Issuu on Google+

Det endelige opgør

Kom igennem bøgerne

- I Århus blev det afgjort, hvem der er Danmarks bedste journalistuddannelse.

Politisk tunnelsyn

- Lixen går på jagt efter den indre ro, når pensum banker på døren.

s. 8-9

- Betalingsaviserne kigger i hver sin blokpolitiske retning.

s. 6-7

s. 10-11

LiXEN

de studerendes avis ved center for journalistik www.lixen.dk | 10. årgang | 4. udgave | Juni 2008

Playboyens profeti

fra sengekanten Han kan kneppe formen ud af ethvert bogstav og pule samtlige sætninger så hårdt, at det danske

frisind ligger sygemeldt i en uge. Det er der også god grund til, siger manden. Mød pussyconnector, provocateur

og piratkonge. Mød Danmarks svar på Hugh Hefner. Mød Henrik List på side 12 og 13.

Mange af de mennesker som betragter sig som frigjorte, dæmoniserer andre miljøer, som de betragter som ufrie. For eksempel ludere og lommetyve, for eksempel gangstere og prostituerede, for eksempel ladyboys og læderbøsser, for eksempel bumser og bohemer


02 | Intern

Maj 2008 | LixEN

Leder

Jeg drejer hovedet og overvejer, om jeg skal rejse mig og storme tværs over Eventyrhaven for at placere min

Ræverøde Politiken og ultraliberale JP? Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er bonkammerater med Fogh og co. Politiken og Information hepper på Helle, Villy og Vestager. Det er ingen hemmelighed, at morgenaviserne holder med hver sin fløj i dansk politik i lederspalterne. Men går den politiske stillingstagen igen i de journalistiske artikler? Holder de indgroede opfattelser om, at JP og Berlingske er borgerlige aviser ind til benet? Og at Information og Politiken, også i journalistikken, holder med centrum-venstre-partierne i Folketingssalen? Hvis man spørger medieforsker Stig Hjarvard, bliver svaret et klart og rungende ja. Han har analyseret den politiske tendens i morgenavisernes artikler og konkluderer, at vi har fået en blokpresse. Han bekræfter den almene opfattelse om, at JP og Berlingske er bænket til højre, mens Information og Politiken ser til fra venstre. Det viser indholdsanalyser af dækningen af Irak-krigen og Muhammedkrisen, og han underbygger sine konklusioner på baggrund af danskernes opfattelse af avisernes politiske orientering. Danskerne er enige i denne leders indledende sætninger. Der er selvfølgelig langt fra forskningsartikel til den virkelige verden. Som Hjarvard også selv konkluderer, skal der mere tilbundsgående indholdsanalyser til, ligesom de enkelte mediernes redaktionelle kultur og endelig læsernes opfattelser skal granskes nærmere, før man kan svinge dommedagshammeren over den neutrale, apolitiske morgenavis. Politisk oprustning i avisspalterne er nødvendigvis ikke et onde. For at kunne have en levende politisk debat, er det vigtigt, at nogen fører den. Og i det ligger også en stillindstagen. Men analysen trækker også mørke skyer ind over journalistikken. I en for kraftigt politiseret avis kan man frygte for, at journalistiske kerneværdier som balance, neutralitet og fairness vil blive trykt under fode i røde eller blå redaktioner. Ligesom aviserne kan gå hen og blive en osteklokke for tilhængere af henholdsvis højrefløj og venstrefløj, hvor man kan bekræfte sig selv i egen fuldkommenhed. Avisernes rolle må til stadighed være at udfordre og mane til eftertanke hos de læsere, mange dagblade forsøger at komme tættere på. Hvor de politiske fronter bliver skarpere på betalingsaviserne, er de mere sløve hos gratisaviserne, der har overtaget omnibuskasketten. Nyheder og begivenheder leveres uden politiske undertoner. ”Vi leverer nyheder – ikke holdninger,” har MetroXpress’ chefredaktør Jakob Høyer engang sagt. Men en komplet holdningsløs avis er heller ikke at foretrække. Argumenter og opinion er grundstenene i demokratisk debat, og det leverer Metro, Urban og 24timer i ringe grad. De inviterer kun svagt til politisk diskussion og stillindstagen. Her risikerer man, at en stor gruppe læsere vil blive sat uden for den demokratiske diskussion. Så politisk tendens i aviserne er godt. For meget politisk tendens knap så godt. Ingen politisk tendens overhovedet ikke godt. Så mangler vi bare, at JP, Berlingske, Politiken og Information bekender kulør og vedkender sig sit politiske tilhørsforhold. Det vil lette gennemsigtigheden. Rettelse: I sidste nummer af Lixen kunne man læse, at Billed-Bladets redaktør hed Christian Bo Andersen. Intet kunne imidlertid være længere fra sandheden. Redaktøren hedder selvfølgelig Kristian Bo Eriksen. Vi beklager fejlen.

næsten tomme ølflaske lige durk op i rumpen på den grønhættede andrik. Lixens skribent overvejer selvtægt i et omsiggribende samfundsproblem på bagsiden

Omnibusavisen er

død i sin oprindelige form

Betalingsavisens dage som den upolitiske omnibusavis synger på sidste vers. Side 10 og 11

Så jeg er hverken en del af Bukdahls forfatterskolehjernevaskede minimalkloninger eller en del af det store brede ’Familien Danmark felt’, der sælger tonsvis af bøger i Bilka eller Bog og Idé. Henrik List karakteriserer sig selv og resten af Danmark i profilen. Side 12 og 13

Selv en kritisk journalist med sporadiske anfald af kynisme får et nuanceret syn på tingene, når man lige har fået forlænget sit liv med en lille metalreservedel i hjertet. Lasse Jensen opfordrer til at vende den kritisk journalistiske kikkert indad. Side 15

Problemet er bare, at billedet, af min mor i rød velour liggende på stuegulvet med ”No Stress” i højtalerne, stadig får det til at vende sig i mig. Det kan jeg ikke. Lixen går trods skelsættende erindringer på jagt efter den indre ro i en larmende eksamenstid. Side 6 og 7

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, skrevet af de studerende til de studerende. Avisen udkommer otte gange om året i 800 eksemplarer og bliver distribueret til journaliststuderende og medievirksomheder i Danmark. Lixen Campusvej 55 5220 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk

Tryk: Provinstrykkeriet A/S Vordingborg

Ansvarhavende redaktør i dette nummer: Nikolaj Rytgaard

Forsidefotos: (C) 2008 Ty Stange (Henrik List-foto), William Agerbek Husted (fodboldjubel), Nikolaj Rytgaard (bøger), Roxanne (avis)


LixEN | Maj 2008

Intern | 03

Din kilde kan ende bag tremmer Retsplejeloven giver journalister ret til at beskytte deres kilder mod lovens lange arm, men journaliststuderende er ikke omfattet af reglerne. Det kan i sidste ende betyde, at studerende kan tvinges til at afsløre deres kilder.

Mads Kolby

Overvejer du at afsløre statshemmeligheder i din eksamenshistorie, eller har du planer om at følge en våbenhandlers arbejdsdag? Tænk dig om en ekstra, før du starter, for det, der lyder som en fantastisk historie, kan ende med at være ris til egen røv. Loven giver nemlig ikke muligheden for kildebeskyttelse, så længe du er studerende. Ikke for journalistspirer Kildebeskyttelse er et grundlæggende værktøj for journalisters arbejde. Reglerne om hvornår journalister må beskytte deres kilder er beskrevet i retsplejeloven, men loven gælder kun de journalister, der arbejder på medier omfattet af medieansvarsloven. Journaliststuderende er dermed ikke omfattet, og det kan få alvorlige konsekvenser, hvis de studerende har brug for at beskytte deres kilder. Hos Dansk Journalistforbund er man opmærksom på problemstillingen: ”Det er rigtigt, at det kan give problemer, hvis en studerende skriver en opgave og i den forbindelse modtager fortrolige oplysninger fra for eksempel en efterretningsagent. Så kan politiet kræve kilden udleveret,” forklarer jurist i journalistforbundet Christian Dølpher. Den første reaktion blandt de fleste journalister er trods, men det nytter ikke meget, mener han: ”Hvis man ikke gør det, kan man blive pålagt dagbøder af en dommer, indtil man udleverer kilden. Så det kan hurtigt blive dyrt.” Der er ikke en fast takst for disse bøder, men da daværende chefredaktør for Information, Peter Wivel, i 1988 nægtede at vidne i retten, blev han idømt dagbøder på 500 kr. indtil han vidnede.

Aftalt eller tilfældig information Reglerne for kildebeskyttelse, som journaliststuderende vel at mærke ikke er omfattet af, er udformet sådan, at det kun er kilder, der er lovet anonymitet, der er omfattet af kildebeskyttelsen. Den type kilde kan man derfor ikke pålægges at afsløre. ”Der skal være et aftaleforhold mellem journalisten og kilden, for at betingelsen om kildebeskyttelse er opfyldt,” siger Christian Dølpher. ”Hvis man derimod tilfældigt opnår en viden, for eksempel ved at overvære et eller andet, så er betingelsen ikke opfyldt, og så gælder kildebeskyttelsen som udgangspunkt ikke.” Juristen forklarer dog, at der er gråzoner derimellem: ”Der, hvor det bliver lidt mere kompliceret, er der, hvor man kan sige, at det er

Foto: Steen A. Jørgenssen

Men igen er der gråzoner. Gråzoner, der denne gang rammer freelancere.

Hvis man ikke gør det, kan man blive pålagt dagbøder af en dommer indtil man udleverer kilden tilfældig opnået viden, men hvis man afslører sin kilde, vil det få indflydelse på ens mulighed for at udøve sit job i fremtiden. For eksempel hvis en fotograf tilfældigvis befinder sig på Christiania og tager et billede af en, der laver noget ulovligt. Hvis han ikke anonymiserer personen, kan det jo i nogle tilfælde betyde, at han ikke kan vise sig på Christiania igen.” Lixens kilder beskyttet Medieansvarsloven gælder ”indenlandske periodiske skrifter (…) der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres,” hvilket betyder, at journaliststuderende, der skriver artikler for Lixen eller andre studieblade, har mulighed for at tilbyde kildebeskyttelse til deres kilder. Også i praktikperioden er de studerende dækket ind, da de i den periode repræsenterer et medie.

”Freelancere falder lidt mellem stolene. I princippet så har man ingen mulighed for at yde kildebeskyttelse, før man repræsenterer et medie. Hvis man har solgt ideen om en artikel til et medie og derefter opnår en

viden, kan man godt sige, at man er beskyttet af loven, for så repræsenterer man jo et medie. Hvis man derimod skriver historien, før man sælger den og derfor ikke repræsenterer et medie, kan der opstå problemer, da man som udgangspunkt ikke opfylder betingelserne for at kunne yde kildebeskyttelse. Skulle man havne i en sådan situation, så skal man kontakte forbundet, siger Christian Dølpher. Ikke mange sager Som regel bliver forbundet

kontaktet af medlemmerne, når politiet vil have en snak om en anonym kilde. Men selvom der er mange historier i medierne, der gør brug af anonyme kilder, er det meget begrænset, hvor tit politiet beder om at få kilderne oplyst. Hos Dansk Journalistforbund vurderer man, at det drejer sig om cirka ti sager om året. ”Vi har heldigvis en anklagemyndighed, der respekterer reglerne for kildebeskyttelse. De har forståelse for, at kildebeskyttelsen er med

til, at der bliver lavet mere undersøgende journalistik, og det er jo også vigtigt i et samfundsøjemed,” siger Christian Dølpher. Juristen i Dansk Journalistforbund er ikke alarmeret over, at journaliststuderende altså ikke er omfattet af reglerne for kildebeskyttelse. ”Det kan sagtens være, at det forekommer, men jeg har arbejdet i Dansk Journalistforbund i syv år, og jeg har aldrig haft en sag om det,” siger han. makol07@student.sdu.dk

FAKTA: Det siger loven Ifølge retsplejelovens § 172 har redaktører og redaktionelle medarbejdere ved skriftlige medier, radio- eller tv-medier, der er omfattet af medieansvarsloven, ikke pligt til at afgive vidneforklaring om hvem, der er kilde til en oplysning, forfatter til en artikel, hvem der har taget eller medvirker på et fotografi eller anden billedlig fremstilling, såfremt pågældende har fået lovet anonymitet. Kildebeskyttelsen gælder også andre, der i forbindelse med produktionen af det færdige produkt har fået kendskab til den anonymiseredes identitet. Hvis sagen angår en lovovertrædelse, der er af en sådan karakter, at den kan medføre en fængselsstraf på fire år eller mere, kan retten dog pålægge personerne at de skal afsløre kilden. Det sker kun, når det vurderes at kilden antages at have afgørende betydning for sagens opklaring, og at opklaringen klart overstiger mediernes behov for at kunne beskytte deres kilder. Domstolene kan også pålægge journalister at afsløre deres kilder i sager der overtræder straffelovens § 152, hvor en offentligt ansat har videregivet fortrolig information. Dette gælder dog ikke, hvis journalisten eller kilden har villet afsløre forhold, hvis offentliggørelse ville være af samfundsmæssig betydning. Medieansvarsloven gælder for trykte medier der udkommer periodisk samt lyd- og billedprogrammer der sendes af virksomheder og foretagende med tilladelse. Tekster, billeder og lydprogrammer der udsendes periodisk til offentligheden med et indhold, der kan ligestilles med nyhedsformidling. Loven gælder kun de medier, der har registreret sig hos pressenævnet. Kilde: www.retsinfo.dk


Maj 2008 | LixEN

04 | Intern

Centerleder Troels Mylenberg byder en håbefuld ansøger indenfor til den berygtede optagelsessamtale. (Pigen her er ikke nævnt i artiklen). Foto: Stig Østergaard

Snapshots fra optagelsesprøven En morgenstund i maj: 66 håbefulde ansøgere er i dag inviteret til optagelsessamtale på Center for Journalistik. Jeg skal tage imod en snes af dem. Sekretariatet har bedt mig, og andre studerende om at fortælle om stedet, berolige ansøgerne inden samtalen og reklamere for uddannelsen.

Troels Trier

Kl. 8.54. “Jeg er faktisk slet ikke nervøs. Højst lidt spændt.“ Det går op for mig, at jeg har taget imod hende for tidligt. Og det er ikke ligefrem fordi, vi har for meget at snakke om. Hun virker mere end sikker på sig selv. Hun inviterer sin ligeså selvsikre højskoleveninde med ud at ryge. De ved alt

om journalistuddannelser. Om inddelingen af fag, fremtidige muligheder, fordele og ulemper ved bunkeren i Århus og vores fynske rustbunke. Det eneste de gerne vil vide noget om, er, hvad underviserne vil spørge om til den samtale, der ikke lader til at påvirke dem synderligt.

mere end hende før. Og jeg svarer på hendes utallige spørgsmål, der handler om alt fra mediesociologi til praktikpladser, indtil min mund gisper efter vand og mine kæber efter hvile. Det er længe siden, jeg har talt så ivrigt for vores journalistuddannelse. Præcis et år siden.

Kl. 9.28. Jeg følger ansøgeren op gennem gangen, hvor undervisernes kontor ligger. Beder hende om at finde mig bagefter og fortælle, hvordan det er gået. Døren åbner, og hun bliver sluset ind i det lille kontor. Ind til Lise Lyngbye og Rune Michelsen.

10.15. Jeg taler med en noget genert 19-årig pige. Hun taler i anstrengende lav lydstyrke og har et roligt ansigtsudtryk. Hun er tydeligvis interesseret i faget. Spørgsmålet er, om hun er god nok til at vise det til samtalen, tænker jeg, som døren på gangen bliver smækket i.

9.31: Jeg går fra gangen ned mod glasburet, da jeg bliver stoppet af endnu en ung pige. “Er det dig, jeg skal snakke med?“ spørger hun forsigtigt. Vi sætter os ud samme sted som før. Hun snakker meget

Er skjult kamera journalistikkens svar på en doven frituregryde? Mandag den 5. maj holdt Center for Journalistik debatkonkurrence som afslutning på 4. semesters argumentationskursus.

11.02. “Jeg gider bare ikke rigtig flytte“. Jeg er tilbage i det gode vejr med en lokal pige, som ikke er til at hive et ord ud af. Geografien er åbenbart hendes bedste argument for ikke at søge ind på DJH. Jeg spørger hende, om der ikke er noget, hun godt kunne tænke sig at høre mere om. Men nej. Hun kigger blot tomt ud i luften. Hvordan kan hun være så uinteresseret i at høre om

uddannelsen eller om noget som helst, der vedrører den for den sags skyld? Hun er dagens hidtil sværeste bedrift. Hun svarer kun “ja“ eller “nej,“ hvis hun kan slippe af sted med det, og ellers er hendes svar så korte som muligt. Øjenkontakt er totalt udelukket. Efter 20 minutter kan jeg simpelthen ikke holde til at stille spørgsmål uden svar længere. Vi rejser os fra metalstolene, og jeg hiver hende med op til gangen, hvor vi næsten lydløse venter til døren åbner. Suk. 11.27. Den overbegejstrede pige står i sekretariatet. Noget mere mut end før. Hun kan ikke helt finde ud af, om samtalen gik godt eller ej. “Hun prikkede virkelig til mig. Hun var altså lidt led, synes jeg,“ siger hun om en af de undervisere, hun var til samtale hos. Jeg er mildest talt overrasket, og beder Gitte Hou tage en

snak med pigen, hvorefter de arrangerer en ny samtale. 11.35. Jeg hælder tre glas vand i min udtørrede mund, før jeg igen sætter mig udendørs med en spændt mørkhåret pige. Allerede efter få minutter lyder jeg som en levende reklame for Center for Journalistik. Pigen lader til at være knalddygtig. Efter min ydmyge bedømmelse, stråler det ud af hende, at hun en dag vil blive en fantastisk journalist. Problemet er, at hun er fra Århus og ikke er meget for at forlade smilets by. Jeg fortæller ihærdigt om fordelene ved de akademiske fag, om at der er nyt tv-udstyr på vej til næste årgang og om hvor godt et forhold, der er mellem de studerende og underviserne. “Du taler godt nok for din sag, hva’?“ siger hun med et smil på læben. Hun har gennemskuet mig, men det er okay, for jeg kan mærke, at hun har fået mere lyst til at blive SDU’er. trtri07@student.sdu.dk

Skjult kamera til debat Nanna Thurø Liebregt

10.40. Solen skinner gennem ruden på den overbegejstrede pige. Det er blevet køligt udendørs, så vi sidder på Medietorvet. Hun snakker mere end jeg og siger alle de rigtige ting. Hun brænder for at

blive journalist og vil i gang nu. Hun hader Se og Hør og elsker det, hun kalder seriøse medier. Hun siger, hun er nervøs, men det er ikke til at ænse. Hun er den hidtil mest selvsikre. På vej op til samtalen spejder samtlige herreøjne efter hende, til hun er væk fra deres synsfelt. “Hun er sikker,“ tænker jeg, før Rune Michelsen smækker døren i hovedet på mig.

To hold skulle hver især argumentere for og imod et forbud mod brugen af skjult kamera. Camilla Pedersen, Anne Diklev Pallesen og Svante Karlshøj Ipsen udgjorde Hold A, og var imod et forbud. Argumentet: at det skjulte kamera var et journalistisk redskab til at afsløre problemstillinger i den offentlige sektor -

problemer, der ellers ikke ville kunne afdækkes. På Hold B sad Johannes Fonnesberg, Emil Ditzel og Nikolaj Hviid. De skulle argumentere imod brug af skjult kamera og stod over for den største udfordring. For det første viste en håndsoprækning blandt publikum, at størstedelen var imod et forbud. Samtidig skulle holdet udfordre status quo. For at fremme deres synspunkter medbragte

de virkemidler i form af et videoklip, hvor man med skjult kamera havde overvåget et rengøringsfirma, der gjorde rent i privat hjem og afslørede, at rengøringen stjal slik. Til sidst afslørede holdet, at de havde optaget debatkonkurrencen med skjult kamera. Nu kunne de snildt manipulere med debattens indhold, argumenterede de. Dommerpanelet bestående af Troels

Mylenberg, Christine Isager og Lars Pynt Andersen, fandt dog virkemidlerne usaglige. Videoklippet med skjult kamera virkede ikke, fordi hold B netop gjorde brug af et middel, som de talte imod, vurderede dommerne. Gimmicken med at opstille et kamera faldt ligeledes til jorden. Hold A var de mest entusiastiske og scorede point hos dommerne, fordi man i deres svar og argumentation kunne

mærke en ophidselse over modstanderholdets argumenter. Men følelserne kammede over, blandt andet i form af et personangreb, og hold A formåede ikke at følge mange af deres egne argumenter til dørs. Kampen var tæt i mellem de to hold. Men dommerne og publikum var enige: Det velforberedte hold B løb med sejren og en kasse øl. nalie07@student.sdu.dk


LixEN | Maj 2008

Intern | 05

Redaktører på skolebænken De studerende på masteruddannelsen i redaktionel ledelse er alle i redaktørstillinger til hverdag. Alligevel har de valgt at supplere deres fuldtidsjobs med lektier, afleveringer og eksamener.

Mads Kolby

De er alle erfarne i journalistfaget, de studerende på SDU’s masteruddannelse i redaktionel ledelse. Men til trods for at mange af deltagerne kender alt til redaktionelt arbejde, har de valgt at supplere erfaringen med en teoretisk ballast. Jonas Kuld Rathje var redaktør for Jyllands-Postens tillæg, da han startede på masteruddannelsen. ”Jeg havde længe haft lyst til at lære noget

mere end det, jeg lærte på journalisthøjskolen, og så synes jeg, at det her lød som en god mulighed. Uddannelsen er kun to år, så det var overskueligt at gennemføre uddannelsen ved siden af arbejdet.” Nu arbejder han med at udvikle nye initiativer på den jyske avis, og masteruddannelsen har givet ham bedre værktøjer til at klare det nye job. Det var især udsigten til at få indblik i de mere kommercielle sider af medieverdenen, der lokkede redaktøren. ”Det lød spændende at få indblik i de andre ting på en mediearbejdsplads end at lave historierne, som vi journalister jo ellers er uddannet til. For eksempel de økonomiske sider af driften som hvordan man vurderer, om det er en god eller en dårlig idé at lave et nyt tillæg til avisen?” I skole hver anden uge For at kunne passe

uddannelsen ind i en ellers travl hverdag møder deltagerne kun på uddannelsen hver 14. dag. Så går det til gengæld også løs med 17 timer fredag. Uddannelsen er krævende og meget specifik, så man skal overveje det nøje, inden man starter. ”Det kræver tid og energi, så man skal være bevidst om, at det er det man vil,” siger Claus Skovhus, der er redaktør på Politiken. Både Claus Skovhus og Jonas Kuld Rathje er enige i, at uddannelsen har rustet dem til at blive bedre ledere og til at træffe beslutninger på et bedre grundlag. ”Jeg har egentlig fået utrolig meget ud af det. Dengang jeg blev leder, havde jeg jo ingen teoretisk baggrund for det. Jeg var jo bare en journalist, der havde fået en ekstra stjerne på skulderen. Jeg havde ingen forudsætninger for at være god til den funktion. Men det synes jeg, at jeg

har fået nu. Så på den måde, har det været rart at få nogle værktøjer til den nye rolle,” siger Jonas Kuld Rathje. Claus Skovhus fra Politiken er enig: ”Jeg valgte denne uddannelse, fordi det er en akademisk uddannelse, der er fokuseret på ledelse af medier i modsætning til en lang række andre lederuddannelser, der findes. Denne har både en akademisk teoretisk indfaldsvinkel og så er den designet til redaktionelle ledere.” Hovedfokus på uddannelsen er ledelse, men der er også en række forskellige fag fra medieteori, økonomi og strategi, der skal lære deltagerne at analysere branchen. ”Jeg bruger hele tiden min arbejdsplads i uddannelsen. Vi har mange opgaver, og der kan man tage udgangspunkt i ens egen hverdag. På den måde er uddannelsen god til at give én en bedre forståelse af sammenhængen på arbejdspladsen,” siger Claus Skovhus.

Ikke for begyndere Jonas Kuld Rathje og Claus Skovhus er enige om, at man får mest ud af uddannelsen, hvis man har en smule ledererfaring, inden man starter på uddannelsen. ”Der er rigtig mange, der ender i lederstillinger uden at have kurser eller anden baggrund for det, og selvom man er en god journalist, behøver man ikke være en god leder, så på den måde er uddannelsen rigtig god til at ruste folk,” mener Claus Skovhus. Et vigtigt element i uddannelsen er den sparring, der opstår gennem diskussionerne på holdet. ”Der er en del erfaringsudveksling, så det er klart, at det bliver på et højere niveau, hvis deltagerne har lidt erfaring, inden de starter,” siger Claus Skovhus. ”Jeg tror, at man får mest ud af det, hvis man allerede har noget erfaring, man kan relatere til i løbet af uddannelsen. Men omvendt tror jeg også, at man kan få utrolig meget ud af den,

selvom man kommer lige fra skolen. Men det er ikke typisk den slags typer, der sidder derhenne,” siger Jonas Kuld Rathje. makol07@student.sdu.dk

Fakta: Masteruddannelsen i redaktionel ledelse er en to-årig uddannelse, der er lavet i samarbejde med Update og en række medier i Danmark. Den første årgang startede i 2006 og er færdig til sommer. De 11 deltagere på holdet, kommer fra alle mulige medier i Danmark, fra lokalavisen Villabyerne til Politiken og TV 2 Lorry. Det koster 180.000 kr. at tage uddannelsen, der kun udbydes på Syddansk Universitet. De fleste af deltagerne får uddannelsen betalt af deres arbejdspladser.

Ny underviser:

En jordemoder med hang til god lyd Selverklæret allround journalist med et øre for gode lyde. Det er Center for Journalistiks kommende radiounderviser Connie Dyrløv. Lixen har holdt ansættelsessamtale.

Steen A. Jørgenssen

PORTRÆT Tidligere jordemoder starter som underviser på Center for Journalistik. Connie Dyrløv, som er uddannet selv samme sted, skal undervise i radio fra næste semester. Men hvordan ville det lyde, hvis hun - lige som de kommende studerende - skulle skrive en motiveret ansøgning. Måske ville hun indlede med noget opsigtsvækkende. For eksempel at hun lavede tv-eksamen om orne-sæd. At hun knoklede som jordemoder samtidig med, at hun tog journalistuddannelsen. Eller at hun vil gøre op med myten om, at rigtige journalister arbejder på aviser. Hun kunne fortsætte med, at hun kan lide at sidde på sin terrasse i Næsby og

lytte til fuglenes kvidren og hunden Silas’ gøen. Måske skrive: Jeg hedder Connie Dyrløv. Og jeg elsker gode lyde. Ud på alle platforme Efter indledningen kunne hun komme ind på, at hun har seks års erfaring fra både skrevne og elektroniske medier. Hun kunne nævne sin hektiske praktiktid på TV 2 Nyhederne. Sin tid på DR Syd og DR Fyn hvor hun for alvor følte, at hun blev kastet for løverne i den virkelige medieverden. Og så ville hun kort bemærke, at Fyens Stiftstidendes Nordfynsredaktion ikke rykkede nok for hende. I stedet ville hun fortælle om sit seneste job som kommunikationskonsulent i Odense Kommune. Her ville hun nævne, at hun det seneste år, har slynget nyheder ud af borgmesterkontoret, og måske haft en SDU’er eller to i røret. Det gode sprog sejrer “Fortæl tingene som de er på en appetitlig måde,“ ville hun skrive som sit journalistiske mantra. Og som sine kæpheste ville hun

fremhæve vigtigheden af godt sprog, solide historier og skarp vinkling. “Det er ting, man altid skal gå op i, men især i elektroniske medier er de ultravigtige,“ ville hun skrive og henvise til, at hun taler af erfaring. Samtalen Forestillede man sig så, at Connie Dyrløv blev indkaldt til optagelsessamtale på Center for Journalistik sammen med alle de andre håbefulde journalistspirer, ja, så ville hun helt sikkert blive spurgt om, hvad man kan bruge 10 års jordemodererfaring til som journalist. Lixen har gjort forsøget og afholdt samtalen. Goddag Connie. Tag et glas vand, og slap nu bare helt af. “Okay…“ Jeg kan læse i dit CV, at du har været jordemoder. Har det givet dig noget, du kan bruge i journalistikken? “Jamen helt sikkert. Der har været nogen overraskende sammenfald mellem de to fag. Noget jeg hurtigt opdagede var, at interviewteknikken var på plads, nærmest inden

jeg startede på SDU. Jeg var vant til at stille så ufatteligt mange spørgsmål til gravide og deres mænd. Og så tænkte jeg: “Hold da kæft, her er noget, jeg kan bruge.“ Har du helt lagt jordemoderen på hylden i dag? “Ja, fuldstændig. Men jeg arbejdede faktisk som jordemoder, mens jeg læste. De første fire semestre var jeg jordemoder i weekenderne for at supplere min SU.“ Var det ikke hårdt? “Jo. Men jeg kunne ikke forholde mig til, om det var hårdt eller ej. Det skulle bare gøres, for at jeg kunne blive journalist.“ Karsten Prinds har ry for at køre sine studerende hårdt. Er du hård? “Ja, jeg stiller krav. Krav om, at det, man laver, skal være ambitiøst. Jeg lægger ikke fingrene i mellem, men jeg er da

grundlæggende et venligt menneske.“ Connie, hvorfor vil du gerne være underviser på radio? “Fordi jeg ser en udfordring i at give den viden, jeg har videre til de studerende.“ Har du et journalistisk forbillede? – og du må ikke sige Ulla Terkelsen. “Nej, egentlig ikke. Ikke forbilleder.

Og hvis du havde spurgt mig dengang, jeg selv var til samtale, ville jeg have sagt det samme.“ Okay. Hvilken form for radio holder du så mest af? “Reportagerne. De korte, lækre reportager.“ Er det også noget, de studerende kan komme til at mærke? “Sagtens. Jeg vil meget gerne have, at man kommer ud til virkeligheden. Det er jo derude alle lydene er. Og det er lydene, der giver god radio. Man bliver overrasket over, at alt har en lyd. Og dem vil de studerende blive sat til at finde,“ siger Connie Dyrløv, mens fuglene kvidrer og hunden gør. stejo07@student.sdu.dk


06 | Intern

Maj 2008 | LixEN

Sådan undgår du STRESS Eksamen er på vej, og for mange studerende betyder det en måned med søvnløse nætter, ondt i maven og tankespind på speed. Kender du selv til følelsen, skulle du tage og læse videre. For der er råd for uroen. Gudskelov.

Joanna Valentin

Morgenlyset nærmer sig gardinernes kant. Endnu en nat er gået med, at kroppen har vredet sig fra side til side og desperat drømt om

nattens ro. Mens søvnen forsøger at række ud efter mine trætte lemmer, der sitrer af overfladisk uro, drøner mit forsvarsløse hoved af sted. I nattens mørke fiser deadlines mareridtagtigt forbi, overtrædes, samles op,

mens endnu flere kommer til. Huskelister falder ned fra nattens himmel, uendelige og med stadig flere uløselige punkter. Pensummet på mit skrivebord ovre i hjørnet vokser sig større og større inde i hovedet, og jeg overvejer et kort sekund at

kaste det hele på gulvet. Selvhjælpsland Eksamensstress er ordet. Det er den rustrøde djævel, der æder legemet op indefra. Og det nægter jeg at tillade. Som kæk, kvindelig livstilsreporter med tasken fuld af

King’s og Nescafé drager jeg på en telefonrejse mod selvhjælpens land. Jeg ringer til stress-coach Lene Grundsø, sexolog Tina Stokkebo og musikterapeut Bolette Daniels Beck. For måske de kan give et par gode råd om, hvordan jeg - og alle

I andre eksamensstressede slipper af med den dunkende hovedpine, den manglende lyst til at åbne køleskabet og den enerverende sitren under venstre øje. Djævlen skal druknes. Tag med på rejsen. Den starter nu.

SEXOLOGEN: Dyrk masser af sex! Den første der tager telefonen er sexolog Tina Stokkebro. Hendes råd er til at tage og føle på: “Dyrk en masse sex,” siger hun og griner højt. Hvilket andet svar kunne man forvente af en sexolog? Men Tina Stokkebo er ikke i tvivl om, at stress kan forebygges ved, at man dyrker sex enten med andre eller sig selv. “Masser af sex gør dig lykkelig – på samme måde som når du ler – og den glade følelse i maven holder stressen væk,” fortæller sexologen. “Det er ligesom motion. Så sex er en rigtig god måde

at forbrænde de negative affaldsstoffer, som stress danner i kroppen. Sex er en alle tiders kur.” Det lyder jo meget godt, men hvor mange timer skal man så bruge på det? “Altså, hvis man dyrker sex sådan minimum tre gange om ugen, så vil jeg sige, at man er på vej til at få et rimeligt godt liv,” siger sexologen og griner endnu højere: “Men jeg vil ikke kun ordinere sex. Man skal også dyrke motion og spise sundt.” Så recepten på anti-stress er altså klokkeklar set med

sexologens øjne: “Sæt et par timer af, sluk mobilen og nyd det. Alene eller med andre.” Fysisk fest Hvis det passer, at alle de forvirrede eksamenstanker, præstationsangsten og de lysvågne nætter forsvinder, hvis bare man sørger for at dyrke tilstrækkeligt med sex, så bliver eksamen jo en leg, tænker jeg. Måske ikke karaktermæssigt, men så i hvert fald mentalt – og ikke mindst fysisk. Men det fjerner vel ikke også de tunge bøger på mit skrivebord? Nej, der må være noget

andet, jeg kan gøre. Back om the horse. Jeg griber telefonrøret og finder musikterapeutens nummer på Google.

Sexologens bedste råd:

- Dyrk masser af sex – med dig selv eller andre - helst tre gange om ugen af en times varighed. - Krydret mad kan i følge sexologen være med til at sætte gang i de nedre regioner. Spis derfor masser af chili, hvidløg og koriander. - Forkæl dig selv – gerne med lange karbade, chokolade, gåture og et glas vin.

MUSIKTERAPEUTEN: Gode rytmer dræber stressen Musikterapeut og ph.d.-studerende Bolette Daniels Beck er midt i en børnefødselsdag, da jeg ringer om eftermiddagen. Hun indrømmer, at hun midt i børnemyldret selv er blevet lidt rundt på gulvet, men hun vil gerne medvirke. Jeg håber, hun ordinerer andet end problemløst sex tre gange om ugen af en times varighed. Rytmisk resonans Og der kan gøres

andet. Musikterapeuten mener, at man bør sætte tid af til afslapning og musik mindst en halv time hver dag under sin eksamen for at forebygge stress. Det vil sige 3,5 time om ugen. Hun forklarer, hvorfor musik tilsyneladende har en beroligende effekt på kroppen: “Kroppen går i resonans med andre rytmer,” siger musikterapeuten og undskylder med det samme, hvis det er lidt abstrakt. Hun forklarer, hvordan kroppen har en tendens til at “svinge”

Musikterapeutens bedste råd

- Sæt en halv time af til afslapning hver dag. Læg dig ned, træk vejret dybt ned i maven og lyt koncentreret til din yndlings afslapningsmusik. - Dans til din puls ryger i vejret. Helst til noget musik, der gør dig i godt humør.

i samme rytme som for eksempel takten i et stykke musik, og at det derfor også kan virke beroligende at lytte til musik, der har en menneskelig hvilepuls på 60. Det virker jo egentlig ganske logisk. Og hvor mange gange skal jeg så ligge der og lytte, før det hjælper på mine allerede begyndende stresstics? “Det kommer an på den enkelte,” forklarer musikterapeuten: “Men lytter man til 15-30 minutters musik om dagen, kan stresshormonerne dæmpes. Og det er en rigtig god ide at gøre, mens du går til eksamen. Men man kan altså ikke sige at efter to gange 15 minutter, så hjælper det bare helt vildt. Det er meget forskelligt,” siger Bolette Daniels Beck.

- Bevæg dig – meget gerne uden for, hvor du også får frisk luft samtidigt. - Syng eller nyn, når du begynder at mærke uro i kroppen.

Rød velour Hun foreslår mig at lave

min egen musik, når jeg begynder at mærke uroen i kroppen: “For eksempel ved at nynne eller synge for dig selv. Når man synger eller spiller, sendes nogle stressdæmpede hormoner af sted i kroppen,” siger hun og fortsætter: “Men husk også at røre dig på den ene eller anden måde. For al bevægelse, der får din puls i vejret, vil nedbryde stresshormonerne.” Se, den er hørt før. Hvis jeg skal undgå stresshormoner skal løbeskoene altså trækkes ud af hjørnet under sengen og kæmpe sig vej ud af hoveddøren. Løbeturen skal erstatte rygepausen i vindueskarmen – og jeg bliver nødt til at give afslapningsmusikken en chance. Problemet er bare, at billedet af min mor i rød velour liggende på stuegulvet med “No Stress” i højtalerne

stadig får det til at vende sig i mig. Det kan jeg ikke. “No Stress“ Men der er også en lightudgave af den joggingklædte meditator: “Det har vist sig, at når man lytter til musik, mens man arbejder, så er man mere positiv og kreativ – og mindre stresset,” siger hun overbevisende. Så måske det slet ikke er nogen dårlig ide at skrue op for anlægget og nynne lidt, mens man prøver at gennemskue Pedersens kompendium. Men jeg tror ikke, at det er nok. Mine tics bliver stadig værre, og min fod hopper taktløst op og ned. Rastløst og anspændt taster jeg næste nummer ind på telefonen. Tommelfingeren trykker på den grønne knap. Ventesignal i øret.


LixEN | Maj 2008

Intern| 07

STRESSCOACHEN: Tøm hovedet og få struktur på tankerne Rådene for hvad man skal i sin “fritid” under eksamen er der mange af. Jeg er bare bange for, at hvis jeg skal nå at udføre dem alle, får jeg aldrig åbnet et kompendium. Det er tidskrævende at dyrke masser af sex, leve sundt og gå i fitnesscenter, synge, danse og spille lejrbålsguitar. Derfor har mine fingre tastet Lene Grundsøs nummer ind. Hun er stresscoach, så hun skulle have masser af gode råd til, hvordan man tackler stressen og bøgerne på bordet i hjørnet: “Når alle tankerne begynder at hobe sig op, skal man tømme hovedet,” begynder hun. Tømme hovedet? Hvordan gør man det? “Du sætter dig ned og skriver alle dine tanker ned – lige indtil du ikke kan komme på flere. Få luftet ud i hovedet og begynd så at prioritere huskelister, pensum, og hvad du ellers har derinde,” forklarer coachen og fortsætter: “Tit kører man bare derudad og glem-mer pauserne. Men hjernen fungerer faktisk mere effektivt, hvis man holder faste pauser hver dag og prioriterer at overholde dem,” siger hun. Det er noget jeg er rigtig dårlig til, så måske man skulle begynde at skematisere pauserne – og slette sin profil på Facebook. Men jeg er stadig ikke blevet klogere på, hvordan jeg kommer igennem pensum. Den med pauserne er feset ind, men hvad skal jeg så gøre, når jeg ikke slapper af?

stop Ifølge Lene Grundsø er det bedste, du kan gøre inden eksamen, at skrive en todo-liste: “Derefter vælger du for eksempel tre punkter hver dag, som du skal have færdiggjort, inden dagen er gået. Men prioritér ikke for mange punkter pr. dag. Det skal være en succesoplevelse og ikke en fiasko. Det er bedre at nå de tre punkter og så have overskud til én eller to mere, end at vælge ti på forhånd og gå død halvvejs,” siger hun. Ud over at blive bedre til at strukturere sit

kunne holde energiniveauet oppe, så man hele tiden kan præstere maksimalt. Den billige benzin, som altså indebærer kaffe og junkfood, tærer på kroppens ressourcer og man går hurtigere død, end hvis man drak masser af vand. Jeg er lidt skræmt ved tanken om en hel måned uden min brandvarme, flydende, sorte ven. Må man virkelig ikke drikke kaffe? “Nej,” svarer coachen bestemt. Det kan vist ikke diskuteres. Ifølge stresscoachen Lene Grundsø glemmer mange også at have det rart under en eksamen, men det er faktisk også ret vigtigt for både koncentration og ydeevne: “Når man har det sjovt eller laver noget man godt kan lide, så danner kroppen endorfiner. Endorfiner er kroppens egen morfin, den hjælper på smerter, men gør os også mere positive. Så husk at hygge dig med dine venner, skrål din yndlingssang på vej ud til uni eller gå i latterklub,” slutter Lene Grundsø af og ønsker mig en god, stressfri eksamen.

Kaffe, cola, røg, alkohol og sukker. Det er alt det, man har lyst til

Stimuli

eksamensliv skal man også sørge for, surprise, at bevæge sig hver dag. Løbe, danse, elske. Brænde stresshormonerne af. “Men kosten er også vigtig. Stress tærer meget på din krop. Det er derfor en god ide at spise sundt – og ikke proppe sig med alle mulige stimuli.” Bekymret for svaret, spørger jeg hvad stimuli er. “Kaffe, cola, røg, alkohol og sukker. Det er alt det, man har lyst til, fordi det giver hurtig energi, men i virkeligheden gør stimuli det endnu værre. Så hold tilbage med dem,” forklarer hun. Åh… Kroppens morfin Lene Grundsø fortæller, at en stresset krop har brug for “dyr benzin” for at

Boblen sprænger Jeg forsøger at slippe fri fra min indre djævel. Men tanken om latterklub, fast sex mandag, onsdag og fredag, sunde madvaner, nul kaffe, skematiserede pauser med indlagt afspændingsmusik, halsbrækkende, åndeløse løbeture, ingen røg til at fordærve mit indre og endnu et overtræk

Stresscoachens bedste råd: - Fordel dit læsestof og dine pauser så du får faste vaner for hver dag i eksamensperioden. - Skriv alt ned – og strukturér alle tankerne på et stykke papir og ikke oppe i hovedet. - Læg en realistisk arbejdsplan for hver dag. Det er bedre at nå tre opgaver og have overskud til én eller to mere, end at vælge ti opgaver på forhånd og så gå død halvvejs. - Har du ikke dyrket motion hele semestret, så er det bare med at komme i gang. Motion er ifølge alle eksperterne den bedste kur mod stress. Og motion kan som sagt være mange ting! - Desuden: Spis sundt, cut kaffen, joke om underviserne med dine studiekammerater og hold gode velfortjente pauser, hvor du har det sjovt og hygger dig. grundet en dyrere livsstil, sprænger ærlig talt min indre boble af resterende ro. Der kan godt blive plads til flere æbler i min frugtkurv. Måske løbeskoene kommer en tur rundt i Odense. Hvis det tar’ mig, synger jeg i badet og danser i stuen. Og ja, så skal der skrives en liste eller to. Min rejse ender her. Jeg smider selvhjælpsbøgerne i ringen og håber, at I også har fundet en måde at tæmme jeres indre djævel. Fortsat god tur til jer andre ud i eksamens golde landskab. joval07@student.sdu.dk


08 | Intern

Maj 2008 | LixEN

REFLEKSION

Journaliststudiet – min nye pseudoverden Hvordan første år på journalistuddannelsen fik en studerende til at se frem til ferie.

Jannie Iwankow Søgaard

REFLEKSION Forventningsfuld som til en teaterpremiere satte jeg mig ned på et af de ledige sæder i det store auditorium. Salen emmede af gensynsglæde, udmattende hyttetur og skyhøje forventninger til det eftertragtede studium. En nydeligt klædt herre indtog talerstolen og snakken forstummede. Der blev budt velkommen til de nye studerende – de heldige, de udvalgte, de egnede. Den røde løber i form af superlativer og smiger blev rullet ud for os, og man sad vel egentlig for en kort stund og følte sig som noget helt specielt. Iklædt forventningens glæde og proppet med velmenende men dog formanende ord fra centerlederen, om at rigtige journalister ikke skriver om Britney Spears og hendes herreefterladenskaber, kunne hverdagen bare komme an. Nyt på nyt på nyt Og det gjorde den. Deadlines og darlings to kill spædet op med parlamentarisme, Patterson og Photoshop fyldte med ét alt ledig plads på øverste hylde. Nyhedstrekanten blev min bedste ven og holdt mig i hånden, når mine artikler blev kastet på power point og råt men retfærdigt blev parteret som en gris til slagtning. En skosåleuge sendte mig til verdens ende og lod mig forstå, at der også dér er historier at fortælle, bare man leder længe nok. En passioneret it-freak af en underviser forsøgte at overbevise mig om, at det nemmeste i verden var at udvikle min egen hjemmeside. Fremtiden var lig med Flash. En ældre professor med had til blackboard og hang til mandschauvinistiske vittigheder arbejdede ihærdigt på at gøre Alf Ross og Hal Koch til foretrukket natbordslæsning – forgæves må jeg indrømme. Og endelig var der manden, for hvem

sætningsskemaet var selve symbolet på simpel logik. Gang på gang gav han os chancen for at tippe en 13’er, og hver gang så man skuffelsen i hans øjne, fordi ingen evnede at sætte (gætte) de 13 rigtige krydser. Den grønne filt Med de første eksamener i horisonten gik december alt for hurtigt. Dårligt nok var den sidste nytårsraket skudt af, inden jeg, omgivet af slik og sodavand, sad i prøvelokalet foran computeren. Her mødte jeg muren halvvejs ude på distancen – og jeg blev overbevist. Flash er kun for freaks. Jeg takker ydmygt stadig vedkommende, der kom til at aflevere i mit navn, så jeg bestod. Ja, og så var der lige en håndværkseksamen, hvor paranoiaen i flere uger agerede fast følgesvend. Tænk, hvis den lokale avis snuppede min nyhed foran mig. Fortabelsen truede. Afsted i mariehønen Andet semester blev semestret, hvor makkerskaber blev sat på prøve, slikautomaten lidt for flittigt besøgt, og hvor en arbejdsdag på otte timer kom til at føles som det rene svir. Det var her nogle af os trillede hele Fyn rundt i små mariehønefarvede biler for at lokke lokale godtfolk til at tage stilling foran kameraet. Klar til jordemoderen Sommerferien kalder på mig forude, og den kommer ikke helt ubelejligt. Jeg vil se frem til at holde fri fra redigering, redaktionsmøder og rørende journalistløfter. Men i sommerens hede vil historier med garanti også dukke op. Skaden er sket. Jeg vil gemme dem godt og finde dem frem, når en tidligere jordemoder til september skal hjælpe os med at få radioprogrammer bragt sikkert til verden. Jeg glæder mig allerede lidt. jsoeg07@student.sdu.dk

3-1 og håneretten til SDU Steen A. Jørgenssen Foto: William Agerbek Husted

REPORTAGE Der er meget mere end bare bolde på spil i dag. Det står klart. DJH tager imod SDU og sætter hermed håneretten og titlen som Danmarks bedst spillende journalistuddannelse på højkant. ”I får så mange slag,” forsikrer en DJH-spiller, mens han bestiller en Store Klavs i SDU’s mobile pølse- og fadølsbod. Og det hele peger da også i den retning. Journalisthøjskolens stolthed FC Åben Modus har et større hvervegrundlag, flere træningskampe på bagen og ikke mindst hjemmebanefordelen. De er klar, tændte og kolde i røven. SDU’s Jourventus FC, derimod, er langt væk hjemmefra. I sommersolens skarpe lys En time tidligere i SDU-bussen koger kampånden over. To timers technotur til Århus tilbagelægges til tonerne fra slagsangen Vi er Jourventus. Et rusmiddel, der gejler truppen op og lader dåseøllen glide ned. Alle skriger med på omkvædet, da bussen ruller op foran Bunkeren: ”Op at stå. Vi skal slå. DJH!” Folk fra begge lejre stimler sammen rundt om grønsværen. Det er et

sansebombardement af sved, pølsedunst og cigaretrygning. En forræderisk blå himmel skåner ingen i skyggen. Det hele er med. Tjekkede Cheerleaders, kompentente kommentatorer og et venskabeligt slagsmål blandt tilskuerne. Der løber en streaker på banen, der tændes romerlys på sidelinien og der flyder iskold fadøl fra hanerne. De knap 300 tilskuere giver hals. I samme øjeblik løber spillerne på banen til lige dele jubel og jamren. 1-2-3 Debel er en mur Inde på stregen redder målmand Anders Debel gang på gang et presset Åben Modus. Stikningerne bliver en kende for korte, og tacklingerne falder for sent. En SDU’er bliver fældet lige uden for feltet. Frispark. Jonas Haugegaard. 0-1. SDU. Både inde- og uden for banen har SDU’erne nu overtaget. Men i 39. minut vender vindene. Efter hjørnespark og forvirring i feltet hamrer Åben Modus’ Jeppe Strandberg bolden i netmaskerne og udligner for hjemmeholdet. Pausemenúen: Et styk kontant mavepuster serveret af betondrengene fra Bunkeren. Chokstart og måbende Modus Hvad end Jourventus-træner Oscar Svendsen har prædiket i pausen virker det. Blot 20 sekunder efter startfløjtet til anden halvleg stormer Jourventus i angreb. Tilskuerne står stadig i kø

ved fadølsboden, da Jakob Thomsen jublende bringer momentum tilbage til udeholdet. Så står den 2-1. I kampens sidste minutter kan et måbende Modus-mandskab kun se til, mens Jeppe Nybye velfortjent cementerer sejren med målet til 3-1. Klar til revanche Da nederlagets efterdønninger et par uger senere har lagt sig udtaler spiller og næstformand i Åben Modus, Mads Møller Lauritsen: ”Vi er som følge af det pinlige resultat mod Jourventus allerede nu gået i træningslejr til en revance i Odense. Der har siden kampen været rygter om nye forsvarsspillere, midtbanestyrmænd, angribere og trænere. Lige meget hvad skal vi tilføje tre ekstra gear for at følge med Pauli og co.” Næste kamp mellem SDU og DJH spilles til foråret i Odense. stejo07@student.sdu.dk Målscorerer: 0-1 Jonas Haugegaard, SDU 1-1 Jeppe Strandberg, DJH 1-2 Jakob Thomsen, SDU 1-3 Jeppe Nybye, SDU DVD med kampen kan for ca. 100 kr. bestilles på: mmlauritsen@mail.djh.dk Jourventus FC’s officielle slagsang kan downloades på: www.rasmusmp.dk/vierjourventusfc.mp3


LixEN | Maj 2008

Intern | 09

KOMMENTAR

SDU mod DJH: Pik og piller! ”Hold nu kæft, Jun!” sagde en studiekammerat engang til mig. Jeg sad på et fodboldstadion og hånede fodbold som det mest stupide foretagende nogensinde. Heldigvis for ham skriver jeg nu reportagen om SDU’s fodboldkamp mod DJH. Dengang som nu har jeg ret. Fodbold er dybt åndssvagt, men en fremragende undskyldning for alle de åndsforladte, men højt værdsatte ting i livet: Plathed og hån! SDU’s heppekor, Purple Panthers, eller som jeg kalder de lækre kattedyr, Pink Pussies, gjalder løs på en grøn græsbeklædt fodboldbane oplyst af skarpe, gyldne solstråler. Øjnene er beskyttet af solbriller, så vi kan se vores drenge kæmpe om bolden. Kameraer, OBvogn og et undseeligt antal DJH’ere er mødt op for at blive ydmyget.

”Først tog vi deres praktikpladser, så tog vi dem i fodbold, og nu skal danseskoene kridtes før tredje del af planen kan lykkes,” sagde Rasmus Mark Petersen efter kampen.

Let the show begin PIIIFT! Nu begynder kampen. Fodbold er kun en fødselshjælper for at håne, nedværdige og glorificere sig selv, og vores overlegne spil giver rig lejlighed for det. ”Lilla er det nye sårt, vi knepper jer for hårdt, igåå!!” skriger pussy-koret Og sandelig om vi ikke buttfucker dem. 1-0 til os. På græsbanen er seksuel chikane omgangstonen, og DJH har kun vist diller, mens vi har pik (eller jeg har i hvert fald nogle ordentlige kødlunser af æggestokke). Under normale forhold er vores potens målt i skarpe vinkler og vellykkede klip, men her er det kun størrelsen, der tæller og grillpølserne fortæller hele historien. Store, lange og kødfyldte, mens DJH kun kan præstere visne, spinkle minipølser, som forsvinder mellem ristene på deres grill. Vi

Langefinger, langefinger hvor er du? Her er jeg, her er jeg Go’dag, go’dag, go’dag

Martin Bekhøi dominerede luftrummet i en kamp, hvor DJH aldrig fik et ben til jorden.

”Han begyndte at græde og råbe efter rødt kort,” sagde Casper Hindse om tacklingen, der sendte en DJH’er i plænen.

Jun Zhang

juzha07@student.sdu.dk

er sikre på sejr, og solen skinner kun på os, for vi har bragt den. Men så sker det utænkelige, det ufattelige... Skæringspunkt DJH scorer det mest tarvelige fjumremål, jeg længe har set. Hvad fanden! Skal minipølserne vinde over kæmpefrankfurterne? Jeg skriger, vil bevare håneretten, men DJH’ernes vræl hagler ned på os. Vi må op igen, kæmpe for vores ære. Pink Pussies skærer igennem med en stædig kampgejst, som ville få Hillary Clinton til at blegne. Heldigt, for jeg ligger og vånder mig fortabt på græsset, tynget efter at have guffet to store frankfurter og drukket for meget fadøl. Tiden går, og jeg bliver mere desperat efter at genvinde en social acceptabel lejlighed til at kaste skarn over de impotente modstandere. Endelig sker miraklet. 2-1 til os. Jeg kan ikke huske hvordan, men det sker. Herfra er sejrsgudinden med os. Retfærdigheden sker fyldest, men hun må virkelig være i det gavnlige hjørne, for til allersidst skænker hun os endnu et mål: 3-1. Sejren er vor. Jeg overgiver mig til vores fodboldhold og takker dem for indsatsen, målene og håneretten. DJH’s røv bløder og gad vide hvorfor?


10 | Fokus

Maj 2008 | LixEN

Den p litiske Jyllands-Posten og Berlingske Tidende huserer på højrefløjen, mens Politiken og Information svinger de røde faner. De politiske undertoner i de store morgenaviser har sunget højere og højere de sidste 10 år, hvor gratisaviserne er trådt ind på scenen som de nye apolitiske omnibusaviser. Det mener i hvert fald medieforsker Stig Hjarvard. Jyllands-Posten og Politiken afviser at synge politiske slagsange, mens Information vedkender at ligge til venstre for midten.

Nikolaj Rytgaard

Partipressen er død. Men frem af dens aske har der rejst sig en skarp politisk skillelinje mellem morgenaviserne. Til højre sidder JyllandsPosten og Berlingske Tidende ved siden af ministertaburetterne. Til venstre i Folketinget sidder Politiken og Information sammen med oppositionen. “Vi har en forstærket politisk tendens i det journalistiske stof i de sidste 10 år. Ikke nødvendigvis i den enkelte artikel, men i det samlede redaktionelle miks af emner, temaer og historier. De bliver udvalgt i sammenhæng med hvilken politisk observans, avisen tilhører,” siger professor og medieforsker Stig Hjarvard fra Københavns Universitet. Han har analyseret avisernes politiske toneleje blandt andet ved at granske deres dækning af Irak-krigen og Muhammed-krisen. Stig Hjarvard kommer frem til, at Jyllands-Posten bragte et overtal af artikler, ledere og læserbreve, som bakkede op om krigen i Irak, mens Politiken og Information trykte flest artikler og opinionsstof, som kritiserede invasionen. Modpolsværdier Muhammed-krisen bekræfter også avisernes politiske polarisering. Mens Politiken primært trykte artikler, der kritiserede regeringens håndtering af

krisen, var Jyllands-Posten og Berlingske Tidende mere regeringsvenlige og fokuserede på det generelle spørgsmål om ytringsfrihed. Det konkluderer Stig Hjarvard i sin analyse. Han giver også et par mere aktuelle eksempler, som han mener, viser den værdipolitiske oprustning rundt på redaktionerne: Politikens “Jeg er også dansker”-kampagne og Berlingske Tidendes opprioritering af klimaspørgsmålet. “Politiken er en holdningsbaseret avis, som vil slå et slag for det flerkulturelle Danmark. Berlingskes strategi kan man se som et led i, at folk, der tænker konservativt, vil have miljøet på dagsordenen. På den måde prøver Berlingske at være politisk

bekræftede, at et flertal af Berlingske Tidende og Jyllands-Postens læsere stemmer på enten V, K eller O. Modsat stemmer hovedparten af Politiken og Informations abonnenter på S, SF, Enhedslisten eller De Radikale. På samme måde vurderer danskerne, at der er en politisk tendens i avisernes journalistiske stof til at hælde til hver sin blok i dansk politik. “Der er skabt et regeringsoppositions-pressemønster i et vist omfang. Vi har fået et pressesystem, hvor der synes at være et tilhørsforhold hos aviserne at høre til den ene eller den anden side,” siger Stig Hjarvard og forklarer: “Det er kommet, fordi vi har fået et mere blokpolitisk system på Christiansborg.

Jeg er absolut ikke enig i, at vi ligger på venstrefløjen - Stig Ørskov, chefredaktør, Politiken dagsordensættende i forhold til en bestemt politisk agenda,” siger Stig Hjarvard. Blokpress I sin analyse underbygger Stig Hjarvard sit argument om avisernes politiske oprustning via to spørgeundersøgelser. Han har dels spurgt de forskellige avisers læsere, hvad de stemte ved sidste folketingsvalg, dels har han bedt et repræsentativt udsnit af befolkningen om at placere dagbladene på en højre/venstre-skala. Den første rundspørge

Det har bidraget til, at vi også har fået en mere udtrykkelig blokpolitisk opdeling i pressen.” JP: Dybt uenig Den musik skærer i ørerne på Jørn Mikkelsen, der er chefredaktør på JyllandsPosten. Han afviser først og fremmest, at JyllandsPosten bragte flere opbakkende artikler til Irakkrigen end Politiken og Information. At 60 % af hans læsere stemte på højrefløjen ved valget i 2005, mener Jørn Mikkelsen heller ikke er et

tegn på, at Jyllands-Posten, der på sin hjemmeside kalder sig et “uafhængigt og liberalt dagblad”, læner sig op ad højrefløjen. ”I den sidste undersøgelse, vi foretog, blev jeg faktisk overrasket over, hvor bredspektret vores

og giver sin forklaring på, hvorfor læserne alligevel placerer Politiken i den side af Folketingssalen: “Når folk vurderer vores journalistik til at ligge på venstrefløjen, sker det formentlig på baggrund af en samlet vurdering af

Vi har fået en mere udtrykkelig blokpolitisk opdeling i pressen - Stig Hjarvard, medieforsker læserskare er. For eksempel sagde Pernille Rosenkrantz Theil (tidl. Enhedslisten, red.) engang, at JyllandsPosten var den første avis, hun tog, fordi hun var så dejligt uenig med den. Så der er flere årsager til, at man læser JyllandsPosten. Enten fordi man er enig med meningerne på lederpladsen, eller fordi det kan sætte ens blod i kog,” siger chefredaktør Jørn Mikkelsen. Er du enig i, at der er opstået en blokpresse? “Overhovedet ikke. Man skal hele tiden være kritisk over for den slags undersøgelser. Hvor valid er den? Hvor mange er blevet spurgt? Ellers bliver det for let at fremføre påstande.” Politiken: Bredere end bare venstrefløjen Politikens chefredaktør Stig Ørskov mener ikke, at hans avis synger med på arbejdersangene. “Jeg er absolut ikke enig i, at vi ligger på venstrefløjen,” siger han

avisen - også hvad vi skriver på lederplan.” Vil den holdning ikke smitte af på journalistikken? “Jeg kan ikke se det. Jeg skal hilse og sige at vores journalister bærer rundt på en sund kritisk indstilling. De mest heftige diskussioner om Politikens journalistik foregår inde hos os på Rådhuspladsen, og de ledende artikler er ikke noget journalisterne lader sig styre af - tværtimod er Politikens journalister stik uenige i, hvad vi skriver på lederplads,” siger chefredaktøren fra den tidligere radikale partiavis. Stig Ørskov mener, at det er for enøjet at putte Politikens holdninger ned i en snæver kasse. “Jeg tror, det er umuligt at destillere vores holdninger ned til en højre- eller venstrefløj. I lederspalterne ligger vi på udlændingeog socialpolitikken til venstre, økonomisk og udenrigspolitisk til højre,” siger han. Stig Ørskov er dog enig

i, at aviserne har oprustet politisk på opinionssiden. “Holdningsmæssigt er fronterne blevet skarpere politisk på grund af udlændingepolitikken, som har splittet det danske samfund. Det har gjort, at aviserne er blevet skarpere i deres markeringer. I de seneste år har vi for eksempel på det punkt ligget længere væk fra JyllandsPosten end tidligere,” siger han. Information: Centrum-venstre På Information, som bærer mærkaten “uafhængig af politiske og økonomiske interesser” på sin forside, skelner chefredaktør Palle Weis mellem apolitiske idealer og en virkelighed, der hælder til venstre. “Idealet er, at Information er en uafhængig oppositionsavis. Det vil sige, vi er også i opposition til oppositionen. Vi har det udgangspunkt, at ingen skal kunne føle sig sikre i Information. Men i virkelighedens verden ligger vi og roder rundt omkring centrum-venstre,” siger han, men understreger samtidig, at han ikke vil sige, at Information er en decideret venstreorienteret avis. “Vi har Erik MeierCarlsen (tidl. BTchefredaktør, red.) som fast politisk kommentator og alle mulige andre stemmer, som intet har med venstrefløjen at gøre.” Er du enig i, at der er opstået en blokpresse? “Sådan har det altid set ud. For vores vedkommende laver vi nok

Højre/venstre-inddeling af danske dagblade baseret på læsernes vurdering af den politiske tendens i det journalistiske stof i Sitg Hjarvards analyse af danske avisers politiske orientering

Moderat venstreorienteret

Neutral/apolitisk


LixEN | Maj 2008

Fokus | 11

vis le er flere oppositionsvenlige historier end Berlingske og JP over en valgkamp. Men vi prøver at dele sol og vind lige. For eksempel viste en undersøgelse for nylig, at vi har lavet lige så mange SF-kritiske artikler som Jyllands-Posten under Søvndals seneste profilering. Jeg synes, den politiske polarisering er tydelig hos de store, især Politiken og JP og til dels Berlingske, hvor man prøver at skræddersy sit produkt til målgruppen,” siger chefredaktøren på den tidligere modstandsavis. Den nye omnibus Ifølge Stig Hjarvard har blokpressen den konsekvens, at man må redefinere den traditionelle, apolitiske og altomfavnende omnibuspresse. Hvor betalingsaviserne favner smalt, går gratisaviserne ind og synger så politisk neutralt, at alle kan være med. “Omnibusavisen er død i dens oprindelige form. Vi har fået en anden type omnibuspresse, nemlig gratisaviserne, som er meget vidtfavnende og går efter en apolitisk fællesnævner,” siger Stig Hjarvard. Og det tegner både godt og skidt for den demokratiske fællessang, mener medieforskeren. “Vi har et dilemma. Gratisaviser er gode, fordi folk læser mere avis og får en vis information om, hvad der sker i verden. Det negative er, at vi har fået en række aviser, som afkobler en betydelig del af befolkningen fra egentlig politisk diskussion. 24timer, Metro, Urban inviterer ikke folk til at tænke politisk, argumentere eller tage stilling. Det kan i det lange løb være uheldigt,” siger Stig Hjarvard.

Foto: Jens Dreisling

Radikal opinion i Politiken?

På Politiken har man placeret en tidligere radikal minister i stolen som opinionsredaktør. Er Anita Bay Bundegaard beviset på, at Politiken er og bliver et radikalt talerør? selvfølgelig, at man kan lægge sine egne politiske holdninger fra sig. Nikolaj Rytgaard

Hvordan kan en tidligere radikal minister sidde som opinionsredaktør? Det må du spørge dem, der har ansat mig om. Det er ikke mine overvejelser, der afgør, om det er en tidligere radikal minister, der skal sidde som opinionsredaktør.

Læs, vurdér og konkludér selv: Mediernes dækning af invasionen i Irak af Stig Hjarvard http://www.staff.hum.ku.dk/stig/Mediernes_daekning_ af_invasionen_af_Irak_2003.pdf Den politiske presse: En analyse af danske avisers politiske orientering af Stig Hjarvard http://www.newspaperinnovation.com/wp-content/ uploads/stighjarvard.pdf Har Muhammed-sagen genoplivet partipressen? Information http://www.information.dk/120653

niryt07@student.sdu.dk

Neutral/apolitisk

Hvordan lægger du dine politiske holdninger fra dig, når du sætter dig i redaktørstolen? Det må enhver opinionsredaktør kunne. Uanset om vedkommende har været minister eller ej. Den demokratiske debat lever af, at der er mange stemmer og holdninger. Jeg ville være en stor idiot, hvis jeg mente, at der kun var én holdning, der kunne komme til udtryk. Så ville jeg jo lukke Politikens opinionsside. Uanset hvem, der er opinionsredaktør, og hvad hun eller han stemte ved forrige folketingsvalg, er det professionelle krav

Hvilke kriterier lægger til grund for de indlæg, der bliver valgt til og fra? Om det er velskrevet, relevant og aktuelt. Det er de tre forholdsvis objektive kriterier, som vores debatredaktører sidder med hver dag. Og det har intet at gøre med, hvad folks politiske observanser i øvrigt er. Hvordan undgår du at lade dine politiske præferencer influere i den udvælgelse? Jeg besidder en professionel stilling. Så jeg har en professionel indstilling til det job, jeg har. Og selvfølgelig er det ikke styret af, hvad jeg stemte ved sidste folketingsvalg. Ligesom det forhåbentlig ikke vil være det for enhver anden opinionsredaktør på en anden avis. Politiken var indtil 1970 en radikal avis. Er du ikke kroneksemplet på, at Politiken stadig er en avis, der ligger til venstre for

Moderat højreorienteret

midten? I 1970 skete der et brud med Det Radikale Venstre, så man ikke længere var en partiavis. Og det er Politiken ikke, og det har den ikke været siden. Men at Politikens tradition og ideologiske ståsted ligger et sted på midten af det politiske spektrum, er der jo ikke ændret ved. Politiken har et socialliberalt udgangspunkt. Det står i vores udgivelsesgrundlag. Og det tager vi bestik af hver dag, når vi skriver ledere. Det er klart, at de mennesker, der er på Politiken, er betroet at skulle videreføre den politiske linje på lederpladsen. De ville skulle lægge inden for det felt i forhold til vores tradition og historie. Derfor er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at det ikke er et menneske, der har et politisk ståsted, der ligger i nærheden af Dansk Folkeparti, der skal skrive Politikens ledere. niryt07@student.sdu.dk


12 | Profil

Maj 2008 | LixEN

Playboyens profetier fra sengekanten Han kan kneppe formen ud af ethvert bogstav og pule samtlige sætninger så hårdt, at det danske frisind ligger sygemeldt i en uge. Det er der også god grund til, siger manden. Mød pussyconnector, provocateur og piratkonge. Mød Danmarks svar på Hugh Hefner. Mød Henrik List. Disneyland.

Signe Grejsen Nissen

Og så er han faktisk ikke så slem, Henrik List, der i mange år har plejet sit image som gangster og gulddreng på Berlingske Tidende. Med fast månedsløn, faste arbejdstider og en fast repræsentationskonto, der har bragt ham fra London over Bangkok til Los Angeles og New York, har Henrik List stødt, forarget og – måske – hemmeligt tiltrukket de retskafne danskere. Jo, han har stået ansigt til ansigt med denne verdens mørke magter, men nu er Henrik List tilbage som dekadent voyeur med en afskåret navlestreng til Berlingske Tidende og resten af det litterære miljø i Danmark. I sin seneste udgivelse, ’Sidste nat i Kødbyen’, går han til angreb på den journalistiske praksis i Danmark og den snigende puritanisme, som en gruppe af gammelgrå feminister, ifølge List, har haft held til at indføre i den danske debat. Det er en fortsat igangværende kamp om ordene, om frisindet og om respekt imellem Dydens Drabanter og en Dandy i

Too drunk to fuck “Jo, måske har jeg brændt nogle broer. Jeg havde en periode, hvor familie, venner og kollegaer begyndte at advare mig og sige til mig, at jeg skulle dæmpe mig ned og passe på, at jeg ikke skrev mig op i et hjørne. Men jeg vendte den til, at jo, det kan godt være, at jeg har skrevet mig op i et hjørne, men det er mit helt eget hjørne, som jeg har helt for mig selv i både dansk journalistik og dansk litteratur”, siger List, der sidder og steger – hvid som en blegfed dansker i midten af april - i den syddanske sol. Med en øl i den ene hånd, en cigaret i den anden og en ussel samling salat fra kantinen i skiftevis den ene og den anden, har han afslået frokostbord oppe på instituttets sekretariat. Han havde jo en aftale om dette interview, og en aftale er en aftale – Henrik List holder sit ord. Det er der stil over. Men hvorfor så trænge sig op i et hjørne, fægte med arme og ben, tattoos og ’street cred’, når List lever det fede liv, når List har homies og ho’s – og når alle Istedgades røde lanterner blinker en ekstra gang i et

sensuelt og legende sekund, når han spankulerer forbi med maven fremme og næsen i vejret? Fordi det at skrive sig op i et hjørne mere er et udtryk for sårbarhed og ærlighed, end det er et udtryk for en forsvarsposition. Det siger Henrik List selv om hjørnet, der kommer til at fungere som et udgangspunkt for en diskussion, andre ikke engang ville turde tage med deres bedste venner i den dybeste intimitet over tre flasker rødvin og en bunke Kleenex, og netop derfor bliver hjørnet også et skabende rum. Alligevel indrømmer han, at hjørnet ikke udelukkende er selvvalgt: “Jeg har jo altid lagt tingene meget ærligt frem, og jeg gemmer mig ikke på nogen måde i det hjørne. Jeg er oppe i det hjørne også fordi, jeg bliver afgrænset af nogle smagsdommere og anmeldere og mediepampere og magthavere inden for den litterære verden, som mener, at litteratur skal være intertekstuel, skrifttematisk og intellektuel for at være rigtig litteratur, og eftersom jeg ikke lever op til de krav,

så bliver det, jeg laver, ikke taget seriøst. Jeg har været fremme i forreste linje både som forfatter og journalist i de sidste 20-25 år og har

Ib Michael eller HanneVibeke Holst. Så jeg er hverken en del af Bukdahls forfatterskolehjernevaskede minimalkloninger eller en

ind bag hjerteklappen. De mennesker, der nærmest er os usynlige: “Det, der interesserer mig ved de marginaliserede miljøer, der af det normale borgerlige samfund, bliver betragtet som anderledes, excentrisk og farligt er, at når du er uden for det borgerlige samfund hvad enten det er socialt, økonomisk, kulturelt, etnisk eller seksuelt, så er der en større frihed til at leve, som du vil,” siger List, der er født ind i et småborgerligt arbejderhjem lidt uden for Esbjerg, hvor også han selv mærkede det berømte og behyldede danske frisind: “Fra jeg var ret ung, har jeg haft en tro på og et håb om, at der må være noget andet, end det her. Jeg har valgt en anden måde at leve på, og der har jeg ofte fundet, at når man kommer uden for de steder, hvor man gør og siger alt det rigtige, ja så er der en anden frihed, tolerance og rummelighed imellem mennesker. På mange måder er den eksplosion af frigørelsesutopier omkring 68’erne, hippierne, kvindefrigørelsen og den seksuelle frigørelse blevet

Jeg er hverken en del af Bukdahls forfatterskolehjernevaskede minimalkloninger eller en del af det store brede ”Familien Danmark felt” altid sat min røv på spil i det, jeg har skrevet. Jeg har altid sagt min ærlige mening og aldrig talt nogen efter munden”, siger han og fortsætter: “Jeg skriver de bøger, jeg skal skrive, som jeg må skrive. Jeg kan ikke skrive under på forfatterskolens grundbog i, hvordan man skal skrive en god bog, en fin bog. Som forfatter har jeg følt, jeg altid har været uden for den blåstemplede og statsstyrede litteratur, som den kommer fra forfatterskolen, hvor man dyrker en meget minimalistisk, skrifttematisk form for litteratur, som anmeldere som Lars Bukdahl (på Weekendavisen red.) er helt vilde med. Jeg har heller ikke nogen berøringsflade med den kommercielle mainstreamlitteratur som for eksempel

del af det store brede ’Familien Danmark felt’, der sælger tonsvis af bøger i Bilka eller Bog og Idé”. Bumsernes borgerskab Umiddelbart kan Henrik List være svær at nå, som en af de eneste bad-ass ordmagere i Danmark, men han rummer også en anden – og mere ydmyg – side af forfatterskabet. For mens guldringene på hans fingre skinner i den barmhjertige eftermiddagssol, har han gennem hele sit forfatterskab forsvaret og beskrevet randen af samfundet og kanten til verden. De mennesker, vi andre går uden om i Netto, de mennesker, vi undgår ved bussen eller foran 7-Eleven og dem, der aldrig rigtig kommer frem foran vores øjne eller


LixEN | Maj 2008

Profil| 13

Jeg synes tværtimod, der er en protestantisk bornerthed omkring sex i Danmark og faktisk også en meget romantisk sakral stemning omkring det Foto: Emli Bendixen

opslugt i mainstreamen – de færreste mennesker sætter spørgsmål ved det – det er en del af de borgerlige normer. Det borgerlige liv i dag er et nyt slags liv med god smag, samtalekøkkener, de rigtige bøger på reolerne, de rigtige kunstværker på væggene og så videre. Det mærkelige er, at når de her gamle kulturradikale dyder om frisind og selvrealisering er blevet opslugt af den almindelige borgeres livsstil, så er de blevet drænet for enhver form for energi. De har mistet deres farlighed og deres mulighed for at ændre folks liv, for nu er det bare en norm, nu er der ikke noget frigørende i det mere.” Et nypuritansk fromhedsangreb Det er tydeligt og klart, at for Henrik List ligger den danske tolerance og respekt for det fremmede meget langt væk fra den dagligdag han har oplevet i sine mange år som sengekantsreporter og fortaler for fri sex. Rigtig fri sex. Sex og seksualiserede miljøer, som ikke er begrænsede af en bestemt måde at tale på, som ikke er begrænsede af en stilhed eller Frøken Jensens uforskånende blik. Og det bliver værre, siger han, som de

pornoforskrækkede og tørre feministiske old-schoolkusser stille og roligt tygger sig ind på dagsordenen o m k r i n g køn, sex og seksualitet. Det er disse – sikkert ærlige – forsøg på ikke at objektificere kvinden, han mener kommer til at løbe de religiøse og konservatives ærinde. I hans seneste mastodontbog, ’Sidste nat i Kødbyen’, der er en samling af essays, harcelerer Henrik List over den forbudsdiskurs, som førnævnte kønsfeminister har formået at få igennem den helt igennem sexbesatte presse, der inden for de seneste fem til ti år har solgt stadigt flere aviser på uhyggelige historier om sex, sexbesatte mennesker, sexuheld og sexarbejdere. Men hvorfor? “Mange af de mennesker, som betragter sig som frigjorte, dæmoniserer andre miljøer, som de betragter som ufrie. For eksempel ludere og lommetyve, for eksempel gangstere og prostituerede, for eksempel ladyboys og læderbøsser, for eksempel bumser og bohemer. Det er alle de her outsiderfigurer, jeg har

skildret som journalist og forfatter, og selvom de bliver betragtet ud fra en offerrolle,

omkring sex i Danmark og faktisk også en meget romantisk sakral stemning

fremskridtet ligger. Det er stadig som om, at hvis man foreslår, at det ikke er sikkert, at alle prostituerede er ulykkelige ofre, eller er blevet misbrugt som børn og tvunget ind, eller manipuleret ind i, prostitution eller at alle mænd, der køber sex er perverse, gamle, ulækre svin, eller at alle unge, der sidder derhjemme foran computeren og ser porno, bliver hjernevasket til at blive potentielle voldtægtsforbrydere. Ja, når man tillader sig at stille spørgsmålstegn ved nogle af de etablerede sandheder, som det har været siden 60’erne, så finder man ud af, at folks frisind og tolerance omkring det seksuelle ligger på et meget lille sted. Det er det samme sted, som det altid har ligget og som de muslimske fundamentalister, de kristne evangelister og indremissionske ligger. Det er det sted, hvor alt, der afviger fra heteroseksuel sex i et fast monogamt parforhold imellem to etnisk og socialt ligestillede og lige gamle partnere er dybt suspekt. Det er noget vi må regulere eller i værste fald forbyde”.

Det borgerlige liv i dag er et nyt slags liv med god smag, samtalekøkkener, de rigtige bøger på reolerne, de rigtige kunstværker på væggene som mennesker man skal have ondt af, kontrollere, regulere, straffe, forbyde, whatever, har jeg fundet ud af, at de mennesker ofte er meget mere tolerante over for hinanden, end det de politisk korrekte kulturradikale dikterer. Jeg anfægter i hvert fald meget i ’Sidste nat i Kødbyen’, om vi danskere er så frigjorte, som vi tror, vi er. Vi har jo i Danmark nærmest taget patent på den seksuelle frigjorthed, siden vi meget revolutionært frigjorde først skriftpornografien og så billedpornografien i henholdsvis 1967 og 1969. Siden da har vi haft en opfattelse af, at vi er et særligt udvalgt, oplyst, tolerant og meget frisindet folkefærd, hvad det seksuelle angår, og det er noget, jeg går ind og undersøger i ’Sidste nat i Kødbyen’. Jeg synes overhovedet ikke, at vi er særligt tolerante. Jeg synes tværtimod, der er en protestantisk bornerthed

omkring det. Når man skærer ind til benet, viser det sig, at det, størstedelen af den danske borgerlighed egentligt synes, er en “normal” seksualitet, det er det samme heteroseksuelle parforhold, der har været hovedstenen i vores vestlige kultur i hundredvis af år.” Den kønslige domsafsigelse Mens solen begynder at trække sine stråler væk fra os ude på terrassen ved Medietorvet, skal Henrik List hjem mod København. Om få dage skal han til Thailand og derefter to måneder til Los Angeles. En verdensmand med øl i maven, sådan er Henrik List, der ringer efter en vogn – det gør man, når man er star – man ringer efter en vogn. Inden han forsvinder, når vi lige at spørge ham, hvordan det hele så ser ud – altså fremtiden vel at mærke: “Jeg kan ikke se, hvor

signegrejsen@gmail.com

Citaterne stammer fra et radiointerview foretaget af Signe Grejsen Nissen og Mikkel Vuorela i studenterradioens litteraturprogram ’Midnight Beauty Supply’, som du kan høre hver onsdag i ulige uger fra klokken 23-24.

Blå bog Henrik List Hansen - Født i 1963 Esbjerg - Debuterede som digter i 1984. - Etablerede sig som musik- og kulturjournalist igennem 1980’erne. - Fastansat på Berlingske Tidende fra 1991. - Berømt og berygtet for sine gonzo-fortællinger fra samfundets randområder. - Var en af hovedmændene bag 90’er-undergrundsbladet Magasin Schæfer. - Har udgivet 14 bøger. - Senest essaysamlingen ’Sidste Nat i Kødbyen’ som handler om pressen, prostitutionen og pornobranchen. - Sagde op på Berlingske Tidende i 2003 for at blive forfatter på fuld tid


ANNONCE:

KaJO – vi støtter din trapezforening Går du med planer om at sætte gang i noget fedt for dine medstuderende? Så kan du søge om en skilling eller to hos KaJO. Vi har nemlig besluttet os for, at alle de ting, der kan samle os på studiet, fortjener en hånd fra din fagforening.

Inden længe vil du på vores hjemmeside kunne læse de nye retningslinjer for at søge støtte. Dit arrangement skal være interessant for størstedelen af dine medstuderende, og så skal bestyrelsen have en formel ansøgning med budget og formål. Læs mere på www.djstud.dk/ Klap dig selv på skulderen, kajo. Oscar! Fodboldturen til Århus viste sig at være en bragende Men bare rolig. KaJO er ikke gået succes. Det er super at se, at helt i klaphat og romerlys. Vi har nogen tager initiativ til at gøre ikke glemt, vi er en fagforening. noget for os alle sammen her Vi kæmper i øjeblikket for at på studiet. få en mere fair panikdag og for Og ja, hvor var revyen at beskytte vores pressekort, fantastisk. Vi synger stadig så det forbliver et respekteret med på »Yes, Dorph«. Utroligt arbejdsredskab for journalister at revyholdet har kunnet lave i fremtiden. sådan et stort stykke arbejde midt i et hektisk semester. Center for Journalistik er ikke den eneste 10-års fødselar i år. KaJO gav penge til begge KaJO har eksisteret næsten lige arrangementer. Og vi vil så længe, og i den anledning gerne blive ved med at støtte har vi meget på programmet. sociale tiltag på studiet. Derfor Efter sommerferien kan I blandt har vi besluttet, at vi støtter andet glæde jer til en fantastisk alle arrangementer, hvis de tirsdagsforedragsrække, Jern som revyen og fodboldturen Henrik – jubilæum-style og en er interessante for alle forrygende faglig weekend. journaliststuderende på SDU. Held og lykke med eksamen. Så går du med planer om at starte et nyt dansehold, På vegne af KaJO en trapezforening, en petanqueturnering eller noget Julie Rosenkilde Nielsen helt fjerde er hjælpen nær. Formand


LixEN | Maj 2008

Debat | 15

dansker nogenlunde ligeså ubrugeligt, som tilbuddet om en ekstra arm for en blæksprutte er. Socialdemokratiske konservative Tonen i dansk politik ændrede sig efter 11. september 2001. Fra at have en liberal og fri tone i folketinget såvel som på gaden, har vi i dag en i langt højere grad en hårdere og konservativ tone. De, som i 90erne ”aldrig blev stuerene”, er i dag en magtfaktor i dansk politik og på gadeplan. I Danmark såvel som i Europa betyder det at være konservativ i et socialdemokratisk samfund selvfølgelig kun én ting: til venstre på økonomien og til højre på værdierne. Altså at man er højredrejet socialdemokrat – Sarkozy (Frankring), Merkel (Tyskland), Brown (England), Fogh (Danmark). Det socialdemokratiske samfund med en konservativ tone – hvem udover mig tænker Karen Jespersen? Foto: Folketingets administration

Dansk politik og fortvivlelse Er du én af dem der sidder om torsdagen og tænker: ”Dansk politik og forvaltning, det består jeg aldrig.” Så fortvivl ej, for dansk politik har aldrig været mere åbenlys og ligetil end i netop disse år. Og forstår man det, så må man være hjulpet godt på vej. Forklaring følger. Af Casper Hindse Prolog: Dansk politik anno 2008 er således: til venstre på økonomien og til højre på værdierne. Det handler om to hovedemner. På universitet’sk: økonomi og identitet. På jævnt dansk: velfærd og muslimer. Økonomien i Danmark har altid kun haft ét succeskriterie – lav arbejdsløshed. Og eftersom vi i dag lever i et land, hvor ledige er noget, vi importerer, så er vi som borgere meget

tilfredse og kan vende vores vrede mod andre end os selv. Umulig at ændre Plot: Nu tænker du måske: ”Der må sættes en anden dagsorden i dansk politik” – men det er svært. Hvorfor? For i Danmark skygger velfærden (staten) for evnen til at konkurrere (det private). Den offentlige sektor er af en sådan størrelse og karakter, at det er den, vi mærker først og sidst, fordi næsten alle bliver let berørt af ændringer i overførselsindkomster, serviceniveauer m.fl. Politikerne har lært os at være bekymrede for ”velfærden”. Velfærden er vigtigere end vores privatøkonomi. Det ligger ganske enkelt i tiden, at det er finere at ønske bedre velfærd, end at være arrig over, at ens månedsløn ikke stiger, så at sige. Det er det, der gør det til en umulighed at være ægteliberal i Danmark. Et vaskeægte borgerligt livssyn er for en

Simplificeringen Epilog: Det var baggrunden. Her kommer forenklingen så: Økonomi/velfærd hæfter sig i dansk politik til sundhedspolitik, EU og erhverv/økonomi. Identitet/muslimer hæfter sig til de resterende, altså retspolitik – vold, bander etc. Sikkerhedspolitik – Irak, Afghanistan. Kulturpolitik – vores værdier kontra deres værdier. Det eneste brændende emne man så ikke kan hæfte på er klima/miljø. Og hvad gør Regeringen Anders Fogh Rasmussen så for at klare den? De kreerer et klimaministerium, så man altid kan henvise til Fru Connie Hedegaard, som man derefter gemmer helt væk, og siger, at hun arbejder hårdt på klimatopmødet i København 2009. Dette var et kort oprids, så du i stedet for at tænke ”åh nej, jeg klarer det aldrig” næste gang der er undervisning måske nærmere tænker ”jamen, det er da forfærdeligt, hvis det forholder sig sådan.” Eller tænker ”Det er desværre sandt.” I begge tilfælde kan jeg kun erklære mig enig. Fortsat god torsdag med politik og fortvivlelse. chind07@student.sdu.dk

Klumme-stafetten

Foto; Privatfoto

Kritik, selvkritik og bare en anelse ydmyghed Af Lasse Jensen, lektor i journalistik og radiovært Tom Buk-Swienty gav i marts stafetten videre til mig. På den baggrund kaster jeg mig øjeblikkeligt ud i en journalistisk genre, som forener den undersøgende, beskrivende og kommenterende journalistik med en anelse New Journalism – hvilket ofte er en undskyldning for at skrive om sig selv. Dette er altså et essay. Jeg har lige mødt en beundringsværdig person. Jeg kalder hende Laura, men jeg kender hendes rigtige navn. Laura er fagmedarbejder. Efter sine syv semestre, hvori der indgik en længere praktikperiode, har hun konstant videreuddannet sig, så hun bevæger sig med stor professionel lethed inden for sit stofområde. Hun elsker tydeligvis sit arbejde, selvom det kan være svært at forene det med et privatliv. Der er skiftende vagter, uforudsete kriser og deadline hele tiden. Bag den tørre Vendelbo-humor mærker man en fast, faglig hånd. Jeg tror, at jeg er en anelse varm på hende. Ikke på den ulækre måde, men jeg er fascineret af et yngre menneske, der kan sit fag, udstråler sympati og giver sig tid til at være åben og spørgende. I kraft af sit arbejde har hun en

betydelig autoritet, som håndteres med beundringsværdig ydmyghed. Jeg ligger på 14. sal på Rigshospitalet. Jeg har haft lidt svært ved at sove, fordi min seng ligger lige under den nyanlagte helikopter-landingsplads, hvor myldretiden er mellem 1 og 4 om natten. Flyvevåbnets Sikorski lander nærmest på min i forvejen skrøbelige brystkasse. De strejker også her på det akutte hjerteafsnit. Det mærker man ikke, selvom det loyalt understreges, at ”aftaletider er cirkatider”. De, der arbejder, løber bare hurtigere. F.eks. Laura, som er 33 og har 10 års anciennitet. Hun er sygeplejerske - det fag som er tættest på journalistik, hvad angår optagelseskrav, uddannelsesforløb og ansvar. Laura får knapt 10.000 kroner mindre om måneden end journalistgennemsnittet i København. Det inkluderer hendes overarbejde, weekend- og nattetillæg, en latterlig pensionsordning og kortere ferie end en gennemsnitsjournalist. Fra mit vindue på toppen af Riget kan jeg skimte Dagbladet Børsen, hvor journalisterne har sabbatordning, ni ugers ferie og en gennemsnitsløn på over 40.000. Plus gratis mobiltelefon, hjemmebredbånd, taxabon’er og formentlig psykologisk krisehjælp fra, hvis udgiverkoncernens bundlinje svigter, så den betragtelige årlige overskudsbonus trues. Selv en kritisk journalist med sporadiske anfald af kynisme får et nuanceret syn på tingene, når man lige har fået forlænget sit liv med en lille metal-reservedel i hjertet. Det højteknologiske indgreb i mit hjerte blev foretaget af toptrænede, erfarne sygeplejersker og læger, der tjener noget mindre end en gennemsnitlig københavnsk journalist. Selve indgrebet varer lige så længe, som det tager at skrive to hurtige skærme på en redaktion. Jeg tænker med sorg på debatten i Lixen om ”udnyttelse” i forbindelse med Fyens Stiftstidendes betaling for førsteårs-studerendes produkter i skosåleugen. Det er lidt forstemmende, at man i skosåleugen således kan miste

jordforbindelsen. Tilgiv et opstød fra en ældre kollega, der i sin elevtid ville have givet en halv arm eller en million bare for at få sin byline i en rigtig avis… Jeg plæderer ikke for, at journalister skal havde den samme sulteløn som deltidsansatte i McDonalds eller de uundværlige ofte tørklædebeklædte rengøringsassistenter, som med et venligt smil gjorde rent på min hospitalsstue. Men jeg er bekymret for, at journaliststandens opstigning til de højere lønklasser indebærer en risiko for selvhøjtidelighed og deraf følgende selvovervurdering. Modgiften er ikke lønnedgang, men faglig ydmyghed, kritisk, og ikke mindst selvkritisk sans. Journalistik handler om praktisk at udøve og udvikle begge disse sanser. At kunne gå til enhver problemstilling med et åbent sind, ubændig nysgerrighed og et ufravigeligt udgangspunkt, nemlig – som den amerikanske journalist I.F. Stone understregede – at alle magthavere fordrejer sandheden, og man aldrig skal stole helt på dem, før det modsatte er bevist. Det inkluderer naturligvis bladudgivere, chefredaktører og universitetslærere! Tvivlen er en nådegave, og allermest skal vi hele tiden tvivle på os selv. Vi skal regelmæssigt kigge i spejlet og række tunge af os selv. Det gjorde min afdøde kollega ”Mr. News”, Steen Bostrup ofte, når han forlod studieværtstolen på TVA. Han gjorde det rent bogstaveligt, når han fjernede sminken. ”Bare for at være sikker på, at jeg ikke tror, jeg er andet og mere end en journalist, der passer sit arbejde,” som han sagde. Jeg smiler til Laura, som lige har trøstet familien til en patient, der ikke var så heldig som mig, og jeg synes, hun fortjener en lønforhøjelse, der bare er enormt større end de 9%, som TV2-journalisterne fik i deres nye overenskomst kort tid før, at stationen fyrede mere end 10% af de ansatte, fordi den var ved at gå fallit. Vi er enormt forkælede i denne verdens vigtigste, sjoveste og bedste profession. Men det må ikke gå os til hovedet. Lasse Jensen sender stafetten videre til Lasse Ellegaard


Returadresse: LIXEN, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M

Bagsiden

MASSEVOLDTÆGTER VED HØJLYS DAG! Hvem har ikke ligget i parken og hørt skræppen fra en kvindelig and, der bliver overfuset af to til tre andrikker og bedækket, selv inden hun har nået at få en lille fjer på? Hvorfor gøres der ikke noget ved dette problem? Kan det virkelig være rigtigt, at vi lever i et af verdens rigeste samfund, og så ser man blot igennem fingre med forseelser af så grov en karakter? Velkommen til et fokus på et stort globalt sommerproblem.

Casper Hindse

Hun sætter farten op, fra vraltende over trippende til løbende og baskende. Grunden er, at der har samlet sig et par herrer, der har trukket de grønne hætter over hovedet og opfører sig direkte næbbet. De kommer tættere og tættere på, men ingen gør noget – på trods af at hun febrilsk skræpper op i panik. Jeg sidder i græsset og ser på optrinnet. Skal man gøre noget? Kigger mig omkring. Hvis der overhovedet er nogen i Eventyrhaven i Odense centrum, der gider vende sig om og kigge, så ryster de blot på hovedet og siger: ”Naturen må jo gå sin gang”. Jamen for fanden. Vi taler massevoldtægt ved højlys dag, mennesker! Biolog: Menneskenes skyld Folk, som dem jeg nævnte tidligere, der siger ”naturen må gå sin gang”, er uvidende. I hvert fald hvis man spørger biolog Michael Carlsen: ”Det her er så afgjort et menneskeskabt problem. Hvis vi ville lade være med at fodre ænderne i parkerne, ville der ikke være nogen grund til, at ænder af hunkøn kom der. Hvis disse er gjort gravide, vil de finde et sted, hvor de kan være i fred, men de har også brug for mad og vand, som alle os andre. Det nemmeste er i parker, hvor der bliver givet mad, og BANG, der slår voldtægtsænderne så til,” siger Michael Carlsen. Politiet vil ikke reagere Ringer man til politiet i Odense C, så er devisen klar. ”Det er ikke noget, politiet umiddelbart gør noget ved,” fortæller omstillingen. Hun mener ikke, der er nogen grund til at stille undertegnede igennem til en overordnet. Derimod giver hun røret videre til en mere erfaren rotte, da spørgsmålene tager til. ”Hvis du vil have et konkret svar, så må

du maile spørgsmålene til os, og så er der en uges betænkningstid fra vores side,” siger en politiansat, der ikke mener hans navn er relevant for denne sag. Men hvad så hvis jeg ringer og anmelder, at der lige nu foregår flere massevoldtægter nede i Eventyrhaven? ”Ja, så spørger jeg dig, hvem der er implicerede, og når du så svarer han- og hunænder, så ryster jeg på hovedet og lægger på,” siger den politiansatte. Bør man ikke forbyde fodringer af ænder, når dette kan føre til voldtægt? forsøger jeg. ”Det har jeg aldrig hørt om, farvel”. Voldtægtslinien svarer ikke Det skal ikke slå os ud. Odense Politi affejer simpelthen en bedrevidende. Men næste hurdle bliver af en lidt anden karakter. Ringer man til den direkte linie på Odense Universitetshospital for voldtægtsofre, så tager de ikke telefonen. Lader man den ringe helt ud, starter blot en hyletone i stedet for en viderestilling. Ringer man derimod til hovedlinien, som ligger i Århus, bliver man spurgt, om det er akut eller ej, hvortil jeg må være fair nok til at sige, at nok haster det, men at jeg ikke har været udsat for meget andet end en god lang nats søvn. Senere på dagen bliver jeg imidlertid ringet op og får at vide, at de ansatte ikke må udtale sig, og at deres overordnede ikke er på sin pind i et stykke tid. Men sagen er for vigtig til at stoppe her og efter en længere samtale, er der succes. Jeg får at vide, at hvis jeg ikke bringer nogle navne, kan jeg godt få lidt at vide. Min kilde fortæller mig, at Center for Voldtægtsofre primært er et sted, hvor kvinder, der er blevet voldtaget, kan søge hen og blive undersøgt (de har i øvrigt aldrig haft nogen ænder som klienter). De hyppigste årsager til voldtægter i dagens Danmark kan samles i tre ord: dominans, magt og stress. Voldtægts(m)anden har brug for at bestemme og kan på grund af en stresset livsform komme ud i situationer, hvor voldtægt

får ham til at føle magt hurtigst og lettest. Biolog: Ord fra dyreverdenen Ifølge biolog Michael Carlsen er det også ord, man er bekendt med i dyreverdenen: ”Ord som magt og dominans forekommer hyppigst i dyrefamilier nærmere beslægtet til mennesker, men det er sikkert, at ænder sagtens kan blive stressede og reagere mærkværdigt. For mange mennesker omkring dem på deres territorium kan let hyle dem ud,” siger Michael Carlsen. Anden har for travlt Der skal heller ikke mere end endnu en telefonopringning til, førend en stresset and er fundet. Ringer man til Anders ”Anden” Matthesen får man hans manager, Laura, i røret med følgende besked: ”Jeg må sige, at det bestemt er en humoristisk vinkel, du har der, og det plejer Anders bestemt ikke at være bleg for at udtale sig om. Men for tiden er han simpelthen så stresset og har så mange ting om ørene, at han ikke har tid til sådan noget,” siger Laura Faurschou. Laura Faurschou kan dog ikke oplyse om Anden har en grøn hættetrøje, han tit trækker over hovedet men siger, at ”han går ikke op i tøj på den måde”. Den lader vi hænge lidt i luften. Psykolog: Andrikken i krise ”Mange reagerer aggressivt, når de bliver trængt op i en krog eksempelvis på grund af stress,” siger psykolog Anne Romer, da jeg fortæller hende om de tre ord, jeg fik med fra voldtægtscentret. Hun fortsætter: ”Vi har i dag et samfund, hvor kvinder får bedre og bedre stillinger, og hvor nogle hankøn ikke er helt kan tolerere det. Derfor styres nogle af disse helt klart af deres instinkter. Hvis andrikken ikke er leder, så må han udøve sin magt på en anden måde.” Anne Romer slår dog fast, at de tre ord magt, dominans og stress er en klar forenkling af et alvorligt emne, hvor man ikke kan finde entydige svar, som kan skære alle over én kam. Men at disse tre ord passer perfekt på

andrikkenes adfærd, er hun derimod ikke i tvivl om: ”Logikken der blev væk, fordi andrikken fik smæk! Så enkelt tror jeg, det kan siges,” siger Anne Romer. Man parrer sig ikke i Andeby Ringer man til Anders And og co. får man klar besked: ”Ænderne i Andeby parrer sig slet ikke, men din pointe om, at det er sært, de ikke gør, er da noget jeg vil tage med til næste møde,” siger redaktør for Anders And og co. Martin Blemsted. Men kan grunden til, at Rip, Rap og Rup bor hos deres onkel netop ikke være, at deres andemor blev voldtaget og ikke kunne tage vare på sine børn? ”Det er i hvert fald en ny og interessant teori, men i Andeby opfører ænder sig altså ikke ligeså tøjlesløst, som ænder ude i den virkelige verden gør,” siger Martin Blemsted. Lad os slutte, hvor vi begyndte. I en tætpakket Eventyrhave, hvor unge menneskers forelskede blikke lyser om kap med solens stråler og ølflaskernes glitren. Her hvor alt ånder fred, sprænges trommehinderne endnu engang af et spagt men skingert skrig fra en kvindelig and. Jeg drejer hovedet og overvejer, om jeg skal rejse mig og storme tværs over Eventyrhaven for at placere min næsten tomme ølflaske lige durk op i rumpen på den grønhættede andrik, der sammen med sine kumpaner er i gang med endnu et offer. Det ville han måske lære noget af! Men ak, nej. Biologen sagde jo, at det hele i forvejen var menneskers skyld, så jeg får formodentlig alligevel ingen trutter på næbbet, hvis jeg befrier skønjumfruen. Jeg reciterer stille for mig selv psykolog Anne Romers ord igen og igen: »Logikken der blev væk, da andrikken fik smæk.«

Journalister uden grænser Som stiftere og eneste medlemmer af Journalister Uden Grænser søger Ralf Rortenfryd og Odin H. Johnson at opnå den højst uopnåelige grad af usandheden.

chind07@student.sdu.dk Andefoto: Janusz Leszczynski


Lixen