Page 1

West, Florida under depressionen i 1930’erne. Harrys hårde kamp for tilværelsen står i skarp kontrast til de ”Bevægende og fængslende. Romanen åbner med én skudveksling og når sit klimaks med en anden. Spændingsniveauet er højt gennem hele romanen.”

rige yachtejeres overfladiske bekymringer, og manglen på penge tvinger ham ud i et livsfarligt menneske­ smugleri mellem Florida og Cuba.

TI M ES LITERARY SUP P LEM ENT

At have og ikke have udkom i 1937 og er Hemingways kommentar til livet i USA under depressionen. Roma­ nen indeholder et nyt forord af Bo Tao Michaëlis.

N EW YORK TI M ES

”Spændende som en roman af Stevenson, et evangelium af samme indhold og intensitet, som det, der prædikes i Lawrences Lady Chatterleys elsker.”

At have og ikke have

”At have og ikke have er en slags bagside af F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby. Man romantiserer ikke længere den lovløse, luksuslivet ses fra et andet synspunkt, og den gyldne glamour er forsvundet sammen med det økonomiske boom.”

ERNEST H E M I NG WAY ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en ­ af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.

At have og ikke have

TOM KRISTENSEN

THE GRANGER COLLECTION, NEW YORK

Morgan, som kæmper for at ernære sin familie i Key

H E M I NGWAY

At have og ikke have er fortællingen om fiskeren Harry

At have og ikke have udkom oprindeligt som novellerne ”One Trip Across” i Cosmopolitan Magazine i 1934 og ”The Trademan’s Return” i Esquire Magazine i 1936. At have og ikke have er den eneste af Hemingways romaner, der foregår i USA. I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur.

lindhardtogringhof.dk L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

HEMINGWAY2017_AT_HAVE_OG_IKKE_HAVE_oms.indd 1

14/07/2017 12.54


ERNEST HEMINGWAY

At have og ikke have

PÃ¥ dansk ved Ole Restrup

Lindhardt og Ringhof

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 3

10/07/17 2:45 pm


At have og ikke have er oversat fra amerikansk efter To Have and Have Not Copyright © Hemingway Foreign Rights Trust All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Første amerikanske udgave 1937 Første danske udgave 1937 på Schultz Forlag Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print ISBN: 978-87-11-55551-4 5. udgave, 1. oplag Printed in Latvia, 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 4

10/07/17 3:15 pm


Forord

At være alene viet sammen med andre. Ernest Hemingway, som i manges øjne står som den mest amerikanske af alle amerikanske forfattere, skrev interessant og paradoksalt meget lidt om sit hjemland USA. Forfatterskabets hovedværker: Solen går sin gang, Farvel til våbnene, Hvem ringer klokkerne for og Den gamle mand og havet foregår alle uden for Nordamerika. Naturligvis er der de selvbiografiske Nick Adams-noveller, hvor langt de fleste handler om ungdom og vandreår i Amerika både før og efter Første Verdenskrig. Den udvendige motivkreds og gennemgående tematik i Hemingways værker er amerikanere i udlandet i almindelighed, i Europa i særdeleshed. Mens Hemingway levede, var der mange, som spurgte ham om ud om hans problematiske og muligvis traumatiserende barndom og ungdom i Oak Park i udkanten af Chicago. Han nægtede kategorisk at udtale sig men svor, at han engang selv ville skrive den historie. Om at vokse op i et bigot og bornert 5

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 5

10/07/17 2:45 pm


USA, som han gang på gang enten foragtede eller hadede eller begge dele på samme tid. Det er bemærkelsesværdigt, at USA’s mest berømte forfatter meget tidligt skrev yderst antiamerikansk. Således er der faktisk kun to romaner i hele hans forfatterskab, som foregår i det egentlige USA. I 1925 udgav han Lys og mørk latter, en satirisk novellette, som foregår blandt nogle mænd og kvinder oppe i Michigan. Hemingway indrømmede aldrig, at det reelt var en parodi på forskellige samtidige forfattere, han både beundrede og misundte: Gertrud Stein, James Joyce, John Dos Passos og især vennen og mentoren Sherwood Anderson. Og nok har historien mange hemingwayske træk og en nordamerikansk egn, som også optræder i hans noveller, men den har slet ikke det stilistiske elan og sprog, som siden skulle karakterisere hele hans stil. Hemingways eneste vaskeægte amerikanske roman er og bliver hans tredje roman At have og ikke have (eng. To Have and Have Not). Den foregår i det sydlige Florida, nærmere betegnet Key West, der dengang i 1930’erne endnu ikke var blevet en mondæn rigmandsghetto. Stadigvæk et pittoresk fiskerleje og en rustik flække, hvor de rige og de ikke rige havde fælles kaj og færdedes side om side i gaderne. Dem, der har, og dem, der intet har – ”Have Nots” – for nu enkelt at parafrasere romanens tvetydige titel. Romanen er skrevet i 1936, udkom året efter, men foregår et sted mellem 1934 og 35. Klart efter spiritusforbuddets ophævelse i 1933, hvilket er vigtigt for en historie, som grundlæggende handler om ”bootleggers” – spritsmuglere, som ikke længere har gyldne dage og nu 6

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 6

10/07/17 2:45 pm


kun kan leve af deres smugleri, fordi alkohol stadigvæk er billigere i ferieparadiset Cuba. Samt at fragte diverse folk, immigranter og revolutionære, frem og tilbage mellem det frie USA og det mindre frie Cuba. Hovedpersonen er den 40-årige Harry Morgan, som forsøger at leve nogenlunde ærligt og lovligt ved dels at leje sin båd ud til velhavende lystfiskere, dels sejle illegalt med diverse varer mellem Key West og Havanna. Han er gift med den jævnaldrende Mary, for så vidt et følelsesmæssigt lykkeligt ægteskab, men desværre ramt af de dårlige tider, Depressionen. Samt at Harry ikke er særlig god til at tjene og især administrere penge. Uden at røbe for meget af denne roman, som på mange måder er stykket sammen af nogle noveller, Hemingway skrev for magasinerne Cosmopolitan og Esquire, så er det en meget sort og sinister historie. Den foregriber det, som ti år senere skulle blive til begrebet noir, en krimi, som ender mere skidt end sødt. 1930’erne var både en god og en dårlig tid for Hemingway. Det gode var, at han med sin anden kone, Pauline, havde giftet sig ind i en velhavende men konservativ familie. Med hendes og egne midler fra bogudgivelser havde ægteparret installeret sig i en luksusvilla i Key West. Det dårlige var, at mange af hans venner, beundrere og fans, som i de bundløse, grå 1930’ere var blevet langt mere venstreorienterede end i de glade, brølende 1920’ere, langede hårdt ud efter Hemingway, safarimanden og tyrefægtervennen. Her i årene efter krakket i Wall Street med den efterfølgende globale krise udgiver Hemingway en bog om tyrefægtning og en bog om safari – henholdsvis Døden kommer om ef7

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 7

10/07/17 2:45 pm


termiddagen i 1932 og så Afrikas grønne bjerge i 1935. Hvor antisocialistisk og dekadent kan sådanne emner være? At have og ikke have er et velment og velskrevet forsøg på at imødekomme disse kritikere. Hemingway leverer en samfundskritisk roman om dem, som har og ikke har, i en verden af nød og elendighed. Gennem hele historien går der en latent diskussion om, at enten er enhver sin egen lykkes smed og har modet til at indse og benytte dette grundvilkår. Eller snarere sander undervejs i det moderne samfund, at uden sammenhold og fællesskab går det ikke. Romanen modsiger sig selv i relation til disse to ideologiske deviser. Men det er det sidste som artikuleres tydeligst i slutningen af romanen. At intet menneske er en ø – ord som peger frem mod Hemingways borgerkrigsroman fire år senere: Hvem ringer klokkerne for, hvis titel udspringer af selvsamme digt af John Donne. Lad det ligge. Om romanen er til det liberalistiske enkeltmandscredo eller smyger sig op ad tidens socialrealisme. Læs romanen som et gangstermelodrama. Faktisk skelsættende og skabelongivende som en sag om den lille tapre smågangster oppe imod de store kyniske. Samt drømmen om ligesom Egon Olsen i sin Olsenbande at gøre det endelige kup, som løser alle problemer. At have og ikke have er således en hårdkogt thriller om ære blandt tyve, kynisme blandt kriminelle og det spanske ord for intet, nada, som amen og punktum. Romanens cubanske revolutionære og deres kamp for frihed blev i instruktøren Howard Hawks’ alt andet end solidariske – alligevel kongeniale filmatisering fra 1946 til franske frihedskæmpere oppe imod franske fascister. Humphrey Bogart spillede Harry som en fortsættelse af sin Rick i Casablanca, men 8

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 8

10/07/17 2:45 pm


gestaltede for evigt på alle måder opfattelsen af en (anti) helt a la Hemingway. Den stolte, ærefulde, ensomme ener, som alligevel går ind i kampen om lige ret og retfærdighed for alle. Uden at miste sin egen standhaftige integritet som stædig individualist og evindelig enspænder. Et tvivlende Menneske uden en helstøbt og afklaret mening. Som sagt er At have og ikke have Hemingways mest amerikanske roman. Også med den amerikanske vrangside, at den udtrykker tidens udbredte amerikanske racisme i et land, som engang gik i borgerkrig for at ophæve slaveriet. Her i romanen er Hemingways hele syn på sit hjemlands geografi uomtvisteligt racistisk. Man har forsøgt at undskylde hans mange udfald mod de farvede med, at disse replikker realistisk er lagt i munden på sydstatsmennesker som Harry Morgan og Marie. Sådan talte man i sydstaterne nedsættende om de sorte dengang i 1930’erne. Men anden del er fortalt af en tredjepersonsfortæller, så her dækker undskyldningen ikke. Og går man til Hemingways mange breve, er tendensen klar: Hemingway er desværre et barn af sin tids fordomme både med hensyn til andre etniske grupper og andre religioner end den kristne. Men når det nu er sagt, overskygger dette til syvende og sidst ikke historiens indre tematik med hensyn til Hemingways generelle syn på menneskets eksistentielle situation omkring midtvejs i det 20. århundrede. Paradoksalt menneskeligt at ankomme til verden alene, men også menneskeligt viet sammen med alle andre mennesker. I medgang og modgang – for altid. Bo Tao Michaëlis.

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 9

10/07/17 2:45 pm


AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 10

10/07/17 2:45 pm


Første del

Harry Morgan Forår

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 11

10/07/17 2:45 pm


AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 12

10/07/17 2:45 pm


I

De ved, hvordan der er en tidlig morgen i Havana; tiggerne ligger og sover op mod husenes mure, og isvognene er endnu ikke begyndt at køre med is til barerne. Vi kom gående fra havnen over pladsen til café San Franciscos Perle for at få morgenkaffe, og kun én eneste tigger på hele pladsen var vågen; han stod og drak af springvandet. Men da vi kom ind i cafeen, sad der tre af mændene og ventede på os derinde. Vi satte os. En af dem kom hen til vores bord. „Nå?“ sagde han. „Jeg gør det ikke,“ sagde jeg til ham. „Jeg ville gerne gøre Dem den tjeneste. Men som jeg sagde til Dem i aftes, jeg kan ikke.“ „Jeg vil gerne høre Deres pris.“ „Det er slet ikke det. Jeg vil ikke! Sådan ligger landet.“ De to andre var kommet hen til os; de lod til at være kede af det. De så ganske tiltalende ud, og jeg ville egentlig gerne have gjort dem den tjeneste. „Tusind for hver,“ sagde den af dem, der talte godt engelsk. 13

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 13

10/07/17 2:45 pm


„Nu må De ikke friste mig,“ sagde jeg til ham. „Jeg forsikrer Dem for, jeg kan ikke gøre det.“ „Senere, når sagerne her kommer til at stå lidt anderledes, kan det komme til at betyde en hel del for Dem.“ „Det ved jeg. Jeg sætter stor pris på Dem. Men jeg kan ikke gøre det.“ „Hvorfor ikke?“ „Jeg tjener mit brød med min båd. Hvis jeg mister den, mister jeg min levevej.“ „De kan købe Dem en ny båd for pengene.“ „Ikke, hvis jeg er i fængsel.“ De troede sikkert, at jeg kunne overtales, for han blev ved. „De ville modtage tre tusind dollars for det, og det kan komme til at betyde en hel del for Dem senere hen. Disse tilstande varer selvfølgelig ikke ved.“ „Hør engang,“ sagde jeg. „Jeg er ligeglad, hvem der er præsident her. Men jeg fragter ikke noget over til Staterne, som kan tale.“ „Tror De, at vi ville sladre?“ spurgte en af dem; han havde ikke sagt noget før. Han var vred. „Jeg sagde noget, som kan tale.“ „Tror De, vi er ‘lenguas largas’?“ „Nej.“ „Ved De, hvad en ‘lengua larga’ er?“ „Ja, én, der har en lang tunge.“ „Ved De, hvad vi gør med den slags folk?“ „Nu ingen grovheder!“ sagde jeg. „Det er Dem, der er kommet til mig. Jeg har ikke bedt Dem om noget.“ „Hold mund, Pancho!“ sagde ham, som hidtil havde ført ordet, til den vrede. 14

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 14

10/07/17 2:45 pm


„Han sagde, at vi ville sladre,“ sagde Pancho. „Hør nu her,“ sagde jeg. „Jeg sagde til Dem, at jeg ikke ville fragte noget som helst, der kan tale. Spiritus kan ikke tale. Kurveflasker kan ikke tale. Der er andre ting, der heller ikke kan tale. Mænd kan tale.“ „Kan kinesere tale?“ spurgte Pancho. Han var stadig rasende. „Det kan de, men jeg kan ikke forstå, hvad de siger,“ svarede jeg. „De vil altså ikke?“ „Som jeg sagde Dem i aftes: Jeg kan ikke.“ „Men De sladrer ikke?“ sagde Pancho. Den omstændighed, at der var noget, han ikke rigtig havde forstået, gjorde ham rasende. Jeg tror også, det til en vis grad var skuffelse. Jeg svarede ham overhovedet ikke. „De er ikke en ‘lengua larga’, vel?“ spurgte han truende. „Det tænker jeg ikke.“ „Hvad skal det sige? Er det en trussel?“ „Hør nu her,“ sagde jeg. „De skal ikke være grov så tidligt på morgenstunden. Jeg tror gerne, De har skåret halsen over på masser af mennesker, men jeg har ikke fået min kaffe endnu.“ „Nå, så De tror, jeg har skåret halsen over på mange mennesker?“ „Ja,“ sagde jeg. „Men det er mig revnende ligegyldigt. Kan De ikke snakke forretning uden at blive gal i hovedet?“ „Jeg er gal i hovedet nu,“ sagde han. „Jeg kunne have lyst til at slå Dem ihjel.“ „For fanden,“ sagde jeg til ham. „De taler for meget.“ 15

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 15

10/07/17 2:45 pm


„Kom nu, Pancho!“ sagde den første. Så vendte han sig om til mig: „Det er jeg ked af. Jeg ville ønske, De ville ombestemme Dem.“ „Jeg beklager også, men jeg kan ikke gøre det.“ De gik alle tre hen imod døren, og jeg så efter dem. Det var pæne unge mænd, velklædte; der var ingen af dem, der havde hat på. De så ud, som om de svømmede i penge; i al fald talte de forfærdelig meget om penge, og de talte engelsk på den måde, velhavende cubanere plejer. De to af dem så ud til at være brødre; den tredje, Pancho, var lidt højere, men ellers af samme, drengeagtige type: slank, velsiddende tøj og pomadiseret hår. Jeg tror egentlig ikke, han var så ondskabsfuld, som man kunne tro, når han talte. Han var sikkert temmelig nervøs. Da de gik ud ad døren og drejede til højre, så jeg en lukket bil komme tværs over pladsen hen imod dem. I samme sekund knustes en af de store ruder, og en kugle susede ind imellem de mange udstillede flasker på hylderne bag baren til højre. Jeg hørte revolveren knalde videre, og – svup-svup-svup – knustes flaskerne langs hele væggen. Jeg sprang om bag baren til venstre og kunne herfra følge begivenhederne ved at kikke over kanten. Bilen var standset, og to mænd kastede sig ned ved siden af den. Den ene havde et Thompson-gevær, den anden en svær automatpistol. Manden med Thompson-geværet var neger. Den anden havde en hvid chauffør-overall på. Den ene af de unge mennesker lå, så lang han var, med ansigtet mod jorden, lige uden for det store vindue, som var blevet knust. De to andre var i dækning bag en af de store isvogne med Tropical-øl; den holdt foran indgangen til Cunard-baren ved siden af. Den ene af isvognens 16

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 16

10/07/17 2:45 pm


heste lå på jorden og sparkede i seletøjet; den anden kastede med hovedet til den modsatte side. En af de unge mænd skød fra det bageste hjørne af vognen, og kuglen rikochetterede hen ad fortovet. Negeren med Tommy-geværet lagde hovedet helt ned mod kørebanen, tog sigte og affyrede en serie skud mod bagsiden af vognen med det resultat, at en anden af de unge mænd blev ramt; han faldt bagover, ind mod fortovet, så hovedet ramte rendestenskanten. Han faldt som en sæk og pressede begge hænder mod hovedet; chaufføren skød på ham med pistolen, mens negeren satte et nyt magasin i; det blev mange skud. Man kunne se skudmærker efter projektilerne ned langs hele fortovet; de lignede sølvklatter. Den sidste af de unge mænd trak ham, der var blevet ramt, i benene ind i dækning bag vognen, og jeg så negeren igen lægge hovedet ned mod brostenene for atter at fyre. Så så jeg min ven Pancho komme frem fra hjørnet på vognen, dækket bag den af hestene, der endnu stod op. Derpå trådte han frem foran hesten; hans ansigt var gråt som et skident lagen, og han sigtede på chaufføren med den svære Luger-pistol, han havde i hånden; han brugte begge hænder for at holde den i ro. Han skød to gange hen over negerens hoved; første gang ramte han, anden gang skød han for lavt. Han ramte et af dækkene på bilen; jeg kunne se støvet stå som en stråle op fra gaden, idet luften strømmede ud; og på tre meters afstand skød negeren ham i maven med Thompson-geværet; det må have været de sidste skud, der var i det, for jeg så ham kaste det fra sig; min ven Pancho satte sig tungt på enden og faldt så forover. Han 17

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 17

10/07/17 2:45 pm


prøvede på at rejse sig; Luger-pistolen holdt han stadig i hånden, men han kunne ikke løfte hovedet; så tog negeren den pistol, der lå ved siden af chaufføren op mod bilens hjul, og skød hele den ene side af hovedet væk. En barsk neger! Jeg tog hurtigt en slurk af den nærmeste åbne flaske inden for min rækkevidde, og den dag i dag har jeg ikke anelse om, hvad der var i den. Hele historien havde gjort mig temmelig ilde til mode. Jeg listede mig ud langs bagsiden af baren, ud gennem køkkenet og ud af huset ad en bagdør. Jeg gik i en stor bue, da jeg kom ud på pladsen, uden så meget som at se over i retning af den klynge, der hurtigt havde samlet sig foran cafeen, skyndte mig gennem porten ud til havnen og kom om bord. Den mand, der havde chartret båden, sad om bord og ventede. Jeg fortalte ham, hvad der var sket. „Hvor er Eddy?“ spurgte denne Johnson, som havde hyret os alle sammen, mig. „Jeg så ham ikke fra det øjeblik, skyderiet begyndte.“ „Tror De, han blev ramt?“ „Han gjorde pokker. Jeg garanterer Dem for, at de eneste skud, der kom ind i cafeen, havnede i hylderne. Det var, da vognen kom bag på dem … i det øjeblik de skød den første af de unge mænd lige foran vinduet. Bilen kom svingende sådan …“ „De lader til at være satans sikker i Deres sag,“ sagde han. „Jeg overværede det,“ svarede jeg. Da jeg kom til at se op, fik jeg øje på Eddy, der kom slentrende langs kajen, endnu mere lang og slatten end ellers. Han gik, som om han var skruet forkert sammen i alle leddene. 18

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 18

10/07/17 2:45 pm


„Der er han.“ Eddy så ikke godt ud. Han så aldrig særlig godt ud tidligt om morgenen; men nu så han usædvanlig slem ud. „Hvor blev du af ?“ spurgte jeg. „Lå på gulvet.“ „Så De det?“ spurgte Johnson. „Tal ikke om det, mr. Johnson,“ sagde Eddy. „Jeg bliver syg bare ved tanken.“ „De må hellere få en opstrammer,“ sagde Johnson til ham. Så sagde han til mig: „Nå, skal vi af sted?“ „Det kommer an på Dem.“ „Hvordan bliver vejret i dag?“ „Omtrent som i går. Måske lidt bedre.“ „Så lad os tage ud.“ „Javel; så snart maddingen kommer.“ Vi havde været på fiskeri ude i strømmen med denne fyr en tre ugers tid, og endnu havde jeg ikke set en cent af hans penge ud over de hundrede dollars, han gav mig til at betale konsulen, sørge for de nødvendige papirer, noget proviant og den benzin, vi måtte have med, inden vi lagde ud. Jeg skulle sørge for alt. Han havde hyret båden for femogtredive dollars om dagen. Han sov på et hotel og kom om bord hver morgen. Det var Eddy, der havde sat mig i forbindelse med ham. Jeg gav ham fire dollars om dagen. „Jeg må fylde benzin på,“ sagde jeg til Johnson. „Udmærket.“ „Jeg må have nogle penge til det.“ „Hvor mange?“ „Otteogtyve cent for en gallon. Og det bliver mindst fyrre gallons. Det vil sige elleve dollars og tyve.“ 19

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 19

10/07/17 2:45 pm


Han gav mig femten dollars. „Skal jeg bruge resten til øl og is?“ spurgte jeg. „Ja, det var storartet,“ sagde han. „Ellers kan det gå af på det, jeg skylder Dem.“ Jeg syntes, at tre uger var temmelig lang tid; endnu havde han ikke betalt noget, men hvis han var god nok for beløbet, kunne det være mig lige meget. Ifølge kontrakten skulle han have betalt pr. uge. Men i andre tilfælde har jeg givet kredit en måned og alligevel fået pengene. Det var min egen skyld, men jeg kunne bedst lide, at folk fik et resultat først. Det var kun det sidste par dage, jeg var blevet nervøs for ham, men jeg ville helst undgå at sige noget, for at han ikke skulle blive gnaven på mig. Hvis han var god for beløbet, så jo længere, jo bedre! „Vil De have en øl,“ spurgte han og lukkede kassen op. „Nej tak.“ I dette øjeblik kom den neger, vi havde til at sørge for maddingen, og vi kastede los og stod ud af havnen; negeren satte et par makrel på krog; han trak krogen gennem munden på dem, ud gennem gællerne, skar hul i siden på dyrene og stak krogen gennem hullet ud på den anden side, bandt munden til igen om snøren og fæstnede krogen således, at der ikke var mulighed for, at den kunne gå løs; nu ville maddingen glide glat gennem vandet uden at hvirvle rundt. Det var en rigtig neger, flot og sort, med blå lykkeperler om halsen under skjorten og en gammel stråhat på hovedet. Hans yndlingsbeskæftigelse om bord var at sove og læse aviser. Men han var flink til at sætte madding på, og han kunne rappe sig. „Kan De ikke sætte madding på lige så godt, skipper?“ spurgte Johnson. 20

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 20

10/07/17 2:45 pm


„Jo.“ „Hvorfor skal De så have en neger til at gøre det?“ „Det vil De blive klar over, når de store fisk bider, og jagten begynder,“ svarede jeg. „Hvad skal det sige?“ „Negeren kan gøre det betydeligt hurtigere end jeg.“ „Kan Eddy ikke gøre det?“ „Nej.“ „Jeg synes, det er en unødvendig udgift for mig.“ Han gav negeren en dollar om dagen, og negeren havde været på sjov hver eneste nat. Jeg kunne se, at han allerede var ved at blive træt. „Vi kan ikke undvære ham,“ sagde jeg. Nu var vi kommet forbi fiskeskuderne og deres hyttefade, der lå fortøjet ud for Cabañas, og forbi prammene, der lå ved Morro og fiskede efter fårefisk på klippebunden, og jeg satte kursen udad imod den mørke stribe, der viste, hvor strømmen gik. Eddy lod de to store blink gå ud, og negeren havde sat madding på tre stænger. Strømmen gik næsten helt ind, hvor loddet kunne nå bund. Da vi kom ud i den, i kanten af den, kunne vi se, hvor den brusede af sted, næsten purpurfarvet, med regulære hvirvler. Det friskede op med en svag østlig kuling, og vi fik masser af flyvefisk ind på dækket, af de store med sorte vinger; de ligner billedet af Lindbergh på vej over Atlanterhavet, når de springer. De store flyvefisk er det sikreste symptom, der gives. Så vidt øjet rakte, var der små klatter bleggul sargassotang, der viste, at hovedstrømmen gik denne vej; en flok fugle hang oppe i luften og slog af og til ned i en stime 21

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 21

10/07/17 2:45 pm


små tunfisk. Man kunne se fiskene, når de sprang; de var ganske små og vejede ca. ét kilo stykket. „Nu kan De begynde, når det skal være,“ sagde jeg til Johnson. Han spændte bæltet om sig, fik fat i fiskegrejerne og stak den store fiskestang med Hardy-hjulet ud med seks hundrede meter line. Jeg så agterud; maddingen var, hvor den skulle være; den dansede lige i bølgetoppene, og de to blink hoppede ind og ud af bølgerne. Vi havde lige den rigtige fart, og jeg styrede båden ind i ­strømmen. „Sæt enden af stangen ned i stolens stativ,“ sagde jeg til ham. „Så bliver stangen ikke så tung. Slå bremsen fra, så De kan give linen ud, når De får bid. Hvis en fisk bider, mens bremsen er for, bliver De halet over bord.“ Hver dag måtte jeg sige det samme til ham, men det tog jeg mig ikke nær. Der er måske én af halvtreds, som har begreb om at fiske. Og hvis der så endelig er en, der ved, hvordan han skal bære sig ad, er han så vigtig, at han absolut skal bruge en line, der ikke er stærk nok, hvis blot en nogenlunde stor fisk bider på. „Hvordan ser vejret ud?“ spurgte han. „Det kunne ikke være bedre,“ svarede jeg. Det var ualmindelig godt. Jeg lod negeren tage roret og gav ham besked om at holde båden i kanten af strømmen med kurs mod øst; jeg gik selv agterud; her sad Johnson og holdt øje med maddingen, der dansede i vandskorpen. „Skal jeg ikke sætte en line til ud?“ spurgte jeg. „Det synes jeg ikke,“ sagde han. „Jeg vil selv fange mine fisk, slås med dem og hale dem ind ganske alene.“ 22

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 22

10/07/17 2:45 pm


„Udmærket,“ sagde jeg. „Men Eddy kunne jo kaste den ud og række den til Dem, hvis der bliver bid, så De selv kan sætte krogen fast i fisken?“ „Nej,“ sagde han. „Jeg foretrækker at nøjes med én ad gangen.“ „Godt.“ Negeren styrede stadig udad, og jeg så, at han havde opdaget en lille stime flyvefisk et stykke forude midt i strømmen. Agterude kunne jeg se Havana ligge i solskinnet; et skib var på vej ud af havnen og lå i dette øjeblik ud for ­Morro-fortet. „Jeg tror, De får lejlighed til at prøve Deres kræfter i dag, mr. Johnson,“ sagde jeg. „Det er også på tide,“ sagde han. „Hvor længe har vi været ude?“ „Tre uger i dag.“ „Det var ikke så lidt.“ „Det er nogle pudsige fisk,“ sagde jeg til ham. „Her er ikke en eneste, før stimen kommer. Men når den så kommer, er der i massevis. Og de kommer altid. Hvis de ikke kommer nu, kommer de aldrig. Månen er, som den skal være; der er god strøm, og vi får frisk vind.“ „De små fisk var der da i al fald, da vi kom.“ „Ja,“ sagde jeg. „Som jeg sagde til Dem: De små bliver færre og færre og holder helt op, inden de store kommer.“ „I skippere kører også altid på den samme remse. Enten er det for tidligt eller for sent, eller vinden er ikke god, eller månen er ikke gunstig. Men jeres penge, dem skal I nok huske.“ „Ja,“ sagde jeg, „det forbandede ved det hele er, at det i reglen er for tidligt eller for sent, og tit og mange gange 23

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 23

10/07/17 2:45 pm


er vinden ugunstig. Og når der så endelig kommer en dag, der er helt, som den skal være, sidder man på land uden passagerer.“ „Men De tror altså, det bliver godt i dag?“ „Ja,“ sagde jeg; „for mit eget vedkommende har jeg oplevet tilstrækkeligt i dag. Men jeg tør garantere for, at De får noget at gøre.“ „Det håber jeg også,“ sagde han. Nu fiskede vi på dørg. Eddy gik forud og lagde sig. Jeg blev stående og holdt udkik med, om der skulle vise sig en halefinne. Hvad øjeblik det skulle være, kunne vi risikere, at negeren døsede hen, så jeg måtte have et øje på ham også. Han kedede sig sikkert ikke om natten. „Gider De lange mig en flaske øl, skipper?“ bad Johnson. „Javel,“ sagde jeg og gravede i isen for at få fat i en, der var kold. „Skal De ikke selv have en?“ spurgte han. „Nej tak,“ sagde jeg. „Jeg vil hellere vente til i aften.“ Jeg lukkede flasken op og rakte den over imod ham, da jeg så en vældig brun kammerat med et sværd, længere end en mands arm, stikke hovedet og forparti op af vandet og kaste sig over makrellen. Fisken var så tyk som en træstamme. „Lad linen løbe!“ vrælede jeg. „Den fik ikke fat i den,“ sagde Johnson. „Hold så bare fast.“ Dyret var dukket op dybt nede fra og havde snappet ved siden af. Jeg vidste, at det ville vende om og komme igen. „Vær parat til at give line ud i det øjeblik, den snapper maddingen.“ 24

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 24

10/07/17 2:45 pm


Så så jeg den komme under vandet agterfra. Man kunne se de udspilede finner, der lignede purpurfarvede vinger, og purpurstriberne hen over det brune. Den kom farende som en undervandsbåd: Rygfinnen dukkede frem, og man kunne se den skære gennem vandet. Nu var den lige foran maddingen, og også sværdet kom op, svajende fra den ene side til den anden, helt klar af vandet. „Lad maddingen først komme ned i munden på den,“ sagde jeg. Johnson tog hånden fra hjulets håndtag, og linen begyndte at suse ud med en hvislende lyd; den gamle marlin gjorde omkring og søgte til bunds, og jeg så den i dens fulde længde, skinnende som sølv, idet den vendte bredsiden til og satte kursen næsten stik mod land. „Brems ganske lidt,“ sagde jeg. „Ikke for meget!“ Han gav bremsen nogle omgange. „Endelig ikke for meget,“ sagde jeg. Jeg så linen slappes. „Nu helt for og træk til,“ sagde jeg. „Gi’ den, hvad den har godt af, og træk til! Nu vil den prøve at rive sig løs.“ Johnson skruede bremsen for og trak til med stangen. „Hæng i!“ sagde jeg til ham. „De må sørge for, at krogen får ordentlig fat. Træk til en halv snes gange.“ Han trak hårdt til et par gange endnu; så bøjede stangen sig næsten sammen under vægten, og det begyndte at hvine i hjulet, og op fløj fisken – bang – i et langt, stift spring; undersiden blinkede som sølv i sollyset; det gav et plask, som om man smed en hest i vandet fra en høj skrænt. „Slå bremsen fra,“ sagde jeg. „Den er væk,“ sagde Johnson. „Den er fanden, er den,“ sagde jeg. „Slå den bremse fra, men lidt villigt!“ 25

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 25

10/07/17 2:45 pm


Jeg kunne se, hvor linen buede, og næste gang, fisken sprang, var den agterude og satte kursen ud mod det åbne hav. Så kom den igen til syne og piskede vandet til hvidt skum. Jeg kunne se, at krogen havde fået fat i den ene side af munden. Striberne sås ganske tydeligt på den. Det var en flot fisk, glimtende som sølv, med purpurstriber, og af tykkelse som en svær træstamme. „Den er væk,“ sagde Johnson. Linen hang slapt. „Hal ind på linen,“ sagde jeg. „Krogen sidder godt nok. Fremad, alt hvad maskinen kan trække!“ råbte jeg til negeren. Så skød den op af vandet én gang, to gange, så stiv som en pind, og sprang i sin fulde længde lige ind imod os, og vandet stod i vejret, hver gang den landede på overfladen. Linen strammedes, og jeg kunne se, at den satte kursen indad igen, og jeg kunne se, at den drejede. „Nu begynder jagten,“ sagde jeg. „Hvis den prøver på at løbe krogen ud, skal jeg jage den. De må ikke bremse for meget. Der er masser af line.“ Den store marlin satte nu kursen mod nordvest, som alle store fisk plejer at gøre, og du gladeste verden, hvor den prøvede at løbe krogen ud! Den begyndte med at fare af sted i lange spring, og hver gang stod vandet op efter den som efter en hurtiggående motorbåd. Vi efter den, og vi holdt afstanden, da jeg først havde fået drejet. Jeg stod ved rattet; jeg vrælede til Johnson om kun at bremse let og være hurtig med at rulle linen op. Pludselig kunne jeg se det give et ryk i stangen, og linen slappedes. Man ville ikke have lagt mærke til, at linen slappedes, hvis man ikke vidste meget nøje besked; vægten af linen, der 26

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 26

10/07/17 2:45 pm


var nede i vandet, øvede et anseligt træk. Men jeg var klar over det. „Den er væk,“ sagde jeg til Johnson. Fisken sprang stadig og blev ved med at springe, til den var ude af syne. Det var en flot fisk. „Jeg kan stadig mærke, at den trækker,“ sagde Johnson. „Det er vægten af linen.“ „Jeg kunne næsten ikke rulle den op. Måske er den død.“ „Kan De ikke se?“ sagde jeg. „Den springer af sted, alt hvad den kan.“ Man kunne se dyret en halv sømil forude; der stod kaskader af vand op om det. Jeg undersøgte hjulet. Han havde slået bremsen helt for. Det var umuligt at trække linen ud af rullen. Den måtte knække. „Sagde jeg ikke til Dem, at De kun måtte bremse ganske svagt?“ „Men den blev ved at tage line.“ „Ja, og hvad så?“ „Så bremsede jeg den.“ „Hør engang,“ sagde jeg til ham. „Hvis De ikke lader fiskene løbe linen ud, når de farer af sted på den måde, så knækker den. Der eksisterer ikke den line, der er i stand til at holde dem. Når dyrene vil have line, så må de have den. Bremsningen skal være ganske let. Selv dygtige fiskere tør i sådanne tilfælde ikke stramme linen, selv med en harpunline. Det, det drejer sig om, er at bruge båden, så længe jagten varer, sådan at fiskene ikke får trukket hele linen ud, mens de prøver på at stikke af. Når 27

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 27

10/07/17 2:45 pm


de holder op med at fare af sted, prøver de på at dykke til bunds, så kan man skrue bremsen fast og vinde linen op.“ „Det vil altså sige, at hvis linen ikke var knækket, så havde jeg fanget den?“ „Der havde været en chance for det.“ „Den kunne ikke være blevet ved, vel?“ „Den kunne have gjort masser af andre ting. Det er først, når den har løbet sig træt, at den egentlige sport begynder.“ „Nå, lad os så fange en anden,“ sagde han. „De må have linen ind først,“ svarede jeg. Vi havde fået den første fisk på krogen og mistet den igen uden at vække Eddy. Nu kom vores gamle ven agterud. „Hvad er der i vejen,“ spurgte han. Eddy havde engang været en god mand at have om bord på en båd, inden han slog sig på flasken, men nu duede han ikke til noget mere. Jeg så på ham, som han stod dér, høj og hulkindet, med halvåben mund og søvn i øjenkrogene; hans hår var helt afbleget af solen. Jeg vidste, at når han vågnede, var hans eneste tanke at få noget at drikke. „Du skulle hellere tage dig en øl,“ sagde jeg til ham. Han tog en af kassen og tømte den. „Ja, mr. Johnson,“ sagde han, „nu må jeg vist hellere blive færdig med min lille lur. Tusind tak for øllet!“ Den Eddy. Fiskene interesserede ham ikke. Nå, vi fik en ny på krogen ved middagstid; den smuttede af. Man kunne se krogen flyve ti meter gennem luften, da den rev den ud. 28

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 28

10/07/17 2:45 pm


„Hvad gjorde jeg forkert denne gang?“ spurgte Johnson. „Ingenting,“ svarede jeg. „Hændeligt uheld.“ „Mr. Johnson,“ sagde Eddy, som vågnede for at gå løs på den næste øl, „mr. Johnson, det var bare et uheld. Så er De nok mere heldig hos kvinderne. Mr. Johnson, hvad siger De til, om vi to gik ud sammen i aften?“ Så gik han hen og lagde sig igen. Ved firetiden, da vi nærmede os kysten og gik mod strømmen … vandet brusede bag os som i en vandmølle, og vi havde solen i ryggen … slugte den største sorte marlin, jeg i mit liv har set, Johnsons madding. Vi havde haft et par snører ude med flue og fanget fire små tunfisk, og negeren havde sat en af dem på krogen som madding. Den sank ret langt ned i vandet, men den plaskede godt i kølvandet. Johnson havde spændt seletøjet til stangen af, så han kunne lægge den over knæene; han var træt i armen af at holde den i den rigtige stilling hele tiden. Og da han var blevet træt i fingrene af at holde fast i hjulets urolige håndtag … vægten af den store madding var ret betydelig … kneb han ganske simpelt bremsen til, uden at jeg så det. Jeg havde ingen anelse om, at han havde gjort det. Jeg kunne ikke lide at se ham holde stangen på den måde, men det var mig meget imod stadig at skulle rette på ham. Når bremsen ikke var knebet til, var der jo desuden ingen fare; linen ville bare løbe ud. Men det var en sjusket måde at fiske på. Jeg stod ved rattet og holdt båden i kanten af strømmen ud for den gamle cementfabrik, hvor der er dybt ganske tæt ved kysten, og hvor strømmen laver en slags 29

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 29

10/07/17 2:45 pm


hvirvler, hvor der altid er masser af småfisk. Jeg hørte et plask som af en eksploderende undersøisk mine, og fik øje på sværdet, øjet, den åbne underkæbe og det kolossale, lillasorte hoved af en sort marlin. Hele rygfinnen ragede op over vandet som et fuldrigget skib, og hele den leformede hale var oppe, da den for løs på tunfisken. Næbet havde samme tykkelse som et baseballbat og skrånede opad, og idet fisken kastede sig over maddingen, åbnede der sig et stort hul i oceanet. Dyrets farve var ensartet lillasort, og det havde øjne som suppeterriner. Et kolossalt dyr. Det vejede nok et tusind pund. Jeg ville råbe til Johnson om at give dyret mere line, men inden jeg kunne få sagt et ord, så jeg Johnson flyve op i luften, som blev han svunget op af stolen med en kran; et sekund klamrede han sig til stangen, og stangen bøjede sig som en bue; derpå ramte dens nederste ende ham i maven, og alle grejerne gik over bord. Han havde bremset helt til, og da fisken bed på, vippede den Johnson op af stolen, og han kunne ikke holde den. Han havde trukket den nederste tykke ende af stangen ind under det ene ben og lagt stangen over det andet knæ. Hvis han havde haft seletøjet på, ville han selv være gået samme vej som grejerne. Jeg stoppede maskinen og gik agterud. Han sad og holdt sig på maven der, hvor stangen havde ramt ham. „Jeg tror, vi har fået nok i dag,“ sagde jeg. „Hvad var det for et dyr?“ spurgte han. „En sort marlin,“ sagde jeg. „Hvordan gik det til?“ „Er De ikke klar over det?“ sagde jeg. „Hjulet har kostet to hundrede og halvtreds dollars. Nu koster det end30

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 30

10/07/17 2:45 pm


da mere. Stangen står mig i femogfyrre. Og der var lige ved seks hundrede meter line ude.“ I dette øjeblik slog Eddy ham på skulderen. „Mr. Johnson,“ sagde han, „det var bare et uheld. Jeg har aldrig før været ude for noget lignende.“ „Hold mund, din drukkenbolt,“ sagde jeg til ham. „Jeg forsikrer Dem for, mr. Johnson,“ sagde Eddy, „det er det mærkeligste, jeg nogen sinde har oplevet.“ „Hvad ville De have, jeg skulle gøre, når jeg fik sådan en fisk på krogen?“ spurgte Johnson. „Det kommer af, at De absolut ville være helt alene om det,“ sagde jeg. Jeg var gal i hovedet. „De er for kolossale, de fisk,“ sagde Johnson. „Det er et rent hestearbejde.“ „Nu skal jeg sige Dem noget,“ sagde jeg. „En fisk som denne her kunne have kostet Dem livet.“ „Folk fanger dem dog.“ „Folk, der kan fiske, fanger dem. Men De må ikke tro, at de derfor ikke gør et hestearbejde for det.“ „Jeg har set et billede af en ganske ung pige, der havde fanget en.“ „Det er rigtigt,“ sagde jeg. „Fiskeri fra en stilleliggende båd. Den slugte maddingen, så maven blev revet op, og dyret kom dødt op til overfladen. Men jeg taler om at få dem hjem, når krogen sidder i munden.“ „Nej,“ sagde Johnson, „de er for store. Hvis det ikke er fornøjeligt, hvorfor skal man så gøre det?“ „Det har De ret i, mr. Johnson,“ sagde Eddy. „Hvis det ikke er fornøjeligt, hvorfor skal man så gøre det? Der ramte De skam hovedet på sømmet, mr. Johnson. Hvis det ikke er fornøjeligt, hvorfor skal man så gøre det?“ 31

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 31

10/07/17 2:45 pm


Jeg var endnu ganske mat efter synet af den store fisk og følte mig helt syg over tabet af grejerne; jeg kunne ikke holde ud at høre på dem. Jeg gav negeren ordre til at sætte kursen mod Morro. Jeg sagde ikke noget til nogen af dem; Eddy sad i den ene af stolene med en flaske øl og Johnson med en anden. „Skipper,“ sagde han lidt efter til mig, „kan De ikke lave mig en grog?“ Jeg bryggede en til ham uden at sige noget, og så lavede jeg en stiv en til mig selv. Jeg tænkte ved mig selv: Denne Johnson har fisket i femten dage; endelig får han en fisk på krogen, som enhver fisker ville give et år af sit liv for at få fat i; fisken stikker af fra ham, mine gode grejer smider han over bord, gør sig selv til nar og sidder så her, smilende og velfornøjet, og drikker med en fulderik. Da vi nåede ind til kajen, og negeren stod og ventede, spurgte jeg: „Hvad med i morgen?“ „Jeg synes det ikke,“ sagde Johnson. „Jeg tror, jeg har fået nok af denne her slags fiskeri.“ „Vil De så betale negeren?“ „Hvor meget skylder jeg ham?“ „Én dollar. Og De kan give ham lidt drikkepenge, hvis De synes det.“ Johnson gav negeren en dollar og to cubanske tyvecentsstykker. „Hvad er de til?“ spurgte negeren og viste mig mønterne. „Drikkepenge,“ forklarede jeg på spansk. „Du er færdig. De er fra ham.“ „Skal jeg ikke komme i morgen?“ „Nej.“ 32

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 32

10/07/17 2:45 pm


Negeren tog sit nøgle sejlgarn, som han havde brugt til at binde maddingen på med, og sine solbriller, satte stråhatten på hovedet og gik sin vej uden at sige farvel. Han var neger, og vi ragede ham egentlig en fjer. „Hvornår ønsker De at gøre op, mr. Johnson?“ spurgte jeg. „Jeg skal gå i banken i morgen,“ sagde Johnson. „Vi kan gøre op i morgen eftermiddag.“ „Er De klar over, hvor mange dage det bliver?“ „Femten.“ „Nej. Med i dag bliver det seksten, og én dag hver vej giver atten. Og så er der stangen med hjul og line fra i dag.“ „Udrustningen vedkommer ikke mig.“ „Jo, når De sætter den til på den måde.“ „Jeg har betalt leje af den hver eneste dag. Det må blive Deres risiko.“ „Nej,“ svarede jeg. „Hvis en fisk havde ødelagt den, uden at man kunne bebrejde Dem noget, ville det have været en anden sag. De har mistet det hele ved ren og skær skødesløshed.“ „Fisken trak det ud af hænderne på mig.“ „Fordi De havde bremset til og ikke havde stangen i stativet.“ „De kan ikke rejse noget juridisk krav på det.“ „Hvis De lejer en bil og kører den ud over en skrænt, tror De så ikke, De må betale for den?“ „Ikke, hvis jeg selv sad i den,“ sagde Johnson. „Den var god, mr. Johnson,“ sagde Eddy. „Kan du ikke forstå den, skipper? Hvis han sad i den, ville han blive dræbt. Og så behøvede han ikke at betale. Den er go’.“ 33

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 33

10/07/17 2:45 pm


Jeg lod, som om jeg ikke hørte, hvad han sagde. „De skylder mig to hundrede og femoghalvfems dollars for stang, hjul og line,“ sagde jeg til Johnson. „Det passer nu ikke,“ sagde han. „Men når De ser sådan på det, skal vi så ikke slå halv skade?“ „Jeg kan ikke få nyt udstyr for under tre hundrede og tres. De bliver ovenikøbet fri for at betale for linen. Sådan en fisk kunne trække hele linen ud og løbe med den, uden at det behøver at være Deres skyld. Hvis her havde været enhver som helst anden end denne drukkenbolt, ville De få at vide, at jeg behandler Dem pænt. Jeg ved godt, at det her ser ud som en forfærdelig bunke penge, men det var også en ganske pæn sum, da jeg købte grejerne. Man kan ikke fange den slags fisk uden det bedste udstyr, der kan fås for penge.“ „Mr. Johnson, han siger, at jeg er en drukkenbolt. Det er jeg måske også. Men jeg forsikrer Dem for, at han har ret. Han handler ret og rimeligt,“ påstod Eddy. „Jeg ønsker ikke at gøre vrøvl,“ sagde Johnson til sidst. „Jeg skal nok betale det hele, selv om jeg ikke kan indse, at der er nogen grund til det. Det bliver atten dage a femogtredive dollars og to hundrede og femoghalvfems ekstra.“ „Jeg har fået hundrede,“ sagde jeg til ham. „Jeg skal give Dem en liste over, hvad jeg har brugt; så skal jeg trække den proviant fra, der er tilbage. Det, som er tilovers af Deres konserves og drikkevarer, lader vi gå af på regnskabet.“ „Det lyder meget fornuftigt,“ sagde Johnson. „Hør engang, mr. Johnson,“ sagde Eddy. „Hvis De vidste, hvad fremmede ellers må give nogle skippere, ville 34

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 34

10/07/17 2:45 pm


De forstå, at det her er en yderst rimelig behandling. Skal jeg sige Dem noget? Den er ganske enestående. Skipperen behandler Dem, som om De kunne være hans egen mor.“ „Jeg går i banken i morgen og kommer ned i løbet af eftermiddagen. Så tager jeg med damperen tilbage i overmorgen.“ „De kan tage tilbage med os, så sparer De billetten.“ „Nej tak,“ sagde han; „jeg sparer tid, når jeg tager med damperen.“ „Udmærket,“ sagde jeg. „Hvad siger De til en grog?“ „Glimrende,“ sagde Johnson. „Er vi så gode venner igen, hva’?“ „Ja,“ svarede jeg. Så satte vi os alle tre agterude og drak en grog sammen. Den følgende dag gik jeg båden grundigt igennem, skiftede olie og forskellige andre ting. Ved tolvtiden gik jeg op i byen og spiste i en kineser-beværtning, hvor man får en udmærket middag for fyrre cent; så købte jeg et par ting med hjem til min kone og vores tre pigebørn. Lidt parfume, et par vifter og tre af de store nakkekamme. Da jeg var færdig, faldt jeg indenfor hos Donovan og fik mig en øl og snakkede lidt med den gamle; så gik jeg nedad mod San Francisco-kajen, var inde et par steder på vejen og fik efterhånden en tre–fire øller. Jeg spenderede et par på Frankie i Cunard Bar og kom om bord i svært godt humør. Jeg havde da nøjagtig fyrre cent tilbage. Frankie kom om bord sammen med mig, og mens vi sad og ventede på Johnson, drak jeg sammen med Frankie et par af de kolde øller, der lå på is i kassen. Eddy havde ikke vist sig hele natten, og heller ikke i løbet af formiddagen så jeg noget til ham, men jeg vidste, at 35

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 35

10/07/17 2:45 pm


han ville tone frem før eller senere, når han ikke kunne få mere på kridt. Donovan havde fortalt mig, at han havde været inde hos ham et øjeblik den foregående aften sammen med Johnson, og Eddy havde ladet dem skrive for det hele. Vi ventede og ventede, og jeg begyndte at spekulere på, om Johnson overhovedet kom. Jeg havde lagt besked i havnen om, at de skulle bede ham gå om bord og vente på mig; men de sagde, at han slet ikke havde været der. Nå, jeg tænkte på, at han havde været længe oppe og rimeligvis ikke stod op før middagstid. Der var åbent i bankerne til halv fire. Vi så ruteflyveren starte, og ved halvsekstiden var det forbi med mit gode humør, og jeg begyndte at blive gal i hovedet. Da klokken blev seks, sendte jeg Frankie op til hotellet for at høre, om Johnson skulle være der. Jeg troede stadig, han kunne være ude i byen på sold eller ligge oppe på hotellet og var for sløj til at stå op. Og jeg ventede og ventede, og klokken blev mange. Men jeg begyndte at blive temmelig nervøs, for han skyldte mig otte hundrede og femogtyve dollars. Frankie var væk en god halv time. Da jeg så ham komme, havde han stærk fart på og rystede på hovedet. „Han taget med flyveren,“ sagde han. Ja. Der kan man se! Jeg havde fyrre cent i lommen, og maskinen måtte under alle omstændigheder være i Miami nu. Det kunne ikke engang nytte med et radiotelegram. Sikke en mr. Johnson. Det var min egen skyld. Jeg skulle have set mig bedre for. „Ja,“ sagde jeg til Frankie, „vi kan lige så godt tage os et par kolde øller; dem har mr. Johnson betalt.“ Der var tre flasker Tropical tilbage. 36

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 36

10/07/17 2:45 pm


Frankie følte sig lige så ilde til mode som jeg. Pokker må vide hvorfor, men han så sådan ud. Han blev ved med at klappe mig på skulderen og ryste på hovedet. Så var vi så vidt. Jeg var ruineret. Jeg havde mistet fem hundrede og tredive dollars – mit tilgodehavende for tre ugers sejlads med båd og mandskab – og fiskegrejer, som jeg ikke havde råd til at anskaffe igen, til en værdi af yderligere tre hundrede og halvtreds. Der er nogle fra det sjak, der holder til nede ved kajerne, der vil godte sig svært over det, tænkte jeg. Det vil i hvert fald glæde nogle af morakkerne. Og den foregående dag havde jeg sagt nej til at sætte tre cubanere i land på Florida Keys, ligegyldigt hvor, bare de kom ud af landet! Og jeg ville have fået tre tusind dollars for det! Hvad skulle jeg nu tage mig for? Jeg kunne ikke tage spiritus om bord, for jeg havde ingen penge til at købe den for, og for øvrigt var der ikke rigtig muligheder i det mere. Byen er drivende fuld af spiritus, og der er ingen, der vil købe den. Men fanden om jeg ville tage hjem uden en jante på lommen og gå og sulte hjemme en hel sommer. Desuden har jeg kone og børn. Der var klareret, da vi lagde ind. Mægleren får i reglen sine penge forud, og han kommer om bord og ordner papirerne. For fanden, jeg havde ikke engang penge til benzin. En satans situation, kære mr. Johnson! „Jeg må have fragt på en eller anden måde, Frankie,“ sagde jeg. „Jeg må tjene nogle penge.“ „Jeg gøre, hvad jeg kan,“ sagde Frankie. Han driver rundt ved kajerne og laver både det ene og det andet og er temmelig døv og drikker for meget hver eneste aften. Men jeg har aldrig truffet en fyr, der var mere loyal; han 37

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 37

10/07/17 2:45 pm


har et hjerte af guld. Jeg har kendt ham, lige siden jeg begyndte at sejle. Han har masser af gange hjulpet mig med at få spiritus om bord. Da jeg senere forlod spritsmuglerbranchen og slog mig på at sejle velhavende folk på marlinfiskeri ved Cuba, så jeg ham tit og mange gange på kajerne og i knejperne. Han virker dum og smiler i reglen i stedet for at sige noget, men det er, fordi han er døv. „Du tage hvad som helst?“ spurgte Frankie. „Naturligvis,“ sagde jeg. „Jeg har jo ikke noget valg nu.“ „Havd som helst?“ „Ja.“ „Jeg prøve,“ sagde Frankie. „Hvor jeg træffe dig?“ „I Perlen,“ sagde jeg. „Jeg må have noget mad.“ I Perlen kan man spise ganske udmærket for femogtyve cent. Alt, hvad der står på spisekortet, koster ti cent undtagen suppen; den koster kun fem. Jeg fulgtes derhen med Frankie; jeg gik indenfor, og han gik videre. Inden han gik, gav han mig et håndtryk og slog mig igen på skulderen. „Skidt med det!“ sagde han. „Mig Frankie … meget klog. Meget forretning. Meget at drikke. Ingen penge. Men go’ kammerat. Skidt med det hele!“ „Farvel så længe, gamle dreng,“ sagde jeg. „Der er sgu ikke noget at være ked af.“

AT HAVE OG IKKE HAVE.indd 38

10/07/17 2:45 pm


West, Florida under depressionen i 1930’erne. Harrys hårde kamp for tilværelsen står i skarp kontrast til de ”Bevægende og fængslende. Romanen åbner med én skudveksling og når sit klimaks med en anden. Spændingsniveauet er højt gennem hele romanen.”

rige yachtejeres overfladiske bekymringer, og manglen på penge tvinger ham ud i et livsfarligt menneske­ smugleri mellem Florida og Cuba.

TI M ES LITERARY SUP P LEM ENT

At have og ikke have udkom i 1937 og er Hemingways kommentar til livet i USA under depressionen. Roma­ nen indeholder et nyt forord af Bo Tao Michaëlis.

N EW YORK TI M ES

”Spændende som en roman af Stevenson, et evangelium af samme indhold og intensitet, som det, der prædikes i Lawrences Lady Chatterleys elsker.”

At have og ikke have

”At have og ikke have er en slags bagside af F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby. Man romantiserer ikke længere den lovløse, luksuslivet ses fra et andet synspunkt, og den gyldne glamour er forsvundet sammen med det økonomiske boom.”

ERNEST H E M I NG WAY ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en ­ af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.

At have og ikke have

TOM KRISTENSEN

THE GRANGER COLLECTION, NEW YORK

Morgan, som kæmper for at ernære sin familie i Key

H E M I NGWAY

At have og ikke have er fortællingen om fiskeren Harry

At have og ikke have udkom oprindeligt som novellerne ”One Trip Across” i Cosmopolitan Magazine i 1934 og ”The Trademan’s Return” i Esquire Magazine i 1936. At have og ikke have er den eneste af Hemingways romaner, der foregår i USA. I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur.

lindhardtogringhof.dk L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

HEMINGWAY2017_AT_HAVE_OG_IKKE_HAVE_oms.indd 1

14/07/2017 12.54

Profile for L&R / Carlsen

At have og ikke have - læseprøve  

AT HAVE OG IKKE HAVE udkom i 1937 og er Hemingways bidske kommentar til livet i USA under depressionen i 1930’erne.

At have og ikke have - læseprøve  

AT HAVE OG IKKE HAVE udkom i 1937 og er Hemingways bidske kommentar til livet i USA under depressionen i 1930’erne.