UFL Roskilde vinder Handicappris Klubben fik en pris for deres arbejde under corona-krisen For mange var 2020 et svært år – også for jer UFL’ere, der ofte ikke har kunnet mødes i jeres klubber. Så er det godt, I er så omsorgsfulde over for hinanden og så opfindsomme, at I finder på alternative måder at ses og lave aktiviteter. I Roskilde Kommune har politikerne i kommunen lagt så meget mærke til, hvad UFL Roskilde gør for sine medlemmer under corona-restriktionerne, at klubben inden nytår løb med Årets Handicappris 2020 i kommunen. Politikerne sagde for eksempel det her:
”En del unge har haft store psykiske udfordringer og følt sig meget alene og overladt til sig selv uden at vide, hvor de skulle gå hen, eller hvem de skulle tale med om deres bekymringer, tristhed og ensomhed. Det har været fantastisk at opleve, hvordan de unge har taget sig af hinanden, passet på hinanden og opfordret til at mødes i mindre grupper for at være sammen.”
Flotte ord. Og stort tillykke til UFL Roskilde – og tak til alle jer andre UFL-klubber, som gør alt, hvad I kan, for jeres medlemmer. På de to følgende sider kan I for eksempel se nogle af de gode ting, I fik op at køre i jeres UFL-gruppe på Facebook i december måned.