me, der hang halvt ude af kassens sprække, og gik de to etager op til lejligheden. Efter at have lukket sig ind var han omhyggelig med at dreje nøglen i begge låse. Han satte vand over og tjekkede et par gange diskret gaden neden for ejendommen, uden at bemærke noget. Bordet i stuen fungerede både som spise- og arbejdsbord. Vandet kogte, og Wasim gik ud for at lave te, inden han gik i gang med arbejdet. Mens han fyldte tepotten, mærkede han en lugt, han ikke kendte. Var det den nye vinduessprit, Hanan havde købt? Eller det, som hun brugte til at rengøre komfuret med i aftes? Wasim prøvede at koncentrere sig om oversættelsen. Hanan havde ret. Han måtte slappe af. Der kørte mere end én sølvfarvet stationcar rundt i Amman. Han måtte fokusere på arbejdet. Det var en rapport fra en international hjælpeorganisation, som Hanan havde sat ham i kontakt med. Wasim syntes, at han hørte en lyd i køkkenet. Han var på vej til at rejse sig og gå derud, da hans telefon ringede. Han tog mobilen fra bordet, men kunne ikke se nummeret på den, der ringede op. Efter et øjebliks tøven tog han den. »Wasim Jabiri.« Der var tavst i den anden ende af røret. »Hvem taler jeg med?« Stadig intet svar. I køkkenet hørte han igen en lyd. »Is anybody there?« spurgte han på engelsk, mens han instinktivt arbejdede med at få det, der skete, til at give mening. Han var på vej ud i køkkenet, da han forstod, hvad det var for en lugt, der var. Deodorant, ikke rengøringsmiddel, nåede han at tænke, før en smerte ramte hans baghoved, og han mistede bevidstheden.
Arven fra Basra.indd 25
22/12/15 13.50