Kapitel 14 fra ”Er græsset grønnere?” 2004 ”Se, vi har et flot forhold” ”Forestil dig, at jeg spurgte et psykiatrisk etisk råd, om jeg måtte lave parterapi ved at bytte hustruer i to familier. De ville sige nej, det er alt for risikabelt. Jeg ville selv miste kontrollen over det. Men for mig er det helt logisk, at et sådan set up har store konsekvenser”, siger det moderne menneskes psykiater, norske Finn Skårderud. Han mener, at en udsendelse som ”Par på prøve” giver især kvinden, der skifter familie, en mulighed for at møde sig selv i kraft af den anden kvinde. Et spejl, der i spejlets natur virker selvreflekterende. ”Terapeutisk ville det helt sikkert virke, og alt virker jo ekstra sandt, når det kommer i tv. En sådan udsendelse er et psykodrama på et avanceret niveau. De kontekstuelle og fysiske rammer ændres for parrene, og vanerne -‐ for livet er vane – vil bevæge sig. Parrene bevæger sig ud af sine rammer, og måske ser de, at nogle vaner er uvaner. Det er bevægelse for parret i flere af ordets betydninger.”
Finn Skårderud mener, at parforhold generelt lever risikofyldt i dag. ”Et forhold skal i dag give mening langt ud over det praktiske, det seksuelle og det økonomiske. I fremmede kulturer ser vi stadig fornuftsægteskaber, men i vores kultur er det ”det rene forhold”, der er forventningen. Det skal alene bæres af kærlighed – og for at den er ren, skal forholdet bestandigt bekræftes: ”se, vi har et flot forhold”. ”Denne forventning er også parrets risiko, for det skaber fokus på manglerne at stille mange krav og rejser tvivlen, om man evner at elske nok.” Skilsmisseprocenten i Oslo er 50, så det at bryde et ægteskab er nu en statistisk normalitet. ”Vi har moralsk lært, at der er et valg, når vi gifter os, og det benytter vi os af.” Livet er som tidligere beskrevet blevet et projekt, og partneren er en brik i det spil, hvor enhver er ansvarlig for skabelsen af eget liv, af sit eget selv. JEG, MIG, MIG SELV OG MIT FORHOLD TIL DIG ”Selvet er moderne: selvrealisering, selvbillede, selvkontrol, selvstændighed. Selv mellemlederen i en virksomhed skal beherske psykologi. For 40 år siden svarede medarbejderen, at han trængte til mere lys på arbejdspladsen, i dag trænger vi til mere feed back. Vi lever ikke blot vores liv, vi tager stilling til det, vi er i konstant dialog med os selv om det liv, vi lever”, mener Finn Skårderud. ”Vi er optagede af os selv, vi vil præstere, men selvoptagethed kan være et udtryk for, at der mangler noget. Forholdet af i dag lider også af en mangelsygdom. Vi mangler, og vi trænger til nærhed, tillid, opmærksomhed, afhængighed. Det er en kollektiv løgn, at vi er blevet så selvstændige. Vi lærer ganske vist, at hver enkelt er en forbruger både kommercielt og eksistentielt. Vi får at vide, at vi er individualister, individ betyder jo udelelig. Vi skal være ”enestående”, en der står alene. Det passer ikke. Vi duer ikke alene. Enestående er et ord tæt
på ensomhed. Et modigt menneske ville i dag være en, der turde tale om sin afhængighed af andre.” ”Jeg tror, det hænger sammen med vores forventninger. De er steget, de kollektive normer om, hvordan vi bør gøre, hvordan vi bør have det, fylder mere. Vi skal have mere kærlighed, flere orgasmer, mere intensitet, og hvis ikke det lykkes, føler vi skam. Forholdet er ikke et sted for restitution, for hvor kan man hvile? Kan man hvile i sit parforhold, når man hele tiden skal begrunde det?” ”Men mere vil have mere. Næppe har der nogen sinde været så mange, der føler, at ”de ikke er blevet set”, samtidig med at så mange fædre har sat sig i øjenhøjde for at være sammen med barnet”, mener Finn Skårderud. ”Med store forventninger er det altid let at blive optaget af, hvad man ikke har, i stedet for hvad man faktisk lykkes med”. SKAM DIG ”Engang skulle man vokse op og blive almindelig for at undgå social skam, i dag skal man vokse op og blive speciel. Der hvor jeg voksede op, fik jeg identitet fra min klasse, min bygd, min dialekt. I dag vælger man selv -‐ hvad vil du være? Du kan blive lige, hvad du har lyst til, du er unik.” ”Når projektet ikke lykkes, så skaber det grobund for skam. Ved skammen føler man sig afsløret og udleveret, som den man egentlig er, og skammen kræver derfor, at man forvandler sig, at man bliver en anden”, forklarer Finn Skårderud. ”Hvis vi skal forestille os noget værre end dyb skam, må det være skamløsheden. Vi lever i skamløshedens tid. Skamløst overforbrug, skamløse børn, der svarer igen i skolen og skamløs lyst til at vise os selv på skærmen. Vi hævder, at der skal være forskel på, hvad der er privat, og hvad der er offentligt. I dag er det en fiktiv forskel. Jeg tror, at sproget er sakket agterud. I dag har vi en anden naturlighed, åbenhed og et mod til at dele, en slags lækage i grænserne mellem privat og offentlig.” ”Men hvor skamløsheden hersker, findes altid dyb skam. Gennem rus, selvdestruktiv sex eller ved at skære i sig selv med barberblad fortæller man på sin egen yderside om sin inderside.” "Klassisk" skam handler om at realisere sig selv for meget, at hævde sig ud over en fælles norm. Man overtræder en norm. "Moderne" skam er snarere at realisere sig selv for lidt, ikke at leve op til idealet om at blive den unikke, den vellykkede selvrealiserede, som er værd at elske. Man når ikke op til normen.” ”Freuds patienter kom, fordi de led af tvangstanker, hæmninger. Mine lider under det grænseløse, utydeligheden, det flydende, det kaotiske og fraværet af kontrol”. HVORFOR FINDES ”PAR PÅ PRØVE” At deltage i ”Par på prøve” er en iscenesættelse, men det er også et kontroltab, fordi kontrollen med hvilket billede af deltageren, der skal vises, er lagt i hænderne på TV3. Finn Skårderud undrer sig over behovet for at opsøge det kontroltab. ”Det er ”Sensation seeking”, det er faldskærmudspringet. Der kan sagtens være gode, sunde motiver bagved, som står over for skamløsheden ved at blotte sig for åben skærm”.
”En udsendelse som ”Par på prøve” bliver også en succes, fordi vi bliver trætte af de andre eksperimenter. Robinson Ekspeditionen, Big Brother. Familieproblematikken er meget stærkere end de helt konstruerede udsendelser, og familien bliver ved med at være her”. ”Men ”Par på prøve” er ikke parterapi for tv. I det hele taget tror jeg ikke på selvhjælpsbøger. De løser ikke vanskelighederne, men er en del af dem. De stiller krav og skaber utilstrækkelighed hos den enkelte. De 101 gode råd til parforholdet duer ikke, for halvdelen kan være uduelige. Men de råd, der bliver synlige for deltageren i udsendelsen, er netop til vedkommende. De hentes af noget, af en historie, som deltageren kender. Men fordi det virker for deltageren, betyder det ikke, at det virker for seeren.” FAR, MOR OG BØRN TAGER SIG GODT UD ”Kønsroller har stadig sin rod i det økonomiske. De sidder godt fast, men der er bevægelse. Jeg har stor respekt for det, når jeg hører, at der er mange af deltagerne, der har en accept af de roller, de har, og at de hver især løser det praktiske på deres måde. Men vi lever i en kultur, hvor vi ofte mistænkeliggør hinandens udsagn, for er det sandt, at rollefordelingen er accepteret af begge parter? Det er jo et valg, man skal tage sammen, og det kræver, at man skal være stærk, hvis man ønsker noget andet end partneren.” ”At vi kan være ydre styrede er ingen hemmelighed. Samtidig er det også forskelligt, hvad der giver status afhængig af hvilken subkultur, man tilhører. Den store bil i carporten kan betyde velstand og succes i en subkultur og oppustet selvværd i en anden. Men det gør mig glad, at der er en ærlighed blandt nogle af deltagerne om betydningen af det ydre i hverdagen.” ”Forfængelighed behøver nemlig ikke være negativt. Der ligger en selvrespekt i det, at man bryder sig om at være pæn, at pudse sin bil. Den gode forfængelighed strækker sig mod andre. Den dårlige er, at det ikke er godt nok, at man er for tyk, at man aldrig er smuk nok, den spinder rundt om sig selv. Når man som jeg arbejder med syge og ældre, ved man, at det kan være af stor livsfare, når et menneske holder op med at bryde sig om sit ydre.” ”For 25 år siden var jeg med til at sætte spejle op på et psykiatrisk sygehus i Italien. De gale havde ikke tidligere fået lov til at have spejle, for nogen frygtede, at de ville knuse dem og bruge skårene til mord eller selvmord. Vi monterede spejlene og havde en klar idé om, at de gale skulle synliggøres for sig selv. De skulle genopdage sig selv som levende mennesker, værd at have omtanke for.” ”I vores kulturhistorie er der talt og skrevet meget negativt om selvkærligheden. Såvel kirken som Freud har set på den som et umodent eller farligt begær. Men det er let at glemme, at omsorgen for en selv er forudsætningen for moden kærlighed til andre.” ”Freud har misforstået det, det dybe i mennesket sidder også i overfladen.” Parforholdet er under pres. Pres af forventninger og selviscenesættelse, og vi har et stort behov for at vise forholdet frem som en del af vores identitet, som noget vi har gjort os umage med.
Ved at deltage i ”Par på prøve” udsætter man sig selv for den prøve – er mit forhold i orden – er jeg? Det gælder om at opnå et tåleligt ”selvforhold” som forudsætning for at elske andre. Men også et selv, man kan være bekendt at vise frem. Risikoen ved at vise sit selv frem på tv er den skamløse åbenhed af det private, som nogle tv-‐ udsendelser fordrer. Risikoen for forholdet er, hvis partneren alene betragtes som et ekstra krydderi i selvrealisationen i stedet for et meningsgivende forhold i sig selv. I ”Par på prøves” spejl kan deltagerne som de gale i Italien genopdage sig selv som levende mennesker, som o.k. aktører, der er værd at have omtanke for i parforholdets dans. Professor Finn Skårderud er norsk privatpraktiserende psykiater og psykoterapeut. Han forsker bl.a. i internetpsykoterapi og spisevægring. Han er kendt i Norge fra tv, er også filmkritiker og har udgivet mange bøger, der spænder vidt. Hans største publikumssucces er ‘Uro. En rejse i det moderne selv’.