Issuu on Google+

U-tv afgået ved døden

Avisernes redning

Erkender citatsjusk

Nekrolog over en tv-station med røven i vandskorpen. s. 10

Pervertering af nyhederne - læserne er vilde med det. s. 8

Udenrigsministeren citeret forkert. Redaktøren beklager fejlen. s. 3

www.lixen.dk | 10. årgang | 1. udgave | Marts 2008

Journalistløftet version 1.0

Efter et halvt års arbejde begynder journalistløftet at tage form. Lixen bringer her den bedst opnåelige version af sandheden om journalistløftet inden dets offentliggørelse. Nikolaj Rytgaard og Steen A. Jørgenssen Dimissionsdag på Medietorvet. Én efter én har de studerende modtaget håndtryk og eksamensbeviser. Nu sipper de champagne fra høje, klirrende glas og smiler fra øre til øre. Der opstår fuldstændig stilhed, da en af de studerende træder frem for med dyb og velartikuleret stemme at sige: ”I mit virke som journalist lover jeg hermed ved håndsoprækning …” Resten af kuldet hæver højre hånd og stemmer i, som journalistløftet fremsiges i kor. Sådan kan dimissionen for det kommende hold journaliststuderende på SDU meget vel komme til at se ud.

M

an kan mene, at det er noget sentimentalt sludder, men vi er allerede nået et stykke, når man tænker på, hvor meget debat, der har været, og at det har sat fokus på journalistikken som fag - Mette Davidsen-Nielsen

Tidligere fellow Mette Davidsen-Nielsen har i et halvt år ledet arbejdet med at skabe en journalistisk pendant til lægeløftet. Det har hun gjort sammen med en gruppe af studerende, undervisere og branchefolk. 25 forslag er blevet løftet og vejet. De skal sammenfattes til et endeligt løfte, som offentliggøres til 10-års jubilæet for journalistuddannelsen på SDU den 3. april. Lixen har gennemlæst det materiale, der skal danne grundlag for det endelige løfte. Redaktionen har derefter fundet ind til de gennemgående temaer i løfteforslagene og kogt dem ned til de syv punkter, som fremgår af dokumentet til højre: Journalistløftet – version 1.0. Det er den samme proces, løfte-gruppen nu skal igennem for at finde den officielle version, fortæller Mette DavidsenNielsen: ”Vi er meget enige om, hvad der er kernen i løftet. Vi skal have noget med om dét og dét. Og så skal vi finde frem til den mest præcise, spidse og klare formulering. Ligesom I selv har fremhævet,” siger Mette Davidsen-Nielsen og henviser til Lixens løfte-udspil. Læs FOKUS-sektion om journalistløftet s. 11-13


02 | Intern

Marts 2008 | LixEN

Leder

”Danmarks bedste journalistuddannelse har et kommunikationsproblem. I hvert fald med sig selv.”

Et løft til etikken…

- Læs mere på side 3.

Journalistløftet skal løfte etikken op på et højere niveau. Det er ambitionen hos Mette Davidsen-Nielsen og co. Spørgsmålet er, om det vil medføre en etisk oprustning, at journalisten hæver sin højre hånd og sværger på tro og love, at han eller hun vil overholde, hvad skrevet står – til døden dem skiller. Ideen er let at skyde ned. Det kan være svært at forestille sig et journalistløftes holdbarhed, når det som et konsekventløst kodeks ikke har sanktionsmuligheder. Journalister har allerede et overflødighedshorn af etiske retningslinjer at rette sig efter, hvad enten det er medieansvarslov, Pressenævn eller de mange interne regler på arbejdspladsen. DR har en centimetertyk etisk manual. Politiken har Læsernes Redaktør til at vogte over egne ansatte. JP har interne regler. Selv fagbladet Sygeplejersken har en Læsernes Redaktør med etisk løftet pegefinger. Det er desuden svært at overskue, hvem løftet skal gælde for. Man risikerer at skabe en gruppe af selvhøjtidelige ”rigtige” journalister, som peger fingre og rynker på næsen af modpolen - de amoralske ”forkerte” journalister. Løftet udpeger troværdighed som et essentielt element i journalistens arbejdsliv. Men løftets egen troværdighed bliver tomme ord i pæn indpakning, når den edfæstede journalist det ene øjeblik påberåber sig sandhedsidealer og offentlighedens interesse, det næste øjeblik spiller pressens marionetfører i politiske partier, organisationer eller virksomheder. Men løftet har målbart formået at sætte gang i en debat omkring etik, rolle og ansvar. Mindre målbart har det sat gang i en refleksionsproces om, hvad journalistens grundlæggende rolle er, og hvordan den rolle forvaltes. Hos grønne studerende såvel som garvede journalister. På den måde har journalistløftet, hvad enten det aflives eller efterleves, sat gang i de etiske tanker, som ellers kan drukne hen i støv og glemsel i en presset journalistisk hverdag. Journalistløftet bliver svært at trække ned over den brogede journaliststand som et hele. Men hvis den enkelte journalist kan finde mening i løftet og bruge teksten til i en stille stund at læne sig tilbage, kigge på løfte-papiret og tage journalistikken til revision, så har løftet overlevet de ”15 minutes of fame”, som fulgte i kølvandet på dets lancering i september sidste år.

”Den logiske konsekvens måtte være, at når folk bliver

federe og federe, er det et problem at få

de voksende kister brændt.” - Ninna Andreasen om hvordan den fede fortælling falder på side 5.

”Der er propfyldt med fulde journalister fra Nyhedsavisen,

som skråler, krammer og drikker. Vi ligner en mellemting mellem fodboldfejrende fans og en begravelse.” - Læs om journalist Sara Schlüters afsked med Nyhedsavisen på side 7.

”Når popstjernen danser sin bedøvede dans på knivsæggen mellem storhed og ruin er det ikke længere et skub, men bare et pust, der skal til, før de sultne kameralinser serverer hendes skandaler i sladderspalter verden over.” - Lixen kunne ikke dy sig. Læs mere om fænomenet Britney Spears på side 8.

”Vi forstår jeres ytringsfrihed, men synes ikke om jeres tegninger.”

… og et løft til Lixen

- Facebookgrupper tager stilling til Muhammedkrisen på side 9.

Noget helt andet: Lixen har fået en ny redaktion, som vil løfte Lixen til forhåbentligt nye højder. Ambitionen er at lave Danmarks bedste studieavis. Intet mindre. Det kan virke overambisiøst, men vi tror, at man skal sigte højt for at nå langt. Som ny redaktion vil vi både forny og fastholde på det redaktionelle plan. Vi holder fast i den kendte sektionsinddeling. Men vi fornyer ved at tilføje et fast portræt af en journalistisk personlighed, opprioritere debatsektionen, ændre bagsiden og få flere letlæselige artikler ind i avisen. Layoutmæssigt har vi lavet storvask. Mere luft ind på siderne, flere indgange, flere illustrationer. Lixen skal fodre øjet lige så meget som hjernen. Det sidste er stadig Lixens vigtigste opgave. Lixen skal kritisk og sagligt skrive om forhold på studiet og i branchen, og så skal den være med til at skabe debat og refleksion over rolle og fag. Lixen skal være en kreativ legeplads, hvor man kan sprælle sprogligt og indholdsmæssigt, og hvor der er plads til historier som skoma’r-champen fra Istedgade. Så længe det er relevant for vores læsere. Jer. De studerende. Men ingen avis uden skribenter. Derfor opfordrer vi alle på Medietorvet til at komme frem af busken, hvis I vil bidrage til Medietorvets avis. Hvis du er træt af kassemaskinen, vil lave et portræt af Bodil Cath eller har intimiderende oplysninger om Lisbeth Knudsen. På den måde laver vi Danmarks bedste studieavis. Det lover vi.

”Jeg graver mine delikate skinker så langt ned i underskoven som muligt og forsøger at få filmet noget

uden at blive skudt til italiensk salat.” - Journalist Stig Østergård fanget i en krydsild på side 10.

”Lægeløftet har jo heller ikke hindret læger i at glemme sakse og alverdens ting i maven på patienten” - Læsernes Redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz, der ikke er begejstret over et journalistløfte. Side 13

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, skrevet af de studerende til de studerende. Avisen udkommer otte gange om året i 1200 eksemplarer og bliver distribueret til journaliststuderende og medievirksomheder i Danmark. Lixen Campusvej 55 5220 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk

Tryk: Provinstrykkeriet A/S Vordingborg

Ansvarhavende redaktør i dette nummer: Nikolaj Rytgaaard


LixEN | Marts 2008

Intern | 03

kommunikation

Kuldsejlet

Illustration: Nikolaj Rytgaard

På Center for Journalistik går planlægningen ofte skævt. Det sker, fordi Medietorvets ansatte og studerende bruger forskellige kommunikationsformer. Anbefalingen fra IT-projektleder lyder på en digital kalender. Den bruger ledelse og undervisere allerede – men ikke de studerende.

Danmarks bedste journalistuddannelse har et kommunikationsproblem. I hvert fald med sig selv. Når centrets ledelse skal planlægge med underviserne, foregår det via den digitale kalender Outlook Express. Men når undervisere og studerende skal holdes ajour med hinandens gøren og laden, foregår det på Blackboard og studiemail. Så det er kun de høje herrer og korte kvinder på kontorerne, der har det fulde overblik over, hvad der skal ske de kommende dage og uger for alle centrets

brugere. Det mener de studerende er et problem. 4. semesters studerende og kasserer hos KaJO, Jesper Jørgsholm, havde i efteråret arrangeret semesterevaluering, et stormøde mellem ledelse, undervisere og de studerende. KaJO havde kørt debatkanonerne i stilling, men snart tikkede en mail ind. 1. semesters studerende var i København den dag, og semesterevalueringen måtte rykkes til januar. ”Vi var ret kede af, at vi ikke fik noget ud af det,” siger Jesper Jørgsholm og tilføjer, at han gerne ville have bladret siderne i ledelsens digitale kalender igennem, så man kunne have undgået at aflyse stormødet.

Isolerede sekretærer ”Jeg forstår godt de studerendes frustration. Kommunikationen her på stedet burde foregå anderledes,” siger Liselotte Nielsen, der i halvandet år har arbejdet som sekretær på Center for Journalistik. Ifølge Liselotte Nielsen skal roden til problemet ikke findes hos kontordamerne. For også her udebliver informationer om de andres planer for ugen: ”Vi ved ikke på forhånd, hvordan den enkelte underviser planlægger sin uge. Læreren har et blankt skema, og så må han eller hun selv om, hvordan det bliver udfyldt. Vi er lidt isolerede herinde på sekretariatet. For eksempel ved vi først, at der kommer en gæsteforlæser en af ugens

dage, når personen går forbi på gangen,” siger hun. Information ét sted Liselotte Nielsen mener, at en fælles informationsplatform, som for eksempel en digital kalender for centrets ledelse, undervisere og studerende, ville gøre planlægningen nemmere. Den opfattelse deles af IT-projektleder Bjarne Nielsen: ”Hvis man kører på samme platform, er det væsentligt lettere for alle parter. Jeg vil anbefale, at de studerende også bruger det, når undervisere og ledelsen allerede gør det”. Men ifølge radiolærer Karsten Prinds har de studerende allerede rig mulighed for at undersøge, hvordan ugen former sig:

”Det handler også om den enkelte elevs pligt til at følge med. Der ligger en kursusplan, som de studerende selv kan læse. Også for de andre semestre. Så via Blackboard kan man altså godt følge med i, hvornår folk er ude af huset,” siger han. En total ændring Men Karsten Prinds indrømmer også, at hver underviser bruger Blackboard forskelligt. Ikke alle lægger afleveringsmapper og undervisningsinfo de samme steder på hjemmesiden. Det gør det vanskeligere for studerende at navigere rundt. Hvis kommunikationen skal forbedres, kræver det, ifølge Karsten Prinds, en

total ændring og ikke kun med Blackboard: ”Der er helt sikkert et potentiale for at rydde op i kommunikationsvejene. Men jeg er ikke sikker på, at en digital kalender er løsningen. Jeg tror nærmere, der skal være tale om en større ændring, hvor alle bliver hørt. Det vil kræve én fra hver lejr, altså én fra ledelsen, én underviser og én studerende, en Poul Basse og en Troels Mylenberg. Hvis det sker, tror jeg godt kommunikationen kan forbedres,” siger han. anroe07@student.sdu.dk

NYVIDEN erkender fejl i Al-Jazeera-artikel Artikel om Al-Jazeerasamarbejde indeholder fejl. Ansvarshavende redaktør for SDU’s magasin, NYVIDEN, er ærgerlig over artiklen. Der er sket en trykfejl, undskylder han.

”En del af artiklen er direkte volapyk. Det er hamrende pinligt.” Sådan siger journalist og ansvarshavende redaktør for SDU’s magasin, NYVIDEN, Dan Hansen om nogle citater i artiklen ”Nyt samarbejde med Al-Jazeera”, han selv har skrevet. Artiklen handler om Center for Journalistiks

nye samarbejde med den arabiske tv-station AlJazeera. En artikel han beklager indeholder fejl. ”Hvis jeg nu havde set artiklen, lige da den kom fra trykken, ville jeg have bedt om et omtryk – selvom det er dyrt for os. For jeg synes, det er utroligt irriterende,” lyder det fra Dan Hansen. Forglemmelse skaber misforståelse I artiklen er Udenrigsminister Per Stig Møller citeret for, at ”kanalen er et fremragende supplement til BBC og CNN for folk, der er interesseret i Mellemøsten, og som ønsker at se arabiske og internationale nyheder.” Citatet tilhører dog ikke Udenrigsministeren, men derimod mellemøstekspert Lars Erslev Andersen.

Han undrede sig, da han læste artiklen. Mest af alt fordi hans citat var tilskrevet en anden person. Men også fordi han havde gjort opmærksom på, at AlJazeera også er blevet udsat for kritik. Kritik forsvundet Lars Erslev Andersen udtalte til Dan Hansen, at USA har kritiseret Al-Jazeera for ikke at bringe kritiske historier om Emiren på Qatar. Dels fordi Emiren giver AlJazeera sendetilladelse fra Doha, og dels fordi han betaler penge til stationen. Derudover har der været kritik af, at Al-Jazeera friholder Saudi-Arabien for kritik. De kritiske bemærkninger var forsvundet i det endelige produkt.

Det var Lars Erslev Andersen opfattelse, at Dan Hansen bevidst havde udeladt kommentarerne. Hans umiddelbare reaktion var: ”Nå, disse små, kritiske sætninger måtte ikke forstyrre den almindelige jubel og begejstring over ’den historiske aftale.’” Grafisk bommert Dan Hansen blev klar over fejlene, da lektor ved Center for Journalistik og ansvarlig for indgåelsen af Al-Jazeera-samarbejdet, Charlotte Wien, gjorde ham opmærksom på dem. Den ansvarshavende redaktør ville gerne have haft Lars Erslev Andersen med i artiklen for at nuancere historien. Dan Hansen forklarer

forvirringen omkring afsnittet og forglemmelsen af de kritiske kommentarer således: ”Det er forsvundet i den sidste del af processen hos grafikeren.” Fejlen opstod formentlig, da der i sidste øjeblik skulle indsættes en ekstra annonce. I løbet af seks år er det i følge Dan Hansen kun anden gang, han oplever, at der er sket en afgørende fejl, som ikke nåede at blive rettet. Han mener derfor ikke, at fejlene går ud over NYVIDENs troværdighed. Misforståelse tilgivet ”Det ødelægger artiklen, jeg ser pinlig ud, og det ødelægger mit forhold til Lars Erslev Andersen, som jeg ikke har fået fat på. Jeg

ville gerne beklage over for ham, at der er sket en grafisk fejl. Mit ønske om at gøre historien nuanceret er mislykket. Artiklen blev godkendt af Lars Erslev Andersen inden den kom i trykken. Vi har indtil nu haft et godt forhold, og jeg frygter, det er blevet spoleret,” siger en ærgerlig Dan Hansen. Lars Erslev Andersen, derimod, er mere rolig. Da Lixen viderebragte Dan Hansens redegørelser for artiklens fejl, var hans reaktion: ”Det har jeg selvfølgelig forståelse for. En teknisk fejl er, hvad der kan ske.” meejl07@student.sdu.dk andli07@student.sdu.dk


Marts 2008 | LixEN

04 | Intern Al Jazeera på Medietorvet Center for Journalistik har indgået et samarbejde med den mellemøstlige kanal Al-Jazeera. I løbet af foråret vil en repræsentant fra kanalen holde gæsteforelæsning for de journaliststuderende på Medietorvet. Det er tanken, at det skal blive et fast indslag hvert år, hvis økonomien tillader det. Samarbejdet med kanalen er stadig i udviklingsfasen, så det er for tidligt at tale om flere konkrete arrangementer. Det oplyser lektor Charlotte Wien, som har taget initiativ til samarbejdet. På længere sigt håber Center for Journalistik, at samarbejdet vil give de studerende bedre chancer for at få en praktikplads på kanalen. De studerende på fjerde semester kan dog godt opgive drømmen om en plads i ørkensolen til august, for kanalen tager ikke nogen praktikanter i år.

Intern censur skaber undren

Mikkel Vuorela

Mylenberg kritiserer DR’s radionyheder Det går ud over både journalistikken og demokratiet, at DR’s radionyheder er segmenteret, så de afspejler DR’s opfattelse af, hvad lytterne på hver af de tre kanaler, P1, P3 og P4, gerne vil høre. Sådan lød kritikken fra centerleder Troels Mylenberg, da han sammen med chef for DR Radioavis Betina Bendix gæstede P1 Morgen for at debattere mediernes stigende lyst til at behage brugerne. ”Når medierne laver nicheprodukter, som er styret af, hvad lytterne gerne vil have, kan det ske på bekostning af den journalistiske kvalitet. Medierne skal være et vindue til verden, men her bliver de et spejl, hvor vi bare kan sidde og se os selv,” sagde Mylenberg. Betina Bendix forsvarede segmenteringen med, at store nyheder, der sætter dagsordenen, bliver bragt i alle tre radioaviser. ”Når man redigerer ud fra væsentlighedskriteriet, ser man også, at der er mange forskellige ting, der er væsentlige for forskellige mennesker,” sagde hun. Ved årtusindskiftet blev Radioavisen opdelt i tre forskellige udgaver: en til de kloge, en til de unge og en til resten – altså P1, P3 og P4. Steen A. Jørgenssen

Foto: Joanna Valentin

Snakken er gået, siden karaktererne for 1. semesters håndværkseksamen blev offentliggjort. Nogle var skuffede, andre glade, men alt i alt var folk forundrede over manglen på ekstern censur. På Danmarks Journalisthøjskole har man ekstern censur på nyhedshistorieeksamen. ”Det er et spørgsmål om ressourcer og prioritering,” siger centerleder Troels Mylenberg.

Møbeleksperten Mylenberg? Troels Mylenberg er en kendt og brugt kommentator i stort set alle medier. Men det lader til at lederen for journalistuddannelsen på SDU har udvidet sit ekspertområde. Den 14. februar blev Troels Mylenberg, som den ene af to kilder, nemlig bedt om at udtale sig til en historie i Nyhedsavisen om, hvordan IKEA gør grin med Danmark ved at opkalde tæpper og toiletbrædder efter danske byer, mens sofaer og stole bliver opkaldt efter svenske og norske byer. ”Man ville blive overrasket over hvor mange historier, jeg ikke udtaler mig til,” lyder det fra kommentatoren. Og ja, det ville man sikkert, når en historie som denne var en af dem, der kom gennem nåleøjet. Journalisten bag artiklen, Jacob Basbøll, indrømmer, at han måtte presse centerlederen for en kommentar. ”Det var nok lidt gammel vane at ringe ham op. Men det skulle være en, der ville være med på spøgen.” Mads Kolby

Endnu en Mylenberg i verden Troels Mylenberg og fruen fik lørdag den 16. februar en datter. Dermed er den samlede børneflok i det Mylenbergske hjem nu oppe på fire. Tre piger og en dreng. Troels Mylenberg tager i samme forbindelse barselsorlov og vil derfor være væk fra SDU i et par uger. Et stort tillykke lyder her fra Lixen-redaktionen til hele familien Mylenberg. Mads Kolby

se, hvad den studerende har lært. Det er jo her, de studerende skal vise, de er studieegnede,” siger studieleder på DJH, Solveig Schmidt. Hvor retfærdige er de eksamenskarakterer i håndværk, der kun er blevet bedømt af underviserne? Det er blevet diskuteret livligt de seneste uger. 12-taller såvel som 2taller sætter spørgsmålstegn ved den interne censur. ”Jeg synes, det er underligt, at man ikke har ekstern censur på førstesemestereksamen. Det er en vigtig eksamen for de studerende, og det ville være rart at være sikker på, at man får den rigtige vurdering,” siger Julie Rosenkilde Nielsen, 2.semesterstuderende. På Danmarks Journalisthøjskole (DJH) har man en lignende eksamen, men først efter 2. semester, kaldet 1.årsopgaven: ”Det er vigtigt med ekstern censur på de store opgaver, for at man kan

En prioriteringssag Leder ved Center for Journalistik, Troels Mylenberg, er ikke afvisende overfor at diskutere den eksterne censur men mener, det er et spørgsmål om prioritering: ”Den grundlæggende tanke for vores uddannelse er, at man får vurdering frem for karakter. Vi har eksterne censorer på alle de andre håndværkseksamener. Det handler jo også om ressourcer. Det er hamrende dyrt at have eksterne censorer.” Det kan Solveig Schmidt ikke være helt uenig i: ”Det er forskelligt fra sag til sag, hvilke eksamener man vurderer, der skal have ekstern censur. Vi har også eksamener, hvor det kun er læreren, der vurderer og følger eleven.

Ingen har ressourcer til at have eksterne censorer til alle eksamener. Det er ren prioritering.” Troels Mylenberg mener ikke, eleverne skal gå så meget op i tallet på eksamenspapiret. Det er processen og samarbejdet, der er det vigtige: ”Man skal ikke se så meget på karakteren, men på hvad man har lært. Når I kommer videre til 2. og 3. semester, ligger den smukke præstation jo netop i, at man løfter sin makker op, frem for at man får sin egen flotte række af 12-taller. Når I står i den anden ende og skal have et job, er det altså ikke karaktererne, der kigges først på,” siger institutlederen. En sag for studienævnet Tanken med, at læreren følger elevens proces, er ifølge Troels Mylenberg, en af grundpillerne i journalistuddannelsen i Odense: ”Vi har diskuteret anonymitet på opgaven

tidligere, men det handler om, at underviser og studerende kender hinanden – vi coacher jer, vi ser jeres forløb og evaluerer det til slut med en karakter og en feedback.” Men Troels Mylenberg kan også fornemme, at der er utilfredshed med eksamensproceduren på Medietorvet: ”Hvis det opleves som et problem, at der ikke er ekstern censur på 1. semesters håndværkseksamen, så er det et problem. Og så må de studerende tage det op i studienævnet,” siger Troels Mylenberg. Det vil de studerendes repræsentant fra 2.semester i studienævnet, Kristian Aaaskov Nielsen, nu gøre: ”Det man hører er, at emnet går mange studerende på. Jeg vil da følge opfordringen og tage diskussionen op ved næste studienævnsmøde,” siger repræsentanten. nalie07@student.sdu.dk chind07@student.sdu.dk


LixEN | Marts 2008

Intern | 05

MIN EKSAMEN Eksamensperioden er overstået. Her giver to studerende deres beretning om et par usædvanlige eksamensopgaver.

Bedemanden myrdede min ide Af

Det store scoop?

Foto: Joanna Valentin

Troels Mylenbergs seneste bog, Scoop – Journalistikken under pres, har mildt sagt ikke fået en pæn modtagelse. Lixen har talt med forfatteren om bogen, journalisternes fremtid og hvordan man takler hård kritik.

INTERVIEW: Anmelderne har kaldt din bog alt fra uambitiøs, sjusket og alt andet end et scoop. Hvad synes du selv? ”Det er klart, at jeg ikke ville have udgivet den, hvis jeg synes, den var dårlig. Hvis jeg ikke synes, den var relevant, ville jeg ikke have skrevet den. At den får kritik, ryster mig ikke. Jeg var blevet mere overrasket, hvis anmelderne havde lagt sig ned på ryggen i benovelse,” siger Troels Mylenberg. Hvorfor er bogen vigtig? ”Bogen er skrevet til folk, der er på vej ind i journalistfaget. Det har aldrig været meningen, at bogen skulle henvende sig til de garvede rotter i faget. Den bog, jeg tidligere har henvist kommende journalister til, Den nøgne journalist (Nils Ufer, 1988 red.), er ikke tidssvarende mere. Derfor har jeg prøvet at samle mine og andres tanker i en bog.” Efter at have læst bogen sidder jeg lidt tilbage med en følelse af, at du kradser

i overfladen uden at komme spadestikket dybere. Havde det ikke været bedre at gå mere i dybden i stedet for at favne så bredt? ”Det kan godt være, at der er en pointe i det, men det er svært at udtale sig om det, man ikke har gjort. Jeg vil ikke afvise, at det med den politiske journalistik kunne bære en bog i sig selv. Denne bogs opgave var at give en bred indgang til faget, men jeg er da glad for, at den kan inspirere folk til at ville grave dybere ned i emnerne.” Hvad er den vigtigste pointe i din bog egentlig? ”Den vigtigste pointe er vel, at journalistikken er under pres, forstået på den måde, at journaliststuderende lærer så mange ting, I ikke får brug for, når I kommer ud og laver journalistik, sådan som mediebranchen ser ud nu. Det er ærgerligt, at vi i branchen ikke er bedre til at se, hvad det er, journalister skal og kan. Vi skal være bedre til at holde fokus og ikke lade os tage ved næsen af magthavere og spindoktorer. Vi skal stå vagt om vores fag, og vi skal have nogle ordentlige vilkår at udøve det under.” Hvordan skal vi som

journaliststuderende rustes til klare de udfordringer, du siger, journalistikken står over for? ”I skal have en stærk bevidsthed om, hvad journalistik er. Min egen generation af journalister er udstyret med en fornemmelse fra starten om, at man er der i offentlighedens tjeneste, at vi skulle ud og trække bukserne af magthaverne. Mediebranchen er så medrivende, at det er vigtigt, at vi bevarer de journalistiske fødder på jorden, forstået på den måde at vi forstår, hvad vores rolle som journalister er.” Bliver man en bedre journalist af at læse din bog? ”Det er nok at tage munden for fuld. Men jeg håber, den kan være med til at få debatten i gang. Jo stærkere holdninger man har til journalistikkens rolle og vilkår, jo bedre. Og jeg tager da anmeldelserne og den megen interesse som udtryk for, at emnerne er vigtige.” makol07@student.sdu.dk

Ny redaktion på RUST En klarere profil og et kendt ansigt på forsiden. Det er to af de ændringer, der skal lokke flere til at læse Syddansk Universitets studenterblad RUST. I februar udkom bladet for første gang med den nye redaktion ved roret. Redaktionen, der skal stå for bladet frem til januar 2009, består af 11 journaliststuderende med en tredelt chefredaktion bestående af Sabrina Drevsfeldt, Mette Faaborg Legarth Carlsen og Michael Nørrelund.

Ninna

Andreassen

MIN EKSAMEN: Klokken er ti om aftenen. Det er lørdag i eksamensugen, og halvvejs mod deadline. På gulvet rundt om mit sofabord ligger papirkugle på papirkugle krøllet sammen. Som en fysisk - men tom - manifestation af ideer og drømme, der brast. Og dér sidder jeg. Et ynkeligt syn. Rystende som en narkoman på et dårligt trip, fordi et helt igennem horribelt kaffeindtag åbenbart ikke er sundt. Min første idé var faldet allerede dagen før. Noget med nogle hjemløse, der hellere ville til København end bo i provinsen. Nu sad jeg med backuppen. Fede folk kan ikke brænde Af omveje havde jeg fundet ud af, at der var maks. mål for, hvor stor en kiste må være for at blive brændt i en krematorieovn. Den logiske konsekvens måtte være, at når folk bliver federe og

federe, er det et problem at få de voksende kister brændt. I den tro at hvis nogen vidste noget om det, måtte det være Foreningen for Overvægtige i Danmark, ringede jeg til deres kontaktperson. Han er ikke et imødekommende væsen. Tvært imod blev man mødt med ”Tager du pis på mig?” og ”Det er i hvert fald ikke mig, du skal snakke med”, da jeg havde forklaret problemet. Han forstod

Men han havde prøvet at presse et lig lidt sammen, så det kunne være i en mindre kiste. tydeligvis ikke situationens alvor. Skub lidt til liget Således desillusioneret af mine formidlingsevnes åbenbare håbløshed, ledte jeg videre. Bedemænd har ry for ikke at være nærtagende. Til gengæld er de ret morbide. Den første

håndfuld, jeg talte med, afviste purre min historie. Så det sidste krøllede håb blev overladt til en bedemand i Glostrup. Han grinede fornøjet, da jeg spurgte ham, om han virkelig ALDRIG havde oplevet, at et lig var for stort til at være i krematorieovnen. Det havde han ikke. Men han havde prøvet at presse et lig lidt sammen, så det kunne være i en mindre kiste. Det kan nemlig godt lade sig gøre at lægge ligets arme lidt mere ind over maven og presse lidt, så det kan være der. På den måde kan man spare afdøde ydmygelsen over at skulle bæres ud i en kiste af størrelsen extra-large. Men lige meget hjalp det. Han havde gjort det: Effektueret dødsdommen over min ligkiste-idé, inden den nogensinde lærte at gå. nandr07@student.sdu.dk På baggrund af en rapport skrev Ninna i 11. time en eksamensartikel om indsatsen i Vollsmose.

En uges jagt på hundetestikler Af Heidi Callesen

testikler til sin hund, hvis man ikke er tilfreds med, hvordan den ser ud? Men historien var god nok.

MIN EKSAMEN: En dag i efteråret læste jeg en svensk artikel om, at proteser til Nogle hundeejere synes, dyr var i fremgang. Rent rutinemæssigt at det er pinligt, at deres bestemte jeg mig for at hanhund ikke længere ser ud som en ’rigtig’ hanhund, undersøge, om det også Det er pinligt, at når den er blevet og var tilfældet deres hanhund kastreret i Danmark. ikke længere ser har fået fjernet Det var det ud som en ’rigtig’ testiklerne. Og selvom det er ikke. Derimod hanhund ulovligt at lave fortalte operationer en sygeplejerske på et kosmetiske dyrehospital, at den nyeste på dyr i Danmark, så vil trend på dyreområdet var danske dyrlæger altså gerne nye testikler til hunden. Det bryde loven og risikere fire måneder bag tremmer lød som en dårlig joke. At man kan få nye for at indoperere nye

silikonetestikler i hunde. Min makker og jeg var sikre på, at vi ville lave historie. Den var simpelthen så mærkelig, skør og utænkelig, at den var nødt til at blive fortalt. Også selvom jeg ikke lige havde forestillet mig, at min eksamensuge skulle bestå i at mærke på silikoneproteser og jagte hunde med store (læs: tydelige) testikler til et tvindslag! Resultatet blev et konfliktbåret tv-indslag, som var med til at hive vores karakter op på 7, og det var vi bestemt ikke utilfredse med. hecal05@student.sdu.dk

Fellows bog skal bruge et par måneder endnu Ifølge Sabrina Drevsfeldt er målet, at bladet skal have en genkendelsesværdi hos de studerende, men: ”Der skal være plads til alle elementer i bladet. Vi skal både opsnuse og skrive om de problemer, der er på SDU - og hvordan man kan løse dem,” siger hun. ”Vi vil give RUST den manglende x-factor, som får de studerende til at læse bladet,” slutter den nyklækkede chefredaktør. Steen A. Jørgenssen

Fellows bog skal bruge et par måneder endnu. Som en del af sit ophold på Center for Journalistik besluttede den nu tidligere fellow Mette Davidsen-Nielsen at skrive en bog om public service. Men publicistiske entusiaster må vente til et stykke ind i foråret, før bogen ligger klar hos boghandleren. ”Jeg skriver på livet løs, men jeg har nok været lidt for optimistisk med hensyn til, hvor omfattende bogen skulle være. Så jeg

har måttet revurdere min retning,” siger den tidligere DR2-chef og tilføjer: ”Jeg har brug for nogle måneder endnu”. Bogen omdrejningspunkt er, hvorvidt man kan tale om en public service-værdi i det enkelte program i så forskellige genrer som Torben Stenos alkoholudsendelser, Vild med Dans og DR Derude. Nikolaj Rytgaard


06 | Profil

Marts 2008 | LixEN

Jeg har aldrig søgt et

lederjob

- men jeg er hele tiden blevet opfordret til det

Foto: Stig Østergaard Nielsen

Lixen har mødt tidligere ansvarshavende chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Egon Tøttrup, for at få en snak om journalistikkens fortid, nutid og fremtid.

INTERVIEW: På Fyens Stiftstidendes mediehus bliver Egon Tøttrup mødt af venlige smil og vink, og på vej op til lokalet, hvor interviewet skal foregå, bliver vores samtale flere gange afbrudt af medarbejdere, der kommer hen for at hilse på. I små 33 år har han arbejdet for avisen, der dækker verden og dyrker Fyn. Siden 2001 og frem til han tidligere i år gik på pension, har han været ansvarshavende chefredaktør på avisen, og vurderet ud fra den modtagelse han får på sin gamle arbejdsplads, er han vellidt og respekteret. ”Det har ikke været en livsstil for mig at være leder,” fortæller Egon Tøttrup, mens hans tidligere sekretær sørger for kaffe. ”Jeg har aldrig søgt et lederjob, jeg er hele tiden blevet opfordret til det.” Der var engang Egon Tøttrup begyndte sin rejse i journalistikken, da han som 18-årig blev elev p�� Skive Venstreblad tilbage i 1963. ”Miljøet og selve arbejdet var helt anderledes, end det er i dag. Dengang var der fire lokalaviser, så der var en slags pressekorps i byen. Der

var selvfølgelig konkurrence mellem aviserne, men der var også et spændende journalistmiljø, som ikke eksisterer på samme måde i provinsbyerne i dag.” ”Uddannelsesmæssigt var man i mesterlære, hvor man var føl hos en journalist, så man var meget afhængig af en person. Det var et spørgsmål om, hvorvidt man var heldig at få den rigtige journalist som mester. Det var svagheden ved journalistuddannelsen dengang. I dag har man mere lige vilkår.” ”Journalistikken var også helt anderledes dengang. Jeg vil ikke sige, det var én-kilde-historier, man lavede, men det var meget refererende. Det var ikke som i dag, hvor man graver i sagerne.” Større krav Hvordan har journalistikken udviklet sig, fra det man lavede dengang, til det man har i dag? ”Udviklingen er kommet i kraft af uddannelserne. Jeg mener specielt, at uddannelsen herude på Syddansk Universitet har været med til at løfte niveauet i Århus. Det er dér, der sker et kvantespring inden for journalistuddannelsen i en positiv retning.” ”Journalisthøjskolen i Århus var gået lidt i stå - sådan set udefra. Jeg har siddet i optagelsesnævnet på DJH i mange år. Dengang

var DJH et sted, hvor de lærere, man rekrutterede, typisk var chefredaktører, der var lidt over the hill.” ”Sådan er det slet ikke mere. Det er der blevet rettet helt op på. Især fordi de fik konkurrence her fra Odense. Nu er begge uddannelser drøngode, og vi mærker ingen forskel på de journalister, vi får - om de er fra Århus, Odense eller Roskilde.” Hvis uddannelserne er bedre nu, betyder det så, at l stiller større krav til jeres praktikanter? ”Vi kræver, at de er selvstændige, og de skal næsten kunne stå på egne ben fra dag ét. Vi skal nok gå ind og guide dem journalistisk og tage dem under vingerne, men de skal ikke nurses, og de skal ikke gå og gemme sig. De skal i hvert fald nok få nogle udfordringer.”

sammen med redaktøren er gode til at holde hinanden i skak og hjælpe hinanden. De er gode til at sige, hvis en historie skal løftes lidt eller vinkles anderledes. En god redaktion er en redaktion, hvor man sparrer og hjælper hinanden hele vejen igennem.” ”Men skal man have et journalistløfte, så skal der vel også være et redaktørløfte. Det er jo redaktøren, der i den sidste ende bestemmer, hvad der skal stå i avisen. I dag er redaktører frie i forhold til deres bestyrelser, og når man bliver ansat som ansvarshavende redaktør, bliver man ansat på et idegrundlag, som man så skal redigere avisen på. Der vil altid være et voldsomt pres på en redaktør både fra omgivelserne og indefra, så der er et behov for, at redaktøren gennemgår en skoling eller nogle Jeg kan frygte, procedurer, Løftet Vi har på at aviserne der gør ham journalisti stand til at studiet på SDU i fremtiden stå i mod det diskuteret, pres. Man kun vil blive hvorvidt kan måske læst af de man skal sige, at udarbejde et veluddannede redaktøren journalistløfte. og journalistHvad er din holdning til erne burde afgive et løfte i det? fællesskab. ”Hvis journalistløftet kan være et redskab til at Kun for eliten sætte fokus på de ting, man Ser du et problem i, at arbejder med, og stiller specielt unge mennesker nogle særlige krav, så er hovedsageligt holder sig det godt nok. Men jeg synes opdateret via de elektroniske generelt, at journalisterne medier?

”Jeg kan frygte, at print-læser, bliver der født aviserne i fremtiden en elektronisk læser. Det kun vil blive læst af de kan man ikke lave om på, veluddannede. På den måde det skal man bare indrette taber man rigtig mange, der sig efter.” så vil nøjes med at se tv - og ” Jeg tror, at de trykte dermed ikke bliver stærke aviser vil udvikle sig til en læsere.” form for niche ”Der aviser. NyhedsJeg søger ikke er utrolig journalistikken mange unge, selv nyheder, er blevet der ikke når jeg læser hurtigere og vokser op i mere flygtig, så aviser. Jeg et hjem med de trykte aviser avis og det søger viden skal forklare, smitter jo hvorfor tingene af. Det kan jeg se på mine sker og sætte tingene i egne børn. De har lært at perspektiv. Man har det læse avis, fordi vi altid læste allerede i dag med Kristeligt mange aviser hjemme hos Dagblad og Børsen i hver os. Men jeg tror nu ikke, sin ende af skalaen, og de de kan føre arven videre til store landsblade er også deres børn, fordi de er så begyndt at stritte i hver påvirket af de elektroniske deres retning rent politisk medier.” og holdningsmæssigt. ”Jeg kan også frygte lidt Spørgsmålet er så, hvor på demokratiets vegne, de regionale aviserne skal fordi aviserne har haft placere sig i det felt, men jeg en vigtig rolle specielt tror, det bliver med tyngde ved kommunalvalg og på baggrundsjournalistikken folketingsvalg. Den rolle - frem for nyheder.” bliver svækket, fordi det Man kan altså forstille hele bliver mere flygtigt og sig, at avisen i fremtiden personorienteret via tv og kun vil bringe nyheder i radio. Jeg tror bare ikke, notits-form? man kan gøre noget ved ”Det er det Politiken det.” næsten gør med deres nyhedsbånd. I virkeligheden Avisens fremtid kan man sige, at de er fem Betalingsavisernes er også år for tidligt ude, men jeg under pres fra internettet er ikke i tvivl om, at det 0g gratisaviserne. Hvordan går den vej. Jeg søger ikke ser fremtiden ud for selv nyheder, når jeg læser betalingsaviserne? aviser. Jeg søger viden. ”Selvfølgelig er aviserne masey99@student.sdu.dk under pres, men det er der ingen grund til at klynke over. Hver gang der dør en


LixEN | Marts 2008

Ekstern | 07

Snapshots fra en fyringstid Af Sara Schlüter, tidligere journalist på Nyhedsavisen Onsdag den 30. januar 11.04: HVAD??? Der går et gisp gennem vores overfyldte mødelokale, da direktør Morten Nissen Nielsen efter et par beklagende fraser annoncerer, at halvdelen af redaktionen skal fyres. HALVDELEN!?!?! ”Jamen du kan da ikke producere en kvalitetsavis med så få journalister,” forsøger kulturjournalist Anne Winther flere gange at overbevise vores (ikke journalistiske) chef. Intet bider på. 12.13: Mødet er slut, jeg prøver desperat at trække vejret normalt og ikke ende i en mellemting mellem hyperventilering og højlydt tuderi. En tåre eller to tvinger sig ud gennem mine øjne, og jeg får på skift knus af diverse dejlige kolleger. Ved ikke om jeg trøster dem, eller de trøster mig. Føler mig tom indeni… og forrådt. 20.43: Kigger mig i spejlet på Eiffel bar. Der er propfyldt med fulde journalister fra Nyhedsavisen, som skråler, krammer og drikker. Vi ligner en mellemting mellem fodboldfejrende fans og en begravelse. Jeg ligner et lagen. En sagesløs gæst på bodegaen kommer til at spørge os, hvad vi fejrer. Hmm. Fredag den 1. februar 12.37: Har tømmermænd for anden dag i træk. Skal skrive feature om amerikansk valg. Kan ikke koncentrere mig. Onsdag den 6. februar 14.07: Sælgerne jubler. En af dem står med armene løftet i vejret og råber YESSS!!! Et par sekunder senere popper en ny mail op på min skærm. ”Ny besked: Fra Morten Nissen Nielsen: Læsertal fra Gallup: 604.000 Det er et godt tal. Vi er størst :) ” Det har vi knoklet for i halvandet år. Jeg er ved at kaste op. Kan se Morten Nissen Nielsen juble oppe på sit glasbur af et kontor. En time senere samles folk til champagne i kantinen. Jeg falder ned i et sort hul af dårligt humør, mens jeg desperat hamrer i tasterne for at gøre mit opslag om Super Tuesday færdig. Dumme amerikanere tager ikke engang hensyn til, at jeg er røget ud i eksistentiel krise. Fredag den 8. februar 07.27: Vågner og smiler. Det er min fødselsdag. Kommer i tanke om fyringsrunden og vender mig om og sover videre. Har mit fyringsmareridt. Flere har sendt deres ud på mail. I mit sætter Simon Andersen et VHS-bånd på i vores store mødelokale og løber så. Fritskrabede hoveder af de personer, der ikke skal fyres, toner frem på skærmen til arabisk musik og masser af farver. Jeg bliver ikke fyret. Jeg begynder så småt at overveje selv at sige stop. Kan ikke overskue at forlade Nyhedsavisen. Drømmejobbet. Har dækket amerikansk valg, været i Afrika flere gange. Mine kolleger er langt mere end arbejdskammerater. De er nogle af mine bedste venner. Min hjerne er ved at brænde sammen. Lørdag den 16. februar 14.23: Sidder til Mellemøststudier på åben uddannelse på SDU. Bruger mere tid på Messenger end på orientalisme. Tager beslutningen og sender en mail. Mavefornemmelsen har i en uges tid sagt til mig, at jeg skal videre. Da mailen er sendt til min tillidsmand Julie, er det som om, jeg kan trække vejret igen. Lettelse. Onsdag den 20. februar 09.00: Fyringsdag. Der ligger en række konvolutter i vores kantine. Én til hver. Jeg ved, hvad der står i min. Mange har selv valgt at gå, men andre af mine kolleger mister deres arbejde. Det er en lortedag. Jeg får ansvaret for at hive de afskedigede med videre. De andre skal lave avis. Vi går på Lunas og spiser kæmpebrunch. Vi griner en del. Snakker om, hvor stressende det bliver at fylde avisen nu. Jeg får sms fra ynglingskollega Michael: ”Jeg savner dig her på redaktionen.... Det er slet ikke det samme :( Nu sidder jeg bare og kigger på to rækker tomme pladser... Snøft!” Jeg begynder at tude. Torsdag den 21. februar 15.44: Bliver ringet op af en morgenavis. Samtale på mandag. Har også samtale på et magasin i morgen. Er underligt at være arbejdsløs. Men også spændende. Jeg aner ikke, hvad der skal ske. På den gode måde. Men savner allerede de andre. saraschluter@gmail.com

Baggrund Nyhedsavisen gennemførte i januar en række strukturændringer for at styrke deres kræfter på det kriseramte avismarked. Det betød at omkring 40 ud af Nyhedsavisens 90 journalister snart skulle sige farvel til jobbet, og se sig om efter nye redaktioner. Da avisens journalister fik beskeden, vidste de ikke, hvem der stod for skud. Udlandsjournalist Sara Schlüter fortæller her, hvordan hun oplevede affæren fra start til slut.

Illustration: Nikolaj Rytgaard

Freeway: Lad de unge styre nyhedsstrømmen Avisen.dk er blevet solgt. Og hos de nye ejere Freeway er det ikke journalisterne der sætter dagsordenen for nyhedsindholdet. Derimod skal den nye unge målgruppe have større indflydelse på websidens indhold. Freeway lægger ikke skjul på, at de vil være de største i den danske mediebranche – og de mange penge skal komme fra annoncører. Wagner en dag af gangen: ”Lige nu fokuserer vi på nyhederne. Men hvis folk gerne vil høre om Britney Spears, så er det hende, vi satser på,” siger han. Det er nye tider for Nyhedsavisens hjemmeside, Avisen.dk. Siden er blevet opkøbt af net-mogulerne Freeway, der i forvejen ejer flere såkaldte communitywebsteder som Dating.dk og Arto.dk, der primært henvender sig til unge. De nye ejere vil i langt højere grad end tidligere give sidens brugere mulighed for at bestemme hvad der være sidens tophistorier. Artobrugere skal læse nyheder Freeways administrerende direktør Morten Wagner er meget interesseret i det unge købedygtige publikum, og er opmærksom på tiltag der kan give trafik på avisen.dk: ”Vi vil kigge på hvad brugerne efterspørger. Der er jo ingen penge i, at lave nyheder som folk ikke gider læse. Det gælder i sidste ende om at lave en forretning der kan løbe rundt,” siger han. ”For eksempel vil brugerne af Arto nok ikke abonnere på en avis, men med det rette indhold kan vi måske tiltrække de unge,” siger han. Dermed er der lagt op til at Avisen.dk får brugerstyrede nyheder. Men det vil fortsat være Nyhedsavisens egen redaktion der producerer nyhederne. Om der skal laves en separat redaktion, der laver specifikke internetnyheder, må tiden vise. Indtil videre tager Morten

Annoncekroner skal redde Avisen.dk Freeway planlægger en stor annonce-offensiv på deres hjemmesider for at tiltrække det nye publikum til Avisen.dk. Og de vante community-brugere vil nemt kunne finde rundt på den genfødte netavis. Designet bliver i samme stil som Freeways andre websider, som er nogle af de meste besøgte i Danmark og har gjort virksomheden dominerende på internetmarkedet. Claus Sølvsteen, partner i virksomheden Peytz, der specialiserer sig i netmedier, ser positivt på Freeways muligheder med Avisen.dk. ”Freeway er mestre i at lave communities. For eksempel er Dating.dk et site, som bruges af mange danskere. Det er et stærkt community, som går ud på at slå tiden ihjel. Så hvis du kan give brugerne nogle nyheder også, så er det da oplagt«, siger Claus Sølvsteen, som håber, at Artos unge brugere også vil hoppe på nyhedsvognen: ”Det kunne være, Freeway fandt en spændende måde at engagere de unge mennesker i nyhedsformidlingen på,” slutter han. Freeway bliver kun større Internetmogulen stopper

dog ikke ved Avisen.dk. Ifølge Morten Wagner er det ikke utænkeligt, at de vil satse på andre kanaler i mediebranchen: ”Vi vil gerne være et mediehus. TV-kanaler og især web-tv kunne være en mulighed. Det er vigtigt at vide, hvor der er efterspørgsel og så efterkomme det. For eksempel tror jeg ikke, at det er smart at investere i radio lige nu. Det virker som et svært marked,” siger han. Morten Wagner er meget opmærksom på de spidse albuer og hårde kampe i mediebranchen: ”Jo større vi bliver som virksomhed, jo bedre mulighed har vi for at beskytte interne faktorer i de danske medier. Det gælder om at lukke af for eksterne trusler såsom udenlandske investorer og så skabe nogle sunde virksomheder”. Freeways investering i Avisen.dk har længe været overvejet, og Morten Wagner er ikke i tvivl om, at deres nye strategi kan redde nyhedsavisens økonomi. Det er hans klare mål først og fremmest at få et overskud. ”Man skal altid have en sund forretning ud af en investering,” siger Morten Wagner og slutter: ”Vi arbejder ikke med målsætninger i forretninger. Vi stopper ikke, når vi når et mål. Nu kører vi bare løs og ser, hvad det kan blive til. Vi vil være de største i den danske mediebranche.” sanni07@student.sdu.dk


08 | Ekstern

Marts 2008 | LixEN

Offeret

er avisernes

redning

Har du hørt det sidste nye? Der er penge at hente i ulykkesfuglen Britney Spears – nok til at vende et avismarked. Men ifølge en offerforsker er nyhedsformidlingen perverteret, når den dækker den unge dames selvdestruktion. næsten 24 millioner dollars. Ulykkesfuglen er støbt i guld.

Smagløs idoldyrkelse af morgendagens ådsel. Eller et langtrukkent offentligt selvmord badet i barberbladsskarpt blitz-lys. Mediefænomenet Britney er hér, dér og alle vegne. Når popstjernen danser sin bedøvede dans på knivsæggen mellem storhed og ruin, er det ikke længere et skub, men bare et pust, der skal til, før de sultne kameralinser serverer hendes skandaler i sladderspalter verden over. Danske medier er ingen undtagelse. Hver dag er endnu et kapitel i lidelseshistorien om Britney Spears. En historie, der er blevet en formidabelt god forretning for sensationslystne tabloidaviser. Så god at dalende salgstal på det amerikanske avismarked ikke alene er standset på grund af den massive dækning af Britney – de er tilmed steget med 1 procent for magasiner. Det er CNN, der har opgjort hvad Britney Spears og hendes veninder Lindsay Lohan og Paris Hilton har betydet for salget i første halvdel af 2007, og selvom én procent måske ikke lyder af meget, dækker tallet over en stigning på

Cyber-æraens barbari Men guldfuglen er et offer. Det er netop derfor, hun er så interessant. Ifølge cand.phil i historie Henrik Jensen er offerfascinationen kendetegnende for den tid vi lever i. Henrik Jensen er lektor på RUC, og har blandt andet skrevet bogen Ofrets Århundrede, der omhandler 19hundredetallets mentalitetsog kulturhistorie. Han beskriver Britney Spears situation således: ”Hun er blevet en syndebuk for pressen. Britney Spears sidder i en gabestok, hvor hun bliver

wanted in Hollywood. Og hun er godt på vej i Danmark. Når formiddagsaviser og ugeblade lukrerer så godt på cowboy-paparazziernes dusørjagt, er det svært for morgenaviserne at ride på den etiske hest og skrive udenom sladderen. Alle vil have en del af kagen. Tidligere har Berlingske Tidende på lederplads kaldt Britney-dækningen for cyber-æraens udgave af barbariet og konstateret, at ingen tilsyneladende vil hjælpe staklen Britney Spears. Alligevel optræder hun hyppigt i avisens blitzspalter. Sladder er noget andet Souschef for Berlingske Tidendes kulturredaktion Jesper Eising forklarer: ”Det ville da være mærkeligt, at lukke øjnene for Britney Spears. Hun er en interessant figur at dække som fænomen, fordi hendes historie rummer, alt hvad der skal være i et godt drama. Sladderhistorier synes jeg

an på sammenhængen. Hvis Berlingske skriver om hende, er det typisk i vores sladderspalte. Og der gælder andre relevanskriterier end på forsiden. Sladderstof skrives på andre præmisser. Det må man acceptere,” understreger Jesper Eising og henviser til to retninger i dækningen af Britney Spears. På den ene side de gennemarbejdede fænomenhistorier, der tager Britney under journalistisk lup som billede på tendenser i en underholdningskultur. På den anden de små, rendyrkede sladderhistorier i Blitz-spalten på Magasinsektionens bagside, der blot skal give læseren et billigt grin, og fortælle om en skør verden. Med løkken om halsen Jesper Eising kalder det omsonst, at danske medier helt skulle afstå fra at skrive sladderhistorier. Han tilføjer, at Britney Spears er en offentligt person, der også har en interesse i, at

Når formiddagsaviser og ugeblade lukrerer så godt på cowboypaparazziernes dusørjagt, er det svært for morgenaviserne at ride på den etiske hest og skrive udenom sladderen. udstillet for sine svagheder på måder, der normalt slet ikke ville blive accepteret, men bliver det, fordi hun engang var et idol,” siger han. Den dyrkelse af offeret, som Henrik Jensen peger på, har betydet, at Britney for længst er blevet most

er noget andet. Sladder er jo sladder, og det må man tage som det nu er. Det har en kommercielt orienteret underholdningsværdi.” Men det er jo ikke fordi Britney Spears opfylder særlig mange af nyhedskriterierne? ”Nej, men det kommer

aviser som hans egen skriver om hende. Det rationale beskriver Henrik Jensen som en Qvortrupsk Se & Hørargumentation: ”Jo, Britney Spears har selv trukket løkken om halsen med sit valg af karriere. Men denne

systematiske forfølgelse af hende taler til laveste fællesnævner hos læserne, og det mener jeg ikke, offentligheden skal trækkes igennem. Når de store morgenaviser føler, at de skal opdatere deres læsere om Britney Spears, er det et udtryk for pervertering af nyhedsformidlingen,” lyder kritikken fra Henrik Jensen. Men der er jo tydeligvis stor interesse for Britneysladder. Er det så slemt, at give læserne, hvad de gerne vil have? ”Ja, jeg synes medierne burde trække en streg. Det er læserne, der ender med at tabe fordi vores offentlighed bliver forurenet. Desværre er jeg bange for, at det er en bevægelse, der er svær at stoppe igen. Man begynder at gå tættere på de kendte, og bruger metoder, der ikke før har været legitime - Lidt tættere i næste uge,” siger Henrik Jensen. Pressens Martyr ”Britney dør snart,” kunne man for nylig læse på forsiden, at et dansk ugeblad. Flere af hendes familiemedlemmer, samt kolleger og venner har efterhånden ytret frygt for Britneys ve og vel – for hendes liv sågar. Men hver gang Britney Spears synker til nye dybder, stiger efterspørgslen på billeder af hendes selvdestruktion. Og selvdestruktion har der været rigeligt af. Siden 2006, hvor hun blev skilt fra sin mand Kevin Federline, har hun flere gange været tvangsindlagt på rehabilitering, hun har kronraget sit hoved, er blevet arresteret og har mistet

forældremyndigheden over sine to børn. For hvert tragiske kapitel følger endeløse spisesedler med kapitaler foran kiosker verden over. Henrik Jensen anklager pressen for at være medskyldig i popstjernens undergang: ”Vi er næsten kommet så langt ud, at det vil være en skuffelse, hvis der ikke sker noget dramatisk til sidst. Pressen bygger hele tiden forventninger op og gør små fejl til store nyheder,” argumenterer han. Men det synspunkt deler man ikke på Berlingske Tidende. Jesper Eising: ”I vores medievirkelighed bliver kendte personer meget voldsomt eksponeret på godt og ondt. Men jeg mener sagtens, at vi rent etisk kan forsvare at skrive om hende.” Britneys kamp for at holde sig oven vande i mediestrømmen kan altså fortsat opleves i den danske presse. Hun er en detroniseret popsild, der er kommet så langt ud i den dybe ende, at det er for sent at vende om nu. Man kan spørge sig selv, om hun nogensinde når i sikker havn. Lidelseshistorien fortsætter. Følg med i morgen. stejo07@student.sdu.dk Foto: EuPapparazzi


LixEN | Marts 2008

Ekstern | 09

”Undskyld Muhammed” På Facebook er flere grupper for nyligt blevet oprettet i forbindelse med den nye Muhammed-sag. Nogle af grupperne har til formål at undskylde for avisernes genoptrykning af tegningerne, mens andre vil manifestere en kompromisløs ytringsfrihed. Tusinder af Facebook-brugere har meldt sig ind for at debattere den nye Muhammed-ballade. at budskabet ikke er en Ingen undskyldning for denne holdning.” opfordring til, at den danske ytringsfrihed I hans Facebook-gruppe regering undskylder. Han Stifteren af ’Ingen har han haft problemer med mener, at undskyldningen Undskyldning, til folk, der udtalte sig racistisk, er på sin plads, da den Muhammed’, Jonas Krøyer og han har også modtaget en konkrete sag om tegningen Jensen, har ikke ønsket at trussel: latterliggør Muhammed. tale med Lixen, men skriver ”Det kan ikke undgås. ”Ikke nok med i en besked på Facebook: Jeg har valgt, at slette mit Muhammed er blevet ”Jeg er af den profilbillede - bare for en karikeret, han sikkerheds skyld. er også blevet Jeg har valgt at slette mit Der er jo ingen karikeret grund til at friste profilbillede - bare for en latterligt. De sikkerheds skyld. Der er jo svage sjæle,” historiske skriver han. ingen grund til at friste svage aspekter ved Ved sjæle ham mangler, redaktionens -Stifteren af ”Ingen deadline og tegningerne undskyldninger til havde viser ham fra ”Ingen Muhammed” undskyldninger et radikalt synspunkt. Min til Muhammed” undskyldning er for den her overbevisning, at vi ikke 6.849 medlemmer. sag, og for tegningen med skal undskylde over for ”Undskyld Muhammed” bomben i turbanen. I andre nogen, at vi lever i et cirka 200 færre. samfund, sager må vi tage dialogen,” demokratisk trtri07@student.sdu.dk har ytringsfrihed. siger Anders Bøtter, der ikke som vil udelukke, at han også vil Uanset hvad der bliver undskylde, hvis aviserne trykt i vores aviser. Mit endda bringer, hvad han eneste mål, da jeg startede kalder ”saglige tegninger af “Ingen undskyldninger, til Muhammed”, var at se, hvor profeten.” mange i Danmark som deler Illustration: Facebook

International opmærksomhed I begge grupper debatterer folk, der både er enige og uenige i gruppernes titel, og nogle brugere har meldt sig ind i begge. I diskussionerne er der ikke langt mellem indlæg, der er skrevet af debattører fra andre lande som Ægypten

Muhammed’ har udfyldt et tomrum. I gruppen er der mange udenlandske muslimer, der har skrevet: ”Vi forstår jeres ytringsfrihed, men synes ”Jeg tegner profeten ikke om jeres tegninger,” Muhammed, som det passer siger Anders Bøtter, som mig!” ”Lad nu være med mener, at hans Facebookat trykke de Muhammedgruppe kan nuancere tegninger igen.” Titlerne her debatten om tegningerne. er kun få blandt ”Der mange og kan ikke Der er mange almindelige er mange misforstås. almindelige muslimer, der har følt sig Facebook muslimer, der radikaliseret, for i medierne er tidens mest er dem, der fordømmer, altid har følt sig populære sociale radikaliseret, de rabiate muslimer netværk på nettet. for i medierne, Og efter flere dem der - Stifteren af ”Undskyld er danske aviser i fordømmer Muhammed” tegningerne, februar valgte at genoptrykke Kurt altid de rabiate Westergaards omstridte og Tyrkiet. Derudover har muslimer. De almindelige Muhammedkarikatur, har grupperne fået international rolige muslimer er kede af Blandt ikke at blive hørt. De mener, hjemmesidens brugere delt opmærksomhed. andet i en række arabiske ligesom jeg, at man sagtens sig i to lejre. Den ene fordømmer aviser og på BBC. kan have ytringsfrihed uden Stifteren af ’Undskyld at provokere folks følelser. genoptrykningen og vil gerne give en uforbeholden Muhammed’ er den 27- Der er andet end den sortundskyldning til alle årige Anders Bøtter fra hvide version af sagen,” muslimer, der føler sig København. Han er meget siger han. tilfreds med den store krænket af tegningen. Den anden vil slå fast, opmærksomhed, gruppen ’Latterliggørende’ at ytringsfriheden ikke har fået: tegning ”De mange henvendelser Anders Bøtter understreger, kan gradbøjes og bruger Facebook til at understrege, fra muslimer verden over at undskyldningen til at der intet er at undskylde viser, at det her var, hvad Muhammed står for der var brug for. ’Undskyld hans egen regning, og for.


10 | Ekstern

Marts 2008 | LixEN

En øvelse i rolleindlæring Stig Østergaard Nielsen har ageret krigsreporter under en militær-simulation i Vestjylland. Det blev et hæsblæsende døgn med ildkampe, chikane fra NATOtropper og en journalist, der blev tvunget til at træffe et valg om overlevelse.

Illustration: Steen A. Jørgenssen

Sort skærm: Slut med studenter-tv Stig Østergaard Nielsen var med som krigsreporter, da foreningen Milsim holdt krigssimulation i februar. Foreningen arrangerer spil, hvor voksne mennesker klæder sig ud i camuflagetøj og lejer krig mod hinanden.

17.02.08: 10.00 Ankomst til Baletanistan Jeg får udleveret en hjelm. Den er tydeligvis lavet af kevlar, ikke plastic. Derefter får jeg udleveret en skudsikker vest. Den er stiv. Jeg har aldrig gået med korset, men der må være en hvis lighed. Jeg skriver tydeligt PRESSE på både vest og hjelm. Jeg vil helst ikke skydes. Jeg føler mig straks i rollen som krigskorrespondent fra Associated Press. Jeg har som den eneste vestlige journalist fået lov til at filme de fanatiske Baletan-styrkers lejr. Jeg skal bo hos dem et døgn. Området, som er højspændt og farligt, giver også plads til en NATOlejr. Om min placering midt i en baletansk lejr er fornuftig eller dum er endnu ikke klart. 17.02.08: 12.00 Begrænset aktivitet Det er koldt i Baletanistan. Jeg har tilbragt to timer bag på en bil sammen med seks baletanske soldater. De er lidt kamerasky. Det er hårdt at filme fra ladet på en bil. Faren lurer hele tiden. Der kunne ligge NATO-soldater på lur i en hver busk, vi passerer. Jeg skal ikke bare kompensere for bilens rysten, jeg skal også holde mig så meget i skjul af bilens livgivende panser som muligt. Vi møder ikke nogen NATO-soldater på rekognosceringen. Der er dog lidt action til sidst: En af Baletans køretøjer, en russisk firhjultrækker fra 1960’erne, sidder fast i et stort mudderhul og må trækkes fri. 17.02.08: 15.20 Første træfning, en letkøbt lektie i upartiskhed Baletan og NATO kæmper hårdt om besiddelsen af en bro i det vestlige Baletanistan. Jeg er fulgt med et baletansk regiment helt ind i kampen. Jeg ligger på maven i en dynge lyng, og på en eller anden måde har jeg fået placeret mig således, at jeg har Baletan bag mig og NATO-styrken foran mig: Jeg er fanget i krydsilden. Jeg graver mine delikate skinker så langt ned i underskoven som muligt og forsøger at få filmet noget uden at blive skudt til italiensk salat. Godt begge sider ikke er sure på mig. Jeg har indtil videre bevaret min neutrale status. Træfningen slutter til Baletans fordel, men det er en dyrkøbt sejr. Tilbage i lejren er der kister og lig i stakkevis. Baletan har dog opnået en væsentlig fordel: De har stjålet seks Stinger-missiler fra NATO-styrkerne. 17.02.08: 18.00 Evakuering Hen af dagen iværksætter NATO-styrkerne en stor offensiv i mod baletanerne. Jeg bliver i den forbindelse evakueret fra Baletan-lejren med henblik på hjemtransport hurtigst muligt. Der er ikke udsigt til, at jeg kan komme fra Baletanistan før døgnet efter. I NATO-lejren bliver jeg kropsvisiteret og får konfiskeret mit kamera. NATO-styrken mener, at jeg muligvis ligger inde med vitale oplysninger om Baletan. Jeg brokker mig og viser mit pressekort, og det suser i maven, da mit kamera straks bliver tilbageleveret. 18.02.08: 10.00 En uventet slutning Natten har budt på en stor tumult. En NATO-pilot er blevet skudt ned med et stjålet Stingermissil, og NATO-styrkernes hovedkvarter er blevet indtaget af baletanske soldater. Mit fly ud af Baletanistan har fået flyveforbud på grund af de stjålne Stinger-missiler, og jeg er derfor blevet sammen med NATO-soldaterne. I ly af natten har vi skiftet stilling. Vi befinder os i en stærk forsvarsposition, her er omtrent 60 NATO-soldater. Sidst på morgenen bliver lejren angrebet af Baletan. Kampen varer omtrent to timer. Baletan er i overtal to til en. Det er tydeligt, hvor kampen drejer hen. Jeg får udleveret en riffel af en døende NATO-soldat. Jeg har bestemt mig for at forsvare mig selv. Men pludselig er kampen ovre. Alle NATO-soldaterne er døde. Jeg fik ikke brugt den riffel, jeg har haft om halsen. I stedet har jeg haft travlt med at filme så meget som muligt. stini@student.sdu.dk

U-tv var måske ikke kendt for høj kvalitet. Men til gengæld var det et sted, hvor alle kunne prøve kræfter med tv-mediet. Hvor engagerede studerende fik mulighed for at lave tv på deres egne præmisser. Den mulighed er lukket nu. U-tv er afgået ved døden

NEKROLOG: Mange mennesker har set kanalen. Måske uden at vide, hvad det var. Og nogen gange var det også svært at finde ud af. For den strittede. Flagrede ud i alle mulige retninger. U-tv. Jeg spurgte engang Anders Køber, som var chefredaktør for stationen i København, hvad pokker det der ’U’ egentlig stod for. Han kunne ikke give et endegyldigt svar. Det stod måske for mange ting: Det stod for Universitets-tv, fordi det var studerende, som producerede indholdet. For Undervisnings-tv, fordi de blandt andet sendte optagelser fra forelæsninger. For Udviklings-tv, fordi de frivillige, som stod for programmerne, udviklede sig fra rådne amatører til mere modne journalistspirer. Mig selv inklusiv. Men nu er alle U’erne nu ved at blive pakket ned. Radio- og tv-nævnet har afgjort, at alle stationerne skal betale deres tilskud for 2006 tilbage. U-tv har ikke sendt det antal timer, de fik tilskud for, og deres regnskaber var uigennemskuelige. På stationerne er de uforstående overfor afgørelsen, men erkender, at det er forbi. Afgørelsen kan ikke ankes. Alt blev sendt Jeg var tilknyttet U-tv et enkelt semester, foråret 2007, så jeg kendte den afdøde station en smule.

Allerede dengang hang den med røven i vandskorpen. For stationen skulle sende tre timers nyt tv om ugen for at få det maksimale tilskud. Derfor blev alt sendt. Alt. I det første indslag jeg var med til at lave, havde min makker ved en fejl sat kameraet til at skrive en tidskode i billedet, da han var ude og filme. Alle optagelserne var skamferet med hvide digital-tal, der viste dato og tid. Billederne var fra en koncert på Loppen, og alle bandets musikere var blevet optaget mens de spillede forskellige numre. Derfor blev det jo helt åndssvagt, da vi begyndte at klippe i det og lagde en enkelt af deres sange ind som lydspor. For uret i billedet zappede frem og tilbage og placerede bandet i en slags tidstunnel, hvor sangeren skrålede klokken 23:36, mens trommeslageren tæskede løs på skindene klokken 22:50. Vi endte med at placere en stor sort boks hen over tallene, og det fjernede cirka en tredjedel af billedet. Vi skabte at helt nyt latterligt bredformat. ”Har I virkelig tænkt jeg at sende det?” spurgte jeg redaktøren. Svaret var ja. Lortet blev sendt. Hvert minut talte. U-lykkelig afslutning Men vi lærte noget af det, og det var det, det hele gik ud på. Vi blev bedre, og stationen blev bedre. Sådan tror jeg, det var hvert semester. Så selvom kvaliteten svingede, svigtede engagementet ikke. Der var en duft af pionerånd, selvom

stationen havde mange år på bagen. For de frivillige kom og gik, og på den måde genfødte U-tv hele tiden sig selv. Men måske var det også det, der gik galt. Der blev ikke produceret jævnt nok. Nogle uger blev der sendt mere end tre timers nyt fjernsyn, mange uger mindre. Og da der bliver givet tilskud for tre nye timer uge for uge, og ikke for et årsgennemsnit, var de ikke berettiget til maksimal støtte. Dét og regnskabet fældede stationen. Alle stationerne faktisk. For der var også afdelinger i Århus, Kolding, Odense og Roskilde. Og alle faldt i Radio- og tv-nævnets afgørelse. Men uanset om stationens ledelse har handlet i god tro, eller om den på opportunistisk vis har overfortolket og udnyttet reglerne for støttekroner, er noget gået tabt. Og taberne er alle fremtidens studerende, der aldrig får muligheden for at passere gennem redaktionslokalerne. De kan ikke på samme måde lære om journalistik, kilder, vinkler, kamera- og klippeteknik, og de får ikke muligheden for at kvaje sig og rette sig igen. De får ikke mulighed for at lave noget de brænder for, mulighed for at lave tv på deres egne præmisser. U-tv blev 11 år. mikkelvuorela@gmail.com


LixEN | Marts 2008

Fokus | 11

Fundamentet er støbt for

Illustration: Mathias Bank Stigsen

Grunden er nu blevet lagt for det, der skal udmunde i et etisk løfte for de journaliststuderende på SDU. 25 forslag er blevet sendt ind af studerende, undervisere og branchefolk og sammen har de diskuteret indhold og ordlyd. Lixen bringer i denne måned på forsiden et foreløbigt journalistløfte baseret på de forslag, løftearbejdsgruppen har bearbejdet.

Konturerne tegner sig for journalisternes pendant til læge-, advokat- og præsteløftet. Siden første spadestik blev taget i september sidste år har 25 forslag fra studerende, undervisere og branchefolk fundet vej til mailboksen hos Mette DavidsenNielsens, som er tovholder på projektet. Hun har samlet en gruppe af studerende og undervisere, der har haft lyst til at forme et journalistløfte. Med input fra branchen har de efterfølgende forsøgt at komme nærmere ind på, hvad et løfte skal indeholde for, at journalisten vil hæve sin højre hånd og love noget som helst. Lixen har fået tilsendt nogle af de forslag, som danner udgangspunkt for gruppens arbejde.

Redaktionen har ind, skriver sammen derefter fundet ind til de og mailer rundt, så vi kerneværdier, der går igen kan få det stilistiske og i flere af løfteforslagene og indholdsmæssige på plads. udvalgt det sigende citat. Så sætter vi os ned, indtil der Det er den samme går noget hvid røg op. Det er proces, løfte-gruppen skal jo et fælles stykke arbejde. gennemgå, inden de når Derfor er det hverken frem til en endelig tekst, Mylenberg eller jeg, der fortæller Mette Davidsen- bestemmer til sidst,” siger Nielsen. Mette Davidsen-Nielsen. ”Vi er meget enige om, hvad der er kernen i det. RUC og manifestet Vi skal have noget med Leder af journalistom dét og dét. Og så skal uddannelsen på RUC, vi finde frem til den mest Mark Ørsten, har kigget på præcise, spidse og klare Lixens løfte-udpluk, og han formulering. Ligesom I selv tror ikke, at journalistløftet har fremhævet,” siger den kommer til at revolutionere tidligere fellow og DR2- journalistikken. Men det kan chef og bruges som henviser til debatDet er godt, at en Lixens løftekickstarter: uddannelserne giver dummy. ”Der er et personligt spin på ikke så meget Næste skridt i det etiske nyt under byggefasen solen. Men et - Mark Ørsten, RUC bliver at nå løfte kunne til enighed i medvirke til gruppen, om hvilke værdier, at få startet den etiske debat der skal med, og hvordan de op herhjemme. Den har skal formuleres. vi endnu ikke taget,” siger ”Nu sidder jeg og samler Mark Ørsten.

Derfor synes han, det er en god idé at sætte et SDUjournalistløfte i verden. Men han har ikke tænkt sig at adoptere det. På RUC har man allerede et ”manifest for RUC-journalisten”, som er udviklet af de studerende selv, samtidig med at man har skrevet en etisk målsætning ind i studieordningens første paragraf. ”RUC’s manifest og det foreløbige journalistløfte siger noget af det samme, men det er godt, at uddannelserne giver et personligt spin på det etiske, så vi som uddannelser slår fast, at vi vil have gang i refleksionen om de etiske retningslinjer,” siger Mark Ørsten. DJH og den daglige undervisning SDU gør det med et løfte, RUC med et manifest, men DJH har ikke tænkt sig at kopiere hverken det ene eller det andet. Anne-Marie Dohm vil ikke kommentere konkret på Lixens foreløbige løfte, men hun har tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad: ”Vi stræber efter at indbygge faglig etik og værdier i den daglige

undervisning. Vi betoner værdier som ansvarlighed, journalistisk etik, udfarenhed og kritisk sans, og det står også i flammeskrift den dag, de studerende dimitterer. Men vi har ikke tænkt os at gøre det i form af et løfte.”

Det færdige journalistløfte offentliggøres den 3. april, når journalistlinjen på SDU fylder 10 år. niryt07@student.sdu.dk

Journalistløfte-arbejdsgruppen Studerende: Stig Østergaard Nielsen, 2. Semester Jens Guldborg, 4. Semester Rasmus Mark Pedersen, 4. Semester Yans Felippe, 4. Semester Undervisere: Leder af Center for Journalistik, Troels Mylenberg Forsker i journalistik og medier, Peter Bro Journalist og lektor, Lasse Jensen Lektor i mediesprog, Ebbe Grunwald Journalist og lektor i mediesprog, Lise Lyngbye Branchefolk: Nyhedschef i DR, Ulrik Haagerup Journalist, Jens Olaf Jersild Andre: Ph.d.-stipendiat, Heidi Jønch-Clausen Ph.d.-stipendiat, Christine Isager Tovholder: Cand.comm. og tidligere DR2-chef, Mette DavidsenNielsen Derudover har cirka 20 andre studerende, journalist Lasse Jensen og journalist Mads Brügger bidraget med ideer og input.


12 | Fokus

Marts 2008 | LixEN

Hvorfor f..... skal vi have et journalistløfte? Ophavskvinden til journalistløftet, Mette Davidsen-Nielsen, fortæller om, hvad meningen er med et journalistløfte. Hvor nemt det er at slå ihjel. Hvorfor Pressenævn og Læsernes Redaktør er godt, men ikke godt nok. Hvordan der ingenting sker, hvis man bryder løftet, og hvordan man undgår tomme luftkasteller.

Mette Davidsen-Nielsen, tidligere DR2-chef og fellow på Center for Journalistik, indrømmer det gerne. Hun er en sucker for public service og publicistiske idealer. Derfor lå det hende naturligt for at blive ankerkvinde på projektet om at få formuleret et etisk løfte, der gælder for journalister, som læge- og præsteløftet gælder for doktoren og forkynderen. Ideen kom, da hun under en workshop om, ja, public service, kunne fornemme en interesse for etik hos de studerende. ”Hvordan kan man gøre etikken konkret for den enkelte?” tænkte hun. Det blev startskuddet på journalistløftet for Mette Davidsen-Nielsen. På sin første arbejdsdag

som ny fellow stod hun i starten af september over for de nye studerende og opfordrede dem til at skrive deres personlige mål og værdier inden for journalistikken ned. Deres egne journalistløfter. ”Så må vi se om de holder, når I er færdige her,” sagde hun. Studerendes biddrag Efterfølgende begyndte de studerende at skrive til hende med journalistløftige overvejelser. Og så på et tidspunkt måtte arbejdet organiseres. En arbejdsgruppe af studerende og undervisere, som havde lyst til at arbejde med løftet, satte sig sammen, og siden har man diskuteret sig nærmere og nærmere på en endelig tekst. Men hvorfor er et journalistløfte overhovedet nødvendigt? ”Tiden er inde til oprustning og til at minde sig

selv og hinanden om, hvad det er, der er journalistens opgave. Etikken er under pres på grund af ydre omstændigheder. Produktionspres, oplagspres, pres på flere måder. Etik kan man ikke overlade til institutioner og arbejdsgiver. Man bliver nødt til selv at påtage sig det ansvar,” siger Mette Davidsen-Nielsen. Hvorfor er Pressenævnet og Læsernes eller Seernes Redaktør ikke nok til at dæmme op for etiske brølere? ”Formålet med Pressenævnet er at gribe ind, når det er gået galt. Løftet skal indgå som den enkeltes overvejelser om, hvad man vil med sit fag. På den måde har det et andet udgangspunkt og formål. Det skal ikke være en ydre autoritet, der kan straffe. Det kan Pressenævnet. Derfor ser jeg ikke journalistløftet som en modsætning. Tværtimod.

Foto: Magnus Klitten

Det skulle gerne bidrage til den indre bremseklods.” Hvad sker der så, hvis man bryder sit aflagte løfte? ”Der sker ikke noget. Det ligger ikke i ideens natur. Så er man ovre i regler og jura, og det varetager andre instanser netop.” Hvordan vil du undgå, at et løfte bliver tomme luftkasteller? ”Teksten skal være meningsfuld og øge bevidstheden om det ansvar og den ambition, man har i arbejdet. Vi er henne i den bløde afdeling. Det ved jeg godt.” Hvem skal et journalistløfte dække? ”Det dækker de journalister, som har et mål

i forhold til offentligheden. Som vil borgeren noget og har borgeren for øje. Det dækker ikke, når man har et budskab, man på forhånd vil ud med som informationsmedarbejdere eller spindoktorer.”

som med jævne mellemrum kan tages op til diskussion. At det bliver en dynamisk tekst, så man om fem år vil sige: ’Det er overflødigt, det mangler’. Og at det bliver en anledning til hele tiden at forholde sig til faget.”

Hvad siger du til den kritik, der allerede har været af løftet? Man kan mene, at det er noget sentimentalt sludder, men vi er allerede nået et stykke, når man tænker på, hvor meget debat, der har været, og at det har sat fokus på journalistikken som fag.”

Hvordan kan et journalistløfte overbevise modtagerne? ”Når det ikke er en pålagt autoritet, har et løfte den levedygtig, som det kan overbevise folk om. Det er jo ekstremt nemt at slå sådan noget ihjel. Man kan bare smække til den, hvis man vil. Den risiko er der selvfølgelig. Men hvis man er så åben som muligt, og der står noget overbevisende og fornuftigt i løftet, tror jeg det vil overbevise folk.”

Hvilke perspektiver ser du for løftet? ”Jeg håber, teksten bliver så appellerende, at de studerende vil tænke: ’Det her vil jeg gerne stå inde for’. At det bliver en tekst

niryt07@student.sdu.dk

Udpluk fra debatten på journalisten.dk Undersøgende journalistik i EUROMAN Månedsmagasinet Euroman er landets største og mest ambitiøse magasin for mænd med 230.000 læsere om måneden. Vi er altid på jagt efter grundige, velskrivende, velresearchende journalister, som kan bidrage til magasinet på freelancebasis. Vi opfordrer derfor studerende ved Center for Journalistik til at henvende sig til redaktionen, hvis I arbejder med undersøgende journalistik, som egner sig til et månedsmagasin, og som rummer væsentlige fortællemæssige elementer. Hvem ved, måske ender du med at se din afslørende artikel spredt ud over otte sider på glittet Euroman-papir, illustreret med fotos af Danmarks bedste fotografer. Vi foretrækker, at henvendelser sker på mail på info@euroman.dk Med venlig hilsen EUROMAN-redaktionen

“Et journalistløfte er en kende for populitisk, og det er moralsk forkert, at man ophøjer journalistfaget til niveau med læger og advokater. Journalister redder ikke liv, og de praktiserer ikke lovgivning. Tvært imod, så bryder journalister gerne loven for at afprøve den.” “Er der en følelse af at være en rigtig journalist, når man siger ja til rektor på spørgsmålet, om man overholde journalistløftet, synes det alene som noget højtravende ævl, der kun kan bruges til at underholde familien. Særligt tanterne og bedsteforældrene. Det er et sjovt indslag, men fagligt set en fuser.” “Hvis det, du forestiller dig som en gang højtravende ævl, faktisk bliver formuleret, så det afspejler en fælles faglig selvforståelse, skulle det gerne give ekko i det daglige arbejde også længe efter, at det højtidelige underholdningsindslag er” “Jeg har svært ved at se den samfundsmæssige relevans og gevinst i praksis af et etisk journalistløfte. Et etisk løfte i en subkultur risikerer at blive opfattet selvhøjtideligt, ja måske endda latterligt, udenfor standen - og i sidste ende skade journalistikken mere, end det vil gavne “Se ikke løftet som en løftet pegefinger, en lovgivning eller et vittigt indslag. Dette løfte kan først og fremmest blive et værdisæt de studerende kan tage med sig ud i livet til eftertanke - og starter vi nu, burde der kun gå en generation, før de fleste journalister vil huske den dag de afsagde ‘Journalistløftet’ (til sig selv, vel at mærke).” “Med tiden vil journalisterne sikkert få deres egen klædedragt inklusiv en speciel hat. Hvad med en skinnende høj sort hat som H.C. Andersens, der kan ses på museet i Odense? På den måde vil beslutningstagere og almindelige borgere altid let kunne genkende en eksamineret, edfæstet og edsvoren journalist.”


LixEN | Marts 2008

Fokus | 13

Lægeløftet er ren etik

Læsernes redaktører

Lixen har bedt Læsernes Redaktører på tre forskellige medier om at forholde sig til et journalistløfte.

Det er en fejltagelse, når vi tror, at læger kan straffes for ikke at overholde lægeløftet. Det kan de ikke. Løftet er ren etik og giver intet juridisk ansvar. Ovenstående lyder ikke videre betryggende. Men der er ingen grund til at frygte for sit liv næste gang man skal have frosset fodvorter eller have skyllet ørerne. Lægeløftet står nemlig ikke alene. Ifølge loven om udøvelse af lægegerningen er det forbudt for læger, at arbejde uden en autorisation, der er udstedt af Sundhedsstyrelsen. Og inden de medicinstuderende kan stå med denne autorisation i hånden, må de bestå hele den lægevidenskabelige embedseksamen – og derudover aflægge lægeløftet over for et lægevidenskabeligt fakultet. Handler læger ansvarsløst, kan de fratages deres autorisation. Praktiserende læge Susanne Ussing siger: ”Det drejer sig ikke kun om at begå fejl, for de vil i vid udstrækning være hændelige, men der skal grove, gentagne fejl til. Og for mindre fejl kan læger få irettesættelser og bøder. Men det er altså en sanktion i forhold til autorisationen og ikke lægeløftet som sådan.” Susanne Ussing ser kun positivt på lægeløftet og betragter det dels som historisk, men også som et etisk handlingsgrundlag for lægebestanden, som er godt at have med sig. ”Jeg tænker ikke over det konkret i hverdagen, men som en etik for læger er det en del af ens bagage,” slutter hun. Jannie Iwankow Søgaard

Intet løfte, ingen præstekrave

Præsterne i den danske folkekirke risikerer forflyttelse og i værste fald fyring, hvis ikke de overholder præsteløftets forskrifter. For præsterne i Folkekirken er der god grund til at holde sig på dydens smalle sti. Både kjole og krave står nemlig på spil, hvis de ikke lever op til præsteløftet. En ting, der er helt uforlignelig med virket som præst, er benægtelsen af det evige liv. Præsteløftet forudsætter, at man overholder trosbekendelsen, hvori det hedder, at man tror på ”kødets opstandelse og det evige liv.” Jens Buchwald Andersen, studenterpræst på Syddansk Universitet, er glad for præsteløftet, som præsterne aflægger den dag, de ordineres. Det vil sige, når de første gang får en stilling som sognepræst i Den Danske Folkekirke. ”Det er utrolig vigtigt, at der er et præsteløfte, så man har nogle retningslinier at henholde sig til. Det er rart at vide, hvad der er kirkens og præstens opgave. Ikke mindst nu, hvor vi lever i et multikulturelt samfund.” Selv har han to ting, som han lægger særligt vægt på i præsteløftet. ”Jamen det helt afgørende er at forkynde evangeliet ud fra skrifterne. Men det er også meget vigtigt for mig at være bevidst om at være et godt forbillede. Det bruger jeg en del tid på at tænke over, hvordan jeg gør bedst,” siger Jens Buchwald Andersen. Jannie Iwankow Søgaard

Dårlig journalistik – løfte eller ej Et journalistløfte giver ikke bedre journalistik, lyder meldingen fra Politikens læserredaktør. Han vurderer, at rutiner og tidspres kommer i vejen. ”Man kan godt presse de journaliststuderende op ad en mur og få dem til at afsige et løfte, men ude i virkeligheden vil tidspres og rutiner betyde, at det er umuligt at følge alt for mange nedskrevne regler. Også selvom nogle af rutinerne er uhensigtsmæssige,” mener Læsernes Redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz, om det journalistløfte, der udarbejdes på Syddansk Universitet. ”Det vil nok ikke skade noget, men jeg er heller ikke sikker på, at det vil gøre nogen forskel overhovedet,” siger læsernes mand. ”Lægeløftet har jo heller ikke hindret læger i at glemme sakse og alverdens ting i maven på patienterne,” siger Henrik Kaufholz. Han ikke mener, at løftet i sig selv er en

sikkerhed for god journalistik. Igennem sit 4o-årige virke som journalist er det Henrik Kaufholz’ klare opfattelse, at rammer og etik igen og igen sprænges. Dermed ikke sagt, at han underkender behovet for regler og kodeks for den danske journalistbestand, men: ”Et journalistløfte skal være en permanent diskussion, hvor man hele tiden tager reglerne op, lufter dem og tager stilling til dem i de aktuelle kontekster og sammenhænge,” siger Henrik Kaufholz. Skulle han selv udforme et journalistløfte, ville han hente inspiration i en meget gammel bog: ”Hvis jeg skulle række poten frem og afgive journalistløftet, så skulle det være kort og prægnant a la Moses og de ti bud. Så er der en chance for, at man vil huske på løftet. Det er ingen kunst at skrive 27 sider med flotte ord, som ingen nogensinde vil huske, men at få det ned på seks-syv bud er straks sværere. Men det vil være det eneste rigtige,” siger Kaufholz.

Ét enkelt løfte er ikke nok At man har samme titel betyder ikke, at man udfører samme slags arbejde. Derfor vil det være utilstrækkeligt med blot et enkelt journalistløfte, mener DR’s seerredaktør ”For at man ikke ender med benene solidt plantet i den blå luft, var det måske en idé at starte med at beskrive det løfte, der er relevant for en række forskellige journalistroller,” siger Jacob Mollerup, seerredaktør på DR, da han bliver spurgt om sin umiddelbare holdning til initiativet fra Syddansk Universitet. Han understreger, at man ikke nødvendigvis kan rumme alle medieplatforme i ét journalistløfte.

”Men jeg har stor sympati for arbejdet med et journalistløfte,” siger han. Mollerup blev af Lixen udfordret til at komme med sit eget bud på et journalistløfte, men har måttet sande, at det ikke gøres over en weekend. I stedet fremhæver han DR’s Program-etik 2007, som han selv finder forbilledlig. Her hedder det blandt andet: ”DR har en særlig forpligtelse til at lave kritisk journalistik og agere som offentlighedens vagthund i relation til myndigheder, erhvervsliv, organisationer og andre magthavere. For at kunne løfte denne opgave er det helt nødvendigt, at programvirksomheden bygger på troværdighed og uafhængighed.”

Løftet: En gimmick fra SDU Væk med den berøringsangst, som forhindrer medier og journalister i åbent at kritisere hinanden. Og ind med en saglig platform, hvor man kan diskutere etik og moral. Det er bedre end et journalistløfte, siger Niels Rohleder, netop afgået læserredaktør på fagbladet Sygeplejersken. ”Jeg tænker, at det er lidt smart - en gimmick - der skal markere den position, som journalistuddannelsen på SDU har,” siger Niels Rohleder, da Lixen beder ham om at lufte de tanker, han umiddelbart gør sig, når han hører ordet journalistløfte. Niels Rohleder, der har en lang fortid som journalist og nu underviser på Vallekilde Højskole, tror tydeligvis ikke på, at et journalistløfte vil revolutionere den danske medieverden. ”Journalister har mange forskellige roller, og jeg er ikke sikker på, at man kan opstille nogle løfter, der kan favne bredt nok – i hvert fald ikke uden, at de så bliver ligegyldige. Jeg mener, at journalistisk etik skal formuleres på de enkelte

medier, som journalisterne arbejder for.” Udover en stillingstagen til etik på hver enkel medievirksomhed ønsker Niels Rohleder også, at der blev ført flere åbne debatter de forskellige medier imellem. Det ville åbne op for diskussion af principielle problemstillinger, mener han. Men det ligger ikke lige for. ”Der er en berøringsangst i medieverdenen, som betyder, at man ikke tør kritisere hinanden åbent. Man er bange for at få igen. For vi lever i et lille land, og det er lidt af en andedam herhjemme, hvor alle journalister kender hinanden på en eller anden måde,” siger han og pointerer, at kritikken naturligvis skal gives med et par principielle briller på. Det skal ikke være usaglig kritik med det formål blot at slå hinanden i hovedet. I bladet Journalisten og i radioprogrammet Mennesker og Medier findes de fora, som Rohleder efterlyser andre steder. Her er det nemlig legalt at mediemennesker går kritisk til værks og tager stilling til det, de laver på konkurrenternes arbejdsplads. Men de gør det ikke ud fra en opstillet facitliste eller skabelon, som et journalistløfte kunne være et udtryk for, slutter Niels Rohleder.


14 | Debat

Marts 2008 | LixEN

Klumme-stafetten

Op på ølkassen, journalister Paneldeltagerne sidder ved bordet og drikker Kurvand. Og de er ikke de eneste der er på kur. Den undersøgende journalistik er på en ganske usund afmagring i disse dage. Lixen har været til paneldebat om Cavlingprisen og fremtiden for den gode journalistik.

Inden journalistikken sejrer sig ihjel Af Peter Bro, cand. comm. og forsker i journalistik. ”We don’t know who discovered water, but we know it wasn’t a fish”, skrev det 20. århundredes folkeligt set mest kendte medieforsker, Marshall McLuhan. En canadisk forsker, der gennem sin karriere kom til at pryde såvel forsiden på ugebladet Newsweek som billedsiden i en Woody Allenfilm, hvor han dukkede op i en enkelt scene for at assistere hovedrolleindehaveren med at korrekse en rivaliserende akademiker. McLuhans pointe - i spillefilmen såvel som i sine efterladte skrifter - var, at nogle forhold kan blive så almindelige, at de unddrager sig den menneskelige opmærksomhed. Mens fiskene bemærker alt fra havbundens vegetation til truslen fra aggressive artsfæller, bliver de blinde for det forhold, som omgiver og omslutter dem på alle sider: Vand. Tilsvarende mente McLuhan, at mennesker er blevet blinde for betydningen af de medier, der omslutter os overalt, men som - især for TV´s vedkommende - er med til forurene det offentlige rum med forenklinger, forvanskninger og alverdens andre problematiske forhold. Alt sammen tanker, som blev oprullet i et af medieforskningens mest omdiskuterede værker, Mediet er budskabet, hvor McLuhan henover et par hundrede sider fremhævede, at menneskeheden nok konsumerer men ikke reflekterer over mediernes betydning. McLuhan´s pointe bliver stadig diskuteret med passion rundt omkring på kloden. Men måske er det også på tide, at vi - alle os, der beskæftiger os med journalistikkens praktiske eller principielle aspekter - bliver bevidste om vores egne blinde pletter. For det fag, der optager os i løbet af studie- og arbejdsdagen omslutter os snart fra alle sider i dagligdagen. På godt og ondt er journalistikken - eller noget, der minder om journalistik - begyndt at omgive os fra mange forskellige kanter og med det resultat, at det kan være vanskeligt at foretage meningsfulde faglige grænsedrag¬ninger i forhold, hvor journalistikken starter og slutter. Forvirringen har for længst indfundet sig blandt nyhedsforbrugerne. Politiske kommentatorer, komikere og andre, som

optræder i medierne bliver allerede regnet for en del af den journalistiske profession, når der bliver foretaget meningsmålinger på den anden side af Atlanten. Dertil kommer, at mere end hver tredje amerikaner mener, at borgere og beslutningstageres weblogs, egne websites mv. i dag udgør en form for journalistik, og selvom der kan - og bør skrives meget godt om en medieudvikling, hvor teknologiske, medieorganisatoriske og andre revolutioner letter stadig flere menneskers muligheder for at producere, publicere og distribuere nyheder, så har udviklingen udvisket nogle faglige skel. Men er forvirringen mindre blandt os selv? Massevis af journalister finder i dag ansættelse i politiske partier, organisationer og virksomheder, og mens fagforeninger i mange andre vestlige lande forsøger at skelne mellem journalister og informationsjournalister, så er de herhjemme meget velkomne i samme fagforening. En faglig udflydning, som journalistiske medlemmer ligefrem bliver opfordret til at fremelske af deres fagforening, når det klassiske journalistiske arbejdsmarked kommer under pres, og selvom der kan - og bør - være plads til faglige udflugter på et presset arbejdsmarked, så bør det ikke dæmpe behovet for en afklaring af den journalistiske professions egenart i forhold til andre fagligheder. For alle som mener, at dén journalistik, der arbejder i den brede offentligheds tjeneste snarere end at betjene snævre politiske eller personlige interesser, fortsat har en vigtig rolle at spille i samfundet, må ambitionen derfor være at få hamret nogle faglige hegnspæle ned i medielandskabet og gøre disse grænsedragninger klart indadtil såvel som udadtil. Hvis ikke, vil journalistikken - eller noget der minder om den - nok have sejret ad helvedes til, fordi fagets egne udøvere spreder sig ud over andre fagområder, alt imens andre fagområder breder sig indover journalistikken, men måske vil faget også have sejret sig selv ihjel.

Peter Bro sender klumme-stafetten videre til lektor i journalistik, Tom Buk-Swienty.

Er du træt af at brokke dig for døve øre? Skriv til Lixen. Så får du i det mindste dit brok på tryk. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere, forkorte og afvise indlæg. Indlæg modtages på lixen@journet.sdu.dk Vi lixes ved!

journalistik fungerer på samme måde som sodavandskassen, der holdt porten åben udenfor: Den åbner en sprække i det uigennemtrængelige. Uden den, kunne omverdenen ikke se ind bag de lukkede døre. Og uden at kunne afdække det skjulte, kan journalisterne heller ikke påberåbe sig titlen som offentlighedens beskytter. Per Knudsen forklarer på pædagogisk vis, at de journalistiske idealer blot er den ene tråd i den fletning, som udgør medievirkeligheden i dag. De to andre tråde er henholdsvis kommercialiseringen og den teknologiske udvikling.

”Det bliver vigtigere at journalisterne rejser sig og siger: ’nu er det fandeme nok.’ Det er nødvendigt, at journalister diskuterer meget mere, hvad det er REPORTAGE: En sodade laver. Det kræver at vandskasse holder porten journalisterne stiller sig op åben i Strandgade nr. 6 på ølkassen og stiller krav,” på Christianshavn. Den siger Kurt Strand. sørger for fri passage til Og også de studerende forfatterforeningens fredede har et ansvar at løfte: lokaler, hvor paneldebatten ”Der er for lidt oprør i skal finde sted. praktikanter. Det er så pænt Kaster man et blik i og tilpasset det hele. De nye rummet indenfor, er synet praktikanter kan alt det, som på én gang imponerende og branchen forventer, men de underligt. Der er så mange kan sgu ikke lave oprør,” øjne. Malerier med smukt siger han og fortsætter: svungne renæssanceguder ”Jeg har været ude ser ned på alle de ankomne, og undervise på alle tre og de ankomne ser mod de journalistuddannelser, og journalistiske halvguder: jeg er aldrig Per Knudsen, Mange af de journalister, som får blevet modsagt. tidligere Cavlingprisen, er af en bestemt type Det er fandme chefredaktør uhyggeligt!” på Politiken, type: Det er de mest besværlige og Journalistikskideirriterende journalister, de der Deadlines ken går hele Kurt Strand, tager al redaktørens tid nye og sociolog og – Per Knudsen tiden veje, og de medieforsker studerende Ida Schultz Der er for lidt oprør i praktikanter. Det er fremtidens fra RUC. er så pænt og tilpasset det hele. De nye journalister. Halvguderne praktikanter kan alt det, som branchen Derfor må de stirrer så tilbage forventer. Men de kan sgu ikke lave også være med på de ankomne til at udstikke journalister og oprør. – Kurt Strand den nye retning, studerende, og så er ringen ligesom sluttet. Imellem de to tråde ligger supplerer Per Knudsen: den gode journalistik så og ”Det er jo jer, der skal Seancen kan begynde. komme og vise nye veje. ”Cavlingprisen er bliver klemt. Et eksempel er Freeway’s Mange af de journalister, et barometer for de overtagelse af Nyhedsavisens som får Cavlingprisen, er af journalistiske værdier. Den er et udtryk for det ypperste internet-del, Avisen.dk. Her en bestemt type: Det er de inden for faget,” starter Ida er det brugernes klik, der mest besværlige og skideafgør indholdet på sitet, og irriterende journalister, de Schultz. der tager al redaktørens tid. Hun har undersøgt ikke journalistiske idéer. ”Jeg synes det ville være Men det er dem, der viser de begrundelser, der har fulgt med Cavlingprisen meget trist, hvis vi satser den nye vej. Og det er jer, de sidste 60 år. For det på mig-medier. Man lærer der skal gøre det.” Med denne peptalk kunne siger noget om, hvilke ved at se ud i verden, og idealer, der kendetegnede ikke ved at sidde og se på sit mødet have sluttet, men der faget i bestemte tider. eget spejlbillede,” siger Per kom endnu flere emner på banen hen ad vejen. For Tidligere blev der fokuseret Knudsen. diskussionslysten var stor, på formidlingen og og det er jo et tegn på, at informationen, men i dag er Vi trænger til et oprør det oftest den undersøgende Noget er ændret. Omni- journalistikken stadig er et busaviserne er døde godt stykke fra at dø. journalistik, der hædres. og har genfødt sig selv Senere fik mødet en ende. segmentpresse. Flokken forlod rummet, og Medieverdenen er en som Publicisterne er afløst tilbage var kun malerierne. fletning Men den har det ikke af forretningsmænd, og Nu kunne de så stirre på får stadig hinanden. Men mon ikke de så godt, den gode fordybelsen undersøgende journalistik. trangere kår. Men inden vi fik noget at snakke om? Den bliver nedprioriteret helt lader os overstrømme af mikkelvuorela@gmail.com på redaktionerne, for der begravelsesstemning, så må vi huske, at journalisterne er ikke råd til den. Men samtidig er der heller ikke er de, der producerer, og det er deres opgave at huske råd til at miste den. For den undersøgende idealerne.


LixEN | Marts 2008

Debat | 15

Hvis regler er det, vi spiller efter? Er det KaJO’s regelsæt eller gode pædagogiske intentioner, der skal bestemme, hvad jeg som underviser må eller ikke må? Af Lene Rimestad Først og fremmest har jeg to rettelser til artiklen ”Faglig forvirring på Medietorvet” bragt i Lixens december-nummer. I artiklen står, at håndværklærerne ikke kendte til aftalen med DJ. Det er forkert. Vi kendte godt til aftalens eksistens, men vi havde ikke ordlyden foran os før efter mødet. Vi arbejdede ud fra tesen: ”Så længe eleverne får noget igen – i form af coaching, er der ikke tale om bijobberi”. For det andet fremgår det af artiklen, at KaJO gerne ville have et møde, så foreningen ”kunne høre”, hvad aftalen gik ud på. Det er en pæn omskrivning. Foreningens repræsentant, Rasmus Mark Pedersen, krævede, at alle tre 1. semester-undervisere var til stede til et møde, der skulle afklare, om der var tale om bijobberi, og om det ikke var bedre, at eleverne fik lov til at sælge deres artikler i stedet for. Præmissen for mødet var et mandat fra et KaJO-møde aftenen før, hvor man fik hidset gemytterne grundigt op UDEN i øvrigt helt at kende til aftalens detaljer. Dette møde er ikke nævnt i artiklen. Dernæst til den mere langt mere interessante

!

principielle diskussion: Skal fagforeningens bestemme, hvordan vi tilrettelægger undervisningen på de første 3-4 semestre? Skal KaJO godkende de aftaler, som jeg som underviser indgår, i øvrigt uden at jeg bryder nogen love eller regler? Hvordan tror KaJO, at denne form for ikke særligt konstruktiv proces påvirker ens motivation som underviser? Tror KaJO, at jeg får lyst til at indgå i nye spændende samarbejder (der IKKE bryder nogen regler), når jeg skal igennem sådan et forløb? Jeg synes, at balancegangen mellem at være fagforening på den ene side og de studerendes repræsentant på den anden side i denne sag har afsløret, at det ikke er let at varetage begges interesser. Og så mangler jeg i øvrigt stadig at få dokumentation for, hvad der er solgt i forbindelse med skosåleugerne de seneste år, så jeg kan tage stilling til, om coaching er mere eller mindre værd. Giv mig dokumentationen, så jeg kan tage stilling ud fra fakta og ikke halve rygter og påstande. Som aktiv freelancer stiller jeg mig selv det polemiske spørgsmål: Kan man som studerende på 1. semester overhovedet få den løn, som forbundet forlanger, at man skal tage for et stykke arbejde? Og skal jeg som underviser coache elever, så de bagefter kan gå ud og underbyde mig som freelancer? Med tre artikler til 1500 kroner. Det var det

eksempel, Rasmus Mark Pedersen, gav, da jeg bad om at få indsigt i prisniveauet de tidligere år. De studerendes evaluering af samarbejdet med Fyens Stiftstidende har vist, at det ikke fungerede så godt, som det burde. Derfor vil det ikke blive gennemført på samme måde næste år. Men jeg anbefaler kommende 1. semester-undervisere at overveje nøje, på hvilken måde forløbet skal foregå næste gang. Hvem skal undervisningen på 1. semester gavne: fagforeningen, de studerendes økonomi, underviserne, samarbejdspartneren, eller handler det i virkeligheden om, at flest muligt skal lære mest muligt på den fedest mulige måde? Det var jo vores intention som undervisere.

påvirker det så læringen og min ageren som garant for den læring? Med venlig hilsen Lene Rimestad journalistisk lektor, freelancejournalist

stud.

mag.

og

Kernespørgsmålet i det her er: Hvis KaJO som fagforening udelukkende har den meget kortsigtede økonomiske interesse i disse forløb, hvordan

Foto: privatfoto

Skosåleugen in retrospekt

Skosåleugen er et projektforløb i forbindelse med 1. semesters håndværkundervisning, hvor de studerende sendes ud i fynske flækker for at grave lokalhistorier op. Ugen afvikles i samarbejde med Fyens Stiftstidende. Tidligere har de studerende solgt deres færdige produkter til Fyens, men som noget nyt gik aftalen sidste år ud på, at de studerende fik coaching på deres artikler for til gengæld at få dem trykt i avisen. Til glæde for de mange, i stedet for de få, lød argumentet. Inden Skosåleugens start i november sidste år gik KaJO ind i sagen for at undersøge, om aftalen var god nok for de studerende – til stor ophidselse for underviserne, som ikke kunne forstå, hvorfor fagforeningen skulle blande sig i undervisningen.

Hvilket spil spiller vi? Af Rasmus Pedersen

Foto: privatfoto

I KaJO er vi trætte af at få pålagt diverse motiver, når vi går ud og prøver at gøre det godt for de studerende. For KaJO og Lene Rimestad vil nemlig fuldstændigt det samme: Have at vi studerende får den bedst mulige undervisning.

Mark

Kære Lene Rimestad Man plejer at sige, at det er let at stille spørgsmål, men sværere at besvare dem. Du stiller mange spørgsmål, som fortjener et svar. Grundlæggende virker det dog som om, du har fået et forkert indtryk af, hvad KaJO mener om mediesamarbejdsaf talerne. Derfor kommer sandheden her: KaJO vil ikke for enhver pris have, at de studerende får betaling for deres arbejde. Hvis coachingen er mere værd, end de håndører vi kunne få for dem, så vælger vi coachingen De studerendes interesser kan sammenfattes i tre hovedpunkter: De studerende vil have et sundt og økonomisk stabilt arbejdsmarked at blive uddannet til. De studerende vil have et levende og aktivt studiemiljø. Og de studerende vil lære mest muligt på den fedest mulige måde. Det arbejder KaJO for, og det sidste arbejdede du for. Hvor er uenigheden? Dansk Journalistforbund varetager journalisternes interesser, ligesom KaJO varetager de journaliststuderendes

interesser. Det er der intet odiøst i. Det er faktisk en fagforenings fornemmeste opgave at varetage medlemmernes interesser. Jeg har svært ved at se interessekonflikten. At påstå det ikke kan lade sig gøre, svarer til, hvis jeg mente, at Gerd Maria May ikke kunne lave aftaler med sin gamle arbejdsplads Fyens Stiftstidende, som hun havde orlov fra, fordi det er usikkert, hvem hun laver aftalen for. Selvfølgelig kan hun det, og selvfølgelig kan KaJO være både fagforening og varetage de studerendes interesser. Men skal vi blande os i din undervisning? Nej, det har du meget bedre forstand på end os. Det vi spørger til – og i fremtiden også vil spørge til – er eksterne aftaler, som vi frygter ikke tjener vores medlemmers bedste. En bekymring, der deles af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Jeg er i øvrigt overrasket over dit indblik i, hvordan stemningen var til et bestyrelsesmøde i KaJO, hvor du ikke selv var til stede. En ophidset stemning er ikke noget, vi kan nikke genkendende til. Og jeg fastholder, at jeg bad om et møde den morgen i telefonen – ikke krævede – og formålet var at få klarlagt, hvordan aftalen var skruet sammen, ikke at blande os i undervisningen. Det er før lykkedes, at få den slags gjort i mindelighed.

Som eksempel kan jeg give Karsten Baagøe, der har lavet en aftale med TV2 Fyn. Den aftale fortalte han os, hvordan hang sammen, og den var der ikke nogle problemer med. Samarbejdet kører i dag. Sådan troede vi også, vi kunne ordne Fyens Stiftstidendesagen, men vi blev klogere. I fremtiden vil vi gribe lignende sager anderledes an, men stadig være kritiske over for tvivlsomme aftaler – vi er trods alt journalister. Noget af det, jeg tror, har forplumret vores samarbejde er, at I prøvede at true os til tavshed. Og censur er ikke noget, vi er begejstrede for. Med vores åbne debat i Lixen, regner jeg dog med, at det ikke er gældende længere. Jeg er oprigtigt talt ked af, hvis denne sag har fået dig til at løbe - om ikke skrigende så højlydt brokkende - væk fra Medietorvet. Jeg har hørt fra flere sider, at du har været en god underviser. Derfor håber jeg, at vi kan lægge disse misforståelser bag os og starte på en frisk efter sommer. Bedste hilsner, Rasmus Mark Pedersen På vegne af KaJO – din ven på studiet


Returadresse: LIXEN, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M

Bagsiden

Kalender

Det handler om at finde

den vinkel, der tager kegler

4. marts: KaJO-fællesarrangement på Medietorvet 6. marts: Karrieredage på Campus 14.marts: KaJO Generalforsamling plus fest 20.–24.marts: Påskeferie 30. marts: Wrestlemania XXIV i Orlando, Florida 3-4. april: Center for Journalistik fylder 10 år Hvis du har kendskab til arrangementer i fremtiden, så informer Lixen og benyt vores public service kalender.

Foto: Emil Birkeland Klintorp

En helt særlig sport har med en ny årgang journaliststuderende vundet indpas på Medietorvet. Flere spillere kommer til, og nu er tiden inde til at højne det tekniske niveau. Lixen tog til masterclass hos en skoma’r-haj i sportens mekka, Istedgade i København.

Fordrukne og med foragt for fysisk udfoldelse. Fordommene om journalister er udbredte og sejlivede. På Medietorvet har fremtidens professionelle skriverkarle og multimediefolk imidlertid sat sig for at bevise, at konsumering af store mængder alkohol ikke nødvendigvis behøver at resultere i hængevom og mistet pust. Derfor har man det seneste halve år kunnet iagttage en øget interesse for at dyrke sport. En helt særlig sport ved navn skoma’r - i den brede befolkning også kendt som keglebillard. Lavt niveau trods stort gåpåmod Når den yngste generation af Medietorvets indbyggere skal stresse af efter en hård dag på studiet, svinger det indre kompas for manges vedkommende mod Sir Club i Odenses centrum. Her er der skoma’r og fadøl på menuen. Bølgerne går højt i glassene såvel som rundt om det grønne billardbord. Der er dog enighed, når snakken falder på spillets niveau:

Journalister uden grænser

”Det er ikke noget at råbe hurra for. Vi er nogle få, der trækker læsset med hensyn til de stabile og gode præstationer,” siger Skoma’ren fra Struer, hvis borgerlige navn er Mathias Bank Stigsen. Han bakkes op af en anden ivrig køsvinger og journaliststuderende, Kristian Aaskov Nielsen: ”Generelt er niveauet for lavt. Problemet er, at vi ofte bliver for fulde,” erkender manden, der med sin altid ulasteligt noble påklædning går under navnet Admiralen fra Aabenraa. På Københavns Hovedbanegård har Lixens udsendte sat kokken Nicolai Mohr stævne. Med sin fortid som berygtet skoma’r-haj først i Helsingør og siden på Nørrebro er han måske manden, der kan drysse det nødvendige krydderi på de journaliststuderendes spil. En skoma’r-champ holder hof Hovedstadens aftenhimmel kaster et violet skær på Istedgades arrede asfalt, da Nicolai Mohr slår døren op til værtshuset. På disse kanter er man hævet over rygeloven. Røgen hænger dovent i lokalet og modefarven i 2008 er den samme som i de hundredvis af foregående år: brun. ”Alle de gamle rødder stod nede ved skoma’r-bordene, mens alle os unge knøse startede ovre ved poolbordene. Men de fleste spillede pool, og man kunne ikke få tid ved bordene, og så hoppede jeg over på skoma’r. Nogle gange spillede jeg 14-15 timer om dagen,” fortæller Nicolai Mohr, der som 16årig begyndte at vinde øl fra kammeraterne. Der skulle ikke gå mere end et år, før de

lunkne bodega-bajere blev skiftet ud med kolde kontanter: ”Det bedste, jeg har lavet, var, da jeg var 17 år. Der lavede jeg 32.000 på to-tre timer. Jeg vandt pengene fra en brugtvognsforhandler, og jeg var lidt bange for, at han ville slå mig ihjel,” griner han og tager et hiv af smøgen efterfulgt af en slurk af sin hof. Teknik og tarvelige tricks Som kokkeelev på Nørrebro supplerede Nicolai Mohr sin lærlingeløn med de penge, han tjente på skoma’r om natten. Når der var gevinst røg der alt fra 5.000 til 10.000 og 20.000 i lommen. Han afslører en af årsagerne til succesen: ”Du skal altid tirre din modstander. Specielt når du er ovenpå. Der er et kæmpe psykologisk element i spillet. Man skal svine hinanden til.” For eksempel er det en god idé at stå for enden af bordet bag den kugle, som din modstander sigter efter, og lade køen, du står med, tippe ud til siden. På den måde mister personen, der skal støde, sit fikspunkt. Som Nicolai Mohr slår fast: ”Alt gælder.” På det tekniske plan foretrækker han at holde ryggen rank og køen så vandret som muligt, når det præcise stød skal sættes ind. Tålmodighed er som bekendt en dyd, og det gælder også for den garvede skoma’r: ”Du skal lige ind på bordet. Kuglerne triller i forskelligt tempo, alt efter hvor slidt bordet er, eller hvor varmt eller koldt underlaget er. Og der findes gummi- og filtbander, som sender kuglerne tilbage med forskellig fart.”

Selvom han ikke er i tvivl om, at alkohol og skoma’r hører sammen, så har han et sidste godt råd til Admiralen fra Aabenraa og kumpanerne på Sir Club: ”Nogle bliver bedre af at drikke øl – mener de i hvert fald selv. To-tre stykker er fint, men ti er ikke godt.” Tilbage på Medietorvet er det nu alene op til de journaliststuderende at vise evnerne på den grønne filt. I bund og grund handler det jo bare om at finde den gode vinkel, der tager kegler. emkli07@student.sdu.dk

Skoma’r-lingo pelse verb.: -ede; -ning: vinde penge fra (én); eks.: Jeg skal love for, at han pelsede dig! skidtmads subst.: -en, plur. –er: når billardkuglerne ligger dårligt før et stød; eks.: Ahr kattens, det er sør’me en rigtig skidtmads! smaskebleg subst.: -en, plur. –e: når de to hvide billardkugler ligger godt til et hårdt stød, fire sikre point og en god sandsynlighed for at vælte kegler; eks.: Nu skal du bare støde igennem, det er en smaskebleg! nakkebal subst.: -en, plur. -ler: et forbandestød, hvor stødballen spilles næsten vinkelret ind i banden.

Som stiftere og eneste medlemmer af Journalister Uden Grænser søger Ralf Rortenfryd og Odin H. Johnson at opnå den højst uopnåelige grad af usandheden. Deres uetiske rejse starter i et kolonihavehus i Brønshøj, hvor en længe ventet postleverance når frem. Af Anders Stoltenberg Frang


Lixen