Med snigedøre og plantekasser kan elever komme ubemærket til frokost:
Flere spiser i spisesalen efter ombygning på to efterskoler
Indretning der understøtter det pædagogiske arbejde: Få eksperternes anbefalinger
Magasinet udgives af Foreningen Ligeværd
Ligeværd består af Ligeværd – Forældre & Netværk (LFN)
Unge for Ligeværd (UFL) Voksne for Ligeværd (VFL) Ligeværd – Fagligt Forum (LFF)
Redaktion
Lasse Mors
Esben L. Kullberg
Helene Kaas
Design og tryk
New Beginning
Jørn Thomsen Elbo
Forsidefoto
Lasse Mors
Udgivelser
Magasinet udkommer i marts, juni og december
Oplag 3.000
Online
Ligeværd sender nyhedsbrevet Ligeværd.online ca. hver 14. dag. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på www.ligevaerd.dk
Medlemskab af Ligeværd www.ligevaerd.dk/bliv-medlem Tlf.: 86 20 85 70
Kontakt Ligeværd
Evald Krogs Gade 14C 8000 Aarhus C Tlf. 86 20 85 70 ligevaerd@ligevaerd.dk www.ligevaerd.dk
Formand
Henrik Vinther Olesen Tlf. 24 82 63 13 henrik.vinther.olesen@sallinggroup.com
Direktør
Esben L. Kullberg Tlf. 24 97 27 18 esben@ligevaerd.dk
Et beskæftigelsesmæssigt kinderæg
For nyligt havde regeringen inviteret til et såkaldt Topmøde om Ungeløftet, som er en aftale mellem et flertal i Folketinget om at sikre, at flere unge kommer i job og uddannelse. Baggrunden er, at 43.000 unge mellem 15 og 29 år hverken er i uddannelse eller job. Det svarer til det meste af en ungdomsårgang, og kalder på eftertanke i forhold til, hvordan vi er endt med et skole- og uddannelsessystem, hvor det meste af en ungdomsårgang er endt helt uden for nummer.
Jeg havde fornøjelsen af at deltage i Topmødet i egenskab af mit civile hverv og ved, at der er et ekstra lag i problematikken. For virksomhederne er en del af virkeligheden, at ungdomsårgangene i de kommende år skrumper. Helt konkret vil der i 2035 være 8 pct. færre unge i alderen 15-18 år målt mod 2024. I nogle kommuner, som Nordfyns, vil faldet være op mod 25 pct., og samlet giver det på én og samme gang en stor udfordring og en unik mulighed: Udfordringen er, at erhvervslivet kommer til at mangle hænder. Muligheden er, at når erhvervslivet mangler hænder, bliver der bedre plads til unge, som har brug for støtte for at klare sig på arbejdsmarkedet.
Omkring halvdelen af de 43.000 unge, som hverken er i job eller uddannelse, har i større eller mindre grad psykiske udfordringer og har derfor brug for mere end et puf i retning af at finde deres egen vej. De har brug for støtte, også i arbejdslivet.
Skal det lykkes – og det skal det – kræver det dels et engageret erhvervsliv, fleksible regler som giver kommunerne mulighed for at have fokus på den enkelte unge – særligt i overgangen mellem det 17. og 18. år – og at civilsamfundet får lov til at gøre det, som det er bedst til: At udtænke og udføre løsninger, som går på tværs og som har 100 pct. fokus på de unge.
I Ligeværd vil vi kaste os ind i Ungeløftet med fornyet energi, for vi ved, at det virker, når virksomheder, kommuner og NGO’er arbejder sammen. Gennem Joballiancen, som er et overgangsforløb efter endt stu, fik 140 unge en særlig indsats – vi kalder den STB, Særligt Tilrettelagt Beskæftigelsesindsats – hvor den unge først blev sluppet, når vedkommende var i job eller uddannelse. Seks måneder efter forløbet var 81 pct. i job, 3 pct. i gang med en uddannelse, 11 pct. stadig i forløb og kun 5 pct. overgået til offentlig forsørgelse.
Det virker. For den unge. For virksomhederne. Og for de offentlige kasser. Den enkelte unge får job eller kommer i uddannelse, bliver del af et fællesskab og får lov at bruge sine evner. Erhvervslivet får flere nye medarbejdere, som kan hjælpe med at skabe nye arbejdspladser og nye muligheder. Og de offentlige kasser sparer penge – det viser analyser af resultaterne i forbindelse med STB – op mod 30.000 kr. per ung.
Man kunne kalde det et nærmest perfekt beskæftigelsesmæssigt kinderæg.
Følg os på de sociale medier
Henrik Vinther Olesen Formand for Ligeværd
Et godt indrettet rum giver mere tid til den pædagogiske kerneopgave
TEMA
04 Tema: Rum for særlige behov
06 Kirsten Callesen: Dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde
10 Skolens kaos slog Lea Hallers søn hjem
14 Ny bog: Fysiske rammer skaber pædagogisk udvikling
18 Elevinddragelse i ombygning førte til trivsel og ejerskab
22 Lyse rammer og sociale mursten løfter Dybbøl Efterskole
Emilie Melgaard Jacobsens søn kom i stærk mistrivsel på 14 dage, da han startede i skole
26 K-meddelelse præciserer: Den unge har mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder
28 Uafhængig forskning bekræfter Joballiancen: Samarbejde om overgange er nøglen til succes
30 Emergent Pædagogik: En ny multiteoretisk værktøjskasse for den specialpædagogiske praksis
32 Tre unges rejse fra isolation til fællesskab
36 #ForældreTilEtBarn MedSærligeBehov: Når systemet svigter børn
39 Leder: Vi ser ressourcer – ikke diagnoser
40 Forældrenetværk: Her kan jeg dele det, andre ikke forstår
TEMA OM
Rum for særlige behov
TEMA : Rum for særlige behov
Vores fysiske omgivelser har en afgørende betydning for, hvordan vi trives, lærer og udvikler os. For børn og unge med særlige behov kan skolens og klasserummets udformning være forskellen på at kunne deltage aktivt eller føle sig ekskluderet. Støj, lys, lugte og måden, hvorpå skolen er indrettet, kan enten understøtte eller hindre trivsel og læring. Det er derfor afgørende, at vi taler om og skaber bevidsthed om, hvordan rum og indretning kan tilpasses for at gøre skolen mere inkluderende.
Men hvad sker der for børn med særlige behov, når skolens rum overstimulerer i stedet for at skabe ro?
Psykolog Kirsten Callesen beskriver, hvordan sanseindtryk fra skolens rum kan overstimulere og stresse børn med særlige behov. For nogle børn er sansebombardementet så voldsomt, at de ikke længere kan være i skolen.
Lea Hallers søn, Thor, har ikke været i skole i mere end tre år, og noget af det, der ”slog ham hjem” var skolens kaotiske indretning.
Det kræver mindre, end mange måske tror at arbejde med skolens fysiske rammer, så de bliver mere inkluderende for alle elever. Det fortæller forfatterne Stine Clasen og Christina Baluna Christensen. Små ændringer som bedre lysindfald, velovervejet møblering og ryddelige omgivelser kan skabe tryghed og styrke både lærere og elever i deres hverdag.
Dybbøl Efterskole har haft en lignende proces. Her har en ny spisesal, foredragssal og et nyt køkken skabt et miljø med ro og struktur, hvor flere elever kan finde deres plads.
Vi håber, at vi med dette tema kan bidrage til bevidstheden om, hvordan arkitektur, sansemæssige hensyn og pædagogisk udvikling kan gå hånd i hånd for at skabe de bedste forudsætninger for børn og unge med særlige behov.
God læselyst!
Store forandringer kan også være gavnlige. På Sofie Rifbjerg Efterskole har samarbejde med konsulenthuset Carlberg skabt rammer for en inddragende byggeproces, der afspejler elevernes behov.
Kirsten Callesen:
Dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde
Sanseindtryk og rum påvirker børn med særlige behov i skolen. Så længe vi overser det, vil det påvirke deres muligheder for at lære og trives, mener psykolog Kirsten Callesen.
Af Esben Kullberg foto Lasse Mors og Bente-Maj Wøldike
En helt almindelig skoledag. Børnene strømmer ind i klasselokalet. Stole skramler, stemmer råber, madpakker lugter. Luften er et virvar af høje lyde og pludselige bevægelser.
De fleste børn trækker nok bare på skuldrene og går i gang med dagen. Men for nogle børn føles det som at blive kastet ud i en storm – en storm, der vækker ubehag og uro, og som gør det svært at finde ro til at lære.
For dem er mødet med skolens sanseindtryk og indretning en daglig kamp, fortæller Kirsten Callesen. Hun er psykolog ved Psykologisk Ressourcecenter, og igennem mange år har hun været optaget af, hvordan børns nervesystemer påvirkes af belastende omgivelser. For hun har mødt mange børn, der hver dag må
kæmpe med at navigere i skolemiljøets sansebombardement.
Som stifter og i sin tid leder for Søstjerneskolen indrettede hun derfor en hel skole på en måde, som skabte ro, fjernede stimuli og gav nervesystemet hos børn med særlige behov mulighed for at falde til ro. Og det er på den baggrund, at hun på en af sine mange ture rundt i landet har lagt vejen forbi Ligeværds kontor til en snak om, hvordan det kan påvirke nervesystemet hos børn med særlige behov positivt, hvis vi gør noget for at skabe et bedre miljø for dem. Og hvordan det påvirker dem negativt, hvis vi overser rummets betydning.
”Vi skal skabe en bevægelse,” kommer det opfordrende fra hende fulgt af hendes klare livfulde øjne og energiske gestik.
”Vi skal udbrede forståelsen af, at vi ikke kan blive ved med at overse, hvad belastende og ufleksible omgivelser betyder for børns mulighed for at lære og trives,” siger hun.
Når sanseindtryk bliver bombardementer
Ifølge Kirsten Callesen er en af de helt store udfordringer, som mange neurodiverse børn møder, klasselokalets lyde. Lyde, som vi andre knap nok lægger mærke til.
“Rigtig mange af de her børn er utrolig lydfølsomme,” forklarer hun.
“Bare lyden af en stol, der bliver trukket ud, kan være som et sansebombardement, der forstyrrer dem, fordi lyden kommer uforudsigeligt og uden filter. Når lyden rammer dem uventet, bliver de utrygge – og deres opmærksomhed forsvinder.”
Kirsten Callesen fortæller samtidig, hvordan hun har oplevet, at små ændringer i indretningen kan skabe ro.
“Man kan for eksempel blot sætte filtdutter på stolebenene, så lydene dæmpes. Eller lave et område i klasselokalet, hvor der er mere ro og afskærmning for de børn, der har brug for det. Sådan et hjørne kan blive en lille oase, hvor børnene kan trække sig tilbage, når de føler sig overvældede,” siger hun.
Sansevenlige rum, der understøtter ro og læring I specialskoler er omtanke for indretning ikke en fremmed ide. Her bliver der alle -
Små ændringer i indretningen kan gøre en stor forskel. Filtdutter på stolebenene dæmper forstyrrende lyde betragteligt og gør det lettere for elever at holde fokus.
rede som oftest gjort en særlig indsats for at skabe sansevenlige miljøer, fortæller Kirsten Callesen, og den måde at tænke på skal udbredes til flere skoler, fordi der også her er børn, som er følsomme over for sanseindtryk.
“På en specialskole havde vi for eksempel en dreng, som var glad for at sidde i et kuglebad. Det gav ham en stabilitet og tryghed, fordi han blev sansemæssigt stimuleret på en måde, der passede til ham,” forklarer hun.
En sansevenlig indretning kan ifølge Kisten Callesen være med til at gøre skoledagen mindre overvældende for disse børn.
“Det handler om at skabe små, rolige rum, hvor børnene kan finde deres egen plads og tryghed,” siger hun.
“Det kan være et lille telt, en stol med armlæn eller en lille afskærmning, hvor de føler sig beskyttet fra de mange sanseindtryk. Det er vigtigt at være nysgerrig og interesseret i, hvad det enkelte barn har behov for.”
En anden idé kunne være at skabe enkle og rolige vægge, der ikke er overfyldt med billeder, plakater og farver.
“I stedet for at have masser af visuelle input kunne man tænke mere minimalistisk. For eksempel ved at bruge rolige farver og lyddæmpende materialer. Det gør det nemmere for børnene at holde fokus, fordi de ikke konstant bliver forstyrret af noget, der fanger deres opmærksomhed,” siger Kirsten Callesen.
Lugte som stressfaktor
Et andet opmærksomhedspunkt er, at lugte for børn med sansefølsomhed kan virke overvældende.
“Lugte går direkte til vores følehjerne, amygdala, som er den del af hjernen, der er instinktiv og ude af vores kontrol. Den registrerer livstruende farer og trusler, og som i splitsekunder kaster os ud i ’fight, flight, freeze' – reaktioner,” forklarer Kirsten Callesen.
“Hvis et barn ikke kan lide lugten af madpakker, vådt overtøj eller en lærer, der har taget parfume på, kan det ikke vække blot ubehag og uro, det kan fremprovokere angstanfald. For barnet er det derfor næsten umuligt at ignorere, fordi amygdala reagerer så hurtigt, uden filter og uden for vores kontrol.”
Vi har alle godt af lidt mindre støj og lidt mere ro. Med lidt omtanke kan vi skabet et skolemiljø, som både børn med og uden særlige behov kan trives i.
Her kan det ifølge Kirsten Callesen være nødvendigt at indrette spiseområder og klasseværelser med foranstaltninger, der tager højde for lugt og luftkvalitet.
“Det kunne være en idé at indrette mindre spisezoner, så børnene kan vælge at sidde i en del af kantinen, hvor der ikke er så mange mennesker, og lugtene ikke bliver så overvældende,” foreslår hun.
“Nogle børn har også stor gavn af at kunne spise uden for selve klasseværelset eller kantinen, f.eks. i en stillezone, hvis de bliver overstimulerede af lugten fra madpakker.”
Pædagogisk forståelse nødvendig For at få en mere inkluderende skole er det ifølge Kirsten Callesen nødvendigt, at lærere og pædagoger har forståelse for, at deres faglighed ikke altid kan gøre det alene. At rummets indretning påvirker børn med sansefølsomhed. At en dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde.
Der er ikke altid behov for store, kostbare ombygninger, understreger hun. Med små, bevidste ændringer i indretningen og de daglige rutiner kan man skabe en skole, der giver plads til alle børn.
“Vi kan starte med de små ting. Det handler om at have et par zoner, hvor børn kan trække sig tilbage, og at alle
Kirsten Callesen, psykolog
lærere og pædagoger kender til de sansemæssige udfordringer, nogle børn oplever. På den måde kan vi tage hånd om dem, som har brug for det,” siger hun.
Ifølge hende må vi ændre den måde, vi designer skoler og undervisningsmiljøer på. Ikke kun for børn med særlige behov, men for alle børn.
“Vi ser i dag en epidemi af mistrivsel blandt børn. Mange af dem bliver allerede udtrættede i vuggestuen og børnehaven, og når de starter i skolen, har de simpelthen ikke mere energi til at håndtere støj og uro,” siger hun.
Hun drømmer om, at alle børn får lov til at gå i skole i sansevenlige miljøer, hvor rummene er tænkt og indrettet til at give ro.
“Vi har alle godt af lidt mindre støj og lidt mere ro. Med lidt omtanke og kreativitet kan vi skabe et skolemiljø, som både børn med og uden særlige behov vil trives i,” slutter Kirsten Callesen.
Kom med i fællesskabet
Unge For Ligeværd (UFL) er en forening for unge med særlige behov over 18 år. UFL har klubber i hele Danmark.
Klubberne holder klubaftener 1-4 gange om måneden, hvor de unge kommer på grund af fællesskabet. Eksempler på aktiviteter i klubberne er: Lave mad sammen, snakke, spille brætspil, bowle, tage på udflugt og gå i biografen.
Du skal være medlem af Unge For Ligeværd for at komme til klubaftener. Du er velkommen til at komme til klubaften et par gange for at prøve det, før du bestemmer dig for, om du vil være medlem.
BLIV MEDLEM
Du kan melde dig ind i Unge For Ligeværd på www.ligevaerd.dk/bliv-medlem
Har du spørgsmål, så ring til 86 20 85 70.
Find din klub
På www.ligevaerd.dk/UFL kan du se, hvor de forskellige klubber ligger og finde kontaktinformation.
Ufrivilligt skolefravær
Skol ens kaos slog Lea Hallers
søn hjem
De mange sanseindtryk blev hurtigt for meget for Lea Hallers søn, Thor, da han startede i skole. Ligesom mange børn med særlige behov har Thor Haller i dag ufrivilligt skolefravær – på tredje år.
Af Esben Kullberg og Lasse Mors foto Lasse Mors
Thor Haller går hjemme på tredje år i stedet for at gå i skole. Han er en stille og rolig dreng på 13 år, som altid har haft svært ved at være i skolens krav og rutiner, og til sidst blev skolens mange indtryk for overvældende for ham, fortæller hans mor Lea Haller.
"Vi har tre børn, og to af dem har autisme," siger hun.
"Thor har altid været en af de børn, der maskerer udfordringer helt utrolig godt, så det var svært for os at opdage, at noget var anderledes. Men set i bakspejlet var tegnene der allerede i børnehaven."
Selvom Thor Haller går hjemme, er han langt fra alene. Autismeforeningens inklusionsundersøgelse viste i 2024, at knap halvdelen af børn med autisme har ufrivilligt skolefravær. Og hver femte har ligesom Thor Haller ikke været i skole i mere end et år.
Skolens sansebombardement
Tre gange om ugen får Thor Haller besøg af en lærer i en time. Men de ugentlige besøg kan ikke kaldes hjemmeundervisning, mener Lea Haller. Det er snarere relationsdannelse.
Hvis vi vil have børn som Thor Haller tilbage i skolen, hvor de kan få undervisning, kan vi derfor ikke blive ved med at overse, hvad belastende og ufleksible omgivelser betyder for børns muligheder for at lære og trives, som psykolog Kirsten Callesen siger andetsteds i dette blad. Det er Lea Haller enig i.
For så længe vi ikke tager alvorligt, at neurodiverse børn har brug for rolige og sansevenlige miljøer, så er Thor Haller et af de børn, som næppe kan vende tilbage, mener hun. For ham blev skolens sansebombardement allerede en markant ud -
fordring fra begyndelsen af børnehaveklassen.
"Han kunne simpelthen ikke navigere i alle de samtidige indtryk. Både skolegården og klasselokalet blev for overvældende, og gradvist blev det sværere og sværere for ham at komme afsted. Til sidst kunne vi slet ikke få ham i skole," siger Lea Haller. Det var særligt de mange samtidige indtryk, konstante miljøskift og uforudsigeligheden, der overvældede hendes søn.
"Bare det at blive afleveret på parkeringspladsen, hvor alle ankom samtidig, var et bombardement af sanseindtryk," uddyber hun.
"Han skulle gennem den kaotiske skolegård med børn der løb og råbte, og ind i det overfyldte klasselokale, hvor 25 børn samtidig skulle have overtøj af og finde deres plads og vente på at få at vide, hvad dagen indebar. Hver eneste skift i løbet af dagen - fra time til frikvarter, fra klasselokale til gymnastiksal - betød nye lokaler, nye lyde, nye indtryk, nye forventninger der skulle bearbejdes."
Efter lang tids kamp besluttede familien at handle.
"Vi kunne ikke vente halvandet år på hjælp fra det offentlige system, så vi søgte private løsninger," siger Lea Haller.
"Thor har nu været hjemme i næsten tre år. Årene i folkeskolen, hvor han konstant og meget effektivt maskerede sine udfordringer og kæmpede med det totale kaos indeni, har sat dybe spor. Selvom han er indskrevet på en specialskole, er han ikke i stand til at møde op fysisk. I stedet kommer der en lærer hjem til ham i én time, tre gange om ugen."
At tilpasse familien
En af de største udfordringer i forhold til skolen var Thor Hallers måde at udtrykke følelser på.
“Hans ansigtsudtryk er som regel meget neutrale, men vi, der kender ham godt, kan aflæse de små signaler - en lille trækning eller bevægelse, der fortæller os, hvordan han egentlig har det."
Derhjemme har Lea Haller og resten af familien haft langt bedre muligheder for at støtte Thor Haller på hans egne præmisser og gennem årene udviklet strategier til at støtte Thor.
"Vi forsøger, at han har en udvej i nye situationer," fortæller Lea Haller.
"Hans stressniveau stiger markant, hvis han føler sig fanget, så vi planlægger altid med fleksibilitet og alternative
"Bare det at blive afleveret på parkeringspladsen, hvor alle ankom samtidig, var et bombardement af sanseindtryk."
Lea Haller
muligheder. Vi har lært at respektere hans grænser for, hvor mange indtryk han kan håndtere ad gangen."
Støt dit barn
Når Lea Haller ser tilbage, er der ting, hun ville ønske havde været anderledes.
"Hvis vi havde vidst mere om autisme tidligere, kunne vi måske have hjulpet
Thor bedre fra start. Jeg ville have været mere opmærksom på de små signalerhans behov for at begrænse sanseindtryk og hans udfordringer med at skifte mellem forskellige miljøer,” reflekterer hun.
Hendes råd til andre familier er klare:
"Stol på din mavefornemmelse og søg hjælp tidligt," siger hun med eftertryk.
"Og husk, at det er helt i orden at gøre tingene anderledes for at støtte dit barn. Det handler ikke om at presse barnet til at passe ind i eksisterende rammer, men om at skabe rammer, der passer til barnet."
Thors historie er en vigtig påmindelse om, hvor afgørende det er at forstå og respektere børns forskellige måder at opleve verden på. Den viser også, at hver familie må finde sine egne veje og løsninger.
"Vi har lært at acceptere og støtte Thor, præcis som han er," afslutter Lea Haller.
"Den accept har gjort en verden til forskel - ikke bare for Thor, men for hele vores familie."
Fysiske rammer skaber pædagogisk udvikling
Hvis der roder på en skadestue, og tingene ikke ligger på deres plads, kan det koste liv. I en pædagogisk sammenhæng kan det også koste på kvaliteten, hvis rum er uoverskueligt indrettede, mener to eksperter.
Af Esben Kullberg og Lasse Mors foto Lasse Mors
Christina Baluna Hostrup (tv.) og Stine Clasen (th.) udgav “tag ansvar for rammerne – tag ansvar for pædagogikken” i oktober 2024
"Når vi som voksne tager ansvar for rummet og signalerer, at det, vi laver her, er vigtigt, påvirker det også eleverne.”
som kaster lys på vigtigheden af at tage bevidst stilling til de fysiske rammer som et redskab og en genvej til pædagogisk udvikling.
"Gennem vores arbejde i mere end 500 specialklasser har vi set, hvor stor betydning de fysiske rammer har,” siger Stine Clasen.
”Et ryddeligt og gennemtænkt rum kan være forskellen på, om en elev føler sig inviteret til fællesskabet eller føler sig isoleret. Det handler ikke kun om æstetik, men om at skabe rum, der understøtter læring og fællesskab."
Små ændringer med stor effekt Hvis der roder på en skadestue, og tingene ikke ligger på deres plads, kan det jo koste liv.
Sådan lyder et citat fra en sygeplejerske i bogens tredje del, hvor Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen deler konkrete redskaber til arbejdet med de fysiske rammer.
Og sygeplejerskens pointe kan oversættes til en pædagogisk sammenhæng, som de skriver i bogen:
"Det kan understrege, at det i pædagogisk kontekst koster på opmærksomhed, fokus og tryghed, hvis alle skal bruge tid på at lede efter tingene. Det er tid, der kan bruges på kerneopgaven, det relationelle, det læringsmæssige og det sociale."
Og det behøver ikke være store forandringer, der gør forskellen. I deres arbejde har Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen oplevet, hvordan netop noget så simpelt som at rydde op eller flytte møbler kan skabe markante forandringer, fortæller de.
Forestil dig et klasselokale, hvor eleverne føler sig velkomne og trygge. Lyset falder blødt ind gennem vinduerne, rummene er overskuelige og indbydende, og hver detalje signalerer, at her er læring og fællesskab i centrum.
Ifølge Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen er netop sådanne rum afgørende for, at elever og lærere kan trives og udvikle sig. Som selvstændige pædagogiske udviklingskonsulenter er de aktuelle med bogen ”Tag ansvar for rammerne – tag ansvar for pædagogikken”,
Et af deres mest tankevækkende eksempler er en specialklasse, hvor eleverne oprindeligt sad bag skærme, der adskilte dem fra hinanden.
"Børnene sad isolerede og kiggede ind i væggene. Da vi foreslog at fjerne skærmene og vende bordene mod formidlingszonen, skete der noget magisk," siger Christina Baluna Hostrup.
Tre måneder senere vendte de tilbage til klassen og spurgte lærerne, hvordan det var gået.
"Lærerne fortalte os, at elevernes opmærksomhed var steget markant, og at
kun én elev fortsat havde behov for en skærm. En af eleverne sagde endda, at nu føles det som en rigtig skole," fortæller Stine Clasen.
De fysiske rammers rolle i læring
En af styrkerne ved de to konsulenters tilgang er, at den gør pædagogisk udvikling konkret og håndgribelig. Mange lærere oplever abstrakte udviklingsprojekter som svære at omsætte i praksis, men her tilbyder de to konsulenter en vej ind gennem de fysiske rammer.
"Vi ser ofte en stor interesse for det konkrete," siger Christina Baluna Hostrup.
"Folk bliver glade for, at de kan gå tilbage og ændre noget med det samme – som at flytte et bord, så en elev sidder mere trygt."
De fortæller om en skole, hvor lærere og elever i fællesskab udviklede en model med tre forskellige bordopstillinger – én til gruppearbejde, én til formidling og én til individuel fordybelse.
"Eleverne elskede det," siger Stine Clasen.
"Det var konkret, praktisk og understøttede de aktiviteter, de skulle lave i løbet af dagen."
Demokratiske og inkluderende læringsmiljøer
For Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen er læringsmiljøerne ikke kun et spørgsmål om funktionalitet, men også om at skabe demokratiske og inkluderende fællesskaber. De arbejder med lærere og pædagoger for at skabe rum, hvor alle føler sig set og hørt, fortæller de.
"Når vi spørger børnene, hvad der skal til for, at de trives i klassen, får vi ofte enkle, men præcise svar," siger Christina Baluna Hostrup og nævner et eksempel:
"En ordblind elev fortalte, at han blot ønskede at sidde tæt på en stikkontakt, så han kunne bruge sin computer uden problemer. Så små ændringer kan gøre en enorm forskel."
Inddragelsen af elever og lærere i processen er en central del af deres metode. Det handler om at skabe ejerskab og ansvar for de fysiske rammer.
"Vi ser det som en demokratisk praksis," forklarer Stine Clasen.
"Når alle bidrager til at holde rummene ordentlige og funktionelle, styrker det fællesskabet og respekten for læringsmiljøet."
Fra bæredygtighed til væredygtighed
Christina Baluna Christensen og Stine Clasen er forfattere til flere bøger og har i deres tidligere arbejde også introduceret begrebet "væredygtighed" – en forlængelse af det bæredygtige perspektiv, men med fokus på langsomhed, fordybelse og balance.
"Vi lever i en tid, hvor der er konstant kamp om opmærksomheden, særligt for unge. Derfor er det afgørende at skabe rum, hvor de kan finde ro og mærke sig selv," siger Christina Baluna Christensen.
Væredygtighed handler også om, hvordan de fysiske rammer kan støtte lærernes faglige stolthed.
"Det er ikke ligegyldigt, hvordan et klasselokale ser ud," siger Stine Clasen.
"Når vi som voksne tager ansvar for rummet og signalerer, at det, vi laver her, er vigtigt, påvirker det også eleverne. Det handler om ordentlighed – ikke nødvendigvis om penge."
Et fremtidsperspektiv
Christina Baluna Christensen og Stine Clasens arbejde er mere aktuelt end nogensinde i en tid, hvor skoler står over for store udfordringer med inklusion, bæredygtighed og socialt ansvar. Deres tilgang bygger på en dyb forståelse af, hvordan rummene kan bruges som et redskab til at fremme læring og fællesskab.
"Vi tror på, at rummene både skal være bæredygtige og væredygtige," afslutter Christina Baluna Christensen.
"Når vi skaber rum, der inviterer til læring og fællesskab, skaber vi ikke kun bedre vilkår for eleverne, men også for lærerne og hele skolesamfundet.
Med deres praksisnære og menneskelige tilgang viser Christina Baluna Hostrup og Stine Claesen, at små ændringer kan føre til store forandringer – ikke kun i rummene, men også i den pædagogiske praksis og skolens fællesskab.
5 tips
At arbejde med rum i det pædagogiske arbejde kan både være et lille projekt og en større proces. Eksperter giver hver fem konkrete råd til forandringer, der enten kan gøre en forskel lige nu eller igennem et større projekt.
Fem konkrete tips, der kan gøre en forskel i morgen
Stine Clasen og Christina Baluna Hostrup, pædagogiske udviklingskonsulenter
Ryd op. Lav tre kasser. En behold-kasse, en overveje-kasse og en af med-kasse. Behold kun det, I har brug for i jeres pædagogiske praksis lige nu. Gem det væk, som I ikke har brug for.
Ting bor. Ting skal have en fast plads, så de er lette at rydde op og finde igen. Hvis ting ikke får en plads, finder de selv en og bliver ofte passivt rod i hjørner, vindueskarme, oven på skabe og hylder.
Kod rum. Gør det tydeligt, hvad man skal hvor. Lav afgrænsede zoner til forskellige aktiviteter, fx en stillezone/pausehjørne, et plads-til-alleområde og et fordybelsesområde.
Tag stilling til hvor eleverne sidder. Erfaring har vist, at mange elever har gavn af at sidde med siden eller ryggen til væggen – og vendt mod fællesskabet. Eventuelt behov for afskærmning kan stadig dækkes, men bør overvejes som midlertidige løsninger.
Inddrag eleverne. De unge ved, hvad der dur for dem. Tag dem med på råd. Så får de også ejerskab over rummet.
Fem konkrete tips til større forandringer
Nicolai Carlberg, etnolog og ekspert i sociale mursten
Formuler målbare succeskriterier for byggeprojektets understøttende effekt på sociale mål som trivsel, læring, fællesskab eller lignende.
Brug den nødvendige tid og økonomi på at indhente viden og forstå de forskellige brugergrupper og deres forskellige behov.
Sørg for, at arkitekten reelt møder og forstår de mennesker, som vedkommende skal tegne til.
Følg op og vurder om de foreslåede designløsninger indfrier de sociale målsætninger ved alle faseskift hele vejen gennem designprocessen.
Hjælp brugerne med at flytte ind, involver dem i ibrugtagningen, lad brugerne teste indretning og møbler, lyt til feedback, hav en pulje til efterjusteringer.
Hjælp børn og unge til bedre trivsel
STYRK DIN FAGLIGHED med Ligeværds uddannelser
Vil du styrke din viden om børn og unges neuroprofiler og hjælpe dem til bedre trivsel? Det kan du, når du har taget uddannelsen Den nye neuropædagogik
På uddannelsen Den nye neuropædagogik får du viden om børns nye neuroprofiler, så du forstår hvordan og hvorfor eleverne reagerer så markant anderledes end tidligere, og hvilke strategier du skal gøre brug af, så eleverne kommer i trivsel og bliver læringsparate i de rigtige læringsmiljøer.
Uddannelsen er rettet mod medarbejdere på stu-steder, specialefterskoler og folkeskoler. Den er også meget relevant for PPR, socialrådgivere og ansatte i psykiatrien.
Din underviser på uddannelsen er Kirsten Callesen - klinisk psykolog med speciale i Autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande.
Bliv en bedre seksualunderviser for børn og unge med særlige behov
Vil du være en kompetent seksualunderviser for børn og unge med særlige behov? Så er Uddannelsesforløbet til seksualunderviser noget for dig.
Uddannelsesforløbet er målrettet fagprofessionelle til børn og unge med særlige behov, fra grundskolealderen og op til og med stu/fgu-uddannelse.
Igennem fem undervisningsdage får du den grundlæggende viden og gode eksempler på, hvordan du som underviser/formidler tager fagligt fat på seksualundervisningen.
Underviserne på uddannelsen er Trine Lynggaard Cervin og Marlene Qvist Simoni, som begge har mange års erfaring som seksualvejleder for børn og unge med særlige behov.
Stå stærkere i mødet med hverdagens komplekse pædagogiske opgaver og dilemmaer
Vil du have nye redskaber til at hjælpe børn og unge med komplekse udfordringer og belastninger? Det får du på uddannelsen i Emergent Pædagogisk Praksis
Du kan forvente, at uddannelsen kvalificerer dit grundlag for at agere teoretisk og metodisk velfunderet, udvider dit handlerepertoire og styrker din evne til at træffe valg i multikomplekse situationer.
Uddannelsen er rettet mod medarbejdere og ledere på det specialpædagogiske område.
Du vil blive undervist af Gro Emmertsen Lund - selvstændig forsker og konsulent, forfatter og efterspurgt oplægsholder og Thomas Buch - selvstændig konsulent samt medstifter og forstander for Idrætsefterskolen Ulbølle siden skolens opstart i 2005 og indtil 2024. Til sammen har de mange års erfaring med børn og unge med særlige behov i skolesammenhænge.
HVORFOR SKAL DU VÆLGE
EN UDDANNELSE HOS LIGEVÆRD?
I Ligeværd har vi mere end 60 års erfaring med special pædagogik. Det forpligter! Med Ligeværds kurser og uddannelser sørger vi for, at den viden om børn og unge med særlige behov, der er opsamlet gennem årene, vender tilbage til det specialpædagogiske område.
Læs mere på ligevaerd.dk
Mulighed for økonomisk støtte
Du kan søge økonomisk støtte til kompetenceudvikling via den Statslige Kompetencefond, hvis du er ansat i staten.
På kompetenceudvikling.dk finder du en guide, der kan hjælpe dig med processen.
Elevinddragelse i ombygning førte til trivsel og ejerskab
Sociale mursten kan skabe sociale og pædagogiske gevinster. En ny spisesal har styrket relationerne på Sofie Rifbjerg Efterskole og underbygger på den måde skolens formål. Elevinddragelse i byggeriet er nøglen.
Af Esben Kullberg og Lasse Mors foto Esben Kullberg
Før ombygningen var hverdagen i den gamle spisesal på Sofie Rifbjerg Efterskole ofte en udfordring for elever som Eline Olsen og Jenny Nyvang.
”Det var meget åbent og larmende. Man sad virkelig tæt. Altså, når man rykkede stolen ud, stødte man ind i hinanden,” fortæller Eline Olsen.
Et af problemerne var ifølge de to, at den gamle spisesal var omringet af glasvægge. Det føltes som et sted, hvor man ikke kunne slippe væk fra, fortæller Eline Olsen.
”Jeg kunne nogle gange bare have lyst til at tage maden med på værelset, fordi det var for meget at være derinde,” siger hun.
Det var hun ikke alene om. Med den gamle spisesal spiste over en tredjedel af eleverne på værelserne eller andre steder på skolen. Kun 59% spiste i spisesalen. Men siden den nye spisesal blev indviet i 2022, er andelen af elever, der spiser i spisesalen steget til hele 91%.
”Det blev lidt som en flugt. Det var lettere at gå udenom det hele end at skulle forholde sig til kaosset,” siger Eline Olsen.
Sammen med Jenny Nyvang gik hun på skolen fra 2021-2023. De to unge kvinder har derfor oplevet begge spisesale – og så har de haft en finger med i udarbejdelsen af den nye spisesal.
"Man føler større ejerskab, når man har været med. Og det er jo nyt og pænt, så man får lyst til at passe på det."
Eline Olsen, tidligere elev på Sofie Rifbjerg Efterskole
Elevinddragelse som katalysator
Med projektet skulle spisesalen transformeres til et sted, der afspejler elevernes behov og følelser, og derfor blev den til med elevernes stemmer som guide for designprocessen. Det fortæller Nicolai Carlberg, etnolog og ekspert i sociale mursten, fra rådgivningsvirksomheden Carlberg.
”Vi arbejdede meget grundigt med at fremkalde de unges bevidste og ubevidste viden gennem workshops og observationer. Det gav os mulighed for at forstå, hvad der var vigtigt for dem,” siger han.
I workshops fik eleverne mulighed for at bygge modeller og skabe moodboards, som er en slags brainstorm i billeder.
”Der var noget for alle, uanset hvordan man bedst kunne udtrykke sig. Elevernes input blev ikke bare noteret, men indarbejdet direkte i projektet,” siger Carlberg.
Han understreger vigtigheden af at oversætte og fortolke elevernes input, så det hele tiden forholder sig til formålet med skoleopholdet.
”Eleverne kan komme med konkrete ønsker og behov, men det er vores ansvar at koble det med skolens pædagogiske og dannelsesmæssige mål. I tilfældet med Sofie Rifbjerg handlede det jo om at skabe skole- og dannelsesfællesskaber,” forklarer han.
Det store fokus på elevinddragelse ser ud til at lønne sig ud over det forventelige. For elever og personale blev de nye rammer ikke kun en fysisk opgradering, men et fundament for bedre trivsel og fællesskab. Og så skabte elevinddragelsen et unikt ejerskab, fortæller Eline Olsen.
”Man føler større ejerskab, når man har været med. Og det er jo nyt og pænt, så man får lyst til at passe på det.”
De nye rammer: Tryghed og fleksibilitet Når Nicolai Carlberg taler om arbejdet med spisesalen på Sofie Rifbjerg Efterskole, sammenligner han den med et vandhul på savannen, hvor dyrene kommer for at drikke. Før følte mange elever
sig udsatte og pressede i spisesalen, så de kom kun for hurtigt at hente mad og forsvandt så igen.
”Nu har vi designet et vandhul, hvor man kan komme til fra mange sider. Der er rolige zoner, snigeveje og mulighed for at være i forskellige flokstørrelser,” siger han og fremhæver et af elevernes ønsker, som var en afskærmning af buffeten, så andre elever ikke kan se, når man tager mad.
Med stigningen i andelen af elever, der spiser i spisesalen, er vandhullet åbenlyst gået fra at være en farezone til at være et trygt opholds- og pausested. Og forandringen er mærkbar, fortæller Eline Olsen.
Designprocessen bag spisesalen blev til med stemmer fra elever som Eline Olsen (tv.) og Jenny Nylander (th.).
En rød sofa. Et roligt sted, hvis man har behov for at komme lidt på afstand af indtrykkene.
"Når vi forstår, hvem vi bygger til, kan vi skabe rammer, der gør en reel forskel."
Nicolai Carlberg, etnolog og ekspert i sociale mursten
”Man kan sidde lidt bagved og gemme sig, hvis man har en dag, hvor man har brug for det. Der er snigedøre, så man kan komme ind og ud uden at blive bemærket,” siger hun.
Et styrket fællesskab Projektet med spisesalen er et eksempel på, hvordan sociale mursten kan skabe sociale og pædagogiske gevinster, fordi de nye rammer har haft en positiv effekt på hele skolens sociale liv.
”Fordi eleverne nu opholder sig i spisesalen, ser man hinanden mere i løbet af dagen. Det styrker relationerne mellem elever og mellem lærere og
elever, og underbygger på den måde skolens formål,” siger Nicolai Carlberg Jenny Nyvang er enig. ”Nu kan man forholde sig til sig selv og holde ud at være til stede. Der er langt mindre overstimulering, og det føles jo rigtig rart at kunne være en del af fællesskabet.”
Hele nøglen er ifølge Nicolai Carlberg elevinddragelsen, der har gjort det muligt at skabe et gennemtænkt design.
”Når vi forstår, hvem vi bygger til, kan vi skabe rammer, der gør en reel forskel. Det er derfor, det er så vigtigt at prioritere elevinddragelsen i byggeprocessen,” siger han.
Sociale mursten
Nicolai Carlberg om sociale mursten og samarbejdet med Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania.
”Det hedder sociale mursten for at lægge vægt på det menneskelige aspekt af et byggeri – på koblingen mellem liv og mursten. Det centrale er et fokus på at få en social værdi ud af byggeriet.”
"Vi har i en årrække fået lov til at teste metoden af i en lang række eksempelprojekter, og her var Sofie Rifbjerg et af de første eksempelprojekter, vi arbejdede med."
”Metoden bag sociale mursten er udarbejdet i samarbejde nogle af de store ’murstensfonde’ i Danmark, Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania. Vi inddrog også arkitektforeningen i det indledende metodearbejde, hvor vi tog rundt og besøgte en række byggerier i Danmark, hvor man har gjort sig virkelig meget umage med at få nogle sociale effekter ud af ombygninger eller nybyggeri."
Læs mere i rapporten
Sociale mursten
Vejledningsmesse for unge med særlige behov
Alle kan noget, og der er en vej til alle. På vores vejledningsmesse kan de unge få ideer til, hvilken uddannelse der kunne være god for dem.
23. september
Kl. 9.30 - 17.00
Aarhus Rådhus Sønder Allé 2 8000 Aarhus C
Kom om hør mere om
Højskoler
Gymnasier
Frie Fagskoler
Specialefterskoler
Kl. 11.00
Oplev inspirerende Mads Marius, der holder oplæg om sit liv med særlige behov.
Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelser
Særligt Tilrettelagt Beskæftigelse
Få vores uddannelseskatalog på messen
Lyse rammer og sociale mursten
løfter Dybbøl
Efterskole
Fysiske rammer kan forbedre trivsel, læring og fællesskab. Det har Dybbøl Efterskole erfaret med deres nye spisesal, foredragssal og køkken. I byggeriet har arkitektur og pædagogik gået hånd i hånd for at skabe de bedst mulige rammer for skolens arbejde.
Af Esben Kullberg foto Lasse Mors
Før i tiden var spisesituationen præget af støj, konflikter og høj stress på Dybbøl Efterskole. Men det har ændret sig med skolens nye spisesal, som stod færdig i 2023, fortæller forstander Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen
"Nu har vi færre konflikter, og eleverne kan bedre være i de her situationer. Det er noget helt andet – både for dem og for os som personale."
Med ny spisesal, foredragssal og nyt køkken har Dybbøl Efterskole fået meget mere end bare fysiske rammer, fortæller han. De nye rammer har skabt et miljø, hvor arkitektur og pædagogik går hånd i
'Snigedøre' giver eleverne mulighed for at ankomme ubemærket til måltiderne. Det er en gevinst for de elever, der har brug for at gå under radaren.
hånd og løfter både trivsel og læring til et nyt niveau.
Arkitektur, der understøtter pædagogik
At træde ind i den nye spisesal er som at træde ind i en anden verden. Uden for kører toget tæt forbi, og lyden af hjulene, der suser over jernbanen, sluger næsten enhver samtale. Den kontrast gør kun spisesalens effekt mere tydelig, når dørene lukkes. Det lyse træ på væggene, ovenlyset fra vinduerne og det store rum med loft til kip skaber en fornemmelse af ro og plads. Togets lyd forstummer, og akustikken i salen omslutter én med en blødhed, der næsten kan mærkes fysisk – som fløjl eller nyfalden sne.
Byggeriet er resultatet af en ambitiøs byggeproces, hvor det har været vigtigt for skolen at inddrage elever og ansatte. Den proces har konsulenter fra arkitektfirmaet Carlberg hjulpet med. Og samarbejdet med dem har sikret, at byggeriet ikke kun er æstetisk, men også funktionelt og pædagogisk gennemtænkt, fortæller Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.
”Projektet er designet med udgangspunkt i "Sociale Mursten". En tilgang, der fokuserer på, hvordan fysiske rammer kan forbedre trivsel, læring og fællesskab,” siger han.
Carlberg har blandt andet været med til at kortlægge elevernes bevægelsesmønstre og præferencer i forhold til, hvor de helst vil opholde sig. Blandt de centrale elementer i spisesalen er lyddæmpende materialer, der gør det muligt for op mod 88 elever at spise sammen uden den stress, der ofte følger med store grupper. Derudover skaber strategisk placerede plantekasser og "snigedøre" en fleksibilitet, som giver eleverne mulighed for at trække sig tilbage eller bevæge sig ubemærket rundt i rummet.
"Vi har fået et rum, hvor der er plads til alle typer elever," siger Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.
"Nogle har brug for at fylde meget, mens andre foretrækker at gå under radaren. Det nye design giver mulighed for begge dele."
Dette fokus på fleksibilitet og tilpasning har også haft betydning for den måde, skolen arbejder pædagogisk på, fortæller han. Placeringen af kontaktgrupper og måden, eleverne spiser sammen på, er blevet mere bevidst og struktureret.
"Vi har tidligere spist lidt tilfældigt og uden mange overvejelser. Nu er der et klart fokus på måltidskulturen, og vi arbejder aktivt med at skabe gode sociale rammer om maden," siger Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.
En proces med fokus på eleverne Byggeprojektet har været en mangeårig drøm for skolen, og de gode effekter er uden tvivl et resultat af den tidlige elevinddragelse, mener Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen. Gennem workshops og interviews var deres stemmer med til at præge de valg, der blev truffet.
"Vi spurgte ind til, hvad eleverne tænkte om måltiderne, hvordan de ønskede rummet, og hvilke udfordringer de oplevede," fortæller han.
"Vi har fået et rum, hvor der er plads til alle typer elever."
"Både elever og personale blev inddraget. Eleverne blev nok ikke inddraget så dybt som personalet, men deres input blev en del af den baseline, vi arbejdede ud fra."
En af de løsninger, der udsprang af denne proces, er etableringen af et venteområde uden for spisesalen. Her kan elever sidde i ro, før de går ind, hvilket giver en naturlig overgang til måltidet. For nogle elever fungerer det også som en tryg måde at indgå i sociale sammenhænge på.
"Det skaber et nyt socialt rum," forklarer Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.
"For elever, der har svært ved sociale situationer, er det en diskret måde at være til stede på. Ingen spørger, hvorfor du er der –du venter jo bare på at skulle spise."
Smukke rum skaber respekt og store gevinster
Et gennemgående tema i byggeriet har været æstetik. Fra materialevalg til lysindfald er der tænkt over detaljerne, og det har en mærkbar effekt på både elever og personale.
"Når man er i et rum, der er flot, og hvor man kan mærke, at der er gjort noget ekstra, passer man bedre på det," fortæller Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.
"Vi ser tydeligt, at eleverne respekterer de nye rammer, og det gør en stor forskel for os alle."
Derfor mener forstanderen også, at processen har været værdifuld for alle parter, selvom det skulle tage tre år fra de første ideer blev udviklet, til elever og personale kunne tage de nye rammer i brug.
"Det har selvfølgelig været krævende at bygge, mens vi driver skole, men det har været en fantastisk proces. Vi har haft dygtige folk på alle niveauer, og samarbejdet har fungeret upåklageligt," siger Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.
Dog har der også været overraskelser undervejs. For eksempel tog det længere tid end forventet at få de nye arbejdsgange på plads, fortæller forstanderen.
"Det har faktisk taget et år at finde ro i de nye rammer. Men nu kan vi virkelig mærke, hvor stor en forskel det gør. Lyden er dæmpet, rummene er smukke, og det skaber en enorm trivsel for både elever og medarbejdere," siger han.
K-meddelelse præciserer:
Den unge har mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder
Den 22. november 2024 udgav Klagenævnet for Specialundervisning en ny k-meddelelse, der præciserer processen for stu. Vi har illustreret vejen til uddannelse for at tydeliggøre, hvad I kan forvente, når I henvender jer til kommunen.
Indledende dialog. Kommunen vil invitere jer til et møde for at drøfte den unges behov, ønsker og mål for uddannelsen. Forløbsplanen kan bruges som et redskab i denne proces.
Præsentation af valgmuligheder. Kommunen skal som udgangspunkt tilbyde mindst to relevante uddannelsessteder, der matcher den unges behov. Kommunen skal sende et brev med tilbuddene.
Begrundelse ved kun ét tilbud. Hvis kommunen kun kan tilbyde ét sted, skal de skriftligt forklare, hvorfor, baseret på reglerne i lovgivningen.
Endelig beslutning. Når den unge har haft mulighed for at vælge, vil kommunen træffe en endelig afgørelse og sende jer en klagevejledning.
Klagemulighed. Hvis I ikke er enige i kommunens afgørelse, kan I klage til Klagenævnet for specialundervisning. Klagenævnet kan vurdere, om kommunens beslutning følger reglerne.
Jeg er i målgruppen for en stu, men hvilket uddannelsessted kan jeg vælge?
Forberedelse
I skal selv undersøge, hvilken retning stu’en skal have, og hvor den kan være rent geografisk.
• Tjek stu-portalen på stu-overblik.uvm.dk
• Tag kontakt til stedet
Du kan selv komme med en mulighed. Kommunen skal nu vurdere stu-stedet på lige fod med de andre. Hvis kommunen beslutter ikke at tilbyde dig det ønskede sted, skal de begrunde det.
Kontakt LigeLinie
Tlf.: 22 34 30 13
Mail: ligelinie@ligevaerd.dk
Åbningstider Mandag fra kl. 8-12 Onsdag fra kl. 13-15.30
Relationer og samarbejde er nøglen til succes, når unge med særlige behov skal passere den svære overgang fra stu til beskæftigelse.
Det viser ny forskning.
Af
Esben Kullberg foto Privatfoto
Mens jeg løber forvildet rundt på gange og trapper på Aarhus Universitet for ikke at komme for sent til min aftale, tænker jeg, at det nok må være sådan, det kan føles, når man som ung med særlige behov må finde rundt i de kommunale systemer på egen hånd. Helt forvirret over bygningsnumre, institutbeskrivelser, tal og bogstaver på møderum må jeg til sidst spørge om vej. En venlig studerende får til sidst givet mig en retning til et lokale, hvor jeg skal møde to forskere, der for nyligt har fået publiceret deres forskning i et internationalt tidsskrift.
Venligt og måske lidt overbærende smilende tager Christa Thomsen og Birte Asmuß fra Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet imod mig til en snak om vejen fra uddannelse til arbejdsmarkedet for unge med særlige behov.
af de centrale principper bag Ligeværds beskæftigelsesindsats, Joballiancen. I deres forskning har de undersøgt overgangen – eller transitionsprocessen - fra stu til beskæftigelse for unge med særlige behov og fundet frem til, at relationer og samarbejde er nøglen til den unges succes.
Transitionsprocessen –
Hvorfor er den så vigtig?
"Overgangen er ikke bare en fase –det er en proces, en afgørende vigtig proces, der kræver en fokuseret indsats.”
Birte Asmuß
For resultaterne af de to uafhængige forskeres arbejde bekræfter nemlig flere
Christa Thomsen og Birte Asmuß har gennem deres forskning identificeret overgangen, eller transitionsprocessen, som de selv kalder det, som en særlig følsom fase, hvor unge med særlige behov ofte står over for komplekse udfordringer. Det er her, hvor forskellen mellem uddannelsens trygge rammer og arbejdsmarkedets krav kan skabe usikkerhed. Det er her, de unge skal omsætte alt det, de har lært under uddannelsen til rigtige arbejdssammenhænge, navigere i nye miljøer og skabe relationer til nye mennesker. Alt sammen for at lykkes i et job.
"Vi har i vores forskning set, at overgangen kan være et kritisk øjeblik, fordi det er her, de unge ofte bliver overladt til sig selv. De relationer og støttefunktioner, der har båret dem igennem uddannelsen, skal tilpasses eller genetableres på arbejdsmarkedet," forklarer Birte Asmuß.
”Og det kan være en særlig vanskelig opgave, når man har kognitive udfordringer”.
Forskerne har fulgt unge gennem deres hverdag i uddannelse og på arbejdspladser og peger på, hvordan små fejltrin eller manglende støtte kan få store konsekvenser i denne periode. Deres arbejde afslører samtidig, at en stærk relationel støtte – fra uddannelsesstedet og dets jobkonsulenter – kan være med til at vende potentielle nederlag til succesoplevelser.
Relationer som fundament Gennem etnografiske studier og observationer er Christa Thomsen og Birte Asmuß kommet tæt på de unge og har dokumenteret, hvordan relationer er helt centrale i transitionsprocessen. De unge med særlige behov har ofte svært ved at sætte ord på deres styrker og behov, og derfor spiller stu-stedets jobkonsulenter
"Det handler om at opbygge relationer, der ikke blot støtter, men også giver de unge en stemme."
Christa Thomsen
knytning, som kan holde på længere sigt.
En model for fremtiden
Christa Thomsens og Birte Asmuß’ forskning tilbyder en skarp analyse af, hvorfor overgangsprocessen er så vigtig, og hvordan den kan styrkes. Den understøtter Joballiancens pointe om, at overgangen lykkes bedst, når den koordineres og faciliteres af uddannelsesstedets medarbejdere. Denne uafhængige validering af Joballiancens principper er en vigtig milepæl i arbejdet med at hjælpe flere unge med særlige behov i beskæftigelse. Som Birte Asmuß afslutter:
"Overgangen er ikke bare en fase – det er en proces, en afgørende vigtig proces, der kræver en fokuseret indsats. Når vi tager os tid til at opbygge relationer og møder de unge, hvor de er, kan vi skabe reelle forandringer, som rækker langt ud over den første ansættelse."
en særlig støttende og vigtig rolle. Forskerne beskriver, hvordan relationerne mellem den unge og jobkonsulenten fungerer som en bro mellem uddannelsens velkendte rammer og arbejdsmarkedets ofte uforudsigelige krav.
"Det handler om at opbygge relationer, der ikke blot støtter, men også giver de unge en stemme. Jobkonsulentens rolle som facilitator er helt central i at skabe et trygt og meningsfuldt samarbejde mellem den unge og arbejdsgiveren," siger Christa Thomsen.
Forskningens bidrag til praksis
Joballiancens model, som har været med
til at sikre, at 81% af deltagerne i pilotprojektet kom i job, bliver i høj grad understøttet af forskernes resultater. Men hvor Joballiancens model beskriver arbejdet i sin helhed, så zoomer Christa Thomsen og Birte Asmuß ind på det relationelle og individuelle perspektiv. Deres forskning tilføjer dermed en endnu dybere forståelse af, hvorfor modellen virker.
Forskernes arbejde viser, hvordan transitionsprocessen håndteres med både tålmodighed og fokus på de unges udvikling over tid. De peger på nødvendigheden af at tænke i længere perspektiver, hvor målet ikke kun er et job her og nu, men en bæredygtig til -
Asmuß, B., & Thomsen, C. (2024). Workplace Inclusion Through Social Partnerships: A Relational Perspective. Group & Organization Management, 1.
Læs artiklen her
Christa Thomsen (tv.) og Birte Asmuß (th.) på feltarbejde på en stu.
Emergent Pædagogik
En ny multiteoretisk værktøjskasse for den specialpædagogiske praksis
Den moderne specialpædagogik står over for nye udfordringer og skal kunne rumme langt mere end praktiske færdigheder.
Ny uddannelse opdaterer din pædagogiske værktøjskasse, så den matcher nutidens udfordringer.
Af Esben Kullberg foto Shutterstock
Ien tid, hvor skolen står over for udfordringer som børns mistrivsel, lærermangel, samtidig med at der skal skabes inkluderende læringsmiljøer, er det nødvendigt at tænke pædagogikken på ny. Mange medarbejdere på specialpædagogiske tilbud oplever, at den gruppe unge, de får på deres uddannelser, kommer med langt mere komplekse udfordringer og belastninger, og at det kræver mere at skabe trivsel, gode relationer og udvikling.
Det påvirker den pædagogiske praksis og kalder derfor på flere ’redskaber’ i den
pædagogiske værktøjskasse. Redskaber, som du kan få på Ligeværds nye uddannelse ”Emergent pædagogisk praksis”, som vi udbyder fra august.
Der er ingen tvivl om, at mange af Ligeværds medlemsskoler og uddannelsessteder i dag bygger på en praksisfaglighed, som gennem mere end fire årtier har givet værdifulde erfaringer og skabt iøjnefaldende resultater for unge med særlige læringsforudsætninger.
Men den moderne specialpædagogik står over for nye udfordringer og skal kunne rumme mere end praktiske færdigheder. Her kommer behovet for en emergent pædagogisk praksis i spil.
dynamiske tilgang tilpasser sig den enkelte elevs behov og kontekst uden at miste sit pædagogiske sigte.
Med et fundament i både kropslig tilstedeværelse, teoretisk viden og bevidste pædagogiske valg, er målet at skabe et læringsrum, hvor de unge kan finde deres retning og udvikle deres potentialer.
"den dynamiske tilgang tilpasser sig den enkelte elevs behov og kontekst uden at miste sit pædagogiske sigte."
Pædagogik, der møder kompleksiteten Når man som pædagog står over for elever med både kognitive og sociale udfordringer og neurologiske belastningsreaktioner, er det afgørende at kunne tilpasse sin pædagogiske tilgang til de unges unikke situationer. Det kræver en lydhør, fleksibel og multiteoretisk pædagogisk praksis, der er i stand til at forbinde de mange facetter af læring, støtte, udvikling og relationer til et praktisk pædagogisk hele. Den emergente pædagogik tilbyder i den forbindelse en fleksibel ramme; den
Fra praksislæring til emergent pædagogik Praksislæring har fortsat sin plads i pædagogikken, men i mødet med nutidens komplekse skoleudfordringer er vi nødt til at tage et skridt videre. Emergent pædagogik handler netop om at kunne anvende en multiteoretisk tilgang, der skaber en praksis, som støtter både den sanselige og håndværksmæssige læring og de kropsligt helende processer. Det er en pædagogik, der i højere grad kan matche de vilde problemer, vi møder i skolen i dag.
I denne nye pædagogiske retning ligger potentialet for at skabe en praksis, hvor alle aspekter af elevens udvikling tages i betragtning. Det er ikke bare praksislæring, men en helhedsorienteret pædagogik, der kan give eleverne de bedste muligheder for at lykkes – både i skolen og i livet.
Vil du stå stærkere i mødet med hverdagens
komplekse pædagogiske opgaver og dilemmaer?
Så er uddannelsen i Emergent Pædagogisk Praksis noget for dig. Uddannelsen er rettet mod medarbejdere og ledere på det specialpædagogiske område.
Uddannelsens formål
Uddannelsen har til formål at give lærere og pædagoger redskaber til at hjælpe børn og unge med komplekse udfordringer og belastninger. Børn og unge, der har ufrivilligt skolefravær, stress, angst og dårlige erfaringer med fællesskaber og at gå i skole.
Hvad får du med hjem?
Som deltager tilegner du dig erkendelsesteoretiske tænketeknologier og redskaber, så du som praktiker står stærkere i mødet med hverdagens komplekse pædagogiske opgaver og dilemmaer. Du kan forvente, at uddannelsen kvalificerer dit grundlag for at agere teoretisk og metodisk velfunderet, udvider dit handlerepertoire og styrker din evne til at træffe valg i multikomplekse situationer.
OM UNDERVISERNE
Du kan se frem til at blive undervist af Gro Emmertsen Lund og Thomas Buch.
Gro Emmertsen Lund er selvstændig forsker og konsulent, forfatter og efterspurgt oplægsholder.
Thomas Buch er selvstændig konsulent samt medstifter af og forstander for Idrætsefterskolen Ulbølle siden skolens opstart i 2005 og indtil 2024.
Til sammen har de mange års erfaring med børn og unge med særlige behov i skolesammenhænge samt med forskning i inklusion, eksklusion, forældresamarbejde og skolefravær.
5 UNDERVISNINGSDAGE
27. - 28. august (internat)
Erkendelsesteori i teori og praksis
24. september
Skolekultur (arbejdsfællesskab, ledelse og følgeskab)
28. - 29. oktober (internat)
Relationer, ressourcefokus og selvforståelse og Emergent Pædagogisk Praksis – et ståsted for fremtiden.
Mulighed for økonomisk støtte Du kan søge økonomisk støtte til kompetenceudvikling via den Statslige Kompetencefond, hvis du er ansat i staten.
På kompetenceudvikling.dk finder du en guide, der kan hjælpe dig med processen.
Læs mere om uddannelsen på Ligevaerd.dk
En ny begyndelse
Tre unges rejse fra isolation til fællesskab
Folkestedet er et musikalsk fristed med hjerte og nærvær. Her har unge som gamle med særlige behov fundet et fællesskab, som giver dem en følelse af at høre til og et håb om en lysere fremtid.
Fra venstre: Nicklas Holmgaard, Oskar Grosen og Anne-Sofie Madsen.
Nicklas Holmgaard blev set som et mærkeligt barn i børnehaven.
”Jeg gjorde ting, som de andre ikke gjorde, og når de fik nok af mig, blev jeg bare sat op til lederen,” siger han.
I skolen blev han en del af specialklassen, som alle ifølge ham så skævt til. Hans opvækst var præget af usikkerhed og omplaceringer mellem forskellige bosteder, og da han fik en ungdomsbolig, blev det indgangen til et fællesskab med misbrug.
”Til sidst begyndte jeg at tro, at jeg ikke var noget værd.”
Det ændrede sig, da han blev en del af Folkestedet og Grøn Kors i Kolind.
En tryg base og nye muligheder På Folkestedet blev Nicklas Holmgaard en del af et musikfællesskab sammen med to andre unge, hvis historier minder om hans egen.
Oskar Grosen er vokset op i en splittet familie, hvor forældrenes skilsmisse og skift mellem byer og skoler har gjort det svært for ham at finde en base. Og AnneSofie Madsen har kæmpet med mobning gennem hele sin skoletid og har haft en
opvækst med svigt fra voksne, der burde have hjulpet.
”Jeg forsøgte at få hjælp af de voksne, men det fik jeg ikke. Til sidst holdt jeg op med at sige noget, for jeg vidste, at ingen ville lytte,” fortæller Anne-Sophie.
Sammen med initiativtager Daniel Demsitz startede de bandet The Youngsters, og her oplevede de tre unge en forandring fra at leve et liv i isolation til at leve et liv, hvor de blev en del af et meningsfuldt fællesskab.
”Her blev jeg for første gang mødt med tillid. Det er vildt mærkeligt og svært at vænne sig til. Jeg har aldrig før prøvet
Af Esben Kullberg og Lasse Mors foto Daniel Demsitz, Lasse Mors
"For første gang oplever jeg ikke, at jeg skal være på en bestemt måde. Her kan jeg bare være mig."
Nicklas Holmgaard
at være et sted, hvor man bare kan være sig selv,” siger Anne-Sofie Madsen, og Oskar Grosen er enig.
”Det har givet mig en følelse af at høre til et sted. Folk her er bare, som de er, og der er ingen, der dømmer dig,” siger han.
Fællesskabets styrke
Daniel Demsitz fortæller, at Folkestedet startede som en drøm om at skabe et sted, hvor mennesker kan finde fællesskab og mening. Først startede han Kolind Balladeband for en gruppe ældre udsatte - som til dato er det eneste band, der nogensinde har spillet koncert inden
for Christiansborgs tykke mure - og senere opstod The Youngsters.
Og selvom de tre unge musikere i første omgang mødtes om musikken, så er Folkestedet meget mere end bare et musikrum. Det er en vision om at skabe ægte fællesskab, som han siger.
I den lille café, der støder op til øvelokalet, kommer og går mange mennesker. Nogle kommer for en kop kaffe. Andre mødes omkring en fælles aktivitet. Den dag, Ligeværd kommer forbi, er der reparationscafé, og vi sniger os forbi en lille gruppe mænd, der sidder bøjet over elektronik af forskellig art.
”Vi mennesker er flokdyr. Vi kan ikke undvære hinanden, og vi har alle brug for at blive set og anerkendt for, hvem vi er. Det er det, vi arbejder på her,” forklarer Daniel Demsitz.
Musikken som fælles sprog Daniel Demsitz baggrund som musiker og erfaring som underviser, blandt andet på en ungdomshøjskole, gjorde det naturligt, at det er blevet musikkens kraft, der forbinder mennesker her.
”Musik er noget helt særligt. Når vi spiller sammen, opstår der noget, som er svært at sætte ord på. Det handler ikke kun om at spille toner, men om at skabe et fællesskab,” siger Daniel Demsitz.
Og det er lykkedes, hvis man spørger de tre unge, som trådte ind i Daniel Demsitz musikprojekt uden at have nogen erfaring med at spille med andre.
”At komme her og spille er næsten som et frikvarter fra virkeligheden, som ofte godt kan være svær for mig,” siger Anne-Sofie Madsen
Folkestedets musikfællesskab har ikke kun styrket deres selvtillid, men også givet dem et sted, hvor de kan udtrykke sig frit og opbygge nye relationer.
”Her handler det ikke om at være perfekt, men om at være sammen og skabe noget unikt,” siger Anne-Sofie Madsen.
Og Nicklas Holmgaard supplerer:
”For første gang oplever jeg ikke, at jeg skal være på en bestemt måde. Her kan jeg bare være mig.”
For Oskar Grosen var musikken det fælles tredje, der hjalp ham til at bryde ud af sin isolation.
”Når vi spiller sammen, føles det, som om vi taler samme sprog. Det har gjort en kæmpe forskel i mit liv,” siger han.
En vej fremad og en ny familie
Faktisk har det gjort en altafgørende forskel. For hvor tiden før Folkestedet f or alle tre var præget af mismod, så er fællesskabet i musiklokalet bagerst i
cafeen blevet en vigtig del for de tre unge menneskers rejse mod en lysere fremtid.
Deres historier er en påmindelse om, hvor meget et trygt fællesskab og muligheden for at udtrykke sig kan betyde for unge, der har oplevet meget modgang. For når man spørger dem om netop det – hvor meget det har betydet for deres liv og syn på deres fremtidsmuligheder – så svarer de klart i kor.
”Alt.”
Oskar Grosen uddyber, mens de andre nikker.
”Det er vores familie. Den rigtige familie kan være svær at være i, men den her familie har vi selv valgt. Den har det, som vi altid har manglet, nemlig omsorg, kærlighed og respekt. Det gør hele forskellen.”
"Musik er noget helt særligt. Når vi spiller sammen, opstår der noget, som er svært at sætte ord på."
Daniel Demsitz
ALlE BØRN FORTJENER LIGEVÆRDIGE
MULIGHEDER
Sophie og Kasper – forældre til Storm, der har særlige behov, og Nora – er medlem af Ligeværd Forældre og Netværk. Følg familien på Instagram på profilen "sophiewlorentzen".
STØT ARBEJDET MED AT SKABE
LIGEVÆRDIGE MULIGHEDER FOR BØRN,
UNGE OG VOKSNE MED SÆRLIGE BEHOV
MED ET MEDLEMSKAB AF LIGEVÆRD
FORÆLDRE OG NETVÆRK
DU FÅR
• Juridisk og socialfaglig rådgivning
• Mulighed for en bisidder
• Et online og fysisk fællesskab
• Medlemsblad
• Adgang til Ligeværds politiske arbejde
Ligeværd Forældre og Netværk er en forening for forældre og pårørende til børn og unge med særlige behov.
Et medlemskab koster 300 kr. om året
Meld dig ind på www.ligevaerd.dk/bliv-medlem
Du støtter
• arbejdet med at sikre børn med særlige behov trivsel i deres skolegang.
• arbejdet med at skabe en ligeværdig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.
• arbejdet med at lave en tryg overgang fra STU til job for voksne med særlige behov.
• arbejdet med at sørge for ordentlige botilbud til voksne med særlige behov.
• arbejdet med at skabe fritidstilbud for unge og voksne med særlige behov.
Ligeværd Forældre og Netværk er en del af LIGEVÆRD, som også rummer foreningerne Unge For Ligeværd og Ligeværd Fagligt Forum. Ligeværd arbejder for at forbedre tilværelsen for børn, unge og voksne med særlige behov inden for skole, uddannelse, beskæftigelse, bolig og fritid. Endemålet er at sikre mennesker med særlige behov mulighed for at opbygge og leve en så selvstændig og selvforsørgende tilværelse som muligt. Der er desværre lang vej igen, og det er et arbejde, som kræver en stor menneskelig og økonomisk indsats. Vi er derfor afhængige af støtte fra både staten og civilsamfundet.
NÅR SYSTEMET SVIGTER BØRN MED SÆRLIGE
#Forældre Til Et BarnMedSærligeBehov
Det er første skoledag. Himlen er blå. Dannebrog blafrer blidt.
Skolen summer af forventningsfulde børn og glade forældre.
Men Emilie Melgaard Jacobsen er ikke glad. Hun er bekymret. Emilie er mor til Knud, der skal starte i 0. klasse. Emilie ved, at det bliver en hård dag for Knud. En alt for hård dag. Knud har infantil autisme, og er på trods af viden og fornuft blevet indstillet til at skulle starte i en almen folkeskoleklasse.
Og ganske rigtigt – det blev en hård dag. Både for Knud og hans forældre. Sådan mindes Emilie Knuds første skoledag: ”Jeg havde ondt i maven. På det billede, der blev taget af klassen, sidder han helt ude i siden og gemmer hovedet i skødet. Allerede der kunne jeg se, at han ikke kunne være i det.”
Ikke plads til Knud i SFO’en
Emilie og hendes mand, Daniel var uforstående over for, at Knud skulle starte i et alment skoletilbud. Det gav ikke mening for dem, da han ikke kunne klare at være i børnehaven til længere end kl. 11, fordi han ikke fik støtte. I hans papirer fra børnepsykiatrisk fremgår det endda, at Knud har behov for et specialtilbud.
Noget tyder på, at beslutningen om skole ikke var blevet taget med udgangspunkt i Knuds behov og interesse for hans trivsel, for skolen havde ikke sørget for at skabe rammer, der passede til Knud. Det fandt de ud af allerede inden skolestart:
”Vi blev i foråret ringet op af ledelsen i Knuds børnehave, som fortalte, at skolen havde kontaktet dem og sagt, at de ikke kunne rumme at have Knud i SFO før sommerferien sammen med de andre børn, der skulle begynde i skole. Knud skulle derfor fortsætte i børnehave indtil første skoledag. Børnehaven ville lige høre, om vi selv havde fået besked fra skolen? Det havde vi ikke!”
Emilie fortæller videre om, hvordan den nyhed påvirkede dem:
”Vi blev chokerede. De skulle jo have haft iværksat et tilbud til Knud. Vi bliver hele tiden mødt af, at de mennesker, som træffer beslutningerne, ikke har forståelse for mennesker med handicap og forståelse for, at børn har rettigheder. Der er skolepligt ja, men skolen har jo pligt til at imødekomme børnene og inkludere dem. Vi kontaktede skolen og gav udtryk for, at nu hvor der var taget beslutning om, at han skulle starte i en almenklasse, så skulle han jo ned og lære de nye børn at kende.
På Knuds første skoledag flygtede han ud af klassen for at finde ro med LEGO sammen med sin far.
Af Helene Kaas foto Privat
OM EMILIE MELDGAARD JACOBSEN
Mor til Bertha, Knud og William.
Forfatter og kvinden bag
Tjugga-universet, som hun driver sammen med sin mand Daniel.
Ellers ville han jo starte som den nye dreng i klassen efter sommerferien og stå endnu mere udenfor fællesskabet. Vi vidste jo godt, at han socialt ikke ville kunne indgå på de vilkår, som andre børn kan. Det var vi dybt bekymrede for. ”
Skolen holdt fast i, at Knud skulle blive i børnehaven. Det ville Emilie og Daniel ikke acceptere. Det endte derfor med, at de skiftedes til at følge Knud i SFO og være der med ham 1-2 timer uden at gå, da han ikke kunne være der uden konstant hjælp. Det stod på i foråret og sommeren op til skolestart.
Fra glad dreng til stærk mistrivsel
Selvom Emilie og Daniel havde været med Knud i SFO og forberedt ham på skolelivet, vidste de godt, at det ville blive svært for Knud at være i skolens rammer. Der gik heller ikke lang tid, før de begyndte at mærke konsekvenserne. Emilie fortæller her om den udvikling, hun oplevede hos sin søn:
”Skolestarten går dårligt. Efter 14 dage begynder Knud at ændre adfærd markant. Fra at være en glad dreng til at være meget vred og aggressiv Det er tydeligt, at han er i stærk mistrivsel. Det var meget voldsomt. Vi har aldrig før oplevet, at han har slået. Det begynder han på nu. Han slår os herhjemme. Han begynder at slå søskende. Han begynder at slå nede i skolen – både børn og voksne. Han bliver meget destruktiv. Når han møder ind om morgenen, begynder han at kaste med ting. Han viser med alt, at her vil han ikke være.”
Skolen kan ikke imødekomme Knuds behov, og det bliver bestemt, at han skal hentes hver dag kl. 10. Knud får det dog stadigt værre. Emilie fortæller, at han er meget stresset og lyset i hans øjne er slukket. Emilie og Daniel bliver derfor enige om, at de vil give skolen en uge mere til at iværksætte noget. Det ender med, at skolen efter et massivt pres fra Emilie og Daniel skaber en løsning, der går ud på, at Knud tildeles en støttepædagog fra kl. 8 –
Aktuel med bogen ”Jeg er ikke uopdragen”, som blev udsolgt på ingen tid og derfor allerede er ude i 2. oplag. Bogen er en del af Emilies arbejde med at skabe anerkendelse omkring og forståelse for børn med særlige behov og deres familier.
12 hver dag i en anden bygning, hvor Knud er alene med støtten. Støtten forsøger efter bedste evne at hjælpe Knud til at danne relationer med et par andre børn, men han er ikke tilknyttet en klasse eller et konkret tilbud.
Når ingen tager ansvar Emilie og Daniel tænker ikke på Knud-og-en-støttepædagog-løsningen som optimal, for Knud er ikke en del af et fællesskab, men lige nu er der lidt ro på
og de ville ønske, at skolens ledelse havde lyttet og handlet noget før:
”Det kan godt være, at Knuds nuværende løsning ikke er holdbar på sigt, men hvis det var kørt i stilling fra start, havde det sparet ham for en masse belastning. Det er frygteligt at sidde til møder med skolens ledelse og græde, fordi ens barn lider og så blive mødt af en ledelse, der kaster bolden videre og siger, ”det er ude af vores hænder.” Det passer jo ikke. Ledelsen har altid noget at skulle have sagt. Årsagen til, at vi er havnet i så mange udfordringer med Knud, er, at ingen går ind og tager en beslutning. Det forløb, vi har været igennem med Knud, er på ingen måde unikt. Det er et strukturelt problem.”
Eksemplet med Knuds skolestart i en almenklasse og manglende tilpasset SFO-tilbud er bare to eksempler på det, som Emilie og hendes mand betragter som alvorlige strukturelle problemer. De oplever, at familier til børn med særlige behov systematisk bliver ladt i stikken og overladt til sig selv.
”Vi oplever den samme mangel på beslutningstagen i mødet med de kommunale sagsbehandlere. Jeg ved godt, at ingen af de medarbejdere, vi møder i systemet, går på arbejde med ønsket om at fejle. De er jo underlagt systemet, som de skal være formidlere af, men tænk hvis dem, der sidder og har den direkte kontakt med borgerne, kunne træffe beslutningerne her og nu på et møde. Vi var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, og alligevel tog det syv måneder at behandle. ”
Familier i knæ
Emilie sætter her ord på, hvad det har af konsekvenser, når man er afhængig af hjælp fra systemet og konstant skal kæmpe for den.
”Vi forældre kan godt klare et par knæk og et par aflyste møder, men hvis der er en gennemgående modstand – og det føler vi, at der har været i lidt over to år - så begynder det at blive farligt. Modstand, ingen hjælp og ingen opfølgning tager så meget på vores kræfter, fordi vi i forvejen er sårbare. Regnestykkerne, vi har i systemet, giver heller ikke mening, når man tænker på, hvor store økonomiske konsekvenser, det har på sigt, når en familie går i opløsning. Så er det ikke kun ét barn i familien, der har brug for hjælp. Så er det
"Giv nu medarbejderne, der holder møderne, mulighed for at iværksætte noget, der kan hjælpe børnene og deres familier."
Emilie Melgaard Jacobsen
mor eller far – eller begge, der knækker og søskende, der også tager skade.”
Hvordan kan det gøres bedre?
Både Emilie og Daniel er meget bevidste om, at systemet skal ændres, hvis vi som samfund vil undgå, at alt for mange børn med særlige behov lider og familier knækker. Emilie har et klart svar på, hvor man kunne begynde:
”Systemet skal handle hurtigere. Man siger heller ikke til en, der er blevet påkørt og ligger med en blødende pulsåre ”vi må lige finde en langsigtet løsning.” Det dør man altså af. Vi skal tænke i her og nu løsninger. Så kan det godt være, at den
løsning ikke er langsigtet og holdbar på sigt, men så kommer der ro på nu. Giv nu medarbejderne, der holder møderne, mulighed for at iværksætte noget, der kan hjælpe børnene og deres familier. ”
Emilie og Daniel ved, at der skal kæmpes for sådanne forandringer, og de har derfor valgt at bruge nogle af de ressourcer, de har tilbage, på at sætte gang i en forandring. Daniel gør det ved at gå ind i lokalpolitik, og Emilie har skrevet bogen ”Jeg er ikke uopdragen”, som har til formål at skabe anerkendelse af og forståelse for neurodivergente børn. Bogens første oplag blev hurtigt udsolgt, og andet oplag ligger i butikkerne nu.
Emilie Melgaard Jacobsens bog "Jeg er ikke uopdragen" har fået flotte anmeldelser af både fagpersoner og forældre. Den kan købes i forskellige boghandlere.
Vi ser ressourcer – ikke diagnoser
Trivselskomissionen kaster i sin nylige rapport et kritisk blik på det stigende antal diagnoser, der gives til børn og unge. Andelen af børn og unge med psykiatriske diagnoser steget med 39% de seneste ti år ifølge Psykiatrifonden, og kommissionen mere end antyder, at diagnoserne kan accelerere de problemer, børn og unge står med.
Men det er ikke antallet af diagnoser, der er problemet. Det er børnenes problemer, der er problemet. Inden vi tager en diskussion om, hvorvidt vi har mange eller få diagnosticeringer, må vi derfor holde blikket fast rettet mod børnenes virkelighed. En virkelighed, hvor mange børn oplever problemer i deres skoleliv – diagnoser eller ej.
Diagnoser kan være nyttige forklaringsmodeller i forhold til de udfordringer, mange børn oplever. De kan også være adgangsbilletten til at få den nødvendige hjælp og støtte.
Men i Ligeværd vil vi gerne ”kigge tværs igennem” diagnoserne. Det vil vi, fordi vi ved, at diagnoser ikke blot er forklarende støtte. De er også sygdomsbe -
skrivelse, der fokuserer på, hvad der ikke fungerer i forhold til det ”normale”. Og det kan skabe et problematisk rigtigt/ forkert-perspektiv.
Det betyder noget, hvordan vi tale om mennesker. Derfor hilser vi velkommen, at andre begreber vinder indpas i debatten. Begrebet neurodiversitet sætter fokus på, at vores hjerner fungerer forskelligt, og udtrykket menneskevariation sætter endnu tydeligere streg under det, vi har til fælles ved, at vi alle blot er særlige og individuelle udtryk for det at være menneske. Tankegangen bag begreber som disse afspejler i højere grad vores syn på børn og unge.
"Vores opgave er at hjælpe børn og unge med at opdage deres ressourcer og finde deres plads i de større fællesskaber."
Begreber er ikke uskyldige, så vi bør vælge dem, der bedst styrker fokus på alle børns og unges potentialer og bedst støtter dem i at udvikle deres styrker og blive en del af fællesskabet. Hos Ligeværd tror vi på, at gode fællesskaber
Vil du hjælpe os med at blive bedre?
styrkes gennem forskellighed. Det handler ikke om at passe ind i én form, men om at skabe plads til den naturlige variation, der findes blandt os mennesker. Forskellighed er en styrke, ikke en svaghed. Vores opgave er at hjælpe børn og unge med at opdage deres ressourcer og finde deres plads i de større fællesskaber, der kan give dem mening i livet. Det overdrevne fokus på diagnoser afsporer det arbejde, og derfor er det på tide at ændre debatten. Det er ikke diagnoserne, men børnenes potentiale, ressourcer og muligheder i fællesskabet, der definerer deres liv. Og arbejdet med det potentiale kræver kompetent pædagogik snarere end fokus på, hvor mange der får en diagnose.
Esben Kullberg
Scan QR-koden, og fortæl os, hvad du synes om Ligeværd Magasinet.
Forældre til børn med særlige behov står ofte med udfordringer, som kan være svære for omgivelserne at forstå. Efter år præget af massiv stress og magtesløshed fandt Lisbeth Bidstrup Madsen et fællesskab, hvor forståelsen var til stede, og hvor håbet kunne spire.
Af Esben Kullberg foto Privat
Før Lisbeth Bidstrup Madsen fandt Ligeværd Forældre & Netværk, var hverdagen fyldt af magtesløshed og frustration. Hendes søn trivedes ikke, og hjælpen fra systemet var tilfældig og mangelfuld.
"Jeg følte mig alene. Vores søn blev ikke inddraget, og det gjorde det hele endnu værre," fortæller Lisbeth Bidstrup Madsen, som i dag er forperson for Ligeværd Forældre & Netværks lokalforening i Aarhus.
Hun beskriver årene, hvor familien levede uden retning og uden svar.
"Jeg var konstant i alarmberedskab og prøvede bare at fikse det hele. Men jo mere jeg prøvede, jo mere gik det op for mig, at jeg ikke kunne gøre det alene. Jeg var ved at drukne i bekymring og tvivl."
Et fællesskab, der forandrer liv
Da Lisbeth Bidstrup Madsen første gang stødte på Ligeværd, var det ved et tilfælde på Facebook.
"Jeg vidste bare med det samme, at det her, det skal jeg," fortæller hun.
I lokalforeningens forældrenetværk fandt hun et trygt rum, hvor ingen stillede kritiske spørgsmål, og hvor hun ikke behøvede at forklare sin situation i detaljer.
"Mine venner og min familie vil mig det bedste, og de prøver virkelig at støtte mig. Men de forstår ikke smerten, når ens barn har det så skidt, at livet bliver
uoverskueligt. I netværket er der en særlig forståelse. Her kan man sige tingene højt uden at skulle forsvare sig. De kender det, jeg står i."
At få smerte til at fylde mindre
Netværksgruppen har ikke fjernet udfordringerne, men den har givet Lisbeth Bidstrup Madsen plads til en anden måde at håndtere dem på.
"Før føltes det som om, jeg stod alene med alt. Her føler jeg mig mødt og forstået. Det giver en ro, der gør smerten mindre overvældende."
Det har også hjulpet hende til at acceptere, at løsninger ikke kommer over natten.
"Det vigtigste er grundighed og relationer. Det er i de lange, seje træk, vi finder vejen frem. At få lov til at spejle sig i andre forældre har betydet, at jeg ikke føler mig så forkert længere."
Håb, der spirer
I dag står Lisbeth Bidstrup Madsen et andet sted. Smerten og bekymringerne er der stadig, men hun er ikke længere alene. Netværksgruppen har været med til at give hende en følelse af fællesskab og styrke til at fortsætte.
"Håbet bliver holdt ved lige i gruppen. Og det er altafgørende. Det er et sted, hvor man ikke bare overlever, men hvor man kan begynde at leve igen," siger hun.”
Lokalforeninger
Ligeværd har 15 lokalforeninger fordelt i hele landet samt et forældrenetværk i trekantsområdet, som er i proces med at blive en forening.
Vil du oprette et netværk i dit lokalområde?
Så er du velkommen til at kontakte sekretariatet, som kan hjælpe dig i gang.
