har set en skuespiller i virkeligheden før. Det her er L.A., for pokker! Alle her er skuespillere! Mit prikne humør fortsætter, og jeg spidder min laks med gaflen, men så afbryder tjeneren for at spørge, om jeg vil tage et billede af dem sammen. Suk. Jeg rejser mig modstræbende fra båsen. Han forsøger at række mig sin telefon, så jeg kan tage billedet, men jeg holder hånden op i protest og går forbi ham. ”Jeg skal på toilettet,” mumler jeg og går væk fra båsen. ”Bare tag en selfie med ham. Han elsker selfies.” Jeg skynder mig ud mod badeværelset for at få et øjebliks pause fra min far. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bad ham om at mødes med mig i dag. Måske fordi jeg flytter og ikke kommer til at se ham i gud ved hvor lang tid, men det er ikke engang en god nok undskyldning for at udsætte mig selv for det her. Jeg skubber døren op til den første toiletbås. Jeg låser den bag mig og hiver et beskyttende papirbetræk ud af automaten og lægger det på toiletsædet. Jeg læste engang en undersøgelse om bakterier på offentlige toiletter. Den første bås på alle de undersøgte toiletter havde vist sig at indeholde færrest bakterier. Folk går ud fra, at den første bås er den mest brugte, så de fleste springer den over. Ikke mig. Det er den eneste, jeg bruger. Jeg har ikke altid været bange for bakterier, men efter at have tilbragt to måneder på hospitalet, da jeg var seksten, er jeg blevet lidt tvangsneurotisk, når det kommer til hygiejne. Da jeg er færdig med at være på toilettet, bruger jeg mindst et helt minut på at vaske hænder. Jeg holder blikket fast rettet mod dem og nægter at se mig i spejlet. For hver dag, der går,
13
9 november.indd 13
28/08/17 4:01 pm