ville købe et kolonihavehus. De fandt så et hus, der var til salg. Det havde sneet hele natten, og de kunne se, at der ikke var fodspor i sneen. Samtidig var der mørkt i huset, så de gik ind i haven og kiggede lidt på huset. Ved at kigge ind ad vinduerne fik de dannet sig et indtryk af huset, men de ville også gerne se på et skur i haven. Der var ingen hængelås på døren, så de åbnede døren for at se, hvad der var i skuret – og så faldt der et stivfrosset lig ud.
Liget havde blottet mave, og det så ud, som om offeret var
blevet stukket i maven. Han sad i en meget mærkelig stilling, som om nogen virkelig havde bakset med at få ham ind i skuret og kæmpet med at få døren lukket, og havde en foldekniv i hånden. Da efterforskerne ankom til stedet, kunne de konstatere, at han havde i hvert fald fire knivstik i maven, og i en jakkelomme fandt de papirer, der tilhørte Hamit Demir. Han var aldrig blevet meldt savnet.
Eftersom det havde sneet om natten, og manden tydeligvis
78
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 78
12-07-2012 12:50:55
ikke var død lige for nylig, fik man fat i 40 mand fra Beredskabsstyrelsen, der kunne fjerne sne i haven og på stierne i området. Man fandt selvfølgelig en masse ting, som ikke havde betydning for sagen, men man fandt også et trillebørsspor og et halvt fodaftryk i jorden under sneen tæt på skuret. Man fandt også et etui til en kniv. Den viste sig at passe til den foldekniv, den dræbte havde i hånden, da han blev fundet. Ejeren af kolonihaven blev selvfølgelig straks afhørt. Hun var imidlertid blevet opsagt på grund af misligholdelse af haven og havde ikke været i huset i et halvt år. Hun havde heller aldrig haft en trillebør. Ved obduktionen konstaterede retsmedicinerne, at Hamit Demir var blevet stukket i alt syv gange i brystet og to gange i den ene arm. Stiksårene i den ene arm var med sikkerhed tilført, mens Hamit Demir stadig var i live. Normalt går vi som nævnt straks i gang med at tale med familie, venner, kollegaer og øvrig omgangskreds for på den måde at få et ret præcist billede af, hvad offeret har foretaget sig i sine sidste dage, og hvornår de er forsvundet, men når der ikke findes familie, venner, kollegaer eller nogen kendt omgangskreds, kan det være både svært og meget tidskrævende at sammenstykke offerets sidste tid. Det blev det også i denne sag. Ved at se, hvor Hamit Demirs hævekort var brugt og ved hjælp af kvitteringer fundet i hans lommer, kunne vi se, at Hamit Demir i dagene op til drabet havde været i adskillige sjællandske byer. Samtidig dukkede en plastikpose med nogle af Hamit Demirs papirer op uden for Københavns Politi-
79
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 79
12-07-2012 12:50:55
gård. Da den blev undersøgt for fingeraftryk, fandt man kun de fingeraftryk, som tilhørte politiassistenten, der havde taget posen. Man har trods store anstrengelser aldrig fundet ud af, hvem der har stillet posen der, og hvorfor den er blevet placeret lige netop uden for Københavns Politigård. Sidste gang, man kunne dokumentere, at Hamit Demir havde brugt sit hævekort, var i Næstved, ligesom telefonmast-oplysninger viste, at de sidste opkald til og fra Hamit Demirs mobiletelefon også var foretaget i Næstved, så derfor ledte vi selvfølgelig efter vidner der.
Vi fandt et vidne, som havde drukket en øl med Hamit De-
mir i Næstved aftenen før drabet. Han havde sidst set Hamit Demir på Næstved Banegård, og her havde en ekspedient i DSB-kiosken også set ham, da Hamit Demir havde brugt sine sidste kontanter på en kop kaffe og en karamelstang. Flere vidneafhøringer første os på sporet af en anden mand, Casper Iversen. Han var blevet set med to af sine venner og Hamit Demir på banegården på drabsnatten – og Casper Iversen boede i et kolonihavehus i samme haveforening, hvor Hamit Demir var blevet fundet.
Hverken Casper Iversen eller hans venner var særligt med-
delsomme, men en række tekniske spor fik efterhånden slået fast, at fodsporene uden for skuret matchede Casper Iversens Nike Zoom Air-kondisko, ligesom en sort nylonstrop, som blev fundet i Casper Iversens bil, matchede Hamit Demirs taske. Samtidig blev der fundet en grannål på Hamit Demirs tøj, og den kunne ikke stamme fra nogen træer på grunden, hvor
80
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 80
12-07-2012 12:50:55
han blev fundet, til gengæld kunne den stamme fra en type træ, der fandtes i Casper Iversens kolonihave. I Casper Iversens kolonihavehus fandt man desuden et lille blodstænk, der stammede fra Hamit Demir. Casper Iversen ændrede hele tiden sin forklaring om, hvorvidt han kendte Hamit Demir eller ej, og hvad han havde lavet på drabstidspunktet. Efterhånden fik vi dog hul på historien, og det viste sig, at Casper Iversen og Hamit Demir havde mødt hinanden på banegården i Næstved. Casper Iversen ventede på at blive hentet og kørt til en nærliggende by af to kammerater. Da de dukkede op, tog Hamit Demir med, og de tog alle sammen ud til Casper Iversens kolonihavehus, hvor de drak og røg hash. Hamit Demir havde en foldekniv, som han blev ved med at sidde og lege med. Casper Iversen var meget interesseret i at prøve den, men det fik han ikke lov til af Hamit Demir. Herefter opstod der kamp, Casper Iversen fik fravristet Hamit Demir foldekniven, og Hamit Demir blev slået ihjel med en række knivstik. Casper Iversen indrømmede aldrig drabet, men han blev idømt 18 års fængsel på baggrund af en lang række indicier og tekniske spor. Det mest interessante ved den sag er dog, at hvis blot Casper Iversen havde skilt sig af med liget på en lidt mere begavet måde, kunne sagen være endt som et eksempel på ‘det perfekte mord’. Hvis liget ikke var blevet fundet, var det formentlig aldrig blevet opdaget, at Hamit Demir var forsvundet. Både denne sag, sagen om den dræbte karl Jørgen Mortensen i 1951, og sagen om den uidentificerede mand med én
81
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 81
12-07-2012 12:50:55
tand og en hjemmelavet tatovering, rører ved noget, jeg synes er fascinerende som politimand. Når et menneske forsvinder, bør man altid være opmærksom på, at der kan ligge en forbrydelse bag. I princippet kan det betyde, at nogen har haft held til at begå det perfekte mord. Den slags sager gør selvfølgelig også, at når man står med et lig og efter nogle dage stadig ikke har en identitet på offeret, så begynder advarselslamperne at blinke.
82
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 82
12-07-2012 12:50:55
Kapitel 9
Man føler, at man lever
Selv om Niels Lynnerup bruger meget af sin tid på at undersøge skeletter, mumier og moselig, som for det meste har mistet livet af helt naturlige årsager, har han også set sin del af samfundets skyggesider. Mange ting, der ville give de fleste mennesker kvalme og mareridt. For Niels Lynnerup er det dog hver eneste gang en professionel udfordring at bidrage til en efterforskning. Drivkraften er en dybfølt indignation og en bundløs videnskabelig nysgerrighed. En akademisk søgen efter forklaringer og svar.
“I sagen om det brændende lig havde jeg nu fået så meget
ud af kraniet, som jeg kunne. Jeg havde undersøgt tilbagedannelsen i overarmsknoglen og givet min vurdering af kvindens alder. Næste skridt var en strontium-analyse. Strontiumanalyser bruges typisk i arkæologi, men kan også bidrage til kriminalefterforskninger på denne måde. Som nævnt kan man sige rigtigt meget om et menneskes etnicitet ud fra dets kranie, men i vores globaliserede verden kan et menneskes etnicitet ikke umiddelbart sige noget om, hvor i verden vedkommende er vokset op. I gamle dage blev en tyrker født i Tyrkiet, voksede op i Tyrkiet og døde i Tyrkiet, men nu til dags
83
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 83
12-07-2012 12:50:55
flytter vi rundt i verden og stifter familier langt væk fra vores hjemland. En kranieanalyse kan måske fastslå, at en mand er af kinesisk afstamning, men derfor er det ikke sikkert, at han er født og opvokset i Kina. Han kan lige så godt være født af immigrantforældre og have levet hele sit liv i USA, England eller Tyskland. Derfor er strontium-analysen er godt værktøj, når vi skal forsøge at finde identiteten på en død mand eller kvinde. Strontium er et grundstof, der findes i vand, afgrøder og dyr og lagres i kroppen, når man indtager det. Fidusen er, at der geologisk er forskel på strontium-niveauet rundt omkring i verden. Der er forskel fra Bornholm og til Vestjylland. Ganske små forskelle, men dog så store, at man kan måle dem. Dermed kan man i kraft af den kost, man har indtaget i sit liv, med en vis præcision afgøre, hvor man har opholdt sig. Især indbygges strontium i vores tænder, og når de en gang er dannet, ændres de ikke. Det er derfor, man skal have fyldninger, hvis man får huller i dem. Det strontium-niveau, der kan måles i tænderne, afspejler derfor strontium-niveauet dér, hvor man voksede op (tænderne dannes jo løbende igennem barn- og ungdommen). Men kun med en vis præcision. Der er meget langt fra de moderne tv-serier som “CSI” og lignende til min hverdag. Som regel kræver mit arbejde en meget stor tålmodighed og ihærdighed, og nogle gange kan vi arbejde stenhårdt i ugevis, uden at det fører til, at en gerningsmand bliver fundet og dømt. Sådan skal det selvfølgelig være, og vores resultater kan aldrig stå alene. Dybest set er det jo
84
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 84
12-07-2012 12:50:55
indicier, vi kan bidrage med. Kvalificerede gæt – selvfølgelig gæt, der er funderet i videnskab, men det er meget sjældent, at vi kan sige noget med 100 procents sikkerhed. Det betyder dog ikke, at vi ikke gør vores yderste for at sandsynliggøre forskellige forklaringer.
Da Peter Lundin-sagen kørte, kunne man jo ikke finde lige-
ne af hans samlever og hendes to sønner, men man havde nogle vidneudsagn, der tydede på, at han havde kørt nogle affaldssække på forbrændingen. Affaldet var blevet brændt til slagger i Vestforbrændningen, og måske kunne slaggebjergene stadig rumme knoglerester. Så blev der sendt folk fra Beredskabsstyrelsen til at gennemgå slaggebjerget med besked om at gemme alt, hvad der kunne minde om knogler. Sammen med vores retsodontolog gennemgik jeg 3.000 knoglestumper for at se, om der var noget af et menneske. Det var der så ikke – til gengæld blev jeg er ret forundret over, hvor mange slags dyr, københavnerne smider ud. Stort set alle dyrearter var repræsenterede, men vi fandt aldrig spor af Lundins kæreste og hendes børn.
Selv om det kan lyde frustrerende, er det egentlig ikke no-
get, der går mig på. Jeg tror på, at der skal være helt vandtætte skotter mellem mit arbejde og den dømmende magt, så jeg forsøger at undlade at have en holdning til den mistænkte eller sagen generelt. Jeg leverer objektive, videnskabelige resultater. Om de så bidrager i den ene eller anden retning er i første omgang op til politiet og siden op til en dommer. Alligevel er det selvfølgelig rart, når der kommer noget håndgribeligt ud af arbejdet. Når det faktisk fører til opklaringen af en forbrydelse.
Selve forbrydelseselementet er selvfølgelig med til at gøre
85
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 85
12-07-2012 12:50:55
arbejdet – i mangel af et bedre ord – spændende. Det er jo ikke sådan, at jeg jubler, når nogen bliver slået ihjel, og jeg får en henvendelse fra politiet, men det får da lige blodet til at rulle lidt hurtigere, og det kan sammenlignes lidt med, da jeg arbejdede som skadestuelæge. Normalt var det relativt ensformigt. Folk kom ind med en forstuvet fod eller en fiskekrog i fingeren, og så behandlede jeg det, og det var fint nok. Men så pludselig brød helvede løs, og der kom fire tilskadekomne fra en trafikulykke, en af dem med hjertestop. Det var jo ikke fordi, jeg var glad for, at det var sket, men jeg var glad for, at jeg var der og kunne gøre noget ved det, når det nu var sket. Sådan har jeg det stadigvæk. Det er interessant at kunne bruge sin viden på en intens måde. Sådan var det også med sagen om det brændende lig, hvor hele kavaleriet blev rullet ud. “Vi ved ingenting, og vi skal bruge svar – i en fart! Hvad gør vi?” Det er – og jeg ville igen ønske, at jeg kunne finde på et mere passende ord – spændende. Jeg havde samme oplevelse, da jeg var i Kosovo. Jeg var sammen med en masse andre retslæger – herunder Hans Petter – udsendt af FN for at undersøge massegrave. Der var grave, hvor ligene var brændt af med benzin, og jeg skulle så forsøge at identificere skeletterne i forhold til alder og køn, ligesom vi ledte efter lightere, ure, bæltespænder og den slags, der kunne bruges til at identificere ligene. Der var desuden retsodontologer, der undersøgte tandsæt, og ballistikeksperter, der skulle finde ud af, hvilke våben ofrene var blevet skudt med.
86
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 86
12-07-2012 12:50:55
Vi vadede bogstavelig talt rundt i halvt forrådnede lig i en
stank uden lige. Jeg kan huske et hus, hvor man havde gennet 10-12 mænd ind i et rum, skudt dem med en maskinpistol og så sat ild til huset. Folk stod vitterligt lige ved siden af og græd, mens vi gravede stumper af deres mænd og sønner frem.
Det er frygteligt, og man træder direkte ind i en dyb men-
neskelig tragedie, men når det så sker, er det rart at være en af dem, der kan gøre noget. Ligesom en brandmand formentlig heller ikke ønsker sig en storbrand, men når det sker, er han glad for at kunne gøre noget, og det er mere intenst end at redde katte ned fra træer. Hvis man bare skulle stå og se på, at nogen rodede rundt i en massegrav, ville det være frygteligt, men når man selv agerer i det, får man en anden vinkel på det. Det er ikke fordi, jeg bare sletter den slags oplevelser fra hjernen, men jeg kan sagtens slappe af bagefter. Når vi sad om aftenen i Kosovo, retsmedicinere og politifolk fra hele verden, og drak en øl, så var det ... ja, helt hyggeligt. Det, tror jeg, er vigtigt for at bevare sin egen sjælelige ligevægt. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om tilvænning. Jeg startede jo ikke min karriere med at undersøge massegrave. Det starter med dissektionskurset på medicinstudiet, og det var da en smule overvældende at skulle skære i et dødt menneske første gang, men det vænner man sig til. Så kommer man på et sygehus og ser en masse ting. Så begyndte jeg at operere, og så kom jeg på retsmedicinsk og oplevede en masse ting dér. I stedet for at tænke, “Gud, hvor frygteligt,” lærer man at tænke fagligt og gå videnskabeligt til tingene. Jeg
87
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 87
12-07-2012 12:50:55
ved ikke, om det kræver en særlig psyke at have mit – eller Hans Petters – job, men vi har da oplevet en del unge læger, som godt kunne tænke sig at være retsmedicinere, hvorefter de skiftede mening efter et par måneder. Fordi de hellere vil være med til at redde folk, inden de dør. Eller fordi de simpelthen ikke kan forstå, at folk kan gøre de ting, vi ser på retsmedicinsk, ved hinanden.
Der er da også tilfælde, hvor jeg har svært ved at lægge det
bag mig. Det er især sager, der har med børn at gøre. Jeg har obduceret børn med cigaretbrændemærker og ribben, der har været brækket utallige gange. De er blevet sparket og slået og mishandlet, indtil de er døde af det. Med lidt faglig professionalisme kan jeg godt lade være med at tage den slags med hjem, men det ville være løgn at sige, at det ikke berører mig, og det er absolut ikke noget, jeg opsøger. Der kom en film for nogle år siden, som var bygget over Tønder-sagen, og den havde jeg ikke lyst til at se. Den kan sagtens være udmærket, men det havde jeg bare ikke behov for. Jeg kan godt lide at læse kriminalromaner, men hvis der er noget med børnemishandling eller lignende, så læser jeg dem ikke. Jeg tror også, at man bliver nødt til at skelne mellem den psykologiske effekt – ‘at tage arbejdet med hjem’ – og så den mere udadrettede indignation. Selv om jeg godt kan fokusere på det videnskabelige midt i al elendigheden og undlade at lade mig påvirke af det, kan jeg samtidig blive vred over det, jeg oplever nogle gange. Jeg kan jo ikke lade være med – formentlig som de fleste
88
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 88
12-07-2012 12:50:55
andre – at blive dybt rystet over systemets manglende indgriben i en masse sager. Når man en gang imellem står med konsekvenserne på bordet foran sig, kan det virke endnu mere meningsløst at høre om familier, der får lov til at rejse fra kommune til kommune, fra rønne til rønne, med deres børn, som bliver vanrøgtet på det groveste – uden at nogen griber ind! Det kan gøre mig virkelig harm; også langt mere end de fleste drabssager, som jo ofte handler om mennesker, der måske dybest set holder af hinanden, men bliver ophidsede og ikke kan finde ud af at udtrykke deres følelser og derfor handler i affekt. Almindelige drabssager er nemmere at håndtere, men de er selvfølgelig lige så vigtige at opklare, så det begyndte at frustrere mig, at vi ikke kunne finde identiteten på kvinden, der var blevet brændt på bålet. Det frustrerede mig også, at strontium-analysen ikke for alvor bidrog med noget nyt. Den bekræftede kun det, vi havde en idé om i forvejen, nemlig at vi skulle lede efter en kvinde, der var født og opvokset i Mellemøsten.”
89
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 89
12-07-2012 12:50:55
Kapitel 10
Gennembruddet
Når man har brug for offentlighedens hjælp i en sag, gælder det om ‘at holde den i gang’. Man bliver simpelthen nødt til at holde pressens opmærksomhed fanget. Hvis vi bare bliver ved med at sige: “Det er en meget alvorlig sag, og vi efterforsker mange forskellige vinkler,” holder journalisterne hurtigt op med at bringe artikler og nyhedsindslag, og det er ikke i vores interesse, hvis vi skal bruge hjælp fra offentligheden. I sagen om det brændende lig var jeg så heldig at få nyt at fortælle, da retsodontologen var færdig med sine undersøgelser. På trods af ligets tilstand var tandsættet helt intakt. Det var en stor hjælp, for tandsæt er ligesom fingeraftryk forskellige og unikke fra menneske til menneske. I modsætning til fingeraftryk findes der til gengæld ikke et register, vi lige kan scanne et tandsæt ind i og måske få et match fra. Det kræver, at man finder en tandlæge, der har røntgenbilleder, man kan sammenligne med. Retsodontologen kunne imidlertid fortælle, at offeret havde fået både bleget tænder, ordnet en bro og var i gang med en omfattende tandretning, som tilsyneladende ikke var færdig. Den oplysning fik vi ud i pressen, og allerede dagen efter fik vi en henvendelse fra en
90
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 90
12-07-2012 12:50:55
tandlæge i København. Den skulle vise sig at være helt afgørende. Han havde haft en iransk kvinde i behandling igennem længere tid, men hun var udeblevet fra sin sidste behandling og havde ikke reageret på telefonopkald fra klinikken. Vi fik tandlægens røntgenbilleder af den iranske kvinde sendt over i en fart og sammenlignede med tandsættet fra liget i skoven. Det var et match. Endelig fik vi et gennembrud.
Kvinden hed Monir Khorasani, var 29 år, født i Teheran og
bosiddende i København – og nu var hun altså død. Det er svært at beskrive, hvor stor en lettelse det er, når man efter længere tids intens efterforskning får et stor gennembrud. Især i en sag, hvor tvivlen var begyndt at nage, fordi noget så grundlæggende som offerets identitet manglede. Derfor fik hele efterforskningen også en saltvandsindsprøjtning, og i de følgende dage blev der hele tiden lagt nye brikker til det puslespil, der nu endelig så ud til at hænge sammen.
Vi kørte naturligvis Monir Khorasanis navn igennem alle de
registre, vi havde til rådighed, for at få så meget at vide som muligt. Alt kan vise sig at være interessant, så vi kører altid folk igennem CPR-registeret for at få helt almindelige data. Igennem Folkeregisteret for at se, om de er gift eller ej. Igennem SKAT for at finde ud af, hvor de arbejder, så man kan opspore kollegaer, som eventuelt kan bidrage til efterforskningen. Her er det måske på sin plads at snakke lidt om alle de oplysninger, politiet i dag kan fremskaffe om borgere i Danmark.
91
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 91
12-07-2012 12:50:55
Der er nemlig sket rigtig meget med registrering og overvågning, siden jeg startede i politiet i 1974. Når vi tidligere skulle kortlægge folks færden i et bestemt tidsrum, var vi helt afhængige af vidner. Nu kan vi i princippet finde ud af en hel masse hjemme fra skrivebordet. Når vi som borgere bruger vores kreditkort, bliver det registreret, når vi er på internettet, kan man se, hvilke sider vi har besøgt, der er kameraer på gader, stationer og alle mulige andre steder, og fra mobiltelefoner og mobilmaster kan vi få en masse oplysninger, både om, hvor pågældende har været, og hvem vedkommende har talt med.
Derfor er vi som politifolk selvfølgelig glade for registre og
overvågning, og når jeg har politikasketten på, er der derfor kun en vej fremad: Så mange registre, så meget overvågning og så mange kameraer som muligt. Men hvis jeg tager borgerkasketten på, kan jeg godt en gang imellem tænke: “Hold da op et overvågningssamfund, vi er ved at få lavet.” Jeg sad i den oprindelige arbejdsgruppe forud for vores første lov om DNA-registrering. På det tidspunkt havde jeg været på studieture i England og USA og havde set, hvor stor betydning DNA-profiler kunne have i opklaringen af blandt andet drabs- og voldtægtssager. I 2000 fik vi den første lov om et centralt DNA-register, men politiet kunne kun registrere folk, når DNA var afgørende – det såkaldte indikationskrav – og kun i særligt alvorlige sager. Det var en god begyndelse, og det viste, at vi havde værktøjerne; at DNA-registrering var en hjælp.
92
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 92
12-07-2012 12:50:55
I 2005 kom der så en meget vigtig og betydningsfuld lovæn-
dring, der udvidede DNA-registeret ganske betragteligt. Det gav politiet tilladelse til at optage og gemme DNA-profiler på alle, der blev sigtet for en forbrydelse med en strafferamme på mindst halvandet år – også i de sager, hvor der ikke var nogen biologiske spor. Hvor det tidligere kun var i sager, hvor DNA havde en afgørende betydning, f.eks. en voldtægtssag, hvor der var fundet spor af sæd, er reglerne nu sådan, at også når en person bliver sigtet for en forbrydelse, der ikke har DNAspor – f.eks. tyveri, underslæb, skyldnersvig, bedrageri, eller anden kriminalitet, skal han stadig afgive DNA-prøve og registreres.
Bølgerne gik højt inden lovændringen, for der var selvføl-
gelig nogle, der mente, at vi kun skulle registrere folk, der var dømt for forbrydelser og ikke bare sigtet. Men så fik forskere fra Danmarks Statistik helt unikt lov til at gå ind i den lukkede del af kriminalregisteret og kigge på sammenhænge mellem sigtede og dømte. De undersøgte alle dem, der var sigtede, men ikke dømt for vold og sædelighedsforbrydelser. Efter en femårig periode var en stor del af dem i søgelyset igen, og mange af dem blev efterfølgende dømt for en ny forbrydelse. Det overbeviste skeptikerne, og det endte med at være et enstemmigt DNA-udvalg, der indstillede til Justitsministeriet, at reglerne blev lavet om. DNA-registeret virker nu meget som fingeraftryksregisteret dog med et par forskelle. Blandt andet bliver man i fingeraftryksregisteret, indtil man fylder 80 år, hvorefter man bliver slettet. Hvis man bliver sigtet for en forbrydelse med
93
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 93
12-07-2012 12:50:55
en strafferamme på mindst halvandet års fængsel, bliver man registreret i DNA-registeret i ti år, hvorefter man bliver slettet. Medmindre man igen bliver sigtet eller dømt, så starter en ny tiårig periode. Selve proceduren omkring det at tage DNAprøver blev også forenklet. Hvor det før var en læge, der tog en blodprøve, kan alle betjente i dag tage en prøve med et DNA-sæt, hvor man med en vatpind laver et mundskrab.
DNA-registeret var og er en investering i fremtiden. Det gi-
ver rigtig mange ‘gratis’ opklaringer. Registeret indeholder en persondel og en spordel. Persondelen er DNA-profiler fra alle de mennesker, vi har registreret. Spordelen er DNA fra blod, sved, sæd, hår, spyt og andet, der bliver fundet på gerningssteder, og som skønnes at stamme fra gerningsmanden. Hver gang en ny sigtet får taget en DNA-prøve, bliver han eller hun helt rutinemæssigt kørt igennem for at se, om der er et match i spordelen, og det har givet domme i sager, som ellers nok ikke var blevet opklaret. For ikke ret lang tid siden havde vi i Vestegnens Politi en helt banal tyverisag – en mand, der havde stjålet en taske fra en kvinde. Manden blev anholdt og sigtet, og eftersom tyveri har en strafferamme på op til halvandet års fængsel, så tog betjenten, der anholdt ham, et mundskrab, hvorefter han blev løsladt igen. I så banal en sag bliver der ikke tale om varetægtsfængsling. Den kommer blot for retten, når der bliver tid til det. Hans DNA blev dog helt rutinemæssigt kørt igennem registeret, og det viste sig, at hans DNA var blevet fundet på tre gerningssteder tidligere. Tre meget alvorlige sager om hjemmerøveri hos enlige ældre mennesker – og sager, som vi
94
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 94
12-07-2012 12:50:55
havde brugt mange kræfter på at opklare, men indtil da uden held. Derefter blev manden selvfølgelig anholdt igen, og han sidder i skrivende stund varetægtsfængslet og afventer sin dom. Et rigtig godt eksempel på DNA-registerets værdi. Det er også et godt eksempel på en ændring i kriminalitetsmønstret, som jeg vil komme mere ind på senere. Fordi offer og gerningsmand sjældnere og sjældnere kender hinanden, vinder de kriminelle oftere første halvleg. De når at slippe væk i første omgang, men nye efterforskningsmetoder og –teknikker gør, at det ikke betyder, at de så også vinder kampen. Denne udvikling har haft afgørende betydning for udviklingen i politiets arbejde og organisering, og det vil jeg komme meget mere ind på senere. Når man tænker på den slags eksempler, kan man sige: Hvorfor så ikke gå skridtet videre og registrere alle borgere? Når børn bliver født i dag, prikker lægerne dem jo lige i hælen og tager en dråbe blod til biobankerne i hospitalssystemet. Hvorfor tager de ikke bare to dråber og kommer dem i DNAregisteret med det samme? Og når folk når konfirmationsalderen og er ved at være færdigudviklede, kan man jo også lige aflevere sine fingeraftryk og et billede. Det kan vel være lige meget – det er vel kun forbrydere, der kan have noget imod det? Det kan jeg som politimand i princippet være stor tilhænger af, for det ville da gøre hverdagen meget nemmere for os. Tænk blot på tsunamien i Thailand i 2004. Tænk, hvis vi havde haft alle danskere i et DNA-register. Så kunne vi have sparet utallige pårørendes uro, bekymring og lidelse, fordi vi
95
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 95
12-07-2012 12:50:55
lynhurtigt kunne identificere ofrene. I stedet brugte masser af politifolk, kriminalteknikere, retsmedicinere og tandlæger ugevis på et ualmindeligt grimt stykke arbejde med at identificere lig.
Selvfølgelig ville et komplet DNA-register opklare en mas-
se kriminalitet, men der ville også være en pris at betale for det. Det ville i min optik være mærkeligt at blive født og som det første blive registreret hos politiet. I mit hoved er det også et mærkeligt signal at sende: Du er lige blevet født, men vi går ud fra, at du sikkert begår noget kriminelt engang. Sådan et samfund er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at leve i. Jeg synes, at man – om jeg så må sige – skal gøre sig fortjent til at komme i politiets søgelys, inden man havner i et DNA- eller fingeraftryksregister. Jeg synes, den DNA-registrering, vi har nu, fungerer godt, og det har så absolut haft stor betydning i opklaringen af forbrydelser. Den første gang, hvor DNA fældede en forbryder i Danmark, var 1993, hvor en 36-årig kvinde og mor til to blev overfaldet, brutalt voldtaget og dernæst kvalt i et buskads tæt på en S-togsstation. Morderen efterlod sædpletter på kvinden og på hendes tøj. I første omgang blev en 36-årig mand anholdt for drabet, men hans DNA-profil frikendte ham. Til gengæld blev der taget DNA-prøver af 25 mænd fra området, og én af dem havde en DNA-profil, der matchede morderen. Han blev dømt for drabet, og siden har DNA været et uundværligt værktøj i opklaringen af rigtig mange og meget forskellige forbrydelser.
96
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 96
12-07-2012 12:50:55
Registeret har også bekræftet det, vi i dag ved om forskellige typer af forbrydelser. Da jeg gik på Politiskolen, lærte man for eksempel, at en voldtægtsforbryder var en, der ikke havde legal adgang til sex – underforstået, hvorfor skulle han ellers gøre det?
Der er vi blevet meget klogere med tiden, og vi er derfor i
stand til at se langt mere nuanceret på voldtægter. I dag ved vi jo, at voldtægtsforbrydere kan være alt fra den sølle stakkel på knallert med mælkekasse bagpå og et underligt forhold til sin mor til en veluddannet succesfuld forretningsmand, der bliver provokeret af stærke kvinder og ønsker at straffe dem fysisk og seksuelt. Sådan bliver vi hele tiden klogere over tid, og med DNA-registeret har vi fået rigtig meget ny viden om kriminalitetsmønstre.
Tidligere så man nærmest sådan på det, at en tyveknægt er
en tyveknægt, en bedrager er en bedrager, en sædelighedsforbryder er en sædelighedsforbryder. Selv i forbryderverdenen blev en skomager ved sin læst. Men ved hjælp af DNA-registeret kan vi jo nu se, at det nogle gange er den samme, der står bag en voldtægt i Hjørring, et indbrud i Tønder og en brandstiftelse i Hvidovre. Vidt forskellige typer forbrydelser vidt forskellige steder i landet, men vi kan se, at det er samme gerningsmand. DNA-registeret har også givet os et indblik i serieforbrydere i Danmark. Tidligere kunne vi sagtens have en idé om, at en række forbrydelser var begået af samme gerningsmand, men der var altid en mulighed for, at gerningsmanden ændrede metode for ikke at blive fanget, eller at tilsyneladende
97
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 97
12-07-2012 12:50:55
sammenhængende forbrydelser kun så ens ud på grund af tilfældigheder. Der har DNA-registeret hjulpet os. Som jeg tidligere har været inde på, kan det godt være, at forbryderne i dag nogle gange vinder første halvleg, men på et tidspunkt skal vi nok få fat i dem. Serieforbrydere er sjældne, men har stor fascinationskraft og skræmmeeffekt. Derfor skylder jeg at sige, at der i øjeblikket ikke er noget, der tyder på, at der er en eller flere seriemordere på fri fod i Danmark. Men der er personer, som må håbe på, at vi aldrig får fat i deres DNA – enten på grund af efterforskning eller på grund af et rutinemæssigt mundskrab, som jeg var inde på tidligere. For så har de en række forbrydelser, de skal stå til ansvar for. Et godt eksempel på DNA-registerets effektivitet er sagen om den såkaldte Amagermand, som blev kædet sammen med en række forbrydelser: Stranguleringen af en 73-årig dame i Valby i 1987. Voldtægt og drab på en 40-årig kvinde på Amager i 1990. Voldtægt af tre piger og en kvinde på Amager i 1995. Voldtægt af en ung studerende på et kollegieværelse i 2005, og en voldtægt i et kolonihavekvarter i 2010. En række forskellige forbrydelser over en periode på 23 år. Signalementerne, som hans overlevende ofre gav, var forskellige, men DNA’en var den samme. Amagermanden blev tilkendt livsfarligt fængsel og blev kendt skyldig på grund af DNA-beviser, men også en lang række andre tekniske spor og indicier. Det er vigtigt at understrege, at DNA som bevis aldrig må blive en sovepude. Selv om det er et lidt fantasifuldt eksempel, afslører sagen om Amagermanden faktisk også denne risiko. I den sag forsøgte den nu dømte at få sin søn til
98
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 98
12-07-2012 12:50:55
at smugle sæd ud af fængslet. Det var så planen, at sønnen skulle overfalde et nyt offer og plante faderens sæd der. Hvis den plan var blevet gennemført, kunne Amagermanden dermed sige, at det jo åbenlyst ikke kunne være ham, der havde begået den forbrydelse, eftersom han sad i fængsel. Dermed kunne han også påstå, at han heller ikke stod bag de andre forbrydelser, idet den rigtige gerningsmand jo åbenbart stadig var på fri fod. Hvis det var lykkedes for Amagermanden, havde det måske skabt et problem. Det lykkedes ikke, og man skal da også have en ganske veludviklet fantasi – parret med en meget lav tiltro til politiet – hvis man skal tro på, at sådan en plan kan virke, men der har igennem tiden været adskillige eksempler på, at DNA kan være plantet. Et af de mest kyniske eksempler, jeg kan komme i tanke om, er i en sag, som jeg også er kort inde på i min forrige bog, “Man jager et bæst og fanger et menneske.”
Jeg var i 1994 på en kombineret kursus- og studierejse hos
FBI i USA. Her fulgte jeg på nærmeste hold en sag, der udspillede sig i Minneapolis. En kvinde blev myrdet på bestialsk vis, og det lignede grangiveligt et seksualdrab med en god portion aggressivitet indblandet. Der blev fundet sæd i hendes underliv. Den helt store efterforskning blev sat i gang, og der blev selvfølgelig taget DNA-prøver af sæden. En mistænkt blev hurtigt identificeret og afhørt grundigt. Det virkede, som om han havde et klart hævnmotiv, men da han frivilligt gik med til få taget en DNA-prøve, viste den, at det ikke var hans sæd, der blev fundet på offeret. Han blev tilsyneladende renset af DNA, og derfor fik han lov til at gå igen. Så stod de amerikan-
99
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 99
12-07-2012 12:50:55
ske efterforskere mere eller mindre på bar bund. Indtil de en dag fik et anonymt tip, som omhandlede en af den tidligere mistænktes venner. Vennen – en lidt tilbagestående fyr – blev hevet ind til afhøring. Han svor, at han ikke havde haft noget med sagen at gøre, han havde faktisk aldrig mødt kvinden. Han afleverede også frivilligt en DNA-prøve, og til hans store overraskelse var det et perfekt match. Han blev selvfølgelig sigtet og fængslet. Heldigvis kom den tilbagestående mands billede på forsiden af de lokale aviser under overskrifter som “Her er sexuhyret fra Minneapolis.” Det så en prostitueret kvinde, og det forhindrede et potentielt justitsmord. Den prostituerede gik nemlig til politiet og fortalte sin historie: Hun var blevet hyret af den oprindelige hovedmistænkte til at gå i seng med hans tilbagestående ven. Han havde aldrig prøvet at dyrke sex, og det ville hans flinke ven nu hjælpe ham med. Han bad den prostituerede om at gemme kondomet med mandens sæd i og forklarede, at han ville bruge kondomet til en practical joke med sin ven. Den prostituerede gjorde alt som aftalt og havde faktisk ikke skænket sagen en tanke siden. Indtil hun så, at den tilbagestående mand pludselig var sigtet for et brutalt sexdrab, og at det afgørende bevis var DNA fundet på offeret. Takket være den prostitueredes oplysninger blev sagens rette sammenhæng opklaret: Gerningsmanden havde myrdet kvinden og plantet sin vens sæd på liget. Sagen endte, som den skulle: Den rigtige blev fængslet, og den uskyldige blev 100 procent renset, men sagen viser med al ønskelig tydelighed, at DNA alene ikke er nok til at dømme en gerningsmand.
100
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 100
12-07-2012 12:50:55
Man skal ikke komplicere enhver sag unødigt, men denne sag er endnu engang et eksempel på mantraet: Tingene er ikke altid, som de ser ud. Ligesom fingeraftryk, ballistik, tandmærker og alverdens andre tekniske og biologiske spor er DNA kun interessant, hvis det bliver sat ind i en efterforskningsmæssig sammenhæng af kompetente og erfarne folk. I sagen om liget på bålet havde vi ingen DNA-spor fra gerningsmanden, men igennem diverse registre og efterforskning i øvrigt kunne vi hurtigt konstatere, at Monir Khorasani. var gift med den ti år ældre Saeed Khorasani. De havde tre mindre børn og drev sammen en kiosk i det indre København. Monir Khorasani havde fået lavet en del plastiske operationer og fløj med jævne mellemrum til Iran, hvor hendes familie havde et hus i Teheran. Vi fandt ud af, at hun havde været en relativt jævnlig gæst på skadestuen. Hun havde skader, der kunne tyde på vold, men havde aldrig fortalt, at hun var blevet slået. I stedet var hun ifølge egne forklaringer snublet, gået ind i en reol og den slags. Men det var faktisk de ting, der ikke stod i registrene, der var mest interessante. Vi tjekkede nemlig, om der var en efterlysning på Monir Khorasani. Det var der ikke. Ingen havde meldt hende savnet.
Om Saeed Khorasani fandt vi ud af, at han var kommet til
Danmark i 1990 ligeledes fra Iran. Han havde været fængslet og tortureret i sit hjemland og fik beroligende medicin på recept. Han havde været kortvarigt indlagt på et psykiatrisk hospital i 1998 og havde en ren straffeattest.
101
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 101
12-07-2012 12:50:55
Næste naturlige skridt var, at Saeed Khorasani skulle orienteres om, at hans kone var død. Det står ikke skrevet i nogen manualer, at pårørende øjeblikkeligt skal orienteres om sagen, hvis vi finder et lig. Hvis der er gode grunde til det, kan vi godt vente. Den slags beslutninger kræver selvfølgelig nogle etiske og moralske overvejelser, og det kan virke koldt og kynisk at tilbageholde den slags information, men der kan være gode grunde. Hvis man spørger mig: Hvad nu hvis din kone var forsvundet? Ville du så ikke gerne have besked i samme sekund, hun blev fundet? Så er svaret selvfølgelig, jo. Men vi er også nødt til at tænke på, at pårørende ud over at være pårørende ofte automatisk også er mistænkte i en drabssag. Det er der erfaringsmæssige og statistiske gode grunde til, og det kan hjælpe en efterforskning ganske gevaldigt, hvis de mistænkte ikke ved, at de er mistænkte. Selv om pårørende har krav på en ordentlig og fair behandling af politiet, så er det hensynet til offeret, der kommer først. Offeret har betalt den ultimative pris – sit liv, så det er vores pligt at tale offerets sag og finde gerningsmanden. Jeg besluttede dog, at det i denne konkrete sag ikke nødvendigvis ville være nogen hjælp for os, hvis vi ventede med at orientere Saeed Khorasani om hans hustrus død. Derfor fik han besked.
102
__2630-NY_LR-Efterforskerne.indd 102
12-07-2012 12:50:55