Page 1

Anarkister i Nordvest

- Jagtvej 69 er flyttet til Dortheavej. Lixen rapporterer fra Ungerens nye lokaler.

Det store udland

Nyt talentværksted

- Med hele verden som arbejdsplads. Læs globalt tema om journalister med rejselyst.

s. 6

- DR vil finde fremtidens Brügger og Bertelsen uden om journalistuddannelserne.

s. 9-11

s. 4

LiXEN de studerendes avis ved center for journalistik

www.lixen.dk | 10. årgang | 6. nummer | Oktober 2008

Ny forsikring dækker udstyr Efter de seneste ugers forvirring om forsikring for tv- og radioudstyr, har Kajo forhandlet en ny aftale hjem med Dansk Journalistforbund. Anne Fiil Eskildsen Sofie Bak Thorup Steen A. Jørgenssen ERSTATNING Studerende, der er medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ), behøver ikke oprette egen forsikring for SDU’s tekniske udstyr. En ny forsikringsaftale, der netop er trådt i kraft, betyder, at DJ yder erstatning, hvis en studerende ødelægger sit radio- eller tv-udstyr. Det er

Kajo, der over de sidste uger har arbejdet på aftalen med DJ. Forsikringen, der er gratis for DJ-medlemmer, er en såkaldt all-risk forsikring. Den dækker altså alle former for skader på udstyret, dog ikke i udlandet. “Jeg synes absolut, det er en glimrende løsning for både DJ og for de studerende,“ siger næstformand i DJ Fred Jacobsen. Han kalder aftalen en win-win-løsning. “Nu er de studerende dækket ind, og jeg håber forsikringen vil lokke flere til at melde sig ind i DJ,“ siger han. SDU afviste at dække Kajo gik til DJ, da Center for Journalistiks ledelse afviste, at det var studiets opgave at

dække det tekniske udstyr: “De studerende kvitterer for studiets biler fra gang til gang, så i princippet er de i vores (administrationens, red.) varetægt hele tiden. Men kameraerne er en anden sag. De studerende får dem med hjem til sig selv et helt semester, så de kan lege med dem og lære dem at kende. Alternativet ville være, at de kun måtte bruge kameraerne her på stedet,“ sagde studieleder Karsten Prinds. Tidligere har mange journaliststuderende købt en ekstra forsikring ved siden af den indboforsikring, de har tegnet igennem DJ, for at være på den sikre side, men det behøver de altså ikke længere. lixen@journet.sdu.dk

Lixen truet af konkurs Kajos medlemmer skal på den kommende generalforsamling vælge mellem to budgetforslag. Det ene hæver medlemskontingentet. Det andet lukker Lixen.

Steen A. Jørgenssen

Første gang jeg så Dannebrog blive brændt af, fældede jeg en tåre Pakistan-korrespondent Simi Jan rapporterer fra en konfliktfyldt region. Lixen mødte hende dagen før terrorbomben i Islamabad. Side 12-13

UNDERSKUD Lixens fremtid skal afgøres på Kajos generalforsamling den 25. oktober. Det kom frem på Kajos bestyrelsesmøde den 28. september, hvor foreningens budget for næste halvår blev drøftet. I den nuværende situation støtter Kajo Lixen med 1.500 kroner pr. udgivelse - altså 12.000 kroner om året. Det er penge, der er afgørende for, at avisen kan udkomme. “Det kommer bag på mig, for vi er jo blevet lovet pengene og har budgetteret med dem. Hvis vi ikke får støtten fra Kajo, kan det blive meget svært at finde

penge til at udgive Lixen fremover, så det er alvorligt, det her,” siger Mads Kolby, chefredaktør og kasserer for Lixen. Større kontingent eller Lixen lukker For næste halvår har Kajo et underskud på 13.500 kroner, som hovedsagligt skyldes øget støtte til medlemmer og en indsats for at gøre foreningen mere synlig på journaliststudiet. Underskuddet betyder, at Kajos medlemmer vil blive præsenteret for to budgetforslag på generalforsamlingen i oktober. Enten skal det månedlige medlemskontingent hæves med ti kroner, eller også må Kajo smække kassen i for Lixen samt arrangementer som fodboldtur og revy. “Vi har på ingen måde lyst til at måtte lukke Lixen, men som det ser ud nu, kan det ikke løbe rundt,” understreger Kajos formand,

Julie Rosenkilde Nielsen. “Det sidste, jeg vil, er at skære på støtten til medlemmerne, for den er jo en del af vores eksistensberettigelse,” fortsatte hun. Medlemmer bestemmer Ved at hæve kontingentet fra de nuværende 98 kroner pr. måned til 108 får Kajo ekstra 20.000 kroner at budgettere med. Men en sådan kontingentstigning er en ændring af Kajos vedtægter og skal derfor vedtages ved afstemning blandt medlemmerne på foreningens generalforsamling. Den afholdes på Syddansk Universitet lørdag den 25. oktober, og når først ændringerne i budgettet er vedtaget, træder de i kraft med øjeblikkelig virkning. “Jeg håber og tror da på, at de studerende her på studiet vil støtte op om at bevare Lixen,” siger Mads Kolby. stejo07@student.sdu.dk


02 | Intern

Oktober 2008 | LixEN

Lixen skriver

Leder Teknisk knock-out Et klik i radioredigeringen tager 30 sekunder. Kameraet dør efter én time. Computeren går i sort. Lyd- og videoklip forsvinder ud i intetheden. Og personen i den anden ende af Skype-samtalen lyder som vandgrød. Listen over tekniske problemer er lige så lang som den enerverende ventetid, det tager at få den forliste elektronik på benene igen. I boksekampen mod de uduelige tekniske aggregater kan den studerende ikke andet end rive sig i håret og tage i mod uppercuts og nyreslag fra bidske pc’ere, kameraer, optagere og redigeringsprogrammer. Brave teknikere og EDB-mænd kæmper forgæves med at holde paraderne oppe, men stødene falder konstant og kraftfuldt. Noget grundlæggende er galt. Underviserne siger det selv: ”I er den hårdest ramte årgang med tekniske problemer,” ærgrer den ene sig. ”Så galt var det ikke sidste semester,” klager den anden. ”Snotforkælede bastardbørn af en SDU-årgang,” må man have lov at tænke. Men behovet for et kontraangreb på den hadske teknik går ud over luksuriøse banaliteter. Det handler simpelthen om, at den tekniske infight gør os til dårligere journalister. Opgaver kan ikke produceres, ikke afleveres. Den essentielle træning, som vi skal have med os ud i praktikken, ligger blødende tilbage i bokseringen.

“Dagens glade krøbling. Det synes at være den måde, man laver tv på nu” - Merethe med maven trækker himmelhøje seertal og gør familien Danmark selvfed og selvtilfreds. Læs hvorfor på side 5

“All Cops Are Bastards” - Lixen fik en gratis icetea inden for på revolutionens fæstning på Dortheavej. Slurp med på side 6

“Nyd det her,

fyr den løs”

- Ville en homoseksuel statsminister ytre sig på denne måde? Find ud af det på side 14

Andre medier skriver

Center for Journalistiks force er netop, at her uddanner man flermedielle journalister. De kender udstyret. De kender teknikken. De falder hurtigt ind i arbejdsrutinen på praktikpladserne. Noget må gøres. Indkald eksperthjælp. Få programmerne opdateret. Skaf nyt udstyr. Tryk ctrl alt delete. Vi er vel bevidste om, at penge ikke gror ud af ørerne på Karsten Prinds, men hvis vi vil beholde rygtet som ”den bedste uddannelse”, som studielederen selv stempler journalistik på SDU i denne måneds debatsider, skal der findes en løsning på problemerne, inden gong-gongen ringer. Ellers kan vi på lang sigt roligt regne med at tabe kampen om de gode praktikpladser på et teknisk knock-out.

”Vi tror ikke på, at vinderne af Se og Hør-prisen bliver mindre glade for prisen. Intet er forandret foruden navnet, og Se og Hør har intet at skulle sige i forhold til udvælgelsen.” Trine Birk, bestyrelsesmedlem i Kajo og ansvarlig for sponsoreringen af Jern-Henrikprisen, der nu har skiftet navn til Se og Hør-prisen.

Q&A med ny kultur- og medieminister Carina Christensen, da hun tiltrådte. Har du et yndlingsband? ”Altså, det har jeg, men jeg vil ikke lige melde nogen ud nu, for jeg har haft så kort tid til at tænke det igennem.” Du kan vel bare sige, hvad det er? “Nej. Jeg lytter til meget forskelligt. Den sidste film, jeg

har set i biografen, var ‘Mamma Mia’, så i weekenden har jeg hørt meget af den der Mamma Mia-cd, hvis du kan bruge det til noget.” Hvilken dansk film glæder du dig til at se i den kommende tid? ”Jeg vil slet ikke sige noget konkret endnu, jeg har vidst det her så kort tid, så jeg vil lige sætte mig ind i det, og så skal jeg nok komme med et bud.” Der må være noget på den danske kulturscene, som du ser frem til? ”Ej men, jeg vil ikke. Jeg vil tænke mig godt om, så skal du nok få et godt bud, når jeg er klar til det.”

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, skrevet af de studerende til de studerende. Avisen udkommer otte gange om året i 800 eksemplarer og bliver distribueret til journaliststuderende og medievirksomheder i Danmark. Lixen Campusvej 55 5220 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk

Tryk: Provinstrykkeriet A/S Vordingborg

Forsidefotos: Johan B. W. Andersen, Danmarks Radio, Ungdomshuset, Nikolaj Rytgaard

Ansvarhavende redaktør i dette nummer: Joanna Vallentin


LixEN | Oktober 2008

Intern | 03

Haagerup takker af før tid DR-chef Ulrik Haagerup forlader formandsposten for Styrelsen på Center for Journalistik inden deadline. Han træder tilbage 1. november, så en ny styrelsesformand kan sidde med ved bordet, når aspiranter til centerleder-jobbet kaldes til samtale.

Nikolaj Rytgaard

AFSKED Egentlig udløber Ulrik Haagerups mandat som styrelsesformand først ved årsskiftet. Men på grund af Troels Mylenbergs exit har den 45-årige nyhedschef besluttet at stoppe før tid. Styrelsesformandens opgave er blandt andet at være med til at finde den person, der skal sætte sig i den tomme centerlederstol. Haagerup viger derfor pladsen, så ny styrelsesformand og ny

centerleder kan indtage Medietorvet hånd i hånd. “Det er mest reelt, at jeg stopper nu, i stedet for at jeg udpeger en ny centerleder og skrider umiddelbart efter,” siger Ulrik Haagerup. Hvisken i ørerne Hvem, der nu skal kalde centerledere in spe til jobsamtale, er formelt op til SDUs rektor, Jens Oddershede. I realiteten er det dog dekanen for det samfundsfaglige fakultet Jesper Strandskov og Ulrik Haagerup selv, der skal grave en egnet efterfølger frem. “Rektor får hvisket nogle navne i øret,” siger Ulrik Haagerup. Hverken han eller Jesper Strandskov vil dog over for Lixen hæve tonelejet og gøre de hviskede navne til hørbar tale. Dekanen overrasket Ulrik Haagerup fremlagde sit farvel før tid på et møde

FAKTA

Styrelsen - bindeled til branchen

UDSKIFTNING Ulrik Haagerup vil give plads til friske kræfter. Foto: DR i styrelsen d. 23. september. En afsked der kom bag på dekan Jesper Strandskov: “Jeg blev lidt overrasket, da han sagde, at nu ville han trække sig. Det havde jeg ikke lige forberedt mig på,” siger Jesper Strandskov men understreger, at han godt kan følge Ulrik Haagerups

ræsonnement. “Jeg synes også, det er naturligt, at han stopper nu”. 1. november er skiftedag, hvor Ulrik Haagerup, hvis alt går efter planen, vil overdrage formandshvervet til sin efterfølger. “Det er vores tanke, at

vi kan lave afløsningen fra Ulrik til en ny formand 1. november. Men, kan vi ikke få det på plads inden da, så er Ulrik med på bagsmækken og i formaliteten stadig formand, indtil vi har fundet en ny,” siger Jesper Strandskov. niryt07@student.sdu.dk

Styrelsen på Center for Journalistik er organet, der lægger de overordnede linjer for journalistuddannelsen på SDU – modsat Studienævnet som konkret behandler klagesager fra studerende, overfører merit, tilrettelægger fag med mere. Styrelsen er primært et rådgivende organ. Den skal sikre, at der bliver bygget bro mellem branche og uddannelse. Styrelsen har ingen formel magt, men kan nedlægge veto mod at ansætte en centerleder, de finder uegnet. Styrelsen repræsenterer de to fakulteter, ansatte, studerende og mediebranchen.

Studerende ansætter ny SDU-chef

Nyhedsavisens praktikanter atter i job Konkurrenterne var ikke sene til at tilbyde Nyhedsavisens SDUpraktikanter job efter lukningen.

Steen A. Jørgenssen

GENANSAT Knap havde de polske avisbude og de vrede kreditorer forladt Nyhedsavisens lokaler på Holmen, før avisens SDUpraktikanter var genansat på andre medier. Tre dage gik der, før alle tre SDU’ere havde fået ny praktikplads. Allerede dagen efter lukningen var Elisabeth Hamerik Schwarz ansat på Politiken Kultur. ”Jeg kæmpede med næb og kløer for at få en praktikplads, der var ligeså god, som den jeg mistede. Jeg nægtede bare at tage en tilfældig praktikplads, hvor jeg ikke ville kunne udvikle

mig, som jeg gerne ville,” fortæller hun, om hvordan hun fik den eftertragtede stilling. Hun skriver nu primært til politiken.dk. ”Politiken er meget stor. Ingen tvivl om, at jeg er glad for at være her. Men jeg tror altid, at jeg vil savne Nyhedsavisen og det fællesskab, vi havde. Og så er der jo ingen Simon Andersen til at rende gennem redaktionen og sige “kom nu, arbejd’ for helvede - I kan jo godt!” Én nyhed om dagen Rasmus Mark Pedersen så ligesom Elisabeth Hamerik Schwarz sin drømmepraktikplads falde fra hinanden under ham. To dage senere var han nyeste medarbejder i Danmarks Radio: ”De kunne huske mig fra Panikdagen, så jeg blev tilbudt at komme forbi til en samtale, og dagen efter var jeg ansat,” fortæller Rasmus

Mark Pedersen. Også han savner Nyhedsavisen: ”Det vil jeg gøre hele min praktiktid, men det betyder ikke, at jeg ikke er glad for Radioavisen,” siger han og forklarer, at hans nye praktikplads er mindre lydhør: ”Her producerer jeg minimum ét indslag om dagen, og egne idéer kommer oftere i anden række,” siger han. Tilbage til Fyn I al hast måtte praktikant Jeppe Nybye finde lejlighed i Odense, da han blev tilbudt en stilling på Fyens Stiftstidende. Han overvejede et øjeblik at tage orlov, men endte med at takke ja til tilbuddet: ”Jeg havde kun hørt godt om huset fra de andre Fyens-praktikanter, så jeg tænkte, at det var en god ide at tage tilbage til Fyn,” fortæller han. Nu arbejder han på avisens nyhedsdesk.

“Hvad vil du med din journalistik?” spørger en Tom Buk Swientytype fra den anden side af bordet. Den nervøse journalistaspirant fumler efter svar og får fremstammet et par floskler. Sådan er rollerne normalt, når der er samtaler på SDU. Men til november er situationen vendt på hovedet. Én repræsentant for de studerende får nemlig plads i det ansættelsesudvalg, der skal hidkalde centerlederpotentiale til

samtale i Odense. “Typisk vil man finde en studenterrepræsentant fra Studienævnet. Men vi retter henvendelse til centerlederen, som så må få foranstaltet at få en repræsentant,” siger dekan Jesper Strandskov, der i sidste ende skal sætte sin underskrift på den nye centerleders kontrakt. Student endnu ukendt Hvilken student, der skal indtage rollen som ansættende arbejdsgiver, er altså op til konstitueret

centerleder Karsten Prinds. Men han kan ikke afsløre, hvem der skal krydsforhøre “den nye Mylenberg”. “Det er ikke afgjort endnu. Jeg ved ikke engang, om det bliver en bachelor eller en public’er. Men det er klart, at det skal være en engageret person, der deltager i aktiviteterne omkring studiet,” siger Karsten Prinds. Nikolaj Rytgaard

Status: Centerleder søges “Vil du styrke fremtidens journalistik?” Sådan lyder overskriften på jobopslaget som centerleder, som Styrelsen netop har skrevet og sendt ud. Ansøgningsfristen er 1. november, hvorefter et ansættelsesudvalg vil sende bud efter de bedste kandidater. Dekan Jesper Strandskov er formand for ansættelsesudvalget, hvis øvrige taburetter vil blive beklædt af den nye formand for Styrelsen (tiltræder 1. november),

en journalistisk lektor, en forskningsmedarbejder og en repræsentant for de studerende. Offentliggøres snarest Så snart den rette person er fundet, vil man gå ud og offentliggøre navnet. Hvornår det bliver, er dog afhængigt af hvilke og hvor mange ansøgninger, man modtager, og af ansøgerens nuværende ansættelsesforhold – har vedkommende for eksempel en 3-måneders opsigelsesfrist.

På spørgsmålet om der har været nogen inde og snuse til jobbet, svarer både den snart afgående styrelsesformand Ulrik Haagerup og dekan Jesper Strandskov affejende med henholdsvis: “Ingen kommentarer” og “der kan godt være nogle navne i spil, men jeg tror ikke, vi kan komme det så meget nærmere”. Den nye centerleder skal jf. jobopslaget starte 1. januar 2009. Nikolaj Rytgaard


Oktober 2008 | LixEN

04 | Ekstern

DR jagter medietalenter DR har netop lanceret en ny medieuddannelse. Et to-årigt forløb skal uddanne nye tv- og radiotalenter. Det kunne ligne en udfordring til de uddannede journalister, men DR forsikrer, at de primært leder efter talenter til underholdningsprogrammerne.

Camilla F. Sønderstrup Benjamin M. Gregersen

HVERVNING DR forsøger sig nu med nye metoder for at finde talenter, der kan titte frem på skærmen eller ud gennem radiobølgerne. Seneste nyt fra DR-byen er Talentværkstedet, hvor unge, der kan lidt af hvert, får lov til at prøve kræfter med medieverdenen. Fire talenter bliver hvert halve år tilbudt en plads på uddannelsen. DR søger meget bredt, og efterlyser alt fra kommende tv-værter til skæve hjerner. “DR skal åbne dørene for folk udefra. Folk som

ikke normalt ville have en tilgang til medieverden og DR som sådan,” forklarer Christian Volfing Jacobsen, talentholdsleder og satireredaktør på DR. Underholdning – ikke journalistik I en hvervekampagne som vises på DR1 og DR2, efterlyses andre end journalister og universitetsuddannede til at præge medierne. Christian Volfing Jacobsen pointerer, at det hovedsageligt er i underholdnings-

Jeg synes ikke, vi træder nogle journalister over tæerne programmerne, at talenterne skal manøvrere. DR’s kommende stjerner skal altså ikke ud og lave traditionel journalistik, og Talentværkstedets produkter vil dermed ikke, udfordre traditionelt uddannede

journalister. I DR’s annonce i landsdækkende aviser kan det ellers opfattes som om, at kanalen søger tvværter, der skal kunne gå i konfronterende interviews, men det afviser Christian Volfing Jacobsen: “De skal ikke lave hardcore eller dybdegående journalistik. Det kræver en håndværksmæssig uddannelse for at kunne gøre det. Det er de ikke klar til efter to år. Jeg synes ikke, vi træder nogen journalister over tæerne,” siger han. Kan skabe journalister Mads Brügger tog i 1996 uddannelsen på DR’s daværende talentværksted i samarbejde med DJH. Han tog sideløbende en bachelor-uddannelse i filmvidenskab på Københavns Universitet. Han mener, at programmer som Den 11. time, som han har deltaget i, i høj grad er journalistiske, og synes sagtens, talentuddannelsen kan udfordre journalister på sigt: “Hvis et talentudviklingsprogram kan føre en ung tilrettelægger ind i radio-

og tv-dokumentar, så er det ikke noget problem. Så længe man sørger for, at folk får lov til at udvikle sig rigtigt.” Mads Brügger mener dog ikke, at talentuddannelsen skal bruges i stedet for den traditionelle uddannelse. Ifølge ham, vil Talentværkstedets tekniske uddannelse ruste mange journalister langt bedre, end de traditionelle journaliststudier. Til gengæld giver journaliststudierne en ballast, som ikke kan opnås gennem Talentværkstedet. Derfor ser han en kombination som den bedst mulige løsning. Mads Brügger havde i starten af sin karriere dårlige erfaringer med kun at være et produkt af Talentværkstedet. “Jeg er selv et eksempel på én, der kom fra gaden. Så var jeg der otte år. Så kunne de ikke bruge mig mere, og så var jeg ude igen. Man skal være opmærksom på, at det måske ikke er nok for én selv,” siger Mads Brügger. camso08@student.sdu.dk begre08@student.sdu.dk

FAKTA Talentværkstedet Der er ca. 500 ansøgere til DR’s talentuddannelse. Fire bliver optaget i oktober, fire mere til marts. Mads Brügger, Mikael Bertelsen, Kristian Leth, Andrea Elisabeth Rudolph, Drengene fra Angora og Adam Duvå Hall er nogle af de navne, Talentværkstedet har spyttet ud. Hele DR samarbejder om projektet.

REKRUTTERING DR benytter landsdækkende aviser for at fange de unges opmærksomhed. Foto: Camilla Falkenberg Sønderstrup

RUC-journalister venter og venter og venter og venter og... RUC har hævet snittet for at læse journalistik til jordemoderniveau. Det har de gjort for tynde ud i den lange kø, der fastholder journalistaspiranter i venteposition. Men effekten udebliver, og flere studerende er endt i ingenmandsland. De ved ikke, hvornår de kan gå i gang med journalistikken, og kan i værste tilfælde se frem til at vente i køen i et år. Camilla F. Sønderstrup Benjamin M. Gregersen VENTETID ”Journalistuddannelsen på RUC er den længste i verden”. Citat Mark Ørsten, studieleder på journalistik på RUC. Men RUC’ere, der gerne vil læse journalistik, kan se frem til at tilbringe endnu længere tid på SU. Det sker på grund af nye skrappe optagelseskrav. Det nye optagelsessystem efterlader de studerende,

der er optaget i køen til journalistik, i uvished. De ved ikke, hvornår de kan blive undervist i vinkling og nyhedskriterier, og nogle ser frem til ventetider på op til et år. Uddannelsen tager i forvejen seks år. ”Meldingerne fra de ansvarlige har været meget uklare. Efter godt et år på Sambas (grunduddannelse på RUC, red.) har jeg endnu ikke fået klar besked om, hvad det ender med,” fortæller Andreas Borre Andersen, Sambas-studerende på 3. semester. Han er en af de studerende, der er kommet i klemme i det nye system. Men ifølge studieleder på journalistik Mark Ørsten er der ikke noget at bekymre sig om. ”Alle, der er startet på RUC’s basisuddannelser, har krav på en plads på journalistik. Men det kan være, de skal vente nogle år,” fortæller han.

Køkultur I 2007 søgte 183 om optagelse på journalistik, men kun 50 elever blev optaget. De 126 elever, der ikke kom ind, må pænt vente i kø. De studerende, der søger ind det følgende år, bliver samtidig forsinket af

Studerende i køen kan derfor risikere at blive sprunget over. ”Der er ved at blive lavet en plan for afviklingen af køen. Men det er Uddannelses- og Forskningsafdelingen, der står for det. Indtil videre er det værste, der kan ske, at de, der står i kø, skal tage orlov, og det vil kun ske for få,” påpeger Mark Ørsten.

Da uddannelsen i forvejen tager et halvt liv, er jeg ikke villig til at vente i mere end et halvt år køen, og på den måde bliver den længere og længere. Da der bliver optaget studerende på uddannelsen hvert halve år, kan nogle se frem til en meget lang ventetid. Og der er ingen garanti for ikke at blive overhalet, mens man venter. Det er nemlig studieadministrationen, Matriklen, der hvert år peger de elever ud, der kan fortsætte på journaliststudiet.

Journalisternes flugt Men det er ikke alle, der har samme opfattelse. Studerende Andreas Borre Andersen fortæller: ”Da uddannelsen i forvejen tager et halvt liv, er jeg ikke villig til at vente i mere end et halvt år.” Studieadministrationen erkender problemet. De har iværksat en afviklingsplan, men tør kun forsigtigt give et bud på, hvornår køen er væk. Nina Christensen fra studieadministrationen på RUC spår, at det først bliver

i 2011. Fordi Andreas Borre Andersen ikke kan få et svar, overvejer han nu at studere på en af RUC’s andre uddannelser. Anderledes ser det ud for nogle af hans medstuderende, der allerede er skiftet til journalistuddannelserne på DJH eller SDU. ”På grund af uvisheden omkring journalistuddannelsen på RUC er der mange, som overvejer enten at vælge et andet fag eller flytte til Odense eller Århus. Det er ærgerligt, at folk på den måde bliver presset til at flytte. Jeg overvejer nu at tage et helt andet fag,” siger Andreas Borre Andersen. Mark Ørsten er klar over problemet, men ser på nuværende tidspunkt ingen anden udvej. ”Vi er klar over, vi kan miste nogle profiler,” slutter han.

FAKTA Journalistik på RUC Hvert år søger cirka 150 om optagelse på journalistik på RUC Det nye optagelseskrav i 2008 var et karaktergennemsnit på 9,6. Det er næsthøjest af alle uddannelser i landet Der er optaget 75 studerende efter det nye optagelseskrav. Køen til journaliststudiet forventes afviklet i 2011. Uddannelsen tager seks år – to års basisuddannelse, et års bachelor, en kandidat på to år og et års praktik

begre08@student.sdu.dk camso08@student.sdu.dk .


LixEN | Oktober 2008

Ekstern| 05

Det er stadig fedt at se

Merethes mave Producent på Merethes mave Ole Kolster og hovedpersonen selv trækker skyhøje seetal. Men hvorfor? Foto: Henrik Rasmussen / TV 2

TV 2-programmet Livet er fedt dukkede op på vore fjernsynsskærme for syv år siden og scorede seertal på over én million. Sidenhen har Merethe og hendes mave forfulgt og hensat os i enten himmelvid henrykkelse eller fnysende foragt. Og sådan er tendensen. Vi er nemlig dokumentarhungrende fjernsynsseere, der elsker tv-programmer, hvor mennesker i ekstreme livssituationer optræder, forklarer medieforsker.

Jannie Iwankow Søgaard

TENDENS ”Dagens glade krøbling, det synes at være den måde, man laver tv på nu - fordi det sælger.” Sådan siger Michael Bruun Andersen, medieforsker på RUC, da han forsøger at forklare, hvorfor der produceres så uendeligt mange af den slags programmer, hvor almindelige mennesker på kant med livet lader os fjernsynsseere komme tættere på end tæt. Han forklarer, at vi som seere vil have konsekvenshistorier. Det vil sige historier, hvor vi ser de ubehagelige eftervirkninger af den måde, hvorpå vores samfund er indrettet.

Vi gider med andre ord ikke høre om, hvordan systemet fungerer. Vi vil i stedet have systemofrenes personlige historier serveret råt for usødet til aftenkaffen hjemme i sofaen. Eksponeret mave Merethes mave er en af den slags programmer, der går helt tæt på. Som seere har vi nu on and off i syv år kunnet følge Merethe Kastens personlige kamp mod de alt for mange kilo. Vi har set hende græde, glædes og fortvivles alt efter, hvilke røde tal der dukkede op på badevægtens display. Og vi har tilsyneladende syntes om det. De første mange programmer havde over én million seere, og det forstår Ole Kolster, manden

bag Merethes mave, så udmærket: ”Jeg synes, at jeg kan gå alle afsnit igennem og se, at de hver især fortæller en vigtig historie, og alle har en karakter, der er brugbar for seerne,” siger han. Normal og anormal Men ifølge Michael Bruun Andersen, der pointerer, at han ikke har noget indgående kendskab til netop Merethes mave, kan vi nærmere bruge programmerne til at definere, hvad der er normalt og unormalt. ”Når tv fortæller ekstremhistorier er de med til at definere normalitetsbegrebet, og så har vi muligheden for at sidde derhjemme og føle os vældig normale i forhold til de mennesker, der er i tv,” fortæller han. Er denne hypotese rigtig, kan vi altså bruge Merethe og hendes eksponerede mave til at bekræfte os selv i, at vi, der ikke har en vom af en størrelse, som er et fjernsynsprogram værdig, kan anse os selv for fuldstændig normale – og det er åbenbart værd at stræbe efter.

Ud med tabu Ole Kolsters forklaring på programmernes folkelige popularitet er dog en lidt anden end medieforskerens. Han mener, at programmerne har været med til at aftabuisere det at være fed og pointerer også, at han tror, serien har fået folk til at forstå, at der ligger andet og mere end dovenskab bagved en vægt på over 150 kilo. ”Vi er så hurtige til at researche efter årsager, når alkoholikeres eller narkomaners misbrug skal forklares, mens fede mennesker i manges øjne nok bare er dovne og selv er ude om deres overvægt, og det tror jeg, serien har været med til at afkræfte,” siger han. Merethe har ikke mættet danskerne Netop nu vises de sidste indslag af ’Merethes mave’ på TV 2. Men her er det ikke mere de overflødige kilo, der er i centrum. Det er derimod den depression, som har væltet den nu mange kilo lettere Merethe omkuld. Men selvom sagaen om Merethe har varet længe,

mener Ole Kolster ikke, at danskerne er blevet mættet af offer-tv, som Michael Bruun Andersen kalder denne type dokumentar. Ole Kolster er uforstående over for al den snak om, at folk er mætte af Merethe og påstandene om, at hun bare er en medieliderlig linselus, der ikke formår at sætte sine grænser. ”Det irriterer mig grænseløst, at folk tror, at Merethe bare gerne vil i medierne, koste hvad det vil. Hvis du vidste, hvor meget hun siger nej til. Og for mit arbejde med hende gælder det, at det altid har været TV 2, der har kontaktet hende for at lave flere programmer – aldrig omvendt, og folk kan jo altså bare slukke for programmerne, hvis ikke de gider se dem” siger han. Ole Kolster pointerer, at Merethe aldrig har modtaget så meget som en 25-øre for at medvirke i programmerne. På spørgsmålet om, hvorfor vi nu skal indvies i Merethes depression, svarer han: ”Jeg har fået bunker af opfordringer fra seere om at lave en dokumentar

om depression. Og da vi nu var i gang med at filme med Merethe, da hun blev depressiv, var det oplagt at bruge hende.” Slut med Merethe Selv er Ole Kolster sikker på, at de sidste afsnit med Merethe vil betyde meget for mange menneskers opfattelse af depression, og på den måde vil dokumentaren ifølge ham altså nok engang bryde med et væsentligt tabu. Men så er det også slut, lover TV 2-journalisten - altså med Merethe og hendes mave. Men ikke med konsekvenshistorierne, som Michael Bruun Andersen kalder dem. Ole Kolster har endnu en dokumentar på tegnebrættet, som handler om ”almindelige” mennesker, og hvis vi ikke gider se den, når den formentlig sendes til næste efterår, ja så må vi slukke flimmerkassen og håbe på, at vi alligevel kan kalde os et af samfundets helt normale mennesker. jsoeg07@student.sdu.dk

Ny bog afslører Nyhedsavisens hemmeligheder Støvet har knap lagt sig efter Nyhedsavisens kollaps, men allerede nu er tidligere medarbejdere i gang med at udrede trådene og finde ud af, hvad der i virkeligheden skete i løbet af sommeren. Resultatet udkommer i en ny bog til foråret. Hvad skete der i virkeligheden mellem Nyhedsavisens tidligere hovedaktionær, Morten Lund, og de “usle røvhuller”, han omtaler sine tidligere samarbejdspartnere .

som? Pissede de på ham, som han tordnede i Jersild Live? Rune Skyum-Nielsen, Niels Holst, Morten Runge og Rasmus Karkov er i gang med at skrive bogen, der kommer til at afsløre, hvad der i virkeligheden skete i hangaren på Holmen. “Vi prøver at fortælle historien om pengespillet, om magtspillet og om idéen bag hele avisen,” fortæller Rune Skyum-Nielsen. Bogen, der forventes at udkomme i løbet af foråret, vil blive fortalt mere

som en spændingsroman end som en dokumentarisk fremstilling af forløbet. “Der er rigtig mange gode historier, men vi ved jo ikke, hvad der når at blive lækket, inden bogen udkommer,” siger Rune Skyum-Nielsen. Forfatterne holder kortene tæt til kroppen og vil ikke ud med flere detaljer om bogens indhold. Stor mundfuld Rune Skyum-Nielsen er sammen med de andre forfattere på vej til Island

for at interviewe pengemændene bag Nyhedsavisen. At det er en stor mundfuld at manøvrere i rænkespillet og finde ud af, hvad der egentlig foregik, er gået op for de tidligere skribenter på Danmarks største avis: “Der er helt sikkert nogle spil i gang. Der er nogle parter, som er mod hinanden, og jo mere vi taler med den ene part, jo mere vil den anden også sige. Der er ingen, som vil fanges i det spil,” forklarer Rune SkyumNielsen. Mads Kolby


06 | Ekstern

Oktober 2008 | LixEN Foto:

Den uartige ungdom er hjemme til spisetid Kan du huske, da København for snart halvandet år siden stod i oprørske flammer? Da unge mennesker strakte den magre langemand i vejret og rettede den i mod lov og orden og med den anden hånd satte ild til Nørrebro og omegn. Var det samfundet kontra anarkismen, eller var det politiet kontra småforkælede vakuumrevolutionister? Lixens udsendte drog ud for at se det nye Ungdomshus og for at se, hvem der var i det en solbeskinnet fredag i slutningen af august.

Casper Hindse

KOMMENTAGE Jeg står på Jagtvej 69. Der er ingenting. Absolut ingenting. Jo, lidt græs og nogle mursten, der forsøger at ligne fliser, men ellers intet andet end et hul og overmalede husmure omkring. Her lå Ungdomshuset for ikke længe siden, men nu har det skiftet adresse, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed. ”Det ligner Ground Zero, hva’?” griner en mand i trediverne til mig, da han går forbi mig med en cykel, der har overskredet udløbsdatoen for længst. ”Ja, eller din cykel,” smiler jeg skævt tilbage. Jeg begiver mig af sted mod Dortheavej, som i gåafstand er mulig. Ud af Nørrebrogade fra runddelen, til højre af Tomsgårdsvej og så til venstre af Dortheavej. Uluksuriøst kvarter Som jeg bevæger mig længere væk fra den pæne runddel, går det op for mig, at rent beliggenhedsmæssigt har man ikke vundet i lotteriet som bruger af ungdomshyblen. Nordvest ser ikke ud til at have fået udpræget del i den velstandsfremgang, der er skyllet ind over hovedstaden

de seneste år. Ud for Dortheavej 61 er man ikke i tvivl om, at man er fremme. På frontfacaden hænger et banner med teksten ”All Cops Are Bastards”. Omme på bagsiden hænger dog et mere duefromt banner: ”Tak til Nordvest og velkommen til vores nye ungdomshus.” Adgangen til huset er ikke reguleret. Man kan blot vade ind omme bagved. Sommeruniform? Ungdomshuset er ikke ligefrem overrendt. Der er tre meget unge mennesker. Troede man, de var klædt i sort, og at deres ører var gemt væk bag dreadlocks, må man tro om igen. De sidder i shorts og grå tshirts. ”De hardcore typer er på staden. Her, tag en icetea – de er gratis,” forsikrer en af de unge mig, da jeg spørger, om det er sommeruniformen, de har trukket ud af skabet. Jeg kigger rundt i lokalet, som er det første, jeg er kommet ind i, og hvor jeg har mødt de tre unge herrer. De viser sig at være de eneste i huset denne sene eftermiddag. Brugerne af huset har bygget en bar af gamle egetræslåger, og i et hjørne er man i gang med en

musikscene – og så er der graffiti så langt øjet rækker. Jeg beslutter at tage en rundtur og går først helt til tops i bygningen. Balsalen Øverste etage er ét stort lokale. ”Tagz, tjald og mudrede sko forbudt,” beretter et skilt på døren. Den er låst. I øvrigt hænger der mange steder på min vej op skilte, der minder om, at stoffer er direkte forbudt på Dortheavej 61. Jeg går ned gennem et par dekorerede rum tværs gennem huset til en trappe, hvor man oppe for enden kan få udsigt til herligheden af en sal. Salen ligner et sted, der ville få selv Anders Fogh Rasmussen til at mindes dagene med VU’s dejlige halballer. Her er stort set graffitifrit, og gulvet er næsten bonet. Jeg står på et par madrasser, som tydeligvis har haft sovende gæster. Der ligger en bog. ”Native Americans” hedder den. Indianerne ser forpinte ud. Ser de unge sig selv i indianerne: De vilde, der er blevet indfanget af en større magt, og som er blevet tildelt et reservat, et åndehul for materialisme og kapitalisme et sted i hovedstaden? Tolerance og molotovcocktails Ude på trappen er der ikke

en millimeter, der ikke er optaget af tags, rim og malerier udført lige durk på væggen. ”Vi tollerere alle uanset hvordan de ser ud,” står der. To meter længere nede af trappen hænger så ordene: ”Når jeg ser et rådhus brænde, blir jeg glad og vil se mere, og når min molo ikke vil tænde, er jeg glad for jeg har mange fler!” Der er ytringsfrihed i Ungdomshuset. Lige fra det frie glade blomsterbarnsudsagn, til det mere bastant retoriske opgør med samfundets autoriteter i det lange molo-rim. Bogcafé Jeg kommer ned i det næste rum, hvor jeg ser overborgmester Ritt Bjerregaard smile fra coveret af biografien ”Ritt”. Den ligger på en hylde, i hvad der ifølge nogle papirer på samme bord skal være en bogcafé til hverdag. Der ønskes aflagte bøger, hvis nogen sidder og er for belæst. Adressen er Dortheavej 61, Kbh. NV. Jeg går videre rundt i huset, hvor rum på rum gentager sig selv, og snart er jeg nede i forlokalet igen. På vægge og bannere formulerer brugerne af Ungdomshuset sig i ét væk, men som jeg kan læse på den ene væg, må man ikke udtale sig til pressen om

Ungdomshuset, hvis man ikke er med i pressetjenesten. Pressetjenesten som jeg ikke har kunnet få fat på fem dage i træk i øvrigt. De tre gutter i rummet er renskurede, og jeg kan ikke lade være med at smile over, at så mange mennesker har et stereotypt billede af folk i Ungdomshuset – et billede jeg til dels støttede op om rent udseendemæssigt, inden jeg trådte indenfor denne eftermiddag. De tre unge forsikrer mig om, at de ikke skiller sig synderligt ud herinde på en mere overrendt dag end i dag. De fleste herinde spiser, så vidt de ved, hjemme dagligt. Det er næppe de her unge, der har orkestreret modstanden, da Jagtvej 69 blev ryddet. Ellers skulle de have spist hjemme og så gå ud med molotovs om aftenen. I så fald skal ordet ”vakuumrevolutionister” hermed opfindes, men det er ikke sandsynligt. Er der åndelig plads til Ungeren? Jeg træder ud i den sene eftermiddagssol og vender næsen mod mit udgangspunkt. På vejen tilbage til Jagtvej, tænker jeg på, om det måske ligger i den danske ånd, at Ungdomshuset var dømt til at ryge længere væk fra centrum.

Man kan ikke bryde lovene og så tro, at man skal have en lukrativ adresse. De gamle overbærenhedsprincipper, der lød ”alle familier har plads til et sort får”, er gennem årene blevet skiftet ud med parcelhuse og ”alle har ret til et fedt køkken”. Noget er der i hvert fald sket. Jeg går hen til tomten på Jagtvej 69. Den kunne nemt blive bevaret, som den er. Måske er den det stærkeste monument over, hvad der skete på nogle borgerkrigslignende vinteraftener for et lille dusin måneder siden. De unge mennesker har fået et nyt sted. Et sted med langt bedre indretningsmuligheder. Men hvad med ”Vi tollerere alle uanset hvordan de ser ud”-tanke? Vil den leve videre det nye sted, hvor der kun er tre mennesker en fredag eftermiddag? Jeg smiler til en ældre forbipasserende med gangstativ, der lige har kigget på hullet ved Jagtvej 69. For hende er det tydeligvis et symbol på, hvor skidt ungdommen kan opføre sig. For de unge i Ungeren er det mere et symbol på noget helt andet. Ja, det er vel egentlig de vakuumindhyllede småanarkistiske blomsterbørns børns Ground Zero. chind07@student.sdu.dk .


ANNONCE

KaJO holder fødselsdag - og du får gaverne! Kom med til generalforsamling lørdag den 25. oktober , hvor spændingen endelig bliver udløst: - Hvilken praktikant får Se og Hør- prisen og de 15.000 kroner? - Hvem bliver stemt ind i bestyrelsen? (Bliver du?) - Hvor meget gratis mad kan medlemmerne egentlig spise? - Hvordan er det at danse på Medietorvet? - Går det hele mon op i hat og kagemand? Alt dette og mere bliver afsløret fra klokken 14.30 på Medietorvet. Tilmeld dig på kajo@journet.sdu.dk inden den 10. oktober! Kærlig hilsen KaJO – din jubilæums-ven på studiet


08 | Fokus

Oktober 2008 | LixEN

God journalistik er meget mere end godt håndværk UPDATE navigerer i farvandet mellem teori og daglig praksis. Vi arbejder i tæt dialog med både forskningen og mediebranchen. Vores mål er at højne standarden i dansk journalistik, og det gør vi gennem kurser, diplomuddannelser, konferencer, konsulentarbejde samt analyse- og forskningsprojekter. UPDATE drives af det samme som god journalistik: begejstring, kreativitet, kritisk sans og vedholdenhed.

UPDATE - Danmarks Medie- og Journalisthøjskole · Olof Palmes Allé 11· 8200 Århus N · www.update.dk

Ved at isolere mere!

Karstens Korner ved Steen A. Jørgenssen

Bedre isolering af huse er

Dette fremgår bl.a. af

den investering, som har

McKinseys rapport “A

størst effekt på nedbring-

cost curve for greenhouse

elsen af drivhusgasser

gases”. Se rapporten på

pr investeret krone!

ww w.su nd ol itt.d k

Su nd oli tt iso le rin g - fo r e n s und og bæ r e dy gt ig fr em tid

.


LixEN | Oktober 2008

Fokus | 09

Usikkert udlandseventyr Praktikantvejlederne råder dig til at blive hjemme i Danmark under din praktik. Det faglige udbytte, som du får med fra udlandet, er ikke godt nok.

Joanna Valentin

PRAKTIK “Det vil ikke imponere en redaktør, at du har været 6 måneder i udlandet”. Så kontant er udmeldingen fra praktikvejleder på DJH, Pia Færing. Hun mener ikke, at et praktikophold i udlandet pynter dit cv. Praktikvejleder Karsten Prinds fra SDU er

enig: “Dine arbejdsområder i udlandet er mindre. På den måde bliver det journalistiske udbytte også mindre,” forklarer han. Han mener, at der er en masse personlige gevinster ved et praktikophold i udlandet. Det faglige udbytte derimod er langt mindre, end hvis du blev hjemme i hønsegården. En lang badeferie De personlige erfaringer er dog også vigtige for ens journalistiske uddannelse, mener Pia Færing. Men det er vigtigt, at praktikanten gør sig grundige overvejelser om udlandsopholdet, så det ikke bare bliver en lang badeferie:

“Ansvaret for praktikopholdet ligger hos praktikanten selv,” siger Pia Færing og understreger, at praktikordningen herhjemme er langt bedre struktureret, end den er i udlandet: “På en udenlandsk praktikplads står du selv med ansvaret for at lære. Der er ingen praktikvejleder – og der er ingen krav til stedet, om at de som praktiksted skal leve op til en vis standard,” siger hun. Praktisk gris “Vi stiller os ikke i vejen for praktikanter, der vil til udlandet,” siger Karsten Prinds, men han understreger, at det er

praktikantens ansvar, at de ikke ender som praktiske grise, der serverer kaffe og tørrer borde af. Det er derfor vigtigt, at man som praktikant fra starten skriver en udførlig kontrakt med praktikstedet, så man ikke ender med at stå alene på savannen - uden noget på blokken. Ifølge Karsten Prinds skal man være klar over, at praktik i udlandet både koster på den faglige konto og i ens journalistiske netværk. Derfor opfordrer både DJH og SDU deres studerende til at tage til udlandet på kandidaten, hvor forholdene er langt bedre for de studerende. joval07@student.sdu.dk

Fokus:

Udland Folkemasser raser i Bangkoks gader. Diktaturer styrter i Afrikas grus. Muhammed-debatten revitaliseres i jumbojettens mellemgang. Telefonsamtalen i Kina cuttes af, hver gang ordet Tibet falder over ens læber. Udlandet er fuldt af indtryk, historier og omvæltninger. Har du lyst til at kaste dig over udlandets mange godbidder, så læs Lixens Fokus i denne måned. Over de næste sider forsøger vi at indfange en promille af de muligheder, der ligger uden for Danmarks grænser. Som studerende. Som praktikant. Og som færdiguddannet journalist. Spring på vognen og drag med ud i verden.

kan jeg ikke se som en ulempe i vores globaliserede samfund,” siger praktikanten i Bangkok.

LIVE Den ene af to SDU’ere i udlandspraktik, Annelene Højvang Larsen, rapporterer direkte fra Thailand til DR2 Udland. Foto: Jesper Holm Damgaard

Udlandspraktikanter:

»Kast jer ud i det« Center for Journalistiks to udlandspraktikanter er i hver deres ende af verden. Starten på deres praktik har været lige så forskellige, som de to verdensdele, de er havnet i.

Thomas Askjær Morten Bang Jørgensen

UDSYN 2. september. Praktikant Annelene Højvang Larsen smider alt, hvad hun har i hænderne for at kunne komme live igennem i DR2 Udland. Hun skal dække demonstrationer mod regeringen tæt på .

praktikpladsen i Bangkok. Samtidig sidder Niels Bochert Holm hjemme i Danmark. Han skulle have været startet i praktik på Orange County Weekly i Californien. Praktikken blev aflyst. Fælles for dem er, at de er de to eneste praktikanter fra journalistik på Syddansk Universitet, der i foråret droppede panikdagen for at tage i udlandspraktik. Den ene snublede ved et tilfælde over sin praktikplads og kom til Bangkok. Den anden forhørte sig selv om muligheden for praktik hos medier i USA. Niels Bochert Holm fandt dog hurtigt en anden

praktikplads, denne gang i New York, men blev nødt til at starte halvanden måned senere. Nu er han startet på det store æbles nyhedskanal NY1. Når danskere i Sydøstasien skal holde sig opdateret, er der stor chance for, at det bliver gennem en af Annelene Højvang Larsens artikler. Hun er i praktik på nyhedsportalen Scandmedia. Opgaverne skifter fra reportager om trekking i Vietnam til det danske handelskammer i Bangkoks magasin. Ingen aftaler i udlandet Begge udlandsfarerer vender tommelfingeren opad for

den vejledning, de fik forud for starten på deres praktik: “Karsten Prinds fortalte om fordele og ulemper ved udlandspraktik: Hvad gør det ved ens journalistnetværk, og hvad man skal være opmærksom på med hensyn til SU,” fortæller Niels Bochert Holm. Annelene Højvang kunne dog godt tænke sig, at SDU lavede aftaler med praktiksteder i udlandet: “Jeg har hørt, at man på RUC eksempelvis har aftaler med steder i Mellemøsten. Det kunne SDU godt fokusere mere på.” Ifølge praktikvejleder Karsten Prinds kan det være nyttigt med et netværk

i udlandet. Han mener også, at det kan give én noget at være væk fra sine vante omgivelser, men han nævner sprogbarrieren som en ulempe. Udlandspraktikanten vil nødvendigvis af den grund være fagligt sat tilbage. Derfor fortæller praktikvejleder Karsten Prinds typisk de studerende, der vil til udlandet i praktik at fordelen er det personlige, og ulempen er det faglige. Det er Annelene Højvang Larsen uenig med sin praktikvejleder om: “Jeg mener, at jeg får meget ud af mit ophold her. Og at jeg som journalist også lærer at begå mig på engelsk

Dronning af Bangkok De journaliststuderende der drømmer hede drømme om et praktikophold uden for Danmarks grænser, skal huske at sætte sig godt ind i tingene, så de ikke bliver overraskede over noget, der står med småt i praktikaftalen. Ifølge Niels Bochert Holm skal man på forhånd gøre sig det klart, hvilken rolle man har som praktikant, så klichéen om praktikanten, der laver al kaffen, ikke går i opfyldelse. Annelene Højvang Larsen nævner indblikket i Asien og de mange målgrupper, hun skriver til, som det bedste hun får ud af sin udlandspraktik. Hun skriver nemlig både på dansk og engelsk til forskellige medier i Danmark og Asien. Det bedste råd Annelene Højvang Larsen kan give journaliststuderende med udlandstanker er, at de bare skal kaste sig ud i det. Om ikke andet så for pengepungens skyld. Med henvisning til de høje boligpriser i København siger hun med et lille grin: “I Bangkok lever man virkelig som en dronning af sin SU.” mojoe08@student.sdu.dk thoch04@student.sdu.dk


Oktober 2008 | LixEN

10 | Fokus

Han guider læserne på savannen Foto: Jørn Stjerneklar

Ene mand dækker han Afrika syd for Sahara for Politiken. Jesper Strudsholm er klar over, at hans danske læsere ved meget lidt om det glemte kontinent. Derfor tager han læserne i hånden og forklarer nyhederne frem for at referere dem. Johan Bertil Winther Andersen Anne Grue Nielsen

INTERVIEW Turen går til en nemmere forståelse af Afrika. Rejselederen hedder Jesper Strudsholm, og han guider læseren igennem det afrikanske virvar af borgerkrige, præsidentvalg og stærke personskildringer. Han lægger en dyd i at komme ud til den brede skare af danske læsere. Det svært fordøjelige bliver lettere fordøjeligt, og komplekse problemstillinger bliver konkrete. “Jeg skal helt fra rubrik og underrubrik sige til læserne, at det her er en vanvittigt kompliceret ting, som de muligvis har set flimrende billeder af i medierne og på forhånd har afskrevet,” siger Jesper Strudsholm og

tilføjer: “Men hvis de lige bliver et øjeblik, så vil jeg føre dem ind i det. For her gemmer sig faktisk en virkeligt spændende historie indenunder.” Korrespondenten bruger ofte nyhedsanalysen som form. Den giver ham nemlig mulighed for at referere en nyhed og samtidig analysere og forklare de bagvedliggende problemer. Jesper Strudsholm er en af de eneste korrespondenter i Afrika, der er fast tilknyttet et dansk nyhedsmedie. Han flyttede til Cape Town første gang i 1993, hvor han var med til at dække Mandelas magtovertagelse ved det første demokratiske

valg i Sydafrika. Pludselig stod han midt i en historie, han havde fulgt intenst fra sidelinjen i Danmark, og det fandt han dybt fascinerende. Demokratiets indførelse i Sydafrika ser Jesper Strudsholm som den bedste historie, der er kommet ud af Afrika i vores levetid. Krig, korruption og konflikt Jesper Strudsholm dækker 53 lande over et areal på 700 gange Danmarks størrelse. Landene er præget af tonsvis af forskellige problemer. I Darfur hærger nomadekrigerne Janjaweed, i Somalia støder radikal islamisme sammen med kristen kultur, og i Congo

er et antal svarende til Danmarks befolkning døde siden 1998. Politikens journalist ved, at mange af hans læsere på forhånd har afskrevet Afrika som et bundløst, sort hul af krig, korruption og konflikt. Når han skriver en artikel fra Afrika, er hans første udfordring derfor at bryde igennem læserens panser af fordomme. Efterfølgende skal han forsyne læseren med tilstrækkelig basisviden til, at han eller hun kan forstå nyheden: “Det, jeg skriver, er en guide til noget i virkeligheden uforståeligt,” siger Jesper Strudsholm. Han fremhæver, at man kan

Europa som legeplads Drømmer du om at se mere end Danmarks flade medielandskab? Er udsigten til Danmarks journalistiske andedam for trøstesløs? Så kan en international masteruddannelse være vejen ud. Maria Djurhuus Petersen UDDANNELSE England, Wales, Holland, Tyskland - og så lille Danmark. Den internationale masterudannelse med det mundrette navn ’Erasmus Mundus Masters – journalism and media

within globalisation.’ kan bringe dig vidt omkring. ”Uddannelsen giver et fantastisk indblik i, hvordan medier i og uden for Europa fungerer,” siger Rikke Skovgaard Andersen, som er en af de danske journalister, der har gennemført Erasmus Mundus masteruddannelsen. ”Hvis en journalist ønsker at stikke næsen uden for Danmark, er det vigtigt at forstå, at journalistik og medier ofte fungerer helt anderledes andre steder i verden. Der er for eksempel lysår fra Nordeuropa til Zimbabwe,” fremhæver Rikke Skovgaard Andersen,

der i dag arbejder ved Danske Universiteter, det tidligere Rektorkollegiet. Efter hendes mening skal man tage uddannelsen, hvis man gerne vil have en dybere indsigt i Europa og i mediernes måde at arbejde på i en globaliseret verden. Globale udfordringer Ifølge uddannelsens koordinator Bettina Andersen, er der flere grunde til at tage uddannelsen: ”Emneområdet for uddannelsen er den globale verden med et europæisk perspektiv, og så får man mulighed for at drøne rundt i hele Europa og opleve

forskellige kulturer.” De fleste studerende får senere arbejde uden for Danmarks grænser for eksempel på ambassader, i store globale mediehuse eller i internationale organisationer. Du skal dog holde dig på tæerne, hvis udlængslen giver dig kløe under fodsålerne: Siden 2005 er der kun to danskere, der er blevet optaget på hver årgang. mape208@student.sdu.dk

starte et helt andet sted, når man skriver journalistik om Danmark til danskere. Vestens håndlangere Et eksempel på at Jesper Strudsholm giver sine læsere en guide til at forstå Afrika, er hans dækning af Zimbabwe i foråret. Da Robert Mugabe blev hårdt kritiseret af de europæiske ledere, men samtidig nød øget støtte i sit hjemland Zimbabwe, kunne Jesper Strudsholm forklare sine læsere hvorfor. “Det var ret indlysende for mig siddende i den anden ende af verden, at hver gang Europa råbte op, blev det sværere at få gjort noget reelt ved konflikten,”

siger han. Efter de hårde europæiske udmeldinger, blev de regionale ledere nemlig opfattet som vestens håndlangere, når de kritiserede Mugabe. Den kulturelle forståelse og politiske indsigt danner grundlag for Jesper Strudsholms guidende nyhedsanalyser. Han tilfører liv, virkelighed, reportager og mennesker, og det gør forskellen. Det ville aldrig komme frem i et omskrevet nyhedstelegram på redaktionen 10000 kilometer væk. anni508@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk

FAKTA: Masteruddannelse i udlandet Masteruddannelsen varer to år. Første semester: Aarhus Universitet og Danmarks Journalisthøjskole Andet semester: Amsterdam School of Communication Tredje og fjerde semester: War and Conflict ved University of Wales, Business and Finance ved City University eller Media Systems, Journalism and Public Spheres in a Comparative Perspective ved University of Hamburg. Krav til optagelse Afsluttet bachlor Mindst tre måneders professionel journalistisk erfaring En score på minimum 7,0 i International English Language Testing System. Læs mere på www.mundusjournalism.com .


LixEN | Oktober 2008

Fokus | 11

Jorden rundt i 80 dage Ekstra Bladets rejseanmelder, madanmelder og lørdagssatiriker, Søren Møller, fik sammen med sin fagredaktør i en sen nattetime den idé at gå i Phileas Foggs fodspor. Han ville rejse jorden rundt i 80 dage anno 2008 og møde andre nationaliteter på deres egen hjemmebane.

Maria Djurhuus Petersen

INTERVIEW “Ideen kom sig af, at jeg ikke kunne tro, at japanere også går rundt og tager billeder af hinanden i Japan, og amerikanere altid er så dumme, som vi af og til fremstiller dem i Europa. Jeg ville af- eller bekræftes i mine stereotyper,” fortæller Søren Møller ivrigt. Søren Møller ville møde andre mennesker i deres nærmiljø, stå på deres velkendte banegård og tale med dem ansigt til ansigt. En snak om Muhammed Jordomrejsen betød nye indtryk og bekendtskaber for Søren Møller. På en flyrejse om natten fra Cairo til Mumbai kom Søren Møller ved et tilfælde til at sidde ved siden af en muslimsk flyingeniør. “Han trak Koranen op af lommen, og jeg spurgte ham, hvad der fik ham til at læse i den midt om natten på et fly,” fortæller Søren Møller, som præsenterede sig som dansker. Hurtigt kom snakken ikke kun til at handle om Koranen, men også om de danske Muhammed-tegninger. De andre muslimske flypassagerer på Søren Møllers række vågnede op ved ordet ’Muhammed-tegninger’, og en livlig debat om ideologi og ytringsfrihed var skabt. “Vi satte os i en rundkreds på gulvet i flyet og talte om den gud,

Troværdigt møde med verden På spørgsmålet om, hvad Søren Møller har bidraget med til journalistikken gennem sin jordomrejse, er han lidt nølende. “Jeg har nok ikke ændret dagsordenen som journalist,” fastslår Søren Møller. Han holder en kort pause, klukker lidt og svarer så: “Jeg har vist en ny måde at lave journalistik på. Og ved at rejse alene, har jeg mødt verden lidt mere autentisk.” Ingen turisttips, tak! Når Søren Møller ankom til en ny by, sørgede han for at skaffe sig en base, som han kunne navigere ud fra. Når basen, som oftest et hotel, var på plads, begav Søren Møller sig ud i byens gader for at snuse rundt, indånde den nye luft og tale med de lokale. “Jeg efterlyste altid tips, som ikke var ’turistede’,” forklarer Søren Møller. Et af fingerpegene han fik, førte ham til floden Ganges ved Kolkata i Indien. “I Ganges bliver der smidt mange mønter i floden, for eksempel efter et bryllup, fordi det skal bringe brudeparret lykke. Så flodens bund er fuld af mønter,” forklarer Søren Møller. På floden sejlede et skib omkring med seks-syv mænd ombord. De havde store stager med magneter på og fangede ’lykkemønterne’ op

Foto: Sharron Lovell

af vandet igen. Der lå de i 14-15 timer og tjente på den måde til det daglige brød. Det endte med at blive historien, der blev sendt hjem. Dannelsesrejsen Søren Møller betegner jordomrejsen som en personlig og udfordrende dannelsesrejse. Han havde fra avisens side fået meget frie rammer. Han fik lov til at formidle de reportager og features hjem til Ekstra Bladets læsere, som han faldt over på sin vej. Søren Møller håber, at læserne har kunnet identificere sig med ham på rejsen, og fået et lidt mere nuanceret billede af verden. “Ekstra Bladet er traditionelt en avis med hårdt vinklede historier på forsiden, så ’Jorden rundt i 80 dage’ har bidraget med de blødere reportager, som læserne ikke er vant til at få,” fremhæver Søren Møller.

Foto: Thomas Wilman / Ekstra Bladet

som man ikke må sige navnet på, mens vi fik serveret kaffe og te,” husker Søren Møller.

Danmark rundt i 80 dage? Hvor rejsen går hen næste gang, er Søren Møller ikke helt sikker på, men i støbeskeen ligger der en ny idé: besøge afkroge af Danmark, som han ikke har set før. mape208@student.sdu.dk

Verden tur/retur Den 23. april i år forlod Søren Møller dansk jord, og vendte først retur 80 dage senere. Med sig havde han 45 kilo oppakning. Bagagen bestod hovedsagligt af elektronisk udstyr: tre digitalkameraer, to tv-kameraer, en computer, en mobil internetopkobling, en mobiltelefon samt tøj til alt slags vejr. Han besøgte 15 lande på 80 dage, og han skrev artikler fra sine afkroge til lørdags- og søndagsudgaverne af Ekstra Bladet. Søren Møller skrev blogs, lavede tv-klip og daglige artikler til Ekstra Bladets nyhedssite, eb.dk.

»Jeg har lært det på den hårde måde« Lixen møder Christina Boutrup, 32 år, Berlingske Tidendes Kina-korrespondent gennem tre år Q&A Hvad var din forudsætning for at klare jobbet som Kina korrespondent? “Jeg var erhvervsjournalist. Det var Berlingske glade for, for de havde brug for et bredere kinesisk billede end udelukkende beretninger om menneskerettigheder. Desuden var jeg på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.” Hvorfor var det netop Kina, der blev din destination? “Som erhvervsjournalist skrev jeg næsten Kina i hver anden sætning, og jeg fik lyst til at rejse ud og opleve landet i en lang sommerferie. Da det gik op for mig, at der stort set ikke var andre danske journalister i Kina på det tidspunkt, tænkte jeg, at det var min chance, selvom jeg var forholdsvis ung og nyuddannet.” Hvordan håndterede du kulturchokket? “Jeg blev vildt frustreret i starten

.

over, at ingen kunne forstå, hvad jeg sagde. Men jeg håndterede det ved at gøre noget ved det. Jeg skyndte mig at melde mig til et kinesisk kursus, for sproget var simpelthen for irriterende ikke at kunne. Det var den største frustration.” Hvad er den største journalistiske erfaring, du har gjort dig i Kina? “Jeg har lært, at det godt kan betale sig at kæmpe for en historie og at kæmpe for et interview. Jeg har lært på den hårde måde, at alt det benarbejde er nødvendigt, hvis det virkelig skal lykkes at lave de store historier. Jeg mener selv, jeg har gjort en forskel, både for de mennesker jeg skrev om og forhåbentligt mine læsere. Jeg er faktisk rigtig glad for den ydmyge måde, jeg gik til landet på og bare satte mig for at lære, lære, lære.” Hvad skal man gøre, hvis man selv vil være Kina-korrespondent?

“Lær kinesisk! Det ville jeg ønske, jeg selv havde gjort på forhånd, men jeg greb jo bare chancen, da den kom. Desuden skal man gøre sig unik. Lad være med at gøre dét, som alle de andre gør. Find en niché, du er god til. “ Hvorfor stoppede du som udlandskorrespondent? “Jeg synes, 3 år var en meget passende periode. Det er lang tid at være væk fra familie og venner.” Hvad skal du så nu? “Nu er jeg her på Fyens Stifttidende, og det er jeg rigtig glad for. Jeg kan bruge min erfaring fra Kina her og laver også erhvervshistorier. Desuden skal jeg være gæstelæser for de studerende på Center for Journalistik i socialøkonomi og politik, og det glæder jeg mig rigtig meget til.” Kristoffer Kræn Sørensen Majken Nielsen


12 | Profil

Oktober 2008 | LixEN

Korrespondent i

land

Troels Trier

Simi Jan er med sine pakistanske rødder og danske sjæl en kontrast i sig selv. Hun har slået sig ned blandt Pakistans mangofrugter, men er stadigvæk pæredansk. Som engageret journalist rapporterer hun for to store danske medier fra det, hun kalder kontrasternes land. Selvom bomberne hyppigt eksploderer i Islamabad, sover Simi Jan så trygt, som da hun boede i København. Flammerne strækker sig op efter det kulsorte røghav, der endeløst strømmer ud fra hundredevis af vinduer. Sirenerne fra et mandskab af ambulancer og brandbiler skærer fælt i øret på paniske pakistanere. Uniformerede politifolk med skarpladte geværer og anstrengte blikke forsøger at få et overblik over situationen. Alt er kaos. Sårede og døde med vansirede ansigter og blodige forbindinger bliver i høj hast kørt væk på bårer, mens bjælker og søjler bag dem styrter sammen over den glasskårsfyldte jord. Det er lørdag den 20. september. Klokken er 19.56 pakistansk tid, og Hotel Marriott i hjertet af Pakistans hovedstad Islamabad er netop blevet sprængt til ugenkendelighed. En selvmordsbomber tog livet af sig selv og mindst 53 civile, da han sprang en bombe, som detonerede hans sprængstofspakkede lastvogn. “Det her er jo ikke et tilfældigt selvmordsangreb, hvor en eller anden bombemand tænkte: ’nu vil jeg sprænge mig selv i luften og tage et par ofre med mig i døden’. Det her, det er veltilrettelagt og meget, meget sofistikeret,” fortæller en kvindelig skikkelse gennem tv-skærmen. Klokken er 19:02 dansk tid, kort efter angrebet. Simi Jan, TV 2’s Pakistankorrespondent, sidder i tv-kanalens københavnske studie og svarer i en lind talestrøm på alle de spørgsmål, der står tilbage. Simi Jan har boet i den pakistanske hovedstad i omtrent et år, og skulle på dette tidspunkt have været landet i Benazir Bhutto International Airport og siddet i en bil mod sin bolig nært beliggende det nu kollapsede hotel. Grunden til hun stadig er i Danmark, er, fordi TV 2 før bombeangrebet bad hende om at blive nogle dage ekstra. Men efter billederne af det fragmenterede hotel blev planen igen ændret, og Simi Jan sad kort tid efter på et fly. Kontrastfyldt kvinde Vi spoler tiden tilbage. Cirka 24 timer, inden Hotel Marriot stod i flammer. Her møder Lixen Simi Jan på en café midt i Odense. Det er efter utallige mails, sms-beskeder og telefonsamtaler lykkedes at få en aftale med den 29-årige travle korrespondent. Sammenlignet med liveinterviewet i den efterfølgende aftens 19-nyheder, er Simi Jan meget smilende og humoristisk. Bag sin grå frakke taler hun langt blødere og rundere, end når hun sidder inde i tv-

skærmen, hvor ordene bliver udvalgt nøje og leveret præcist. Der går sjældent mere end et minut, uden en latter bliver slået op. Når hun taler med sin stemme, taler hun også med sine hænder. Hun er befriende meget sig selv og taler ikke i klichéer eller citater, som mange politikere, erhvervsfolk eller andre klassiske kilder taler i et interview. Men selvom attituden er anderledes afslappet, end når Simi Jan sidder bag skærmen, er antallet af ord ikke færre, tværtimod. Stil et spørgsmål og forvent et svar på ti minutter. Skal man stille hende

Jeg kender en britisk journalist, der blev kidnappet, fordi hun skrev noget kritisk et nyt, må man afbryde, når hun holder et sekunds pause for at få vejret. Faktisk har Simi Jan så mange ting at sige, at hun ofte, i al ivrighed, afbryder sig selv midt i en sætning. Hun virker på mange måder som en kontrastfyldt kvinde. Hendes udstråling og verdenssyn er helt og aldeles dansk, men rødderne er pakistanske, og hun bærer et eksotisk udseende. Hun taler perfekt dansk, men ved at lytte nøje efter, aner man en udenlandsk accent. Hun er seriøs, men også fuld af sjov. Hun er klar i mælet, men suser også frit rundt i sine sætninger. Den drømmende pige Når Pakistan skal vælge en ny præsident, er udsat for terrorangreb, eller af vestlige ledere bliver udnævnt som en uforudsigelig nation, er det Simi Jans store brune hår og øjne, der dukker op i TV 2’s nyhedsudsendelser og i Dagbladet Politikens små byline-billeder. Opfostret af sine pakistanske forældre i Bagsværd og Glostrup har Simi Jan altid drømt om at blive journalist. Men for under ti år siden måtte hun skuffet konstatere, at sommerfuglene i hendes mave lå døde, efter hun fik afslag fra journalistuddannelserne i Århus og Odense. I stedet for at starte som aspirant i sit drømmefag foldede Simi Jan afslagsbrevene til papirsfly og tog ud at rejse. Hun endte i Skotland, hvor hun slog sig ned som

kundeservicemedarbejder hos IBM. Jobbet fik hun dog hurtigt nok af, så efter at have opholdt sig i landet i noget tid prøvede hun atter lykken og fløj denne gang med sommerfuglene gennem nåleøjet på Napier University i Edinburgh, hvorfra hun blev uddannet journalist i 2003. Simi Jans skotske medstuderende talte med så tyk skotsk accent, at hun i starten nærmest ikke kunne forstå, hvad de sagde. Men den altoverskyggende forskel fra de danske journalistuddannelser var, at de journaliststuderende ikke skal igennem et praktikforløb. Simi Jan vidste, hun derfor ville få nogle praktiske problemer, når hun engang vendte hjem til Danmark. Derfor tog hun sagen i egen hånd. “Jeg brugte simpelthen mine ferier på at være i praktik forskellige steder derovre. Var i praktik hos BBC og på forskellige aviser, og så brugte jeg min ugentlige fridag fra college på at arbejde på en skotsk lokalavis,” fortæller hun. Men selvom Simi Jan var en flittig journaliststuderende ud over det sædvanlige, hjalp det hende ikke meget, da hun kom hjem til Danmark. For at få gode jobs krævede branchen et netværk, hun ikke havde. Derfor måtte hun i starten af sin karriere se sig selv som producerassistent på Danmarks Radio for at få en fod inden for døren. Men Simi Jans drøm var ikke at styre teknikken bag kulisserne. Derfor læste hun sideløbende Mellemøststudier og arabisk på Syddansk Universitet, der førte til, at hun blev mere og mere opslugt og fascineret af det omsuste område. En rystende begyndelse Den 8. oktober 2005 rumlede jorden kraftigt i den Pakistanske del af Kashmir-provinsen. Et kolossalt jordskælv bragede sig op til 7.6 på Richterskalaen, slog ti-kilometer dybe revner igennem kæmpe dele af Pakistan og stoppede først langt inde i indisk og afghansk jord. Knap 75.000 mennesker blev slået ihjel som følge af historiens fjortende mest dødelige jordskælv. Simi Jan hørte nyheden og stod med det samme klar til rapportere for et dansk medie. Hun havde bare hverken korrespondenterfaring eller en arbejdsgiver. “Dødstallet steg hele dagen, og jeg tænkte, det jo var fuldstændig vildt, og så var det så, jeg ringede til Politiken – de anede ikke, hvem jeg var – og sagde: ’skal I ikke sende mig derned?’ “Og de var sådan: ’Vi ved slet ikke, om vi skal dække det. Og hvem er du i øvrigt?’” siger Simi Jan og husker, hvordan hun svarede: “Jamen, jeg er journalist. I kan også bare sende mig derned med en anden, så kan jeg oversætte eller et eller andet. Jeg vil bare derned!” Men selvom Simi Jan også tilbød sig som jordskælvskorrespondent andre steder, var det uden held. Derfor måtte hun tage sagen

i egen hånd. “Jeg var simpelthen så opsat på at komme derned, så jeg tænkte: ’Så tager jeg bare derned’, og så tog jeg derned dagen efter jordskælvet med en direkte afgang til Islamabad. Så ringede jeg til Politiken igen og sagde: ’Nå nu, venner, tager jeg altså derned, er I så interesserede i noget?’ Ja, så var det pludselig noget andet. Så det endte med, at jeg var den første danske journalist i Pakistan efter jordskælvet og var lige pludselig i Radioavisen, og alle var jo fuldstændig vilde,” fortæller Simi Jan. Selvom hendes initiativ i starten var en succes, endte turen til Pakistan med, at Simi Jan måtte tale med en psykolog i flere måneder for at bearbejde alle rædslerne hun havde set jordskælvet efterlade. For første gang i sit liv blev Simi Jan i tvivl, om hun var i det rigtige fag, når hun ikke kunne hjælpe folk, men kun fortælle deres historier. Men samtidig var det jordskælvet, der for alvor rystede gang i Simi Jans interesse for Pakistan. “Pakistan er jo ubetinget det mest interessante sted lige nu. Det er kontrasternes land. Selvom jeg altid har brændt for Mellemøsten, ville jeg ikke ønske at være der nu, for det er i Pakistan, det sker. Det er der, krigen mod terror foregår, det er der, tingene sker lige nu med USA, med Afghanistan, med de danske soldater. Det er en atommagt vi har med at gøre, og det er simpelthen dér det hele… alle kontrasterne, alle gnidningerne, alt det dér, det foregår. Også på daglig basis,” siger Simi Jan med store armbevægelser og nikker af sine egne ord. Reporter i Islamabad Simi Jan startede på TV 2’s udlandsredaktion i sommeren 2006 og flyttede til Islamabad i efteråret 2007, hvor hun blev korrespondent. I dag er hun freelancer for både TV 2 og Politiken. En karriere hun selv har bygget broen til. Var det TV2 der bad dig om at flytte til Islamabad? “Nej, det var min egen idé. Det er altid mine egne idéer,” griner Simi Jan og uddyber: “Nu skulle der ske noget. Jeg ville gerne ud at rejse noget mere og prøve nogle andre grænser af. Så jeg præsenterede idéen for ledelsen og sagde, jeg synes, de skulle have en korrespondent i Indien eller Pakistan, og at jeg synes, det skulle være mig”. De sidste ord kommer igen mere grinende end talende ud af munden. Hun slår hovedet tilbage, suger vejret til sig og fortsætter: “Og de hoppede på den. De turde satse, så det var jo godt, at jeg gjorde det,” siger Simi Jan med et smil. Hvordan er det at arbejde i Pakistan hvordan bliver journalister behandlet? “Der er lande, hvor journalister .


LixEN | Oktober 2008

Profil| 13

PÅ FERIE Simi Jan er TV2 og Politikens korrespondent i Pakistan. Hun er ærkedansker men elsker at bo i Islamabad. Landets evige terrortrussel gider hun ikke frygte Foto: Johan Bertil Winther Andersen

er targets. Men Pakistan, synes jeg faktisk, er et nemt land at arbejde i. Du kan altid få holdninger fra folk. Det er ikke sådan, at folk er bange for, regimet kommer efter dem. Altså nogen gange bliver jeg faktisk overrasket over, du ved: ’Gud, tør han sige dét mod sin præsident eller dét mod sin premierminister eller dét mod sin regering på kameraet’. Men der er folk sgu meget åbne, altså i forhold til andre lande. Alle har politiske holdninger, og alle har noget at sige.” siger Simi Jan. Hun fortæller, at det pakistanske mediebillede ikke er så slemt, som man kunne forestille sig: “Du kan i det store og hele godt stole på en pakistansk avis. Det er ikke ligesom i Kina eller sådan noget. De er pisse regeringskritiske, altså, selvom man måske ikke lige associerer dét med et land som Pakistan. Under præsident Musharrafs (netop afgået præsident, red.) styre, har medierne virkelig fået masser af frirum, og der er kommet rigtig mange nyhedskanaler med interessante og kritiske debatprogrammer,” siger Simi Jan i et lyst optimistisk toneleje. Hvad med dig selv, kan du sige lige, hvad du vil og rapportere alting hjem til Danmark? “Jeg vil sige: en dansk tv-kanal Danmark..” Simi Jan kniber ansigtet let sammen og vejer sin venstre hånd i luften, før hun fortsætter, “..altså vi er ikke så højt på listen, vel. Hvis du er fra BBC eller CNN, så bliver der nok holdt lidt mere øje med dig, fordi det selvfølgelig er på engelsk og er til et meget større publikum, ikk’. Men jeg har endnu ikke lavet nogen historier, hvor jeg har været bange for, at regeringen skulle komme efter mig. Jeg har jo kun været der i et år. Men jeg ved da, at...”. Simi Jan taler for en sjælden gang langsomt og leder efter ordene, indtil hun afbryder sig selv. “Jeg ved, at de da holder øje. Jeg kender en britisk journalist, der blev kidnappet af efterretningstjenesten, fordi hun havde skrevet noget kritisk. Omvendt kender jeg en anden, der gjorde det samme uden .

konsekvenser. Det er svært at forudsige. Derfor kan jeg heller ikke udelukke, at min telefon og computer bliver overvåget,” siger Simi Jan. Rolig korrespondent Jobbet som korrespondent i Pakistan kan byde på lidt af hvert. Terrorangreb sker ikke sjældent i et land med en ustabil regering, der ikke nyder meget tillid i befolkningen. Et land hvor mange, ifølge dr.dk, enten sympatiserer eller selv er parate til at benytte sig af hvilken som helst handling for at gennemtrumfe deres ultra-islamistiske synspunkter. Handlinger som at detonere bomber i menneskemængder for at ramme præsidentkandidater eller handlinger som angrebet på Hotel Marriott. Simi Jan befinder sig ofte tæt på disse situationer og var engang på vej til middag på en restaurant, da bygningen få minutter

Den dag jeg begynder at blive paranoid og ikke føler, jeg kan gå på gaden, flytter jeg. før hendes ankomst sprang i luften. De grupper, som kan finde på at benytte sig af handlinger som disse, kalder Simi Jan slet og ret for “idioter”. Simi Jan elsker alligevel Pakistan og dets befolkning, og den konstante fare ved at bo i kontrasternes land, tager hun ikke så tungt. “Det er jo præmissen. Hvis jeg begynder at frygte det hver dag, så kan jeg jo ikke bo dernede. Den dag jeg begynder at blive paranoid og ikke føler, jeg kan gå på gaden i fred og ro, flytter jeg derfra. Selvfølgelig scanner jeg altid omkring mig og er meget mere vågen i Islamabad og i Pakistan i det hele taget, end jeg er her eller i København... “ siger Simi Jan før hun ombestemmer sig, “...eller det er jeg alligevel ikke, for jeg kan godt mærke, det

lige tager lidt tid at drosle ned. Det tager flere dage før jeg lige sådan tænker ’ahh, nu er jeg i København, nu er der jo ikke noget’. Men i Pakistan skal man hele tiden lige være vågen, tænke på sine omgivelser og tænke på sikkerheden. Men du sover godt om natten? “Ja, jeg sover trygt om natten. Jeg har lige fået ny madras, så jeg sover dejligt”. Simi Jan griner igen højlydt før hun fortsætter: “Nej, men det er da klart, man ved da godt, der er nogle idioter, men man skal bare lige tænke sig om. Det er en anden situation, hvis de lige pludselig begynder at gå efter at ramme vesterlændinge. For så ville hele min sikkerhedssituation også ændre sig og det kan i værste tilfælde betyde at jeg kan blive tvunget til at ændre mine planer og rejse væk. Møder du nogen af de her ekstremister, der bliver vrede på dig over, at du rapporterer for et dansk medie? “Ja ja, det skete her for nyligt, at en dame fra Den Røde Moské råbte og skreg af mig. Og hende havde jeg endda ikke engang fortalt, at jeg var fra Danmark. Jeg sagde bare til hende, jeg var fra Europa. Så bandede og svovlede hun og råbte, at hun skulle kraftedderme ikke tale med europæiske medier,” siger Simi Jan og fægter med armen. “Så sagde hun alt muligt om amerikanerne, hvor jeg så svarede, at jeg jo ikke var fra USA, men Europa. Så sagde hun: ’Jamen, det er sgu det samme, og I er alle sammen nogle idioter. Så blev jeg pludselig glad for, at jeg ikke havde fortalt hende, jeg var fra Danmark,” ler Simi Jan og forklarer: ”Det er jo der, hvor jeg så har en fordel ved, at jeg kan gemme mig under mit mørke hår og mørke øjne. Og fordi jeg taler lokalsproget ikke nødvendigvis behøver at flagre med min danske baggrund.“ En rød-hvid sjæl i brand Selvom der flyder pakistansk blod i Simi Jans årer, er det hendes danske baggrund, der huserer i hendes sjæl. Det mærkede

hun særligt i februar 2006, hvor hun blev udsat for en svær oplevelse. Vrede menneskemængder i hendes forældres tidligere hjemland satte flammer i det rød-hvide flag, hun elsker og identificerer sig med. Simi Jan rapporterede hjem til Danmark fra Islamabad, hvor Muhammedkrisen var værst. “Første gang jeg så Dannebrog blive brændt af, der fældede jeg altså en tåre. Det var meget mærkeligt at se, fordi det for mig er et symbol på glæde. Jeg tegner altid Dannebrog på mine postkort og på mine fødselsdagskort, så det var virkelig underligt, da jeg lige pludselig stod dér en dag foran et hotel, hvor jeg hørte en masse demonstranter, og jeg ikke vidste, hvad der var ved at ske. Og lige pludselig så jeg bare det danske flag blive brændt og trampet på. Jeg ved jo godt, at det er symbolsk, de gør det, men for mig var det også bare et billede på, at verden nærmest var ved at gå hver til sit. Et clash of civilisations som jeg ikke bryder mig om, men som jeg oplever, når der sker sådan nogle ting. Det er sgu sørgeligt. Det symboliserer meget andet end bare et flag. Det symboliserer vores verden, vores tankegang og vores værdigrundlag. Var det ikke underligt at dække krisen, når du på en måde både er dansk og pakistansk? “Nej, for mit udgangspunkt er, at jeg er dansker, og når jeg er nede og dække sådan en konflikt, gør jeg det, som en hvilken som helst anden dansk journalist ville gøre. Jeg ser det med danske øjne og stiller de kritiske spørgsmål. Men det er klart, at når jeg taler med folk, kan jeg godt se deres udgangspunkt, fordi jeg ved, hvordan kulturen er. Men i min rapportering er jeg jo objektiv og politisk farveblind, som jeg godt kan lide at sige. Men det er klart at se Dannebrog lige pludselig være hadeobjektet i det land, som jeg også har et forhold til, det er selvfølgelig mærkeligt.” siger Simi Jan før hun understreger sin pointe: “Danmark er mit land, det er de danske værdier, jeg er vokset op med, og jeg er stolt af at være dansker.” trtri07@student.sdu.dk


14 | Debat

Oktober 2008 | LixEN

KRITIK

SVAR PÅ TILTALE

Obligatoriske opgaver - tvang, trusler og tågesnak Det handler om læring Af Martin Erik Seymour, studerende på 3. semester

må tage ansvar for egen uddannelse.

SPØRGSMÅL Hvad er det egentlig, der sker på tredje semester? Man har bestået otte eksamener på de to foregående semestre, og så bliver ens arbejdsindsats belønnet med en spændetrøje af trusler om eksklusion fra eksamen, hvis ikke man afleverer sine opgaver i håndværksfagene. Obligatoriske opgaver hvad fanden er det nu for noget tågesnak? Vi har vel alle kastet os over journalistuddannelsen frivilligt? For mange har drivkraften måske været drømmen om at vippe Jes Dorph-Petersen af pinden. For andre har det været et mere beskedent ønske om at prøve noget nyt. Men vi er alle voksne mennesker, som har foretaget et valg om, at denne uddannelse er den rigtige. Vi har alle været til optagelsesprøve og er blevet fundet værdige. Alligevel må vi her et år inde i studiet affinde os med, at vi ikke

Forpligtelse eller tvang? Forpligtelse kræver nødvendigvis en forestilling om pligt. Tvang kræver til gengæld intet andet end et spanskrør. Set fra min balkon er alle opgaver obligatoriske

forpligtelsen, ansvaret får vredet armen om på ryggen, og evnen og viljen bliver afløst af stokkeslag, der synger med på det velkendte omkvæd: “Det er til dit eget bedste.” Du skal Det er et omkvæd, som jeg har hørt hele min barndom.

Burde man ikke lade den gensidige tiltro skinne igennem i stedet for at fremtvinge den med stokkeslag og spændetrøjer? i den forstand, at vi som studerende har en forpligtelse til at passe vores studie, forberede os til forelæsningerne og lave de opgaver, der bliver stillet. Men det er en forpligtelse, som vi hver især har over for os selv. Så snart taleboblen: “I skal aflevere opgaverne for at gå til eksamen,” forlader underviserens mund og efterfølgende hænger over vores hoveder som en sort sky, der sprutter små lyn og lejlighedsvis brager et “I skal,” der forsvinder

“Du skal børste dine tænder, du skal rydde op på dit værelse, du skal lave dine lektier.” Og selvfølgelig havde mine forældre ret. Det var til mit eget bedste. Jeg har stadig alle mine tænder, min lejlighed ser præsentabel ud, og jeg ved, at der er en sammenhæng mellem arbejdsindsats og eksamensresultater. Jeg er langtfra nogen helgen. Som alle andre danser jeg jævnligt linedance med mine indre dovenskabsdæmoner, men det er mine dæmoner, det er

mine trin, det er mine valg, og det er mit ansvar. De obligatoriske opgaver fratager mig dette ansvar. Det er ikke længere mig, der fører. Det er ikke længere mig, der bestemmer. Jeg danser selvfølgelig stadig med dæmonerne, men nu står sheriffen på sidelinjen med sin seksløber og skyder efter mine fødder, mens han råber: “Du skal, du skal.” Jukeboksen spiller det velkendte omkvæd: “Det er til dit eget bedste.” Studiet gør sig til dommer over, hvor meget jeg skal yde for at klare mig til eksamen og påtvinger mig en arbejdsbyrde, jeg ellers ikke betragtede som en byrde, før den blev obligatorisk. Vi har valgt netop denne uddannelse, fordi vi synes, at den er bedre end alle andre uddannelser, og vi er blevet valgt, fordi nogen har ment, at vi er de bedste til at gennemføre uddannelsen. Burde man så ikke lade den gensidige tiltro skinne igennem i stedet for at fremtvinge den med stokkeslag og spændetrøjer?

Af Karsten Prinds, studieleder SVAR Det er jo aldrig rart at få at vide, at man skal noget. Jeg er for eksempel blevet en del af husejer-segmentet – I ved, den klub, der konstant hyler over renten. Dermed får man pludselig et forhold til sin skraldespand og ikke mindst sin skraldemand. Og han fortæller mig ikke pænt, at jeg skal stille min spand ud til vejen hver fredag. Han siger, jeg skal. Ellers gider han ikke hente mit affald. Det er selvfølgelig skideirriterende. Synes jeg. Skraldemanden er ret ligeglad med mine følelser. For ham handler det om – i det overordnede perspektiv – at sikre, at vi hver uge tømmer hele byen for lort, så vi ikke bliver syge. Således også på Journalistik – uden sammenligning i øvrigt.

Metaltræt 3. semester Vi ved af erfaring, at der indtræffer metaltræthed på tredje semester (det har intet at gøre med de obligatoriske opgaver, da de for bare et år siden lå på andet semester). Vi ved af erfaring, at nogle studerende oversætter “ansvar for egen læring” til “jeg kan det pis”, når de når tredje semester. Vi ved af bitter erfaring, at nogle mener, det er nok at aflevere under halvdelen af opgaverne. Vi ved også, at hver eneste opgave – hvor møgsur den end måtte være at lave, fordi man hellere vil slippe – kaster læring af sig. Og vi ved, at rygtet som “den bedste uddannelse” er til eksamen hvert år, når I søger i praktik. Hvis ikke bundniveauet er højere end på de andre uddannelser, ryger det. Det var derfor, I søgte herind, som Martin skriver. Så må I også tage det sure med det søde. I skal.

I må tage det sure med det søde. I skal.

Klummestafetten

Det er vores forbandede pligt Af Anne-Marie Dohm, rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Hvis man har prøvet at arbejde på en lokalredaktion, kender man udmærket den journalistiske fødekædes anatomi. Historien om det enkelte menneske, som er kommet i klemme, er blevet snydt, tromlet eller på anden vis forulempet af det store system, kommer ofte fra et regionalt eller lokalt medie. Det kan godt være, at historien arbejder sig op igennem systemet og ender som landsdækkende systemhistorier. Men den har sit udspring et andet sted. Det er ikke så mærkeligt. På lokale og regionale medier møder man faktisk kilderne nede i Brugsen. Man snakker med dem ved byrådsmøderne, og man møder dem ude på reportage igen og igen. Som journalist på et lokalt eller regionalt medie er man – på godt og ondt - ofte et kendt navn i lokalsamfundet. Min absolut første forsidehistorie handlede om en mand,

som blev beskattet af en fiktiv lejeindtægt, fordi han havde påtaget sig at have sin gamle mor boende frem for at sende hende på plejehjem. Den mand var jeg aldrig stødt på, hvis jeg ikke lige havde siddet i Kolding den dag, han blev så vred, at han gik til den regionale presse. Lokale og regionale medier har derfor en væsentlig rolle i samfundet, når det handler om at give borgerne de oplysninger og den viden, som de har behov for, når de skal træffe beslutninger på egne eller samfundets vegne. Hvorfor er det lige, at jeg nu adresserer alle jer studerende med mine antikvariske minder om tiden på en lokalredaktion? Det gør jeg, fordi der i øjeblikket kører en debat om journaliststuderendes manglende lyst til at komme i praktik på et lokalt eller regionalt medie. En af påstandene er, at de nye studerende er så afhængige af deres café latte og netværk af familie og venner, at de ikke kan bryde op for at komme i praktik på en lokalredaktion uden for alfarvej. Som uddannelsesinstitution går vi heller ikke ram forbi. Kritikere mener, at vi bidrager til de unges regionale ulyst ved at fokusere entydigt på landsdækkende medier i undervisningen. Ingen af påstandene er rigtige. Rødvinsgenerationen har muligvis fået sig en skæbnefælle i café latte-generationen. Men ligesom rødvinsgenerationen heller ikke ligger i marinade og udelukkende bekymrer sig om den svindende friværdi i villaen, så er café latte-generationen heller ikke groet fast i caféstolens varme sæde med dagens udgave af Politiken liggende på retro-cafébord. Generationer har altid haft fordomme om hinanden. Men i det aktuelle tilfælde bidrager fordomme ikke til løsningen af problemet – nærmest tværtimod. Kan vi ikke bare - som primært statsfinansierede institutioner - overlade bekymringerne til mediebranchen? Det kan vi ikke. Ikke kun fordi vi i sidste ende jo gerne vil have, at mediebranchen faktisk ansætter de dygtige journalister, vi uddanner.

Men også fordi vi som institutioner har et ansvar over for samfundet. Et ansvar som vi deler med den lokale og regionale presse. Som institutioner definerer vi vores samfundsansvar forskelligt. Center for Journalistik på SDU lancerende i foråret et journalistløfte, som var én form for samfundsansvar. På Journalisthøjskolen har vi formuleret, hvad journalistikken skal – hvad der er dens primære formål. Det går igen i al vores undervisning i journalistik. Journalisthøjskolen mener, at journalistikken skal: - give indsigt i politiske, kulturelle og sociale forhold - stimulere og styrke demokratiet på alle niveauer - stimulere og styrke personlig og institutionel ansvarlighed - styrke borgernes muligheder for at træffe velovervejede valg i samfundsmæssige og personlige sammenhænge værne om ytringsfriheden og udbygge informationsfriheden - respektere det enkelte menneskes integritet Især to af punkterne hæfter jeg mig ved i debatten om de lokale og regionale mediernes problemer med rekruttering af praktikanter – og uddannede medarbejdere. Det er punktet om at styrke demokratiet på alle niveauer samt ikke mindst journalistikkens mål om at styrke borgernes muligheder for at træffe oplyste valg på egne og samfundets vegne. Set i det lys har vi et ansvar, som rækker ud over at give god og kvalificeret undervisning til unge, som – måske – fremover vil søge beskæftigelse i mediebranchen. Det er vores forbandede pligt at bidrage til at sikre, at der også i fremtiden bliver uddannet dygtige journalister, som kan stille kritiske spørgsmål, lave kvalificerede analyser og holde øje med magthaverne – der hvor magten udøves. .


Bag bagsiden

LixEN | Oktober 2008

Debat | 15

Anders Fogh går i kjole! Det rygtes på Borgen. Det rygtes i bøssemiljøer og til familiefester. Det rygtes blandt danske og svenske turister, der får sig en kop kaffe på en lille bar i Thailand, før de går ud og gør, hvad ældre mandlige turister af og til gør i Thailand: “Hvad sker der i Danmark?” “Øh… Jo, ved du hva’? Vores statsminister er bimlende homoseksuel!” “Virkelig?” “Ja, den er sgu go’ nok, du!”

Casper Hindse

LEGITIMT? Anders Fogh Rasmussens seksualitet har ageret rygte i flere år. Er han gået gennem en park i dametøj? Har han en lejlighed i København, hvor han udfolder sig homoseksuelt med andre midaldrende og yngre mænd? Rygterne er mange, men der er, så vidt vides, aldrig ført noget bevis for det. Så derfor: Er det legitimt, at man i det ganske land gør sig interessant på Anders Fogh Rasmussens seksualitet? Lad os tage rygterne et af gangen. Ministerrygtet Vi starter i det små og slutter med de mere ømtålelige. For et par år siden, førte jeg valgkamp for et regeringsparti. Der mødte jeg ministre i ny og næ. Blandt ministrene gik snakken, når dagen var omme, og en øl skulle nydes. .

Jeg refererer hermed direkte fra en samtale, jeg overhørte i 2005: Minister 1: “Nå, det lugter af, at vi skal finde kjole og hvidt frem til Dronningen om et par dage” Minister 2: “Ja, det kan være Anders kun finder kjolen frem – HA!” Minister 1: “Ja, han kan låne Anne-Mettes – HAHA!” Der tales altså lystigt om emnet blandt ministre. Fogh i dametøj Statsministeren gadagungrende i kjole gennem H.C. Ørstedsparken er måske det mest hørte af alle rygter. Men er det sandsynligt? Næppe. Fogh har siden han var 7 år gået efter statsministerposten. I hans teenagetid gik han ikke ud om lørdagen, men kørte rundt i vælgerforeninger på Viborgegnen for at sikre sig et bagland. Og da han blev minister, lurepassede han sublimt: Strategisk så han, ifølge pålidelige kilder, Tamilsagen komme og lækkede derfor sin bommert som skatteminister. Han skulle ikke sidde i en regering, der gik af. Heldigt var det ikke at blive smidt af taburetten, men det var mere gunstigt at være politisk ordfører tæt på Uffe Ellemann. Således styrkedes hans position som næstformand faktisk på fadæsen. Ville en så beregnende kyniker smide alt på gulvet for at vade rundt i en mølædt sommerkjole? Næppe.

Foghs venner? Men kunne det være en impuls i et svagt øjeblik? Ifølge psykolog Anne Romer er dette usandsynligt: “Jeg har aldrig hørt om folk, der får sådanne ideer som impuls. Det er noget, man har luret på i mange år, hvis man gør det. Det er et tabu, og hvis man går rundt offentligt i dametøj, så er det noget, man sjældent gør alene,” siger psykologen. Interessant. Hvem ville gå rundt med statsministeren iført kvindelige klæder og kunne holde tæt med det bagefter? Kun hans tætteste venner. Ifølge en kilde på Berlingskes Christiansborgredaktion er vennekredsen: Helge Sander (minister), Laust Tørnæs (minister i 80’erne) og Svend Erik Hovmann (tidligere minister i Foghs regering). Min kilde og jeg er enige: Ingen af disse ville rende rundt i dametøj. Og hvis de ville, ville det af kropslige årsager nok blive opdaget. Den polske læge Foghs efter sigende bedste ven er en polsk læge, Marek Stawowy. Fogh har i Jyllands-Posten fortalt, hvordan han mødte Marek: Midt i et EU-topmøde i Paris spadserede Fogh afslappet ned af ChampsÉlysées til Triumfbuen. Her faldt han i snak med en fremmed, som viste sig at være polsk læge. Den holder bare ikke. Man går ikke bare alene fra et EU-topmøde. Skulle det ske, at

perfektionisten Fogh fik lyst til at pjække, ville han mindst have 3 bodygaurds med ud. Det er umuligt at falde i snak med en fremmed grundet sikkerheden. Lyver Fogh om mødet med Marek for at skjule en kæreste?

interview i Ekstra Bladet i 1997. I Søndagsavisen i 2004, udtaler Fogh, at kampen endnu ikke er ovre. Men så kommer Se og Hør med Marek-historien lige op til valgkampen 2005. Og da Fogh bliver spurgt om emnet “homovielser” i

Hørt under valgkampen i 2005 Minister inister 1: “Nå, det lugter af, at vi skal finde kjole og hvidt frem til Dronningen om et par dage” Minister 2: “Ja, det kan være Anders kun finder kjolen frem – HA!” Minister 1: “Ja, han kan låne AnneMettes – HAHA!” Det er umiddelbart mere sandsynligt, at Fogh pepper sit møde med Marek lidt op for at virke mere folkelig, hvilket altid har været hans hæmsko. Fogh er kendt for, som vi lige har set, kun at have politikervenner. Han er som partileder blevet socialt hæmmet. En partileder spørger ikke, han svarer. Men her kommer en læge, og Fogh skal ikke tale politik for første gang siden sit syvende år. Historien om Marek virker som et platonisk venskab. Årets Laks Fogh fik i 2004 prisen “Årets Laks”, som er en årlig pris uddelt af bøsser og lesbiske. Han fik prisen for sin kamp for homoseksuelle vielser. Det var en kamp, han talte varmt for i et

Berlingske Tidende, vifter han spørgsmålet af lettere irriteret. Et ømt punkt? Ja, men ikke seksuelt, nærmere politisk. Foghs liberale frisind skal bestå for troværdighedens skyld. Men lige op til en valgkamp, skal man ikke diskutere frisind over for kernevælgerne på den jyske hede. Den hemmelige lejlighed Det fældende bevis skulle dog være, at Fogh har en lejlighed i St. Kongensgade i København, hvor han holder bøssefester. Lejligheden skulle ifølge rygtet være ejet af forsvaret. Forsvaret har imidlertid ingen lejligheder i St. Kongensgade, men det har Hærens Operative Kommando derimod. 33

Foto: Thomas Bredøl

stykker. Da jeg kontakter deres boligkontor, får jeg at vide, at de er beboet af ansatte, men at der de senere år har været en del renoveringer. Kunne Fogh holde fester i de lejligheder, der på papiret er i gang med at blive renoveret? Usandsynligt. Flere sladderblade har belejret St. Kongensgade de seneste år. Ingen har set Fogh. Og da Fogh vandt valget i 2005, sagde han efter at have holdt sin sejrstale: “Nyd det her, fyr den løs!” Er det en mand, der holder trendy bøssefester, der akavet siger “fyr den løs” og går ned og drikker en danskvand i baren på én af sit livs største aftener? I så fald taler vi sygelig selvregulering. Konklusion Der er minimale indicier, der kan gøre St. Kongensgade til en reel sag, men det er ikke sandsynligt. Denne artikel berører ikke spørgsmålet, om Anders Fogh Rasmussen er hetero- eller homoseksuel. Den påviser blot, at det altså ikke er legitimt at gøre sig interessant ved at diskutere Anders Fogh Rasmussens seksualitet. Egentlig ville det være mere legitimt, at koncentrere sig om, hvor folkelig man kan blive, når man er socialt afstumpet. Min konklusion gør det vel i øvrigt slet ikke legitimt, at jeg skriver om rygtet – så nu stopper jeg. chind07@student.sdu.dk


Returadresse: LIXEN, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M

���������������������������������� ������������������������������������������������� ��������������������������������������������������������������������� �������������������������������������������������������������������������������������������������������� ��������������������� �������������������������������������������������������������������������������������������������������� ������������������������������������������������������������������������������������������������������ �������������������������������������������������������������������������������������������������� ��������������������������������������������������������������������������������������������������� ������������������������������������������������������������������������������������������������������ ����������������������������������� ������������������������������������������������������������������������������������������������ ���������������������������� ������������������������������������������������������������������������������� ������������������������������������������������������������������������������������������������������������ ������������������������������������������������������������������������������������������������������������ ��������������

���������

����������������������������������������������������������������������������������������������� ������������������������������������������������������������������������������������������������������� ��������������������������������������������������������������������������������������������

����������������

Lixen, oktober 2008  

10. årgang, 6. udgave

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you