Efterår/vinter 2020-21
J
Andres blik
eg var til et arrangement for nylig, hvor statsministeren skulle lykønske udgivelsen af et stort værk om trykkefrihedens indførelse i Danmark i 1770. En af de ting, hun sagde, var som sød musik i mine øren: ”Vi har brug for andres blik på os for at finde ud af, hvem vi er.” Bortset fra at det er det bedste udgangspunkt for den bedste kulturpolitik (det gemmer vi dog til en anden gang), er det bare så sandt, som det er sagt. Og bærende for eksempelvis Louisiana – før, nu og i morgen.
Vi har brug for andres blik på os for at finde ud af, hvem vi er. Vi har for eksempel stor glæde af nutidens kunstneres blik på verden og på os. Eller fortidens. Det er derfor, vi har bygget huse, hvor vi kan samles på kryds og tværs og høre og se iagttagelser, meninger, udsagn, gestus, handlinger og værker brydes. Statsministeren har med sit valg af denne lille sætning åbnet en stor dør til en væsentlig og meget enkel erkendelse, medens jeg bemærkede – for nu at tage et eksempel fra den anden ende af skalaen – at der nu også er folk i den politiske debat, som blæser til kamp mod, hvad de minsandten kalder ’internationalt sværmeri’. Man tror jo, man har hørt forkert – for her åbnes en stor dør til et meget væsentligt ubehageligt synspunkt, der er afprøvet så mange gange uden held. Eller som en person siger et sted i Jens Christian Grøndahls nye roman: ”Historien gentager sig aldrig, men fascismen er altid den samme.” Louisiana har én dyd, der værnes om år efter år: Der er ikke noget, der er afgjort, før samtalen om tingene udspiller sig. Vi viser ikke kunst, der én gang for alle er klassificeret som traditionens mesterværker – eller sagt på en anden måde: Det gør vi, men det
er ikke pointen i sig selv; den er derimod, at Louisiana sætter kunsten i spil i mødet mellem mennesker. Det gælder det hele – og det gælder hele vejen rundt. Vi lever ikke for at levere pakketeret, certificeret finkultur eller sværmeri for det internationale, vi udbyder ikke aura og prestige, vi lever og virker for mødet mellem mennesker og erfaringer, der kan bidrage til at udvide og udvikle fortællingerne om, hvem og hvad og hvor vi er. Det er der brug for hele tiden. Også nu, selvom man dagligt møder apokalyptiske aspiranter, der flittigt smider spandevis af sprællende børn ud med badevandet. Intet er som før, siger de, men for det første er intet aldrig som før, for det andet er der masser af ting, der er som før, bare lidt anderledes, let forskudt – tålmod, tid, omtanke … På Louisiana kan vi ikke se, at der ikke fortsat skulle være en opgave, der hedder at holde fortællingerne i live mellem mennesker. Fysisk afstand må ikke blive til social afstand – på museet har en vis form for afstand i alle årene været reglen: en meter til udstillede genstande, tak. Og alligevel kan man komme hinanden ved og blive berørt af kunsten. Tag vel imod 2021, når vi når frem dertil. Tag først vel imod Arthur Jafa, årets sidste store udstilling. Kom eventuelt forbi på andre tidspunkter end de vanlige – og glem aldrig at fortsætte samtalen med hinanden og med de andre. Vi har brug for andres blik på os for at finde ud af, hvem vi er. Poul Erik Tøjner Direktør, Louisiana Foto: Kim Hansen
Udstilling med værker fra Louisianas samling, 2019. Til ventre ses amerikanske George Condos tegning Spectral Portrait fra 2018