Da blev jeg døden – læseprøve

STEFFEN JACOBSEN

DA BLEV JEG DØDEN

Lindhardt og Ringhof

Da blev jeg doden.indd 1

24/06/17 11:10 am

Af samme forfatter: Far!: en ny fars prøvelser det første år, 1999 Passageren, 2008 Den gode datter, 2010 Når de døde vågner, 2011 Trofæ, 2013 Gengældelsen, 2014 Et bjerg af løgne, 2015 Enhjørningen, 2016

Da blev jeg Døden Copyright © 2017 Steffen Jacobsen All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag og illustrationer: Mikkel Henssel Omslagsfoto: © Dean Fikars Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-56413-4 1. udgave, 1. oplag 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

Da blev jeg doden.indd 2

24/06/17 11:10 am

Det forekommer mig, at Bohr burde sættes i forvaring eller i det mindste bringes til at indse, at han balancerer på kanten af kriminelle dødssynder.

– Winston Churchill til lord Cherwell, regeringens øverste videnskabelige rådgiver.

Et sådant initiativ, hvis formål det er at forhindre en fremtidig kappestrid om besiddelsen af dette formidable våben, bør på ingen måde hæmme den øjeblikkelige militære anvendelse.

– Niels Bohr i memorandum til sir John Anderson, finansminister i den britiske regering og tilsynsførende for det britisk-canadiske atomvåbenprogram Tube Alloys.

Da blev jeg doden.indd 3

24/06/17 11:10 am

Da blev jeg doden.indd 4

24/06/17 11:10 am

KENDSGERNINGERNE Bortset fra en håndfuld politikere, en gruppe videnskabsfolk og enheder i den amerikanske hær befandt resten af menneskeheden sig i velsignet uvidenhed, da en ny æra i udøvelsen af militære konflikter blev født i den amerikanske hærs nukleare laboratorium i Los Alamos og udført i Jornada del Muerto-ørkenen, New Mexico 16. juli 1945. Testområdet var forhistorisk havbund. Den eneste civile bebyggelse var familien MacDonalds ranch, der blev eksproprieret af hæren i 1942.

Testområdet fik kodenavnet Trinity. Navnet er som alt andet i denne historie flertydigt. Måske refererer det til tre bjergtoppe i nærheden, som tidlige spanske rejsende kaldte Treenigheden, måske blev stedet opkaldt efter et digt af John Donne.

Måske var betydningen af navnet en efterrationalisering.

Klokken 05:29;45 Standard Mountain Time (SMT) nåede fysikeren Sam Allisons nedtælling nul, og verdens første atombombe – med kælenavnet ’Tingesten’ – eksploderede med en sprængkraft, der svarede til 22.000 tons TNT. Plutoniumbomben ramte historiens ambolt med et brag, hvis ekko stadig kan høres.

Det blev en morgen med to solopgange.

Den atomare æra blev indvarslet af den videnskabelige direktør J. Robert Oppenheimers citat fra hinduskriftet Bhagavadgita: ”Da blev jeg Døden, ødelæggeren af Verdener.”

5

Da blev jeg doden.indd 5

24/06/17 11:10 am

Knap så højstemt, men måske mere præcist, udbrød fysikeren Kenneth Bainbridge: ”Så blev vi alle røvhuller.”

I årene efter atomprøvesprængningen afspejlede den sidste bemærkning den fortrydelse, der blev næret af de ansvarlige for atombombens tilblivelse. De havde, tilskyndet af patriotisme og frygten for, at Aksemagterne ville nå at udvikle atomvåben først, indvilget i at arbejde i Los Alamos, New Mexico – i årevis og i isolation.

Imidlertid overgav de sidste tyske styrker sig i maj 1945, og det stod klart, at Det Tredje Riges kernefysikere aldrig havde været i nærheden af at konstruere en anvendelig atombombe.

Adolf Hitler var ikke synderlig interesseret i atomvåben, som han anså for uopnåelige inden for en overskuelig fremtid. Alligevel fortsatte det amerikanske atomvåbenprogram, Manhattanprojektet, ufortrødent efter Tysklands overgivelse.

I et uvirkeligt kort tidsrum mellem marts 1943 og juli 1945 udfoldede Manhattanprojektet sig med enestående succes i Los Alamos, New Mexico, Hanford, Washington State og Oak Ridge, Tennessee. Projektet rekrutterede strålende og excentriske begavelser inden for naturvidenskaberne. På tilsyneladende harmonisk vis bidrog disse individer til feber­ agtig kreativitet, revolutionerende indsigter og nye teknologiske frembringelser, hvis lige verden aldrig havde set. Og som aldrig kunne overgås. Det mente alle de involverede i det mindste.

Videnskabsmændene i Los Alamos havde skabt et masseødelæggelsesvåben med destruktiv kapacitet uden fortilfælde og overdrog det til den amerikanske hær. Den 6. august 1945 blev en uranbaseret atombombe, ’Little Boy’, bragt til detonation over Hiroshima. Tre dage senere blev den efterfulgt af plutoniumbomben, ’Fat Man’, over Nagasaki. Dødstallet overskred 105.000. Før disse angreb havde konventionel brandbombning udført af B-29 Superfortress-bombemaski6

Da blev jeg doden.indd 6

24/06/17 11:10 am

ner fra øgruppen Marianerne i Stillehavet udslettet 67 japanske byer og kostet 400.000 indbyggere livet.

I årene efter Trinity argumenterede den danske atomfysiker og Nobelprisvinder Niels Bohr og professor J. Robert Oppenheimer for videnskabelig åbenhed, gennemsigtighed og samarbejde mellem nationerne for at skabe ubrydelige rammer for den militære og civile udnyttelse af den nye teknologi. De understregede især, at et atomvåbenkapløb mellem de vestlige allierede og Sovjetunionen måtte undgås. De foreslog oprettelsen af et magtfuldt internationalt kontrolorgan under De Forenede Nationer for at forhindre anarkistisk spredning af atomvåben.

Som historien har vist, havde Bohr og Oppenheimer imidlertid indgået en aftale med skæbnen, der ikke blev genforhandlet. Fra 1945 til 1953 udførte den amerikanske hær yderligere 42 atomare og termonukleare prøvesprængninger.

I 1955 bestod De Forenede Staters atomare våbenarsenal af 2.422 sprænghoveder. I skrivende stund råder ti nationer over atomvåben. Flere af disse opgraderer og videreudvikler deres arsenaler.

Til de allieredes bestyrtelse prøvesprængte Sovjetunionen en plutoniumbombe i Semipalatinsk, Kazakhstan, 29. august 1949. Konstruktionen af bomben med kodenavnet ’Første Tordenkile’ fulgte nøjagtig ’Fat Man’s’ specifikationer.

Radioaktivt bevismateriale blev opsamlet af et amerikansk B-29 Superfortress, der samme dag overfløj Nordpolen.

Den sovjetiske atomprøvesprængning betød indvarslingen af Den Kolde Krig, og Churchills Jerntæppe skar sig gennem Europas gamle hjerte.

De sovjetiske videnskabsfolk og ingeniører var nået alt for langt alt for hurtigt, og det stod efterhånden klart, at adskillige spionageringe etableret af NKVD (forløberen for KGB) og 7

Da blev jeg doden.indd 7

24/06/17 11:10 am

NKVD’s militære søsterorganisation GRU havde infiltreret Manhattanprojektet fra begyndelsen. Spioner overførte informationer om nye opdagelser til Moskva lige så hurtigt, som de blev gjort. Nogle af disse agenter blev afsløret og retsforfulgt.

Blandt de mest kendte var den britisk-tyske atomfysiker Klaus Fuchs, den engelske fysiker Allan Nunn May, de amerikanske fysikere Theodore Hall og Bruno Pontecorvo. Desuden blev flere af deres kurerer afsløret: Harry Gold, David og Ruth Greenglass og Ethel og Julius Rosenberg.

Mange teorier er blevet fremsat om hovedpersonerne i tyveriet af den største militære hemmelighed nogensinde. NKVD og GRU havde ikke blot opnået et overordnet kendskab til fremstilling af atomvåben: De havde erhvervet sig tegninger, fotos og formler for enhver detalje i den særdeles komplicerede konstruktion af plutoniumbomben.

I 1995 frigav NSA tusindvis af dokumenter vedrørende Manhattanprojektet, som fra oversøiske sovjetiske rezidenturas var sendt hjem til Moskva. Med største omhu havde den amerikanske hærs signalkorps (forløberen for NSA) afkodet den samling af dokumenter, der siden blev kendt som VENONA. I oktober 2014 fulgte det amerikanske energiministerium anbefalingen fra sit eget offentlighedsudvalg og frigav hidtil ultrahemmelige dokumenter, der refererede efterkrigstidens høringer vedrørende Manhattanprojektets hemmeligholdelse – og mangel på samme.

Dokumenterne antyder, at afsløringen af Manhattanprojektets hemmeligheder var et enkelt individs værk: en enkelt gylden tråd i spindet af informanter, spioner og kurerer.

Blandt de strålende begavelser, der arbejdede ved Los Alamos-laboratoriet, var der én, der var begyndt at tvivle på projektets berettigelse og nutidsmenneskets moralske format til at håndtere midlerne til blind destruktion. Der var én – måske 8

Da blev jeg doden.indd 8

24/06/17 11:10 am

den bedst begavede af dem alle – der påtog sig ansvaret for at ændre historien. Én gang til.

Han traf et dermed valg, der angår os alle.

Da blev jeg doden.indd 9

24/06/17 11:10 am

Fission efter sammenstød mellem én neutron og én uran-­ 235-kerne.

’The Gadget’ (Tingesten). Prøvesprængt den 16. juli 1945 i Trinity-testområdet i Jornada del Muerto-ørkenen i New ­Mexico (Alamogordo).

Da blev jeg doden.indd 10

24/06/17 11:10 am

PROLOG Bordenko Militærhospital, Gospitalnya Ploshad, Moskva, 16. september 1948 General Yuri Pavlovich Kuryakin trak forhænget til undersøgelsesrummet til side, knappede skjorten op i halsen, bandt slipset og iførte sig sin uniformsjakke, der var tung af kampagnebånd og medaljer. Jakken var skræddersyet, men hang nu løst på hans afmagrede krop. Selv om han kun var i begyndelsen af halvtredserne, bevægede Kuryakin sig som en gammel mand. Hans normalt sunde og solbrændte lød var de seneste måneder blevet erstattet af en leragtig hudfarve, det blonde hår faldt af i totter, og generalen led af ustandselige næseblødninger.

Travlheden på nationens fremmeste hæmatologiske klinik nåede det afsides overlægekontor som kimende telefoner, sygeplejerskers klaprende træsko, brudstykker af samtaler og smældende døre.

Han satte sig i stolen over for klinikchefen, oberst Polyakov. Overlægen var en korpulent, jovial mand med briller i kraftigt, sort stel. Han havde polerede, lyserøde negle og dårlige tænder. Han smilede sædvanligvis meget, men ikke lige nu.

Generalen betragtede et nikotingulnet skelet bag Polyakovs skrivebord, et gennemsavet granathylster, der fungerede som lægens askebæger, og en grov knoglemarvskanyle, der lå i en 11

Da blev jeg doden.indd 11

24/06/17 11:10 am

rustfri skål fyldt med sprit. En lignende kanyle havde et par uger forinden – og yderst smertefuldt – gennemboret hans bækkenknogle og rumsteret omkring i hans bløde, forsvarsløse knoglemarv. Måske var det den samme. Den var blevet ført af dr. Polyakovs beslutsomme og behandskede hånd. En dråbe blod frigjorde sig fra nålespidsen og steg op gennem den klare hospitalssprit.

Kuryakin skar ansigt ved synet.

Lægens fingerspidser mødtes over journalen.

– Hvad siger De så, doktor? Hvad er Deres konklusioner? spurgte generalen.

– Resultaterne er ikke som forventet. Vi fandt ikke meget, der stemmer overens med lærebøgerne, er jeg bange for.

Kuryakin flyttede blikket fra skålen til lægens svømmende, brune øjne bag de tykke brilleglas.

– Men jeg har jo for fanden været her et halvt dusin gange det sidste halve år, protesterede han. – Fået taget et utal af blodprøver, de satans knoglemarvsprøver … urin og ekskrementer. Og De kan stadig ikke give mig et fornuftigt svar? Jeg er ved at dø, for helvede!

Lægen blegnede, men klukkede så beroligende: - Nej, nej, nej, kammerat Kuryakin. Selvfølgelig er De ikke ved at dø.

Men det står klart, at Deres knoglemarv lider af universel depression. Alle linjer, fra stamceller over blodplader til røde blodlegemer. Simpel blodmangel er årsag til de fleste af Deres symptomer. Træthed … åndenød … impotens …

Med et glimt af had og fortrydelse tænkte generalen på sin femogtyve år yngre elskerinde, en ilter og neurotisk danser ved Bolsjoj-balletten, der så sent som natten før havde hånet hans præstationer i sengen. Et udbrud, der havde kostet hende et blåt øje, en flækket læbe – og mindst to ugers sygeorlov.

– Alle blodlinjerne, siger De?

12

Da blev jeg doden.indd 12

24/06/17 11:10 am

– En slags kronisk lymfatisk leukæmi … men så alligevel ikke. Atypisk.

– Jeg er altså meget syg?

Lægen fugtede læberne.

– Det er De, og vi må øjeblikkeligt påbegynde et intensivt behandlingsforløb med blodtransfusioner, injektioner med vitaminer og mineraler, og …

Generalen løftede besværgende hænderne.

– Men hvad i helvede sker der med mig?

– Jeg er som sagt ikke helt sikker, kammerat Kuryakin.

– Hvilken nytte er De så til?

Lægen smilede hjælpeløst: Generalen var fra GRU, den militære efterretningstjeneste, og havde uindskrænkede magtbeføjelser.

Kuryakin trak vejret dybt og forsøgte at beherske sig: – Hvor syg er jeg egentlig, doktor? De behøver ikke at pakke det ind eller skåne mig. Jeg er et voksent menneske.

– Hvad angår prognosen?

– Hvad ellers?

Den eminente specialist slog hænderne sammen og sendte generalen et fugtigt smil.

– Det er helt sikkert ikke en lidelse, som De vil dø af. Men det er en lidelse, De vil dø med … til sin tid, naturligvis.

– Skal det være en trøst?

Lægen begyndte at svede, selv om kontoret var ganske køligt.

Generalen gjorde honnør mod vagtposterne fra Den Røde Hær og gik forsigtigt ned ad den brede trappe foran hospitalet til den ventende Zil-limousine. Han snublede på næstnederste trin, bandede stygt, og hans adjudant, kaptajn Kirill Gromov, stirrede bekymret på ham.

13

Da blev jeg doden.indd 13

24/06/17 11:10 am

Normalt lod Gromov ikke ansigtet afsløre sine følelser – hvis han da havde nogen. Kaptajnen var ung, seriøs og dødbringende effektiv.

Han lukkede bildøren efter generalen, gik bag om limousinen og satte sig ind på bagsædet. Bilen trak ud fra kantstenen.

Generalen lænede sig tilbage. Fugtede spidsen af en pegefinger, dyppede den i et depot af groft salt i jakkelommen og slikkede saltet i sig.

Kaptajn Gromov lod, som om han ikke så det.

Irriteret flyttede Kuryakin sig i sædet. Der var næsten ikke kød tilbage over hans knogler, og alt gjorde ondt. Alt. – Lægen. Polyakov. Jeg ønsker, at han forsvinder, sagde han. – Han er komplet uduelig.

– Forsvinder?

I Gromovs verden havde ordet vidt forskellige betydninger.

– Blyminerne i Kolyma, afgjorde Kuryakin. – Han er desuden for fed. Det vil gøre ham godt at arbejde i en dyb minegang med en hakke og en skovl.

– Javel.

Kuryakin marcherede mellem lange rækker sekretærer og skriveborde i det enorme forkontor. Han formåede knap nok at hilse på selv de ældste sekretærer. Flere stole stod tomme. Rygter i Den Sovjetiske Kommission for Kernefysik ville vide, at en ondartet influenzaepidemi hærgede hovedkvarteret.

Skrivemaskinerne tav. Den ene efter den anden.

– Vær venlig at fortsætte Deres arbejde, de damer. Fortsæt nu endelig …

Generalen lukkede de polstrede døre efter sig og lænede sig mod dem, gispende som et undsluppet dyr. Udenfor begyndte skrivemaskinerne igen. Til at begynde med tøvende, som akkompagnerede de en tredobbelt saltomortale i den høje trapez. Så føjede flere og flere sig til det hidsige maskinkor.

14

Da blev jeg doden.indd 14

24/06/17 11:10 am

Kuryakins privatkontor henlå i permanent skumring. Det var efterhånden sjældent, han trak gardinerne fra. Træpanelerne var høje og mørke. Ved vinduerne var et lille, rundt bord og to stole placeret, og på bordet stod et skakspil med ganske få brikker. Han havde ikke rørt dem i nøjagtig en måned.

Han førte en kam gennem håret og betragtede mistrøstigt høsten af løse hår. Så inspicerede han tænder og gummer i et spejl på væggen og sukkede: Gummerne blødte svagt, men kronisk.

Kuryakin hængte uniformsjakken over stoleryggen og tog plads ved sit skrivebord. På slaget 09:00 bankede det på døren, og hans privatsekretær, Olesya Apalkova, trådte ind med dagens post på en sølvbakke. Hun gik hurtigt over parketgulvet og standsede ved siden af hans stol. Han havde altid, på ærbar afstand, naturligvis, næret den største hengivenhed for Olesya Apalkova, som han burde have taget som elskerinde i stedet for den ulidelige ballerina. Hun satte bakken fra sig med en naturligt yndefuld bevægelse, og han beundrede hendes velskabte lægge under den kedelige, grønne uniformsnederdel.

Hun rakte ud efter tekanden.

– Te? Generalen bemærkede flere lange, løse og mørkebrune hår på skuldrene af Apalkovas grå cardigan, men sagde ingenting.

Almindeligvis var sekretæren ulasteligheden selv.

– Nej tak, Olesya Apalkova. Det er den 16. i dag, ikke sandt? Er det kommet?

Hun nikkede.

– Det ligger nederst. Hvordan gik generalens besøg på hospitalet?

– … glimrende … fortrinligt …

Han så ikke på hende. Han vidste, hun ikke troede ham.

Sekretæren nøs ned i et rent lommetørklæde. Kuryakin bemærkede små, rustrøde pletter på det hvide stof.

15

Da blev jeg doden.indd 15

24/06/17 11:10 am

– Hvad fanden er der i vejen med folk? Halvdelen af sekretariatet står tomt!

Apalkova smilede svagt.

– Det er bare influenza. Den forsvinder igen, og folk vender tilbage.

Døren lukkede sig bag hende, og Kuryakin fandt det forhadte telegram på brevbakken. Han åbnede den hvide og røde telegramkuvert og føjede det tynde ark indeni til dets fem søskende.

Hver måned gennem et halvt år var der ankommet et telegram den 16. adresseret til Kuryakin personligt. Telegrammerne var afsendt fra forskellige europæiske hovedstæder. Denne gang var det Ankara. Generalen havde for længst beordret specialiserede hold i marken for at identificere og likvidere afsenderen. Hidtil uden held. Men en dag ville det lykkes. Det var uundgåeligt.

Før han læste, dyppede han en fugtet pegefinger i et saltkar og slikkede saltet i sig. De seneste måneder havde han udviklet en uforklarlig og umættelig trang til almindeligt groft køkkensalt.

Han læste: ER DU TRÆT GAMLE VEN STOP Åh ja. Ja. Han var træt som Døden efter Stalingrad.

ER NÆSEBLØDNINGERNE BEGYNDT Generalen fattede ikke, at hans ukendte, men inderligt forhadte modstander kunne vide besked med blødningerne.

ER DU KLAR Absolut ikke. Men han måtte jo. Det var blevet et spørgsmål om ære.

Han satte sig hen til skakbordet. Brikkerne var skåret af ibenholt og elfenben og var enestående veludførte og detaljerige. Kuryakin tørrede en grålig støvhinde af brættet med sit lommetørklæde og rystede det.

På brættet befandt sig blot den hvide konge, en hvid løber, en sort konge og to sorte bønder. De sidste seks måneder 16

Da blev jeg doden.indd 16

24/06/17 11:10 am

havde Kuryakin søgt at løse dette ubegribeligt komplicerede og frustrerende slutspil, der i sin tid var blevet konstrueret af skakgeniet Richard Reti. Generalen havde sort, men det var den ukendte modstanders tur til at trække.

Kuryakin læste næste linje i telegrammet: HVID LØBER TIL D1X Generalens hånd bevægede sig langsomt som en klit. Han eliminerede den ene sorte bonde med den hvide løber. Nu var det hans tur. Hånden svævede ubeslutsomt over den sorte konge. En fingerspids berørte kongens krone. Så trak han hånden til sig, som havde han brændt sig, rynkede panden og kneb underlæben mellem fingrene.

SORT KONGE TIL C3, GAMLE VEN? I SÅ FALD HVID LØBER TIL E1. STOP. SORT BONDE TIL D4?

HVID KONGE TIL F6!!

Kuryakin lænede sig tilbage. Det var, som om brikkerne bevægede sig ved egen kraft. Umuligt. Han var skakmat. Han trak vejret dybt og så på telegrammet.

DU VIL ALDRIG FÅ DE TUSIND SOLES SOL AT SE STOP Generalen sukkede forgræmmet. Uvilkårligt lukkede hans fingre sig om den besejrede sorte konge. Så åbnede han hånden. Der var et svagt, gråligt aftryk i håndfladen. Han så på den sorte konge, som havde han aldrig rigtig set den før. Den føltes varm mod huden. Han rystede den forsigtigt. Så slap han den med et brøl og sprang op fra stolen. Den sorte konge rullede over det fornemme parketgulv.

– En geigertæller, for Guds skyld! Skaf mig én. Nu! I forkontoret så alle op fra deres skrivemaskiner, da dobbelt­ dørene blev åbnet med et brag. Sekretariatet var stille som et bibliotek, og sekretærerne betragtede måbende generalen, der stod i døråbningen.

17

Da blev jeg doden.indd 17

24/06/17 11:10 am

Det var ikke general Yuri Pavlovich Kuryakins forlangende, der fik dem til at stirre. Når alt kom til alt, var generalen GRU’s tilsynsførende for det sovjetiske atomvåbenprogram, og tilstedeværelsen af geigertællere og andet måleudstyr var ikke uden fortilfælde.

Nej, det var generalens instinktive påkaldelse af en forbudt og irrelevant kristen guddom, der vakte vantro og bestyrtelse.

Da blev jeg doden.indd 18

24/06/17 11:10 am

Ishavet nord for Jan Mayen, 7. februar 1945 Et let snefald ramte de lave dønninger og smeltede. Der var langt mellem skyerne, og David følte, at han, hvis han blot strakte sig en smule, kunne plukke stjerner ned fra himmelhvælvingen. Mælkevejens tynde, hvide gaze hvirvlede fra horisont til horisont, og månen var en tynd, gul spån nede mod øst. Sidste september havde han tilbragt flere aftener i et forgæves forsøg på at lære sin femårige datter Sara de mest elementære stjernebilleder at kende, men hun havde hårdnakket afvist de gamle astronomers navngivning: Store Bjørn blev til græshoppen, Hunden til pipfugl og Tvillingerne til mor og far på skøjter.

Ståldækket vibrerede trygt under Davids fodsåler, og han havde dieselmotorernes rolige, dunkende pulsslag i ørerne.

Han var eneste civilist ombord på Mary Jane, et halvfjerds meter langt bjergningsfartøj hjemmehørende i Maine. Skibet var blevet indforskrevet i den amerikanske flåde og beordret til konvojtjeneste i Nordatlanten tre måneder efter Pearl Harbor. Besætningen havde gennemgået en kortvarig uddannelse i maritim krigsførelse og var blevet uniformeret og ranginddelt. Mary Janes skipper, den ophøjede og selvtilstrækkelige Algernon Hawke, var blevet udnævnt til kommandørkaptajn. Mary Jane var udstyret med 20 og 40 mm antiluftskytskanoner og ramper agterude til dybvandsbomberne.

19

Da blev jeg doden.indd 19

24/06/17 11:10 am

I sin korte karriere havde Mary Jane eskorteret 17 allierede konvojer mellem Loch Ewe i Skotland og Murmansk i Rusland.

Konvoj JW51B var stået ud fra Murmansk 26. januar 1945. Fragtskibe og tankere i konvojens midte blev bevogtet af destroyere og torpedobåde på flankerne. Rejsens første dage havde været ganske begivenhedsrige: Et lavtryk havde bevæget sig fra Labrador-kysten over Ishavet fra vest til øst og udløst al sin vrede over konvojen: vind af stormstyrke, ti meter høje bølger, intense snefald og isfygning.

Imidlertid havde konvojen budt ragnarok velkommen: De høje søer umuliggjorde angreb fra tyske ubåde, selv om ulvekobler burde være et overstået fænomen så sent i krigen.

I løbet af det sidste par dage var havet faldet til ro og havde været som glas.

David opgav at falde i søvn i køjen ved siden af maskinrummet og gik op på dækket. Han bevægede sig langs bagbords sidedæk og ud til stævnen, hvor et maskinkanonløb pegede et sted mellem Venus og Mars.

Romeo, en ung og lattermild californier, havde budt ham velkommen med et smil og en pakke Lucky Strikes. Romeos ureglementeret lange krøller stod klart aftegnet mod Mælkevejen.

De havde røget i tavshed, indtil Romeo vendte ryggen til danskeren og så mod brohuset over dem. David fulgte hans blik og så kaptajn Hawke blive oplyst af radioens instrumenter.

Romeo knipsede cigaretten ud over rælingen.

– Han modtager … mumlede amerikaneren nervøst.

David forstod Romeos ængstelse: Radiotavshed var konvojernes 11. bud. Kun iltelegrammer fra det britiske admiralitet, der blev videresendt fra konvojens flagskib, den tunge krydser HMS Devonshire, havde absolut prioritet, og iltelegrammer betød almindeligvis, at de britiske kodebrydere i Bletchley 20

Da blev jeg doden.indd 20

24/06/17 11:10 am

Park havde dekrypteret meddelelser mellem ubådene og den tyske atlantiske kommando i Norge. – Skal jeg spørge ham? spurgte David.

Romeo trak ubeslutsomt på skuldrene. Kaptajn Hawke så ikke med milde øjne på forstyrrelser og afskyede især overflødige spørgsmål. Han var det mest reserverede menneske, David nogensinde havde mødt: en mager bronzesfinks født på et maritimt støberi et sted i New England.

På den anden side var David en civil landkrabbe uden nogen som helst militær betydning: en passager, slet og ret. Han optog en lille, neutral zone ombord på Mary Jane. Mandskabet betroede sig til ham om stort og småt, og David antog, at det skyldtes hans neutralitet og den kendsgerning, at han næppe igen ville møde besætningsmedlemmerne efter at være gået fra borde i Skotland.

Kaptajn Hawke behandlede ham med urokkelig høflighed og gæstfrihed.

David så et glimt af Romeos hvide tænder.

– Okay. Så spørg ham. Men pænt, for Guds skyld.

David havde vendt sig mod lejderen, der førte op til brodækket, da Romeo tog fat i hans skulder med et udråb. Den unge mand pegede mod øst.

Det første skib blev ramt af en torpedo. De så et hvidt, blændende ildglimt og en grønlig vandsøjle, der steg og steg mod himlen. Få sekunder senere nåede brølet fra undervands­ eksplosionen dem på et pust af varm luft.

– Det er Clarence!

Det amerikanske tankskib lå højt i vandet efter at have tømt tankene i Murmansk for tusindvis af tons flybenzin. Brændstofdampe i de tomme tanke blev antændt med en serie nye, dumpe drøn. Skibet lå stille i vandet, som var det sejlet ind i et isbjerg. Så brast Clarences rygrad, og stævnen rejste sig i en grotesk vinkel.

21

Da blev jeg doden.indd 21

24/06/17 11:10 am

Dommedag brød løs.

Romeo løb agterud mod dybvandsbomberne. Sirener skingrede på alle konvojens skibe. David så kaptajn Hawke bøje sig over stemmerørene til maskinrummet for at beordre fuld kraft på alle maskiner. Luger til dækket sprang op, og besætningen tumlede ud og fordelte sig til kampstationerne. De var kun iklædt undertøj, redningsveste og hjelme, og deres nøgne lemmer var spøgelsesagtigt hvide mod det sorte hav. Destroyere og hurtige motortorpedobåde stod ned mod sonarkontakter i syd, der viste dem de tyske ubådes omtrentlige positioner. Krigsskibenes knivskarpe stævne rejste hvide, skummende bovbølger, der nåede overbygningerne, og projektørerne sendte søgende, hvide fingre langt ind i det fjendtlige mørke.

David pressede sig mod rælingen for ikke at være i vejen.

Han hørte kaptajn Hawkes kommandostemme langt over sig og lyden af svære skruenøgler, der armerede dybvandsbomberne. Kæderne for enden af ramperne blev fjernet og de første rullede fri og forsvandt i Mary Janes kølvand.

Et instinkt fik David til at se mod syd: fornemmelsen af en ondartet tilstedeværelse … et glimt af unaturligt rødt lige under horisonten. Et flakkende, rødt kertelys – rødt som det lys, der blev anvendt i et ubådsperiskop for at skåne besætningens nattesyn.

Hawke havde tilsyneladende opdaget det samme. Kaptajnen stod ude på brovingen med natkikkerten for øjnene rettet mod nøjagtigt samme punkt som David. Hawke sænkede kikkerten og så ned på danskeren.

Det var vanskeligt at aflæse kaptajnens ansigtsudtryk, men i Davids øjne udtrykte det blank resignation.

– Torpedo! Hundrede femogtres grader …

Hawkes stemme bar klart gennem tumulten og travlheden på dækkene, og alle afbrød deres gøremål og så op. Så løb kap22

Da blev jeg doden.indd 22

24/06/17 11:10 am

tajnen tilbage til brohuset, og Mary Janes runde, solide stævn begyndte at svinge over.

David betragtede med tilbageholdt åndedræt og fingrene krummet om rælingen et ildevarslende, kviksølvshvidt glimt måske fire hundrede meter borte – med kurs mod Mary Janes bagbords side.

Med ren og skær viljeanstrengelse løsnede han hænderne fra rælingen og tvang sine fødder til at bevæge sig. Han strøg gennem en luge til overbygningen og gled ned ad stejle lejdere mod maskindækket i Mary Janes bug. Mens David løb gennem en smal korridor, begyndte en kølig, matematisk del af hans hjerne at beregne torpedoens hastighed og et anslået tidspunkt for kollisionen. Tallene blev projiceret op som på et filmlærred: David vidste, at den tyske T5/Saunkönig-torpedos marchfart var omtrent 25 knob. Torpedoen medførte en sprængladning på 540 pund trotyl, hvilket var mere end nok til at flå indvoldene ud af et mindre skib som Mary Jane.

Torpedoen havde været omkring 400 meter borte, da han opdagede den, og det betød, at …

Mens han mumlede bønner til alle de guder, han kunne komme i tanker om, fra Jahve til Poseidon, rev han lugen op til sit lille, private lukaf, lagde sig på knæ og trak sin dyrebare gule oilskinsrygsæk til sig fra det smalle rum under køjen.

Han slyngede rygsækken over skulderen og begyndte tilbagetoget.

Midt i korridoren fik Mary Janes krappe undvigemanøvre dækket til at hælde stejlt under hans fødder, og David knaldede hovedet mod et skot og faldt. Med blodet løbende fra et sår i panden kom han på benene igen og fortsatte ned mod lejderne.

Lidenskabsløst fortsatte hans hjerne med at behandle tallene: 400 meter … torpedoen bevægede sig gennem vandet med en hastighed på omtrent 28 meter i sekundet … han 23

Da blev jeg doden.indd 23

24/06/17 11:10 am

snublede op ad lejderne, rev en negl af en finger … de havde … hvad? … otte sekunder! Han bønfaldt Mary Janes ældgamle diselmaskiner, skrueakslen, den enorme bronzeskrue og det store ror om at gøre deres forbandede pligt og frelse dem alle.

Så var han ude på dækket og trak en mundfuld iskold luft ned i lungerne. Han stirrede mod havet og fik øje på det dødbringende projektil blot tyve meter borte. Torpedoen gled glat og lydløst gennem det sorte vand på en søjle af hvide, tætte bobler, og deres skib var alt, alt for langsomt.

I absolut sidste sekund før anslaget nåede David at springe op på de tomme kartoffelkasser, der var fastgjort langs skibets sidedæk til netop denne nødsituation: De mest frygtede skader efter et torpedoangreb blev forårsaget af det øjeblikkelige lodrette løft, et skib af Mary Janes tonnage foretog sig, når en torpedo ramte. Skibet ville hæve sig en meter på mindre end et sekund. Stod man på et ueftergiveligt ståldæk, ville lår­ knoglerne blive presset gennem det knuste bækken og langt op i bughulen.

Torpedoen ramte skibet agten for skorstenslinjen.

Hvor længe han havde befundet sig under havoverfladen, fandt David aldrig ud af, men det var som at blive presset mellem iskolde valser. Kraniet krympede. Så brød han hostende og spyttende vandskorpen. Han trådte vande og så sig vildt omkring. Vandet nåede allerede det dødsdømte bjergningsfartøj til rælingen. Den dybe vibration gennem havet, som han både hørte og følte, betød, at skibets mægtige maskiner stadig arbejdede. Han hørte også en vild, urytmisk og metallisk lyd, som om nogen var fanget i skibets indre og desperat hamrede på en luge eller et skot.

Så blev den ene side af hans ansigt varm, og mørket blev fordrevet, som om en lokal solopgang indfandt sig. Verden blev fyldt af mænds skrig og den rå, bitre lugt af brænden24

Da blev jeg doden.indd 24

24/06/17 11:10 am

de dieselolie. Flammerne spredte sig over havet med ufattelig hast. David trak vejret dybt, sparkede ud og dykkede. Over sig så han tunger og fjorde af brændende olie og svømmede videre.

Der var sket noget med hans ene knæ. Højre underben føltes som et mærkeligt, smertefuldt vedhæng, men han var ikke klar over, hvornår eller hvordan skaden var sket.

Så kunne han ikke længere. Lungerne brændte. Kulden tog fat, og han vidste, at hans bevægelser var ukoordinerede og kraftesløse. Han gylpede med lukket mund. Længtes efter det forløsende, kolde åndedrag, der ville blive hans sidste.

Han svømmede mod overfladen og kom op lige uden for flammernes rækkevidde. Han blinkede havvand fra øjnene og hørte nogen skrige. Romeo var omspændt af flammer. Hans krop rejste sig af vandet, som havde den selvstændig opdrift.

Ansigtet var urørt, men munden var et sort hul, der udstødte lyse, pigeagtige skrig. David kunne ikke løsrive blikket fra sin forpinte skibskammerat. Forhåbentlig havde Romeos unge sjæl forladt den brændende, piskende krop.

Californieren forsvandt forkullet under overfladen, og David blev opmærksom på råbene bag sig.

Han havde ingen kræfter tilbage og sank.

Stærke hænder greb fat i ham. Redningsflåden ramte hans hoved, og han blev trukket ombord. I voldsomme kramper spyede han galde og havvand ned over dørken, og nogen slog ham hårdt mellem skulderbladene.

Så bredte en højtidelig stilhed sig mellem det halve dusin overlevende. David kom op på knæ og så på Mary Jane, der majestætisk rullede over i de lave dønninger. Bunden var skorpet af hvide rurer som en gammel hval.

Hun sank ud af syne, og havet slog sammen over hende.

Så gik det op for David, at noget … noget meget vigtigt manglede. Han så sig om efter rygsækken og opfattede et gult 25

Da blev jeg doden.indd 25

24/06/17 11:10 am

glimt en halv snes meter fra flåden. Rygsækken vuggede gennemblødt og lavt i vandet.

David lod sig glide over flådens oppustede ponton, tilbage i det forhadte, fjendtlige element. Han kæmpede sig gennem vandet og hen mod rygsækken. Mændene skreg forbandelser efter ham.

Tre meter. To meter. Hans lemmer var forfærdelig tunge.

Højre ben dinglede smertefuldt i vandet under ham.

Rygsækken forsvandt af syne.

Da blev jeg doden.indd 26

24/06/17 11:10 am