Issuu on Google+

Musik og journalistik

Universitetsavisen makuleret

- Lixen drak fadøl med freelancere og freeloaders rundt på landets festivaler.

En avisbeduin gør holdt

- Københavns Universitet skrotter kritisk papiravis på grund af ... klimahensyn?

s. 10-11

- Per Knudsen har afsøgt alle journalistikkens hjørner. Nu er han ny fellow på SDU.

s. 13

s. 6-7

LiXEN de studerendes avis ved center for journalistik

www.lixen.dk | 10. årgang | 5. udgave | September 2008

Centerleder søges Med Mylenbergs abdicering kan spillet om hans efterfølger nu gå i gang. Den umiddelbare tronarving Karsten Prinds går ikke med planer om at søge stillingen, og Ulrik Haagerup har ingen oplagte esser i ærmet. Nikolaj Rytgaard KONGEKABALE Troels Mylenberg rejser sig efter to og et halvt år fra chefstolen på Medietorvet. Han skal til at opsnuse politiske historier på Christiansborg for Berlingske Tidende, hvor han starter til oktober. Udspillet ligger nu hos dekanen for det samfundsfaglige fakultet, Jesper Strandskov, der sammen med Styrelsen på Center for Journalistik skal få kabalen om Mylenbergs afløser til at gå op. Formand for Styrelsen

og DR-chef Ulrik Haagerup fortæller, at kalenderbladet godt kan komme til at skrive 2009, før chefstolen har fået en ny ejer. “Kunne vi have nogen klar til november, ville det være fantastisk. Men det er næppe realistisk, fordi der kan være et opsigelsesvarsel (hos en allerede ansat ansøger, red.), der er længere end en måned. Så kommer vi om på den anden side af nytår,” siger Ulrik Haagerup. Journalistisk fyrtårn Haagerup holder pokerface og vil ikke navngive potentielle arvtagere. DRchefen fortæller dog, at han og de andre medlemmer af Styrelsen vil kigge rundt i kortklubben for at finde en afløser i deres netværk. “Man slår stillingen op, og så kunne det være, der var nogen, man kunne finde på at ringe til og høre: ’var det ikke noget for dig?’. Jeg

har da nogen tanker. Der er flere, som kunne være gode bud på en afløser, men vi har ikke en i ærmet, hvor formalia bare skal på plads, og så er det det,” siger Ulrik Haagerup. Dekanen vil nu sammen med Styrelsen formulere et jobopslag, som aspirerende centerledere kan byde ind på. “Vi leder efter én med journalistisk baggrund, som kan profilere uddannelsen internt og udadtil, altså et journalistisk fyrtårn. En der interesserer sig meget for branchen og har forstand på, hvilke strømninger der er i øjeblikket, og hvad der kommer til at ske i fremtiden. En, der har en tæt dialog med og kendskab til branchen internationalt og nationalt. En person, der brænder for at gøre det her vidunderlige fag bedre,” siger Ulrik Haagerup. niryt07@student.sdu.dk

Interview med Troels Mylenberg s. 3

Fotoreportage fra årets rustur s. 8-9

SDU-praktikanter sat på gaden efter aviskrak På sommerens sidste dag blev Nyhedsavisens journalister orienteret om, at avisen lukkede med øjeblikkelig virkning. Selvom det har ligget i luften længere tid, kom det alligevel som et chok. For tre SDU-praktikanter betød det farvel til drømmepraktikpladsen.

Mads Kolby

Nyhedsavisens økonomiske problemer kom for alvor i medierne i juli måned, da avisen ikke kunne fremvise gyldige regnskaber og var truet af konkurs. De fleste troede dog, at krisen var afblæst, da Nyhedsavisen

kunne præsentere nye amerikanske investorer. Men budgetterne viste sig at være for optimistiske, amerikanerne trak sig. Søndag d. 31. august drejede ejerne nøglen om. ”Selvfølgelig har det hængt over os som en sort sky, især hen over sommeren, men vi troede vist alle sammen, at det var drevet over for denne gang,”

siger Elisabeth Hamerik Schwarz, der var gået i seng, da hun fik overbragt den dårlige nyhed. ”Jeg blev ringet op af en kollega, der sagde, at jeg nok lige skulle tjekke min mail. Så mødtes vi alle sammen senere på en bar på Vesterbro. Jeg havde det egentlig ok, men da jeg så de andre, blev jeg lige nødt til at gå udenfor og trække noget luft, og så fik jeg lige stukket et kamera fra Ritzau op i hovedet. Det var ikke så sjovt,” siger Elisabeth Hamerik Schwarz. Heller ikke Jeppe Nybye, der var praktikant på Århus-

redaktionen, forventede at konkursen rent faktisk ville komme. ”Jeg havde troet og håbet på, at det ville gå, men sådan gik det altså ikke. Jeg vil ikke sige, at jeg føler mig snydt, men jeg har fået en erfaring, og nu kan jeg sige, at jeg var med på Nyhedsavisen. Det er jeg glad for, at jeg har prøvet,” fortæller Jeppe Nybye. Kalkuleret risiko Rasmus Mark Pedersen overvejede risikoen for en konkurs, før han skrev under på praktikkontrakten. Men trods historierne

om finansielle problemer var han overbevist om, at Nyhedsavisen var det rette valg. ”Det har været den mest fantastiske måned i mit liv. Det har været fantastisk at være en del af det her projekt, og hvis jeg kunne, ville jeg anbefale alle at tage i praktik på Nyhedsavisen, men det bliver af gode grunde ikke til noget,” siger han: Heller ikke Elisabeth Hamerik Schwarz fortryder valget: ”Aldrig i livet. Jeg fortryder ikke, at jeg sagde ja til Nyhedsavisen,” fortæller

hun: ”Jeg kommer aldrig til at fortryde at have været en del af det her avisprojekt. Det er for mig at se det bedste, der er sket i den danske mediebranche i mange år, og det er synd og skam, at det er gået, som det er gået.” Hvad så nu? For Elisabeth Hamerik Schwarz kan konkursen få alvorlige personlige konsekvenser. Hun er netop blevet gift med sin Sydafrikanske kæreste,

...fortsættes på s. 14


02 | Intern

September 2008 | LixEN

Leder

“Hvis folk vil have, at jeg skal være en stor kliche, så skal jeg fandeme give dem kliche. Skal det hele gå op i Jack Daniels, så lad det da det”

Velkommen til... En sommer er gået, og både SDU og Lixen slår dørene op, armene ud og byder en dugfrisk årgang og nye undervisere velkommen på Medietorvet. Mens nye ansigter kommer til, søger kendte ansigter mod nye græsgange. Center for Journalistiks leder gennem de sidste tre år Troels Mylenberg har besluttet, at han vil ud at bide skeer med de folkevalgte på Christiansborg. Gættelegen om hvem der skal overtage posten er allerede skudt i gang. Vi på redaktionen vil heller ikke holde os tilbage fra at smide endnu et gæt i kandidathatten: Jens Olaf Jersild. Jersild kender uddannelsen indefra gennem sit fellowship tilbage i 2006. To år er gået siden da, men det har ikke holdt ham tilbage fra at vise sit glade ansigt i Odense, når han kunne få lejligheden. Således var han både med til centerets 10-års fødselsdag og revyen på Badstuen. Jersilds kvalifikationer rammer også profilen på en ny centerleder tæt på bulls eye. Han er et kendt ansigt, der kan sælge og profilere uddannelsen. Han har et skarpt intellekt, en god forståelse for branchen, og så er han en principfast og idealistisk mand, der brænder for journalistikken. Hans største force er måske, at han er en så afholdt person på Medietorvet. Der er ingen tvivl om, at både studerende, undervisere og resten af staben ville kysse Jersilds skaldede pande, hvis han overtog Mylenbergs stol. Spørgsmålet er dog, om manden med tsunami-talestrømmen har lyst til at indtage Syddansk Universitet.

Nyhedsavisen: en sejrende dødssejler Hvem vi kan sige goddag til i Odense, ved vi sandsynligvis først i det nye år. Til gengæld blev det søndag d. 31. august offentliggjort, at Danmark kan sige endeligt farvel til Nyhedsavisen. Det var et prisværdigt projekt, der blev søsat for knap to år siden. Danskerne ville få en strøm af nyheder, information og oplysning direkte ind ad brevsprækken – ganske gratis. Kvaliteten blev der heller ikke skortet på. Ud med voldtagne, vindtørre Ritzau-telegrammer og ind med en hær af unge journalister. Det var en dynamisk dynamitbombe, der ramte avismarkedet, og jublen ville ingen ende tage ude i de nye lokaler på Holmen. “Dødssejler,” lød det til gengæld vrissent fra de store medier, som kort efter gik til modangreb og panisk spyttede gratisaviser ud over de danske bus- og togstationer. De etablerede giganter rystede i bukserne. Nu vrider de sig i hænderne, og skadefryden blomstrer. “Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg er svært tilfreds med, at de er lukkede,” udtalte Metroxpress’ direktør til Journalisten kort efter lukningen. Men faktum er, at Nyhedsavisen både har sejret og tabt. Sejret som den mest læste avis i Danmark. Det må man kalde et altoverskyggende kvalitetsstempel på en veltrimmet og original journalistik. Den har sejret med kreativitet og nye ideer på et førhen grånet, fastgroet mediemarked. Et marked som de har fået rusket og rykket ved.

BTs rockpapa Steffen Jungersen puster sig op under bøgetræerne på side 11

“Hans sprog bevæger sig adstadigt frem som en æselkaravane i en stjerneløs nat” Poetisk portræt af Center for Journalistiks nye fellow Per Knudsen på side 5-7

“Center for Journalistiks nye journalistaspiranter spillede op til bondebal, pløjede

Medieluderen i bund og smed klunset i en sand renselsesproces” Rusinferno på side 8-9

“Zigzaggende

junkie-couture starfuckers

med øjenvipper så lange som eftermiddagen sender stjålne blikke mod mediemekkaet i Tuborg-baren” Lixen besøgte den forjættede Medieby på Roskilde festival. Bæl en bajer og læs mere på side 10

“På en måde kan man da godt være lidt stolt over, at

de store aviser føler trang til at danse på vores grav. Det må betyde, at vi har været en reel trussel for dem” Fyret praktikant på Nyhedsavisen holder hovedet højt. Læs om Nyhedsavisens sidste timer på side 14

Men den tabte på økonomien. Optimisme blev til jubeloptimisme, og man tabte den økonomiske realitetssans. Nu er Nyhedsavisen overgået til de evige pressemarker, og tilbage står læren om, at gratis nyheder til folket er en smuk tanke, men en dårlig forretning.

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, skrevet af de studerende til de studerende. Avisen udkommer otte gange om året i 800 eksemplarer og bliver distribueret til journaliststuderende og medievirksomheder i Danmark. Lixen Campusvej 55 5220 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk

Tryk: Provinstrykkeriet A/S Vordingborg

Forsidefotos: Johan B. W. Andersen, Nikolaj Rytgaard, Camilla Stephan, Roskilde Festival

Ansvarhavende redaktør i dette nummer: Mads Kolby


LixEN | September 2008

Intern | 03

Da Mylenberg fik skrivekløe Troels Mylenberg vil tilbage til pressens roterende hamsterhjul og få tryksværte under neglene. Han smider derfor centerlederklæderne og trækker i Berlingskes blå arbejdstøj på Christiansborgredaktionen. Han håber dog på at komme tilbage til SDU’s auditorier og sætte sit sorte fingeraftryk på fremtidens journalister.

Nikolaj Rytgaard

INTERVIEW Efter 5 år væk fra skrivemaskinen sætter Troels Mylenberg sig nu ned ved tastaturet, knækker fingrene som en anden koncertpianist og gør sig klar til livet som skriverkarl. Når bleskift og barsel er overstået til oktober, starter han som menigt medlem af den Christiansborgredaktion, han stoppede på for 10 år siden. “Det er ikke et fravalg af SDU. Det er et tilvalg af journalistikken. Jeg har altid vidst, at jeg på et eller andet tidspunkt ville tilbage til maskinrummet. Det er ikke et forsøg på at gøre karriere, men et forsøg på gerne at ville lave journalistik,” siger Troels Mylenberg. Han fortæller, at han gennem sine år som højskoleforstander og centerleder

løbende har holdt telefonlinjen til Berlingske Tidende lun. Nu var tiden så inde til at gå linen ud og gøre alvor af de varme kontakter. “Vi har talt sammen jævnligt, og det har så materialiseret sig i noget konkret. Nu var tilbuddet der. Det var ikke sikkert, jeg havde fået det, hvis jeg havde sagt, at det først skulle være om to eller tre år.” Vil stadig undervise Selvom arbejdsadressen rykker fra Campusvej til Pilestræde, beholder Troels Mylenberg privaten på Thurø i det sydfynske øhav. Og da han således bliver i nabolaget, håber han at få lov til at gøre momentvise pitstops i Odense for at undervise de nye journalistårgange på SDU. “Hvis nogen kan bruge mig, vil jeg rigtig gerne stadigvæk undervise og være med til at udvikle nogle ting, for det er vitterligt ikke noget, der handler om, at jeg gerne

vil væk fra SDU. Det var en pludselig opstået mulighed, som jeg kom til at gribe, og så håber jeg ikke, jeg har været dum ved at gøre det,” siger han og henviser til sin karrieremæssige zig-zaggen: “De valg, jeg har truffet i mit arbejdsliv, har været præget af ikke at have nogen planer om at skulle i en eller anden særlig retning. Jeg har aldrig nogensinde drømt om at blive chef, men det blev jeg så. Jeg blev journalist for at være journalist. Det er det, jeg tager konsekvensen af nu.” Lad lysten brænde Én ting tager han med sig fra universitetets rustne rammer og ud i den virkelige verden, og det er den altædende appetit på journalistikken, som han ser de studerende bære rundt på. “Der er noget enormt motiverende ved det engagement, som folk på vej ind i branchen har. Det er kontrastfyldt i forhold til, hvad man kan opleve ude i det rigtige journalistarbejdsliv. Meget tit er folk trætte, småsure og mavesure. Hos de studerende oplever man en enorm

begejstring for faget og en glæde ved at få lov til at være journalister. En begejstring hvor man tror på, at tingene godt kan lade sig gøre. Man skal bare være vedholdende og have gnisten til at få de gode ideer. Det håber jeg, at jeg evner at tage med.” Så længe man som journalist holder gnisten tændt, bliver man en journalist, der brænder igennem spalterne, mener Mylenberg. “Noget af det bedste journalistik, jeg nogensinde har læst, er det, jeg har læst på SDU. Det siger en del om, hvor stor en del af det her fag, der handler om at have lysten og begejstringen. Så skal man selvfølgelig lære en masse ting, men man kommer satme langt med motivation og engagement,” slutter Berlingskes kommende skriverkarl. niryt07@student.sdu.dk

Hvem overtager Medietorvet? Lixen har bedt chefredaktøren på Journalisten og Mediawatch.dk vurdere, hvem der ville passe på profilen som den nye leder af Center for Journalistik. Studienævnsrepræsentanten giver også sit bud set fra de studerendes synspunkt. Læs forslagene på “den nye Mylenberg“ her. Jakob Elkjær, chefredaktør på Journalisten Jeg ved ikke, hvem der ville kunne finde på at søge, men jeg vil godt give nogle bud på den type af navne, der kunne matche profilen: Annette Claudi: forbrugerredaktør på Politiken. Hun har en stor viden om medieverdenen fra sin tid som fremragende redaktør på fagbladet Journalisten og redaktionssekretær på TV-Avisen. Klaus Henriksen: Han har en stor viden om uddannelse og efteruddannelse af journalister fra RUC samt diverse kurser i blandt andet DR-regi. Tidligere chef for Københavns Radio. Michael Bjerre: En af de Berlingske-journalister som Frank Grevil lækkede til, og som har dækket sagen fremragende. Med rette prisbelønnet og glimrende søndagsredaktør. Han har ingen uddannelseserfaring, men vil kunne blive støttet op af den nuværende studieleder. Pernille Tranberg: Redaktør på Tænk og tidligere journalist ved Politiken. Hun er samtidig lidenskabelig debattør i forhold til presseetik og ligestilling.

Ole Nørskov, chefredaktør på Mediawatch.dk

Kristian Aaskov Nielsen, de studerendes repræsentant i Studienævnet

Problemet med stillingen er, at lønnen nok er for lav til, at man kan tiltrække folk fra det absolutte toplag. Jeg gætter dog på, at man trods alt kan finde en dygtig dagbladsjournalist med en vis portion ledererfaring - og gerne én som er kendt fra tv. Et godt bud på en profil er Jes Stein Pedersen, som opfylder alle krav: Han er akademiker (uddannet cand. phil i samfundsfag), han har været redaktør ad et par omgange, og han har været eksponeret på DR2 - hvor han sikkert har mødt Ulrik Haagerup. Jeg aner ikke, om Jes Stein Pedersen er interesseret, men profilen sidder i øjet. To andre helt oplagte bud er Gitte Rabøl og Mette Davidsen-Nielsen. Sidstnævnte kender endda SDU, fordi hun sidste år modtog Det Journalistiske Fellowship. Hun er cand com’er - så den akademiske baggrund er i orden, og så har hun masser af ledererfaring fra tiden som chef på DR2. Eneste spørgsmål er, om hun gider. Både Rabøl og Davidsen-Nielsen ville være scoops for SDU.

En ny Centerleder skal bevare og videreudvikle den profil Center for Journalistik har fået under Mylenbergs ledelse. Samtidigt står vi foran den udfordring at få etableret journalistuddannelsen nedadtil. Vi er anerkendt i branchen, men ikke hos ungdomsuddannelserne, hvor DJH stadig er den eneste uddannelse. Med det i baghovedet ville Michael Kamper være et spændende bud. Med en fortid som studievært er profilen i orden. Derudover har han formået at flytte Jyske Vestkysten til stor tilfredsstillelse for de regionale læsere. Spørgsmålet er bare, om ikke redaktørstolen klæber for meget om ballerne i Esbjerg. Et andet bud er rektor for Mediehøjskolen, AnneMarie Wivel. I perioden som rektor har hun udviklet Mediehøjskolen med flere uddannelser og senest fusioneret med DJH. Hendes erfaring med uddannelsessystemet er en klar fordel.


September 2008 | LixEN

04 | Intern

Sig hej til din nye underviser

Privatfoto

Foto: Morten Groth Schärfe

Foto: TV2 Øst

Karen Sass - ny underviser på tv-semestret

Jacob Gjerman Vestergaard - ny underviser for hold B på 1. semester

Cathrin Tromborg - ny underviser for hold C på 1. semester

Alder: 40 Børn: to stk. på 10 og 13 Bopæl: Odense

Alder: 40 Børn: to stk. på 8 og 10 år Bopæl: Odense

Alder: 35 Børn: to stk. på 1 og 4 år. Bopæl: Jelling

Journalistisk baggrund: Uddannet fra DJH 1994. Har arbejdet med tv, siden hun blev færdiguddannet. Først på et mindre produktionsselskab og sidenhen på DR. De første år lavede hun mest nyheder, men senere hen har det været mere bløde udsendelser og indslag. På en del af de blødere programmer har hun været redaktør. I forbindelse med sit arbejde på TV Avisen har hun også produceret regionalradio og har dermed en del erfaring med at arbejde flermedielt. Har desuden været praktikantvejleder for DR.

Journalistisk baggrund: Uddannet fra DJH i 1996. Herefter ansat i 10 år på Fyens Stiftstidende, hvor han blandt andet har været leder af kriminalredaktionen og souschef på erhvervsredaktionen. Derudover fungerede han i en periode også som praktikvejleder. Efter tiden på Fyens Stiftstidende ansat et års tid som redaktør på Nyhedsavisens Odense-redaktion. Nu er han selvstændig med eget freelance- og kommunikationsfirma, hvor han arbejder samtidig med to undervisningsjobs; Det ene på SDU, det andet på Center for Offentlig Kompetenceudvikling.

Journalistisk baggrund: Uddannet fra DJH 1999. Tilbragte de første to år af sit journalistiske liv på Berlingske Tidendes sportsredaktion - dels som redaktionssekretær dels som reporter. Herefter vært og reporter på DR Sporten med håndbold som speciale. Seneste ansat som studievært på TV2 Øst. Arbejder ved siden af undervisningsjobbet på SDU også som freelancejournalist.

Hvilke forventninger har du til jobbet som underviser? ”Det, jeg synes er godt ved at undervise, er, at man bliver mindet om, hvorfor man egentlig blev journalist. Man har med journalistikken i sin reneste form at gøre. Jeg glæder mig til at møde de studerende, som jo har en meget frisk tilgang til faget. Det bliver sjovt at dele min erfaring og viden med nogle andre.” Hvad kan du qua din journalistiske baggrund bidrage med til de journaliststuderende? ”Jeg ved meget om at lave fjernsyn og det at fortælle den gode historie i billeder – at visualisere tingene. Når man arbejder meget med radio og tv, bliver man ligeledes god til at være skarp med sit sprog, fordi det er så korte formater, man beskæftiger sig med.” Hvordan er den gode journaliststuderende? ”Flittig og modig. Det handler meget om at være modig. Det er i studietiden, man skal eksperimentere, og jeg synes også, at man engang imellem skal belønne eksperimentet. Man skal nogle gange gøre noget andet end det, alle de andre gør.” Har du et journalistisk forbillede? ”Jeg vil ikke sige et forbillede, men jeg har en, som jeg synes, man kan lære meget af. Det er Tine Götzche, som nu er på DR Udland. Hun formår at stille de spørgsmål, som man selv som seer sidder og brænder inde med, samtidig med at hun er god til at summere op, så hun dermed får gjort tingene let forståelige. Så er hun også helt nede på jorden og har en eller anden god folkelig charme.” Hvad ser du helst i tv? ”Jeg har et stort behov for at se nyheder i tv. Men hvis jeg skal hygge mig med mine to drenge, kunne det være Zulu Djævleræs, The Simpsons, Mandrillen og Angora, fordi vi alle synes, det er sjovt .”

Hvilke forventninger har du til jobbet som underviser? “Jeg forventer at få noget undervisningserfaring og få et endnu større netværk i branchen. Og så glæder jeg mig til at møde nogle optimistiske, unge mennesker, der er på vej ind i en branche, som er en hel livsstil.” Hvad kan du qua din journalistiske baggrund bidrage med til de journaliststuderende? “Jeg kan give de studerende erfaringer og historier fra praksis. Jeg tror også, at jeg er tillidsskabende og vil gerne have et forum, hvor de studerende tør ’vælte’. Det er i studietiden, man skal prøve sig selv af. Man skal nok blive strømlinet, når først man kommer ud som rigtig journalist.” Hvordan er den gode journaliststuderende? “Nysgerrig og modig. Man skal turde gå ud og skabe kontakter. Det nytter ikke at sidde og være den stille pige. Og så skal man selvfølgelig have kritisk sans, men det tror jeg nu også, at folk har.” Har du et journalistisk forbillede? “Nej, det har jeg ikke rigtigt. Hvis jeg har, er det ikke nogle meget kendte. Så er det mere kolleger, jeg har mødt på min vej, som for eksempel er rigtig gode til at samarbejde, og som yder et godt stykke arbejde i hverdagen.” Din egen mest spændende opgave som journalist? “Jeg er en gang blevet kaldt ’dit dumme svin, du har ødelagt min familie’ af en folketingspolitiker. Jeg havde selvfølgelig ikke ødelagt hans liv. Det havde han selv sørget for. Jeg havde bare skrevet om, hvordan han havde misbrugt nogle kontakter, han havde i retsudvalget i forhold til sin søn, som var inde for fængselsvæsenet. Det var rystende at opleve, men også spændende fagligt set, at man kan sætte så store svingninger i gang. Vi skal være klar over, hvor stor magt vi som journalister har.”

Hvilke forventninger har du til jobbet som underviser? ”Jeg forventer at blive udfordret. Jeg håber, at det er nogle krævende studerende, som forlanger noget af mig, og som kan stille en masse spørgsmål, der også kan få mig til at tænke over en masse ting.” Hvad kan du qua din journalistiske baggrund bidrage med til de journaliststuderende? ”Jeg kan bidrage med, at jeg kommer ude fra den virkelige verden, og det tror jeg er meget vigtigt, at der også er nogle der gør. Det er godt med en blanding af folk, der kun underviser og så nogle, der kommer ude fra den virkelige verden. Jeg kan og vil meget gerne bidrage med mine egne journalistiske erfaringer.” Betyder det noget for dig, at dit nye job er netop på SDU og ikke en af de andre journalistuddannelser? ”Nej, det vil jeg ikke sige. Men SDU har et rigtigt godt ry i branchen, og det er jer, der har den bredeste uddannelse. På TV2 Øst har vi haft rigtig mange praktikanter fra SDU, som vi har været helt vildt glade for.” Hvordan er den gode journaliststuderende? ”Man skal være engageret både i forhold til sit fag, journalistikken, men også i forhold til undervisningen. Man må også gerne være initiativrig, og så skal man være flittig og lave noget.” Din egen mest spændende opgave som journalist? ”Da jeg var nede og dække OL i Sydney og så en dokumentar, jeg har lavet om Anja Andersen, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid sammen med hende i et helt år. Jeg var bl.a. med nede, da hun forhandlede med Bojana Popovic midt om natten på et skummelt hotel inde midt i Montenegro.”

Jannie Iwankow Søgaard

jsoeg07@student.sdu.dk


LixEN | September 2008

Portræt af årgang 2008 Endnu en sommer er gået, og nok en ny årgang journaliststuderende er tjekket ind på Syddansk Universitet. Lixen maler her et portræt af den nye årgang. Er du netop startet med at læse journalistik i Odense, så er du sandsynligvis omkring 21 år, hælder lidt over to kopper kaffe i kroppen dagligt og læser Politiken. Du stemmer på venstrefløjen og kipper med flaget, når der skal diskuteres politik. Din yndlingsfarve er blå, og dit hår er lyst. Sådan tegner billedet af årgang ’08 sig, når tallene lægges sammen. 63 nye studerende har deltaget i undersøgelsen, og her er 27 af hankøn og 36 af hunkøn. De nærmere detaljer kan du læse mere om her på siden. /redaktionen

Intern | 05

FARMER Årgang ’08 i bondeklæder foreviget til rusturens afslutningsfest Foto: Johan B.W. Andersen Alder: 18: 2% 19: 5% 20: 16% 21: 27% 22: 22% 23: 18% 24: 5% 25: 3% 30: 2%

Søgte du ind på DJH? Ja: 76% Nej: 24% Hvis ja, kom du ind? Ja: 58% Nej: 42%

Hvor mange kopper kaffe drikker du om dagen? 0: 28% 1: 19% 2: 14% 3: 14% 4: 10% 5: 3% 6: 5% 7: 2% 10: 5% Gennemsnit: 2,32 kopper

Har du været på journalistisk højskole inden? Ja: 52% Nej: 48%

Har du læst mere end et år på en akademisk uddannelse? Ja: 11% Nej: 89%

Hvad stemte du ved sidste folketingsvalg? SF: 33% Radikale: 21% Socialdemokraterne: 16% Konservative: 14% Tidl. Ny Alliance: 8% Venstre: 5% Enhedslisten: 3% Dansk Folkeparti: 0%

Har dine forældre akademisk baggrund? Ja: 33% Nej: 67%

Fordelt på højrevenstre-fløj: Venstrefløj: 73% Højrefløj: 27%

Interesserer du dig for sladder? Ja: 52% Nej: 48%

Interesserer du dig for politik? Ja: 98% Nej: 2%

Har du dårlig humor? Ja: 42% Nej: 58%

Er der journalister i din nære familie? Ja: 8% Nej: 92% Hvilken avis læser du oftest? 1. Politiken 2. Jyllands-Posten 3. Berlingske Tidende 4. BT 5. Fyens Stiftstidende 5. Information 7. Nyhedsavisen 8. Ekstra Bladet 8. Kristeligt Dagblad 8. MetroXpress 8. New York Times Hvilken hårfarve beskriver bedst dit hår? Blond: 49% Mørk: 41% Rød: 10%

Studerende skal ikke aflægge løfte Det bliver ikke de studerende på Center for Journalistik, der kommer til at aflægge journalistløftet, som det ellers var ventet af mange. Noget overraskende for løftets initiativtager skal det i stedet være et ‘studiets kodeks’.

Steen A. Jørgenssen

JOURNALISTLØFTET Nu skulle den være helt aflivet. Myten om at de

studerende på Center for Journalistik med højre hånd hævet skal aflægge et journalistløfte. I stedet bliver der tale om et løfte, uddannelsen afgiver over for de studerende og samfundet. Det blev besluttet på Styrelsen for Center for Journalistiks møde i juni. Men ifølge afgående centerleder Troels Mylenberg har det aldrig været meningen, at de studerende skulle aflægge et løfte: “Den ide er simpelthen en skrøne, som vi aldrig var

dygtige nok til at få manet til jorden,“ forklarer han. Tovholder overrasket Tidligere fellow Mette Davidsen-Nielsen var tovholder og initiativtager til projektet, men har ikke været med til at bestemme, hvordan journalistløftet skal tages i brug på SDU: “Det er nyt for mig, at det skal gælde studiet og ikke den enkelte studerende. Jeg så løftet som noget for den studerende selv. Noget man kunne bruge til at holde fast i sin journalistik.“ Så implementeringen strider imod det, du selv

håbede, at journalistløftet skulle bruges til? “Det strider ikke imod. Det er bare nyt for mig, at det skal bruges på denne måde,“ siger Mette Davidsen-Nielsen, der nu håber, at løftet kan fungere som et pejlemærke for nye studerende, der søger mod SDU. Varm luft i en kold tid Journalistløftet blev til som et samarbejde mellem Mette Davidsen-Nielsen, studerende og branchefolk. Den endelige ordlyd blev afsløret her i Lixen og

senere i Berlingske Tidende i kronikken ‘Varm luft i en kold tid,’ skrevet af Mette Davidsen-Nielsen og Troels Mylenberg. I kronikken fremgik det, at “et journalistløfte skal være et, den enkelte indgår med sig selv…“ Troels Mylenberg, bliver løftet ikke skubbet længere væk fra den enkelte studerende nu? “Nej, overhovedet ikke. Tværtimod bliver det mere forpligtigende.“ Hvordan bliver det forpligtigende? “Det er jo op til den

enkelte studerende at vælge uddannelse efter hvilke idealer, man vil leve efter,“ siger Mylenberg. Løftet hugget i granit Løftet bliver nu indgraveret i en plakette, der sættes op på Medietorvet. Den idé møder Mette Davidsen-Nielsen en smule afventende: “Der er selvfølgelig noget helt grundlæggende i løftet, men jeg ville gerne kunne ændre i løftet løbende.“ Kunne man skære det ud i pap? “Ja, det var måske måden at gøre det på.“


06 | Profil

September 2008 | LixEN

Avisbeduinens gennemrejse Tilfældet har et godt øje til Per Knudsen. Til gengæld har han et særligt øre for tilfældets musik. Hånd i hånd har de to redet gennem avisbranchens måneløse nat i over 30 år. Med saddeltaskerne stoppet med idealer og holdninger. Nu åbner han sin krambod på Medietorvet.

Mikkel Vuorela

Da Per Knudsen mødte på arbejde den lørdag morgen i 1993, blev han mødt af et overraskende syn. I gården inde i Store Kongensgade havde en hel flok mennesker samlet sig. Viftende med deres 20-kroner. ”Har i flere aviser liggende derinde?” spurgte de. Og Per Knudsen gik gennem mængden, ind på Informations redaktion. Telefonerne kimede. Fra hele landet ringede bladsælgere for at bestille flere eksemplarer af Information. Uden held. ”Nå, men har I så mulighed for at sende nogle eksemplarer til på mandag? Alle ville have et eksemplar af Information den dag. Aldrig havde de oplevet lignende derinde på redaktionen. Og det var Per Knudsens fortjeneste. ”Det var en fantastisk oplevelse,” siger Per Knudsen i dag, når han tænker tilbage på den lørdag i 1993, hvor Information stjal al opmærksomheden. Tamilrapporten. Det var den, alle snakkede om. Den tonstunge tamilrapport var udkommet i en folkeudgave dagen forinden. Et par hundrede sider der forklarede, hvordan 5-6000 tamilske flygtninge og deres familiesammenføringer var blevet fejet ind under et støvet gulvtæppe på Christiansborg. Et gulvtæppe der blev flået bort af netop denne rapport. Og rapporten nøjedes ikke med at fjerne tæppet over tamilerne. Den rev også tæppet væk under Schlüter-regeringen. Det var altså sprængfarlige sager, som Per Knudsen havde siddet med i hænderne dagen før. Hvordan skulle det behandles? ”Lad os da tage og trykke det hele som et avistillæg,” sagde han. På den måde kunne danskerne selv danne sig et indtryk. ”Så vi fik mobiliseret hele avisen – også alt det administrative personale – til at sidde og skrive ind. Det var ikke noget med at tage det fra et eller andet elektronisk. Man sad simpelthen og skrev ind. Hele denne her rapport i løbet af hele dagen og natten, og Information udkom så næste morgen med folkeudgaven af rapporten som avistillæg. Det skabte virkelig opmærksomhed.” Det hører aldrig op Men selvom det er en mand, der har skabt masser af opmærksomhed omkring dansk journalistik, selvom han har siddet som chefredaktør for både Information og Politiken, så er det ydmygheden selv, jeg møder på Café Sommersko i det indre København. Nydeligt klædt i en lyseblå skjorte, der er stoppet omhyggeligt ned i bukselinningen, kommer han ind, køber en espresso og slår sig ned. Han læner sig ind over bordet mod mig, holder mit blik fikseret med sine brune øjne bag de diskrete briller. Begynder at tale. Lavt, langsomt og udførligt. Tilstedeværelse er ordet. Hans opmærksomhed er her. Nu. Og hans hænder holder hinanden, fingrene samlet i et lille bundt under hagen.

Slipper kun grebet, når han bliver revet rigtigt med. Indtil videre holder han dem i ro. ”Alle journalister kan nok tale med om, at det let kommer til at fylde meget i ens liv, og sådan synes jeg også, det skal være: at man aldrig rigtig holder op med at være journalist. Det ligger ligesom i faget. Det er ikke noget, man bare stempler ud fra, og så holder man op med at være journalist,” siger han. Dét kan han tale med om, Per Knudsen. Siden han stemplede ind på Journalisthøjskolen i de tidlige 70’ere, har han været en del af faget. Og faget en del af ham. Det var dog lige før, han aldrig kom i gang. Da han en dag stod og skulle i praktik, var der ingen pladser at få. Han stod i en blindgyde. Men inden desperationen satte ind, åbnede der sig en sprække i muren foran ham. Børsens daværende chefredaktør Uffe Ellemann-Jensen tilbød ham en plads, og han tog imod. Men det var ikke uden sjælekvaler, for erhvervsstof var ikke lige det, der satte det unge sind i kog. Hans ansættelse varede da også kun få timer, for tilfældets gudinde havde andre planer med Per Knudsen. ”Da jeg så kom hjem på mit kollegieværelse, lå der et brev fra Danmarks Radio om, at jeg havde fået en af deres tre praktikpladser. Jeg ringede så til Uffe Ellemann-Jensen og sagde, at jeg var selvfølgelig meget glad for, at jeg havde fået den praktikplads, men nu var jeg lidt i syv sind. Og så var det han sagde – og det har jeg aldrig glemt ham for: ’Det er dig, det handler om. Vi vil gerne have dig, men hvis du hellere vil have Danmarks Radio, så er det i orden.’ Det synes jeg virkelig var al ære værd at have den indstilling.” Per Knudsen plirrer med øjnene. Ligner en lille glad spurv. Genspejlingen fra vinduet har lagt sig som en lys firkant over den brune iris og danner ligesom en låge, ind bag øjet. Hvis man åbnede den låge ville der flyve en hvid brevdue ud med takkekort til både Uffemanden og skæbnen selv. Men lågen er lukket. Per Knudsen er ikke den rørstrømske type. Mod horisonten Sådan gik det til, at Per Knudsen startede i praktik på DR. Først på Radioavisen og senere på tv, hvor han lavede forbrugerprogrammer: ”Indstillingen var, at man bare skulle kastes ud i det. Så jeg lavede mine egne programmer, og grøn som jeg var, så ville jeg jo nærmest lave en afhandling i løbet af det kvarter. Jeg fyldte alt for meget ind i det. Jeg fik også nogle hårde anmeldelser i begyndelsen.” Tiden i DR var dog kun til låns. Han havde kun fået ansættelse i ni måneder, men skulle bruge 18 for at færdiggøre sin praktik. Og drømmen var at komme på Information,

som dengang havde ry for at være stedet for unge journalister. ”Det var stedet, man havde friheden til at skrive sig ud og bedrive kritisk journalistik. Så jeg løb dem hele tiden på dørene, men de havde selvfølgelig ingen penge, og der var ingen stillinger. Men så igen, tilfældigt nærmest, stod de lige pludselig og manglede en i ni måneder. Og så fik jeg pladsen på Information, som så, kan man sige, viste vejen frem for mig. Som jo selvfølgelig givetvis ville have været en hel anden, hvis jeg var havnet på Børsen ik’?” Per Knudsen fortæller omhyggeligt, og hans sprog bevæger sig adstadigt frem som en æselkaravane i en stjerneløs nat. Ind i mellem gør sprogkaravanen stop, korrigerer retningen for sin færden og genoptager så travet. Lidt på samme måde som hans sprog former sig, har hans vej formet sig gennem journalistikken. Bevæget sig, standset op, sat i gang igen – ikke mod noget bestemt mål, men hele tiden mod horisonten, hvor noget nyt var ved at ske. ”Sådan gælder det jo i både ens professionelle liv og ens private, at der kommer nogle tidspunkter, hvor der lige pludselig bliver lagt nogle linjer ud, og man kan aldrig rigtig vide, hvornår det sker. Det kan være tilfældighederne, der spiller ind.” Ja, måske er det sådan, det hænger sammen. Tilfældet er de småsten, som ens æselkaravane trasker hen ad gennem natten. Her kræver det et særligt opmærksomt øre at høre, hvornår stenene knaser anderledes under æslernes hove – at høre om den nye vej er farbar. Og dette øre har Per Knudsen. Man kan kalde det held, man kan kalde det tilfældighed – men et er sikkert: en sovende mand ville aldrig lægge mærke til det. Idealisten Netop som Per Knudsens praktiktid var ved at ende, lagde tilfældet ny belægning på hans vej. Der blev en stilling ledig som uddannelsesmedarbejder på Information. ”Så spurgte de mig dernede på den her anarkistiske avis: ’Var det ikke noget for dig?’ Og jeg svarede: ’Jeg skal jo tilbage til Journalisthøjskolen.’ ’Hvorfor skal du det?’ spurgte de så.” Han tog jobbet, og efter et år fik han orlov, så han kunne vende tilbage til skolebænken. ”Så jeg har faktisk gennemført den formelle uddannelse, men bagefter vendte jeg tilbage til Information, og det er dér, man kan sige, at hele min journalistiske uddannelse og tankegang er blevet formet. Gennem mødet med alle disse stadig store koryfæer: Lasse Ellegaard, Erik Meier Carlsen, Ejvind Larsen, Jan Stage. Han bliver tavs, blikket svømmer bort et øjeblik. ”…Det var min vej.” Hænderne har løsnet grebet i hinanden, og han piller tænksomt ved sin hud under hagen. Den er lidt løs, for mere end 30 år er

gået siden de vilde dage på Information. Og alderen sætter spor. 70’erne var en tid, hvor der var fuld damp på turbinerne hos avisen i Store Kongensgade. Et kulfyret kraftværk af kreativitet, en vulkan af ord og meninger. Men også idealisme. Og idealismen er også til stede i dag. Her, nu, mens han hiver i sin hængehud: ”Jobbet giver, udover at give en løn, en personlig tilfredsstillelse i form af, at man synes, det er sjovt, og at man også synes, det giver mening, for det synes jeg i høj grad også, det gør. Det er måske en af de ting, man underprioriterer, de idealistiske sider af vores fag. Den funktion medierne har, nemlig at oplyse befolkningen om alt det, der sætter dem i stand til at træffe en beslutning på demokratisk vis, for nu at blive lidt højttravende. Det er en fantastisk vigtig funktion, som man hele tiden må have for øje. Jeg synes det… det er det vigtigste.” Hans hænder har nu sluppet ansigtet, og de lyseblå skjorteærmer flagrer over bordpladen. Skyggeboksning i slowmotion. Den lave stemme hæves. Vi har ramt en nerve. ”Den oplysende funktion, vi har som journalister, den skal vi tage alvorligt og vide, at det er det, der er vores opgave. Lige som en læge skal vide, han er læge og ikke kvaksalver. Ligesom en dommer skal vide, han har en vigtig funktion i et retssamfund og skal dømme efter nogle lovsamlinger. Sådan skal vi vide, hvad vores funktion er i samfundet, og stå vagt om de idealer og de principper, der gælder for vores fag. Også selvom det bliver forstyrret af alle mulige andre udviklinger, og man personligt måske gerne vil være på, eller gerne vil underholde, eller gerne vil tjene mange penge, eller hvad der nu kan være af andre faktorer. Så synes jeg, det er vigtigt, at man har øje for vores grundlæggende funktion.” Det er her hjertet banker. For værdierne, idealerne. Og han har fået rig mulighed for at udøve dem i alle fagets afskygninger. Chefredaktøren Per Knudsens sti er snoet som et flodleje. Han har lavet det hele. Lige fra musikanmeldelser til mediekommentarer. ”Man har jo lyst til hele tiden at udvikle sig ik’? Efter at have været reporter og skrevet fem nyhedsartikler om dagen hver dag, så bliver det på et tidspunkt også sjovt at være med til at lægge de store linjer og påvirke sin avis og sit medie på en anden måde. Fra en redigerende side.” I 1990 var Information i krise. Dampturbinerne kørte på halv styrke, og der var snak om at lave avisen om til et ugemagasin. Det år vendte Lasse Ellegaard tilbage til Information som chefredaktør. Han inviterede Per Knudsen med sig op i toppen som stedfortrædende chefredaktør. Med Lasse og Per som fyrbødere vendte damptrykket tilbage i kedlerne. Men en dag forlod Lasse Ellegaard sin kulskovl, og Per


LixEN | September 2008

Profil| 07

Foto: Camilla Stephan

Knudsen sad alene tilbage på Information. ”Spørgsmålet var så lidt: ’hvad nu?’ Skulle jeg fortsætte efter alle de år stadigvæk på Information? Hvad ville jeg egentlig? Det havde jeg sådan set ikke haft tid til at gøre op med mig selv, før telefonen en dag ringede. Der var en mand i den anden ende af røret, som jeg ikke havde mødt før, der præsenterede sig som Tøger Seidenfaden, som sagde, at de søgte en ny nyhedsredaktør til Politiken. Om jeg var interesseret i at snakke om det?” Karavanen skiftede spor igen. Mod nye horisonter. Efter otte måneder var han udnævnt til journalistisk chefredaktør på Politiken. Dér bestod hans daglige tjans nu i at sørge for, at der kom en avis ud hver dag. Men også i at holde den etiske fane højt. En af de store kæpheste var at give plads til den undersøgende journalistik. Og at adskille nyheder og holdninger så meget som muligt. ”Det, jeg forstår ved journalistik, det er jo, at man begiver sig ud i virkeligheden fordomsfrit, opsøger virkeligheden, opsøger informationer, taler med mennesker, bestræber sig på at beskrive det så præcist som muligt, så tilstræbt objektivt som muligt. Og så videregiver man sine informationer til sine læsere. Så kan de skabe sig en mening om det. Og så kan der også sidde en klummeskribent eller en lederskribent, som så kan skrive meninger. Men hvis det første led i kæden lige pludselig mangler, så har vi et problem. Hvis den undersøgende journalistik, den opsøgende journalistik bliver nedprioriteret, så synes jeg medieejerne og redaktørerne skal gribe ind og sørge for at genskabe balancen.” Per Knudsens saddeltasker er stoppet ud med idealer og idéer om, hvad det vil sige at være rigtig journalist. Hans skyggeboksende hænder deler ud af indholdet. En af lunserne er adresseret til de kommende journalister. De studerende. ”Kom og kæmp for din sag. Sig: ’Det kan godt være, du vil have mig til at skrive endnu en Britney Spears-artikel baseret på et eller andet underlødigt magasin, og bare bevidstløst viderebefordre det stykke underholdning, men jeg synes, det er vigtigt at grave i denne her historie, der er vigtig for vores demokrati.’” Her er ingen smalle steder, det er alvor det her. Dog er det ikke alle, der deler Per Knudsens syn på, hvordan en avis skal se ud. Projekt Ny Avis Som et modangreb på Politikens oplagsdyk lancerede Tøger Seidenfaden i 2006 idéen til en ny type avis, som i grove træk gik ud på at lade nettet tage sig af nyhederne og papiravisen om baggrund, analyse og holdninger. Navnet var Projekt Ny Avis, og Per Knudsen var i mod idéen. ”Hvis man ikke er opmærksom på, at

nyheder og journalistik nødvendigvis er drivkraften for et medie, der udkommer hver 24. time, så risikerer man meget let at ende i noget, der ligner et tidsskrift, der kan være irrelevant.” Han var kort sagt ikke med på idéen. ”Grundlæggende ville jeg fastholde det samme mix, som en avis nu består af. Kortere og længere reportager, baggrund, nyheder, kommentarer. Men man valgte en anden vej, og sådan var det.” Han vil ikke gå i detaljer omkring konflikterne. Det blev, som det blev. Men selvom den tid er lagt bag ham, så kan han ikke lade være med, ligesom i forbifarten, at nævne, at avisen justerede linjen tilbage igen. Nyhederne er igen drivkraften. Han nævner det i små indstik, nærmest som en ubetydelig detalje. Og selvom han prøver at dæmme op for det, træder et veltilfredst smil frem, et smil, han dog hurtigt får kontrol over. Men det er der. Hans mimik siger: ’Jeg havde alligevel ret.’ Han forlod avisen, inden projektet blev søsat – som en konsekvens af uenigheden, og det er ikke til at få ud af ham, hvad han føler omkring den historie. ”Jeg tager gerne ansvar for det, jeg selv har bedrevet, så længe jeg var der, men jeg har sådan set ikke nogen lyst til at være backseat driver og kommentere, hvordan avisens udvikling har været siden.” Beduinen kommer denne vej Man valgte en anden vej, og sådan var det. Og Knudsens karavane rykkede videre. Uden bitterhed i bagagen. Til Politikens forlag, hvor han arbejdede som redaktør på de journalistiske bøger. Men behovet for bevægelse pressede på. ”Altså, jeg synes, det er meget sundt, at man skifter. Det betyder ikke, at alle skift kan være lige lette eller være lige ønskede på det tidspunkt. Men ofte finder man jo ud af, at så lærer man nogle nye ting. Og nu glæder jeg mig meget til at stifte bekendtskab med det mere akademiske og uddannelsesmæssige side af journalistikken via fellowshippet på SDU ik’.” Sådan er det med Per Knudsen. Han er en beduin. En nomade der holder sig i konstant bevægelse. Ind og ud af roller, jobs, rammer. Han trækker sin karavane med sig til nye byer og rundt i alle dens støvede kroge. Men selvom han rykker teltpælene op igen og igen, så har han det samme udstyr med i saddeltaskerne, hvor end han kommer. En klar forestilling om op og ned, rigtigt og forkert. Etikken er hans makker, hans tro. Det næste halve år vil udlægge teksten på Medietorvet på SDU. mikkelvuorela@gmail.com


08 | Rustur

September 2008 | LixEN

BERSERKERGANG Jens Thorborg og Karina Borg Hansen viser warface før et vikingetogt mod barens ølbeholdning.

GASTRONOMI Sophie Bremer i et inferno af æggehvider og sukkermasse.

ATLETIK Entusiastiske sportsfolk i synkron skylning af nakkehvirvlerne.


LixEN | September 2008

Rustur | 09

KICKSTART Steen A. Jørgenssens bodega-alias, Karsten, starter dagen med en Amager-komplet: kaffe, ostemad, Dr. Nielsen og panodil.

Rustur ’08 Tekst: Malte Vuorela og Joanna Vallentin Foto: Stig Østergaard Nielsen og Johan Bertil Winther Andersen Russer: kommer af det latinske depositurus; en førsteårsstuderende, der gennem et introforløb skal aflægge sine bondske og dårlige vaner for derpå lære at begå sig i den akademiske verden. Mange opfatter fejlagtigt rusturen som en undskyldning for blot at gå i hundene for en weekend og lemfældigt pleje sit skørlevned i en bevidstløs dans med sine nye medstuderende. Intet kunne imidlertid ligge længere fra sandheden. 2700 øl, 25 liter sprut on the rocks eller blandet op med 100 liter sodavand og utallige glødende smøger blev i løbet af de fire dage konsumeret af de 63 nye russere i dyrevenlige omgivelser. Og de blev godt hjulpet på vej til et liv i den akademiske verden af 36 velfriserede tutorer. Overgangen fra bondsk brallerhoved til sofistikeret studentico blev taget med forsigtige skridt en fredag formiddag på Medietorvet og udviklede sig senere på weekenden til en heftig træskodans iført overalls og stråhatte. Center for Journalistiks nye journalistaspiranter spillede op til bondebal, pløjede Medieluderen i bund og smed klunset i en sand renselsesproces, før de tirsdag morgen for alvor trådte ind i Syddansk Universitets betongrå auditorier med sorte rander under øjnene, 50 nye venner på Facebook og en helvedes masse forventninger til verdens bedste fag.

GALSKAB Narren fra Nordsjælland, Casper Hindse, i sin glansrolle som Hannibal, Thomas Blachmans mentalt forstyrrede søn.


September 2008 | LixEN

10 | Fokus

Roskilde: Pressen bedre end den bedste reklame Med 6000 pressefolk samlet i Mediebyen er Roskilde Festival Danmarks mest intenst dækkede kulturbegivenhed. Ikke overraskende glæder det festivalledelsen, der uden tøven giver medierne fri entré.

Steen A. Jørgenssen

Foto: Steen A. Jørgenssen

Freelancere, freeloadere og fri fadøl Når festivalfolket skal på græs i Roskilde, kan hele Danmark følge med i hvordan begejstrede skyer af støj spreder budskabet om fest, frisind og musik i lange baner hen over dyrskuepladsen. Lixen var med i den forjættede Medieby for at opleve festen i festen.

KOMMENTAGE Der er omkring 40 grader varmt i journalisternes pressehal. Et halvt hundrede computere summer, mens en fuld pressebesætning forsøger at overdøve Orange Scene med deres tastaturer. Når der skal sendes stof hjem efter koncerterne, er der rift om stjernernes tid, og blandt de mange medierepræsentanter er der en tydelig rangorden: ”Det er en klar fordel at komme fra Mtv,” fortæller Christel Larsson, der står for musikkanalens indhold under selve festivalen. Ud over at forsyne de nordiske Mtv-kanaler med festivalnyheder og interviews, fortæller Christel Larsson, at den primære ide med at installere 20 Mtvansatte og en OB-vogn i Mediebyen er at mingle. ”Kaffe om morgenen – øl om aftenen,” som hun siger. “I skulle kigge forbi

senere i aften, så holder vi en fest.” Vi takker ja og får et stempel med Mtv-logo. Så er der sikret gratis fadøl. 29 tomme fustager fra gårsdagens fest vidner om, at Mtv mener det alvorligt, når de tager på festival. Sexbomb-attitude Det er ingen overraskelse at mingling er nationalsport i Mediebyen. Det grønne område midt i byen er omkranset af en ring af skurvogne, der med små hvide stakitter markerer hvert pladeselskabs territorium. Som fastliggere på en campingplads er det en mærkværdig småborgerlig kontrast til de smarte typer, der sidder bag stakitterne og designerbriller og kigger ud på os andre. Som i en stille strøm glider musikbranchens repræsentanter rundt og hilser på hinanden, mens kindkys og visitkort deles ud med rund hånd. Storm over DR-slottet Samtidig bliver der sovet kongebranderter ud i gårdhaven foran DRs mediecamp. Public Servicekanalen har så meget udstyr med, at de har fået deres egen by i Mediebyen. Som et middelalderslot troner skurvogn på skurvogn op i en højde, der giver hold i nakken. DRs festivalredaktør Jakob Skov lægger hårdt ud: ”Danmarks Radio har en bimlende psykopatisk

dækning,” konstaterer han, mens han peger ud over landskabet – mest markant er sendetårnet med penthouse-studie på toppen. På jorden er der trukket kilometervis af kabler mellem sendevognene. DR sender i alt 70 timer fra festivalen. ”Vi er stoppet med at invitere kunstnere herned,” forklarer Jakob Skov: ”Det har betydet færre skandaler, hvor folk dukker op og brækker sig,” fortsætter han og lader forstå, at den slags var der masser af før i tiden. ”Mediebyen har altid virket lokkende, de første gange, man kan komme herind. Og hvis man er til øl, fisse og gratis drinks, så er det da her, der er mest knald på.” Vi kigger på hinanden og tænker vores, mens Jakob Skov får travlt med at råbe mere eller mindre tømmermændshærgede journalister op. Faretruende mørke skyer nærmer sig, og der ligger udstyr for flere millioner og flyder for åben himmel. Vi takker og lister af. Vagtskifte i wonderland Efter mørkets frembrud har der været vagtskifte i Mediebyen. Væk er de mange travle ansigter, og ind er kommet tørstige, glade mennesker med pastelfarvede kasketter, veltrimmede overskæg og hornbriller. Freelancere og

freeloadere. Fadøllen flyder. Zigzaggende junkie-couture starfuckers med øjenvipper så lange som eftermiddagen sender stjålne blikke mod mediemekkaet i Tuborgbaren. Folk står ufatteligt tæt. Brigaden af DRs ungdomsværter er her - iført spraglet tøj og Vesterbroattitude. Troels Abrahamsen fra Veto bag sit fuldskæg og et plastickrus. D.A.D-drengene hænger i baren. Saybia, Simpson, P1, P3 og P4. Selv et obskurt sømandsorkester har fundet vej ind til dette Simon Kvamm-land. Kære venner, Mediebyen er et ’Øjne i Natten’ostebord, og der er uendelig gorgonzola. Fra baren brager den gode stemning ud som radiobølger fra en sovjetisk sendemast og lader alle tvivlere forstå, hvordan håret skal sidde, hvis man er noget ved musikken. Hvor er den anden? Kun et opkast derfra står Michael Kristiansen og fulder sig. Mogensen er ingen steder at se. Det står hurtigt klart, at Anders Foghs tidligere spindoktor er her for musikkens skyld. Men Mediebyen er nu heller ikke værst: ”Der er intet i vejen med det udenfor, men jeg gider sgu ikke ligge i det lort længere,” siger han. Han mener dog, at Mediebyen har mistet noget af den charme, dens eksklusivitet tilskrev den:

”Alle kan komme ind nu,” argumenterer han: ”Selv I er her jo!” Mtv-teltet buldrer og brager, og vi har fri adgang. Lixens udsendte lander i baren sekunder før Kasper Eistrup. Spruttende giver fadølsanlægget op samtidig med at Kashmir-manden tager den sidste øl. Fordømt! Det er absolut sidste gang Kasper Eistrup får en forlomme i en øl-kø. Fem-stjernet morgenbrandert Vores odyssé gennem Mediebyen ender i en blanding af blodsprængte øjne og flygtige bekendtskaber, i det vi på vaklende ben kæmper os mod det lysende inferno fra Chemical Brothers. Mtv fik baren op at stå, og Lixens udsendte fik som fortjent. Mens hele festivalen har stået på, har dyreskuepladsen under vores fødder skinnet igennem i det show, der hedder Mediebyen. Efter festivalen, mandag morgen er glansen gået af medieludernes bordel, der ligger tilbage, brugt som et voldtaget John Mogensennummer til halbal i Hårlev. Slut med starfuckeri og stiletter. I morgensolens lys er vandaler i gang med at stjæle Mtvs sofaer, og Roskilde Festivalen har langt om længe indhentet Mediebyen. stejo07@student.sdu.dk makol07@student.sdu.dk

Roskilde Festivals talsmand Esben Danielsen er begejstret over den enorme mediedækning dette års festival fik. En dækning, han ikke mener, kan købes for penge: ”Det er den bedste formidling, vi kan forestille os, at få fortalt historien om gode oplevelser på festivalen. Den omtale får vi ved at åbne os for så mange journalister som muligt. Det er en dækning, som ikke engang den dyreste reklamekampagne kan toppe,” siger han. I år havde næsten 6000 pressefolk akkreditering på Roskilde Festival, og selvom det ikke er et unormalt højt tal, har mediedækningen ifølge talsmanden været mere intens end nogensinde før. Esben Danielsen forklarer: ”Vi har en speciel tilgang til medier, hvor vi forsøger at give så mange som muligt adgang. På den måde kommer vi helt ud i nicherne, og så er det uvedkommende, om akkrediteringen er givet til et lille finsk website, der udelukkende beskæftiger sig med elektronisk musik, eller om den er givet til de brede medier som Politiken eller DR.” Er det Roskilde, der udnytter pressen eller er det pressen, der udnytter Roskilde? ”Jah, jeg tror, det er en symbiose. Vi nyder godt, det er der ingen tvivl om, men samtidig får webmedierne kraftig trafik via festivaldækningen.” Kommer vi til at se flere journalister på Roskilde Festival næste år? ”Vi har simpelthen ikke plads til flere journalister. Rent praktisk har vi nået vores fulde kapacitet, så jeg tror, det har fundet sit leje på omkring 6000 pressefolk på festivalen,” slutter Esben Danielsen.


LixEN | September 2008

Fokus | 11

Redaktøren af Brænd for musikken, skriv skråsikkert, før dig frem og gå efter Gaffa. Sådan kom versene til at lyde, da Lixen bød op til jamsession med BTs rockpapa Steffen Jungersen under bøgetræerne til Skanderborg Festival. Fire gode refræner at kunne udenad hvis du vil være musikanmelder.

Nikolaj Rytgaard Malte Vuorela

INTERVIEW Det var ikke nødvendigt at sige “det er mig med rosen” i telefonen, inden vi skulle på blind date med BT’s rockanmelder Steffen Jungersen i Danmarks smukkeste pressetelt. Lixens udsendte spotter hurtigt vores mand, og det obligatoriske elevatorblik efterlader ingen tvivl om, at vi har hooket op med en af rockjournalistikkens tunge drenge. Jungersens look er sort som det mørkeste riff i et Rammstein-nummer. På toppen vipper en sort Capone-hat som taget ud af 30ernes Chicago. I ansigtet leder det gråsprængte gedebukkeskæg ned til de mange Rolling Stoneshalssmykker, der hænger som et ludergardin i åbningen af den nedknappede skjorte. Bag rockgenrens svar på blingbling kigger Motorheads logo frem fra den forvaskede t-shirt. Den brede bule under t-shirten fortæller os, at bunden af Jungersens kostpyramide nok ikke blot består af havre og hyldeblomst. Og til slut når elevatorturen til bunds ved de slidte cowboystøvler for enden af de sorte bukser, der bliver den dystre outro på det sorte look. Og det sorte har også ramt Jungersens sind, da vi møder ham netop tilbagevendt fra

Otto Brandenburgs Galla Memorial. Han svinger slagtehammeren. Og han svinger den hårdt. “Sådan en Nettoekspedient af en drengerøv som Rasmus Nøhr kan sgu da ikke synge Brandenburg. Det skal for fanden synges af en med noget hår på brystet.” Så er tonen slået an. Med fuld spade og altædende distortion. Det er mig, der har ret Vi skruer ned for volumen og sætter os for at få en snak om arbejdet som musikanmelder. Jungersen finder sine Lucky Strikes

Sådan en Nettoekspedient af en drengerøv som Rasmus Nøhr... frem. I hard box, selvfølgelig. Sipper af sin kaffe. Sort, selvfølgelig. Det er et image, han bevidst plejer. “Man behøver ikke at være rock ’n’ roll, men det er jeg så. Jeg overdriver da også, men hvis folk vil have, at jeg skal være en stor kliche, så skal jeg fandeme give dem kliche. Skal det hele gå op i Jack Daniels, så lad det da det”. Tilbage til arbejdssnakken. Hvordan bliver man en god musikanmelder? “Man skal være en believer. Modsat så meget andet er det her en hjertesag hver eneste gang. Den hellige ild skal brænde, og den dag den ikke gør det, skal man stoppe,” siger Jungersen,

rock’n’roll mens man faktisk aner flammen bag brilleglassene. “Man er nødt til et langt stykke hen ad vejen at være ret skråsikker i det her job. Ellers kan du ikke formidle det, så folk tror på det. Du skal være ret sikker på, at det er dig, der har ret. Det kan godt være, alle andre mener noget andet. Men det er dig, der har ret. Ellers tror du ikke på dig selv, og så går det galt.” Med sædvanlig dansk jantelov i blodårerne når vi at tænke: “Ja ja, rockmorfar. Tag du et sip mere af eftermiddagskaffen.” Så vi spørger os selv og ham: Hvorfor skal vi tage hans holdninger seriøst, når han i spalterne graver et bands grav eller sender det op i den 27. rockhimmel? “Det skal man, når musikerne, pladeselskaberne og læserne tager en alvorligt. Det gør de med mig, fordi jeg er fair, selv når jeg er grov. Mange mener, at anmeldere er nogen fanden har skabt. Men jeg sviner ikke til uden at forklare hvorfor. Ellers rakker man bare ned.”

mig og sige: ’Jeg er fandme dygtig’. Så kommer man på prøve, og så ser man, om de kan finde ud af det. Det er tit folk med naturtalent, der bare skal rettes ind.” Men allerede før praktikken kan man komme foran i anmelderkøen, hvis bare man vil hamre frivilligt løs på tastaturet. “De fleste er startet på gratisblade som Gaffa og Soundvenue. Jeg tror, at flertallet af de anmeldere, man regner med i dag, er startet der.” Down to the bone

Selvom arbejdslivet som musikanmelder lyder som et andet Eldorado, hvor gaderne flyder med fri fadøl, varme damer og gratis koncerter, så understreger Jungersen, at musikjournalistikken ikke hæver sig langt over artikler som “sådan finder du det bedste hvedemel.” “Hvis man skal lade være med at være det fjerneste prætentiøs og bare kalder tingene det, de i virkeligheden er down to the bone, så er det her forbrugerstof. Køb det her

eller hold dig for himlens skyld fra det og spar dine penge. Jeg vil gerne gøre det til en kunst, men når der er skåret ind til benet, er det jo for fanden dybest set forbrugerstof.” Smøgerne skoddes og kaffen kævles. Vores rendez vous de rock ’n’ roll er slut. Rockanmelder Jungersen skal videre ud i natten til Lenny Kravitz-koncert og fortælle, præcist hvordan musikken spiller. niryt07@student.sdu.dk mavou07@student.sdu.dk

Markér dig Hvis man vil spille med på den musiske streng af kulturjournalistikken, gælder det om at markere sig, docerer rockchefen på BT. Jobopslag a la Jungersens dukker sjældent op på jobbørsen, og dem, der allerede sidder på posterne, sidder der tungt. Men det er ikke umuligt at få lov til at sidde på skødet som upcoming anmelder. “Som praktikant skal man ringe til sådan en som

Jungersen om Jungersen - blå bog Navn: Steffen Jungersen Alder: 48 Født: Fredericia Uddannet ved DJH i 1987 Dagbladet Køge 1984-86 Dagbladet Roskilde 1987-1988 B.T. 1988 Bopæl: Nørrebro, København. Favorit rockbands: The Rolling Stones, Megadeth, Motörhead, AC/DC og Volbeat.

Drikker: Wild Turkey bourbon, espresso i spandevis, øl, og lad os så lige skylle ned med et glas mælk. Bøger til en øde ø: Hunter S. Thompson ’Fear And Loathing In Las Vegas’, Stephen King, ’The Stand’, Carl Barks komplette ’Anders And’ samt ’Den store bog om whisky’. Motto: ’Højere!’ Kilde: www.bt.dk

PÅ ARBEJDE Under bøgetræerne på Skanderborg Festival ruster Steffen Jungersen sig med iskold fadøl til Johnny Madsen-koncert. “Festivalens bedste oplevelse,“ skrev han senere i sin anmeldelse. Foto: Nikolaj Rytgaard


12 | Ekstern

September 2008 | LixEN

iBYEN

med

Ditte Giese

Politikens kulturjournalist Ditte Giese lever et omsust arbejdsliv med fest, alkohol og sene arbejdstimer. Det kan betyde tunge øjenlåg næste morgen på redaktionen, men er også en kombination af arbejde og interesse. Både arbejdspladsen og hjemmefronten er overbærende, og derfor har Ditte Giese ikke tænkt sig at bytte jobbet ud, før tiden tvinger hende til det.

Troels Trier

INTERVIEW “Kan I komme tilbage om en halv time?“. Der er endnu ikke en eneste gæst på Rust i København, hvor bartenderen høfligt har forvist Politikens kulturjournalist Ditte Giese og jeg. Vi accepterer hans anmodning, krydser Guldbergsgade og slår os ned på en typisk alternativ Nørrebro-café, der serverer diverse alkoholiske drikke lige fra Thy Pilsner til dietvodka. Lixen har fået æren af at følge 2. Sektions nyslåede faste kulturreporter, som i aften skal anmelde en stribe kvindelige rappere på spillestedet Rust. Mens vi venter på grønt lys til indgangen, drikker vi en ganske alkoholfri øko-latté. Ditte Giese er uddannet på tredje journalistårgang der startede på SDU i år 2000. Hun satte punktum for sin journalistuddannelse i 2004, hvor hun i sin praktikperiode blandt andet fik smækket afslørende journalistik om livsfarlige slankepiller op med fede typer på Ekstra Bladets forside. I aften vandrer vi igennem Rusts lokaler, hvor DJ’en spreder kvindelig raplyrik, mens flere og flere gæster stikker deres feststemte hoveder indendørs. Reporter på vandvognen Vi sætter os ved et bord over for baren. Ditte Giese gav café latten, så jeg tilbyder at købe hende noget at drikke. Men alt journalisten beder om er et glas vand. Nu drikker du vand. Gør du altid det, når du er ude for at anmelde? “Det er sådan verdens største kliché om anmeldere,“ griner Ditte Giese. “Men ja, det gør jeg. Jeg tilhører

den unge generation og er tilmed kvinde. Jeg drikker altid vand, medmindre jeg er på Roskilde Festival selvfølgelig. Så er jeg ligeså stiv som alle andre.“ Ditte Giese forklarer, at hun til gengæld godt kan finde på at drikke sig fuld og holde fest mens hun er på arbejde, hvis hun for eksempel er ude for at anmelde det københavnske

Der er altid nogen der er sådan: ’Hvad så skal du lige have nogle drinks? natteliv, som hun typisk er en gang om ugen. I nogle tilfælde kan en rus komme ganske pludseligt og uforudsigeligt, oplevede Ditte Giese på dette års Roskilde Festival. “Jeg løb ind i Kenneth Bager (dansk musiker, red.), som jeg engang har lavet et interview med. Så sagde han: ’Jeg har en drink til dig. Det er en trylledrik,’ og der stod jeg så med sådan en boblende kop. Så sagde han: ’Drik den nu,’ og så smagte jeg på den. Jeg blev bare helt vildt stiv eller på stoffer eller et eller andet. Jeg skulle skrive en koncertanmeldelse bagefter, og den blev helt vildt poetisk, fordi jeg bare var helt sådan outerspace,“ husker Ditte Giese med opspilede øjne. En hængt kat på arbejde Er det ikke et underligt arbejde, du har, hvor man er ude at drikke sig fuld? “Jo, men det er også sjovt. Det er jo noget, der får en naturlig slutning, når jeg får børn en dag. Inde på Politiken er det ofte mig, der tager reportageturene til udlandet og tager ud og dækker ting, der sker om natten,“ siger Ditte Giese og tager en tår af sit vandglas. Politikens kulturredaktion har dog ofte stor forståelse for, at en skribent, der har været ude

hele natten, ikke skal møde klokken ni næste morgen. Kulturjournalisterne vælger ofte selv, hvad de vil skrive om og har i det hele taget ret løse tøjler. “Vi har ret frie arbejdsvilkår. Men jeg har da prøvet at møde op og være helt hængt og skulle ud og interviewe en eller anden intellektuel type. Så må man bare hive lidt op i sig selv og drikke en masse kaffe,“ siger Ditte Giese. “Men jeg kan også sagtens gå til fest og have det sjovt uden at drikke. Jeg ville virkelig drikke meget, hvis jeg skulle drikke hver gang, jeg gik ud.“ Falske smil på lur Rust er efterhånden blevet godt fyldt ud af især unge mennesker, ikke mindst kvinder. En af de kvindelige rappere, Eternia, har opstillet en lille bod, hvor hun sælger sin musik. Ditte Giese er hurtigt derhenne og hverve sig et eksemplar af en af hendes plader og får samtidig en lille snak med rapperen. Jobbet som kulturjournalist kan ud over at være en svær balancegang mellem fest og deadlines, være en beskæftigelse hvor man skal passe på at de bekendtskaber, man danner sig blandt kunstnere og arrangører, ikke går ud over ens kritiske sans: “Der er altid nogen der er sådan: ’Hvad så, skal du lige have nogle drinks? Du skal virkelig glæde dig til at høre det her band, de er så gode!’ Det er især de der pladeselskabsfolk og klubpromotere, og jeg prøver virkelig at holde dem væk og gider ikke være social med dem, fordi jeg ved, jeg bagefter vil have det underligt med at svine deres arrangement. Selvom jeg ville gøre det til enhver tid,“ siger Ditte Giese med klar stemme og forklarer: “Jeg ser mig selv

som koncertgængernes ambassadør, og hvis det bliver sådan noget ’ej, ham har jeg gået i klasse med’, så går det bare ikke.“ Drømmejobbet Koncerten går endelig i gang og Eternia er første kvinde på scenen. Inden for blot ti minutter har Ditte Giese

fyldt to hele sider på sin blok med noter til den forholdsvis korte anmeldelse, hun skal skrive dagen efter. Det kan umiddelbart virke som et hårdt liv at være ansat på Politikens 2. sektion, men jobbet indebærer meget andet end festaftener og koncerter. “Det er et meget alsidigt

arbejde. I går skulle jeg anmelde tv om aftenen. Der sidder man jo bare med en kop te og ser noget TV3. Jeg har tit den der fornemmelse af at stå et sted og tænke: jeg kan ikke forstå jeg får løn for det her. Hvad fanden har jeg gjort for at få det her job?“. trtri07@student.sdu.dk

ÆDRU ANMELDER Ditte Giese fra Politikens 2. Sektion er ofte til fest og på arbejde samtidig, men holder sig på vandvognen, når hun anmelder musik. Foto: Troels Trier


LixEN | September 2008

Ekstern| 13

Aktiv dødshjælp til Universitetsavisen Papirudgaven af Københavns Universitets avis lukkes, angiveligt for at spare CO2. Fra flere sider kritiseres Københavns Universitet dog for at ville lukke for de kritiske røster i avisen. Både studerende og redaktøren frygter for avisens fremtid. at såfremt alle 45.000 studerende bruger en time på at læse hvert nummer af avisen online, vil det betyde Mads Kolby et CO2-udslip på ca. 37 tons. Hver måned gennem de Altså stort set det samme sidste 35 år har op mod som papirudgaven. I Studenterrådet frygter 43.000 studerende og ansatte kunnet se frem til man, at lukningen vil betyder at få Universitetsavisen færre læsere og derved ind gennem brevsprækken. mindre ørenlyd for debatten universitetets Men fra januar måned vil de omkring komme til at kigge forgæves udvikling. “Jeg tvivler på netavisens efter postbuddet. brugbarhed i forhold til Københavns Universitet har nemlig besluttet at spare det indhold, der er nu. CO2 og papir, og ved at Universitetsavisens nyheder er jo ikke lukke avisens Vi hopper overhovedet nu og papirudgave kan de årligt ikke på den forklaring her, men længere spare 40 tons med CO2-kvoter artikler. CO2. Jeg I Studenterrådet er man dog er bange for, at avisen skeptisk over for rektoratets kommer til at miste mange læsere, når de selv skal til begrundelse: “Vi hopper overhovedet at opsøge historierne på ikke på den forklaring med nettet,” siger formanden CO2-kvoter. Hvis man vil for Studenterrådet, Pia M. spare penge på distribution Daugbjerg. og tryk, er det en anden sag. Det kan vi godt forstå. Men at lukke avisen for at spare CO2 giver altså ikke meget mening,“ siger formanden for Studenterrådet, Pia M. Daugbjerg. Studenterrådet har tilbudt at købe CO2-kvoter svarende til den mængde, der udledes ved produktionen af Universitetsavisen. En mængde, der til sammenligning svarer til, hvad fire personer udånder i løbet af et år. Tilbuddet om indkøb af kvoten blev dog afvist af rektoratet. CO2-argumentet er yderligere svækket, efter en fysikstuderende fra Københavns Universitet regnede sig frem til,

RUC forlanger skyhøjt snit Fremtidens journaliststuderende på RUC skal for alvor læse lektier i gymnasiet. Et nyt krav til karaktergennemsnittet betyder, at der skal stå 9.6 på eksamensbeviset, hvis man skal gøre sig håb om at blive journalist fra RUC. Ifølge studieleder Mark Ørsten har RUC bevidst valgt, at gå efter de bogligt stærke studerende.

Rektorer nægter bagtanker Hverken rektor Ralf Hemmingsen eller prorektor Lykke Friis har ønsket at udtale sig til Lixen, men rektoratet har tidligere afvist, at universitetet lukker papiravisen for at undgå de kritiske røster. Ralf Hemmingsen har over for Information afvist spekulationerne om censur og lovet, at der vil blive rig lejlighed til at debattere i avisen fremover. At universitetet samtidig med lukningen sparer cirka 2,3 millioner kroner i distribution bliver på intet tidspunkt nævnt som forklaring. Tværtimod

”Journalistik er et af de mest populære fag blandt de unge i dag. Det giver os muligheden for at vælge de bedste blandt en årgang, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med. Kravene til journalisterne på arbejdsmarkedet stiger voldsomt i disse år, og dette må uddannelserne selvfølgelig gerne afspejle,” siger han til Journalisten.dk På RUC optages 50 journaliststuderende per semester. Steen A. Jørgenssen

ser rektoren det som en mulighed for at udvikle et nyt online-format, der også skal favne de mange udenlandske studerende, der ikke har glæde af den dansk-sprogede papiravis. Redaktør ser frem til udfordring Nyheden om papiravisens lukning blev langt fra modtaget med klapsalver på avisens redaktion. “Vi er selvfølgelig kede af det, men nu må vi også se frem mod den udfordring, det bliver at lave et helt nyt medie. Det er to helt forskellige typer medier, der kan noget forskelligt,” siger redaktør Richard Bisgaard. Redaktøren indrømmer, at han har svært ved at se logikken i rektoratets beslutning: “Jeg synes, det virker som et skin-argument. Men jeg vælger at tro, at vores rektorer ikke har en skjult dagsorden bag det hele. Men det er klart, at havde der været en mediestrategisk årsag, så havde det været lettere at forstå argumentet for at skifte til kun at være et onlinemedie.” På Universitetsavisens redaktion er man spændt på at se, hvordan fremtiden kommer til at tage sig ud. “Det store problem bliver at få læserne med over på nettet. Jeg er bange for, at vi nok kommer til at opleve et markant fald i læsertal. Og så kan man jo stille spørgsmålet, hvor længe universitetet vil spytte penge i noget, ingen læser?” makol07@student.sdu.dk

Journalister på trampoliner Mediebranchen har fået et nyt forbund. Journalisternes Trampolin Forbund er et nyt initiativ, taget af en gruppe journaliststuderende fra Syddansk Universitet. ”I Journalisternes Trampolin Forbund kan vi godt lide mange fjedre, så man kan få et ordentligt afsæt og fuld fart på op imod himmelhvælvet,” fortæller Casper Hindse,

Foto: Nikolaj Rytgaard DESTRUKTION Rektoratet på Københanvs Universitet har besluttet at køre Universitetsavisen gennem makulatoren. Avisen skal nu kun udkomme online.

stifter af Journalisternes Trampolin Forbund, hvis motto er: Fordi øl og hop betyder alt. Forbundet, der er åbent for alle journalister, tæller indtil videre 24 journaliststuderende fra SDU og en DJH’er. Stiftende generalforsamling forventes afholdt medio september, og første opgave for det nyfødte forbund bliver at skaffe midler til indkøb af en ny trampolin. Steen A. Jørgenssen

Ny bog om journalistløftet Center for Journalistik udgiver bog om journalistløftet. Bogen kommer til at rumme ti tekster, der i detaljer debatterer og forklarer løftets pointer. Blandt bidragsyderne til bogen findes DRs nyhedschef Ulrik Haagerup, tidligere pressechef i Kongehuset

Lis M. Frederiksen samt en række undervisere fra SDU. Redaktørerne er afgående centerleder Troels Mylenberg og forsker i journalistik Peter Bro. Bogen ventes at udkomme 9. oktober og netop nu, arbejdes der på at samle midler til kvit og frit at dele bogen ud til samtlige studerende på Center for Journalstik.

Steen A. Jørgenssen


14 | Ekstern

September 2008 | LixEN

Overblik I foråret 2006 begynder der at svirre rygter om, at den islandske mediekoncern Dagsbrun har planer om at åbne en ny gratisavis i Danmark. Bag Dagsbrun står det islandske investeringsselskab Baugur Group, der også ejer Magasin og Illum. Nyheden får de danske bladhuse til frygte for deres egne oplagstal. Den nye ambitiøse avis skal nemlig husstandsomdeles og indholdet bestå af egne journalistiske historier. Som et modtræk lancerer JP/ Politikens Hus gratisavisen 24timer og Det Berlingske Officin avisen Dato. Konturerne af en udmattelseskrig træder frem, og danskerne kan se frem til at få hele tre nye aviser ind af brevsprækken hver dag. Nyhedsavisen udkommer første gang den. 6. oktober 2006. Daværende chefredaktør Davis Trads kalder på sin blog avisen for ’den største medierevolution i to årtier.’ Revolutionen har dog sine startvanskeligheder. Distributionen af avisen er alt andet end vellykket, og Nyhedsavisen lever slet ikke op til ambitionerne om at dele bladet ud til 500.000 husstande. Samtidig taber investorerne over en million kroner om dagen. 132 millioner tabes i løbet af det første halve år. ALVOR Rynkede bryn blandt Nyhedsavisens ansatte. De skal nu ud og finde nyt arbejde. Foto: Pelle Rink

SDU-praktikanter sat på gaden efter aviskrak ...fortsat fra forsiden og står midt i en sag om familiesammenføring. Nu står hun pludselig uden job. ”Nu hvor jeg har mistet mit job, så risikerer han at blive sendt ud af landet, med mindre jeg finder et nyt praktiksted hurtigt,” fortæller Elisabeth Hamerik Schwarz. ”Så på det personlige plan er det et meget hårdt slag, hvis konsekvenser jeg simpelthen ikke kan overskue.” ”Vi er selvfølgelig alle sammen lidt desorienterede lige nu, men nu skal vi jo ud

og finde et andet sted at være. Det er bare ærgerligt, for der er jo ingen, der egentlig har lyst til at være andre steder end her,” fortsætter hun. Nu skal de tre SDU’ere ud og finde nye praktikpladser: ”Der er jo ikke rigtig nogen plan. Det var den perfekte praktikplads for mig: Jeg fik lov til at komme med mine ideer og føre dem ud i livet. Jeg har haft mit lille kongerige herinde, og det er det, jeg græder over. Det er sgu ikke, at jeg ikke får en ny praktikplads eller at min bankbog ikke har penge til at betale mine regninger,” fortsætter Rasmus Mark Pedersen.

Teknisk knockout Som det seneste offer i avisernes skyttegravskrig, er Danmarks mest læste avis nu fortid. Men de tre praktikanter frygter ikke, at Nyhedsavisen vil ende som en fodnote i dansk mediehistorie. ”Vi vandt den krig på kvalitet for længe siden, og på en måde kan man da godt være lidt stolt over, at de store aviser føler trang til at danse på vores grav. Det må betyde, at vi har været en reel trussel for dem,” siger Elisabeth Hamerik Schwarz. ”Det var et banebrydende projekt, det at give en avis væk gratis samtidig med, at

det var kvalitet. Det burde om ikke andet få en lille plads i dansk mediehistorie,” siger Jeppe Nybye. ”Folk har godt vidst, at Nyhedsavisen var den bedste gratisavis. Men nu er vi tilbage til tiden før 2006, hvor der kun var trafikaviserne, og det synes jeg er super-ærgeligt,” siger han. ”Vi går ud med oprejst pande, som Danmarks mest læste avis, og det synes jeg fandme er godt gjort. Vi bliver slået ud på en teknisk knockout, ikke på kvaliteten,” slutter Elisabeth Hamerik Schwarz.

I maj 2007 bliver Københavnsredaktionen nedlagt. 8 fyres. I samme måned drejer Dato nøglen om. Mod slutningen af året begynder investorerne i Baugur Group at trække følehornene til sig. Skype-millionæren Morten Lund bliver ny hovedinvestor. I januar 2008 skæres der igen i medarbejderstaben. 15 journalister forlader avisen frivilligt og 18 fyres. På trods af de økonomiske problemer kan Nyhedsavisen nu prale af, at være Danmarks mest læste avis med 604.000 læsere. Sidst i august 2008 viser hovedaktionær Morten Lund interesse for at opkøbe Metroexpress, men afvises. Søndag den 31. august meddeler han, at Nyhedsavisen ikke vil udkomme mere. Det anslås at Nyhedsavisen har tabt omkring en milliard kroner i de knap to år, avisen har eksisteret. Research Mikkel Vuorela Kilder: Journalisten, Gallup, Wikipedia og avisen.dk

makol07@student.sdu.dk

Pia Færing til praktikanter: Frygt ej Med Nyhedsavisens lukning står 11 journalistpraktikanter uden job. Ingen grund til panik, lyder det fra praktikkoordinator Pia Færing. Hun forudser, at alle praktikanter snart er i job igen.

Steen A. Jørgenssen

Da Nyhedsavisens ledelse søndag aften meddelte, at avisen lukker med øjeblikkelig virkning stod 11

journalistpraktikanter uden job. Praktikkoordinator på Danmarks Journalisthøjskole Pia Færing opfordrer nu praktikanterne til i første omgang selv at søge efter nye praktikpladser. Hun frygter dog ikke, at det bliver et problem at få dem genansat: »Jeg har været i kontakt med de fleste berørte praktikanter. Medmindre der kun er ét sted i hele verden, de vil være, er jeg overbevist om, at de har snart har fundet noget igen,« siger hun.

Samme dag som Nyhedsavisen lukkede sendte Pia Færing fem konkrete jobtilbud ud til avisens 11 praktikanter. BT, Viasat Sport, Computer Reseller News, TDC og Fyns Amtsavis har alle meddelt, at de er parate til at stille praktikpladser til rådighed. Desuden henviser Pia Færing til de 22 praktikpladser, der ikke blev besat ved forårets panikdag i april. Opbakning fra DMF Danske Mediers Forum, der er en slags mediernes arbejdsgiverforening,

holdte mandag møde om Nyhedsavisens praktikanter. Her blev det vedtaget, at hvis ikke alle praktikanter har fundet en ny praktikplads inden to uger, vil DMF sende en officiel opfordring ud til alle medlemmer om at tage i mod en ekstra praktikant. På mødet stod det ifølge Pia Færing også klart, at der hersker forståelse for, at praktikanter ikke ønsker at flytte fra København. »Jeg håber, praktikanterne indser, hvor heldige de er, at dette sker i deres praktiktid og ikke i deres første job. Det er en fantastisk lærerig

oplevelse at få. Og så er den gratis,« lyder det fra Pia Færing, der opfordrer praktikanterne til at se sig grundigt om på markedet og ikke handle i panik, når de skal finde job igen. Smertetærskel på otte uger Smertetærsklen, for hvor lang tid en praktikant kan stå uden praktiksted, er otte uger. Er praktikanten væk fra nyhedsstrømmen i længere tid, skal praktiktiden forlænges. Men Pia Færing frygter ikke, at det bliver aktuelt i denne

omgang. Hun forudser, at alle Nyhedsavisens praktikanter er genansat på andre medier inden for de kommende to uger. Nyhedsavisens 11 praktikanter talte, tre SDU’ere, to RUC’ere og seks DJH’ere inklusiv en fotojournalist. Ved redaktionens udgang var to praktikanter allerede ansat på Jyllands-Posten. stejo07@student.sdu.dk


LixEN | September 2008

Vågn op! Det er sgu mode

Debat | 15

Klumme-stafetten

Det skete i de dage, at en af Danmarks største økonomiske drivkræfter manifesterede en magtdemonstration. En over 36 milliarder kroners livsnødvendig industri, som journaliststuderende ignorerer. Men Lixens klummeskribent var med ved catwalken.

KLUMME Copenhagen Fashion Week har hærget. I fem dage i august så jeg København invaderet af 50.000 modefolk. En af Danmarks økonomiske spydspidser har igen ramt sit mål: At generere omtale og penge for kongeriget. Alligevel har journaliststuderende siddet med hovedet mellem gluteus maximus og glemt kardinalpunktet i deres profession: at holde sig opdateret på væsentlige begivenheder! Lad det være sagt fra starten: Dette er meningsmageri, men det forekommer mig nødvendigt at gøre op med et tabu på studiet. Det sorte får Lad mig illustrere situationen. I dette nummer af Lixen finder du en bunke artikler om både Roskilde- og Skanderborg Festival. Fred v��re med det. En naturlig portion light delight, som hører til en avis af Lixens karakter. Men mode?! Hvorfor skulle man spilde spalteplads på noget, som overhovedet ikke passer ind i en avis, der beskæftiger sig med journaliststuderendes vilkår? Vi kan forgabe os fuldstændig i politik, sport og erhverv. Det er emner, som meriterer vores opmærksomhed, fordi de er væsentlige, men mode bliver ikke rørt eller diskuteret på faglig basis. Det er pjank og fnidder, som kun useriøse petitjournalister beskæftiger sig med. Det er ikke journalistikken værdig, men tyg lige på den her: - Modeindustrien er Danmarks fjerdestørste eksporterhverv. - Mode skaber politisk årvågenhed. Økonomi- og erhversminister Bendt Bendtsen vil gøre - København til en international modeby på linie med Paris, New York og London. - Mode gør dig lækker. Livsvigtig hjørnesten Mode er vigtig af to grunde: Det har potentiale til at redde Danmarks røv i fremtiden, og det vil gøre dig mere attråværdig. Flere argumenter burde være overflødige for at vise lødigheden af mode. Men hvis mode skal forløse sit potentiale for Danmark, må vi journaliststuderende gå op i mode, for hvis pressen ikke interesserer sig mere for industrien end en overfladisk dækning af Modeugen, vil projektet være dødsdømt. Men vigtigst af alt, så beskæftiger moden sig med forskønnelse. Som Peter Ingwersen fra modehuset Noir siger: ”Mode handler om sex.” Mode handler om at være attraktiv, at facilitere det enkelte individs mulighed for at formere sig. Det er alt andet end overfladisk. Det er livsnødvendigt. Mode er et katalog over folks evne og kreativitet til at forøge attraktivitet, og på den måde handler mode lige så meget om folks vilkår som om politik. En vovet påstand, men kigger man nærmere på vores påklædning, har det en historie at fortælle. Vilkår for formering er bestemt af økonomisk, kønsrollemæssige og kulturelle aspekter, og det bærer vi uden på kroppen. Tænk over det og lad den journalistiske nysgerrighed bringe dig videre. Hvad betyder bukser for kvinder? Hvem fik ideen til politiske budskaber på T-shirts? Og hvorfor er det tilladt for mænd at vise underbukser offentligt? Efter at have overværet Copenhagen Fashion Week kommer følgende public servicemeddelelse: 1. Drop leggings. Enten er du for grim til at vise ben, eller også er du ikke billig nok. 2. Hæle. Alt andet er dovenskab. 3. Humor. Det gavner altid at være sjov. Så find de underfundige påklædningsgenstande eller brug tøj på en ny måde.

Enten er du for grim til at vise ben, eller også er du ikke billig nok Jun Zhang

juzha07@student.sdu.dk

Foto: Amalie Kestler

At skrive godt er måske ingen kunst – men det er hårdt arbejde Af Lasse Ellegaard Korrespondent i Mellemøsten for dagbladet Information Da jeg for nylig var inviteret ind på Kristeligt Dagblads redaktion for at fortælle de stedlige praktikanter om livet som korrespondent, fik jeg et stykke henne i seancen et lidt akavet spørgsmål, der lød nogenlunde sådan her: ”Hvordan kan det være, at du i din alder bliver ved med at få nye jobs?” ”Det er fordi, jeg skriver godt,” svarede jeg. ….. Prikkerne markerer den pause, der opstod ved tilhørernes forbløffede tavshed. Måske havde de ventet (hvad ved jeg?) et mere ydmygt svar i retning af, at jeg er en heldig person, der er enormt taknemmelig for, at jeg efter 60+ og nærved folkepensionist har ’fået lov’ at skrive fast for tre aviser (Ekstra Bladet, Politiken og nu Information). Det ville have været klædeligt, men ikke korrekt. Ingen ’får lov’ til at fylde spalter (eller for den sags skyld minutter i elektroniske medier), hvis mediet ikke kan se en egeninteresse. Da jeg selv var arbejdsgiver i 90’erne under krisen på Balkan, trippede de unge reportere for at komme af sted – og det kom de, indtil det virkelig brændte på, og krisen udviklede sig til borgerkrig (og sidenhen Nato-krig). Da hyrede jeg en næsten 60-årig freelancer ved navn Jan Stage med den begrundelse, at han havde årtiers erfaringer fra krigszoner. Men den

virkelige årsag var, at han skrev temmelig meget bedre end avisens unge og entusiastiske journalister, hvorfor han ville tiltrække nye læsere. Længere var den ikke. Men det var også langt nok. Stage tiltrak nye læsere og samlede sine artikler i en af de bedste reportagebøger, faget har frembragt (’Asken brænder’ – Informations forlag), der i øvrigt var en hjørnesten, da han året efter fik publicistprisen. Min pointe er – som den var den gang, og som den var, da jeg fik stillet jobspørgsmålet af de smukke unge mennesker på Kristeligt Dagblad – at det ikke er nok at være på, man skal også være god, når man er på. Og at være ’god’ i den skrevne presse forudsætter, at man er gode venner med det danske sprog. Det bliver man ikke på en eftermiddag. Som jeg forklarede (da pausepilen i Kristeligt dagblads mødelokale nåede i nærheden af det røde felt, der hedder ’pinlig’), tager det sin tid at blive god til at skrive godt. For mit eget vedkommende har det indtil videre taget 43 år, og jeg har stadig et stykke videre op ad bakken, før mit sprog bliver, som jeg gerne vil have det. Jeg brugte et billede, som jeg har lånt fra den nu hedengangne (eller himmelfarne) kommunistiske landsretssagfører, Carl Madsen, der engang beskrev en højesteretssagfører, der hed Jon Palle Buhl, som det tætteste advokatstanden kom ’den lombardiske hane’. Hvem var ’den lombardiske hane’? Den var en tegning, der hvert år prydede forsiden på den danske

fjerkræavlerforenings årsskrift. Hanen fandtes ikke i den virkelige verden og ville aldrig komme til det, men illustrerede avlerens drøm om det perfekte fjerkræ. Et uopnåeligt mål. Sådan er det også med sproget. Det bliver aldrig godt nok, men den ægte skrivende kan komme langt med hårdt arbejde – til papirkurven, skrivebordsskuffen, notespalterne, to-spalterne, tre-spalterne – ingen fødes som Hemningway, læs selv efter i hans skildringer af skrive-processen, der som bekendt endte med, at han skød sig selv gennem munden med sit jagtgevær i erkendelse af, at han ikke kunne nå længere med sit sprog. Men han var nu også meget ambitiøs. Og mindre end selvmord kan gøre det, hvis man går i stå ved tastaturet. Men mindre end timers slid år efter år kan ikke gøre det. Og kan man ikke gøre det, har man ikke læsere. Som en af vores mest læste skønlitterære forfattere, Tage Skou Hansen, en gang sagde, da vi stod på en græsplæne i Hellerup med et glas i hånden og ikke helt vidste, hvad vi skulle snakke om, eftersom såvel Anden Verdenskrig som Vietnamkrigen var forbi, og derfor snakkede fag: ”Jeg læser kun signaturer”. Med andre ord. Hvis han ikke blev underholdt, ikke blev fanget, ikke blev genkendt i den tekst, han havde for sig, gad han ikke læse den. Derfor gik han efter navne, han vidste kunne levere varen. Tyg lige på den.


Returadresse: LIXEN, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M

Bagsiden

Foto: Johan B.W. Andersen

Velkommen til et studie, der ikke er som alle de andre. Velkommen her i den kreative, egocentriske, øldrikkende, deadlineelskende, sprogligt legende, larmende men lyttende familie på Medietorvet. Velkommen til ord som ”kilder”, ”vinkel”, ”mediesociologi”, ”Prinds” og ”Sir Club”. Velkommen til en uddannelse, der tager sig selv højtideligt, og til en flok studerende, der ikke finder sig i løfter om moralske fænomener, men langt hellere vil foretage moralske fortolkninger af fænomenerne.

Casper Hindse

GODDAG På første semester skal der læres om nyheder. Over foråret og sommeren har Karsten Prinds skiftet titel til studieleder og er dermed blevet til Kong Karsten. Og ved sin side har han fået den (til foredrag) evigt strikkende Lene Rimestad ved sin side samt det halve Medietorv. Det er Lene Rimestad, der skal være primus motor på nyhedsindlæringen. På første semester skal alle studerende til at kunne skrive optimale nyheder. Dette gør som oftest, at man, hvis man ikke falder i søvn over sine korte og bestemt ikke kreative sætninger, sidder og overvejer, hvorfor faget ikke hedder ”sproglig spolering”. Man skal vinkle skarpt. Og så må man for Buddhas skyld aldrig lave en enkilde-historie. Og hvorfor ikke det? Fordi hvis alt var enkilde-historier, så ville vores udsyn til verden let kunne spærres af en avis i stedet for at åbne op for oplysning og dannelse.

efter den journalistiske konsensus til højre for midten?” var et par af argumenterne for enkilderne. Havde journalistløftet hørt det, ville det have vendt sig i den respirator, som den tætteste familie nægter at slukke for. Men velkommen til en uddannelse, hvor folk har meget forskellige ambitioner for, hvad de vil. Nogen vil redde verden, nogen elsker et bræt af Pitt og Angelina Jolie, nogen vil på Christiansborg. Og så er der dem, som mener at sport er kernen til al fornuft. De som kan huske de ting, vi andre anser for ligegyldige. F.eks. hvad fodboldkampen mellem Næstved og KB i 1982 endte (den blev 1-1 i øvrigt). Slutteligt er der de få, der gerne vil vende verden på hovedet, så snart muligheden byder sig.

Det er måske folkekirkens redning, hvis det budskab kunne blive spredt fra Lemvig til Nr. Vallenderød hver søndag. Og når vi så sidder der med en deadline hængende over hovedet, en øl i hånden og en historie om vandforholdene i Assens Å de seneste 45 år, så skal vi ikke fortvivle.

Vi når det, for vi skal ikke agere bedre mennesker end dem skabt i samme statur som os selv ude i samfundet. Vi skal ikke tale ned, vi skal tale til, og vi må derfor huske på forfatter og dramatiker Carl Erik Soyas gamle ord: ”Journalister er overfladiske, unøjagtige og upålidelige. De ligner i det hele taget deres medmennesker.” God fornøjelse.

Men uanset om man vil lave tv, radio, avis, web eller om det skal være sladder, spas, politik, miljø eller lokalmøder i Thisted – så kan vi alle enes om en ting: alkohol.

Journalister er overfladiske, unøjagtige og upålidelige. De ligner i det hele taget deres medmennesker.

Men hvordan er virkeligheden så? Tillad mig en anekdote. Jeg talte forleden i festligt lag med en nyslået praktikant på en stor dansk avis. Vedkommende havde skrevet et par nyheder. Alle sammen enkilde-historier. For ellers passer det jo ikke ind i rammen for at udkomme hurtigt og tilfredsstillende for læseren, fik jeg at vide: ”Hvem gider høre på gamle mænd, der ikke vil forny sig, altså rette deres analyse ind

For de sande vinkler findes jo på skomagerbordet på Sir Club fredag og lørdag (og alle de andre dage selvfølgelig, men der kan jo være undervisere, der læser det her). Det er her, bølgerne kan gå højt, hvor vi kan feste, diskutere og blot nyde, at vi er så privilegerede, at vi som medlemmer af ’generation mig’, nu også er blevet medlemmer Medietorvets disciple. Og selvom de fleste af os jo nok er ateister, så må vi som disciple holde os til, hvad Paulus 5:23 siger: ”Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg.”

Karstens Korner ved Steen A. Jørgenssen


Lixen, september 2008