ANNE BRAAD
Tidens fokus på lykke Den store trøst er, at du bliver lykkeligere med årene. Du glemmer den forbandelse, som “de andre” og deres forventninger er, og som du bruger hele livet på at vende til en velsignelse. Anne Braad, 59 år, sognepræst i Sankt Stefans Kirke, Nørrebro
Da jeg var rigtig ung, for snart tyve år siden, boede jeg lige her, midt på Nørrebrogade. Kvarteret ved Sankt Stefans Kirke har ikke ændret sig lige så meget som andre dele af Nørrebro, der er gået hen og er blevet så trendy. Der var så meget, som jeg ikke tænkte på dengang, som jeg tænker på nu. Dengang tænkte jeg mest på, at jeg var forelsket. Jeg tror ikke, ordet lykke var der særlig tit. Jo, den dag jeg blev gift. Og så når jeg sang med på Lars H.U.G.s fortolkning af den lunefulde lykke. I dag tænker jeg rigtig meget på, om der en særlig grund til, at ordet lykke fylder så meget. Om det virkelig betyder noget, eller om det bare er “de andre”, der har fundet på, at det skal jeg gå op i. Hvordan er dette smukke begreb blevet så betændt? Og hvordan vasker vi det rent igen? Med en virkelighed, der er til at røre ved, tror jeg, at Anne Braads 20 år på stenbroen kan få metaltrætheden ud af lykken og få os back to basics. “Jeg tror ikke en pind på de der fine europæiske undersøgelser,
10
DU SKAL IKKE MÅLE DIG
der siger, at vi danskere er nogle af de lykkeligste mennesker. Jeg spekulerer på, om det er et statistisk korrekt udsnit af befolkningen, man har spurgt. Jeg kan ikke forstå det, hvis det er rigtigt. Og hvis det er rigtigt, jamen så er folk bare blevet nøjsomme. For det er da tragisk at være i den situation, som jeg og mine jævnaldrende er, hvor vi ser på, at vores børn har det dårligere, end vi selv havde det, og at ens børnebørn har det dårligere, end ens egne børn havde det. Jeg synes virkelig, det er en daglejertilværelse. Hvis de kan føle sig lykkelige i den tilværelse, så er det altså fordi, de hænger lykken op på det materielle. For de bor jo bedre i dag, end vi har gjort før, og de har også mange flere mobiltelefoner. Men jeg garanterer for, at de ikke synes, at de har nogen frihed, og dermed heller ikke noget overskud, og dermed, for mig at se, heller ingen lykke.” Anne Braad har taget mig med ind i det hemmelige rum, som præsten forsvinder ind i under en gudstjeneste. Derfra hvor præsten kommer tilbage med messehagel på. Dér, hvor præsten kan sunde sig, sætte mikrofonen, fjerne søvnen fra øjenkrogen. Hendes oldgamle præstekjole hænger ensomt på en bøjle, og rummet gør ikke noget væsen af sig. Men Anne Braad fylder også det hele. Med stemme, fagter og en smuk kåbe, der slet ikke minder om den på bøjlen. “Det er ikke frihedsskabende, hvis du hele tiden hænger i en klokkestreng. Hvis du ikke kan tillade dig at glemme tiden, at falde ned og glemme at tiden eksisterer og lade tingene vare den tid, de varer, så tror jeg, at du mister den første betingelse for lykke. For det er, at du kan tillade dig at se bort fra, at tiden går.”
11
ANNE BRAAD
DU SKAL IKKE MÅLE DIG
Så er vi jo lidt i en catch 22? “Det er vi, og hvis vi alene ser det ud fra børns synsvinkel, så vil jeg sige, at børn ikke kan tåle hele tiden at skulle noget, for de skal leve i evigheden. De skal have fornemmelsen af, at alt står til deres disposition hele tiden. De skal ikke have inddelt tiden i afmålte portioner, den skal være evig. Jeg kan huske præcist, hvordan jeg som barn kunne sidde under et rabarberblad og ikke vide, om det var dagen i dag, eller for hundrede år siden, eller om klokken var to eller otte. Fordi det var en verden for sig. Og den oplevelse er så fantastisk vigtig for mennesket. Og den er der meget få, der får i dag.” Hvordan får vi sådan en oplevelse? “Du får den jo heldigvis med alderen. Eller du får den igen, vil jeg sige. Jeg har en stor trøst at komme med: Du bliver mere lykkelig med årene. Ubetinget. Og noget af det har jo at gøre med at “gå i barndom”, at du får tid til at genopleve dine lykkeligste erfaringer med det allermest elementære og så opdage, hvor meget det betød på langt sigt, at jeg for eksempel gik i haven med min morfar og fik lov til at se min farmor rense en høne.”
Lykken i et kolonihavehus
det er helt grotesk, når jeg fortæller folk om det, men jeg har et kolonihavehus, hvor jeg har fået lavet en tilbygning med et badeværelse i, som min egen søn har lavet til mig. Og at stå inde i sit lillebitte kolonihave-dukkehus, når det er varmt, og tage brusebad i sit badeværelse og lade døren stå åben ud til haven … Jamen, højere lykke kan man ikke få.”
“Du bliver også ind i mellem mere ulykkelig. Men når man tænker på, hvor efterstræbt en tilstand lykke er, så tænker jeg, jamen når bare lyset er kommet så højt op på himlen, som det er nu i marts, så vil jeg sige, at jeg er lykkelig næsten hver dag! For mig er lykke altså åbenbart lys. Som der står i Den signede dag: “det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme”. Og så har jeg også noget med at kunne tage tøjet af! Sidste år havde jeg en fuldstændig ekstatisk lykkefølelse, og
“De lykkeligste sognebørn, jeg har, er de ældre, dem på min egen alder, som endnu er raske. Vi er færdige med at tage os ud og gøre os gældende, vi begynder at glemme ting, vi gentager os selv og kan ikke følge med i alle de tekniske vidundere, som man skal kunne for at blive taget alvorligt. Man bliver lidt latterlig, og det er altså en kolossal befrielse. Der er heller ikke længere noget, som jeg kan nå at mislykkes
12
13
ANNE BRAAD
totalt med, for jeg skal jo sådan set ikke andet end at dø. Vi er nået til det sted, hvor det værste er overstået, og vi bare kan nyde det, der er tilbage. Som min søster sagde i går: “Er du klar over, at vi ikke kan lave noget, som man skal ud at låne penge til, for man kan ikke nå at skaffe pengene til at betale dem tilbage!” Vi begynder at kunne se en ende, og bare det at få en begrænsning i mulighederne gør alting lettere og enklere.” Anne Braad virker ikke spor gammel, hun virker ikke som en, der er på vej væk herfra. Måske er lykke bare noget, der fylder mellem de 30-40-årige? Når man er ung, kan man ikke forestille sig, at alt ikke vil lykkes, og når man er gammel, ved man, hvad der i virkeligheden skete. Måske skal man bare klemme ballerne lidt sammen og ikke koncentrere sig så meget om, hvorvidt det er et problem, at de begynder at hænge. “Lykke er glimt af evigheden, og der kommer flere af dem med årene, fordi du hengiver sig til dem med større kraft – fordi du er færdig med det meste. Du kan tillade dig at sige: “Jeg vil ikke noget som helst i dag andet end at være fuldstændig stille og putte nogle frø i jorden.” Jeg kan bare sidde med min symaskine ude i mit kolonihavehus en hel dag og høre radio, og der er ikke en sjæl i nærheden, det er dejligt. Det giver samme følelse, som hvis du har været på ferie i tre uger.” Hvad er lykke? “Det er fuldstændig afgørende for menneskers lykke, om de er i kontakt med elementerne. Om det lille barn får lov til at røre ved jorden og vandet og mærke ilden. Jeg har en meget
14
DU SKAL IKKE MÅLE DIG
ANNE BRAAD
stor lykkefølelse ved at være i fysisk kontakt med jord og med vand. Jeg elsker at have med vand at gøre, jeg svømmer og elsker endda at vaske op! Der er intet på jorden, der kan gøre mig så lykkelig som at have fingrene nede i noget. Jeg har altid været meget fascineret af en lille scene i De dødes rige af Pontoppidan, hvor der er en eller anden enkefrue, der siger: “Der findes nu ikke nogen lykke her på jorden, som man ikke kan strikke sig til”. Jeg synes, det er sindssygt morsomt, men jeg kan sagtens genkende mig selv. Det er den samme fornemmelse: at få lov til at gå ind i en ganske bestemt tilstand, som er forbundet med noget sanseligt nærvær af det virkelige liv. Prøv at sætte dig ned en sommeraften omkring et bål sammen med nogle mennesker og en guitar. Det kan ikke gå galt! Alle tænker: “Det skulle man egentlig gøre noget mere”. Den slags er der meget lidt af i den virkelighed, i den dagligdag, jeg kender til.” “Hver gang jeg kommer ud og ser en stor himmel, tænker jeg: “Tænk, at man tror, at det er lige meget for folk, om de ser en himmel eller ej, når de går herinde i gaderne. Det kan man mærke, når man ser en stor himmel, altså hold da op, hvor er der meget fornøjelse ved de skyer eller de stjerner, hvordan kan jeg holde ud ikke at kunne se dem? For hvor skulle lykken ellers komme fra?” Hvad er lykke så ikke? “Lykken er blevet et projekt. Det er lidt ligesom det, som jeg altid har grinet af, at når folk fik et videokamera eller fotografiapparat, altså i stedet for at nyde den fest, som de faktisk var med til, så gik det hele ud på at fotografere det. Sådan er det blevet med alting. Du laver et projekt, som ligger
16
DU SKAL IKKE MÅLE DIG
ovenpå eller ved siden af det, som er det virkelige. Du skal jo ud og sidde at snakke med nogen i det samtalekøkken i stedet for at bygge det. Det er også sprogligt. Det, at vi taler om lykke, skaber en afstand. Det er selve det, at du sætter sproget ind, der markerer afstand til følelsen. Du er ikke totalt identisk med følelsen. Hvis folk er tilstrækkeligt lykkelige eller ulykkelige, så viser det sig i deres ansigter og gebærder.”
lykken er på den anden side af målet “I dag er lykke blevet forvekslet med forventningerne til, hvad du skal, før du kan sige, at du er lykkedes. I dag er du bange for det, du ikke når, og du er bange for – det var jeg i hvert fald – at dit liv skulle gå galt, at det slet ikke skulle gå godt. Mange mennesker har en angst: “Hvad nu hvis jeg aldrig når at få det barn, den mand, det hus, den uddannelse, det erhverv, hvad så?!” Vi tror, at det er resultatet af vores bestræbelser, der er lykken, det at vi får opfyldt de mål, vi har sat os. Og det er overhovedet ikke lykken! Det viser sig, at lykken er på den anden side af målet og forventningerne. Det skal selvfølgelig ikke gå sådan, at alt skal mislykkes, men der er meget, der skal mislykkes for, at vi kan få den hengivelse til øjeblikket, som er afgørende for lykkefølelsen. Det kræver lidt levet liv at kunne erkende sin egen formåens grænser. Det er ligesom at lægge sig på ryggen ned i tilværelsen og så bare flyde. Det gør du jo ikke, hvis du kan se, at der er et eller andet derhenne, som du kunne nå, hvis du svømmer hurtigt. Det at kunne lægge sig på ryggen i tilværelsen og så bare blive båret.”
17
ANNE BRAAD
Hvorfor lærer vi ikke bare det? “Jamen, vi er da født med at kunne det! Det lille barn gør sig jo ikke umage med noget som helst. Vi begynder med at leve i tryg forvisning om, at verden imødekommer alle vores behov i den rækkefølge, de opstår. Det er først efterhånden, at vi får øje på “de andre” og begynder at måle os med dem, at stille spørgsmål ved, om de mon har eller er noget, som er bedre og mere eftertragtelsesværdigt. Og så har vi balladen. “De andre” er den forbandelse, som vi må bruge næsten hele livet til at få vendt til velsignelse. For hvordan bliver du dig selv? Det bliver du kun ved at bakse med de andre, ved at tage ved lære af de reaktioner, som du får fra dem. Noget andet er så, at bevidstheden om at skulle kvalificere sig og være i konkurrence i dag kommer ind meget tidligere i barndommen, end den før har gjort. Jeg tænker tit, at mine egne små børnebørn på mange måder har en vurdering af sig selv i forhold til “de andre”, som svarer til den, som man i min generation typisk først nåede i teenagealderen. Og det, synes jeg, er synd. Deres øjne er ligesom for meget på stilke, de er allerede nu ude af deres krop, ude i offentligheden, hvor det sidste nye og smarte jo hele tiden kommer fra. Det er trivielt at sige det, men medier og reklamer giver for mig at se en masse forstyrrelse i den tidlige personlighedsdannelse. For det er jo her, at du burde have ro til at få opbygget det selvværd, som du skal tære på, når tingene for alvor begynder at drille, og du slet ikke længere kan få din vilje.” Hvorfor er vi blevet sådan? “Vi er kommet langt væk fra det elementære. Vi skynder os for meget og vil alt for meget forskelligt på én gang. Jeg har for tiden tæt kontakt med en ung familie fra Ecuador. De er
18
DU SKAL IKKE MÅLE DIG
omkring de tredive og har et lille barn på syv måneder. Og jeg får godt nok noget at tænke på, når jeg ser, hvor anderledes deres dagligdag former sig. Der er for det første noget med tempoet. Alting foregår i sneglefart, maden bliver tygget, og det kan tage en hel formiddag at vaske tre tallerkener op. Jeg har grebet mig selv i at blive nærmest provokeret over, at det er, som om de gør sig umage for at få selv de mest dødssyge rutiner til at vare så længe som muligt. Skal de mennesker da ikke noget? Nej, det skal de ikke, moderen passer barnet, faderen laver alt andet, de hviler helt uforstyrret i deres roller, og jeg har aldrig set en dansk familie, der i den grad minder mig om den hellige familie, med Maria, Josef og det lille Jesusbarn i stalden.” Jeg har haft begge mine drenge i vuggestue, og hun ser ud, som om hun allerede ved det. Hun lurer mig og siger, at vi i dag ikke tror, der kan være nogen højere funktion end at komme ud og tjene vores egne penge og være frie, selvstændige mennesker. “Det er jo i min egen generation, det blev hamret ind, at kvinder skal ud på arbejdsmarkedet. De skal væk fra kødgryderne. Det er jeg slet ikke sikker på, de skal, for det betyder, at der ikke er nogen, der passer hjemmene, der er ingen, der har lyst til at passe hjemmene. Så er der jo ikke noget at sige til, at de render ud og laver happy slapping, og hvad de forsømte unger nu ellers finder på for tiden. Der mangler opdragelse, hjemlighed, tryghed, kærlighed, ganske enkelt. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad det betyder for børn, også store børn, at have et hyggeligt hjem, så skulle de bare høre, hvad der altid bliver fremhævet, når folk kommer til præsten for at få begravet deres døde
19
ANNE BRAAD
mor: “Hun var der altid, når vi kom hjem fra skole.” Jeg har hørt det udsagn et utal af gange, og jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad der mon bliver sagt, når det engang bliver de frigjorte karrierekvinders tur.” Hvad skal der til, før vi ændrer os? “I det øjeblik, hvor flekslånene flekser ret meget til den forkerte side, så sker der jo noget. Det er også noget, jeg har oplevet – fornemmelsen af at nu går det kun fremad – og så kom fattigfirserne. Jeg kan huske, at min egen far var døden nær ved tanken om alle de studielån, min mand og jeg tog, fordi vi ikke havde oplevet 1930’erne, hvor “en stor velvoksen
DU SKAL IKKE MÅLE DIG
ko kostede to en halv krone”, som han sagde. Vi var fuldstændig overbeviste om, at det var sket en gang, og det ville aldrig komme tilbage, og så pludselig sad vi der med rimelig smalle halse. Så det er jo et eller andet med, at ballonen brister. Den skal briste, ellers bliver livet ikke til at holde ud at leve. Det er simpelthen som at svømme i flødeboller. Det handler om alle vores valgmuligheder. De gør os ulykkelige pr. definition. For med mange valg har du ikke mulighed for at lave andet end fejl. For du vælger jo altid noget fra.” Skal vi være flove over, at vi sådan jager lykken? “Det ligger i selve sprogbrugen: En lykkejæger er én, som er ulykkelig, som ikke kan finde sig selv, og så kommer han som regel af dage på en voldsom måde. Sådan er sproget fyldt med vurderinger, som bygger på generationers erfaring og ikke er til at tage fejl af. Men folk har alligevel altid tragtet efter gods og guld, ære og berømmelse. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi i dag har så meget gods og guld og så alligevel har brug for så meget hjælp hos eksperterne, hos psykologer og terapeuter, for at kunne klare vores liv.”
fokus væk fra din egen navle “Der er god gang i handelen med det sjælelige og åndelige for tiden, og jeg synes godt, man kan undre sig over, at praktisk taget ingen finder på at give pengene til de fattige i stedet for. Hvis du spørger Jesus og andre store guruer, så er det jo altid den simple metode, de anbefaler. Du har jo fået en masse talenter i vuggegave, og du skal sgu bruge dem! Og hvis du ikke kender dine talenter, eller hvis du har lavet dit liv til et abstrakt projekt uden for dig selv, så må du håbe på en eller anden stor ulykke. Noget der kradser. I det øjeblik
20
21